Kapitel 79 – Så ham Bjarne arbejder hos IBm, var tidligere ansat hos PBS og kan følge med i alle de kendtes kreditkorttransaktioner?, spurgte Sønderjyden. – Jep. Det var i hvert fald sådan, at chefen forklarede det til mig, sagde Karsten. De sad begge inde på Karstens kontor, efter at han netop havde været inde hos chefen til orientering. – Hvorfor fortæller chefen det lige til dig? – Fordi marie og Joachim jo jetter af på deres superhemmelige bryllupsrejse om et par måneder, og eftersom det er mig, der skal dække den begivenhed, så ... – Du mener? – Jep. De skal til Canada. Jokke har allerede booket hotelværelse med sit kort. – Det er fandeme genialt! – men det er tys-tys. Kan du forestille dig, hvis det kom ud? Che- fen er dog ok med, at du og jeg ved besked. – Det kan jo blive et uvurderligt værktøj til at overvåge de kend- te. – og de kongelige ikke at forglemme. – Hvad med folketingspolitikere? – og Statsministeren! Karsten nikkede bare i stille samtykke.
Ja, det var i sandhed både genialt og uvurderligt – og ufatteligt ulov- ligt og grænseoverskridende. Flere gange dagligt tikkede der en sms ind på Karstens og Sønderjydens mobiltelefon, hvor der f.eks. stod, at nu shoppede Prins Henrik i Thailand, Remee var et smut på Bali, oli- ver Bjerrehuus havde hentet lidt rå fisk i den lokale Sushirestaurant på Strandvejen, og Casper Christensen var på en café i Los angeles, der hed Swingers, mens kæresten Iben Hjejle åbenbart turede rundt i Sverige. oplysningerne var detaljerede med præcise klokkeslæt, navn på etablissementet og beløbet, der var brugt. Hvis der var en bestemt kendis, der var ekstra aktuel – det kunne f.eks. være, fordi han eller hun var med i Vild med Dans – så blev alle vedkommendes køb registreret og videresendt til de to på SET og HØRT. Hvis en kendt var involveret i en eller anden skandale og helst ville skjule sig for pressen og offentligheden, så skulle vedkom- mende bare bruge sit kreditkort én enkelt gang, så vidste SET og HØRT besked – og så var det fuldstændig ligegyldig, hvor i verden de prøvede at gemme sig. Så undrede de sig sikkert, når SET og HØRT bragte paparazzibilleder af dem fra deres hemmelige gem- mested. Undrede sig over, hvordan fanden sladderbladet havde fundet frem til dem. Det var SET og HØRT i rollen som Big Brother med acces til op- lysninger, som ikke engang politiet havde adgang til uden en dom- merkendelse. og det var alle kendte og kongelige med et kreditkort. Alle!
Fra Sydney Lee over Casper Christensen til Statsministeren, Caroline Fleming – der trods sin London-bopæl havde dansk kre- ditkort – og Kronprins Frederik, Prins Joachim, mary, marie og Henrik. Kun Dronningen kunne de ikke følge, og det skyldtes ude- lukkende, at hun simpelthen ikke ejede et kreditkort. Tys-tys-kilden Bjarne kunne også videregive oplysninger som adresse, telefonnummer og CPR-nummer på kendisserne – også selvom de havde hemmeligt både det ene og det andet. At stå og kigge på den kongelige families CPR-numre var f.eks. ganske fornøjeligt.
Man skulle selvfølgelig passe på med ikke at skrive en historie udelukkende ud fra kreditkortstransaktioner. Selvom en historie om en politiker, der købte porno på nettet, var åh så fristende at blæse ud på forsiden af bladet, så kunne man ikke skrive den. Det ville være for mistænkeligt, da man jo reelt kun kunne have disse oplysninger ét sted fra. men så kunne man da sidde oppe i kanti- nen og grine over partiformandens forkærlighed for buttede cho- koladekvinder med store hængepatter. Havde en kendt dog været fysisk til stede på en rigtig stripklub i Budapest, hvor kvinder af kød og blod viste deres afklædte kroppe – i modsætning til den virtuelle slags hjemme alene foran compu- teren med lilleformanden i den ene hånd – så kunne det dog godt forsvares. Så skrev man bare, at de var blevet set der af ’flere ano- nyme kilder’. Det var for eksempel også fristende at brygge en historie sam- men på Line Bauns besøg på et privathospital i Vejle, hvor beløbet hun betalte, passede perfekt til prisen på en graviditets-skanning. men igen, så var det for usikkert og risikabelt, selvom der dog blev holdt ekstra godt øje med hende og hendes omgivelser – inklusive maven – i lang tid efter. I starten var det en underlig følelse sådan at belure andre men- nesker. Efterhånden blev det dog rutine, at man dagen og aftenen lang modtog sms’er med kendissernes gøren og laden. Det var da lidt morsomt, når man kunne se, at Cecilie Frøkjær netop havde spist på en restaurant, som man selv var på vej til, eller at Janni Spies igen var i milano og havde brugt flere hundredetusinde kro- ner i én enkelt butik. man kunne også kontakte Bjarne, hvis der var brug for at finde frem til en bestemt persons data – også hvis det drejede sig om folk, der ikke var kendte. Det kunne f.eks. være en familie i Jylland, der havde mistet deres børn i en tragisk ulykke. at finde frem til dem for at få et interview eller en kommentar, når de forsøgte at gemme sig for pressen, ville jo kunne resultere i at ugens skæbnehistorie blev en eksklusivhistorie – en solo, som ingen andre medier havde.
Så betød det mindre, at artiklen kun indeholdt de ganske få kom- mentarer, som forældrene fik fremstammet, når SET og HØRT pludselig og overraskende stod i døren, mens resten af teksten bare var et opkog af selve sagen. Det vigtigste var alligevel de billeder, som fotografen tog – med eller uden de sørgende forældres tilsagn. SET og HØRT var jo trods alt et billed-ugeblad. Sønderjyden, der ellers ikke havde det mindste imod hårdkogte og kontroversielle historier, brød sig ikke om lige dén type histo- rier. Han mente, at der var forskel på civile personer og så kendis- serne, der selv havde
valgt spotlightet. Hvis almindelige mennesker ikke ville i medierne, især hvis de lige havde været ude for en tragedie, så burde man lade dem være i fred – men så længe det var de andre på bladet, der skrev disse historier, så fred være med det. Det nygifte prinsepars bryllupsrejse blev en dundrende succes for ugebladet. Ingen af de andre medier havde den fjerneste anelse om, hvor de var taget hen. Så mens alle konkurrenterne bragte artikler, hvor de gættede på deres destination – alle som én fejlgæt – kunne SET og HØRT bringe seks sider med masser af billeder og præcise beskrivelser af, hvordan turen var forløbet. – Vi var lige i røven på dem hele tiden. Det var sgu bizart. Ét se- kund efter at Jokke have kørt kortet igennem på f.eks. en restaurant, tikkede transaktionen ind på min mobil. Så selvom vi mistede dem i Vancouvers mylder et par gange, så fandt kreditkortet dem altid igen, sagde Karsten. De sad sammen inde på Sønderjydens enkeltmands-kontor og røg begge en cigaret. – Fantastisk, sagde Sønderjyden. – Ja, det er sgu et rigtigt godt redskab, sagde Karsten. – men når det er så tophemmeligt og ulovligt, hvordan fanden bliver ham Bjarne så betalt? Det var et godt spørgsmål. normalt fik tippere, der kom med historier, et beløb, hvis størrelse afhang af historiens vigtighed. Fælles for dem alle var dog, at pengene blev udbetalt helt legalt og skatteteknisk korrekt som B-indkomst – enten ved en check eller overførsel til en bankkonto. Det gik jo af indlysende grunde ikke med tys-tys-kilden. – Han får 10.000 kroner fast hver måned, sagde Karsten. men de blev ikke udbetalt på den normale måde – langt fra. Én gang om måneden afleverede Bjarne for 10.000 kroner kvitteringer – det kunne være alt lige fra restaurantbesøg til købet af en fladskærm – til Karsten, som så igen afleverede disse kvitteringer til kassen nede på tredje sal, som om det var bilag fra opgaver, han selv havde været på. og bilagene var selvfølgelig signeret og god- kendt af enten chefredaktøren eller redaktionschef Bartov. Kassen gav så Karsten 10.000 kroner kontant, som Karsten så overrakte til Bjarne – og vupti: Bjarne havde fået sine 10.000 skattefrie kroner for indsatsen. – For helvede, det er sgu da både ulovligt og forkert på så mange forskellige måder, sagde Sønderjyden. – Tja, det har du da ret i ... – og det er vel også lidt prekært for dig? – Jeg ved det godt, sagde Karsten og sukkede en smule. – men ok, så længe vi holder det hemmeligt ...