Kaptajn Dinesen - til døden os skiller" af Tom Buk-Swienty

TOM BUK-SWIENTY

Det skrev pressen om første bind ILD OG BLOD

KAPTAJN DINESEN - TIL DØDEN OS SKILLER biografi om Karen Blixens eventyrlige far, Wilhelm Dinesen (1845-95).

Niels Houkjær, Berlingske Tidende

Det er de store eventyrs tid for kaptajn Dinesen. han som pelsjæger omgivet af indianere søger heling efter ungdomsårenes krigsoplevelser. To år

* * * * Johs. H. Christensen, Jyllands-Posten

senere kaldes Dinesen hjem til familien i

Det bli’r ikke bedre (…) På højde med Thorkild Hansens eminente biografi om Knut Hamsun.

Det er det niveau, vi taler om.

******

*****

Lasse Horne Kjældgaard, Politiken

Man [er] underholdt for alle pengene ... Efter min mening er vi her vidner til et stort talent under udfoldelse.Vi holder vejret og ser frem til den fortsatte beretning om den rastløse Dinesen.

Joachim Lund, Information

Buk-Swientys styrke som forfatter er beskrivelsen af de dramatiske tildragelser, der udgjorde centrum i Dinesens eksistens.

russisk-tyrkiske krig, 1877-78. Det efterlader ham i et sjæleligt mørke.

Arne Mariager, Jyske Medier.

En fantastisk fortælling. Som i sine tidligere krigsbøger har Tom Buk-Swienty stort held med at gøre læseren samtidig med begivenhederne, ikke mindst ved hjælp af skønlitterære greb som dialog, indre synsvinkel og bevidsthedsgengivelse.

Danmark, men snart hvirvles han ind i den

Med den 24-årige Ingeborg Westenholz vender lyset tilbage, og efter en intens kurtisering flytter det nygifte par til Rungstedlund, hvor de stifter familie. Dinesen høster anerkendelse som forfatter og vælges ind i Folketinget. Men under den glansfulde overflade kæmper kaptajnen en stadig mere desperat kamp mod sine indre dæmoner.

Tom Buk-Swienty er fulgt i hælene på Wilhelm Dinesen til Wisconsins dybe skove, til Tyrkiet og hjem igen til arkiver og gamle dragkister med private breve.

Resultatet er en rejse igennem anden halvdel af det 19. århundredes turbulente historie og en fantastisk fortælling om Dinesens romantiske og tragiske liv. Det er historien om fædre og sønner, uro i blodet, krig, kærlighed og store danske slægter.

Jes Fabricius Møller, Kristeligt Dagblad

ISBN 9788702148725

9 788702 148725

KAPTA JN DINESEN

Han er på vej ind i det amerikanske vildnis, hvor

TIL DØDEN OS SKILLER

Guided tour gennem sindsoprivende krigshandlinger ude og hjemme i slutningen af det 19. århundrede (…) man rives med hen over siderne.

Foto © Morten Holtum

*****

forfatteren til SLAGTEBÆNK DYBBØL og DOMMEDAG ALS

er andet selvstændige bind af Tom Buk-Swientys

Med usvigelig grundighed og mageløst fortælletalent tager Tom Buk-Swienty læseren med ind i Europas store og politisk betændte krigshistorie.

TO M B U K- S W I EN T Y

Tom Buk-Swienty (f. 1966) forfatter, journalist og adjungeret professor ved Syddansk Universitet.

I 2008 udkom hans anmelderroste og prisbelønnede dokumentariske fortælling SLAGTEBÆNK DYBBØL efterfulgt af DOMMEDAG ALS i 2010 og af 1864 I BILLEDER i 2012.

Tidligere har han skrevet biografien DEN IDEELLE AMERIKANER (2005) om den dansk-amerikanske journalist og fotograf Jacob A. Riis. KAPTAJN DINESEN – ILD OG BLOD, første bind i fortællingen om Wilhelm Dinesen, udkom i 2013 og var en af årets mest solgte biografier. Hans bøger om 1864 har dannet litterært forlæg for DR’s store TV-dramaserie 1864, instrueret af Ole Bornedal. Flere af Tom Buk-Swientys bøger er udkommet i bl.a.

USA, Storbritannien, Tyskland og Norge.

KAPTA JN DINESEN

TIL DØDEN OS SKILLER B I O G R A F I • G Y LD EN DA L

Omslag: Poul Lange

Wolf River, Wisconsin, Nordamerika, den 29. april 1873. En dampjolle arbejder sig mod nord på en vissenbrun flod, der snor sig dovent igennem et prægtigt skovlandskab. I jollen befinder sig en ung dansk officer, og jo længere han føres ind i den tætte urskov, des friere føler han sig. Han mærker vildnissets lindrende favntag og roen strømme igennem sig. Hvor har han dog længtes efter denne ro. Endelig kan han lade sine dæmoner fare.

Han har oplevet mere elendighed, end noget menneske burde.

Skrig, sult, fortvivlelse og lig. Han har set flossede silhuetter af titusinder af fordømte sultende mænd og forbenede heste trække hen over en kold vinterhorisont på desperat flugt. Igen og igen har han hørt kanonernes dundrende destruktion og de arrigt hvislende kugler. Gang på gang har døden budt ham til dans, og velvilligt har han danset. Det er et mirakel, at han ikke ligger dræbt i et mudret søle på en tilfældig mark eller i en eller anden gyde. En stor, hæslig mur af menneskelig destruktion og ydmygelser er i et støjende bulder væltet ned over ham.

Som løjtnant i den danske hær i 1864 havde han oplevet det bitre tilbagetog fra Dannevirke, og i slaget ved Dybbøl den 18. april blev de fleste af hans kammerater i kompagniet dræbt eller hårdt såret under 8. brigades selvmorderiske modstød. Som frivillig kaptajn i den franske hær i krigen mod Prøjsen 1870-71 blev han også hvirvlet ind i smertelige nederlag, der endda udkæmpedes i en langt større skala end den dansk-tyske krig. Han havde meldt sig frivilligt for at søge oprejsning efter 1864 og for at opleve den berømte franske élan – den franske kampgejst. I 13 www.gyldendal.dk - www.facebook.com/forlagetgyldendal - www.twitter.com/gyldendal

stedet oplevede han en fransk hærs kollaps. Han havde kæmpet i den dødsdømte og forfrosne franske Østarmé, der knustes under et vinterfelttog i Jurabjergene i det østlige Frankrig. Arméen var blevet pryglet til blods og sendt på flugt ind i Schweiz. Det totale nederlag; den fuldstændige ydmygelse.

Efterfølgende havde han befundet sig midt i borgerkrigen kendt som Pariserkommunen. Han havde sympatiseret med oprørernes – kommunardernes – høje idealer om selvbestemmelse, lighed og oprør mod det, også i hans øjne, feje borgerskab, der under den fransk-tyske krig var gået i panik og havde prisgivet Frankrig. Men kommunardernes idealer var druknet i kaos og endt i en blodrus. Det var, som om han i dette brodermord så menneskehedens syndefald udspille sig for sine øjne. I Paris havde han opholdt sig i mørkets hjerte.

Men alt det har han nu bag sig. Vinden stryger hviskende igennem trækronerne denne dag i slutningen af april 1873, da den 27-årige kaptajn Wilhelm Dinesen befinder sig om bord på dampjollen på Wolf River i en af Wisconsins uendelige skove på vej ind i indianerland, Indian Country. Man ser ikke umiddelbart, at noget i ham er slået i stykker. Tværtimod har han en særlig udstråling. Blikket fra de drømmende, blå øjne under de tunge øjenlåg synes at hvile på fjerne horisonter. Der ruger noget hemmelighedsfuldt over denne unge mand med det tætte, tilbagestrøgne brune hår og det lyse fuldskæg, sådan som han sidder der drømmende på bådens kant. Han har jægerens atletiske, vagtsomme krop og officerens elegance, og som de fleste godsejersønner og medlemmer af den gamle aristokratiske stand udstråler han et naturligt selvværd.

Han rager op, selv om han ikke er høj. Han er 170 centimeter for at være helt præcis. Han er sin egen mand. I selskab med andre kan han finde på at stå i udkanten af en flok, som hører han ikke rigtig til, og som han egentlig slet ikke er til stede. Men når han vil, og når han er i gode venners selskab, eller når der er smukke kvinder til stede, bevæger han sig pludselig forførerisk tæt på og er charmerende, sprudlende og uimodståelig.

14 www.gyldendal.dk - www.facebook.com/forlagetgyldendal - www.twitter.com/gyldendal

Det er en lang og sær rejse, kaptajn Dinesen har lagt bag sig. Det er en lang og lige så forunderlig rejse, der venter ham. Han er ikke alene i jollen. En adræt, høj midaldrende mand og dennes søn befinder sig også i den. Den midaldrende mand er ligeledes dansker og noget af en udvandrerpersonlighed. Han er læge af uddannelse, men drog til USA som ung og havde været en af de første hvide, der slog sig ned i skovene i Wisconsin, hvor han ernærede sig som pelsjæger. Efterhånden vandt han også ry for at være en slags vildnissets læge. Indianerne, der ellers ikke havde stor tiltro til den hvide mands medicin, lærte at respektere ham. Han blev deres ven. De kalder ham Mukwa, „Hvide Bjørn“, for det er, hvad denne vejrbidte mand med det mægtige, gråsprængte skæg ligner. En stor, hvid bjørn. Hans navn er Christen Linde-Friedenreich, og han er i færd med at vise kaptajn Dinesen skovene og skovenes hemmeligheder. De er taget ud for at jage og fiske sammen. Men om nogle dage skal deres veje skilles. Med sin søn rejser Christen Linde tilbage sydpå til civilisationen, hvor han nu har en lægepraksis. Kaptajn Dinesen derimod fortsætter igennem krat og underskov videre nordpå til et område, der endnu er rent vildnis og på den hvide mands kort blot figurerer som et terra incognita.

Da kaptajn Dinesen glider forbi os på floden, har han opholdt sig i USA i mere end et halvt år. Han forlod Danmark en efterårsdag i 1872, krydsede Atlanterhavet via Liverpool til Québec, Canada, fortsatte til Chicago, hvorfra han drog mod vest til Nebraska ude på prærien. Her mødte han pawneeindianerne. Deres evne til at leve sorgløst i nuet fascinerede ham. Dinesen er ingen religiøs mand, tværtimod lægger han sjældent skjul på, at han mener, at religion er humbug og overtro. Men indianernes spiritualitet tiltrak ham. Hans indianske venner fortalte ham, at når det hele engang var forbi for én her på jorden, fortsatte man sin eksistens ude på de „lykkelige jagtmarker“. For en passioneret jæger som Dinesen var tanken tillokkende.

Måske smiler kaptajn Dinesen, da dampjollen fører ham dy15 www.gyldendal.dk - www.facebook.com/forlagetgyldendal - www.twitter.com/gyldendal

bere ind i vildnisset. Det her er lykkelige jagtmarker. Floden bugner af fisk, og skovens dyrerigdom er enorm. Det ser man med det blotte øje. Der er også en anden god grund til at smile, for netop som han glider forbi os, er Dinesen på vej mod en sjælden tilstand af sjælelig harmoni. Han kan selvfølgelig ikke selv vide det, men vi, som kan se begivenhederne i bagklogskabens klare lys, ved, at der venter ham et år uden uro i blodet.

Snart slår han sig ned i en simpel, afsondret træhytte, der ligger ved en lille sprudlende flod tæt ved en sø, der her i det tidlige forår er dækket af et smukt, lysegrønt tæppe af zizaniagræs, hvis korn også går under betegnelsen vilde ris. Der venter ham perioder med ensomhed og stilhed. Der venter ham også perioder med et intenst menneskeligt samvær med chippewaerne (i dag også kendt som ojibweerne), en af få indianerstammer i USA, der stadig er frie. Ud af respekt og hengivenhed for deres danske ven giver disse indianere ham om nogle måneder et kælenavn på deres eget sprog. De kalder ham Buh-gah-naise. Eller Boganis, som han senere selv staver det. Det betyder hasselnød.

Navnet er rammende. I sit ydre er han hård og glansfuld. Kernen derimod er delikat og skrøbelig.

Inden han forsvinder helt ind i vildnisset, må vi dog først to år tilbage i tiden for at forstå, hvorfor han søger herud. Vi må tilbage til den netop afsluttede borgerkrig og Pariserkommunen, der har forvandlet den franske hovedstad til aske og sod, og herfra følge ham på sin rejse hjem til Danmark. For det er ikke oplevelserne på krigsskuepladserne eller i Paris, der udløser Wilhelm Dinesens flugt, men gensynet med hans fader på Katholm Gods, den store patriark, A.W. Dinesen.

www.gyldendal.dk - www.facebook.com/forlagetgyldendal - www.twitter.com/gyldendal

Følgende opslag: To komtesser og to unge adelsmÌnd i Frijsensborgs have, fra venstre Agnes Frijs, Frederik Blixen, Carl Bernstorff og Clara Frijs.

www.gyldendal.dk - www.facebook.com/forlagetgyldendal - www.twitter.com/gyldendal

DEL 1

Hjemme

Paris i ruiner efter den blodige kommunardopstand, maj 1871. www.gyldendal.dk - www.facebook.com/forlagetgyldendal - www.twitter.com/gyldendal

1.

Paris den 27. maj 1871. Overalt omkring Wilhelm Dinesen er der ruiner, store, rygende ruiner. Det er ikke til at fatte, at dette er Paris. Hôtel de Ville, byens mastodontiske rådhus, er en udbrændt tomt. Det samme er det stolte kongeslot, Tuilerierne, justitspaladset, finansministeriet, Palais Royale, Porte SaintMartin-teateret, Arsenalet. Bygningerne langs Rue de Rivoli, en af byens hovedgader, ligger i ruiner fra ende til anden ligesom bygningerne langs Rue Royale, Rue de Lille og Rue du Bac. Ved Dinesens side spadserer hans britiske ven Perceval, en eventyrer, der altid har en cylinderhat på hovedet, og som for en sikkerheds skyld aldrig går ud uden en regnfrakke spændt fast om livet i en rem. Nu, hvor kampene er ved at dø ud, har de to venner atter fundet sammen, og i hinandens selskab suger de til sig af de utrolige indtryk, som Paris byder på i disse timer.

Da de passerer Madeleinekirken mellem Place Vendôme og Place de la Concorde, standses de af en deling regeringstropper, der forlanger, at de straks følger med til en vandpumpe for at hjælpe med at slukke brandene i Rue Royale. Dinesen og Perceval, der de sidste par dage med rædsel har betragtet regeringstroppernes brutale fremfærd mod byens borgere, ønsker ikke at associeres med dem og prøver at tale sig ud af situationen – men uden held. De anholdes og føres til vandpumpen, hvor Perceval dog nægter at tage fat. „Jeg vil ikke pumpe. I kan arrestere mig,“ siger han med den britiske gentlemans kølige høflighed. „Ja, I kan sågar skyde mig, men hvis I ønsker det, vil jeg gerne først udbede mig et skriftligt 21 www.gyldendal.dk - www.facebook.com/forlagetgyldendal - www.twitter.com/gyldendal

bevis for, at henrettelsen skyldes, at jeg har nægtet at pumpe.

Under ingen omstændigheder vil jeg arbejde for jer.“ Perceval spiller højt spil – og vinder. Han og Dinesen får lov til at gå igen.

Til trods for at de nær var blevet henrettet, var Percevals trang til at opleve drama stadig umættelig. Den følgende morgen kom han forbi Dinesens hotel i Rue de Choiseul „og foreslog, at vi gik til Pére Lachaise og Faubourg du Temple“. Her holdt små lommer af kommunarder endnu stand i en sidste håbløs kamp mod overmagten. Denne gang ønskede Dinesen ikke at gå med.

Perceval havde gjort klogt i at følge Dinesens eksempel. Han kom ikke tilbage om eftermiddagen og ej heller om aftenen.

Snart gik der rygter om, at Perceval var blevet anholdt af regeringstropperne. Dinesen skyndte sig til den engelske ambassade, hvor rygtet blev bekræftet.

Perceval befandt sig i en fangelejr i Versailles, og ambassaden arbejdede på at få ham frigivet. Sidst på dagen lykkedes det, og om aftenen mødte Dinesen den friskløsladte Perceval, der fortalte, at han ved en fejltagelse var blevet gennet med ind i en gruppe fanger, da han passerede forbi nogle regeringstropper.

Denne gang hjalp Percevals protester intet. For at føje spot til skade blev hans højt elskede cylinderhat konfiskeret, og med nøgent hoved måtte han følge med kolonnen, der „bestod af unge og gamle, mandfolk og fruentimmere, soldater og civile, velklædte og lasede personer“. De førtes fra bymidten videre ud gennem Triumfbuen, hvor de standsede for at blive inspiceret af den frygtede ryttergeneral og skarpretter Marquis de Galiffet.

Personligt havde han allerede beordret utallige henrettelser af byens borgere. Da Galiffet nåede frem til fangerne, steg han af hesten og skred forbi dem. Ryttergeneralen var ifølge Perceval præcis så perfid og kynisk, som rygtet ville vide. Han pegede snart på en og så på en anden af fangerne, mens han erklærede, at de skulle skydes. Det var aldeles tilfældigt, hvem der blev dødsdømt, og hvem der gik fri.

22 www.gyldendal.dk - www.facebook.com/forlagetgyldendal - www.twitter.com/gyldendal

„Ham der har krudt på klæderne,“ sagde generalen, hvorefter han pegede på en stakkel, der blev bedt om at træde frem. „Ham der har et nederdrægtigt ansigt,“ sagde generalen til en anden fange, der ligeledes skulle træde frem. „Jeg er sikker på, at én af fangerne blev taget ud, fordi han ingen næse havde,“ fortalte Perceval. „Et fruentimmer blandt de udpegede gik hen til generalen, kastede sig på knæ, spredte armene ud imod ham, forsikrede i de mest hjerteskærende udtryk, at hun var uskyldig, at hendes mand var død, at hun havde to små børn, der var alene hjemme, og bad om nåde. ’Madame,’ svarede generalen, ’jeg har været i alle teatre i Paris og kender denne scene,’ hvorefter hun blev ført over til gruppen af dødsdømte. Imens trådte en ældre mand frem og erklærede, at man ikke kunne være medlem af Nationalgarden, kommunardernes milits, hvis man var mere end 60 år, ergo var han uskyldig. Galiffet lyttede tavst og gav herpå ordre til, at alle, der var over 60 år, skulle give sig til kende. En snes ældre mænd trådte frem i forvisning om, at de ville blive løsladt. I stedet råbte generalen, at de skulle skydes først.“ Perceval blev vidne til, at 60-70 fanger, herunder kvinderne og de ældre mænd, førtes til en mur, der „egnede sig godt til at henrette opad“, og mens skudsalverne smældede bag ham, marcherede Perceval og de øvrige fanger til Versailles. Denne dystre beretning forstærkede Dinesens lede ved den nye franske regering. Men mest af alt havde han svært ved at forlige sig med, at livet i Paris så kort tid efter de blodige begivenheder bare syntes at fortsætte, som om intet af betydning var hændt.

Eller rettere: I de velbeslåedes kvarterer fortsatte livet muntert og sorgløst, „mens arbejderkvartererne,“ ifølge Dinesen, „var døde og mørke.“ Til gengæld vajede der i den rige, prægtige del af Paris snart „et flag fra hver lejlighed, og den livlige franske fane gav byen et festligt udseende. Men man kunne ikke lade være med at tænke på, at denne stolte fanes sidste forsvarere unødvendigt havde udgydt så meget blod, at alle flagene heri kunne farves lige så røde som Pariserkommunens“.

Det røg endnu „fra tomterne – men glarmestre og murere tog 23 www.gyldendal.dk - www.facebook.com/forlagetgyldendal - www.twitter.com/gyldendal

alvorligt fat, og hurtigt rejste Frankrigs hovedstad sig igen. Der strømmede nu en masse mennesker til for at se de ødelæggelser, kommunen havde forårsaget. Men jeg var træt på sjæl og legeme og forlod snart efter Paris.“

Den 29. juni tog Dinesen afsked med sine venner i Paris, og fra togvinduet gled et krigshærget Frankrig forbi. Kolonner af franske fanger marcherede ude på vejene, og de franske byer, han kom igennem, var arrede efter kampe og bombardementer.

Anderledes idyllisk var rejsen igennem det nye tyske kejserrige langs Rhinen igennem pittoreske byer, der lå enten helt ned til floden eller smøg sig op ad de bløde bjergsider mellem egnens berømte vinmarker. Han tog sig tid til at se kurbyen BadenBaden og spadserede i løbet af andre stop omkring i Mannheim, Mainz, Wiesbaden og Koblenz, hvor han blev vidne til en stor sejrsparade af hjemvendte tropper. I Koblenz studerede han det berømte prøjsiske fæstningsanlæg Ehrenbreitstein, der troner på en klippe, som løfter sig dramatisk op over Rhinens østlige bred.

Fortet blev bygget kort efter Napoleonskrigene som et værn mod fremtidige franske invasioner. Det gik for at være et af Europas stærkeste forsvarsværker, men imponerede ikke den krigsvante Dinesen. „Ikke så betydeligt, som jeg havde troet,“ lyder hans kontante dom i dagbogen.

På rejsen ud af byen faldt Dinesen i snak med en prøjsisk oberst. Men hverken passiarer som disse, Dinesens sightseeing eller rejsen igennem det pæne landskab ændrede ved, at han efterhånden var begyndt at kede sig. Den 7. juli skriver han i sin dagbog: „Køln – jeg keder mig.“ Og jo længere han kom nordpå, desto mere plagede kedsomheden ham. På vejen fra Hannover mod Hamborg skriver han igen: „keder mig“ og tilføjer sågar: „Savner Paris!“ Savner Paris! Man må studse, men ved nærmere eftertanke er det kun naturligt, at han har følt sådan. Han havde virkelig set Paris ånde ild og blod, og det var heldigvis slut, men det samme var eventyret og intensiteten. Det var den fordømte ironi i alt 24 www.gyldendal.dk - www.facebook.com/forlagetgyldendal - www.twitter.com/gyldendal

dette. Nu hvor han ikke længere var midt i galskaben, savnede han den. De hvide krudtskyer, eksplosionerne, de snerrende, orange flammer, djævelskaben. Hvad kunne denne pæne togtur gennem dette pæne landskab omgivet af disse borgerlige, sejrshovne tyskere ærlig talt byde ham? Hvad kunne Katholm for den sags skyld? Da han først nærmede sig den verden, han demonstrativt havde forladt et halvt år tidligere, mærkede han atter modstanden vokse i sig, og det var, som om han tøvede med at tage helt hjem. Sådan må vi tolke de mange omveje, han slog ind på, inden han nåede til Katholm.

Da Dinesen havde krydset grænsen til Danmark og var nået til Horsens, stødte han ved et ejendommeligt tilfælde på sin onkel grev Frijs, der rejste med sin ældste datter, Henriette. Frijs-familien var samtidens mægtigste danske godsejer- og adelsslægt både målt i jordbesiddelse og magt (se Kaptajn Dinesen – Ild og blod, s. 203-227). Grev Frijs, der havde været dansk statsminister og udenrigsminister i årene 1866-71, ejede syv godser, hvis jorder og tilhørende landsbyer og kirker udgjorde et helt lille kongerige for sig. Frijs-familien var som en reservefamilie for Dinesen. Familiens søn, Mogens, hans få år yngre fætter, var Dinesens bedste ven, og hans yndlingskusine havde været den netop afdøde Agnes, der i det tidlige forår var blevet syg på familiens rejse til Italien, og som døde i Napoli i april måned.

Han havde desuden et særlig tæt forhold til sin tante Thyra Frijs.

Grev Frijs og Henriette havde opholdt sig på et af familiens godser nær Horsens og var på vej hjem til hovedresidensen Frijsenborg nær Hammel, da de traf Dinesen. Onklen inviterede nevøen til at slå følgeskab med dem. Var det ikke en idé at blive et par dage på Frijsenborg? Dinesen havde endnu en undskyldning for ikke at tage helt hjem til den gamle patriark og familien på Katholm.

Der var et sørgmodigt skær over mødet med familien Frijs. Mogens var i København, og Thyra Frijs, der havde fulgt nøje med 25 www.gyldendal.dk - www.facebook.com/forlagetgyldendal - www.twitter.com/gyldendal

i Dinesens færd i Frankrig under krigen 1870-71, var stadig i dyb sorg over tabet af sin elskede Agnes, og der herskede en trykket stemning på slottet. Agnes’ lig var blevet sejlet fra Italien til Danmark og var blevet begravet på familiens gravsted på Frijsenborg. Grevindens dagbog fra denne tid fortæller, hvor savnet „vor elskede Agnes“ var, og hvor ofte grevinden besøgte gravstedet. Dinesens besøg må have været et lille lyspunkt for Thyra Frijs. Agnes havde holdt meget af sin fætter Dinesen, og han var i det mindste kommet uskadt tilbage fra sin lange, farefulde rejse.

Dinesen blev på Frijsenborg i fem dage, hvor han mødtes med nysgerrighed ved middagsselskaberne. Hvordan havde det været i Frankrig under krigen? Hvad havde han set i Paris?

Pressen i hele Europa havde på det kraftigste fordømt Pariserkommunen og havde beskrevet kommunarderne som ekstreme, farlige og frådende banditter, der truede den bestående orden. At kommunarderne var bæster og samfundsomstyrtere, så meget kunne aristokratiet og det mere demokratisksindede borgerskab enes om. I kommunarderne havde de en fælles fjende, og en socialistforskrækkelse var bølget igennem Europa. Der kunne man bare se, hvad de røde, disse anarkister, var i stand til at anrette af grusomheder. Derfor skulle underklassen holdes i ave; derfor skulle arbejdere og socialister stækkes. Fortæl, fortæl om disse banditter. Men Dinesen fulgte nødigt opfordringerne. „Ked af at fortælle på spørgsmål,“ noterer han i dagbogen.

Efter opholdet på Frijsenborg rejste Dinesen videre til Djursland, hvor han inden ankomsten til Katholm først besøgte godserne Christianslund, Estruplund og Gammel Estrup. Af hans dagbog fremgår det, at der også her blev holdt store middagsselskaber til ære for ham. Man har skålet for hans krigsbedrifter, for hans fornemme franske medalje, Æreslegionen, og for hans mange eventyr. Og igen har opfordringerne lydt: Fortæl, fortæl, kaptajn Dinesen. Om kommunarderne. Om det brændende Paris. Fortæl om petroleuserne, disse vilde franske kvindefurier, der ifølge avisernes beretninger var faret omkring med flasker 26 www.gyldendal.dk - www.facebook.com/forlagetgyldendal - www.twitter.com/gyldendal

fyldt med petroleum, som de havde anvendt som ildbomber til at antænde byens stolte bygninger. Hvordan var det at befinde sig midt i denne galskab?

Dinesen forstod hurtigt, at billederne, pressen havde tegnet af begivenhederne i Paris, var stærkt karikerede og til dels rene fantasifostre. Det var tilfældet med de hårdnakkede historier om petroleuserne, der verserede i den franske og internationale presse. Dinesen derimod vidste, at der var langt flere nuancer i sagen. Kommunarderne var i kampens sidste fase gået amok.

Det kunne ikke benægtes. Tvunget af vanvittige omstændigheder havde også de myrdet, og ildspåsættelsen af store dele af byen havde været ren galskab. Det var dog det rene ingenting i forhold til den brutalitet, regeringhæren udviste. Den havde slået titusinder ihjel … med koldt blod. Det var regeringshæren, der havde krænket al humanitet. Hvordan forklarede Dinesen det til dette feststemte publikum af gamle og unge aristokrater, der var flokkedes til de store, veldækkede, mange retters-middagsborde med servering af tjenere og tjenestepiger? Hvordan forklarede han disse herskaber, der var blevet hidkaldt ved nyheden om, at Katholm-patriarkens søn var vendt tilbage, at der fandtes andre, langt mere sympatiske sider af kommunarderne? Hvordan fortalte han om de selvopofrende, retfærdige og heroiske sider af kommunardernes kamp? Han mærkede, at de forudfattede meninger ikke var til at rokke, end ikke af en mand, der havde set begivenhederne med egne øjne.

Den 21. juli forlod Dinesen Gammel Estrup og rejste i retning af Grenaa. Han kom forbi den perlehvide Aalsøe Kirke, der lå mellem to bakkekamme, og var snart fremme ved de krogede bøgetræer, der dannede den karakteristiske, dunkle hulvej, som førte frem til Katholm. Over trækronerne sås et spir rejse sig, og da han havde passeret avlsbygningerne, var han helt fremme ved den ranke, rustrøde renæssancebygning med tre fløje, kælderhvælvinger, tårne, svajende gavle og højtsvungne tagrygge, der ligger på en ø ude i en sø.

27 www.gyldendal.dk - www.facebook.com/forlagetgyldendal - www.twitter.com/gyldendal

Kaptajn Dinesen var hjemme. Men hvordan havde han det, da han passerede over voldgraven? Dinesens dagbogssider er tomme. Han fortæller os intet om mødet med faderen, patriarken A.W. Dinesen, sin blide mor Alvilde og de fire søstre, der stadig boede hjemme: Anna, Emilie, Christentze (kaldet Tenne) og Dagmar. I den næste måneds tid, hvor han opholdt sig på godset, nøjedes han med i dagbogen at angive stedsbetegnelse.

Mandag den 25. juli: Katholm. Tirsdag den 26. juli: Katholm. Onsdag den 27. juli: Katholm. Intet andet end det: Katholm, Katholm, Katholm. Frem til 27. august larmende tavshed.

Efter vi har fulgt Dinesen igennem så megen turbulens, er det næsten ikke til at bære, at vi ikke kan være vidne til genforeningen mellem søn og familie, en givetvis følelsesladet begivenhed.

Desværre findes der ingen kilder, som kaster lys over den, og vi må nøjes med at gætte på, hvad der skete. Moderen Alvilde var overstrømmende lykkelig, da hun så ham. Det er også svært at forestille sig andet, end at hans fire yngste søstre er løbet ham i møde, lettede over, at storebror var tilbage i god behold. Den hjemvendte kaptajn havde måske ikke haft det tætteste forhold til dem, men de var hans små søstre.

Hvordan patriarken A.W. Dinesen derimod har modtaget sønnen – rebellen – er straks sværere at sige. Der havde ligget et klart oprør i sønnens pludselige afrejse til Frankrig i november 1870.

Rejsen kom uden varsel og således uden, at Wilhelm Dinesen havde konsulteret sin far. Den gamle patriark betragtede sønnens afrejse som en oprørshandling, for havde sønnen spurgt, ville han have rådet ham fra at deltage i en krig, hvor franskmændene på ganske få uger havde fået så overvældende mange odds imod sig. På den anden side var det svært for den gamle godsejer at klandre sin søn for at have kæmpet under fransk flag. Det havde han jo selv gjort som ung officer.

A.W. Dinesen må ud over at have været lettet over, at sønnen var kommet tilbage fra sine drabelige eventyr, derfor også have været stolt over, at han, som faderen selv, var blevet udmærket 28 www.gyldendal.dk - www.facebook.com/forlagetgyldendal - www.twitter.com/gyldendal

Wilhelm Dinesens forĂŚldre, Alvilde og A.W. Dinesen, ĂĽrstal ukendt. www.gyldendal.dk - www.facebook.com/forlagetgyldendal - www.twitter.com/gyldendal

med Æreslegionen og havde fået rang af kaptajn. Det var i alle tilfælde to dekorerede franske kaptajn Dinesener, der stod ansigt til ansigt denne sommerdag på Katholm Gods.

Det var alligevel svært for A.W. Dinesen at give sin søn en uforbeholdent hjertelig hjemkomstsalut. For det første: Sønnen havde igen været på tabernes side. A.W. Dinesen derimod havde i alle sine krige været med vinderne. Det må have ligget i luften: faderen, vinder; sønnen, taber. For det andet var der et åbent spørgsmål, som må have fået patriarken til at se rødt: Hvad i alverden havde sønnen bestilt i al den tid i Paris sammen med kommunarderne?

For det tredje: Hvad skulle denne mutte indesluttethed hos sønnen gøre godt for? Måske har Wilhelm Dinesen formået at skjule sin virkelige sindstilstand med overfladisk munterhed.

Men han var dybt deprimeret. „Jeg følte mig utilfreds, urolig, træt, mat, slap, jeg tvivlede om min egen evne til overhovedet at kunne udrette noget som helst,“ skriver Dinesen om denne tid. Denne dybe blå tone hos sønnen kan ikke være forbigået patriarkens opmærksomhed, og en sådan form for slaphed lå uden for den gamle godsejers forståelsesregister.

Således var der spændinger mellem far og søn straks efter Dinesens hjemkomst. Spændinger, som bare ventede på udløsning.

www.gyldendal.dk - www.facebook.com/forlagetgyldendal - www.twitter.com/gyldendal

2.

Katholm var levende med gæster denne sommer. Dinesens yngre søster Thyra kom på besøg med sin forlovede, Fritz Ræder, som stod over for at flytte ind på godset Palstrup tæt på Viborg. Og den ældste af søstrene, Alvilde, opkaldt efter sin mor, var ligeledes på et sommerophold på Katholm med sin mand og deres (indtil videre) tre sønner. Sammen med søsteren Alvilde, svogeren og de tre nevøer forlod Dinesen Katholm den 28. august.

Han rejste til København for at opsøge en række jævnaldrende unge aristokrater – unge løver – i hvis selskab Dinesen ikke har ladet sig mærke med sin melankoli. For blandt dem gjaldt det om at fremstå som en stærk og munter levemand. Blandt dem har Dinesen med sine mange militære erfaringer, tabte krige eller ej, også haft en særlig status som krigeren.

Kredsen af venner talte hans kære fætter, Mogens Frijs. Mogens Frijs holdt på denne tid til i familiens bypalæ på Toldboden (i dag Esplanaden). Sidst de to havde mødtes, var i Zürich. Dinesen var ankommet hertil, efter at den slagne franske østarmé var krydset ind over den schweiziske grænse, og efter sin hæsblæsende flugt for at undgå internering af de schweiziske gendarmer. Mogens havde været i byen på et dannelsesophold sammen med vennen Frederik von Blixen Finecke, der også var at tælle blandt de unge aristokrater, Dinesen omgikkes denne sensommer. Jagttiden stod for, og de unge aristokrater, der alle var opdraget med jagt som en vigtig del af årets aktiviteter, søgte sammen, fordi de mærkede længslen efter at komme ud i det fri med gevær og jagthund. Da de var samlet i København, krydsede de Øresund og rejste til 31 www.gyldendal.dk - www.facebook.com/forlagetgyldendal - www.twitter.com/gyldendal

godset Näsbyholm i Skåne, der var rig på vidtstrakte jagtarealer i det smukt kuperede Småland.

Näsbyholms store patriark, Frederiks far, var den 49-årige danske baron Carl Frederik Axel Bror von Blixen Finecke, en særpræget og i perioder markant politisk skikkelse, der havde været dansk udenrigsminister og Danmarks konseilspræsident i en kort overgangsperiode mellem to regeringer. Blixen Finecke og Näsbyholm er navne, man konstant støder på i Dinesens dagbøger, breve og senere hen bøger. Blixen, som efternavnet ofte forkortes, var ikke alene en del af Dinesens verden, men skulle også spille en helt afgørende rolle for den næste generation Dinesen.

Carl Frederik Blixen voksede op på Dallund på Fyn, men på grund af familiens godsbesiddelser i både Sverige og Pommern var han ifølge en samtidig beskrivelse „disponeret til et kosmopolitisk udsyn“.

Han var også disponeret til det „noget ekstravagante“, som det diskret hedder i en anden samtidig biografisk skitse. Ordene dækkede over, at han som ung adelsmand havde drukket tæt, været en ublu kvindeforfører, havde indladt sig på værtshusslagsmål og dueller. Dette udlevede den unge Blixen i en række tyske byer, hvor han var indskrevet på nogle af tidens bedste universiteter. Under et studieophold i Göttingen 1832-33 blev han nære venner med den få år ældre og lige så feststemte unge adelsmand, junkeren Otto von Bismarck-Schönhausen, den senere så berygtede jernkansler og arkitekt bag Tysklands samling.

I 1842 giftede baron Carl Frederik Blixen sig med Sophie Ankarcrona, der tilhørte en dansk gren af en svensk adelsslægt.

De slog sig ned på Dallund på Fyn. I 1847 fik parret sønnen Frederik, ham vi kender som Wilhelm Dinesens og Mogens Frijs’ jævnaldrende ven og jagtkammerat. Da slesvig-holstenerne i 1848 ville løsrive sig fra det danske monarki, hvad der udløste Treårskrigen, meldte baron Carl Frederik Blixen sig under de danske faner, og for at der ikke skulle herske tvivl om hans loya32 www.gyldendal.dk - www.facebook.com/forlagetgyldendal - www.twitter.com/gyldendal

Dinesens søster Thyra og svoger Fritz Ræder med deres mange døtre.

litet til Danmark, frasolgte han sine godser i det tyske Pommern.

Som sine standsfæller, A.W. Dinesen af Katholm indbefattet, havde baronen ingen sympatier hverken med de danske eller de slesvig-holstenske nationalliberale, der, på hver deres side af den nationale skillelinje, agiterede for nationalisme, liberalisme og demokrati. Baronen var, sagde man om ham, „fuldblodsaristokrat“. Han kæmpede med i krigen ud fra en „chevaleresk [ridderlig] følelse af, at han skyldte sin konge og sit fædreland dette … thi Blixen har aldrig forsøgt at gå på akkord med den smukke regel: noblesse oblige“. Adel forpligter. Det danske kongehus tildelte ham Ridderkorset for sin indsats.

Efter krigen kastede baron Blixen sig ind i politik, hvad der 33 www.gyldendal.dk - www.facebook.com/forlagetgyldendal - www.twitter.com/gyldendal

Carl-Frederik Blixen.

sjældent gik stille for sig. Om de slesvig-holstenske separatister udtalte han, at de alle burde „dingle i træerne“. Sin foragt over for den danske grundlov og den almindelige stemmeret stillede han til skue under en grundlovsfest ved at tilbyde en præmie på 100 rigsdaler til fordeling mellem de arbejdere og håndværkere, som beviseligt „foretrak at arbejde i deres fag i stedet for at befatte sig med politik“.

I midten af 1850’erne blev baron Blixen uvenner med Frederik den 7., en mand med lige så store armbevægelser som ham selv, for så nogle få år senere at forsone sig med kongen. Inden da havde baronen dog med fanfare frasagt sig titlen som hofjægermester og kammerherre og gjort sit svenske gods, Näsbyholm, til sit hovedsæde.

34 www.gyldendal.dk - www.facebook.com/forlagetgyldendal - www.twitter.com/gyldendal

Stort set samtidig med at baronen havde sit udfald mod kongen, gjorde han skandale ved at lade sig skille for i stedet at gifte sig med den næsten jævnaldrende prinsesse Augusta af Hessen, der var søster til prins Christians hustru, prinsesse Louise af Hessen. Prins Christian skulle senere blive kong Christian den 9., og baronens nye ægteskabsalliance løftede ham op i aristokratiets allerøverste lag, den meget eksklusive kreds af fyrstefamilier.

Blixen levede helt op til sit ry for aldrig at gøre noget halvt. I 1860 nåede han i en kort periode at fungere som konseilspræsident (statsminister) og udenrigsminister.

Da det trak op til den for Danmark så skæbnesvangre krig i 1864, forsøgte baron Blixen sig som direkte dansk forbindelsesled til sin gamle studiekammerat og svirebror Otto von Bismarck, der ofte havde været til jagtselskab på Näsbyholm, og som i mellemtiden var blevet ministerpræsident i Berlin. De to adelsmænd havde et så nært forhold til hinanden, at de mente, at de uden om besværlige folkevalgte instanser i al fordragelighed kunne løse det dansk-tyske problem.

Kort før krigens komme skrev Bismarck til sin gamle kammerat Blixen, „at han ville ønske, at han kunne forhandle direkte med ham [Blixen] … eftersom vi begge to kun ønsker det fornuftige og mulige“.

Eftersom de nationalliberale var ved magten i København, var Blixen efterhånden for marginaliseret i dansk politik til, at sådanne forhandlinger kunne tages alvorligt, selv om det – kommenterede en samtidig observatør syrligt – ville have været fornøjeligt „om de to ’junkere’ og ’sportsmænd’ havde afgjort det indviklede slesvig-holstenske spørgsmål over en kop kaffe og en cigar“.

Patriarken på Näsbyholm havde ofte været politisk på kant med grev C.E. Frijs. Da Frijs havde været stats- og udenrigsminister, undergravede Carl Frederik Blixen statsministerens udenrigspolitik med sin freelance-udenrigspolitik. Baron Blixen følte, at Frijs var for passiv i arbejdet på at få Slesvig tilbage til Danmark, mens greven omvendt følte, at Blixen var politisk uberegnelig.

35 www.gyldendal.dk - www.facebook.com/forlagetgyldendal - www.twitter.com/gyldendal

De to magtfulde familier Frijs og Blixen forstod ikke desto mindre at skille politik og privatliv fra hinanden, for trods de politiske tovtrækkerier mellem baronen og greven var familierne konstant gæster hos hinanden. Eftersom Dinesen-familien så ofte var med til disse sammenkomster, blev baronens søn, Frederik, (hans fulde navn var Frederik Theodor Hans Anna Wolfgang Christian von Blixen Finecke) en del af Dinesens barndomsunivers.

Ligesom Mogens Frijs var Frederik arving til familiens godser, og den unge Frederik Blixen havde en fremtoning, som ejede han hele verden. Faderens sprælske, rastløse væsen var gået direkte i arv til den høje, slanke søn, der også var kendt for sin store libido. Der verserede mange historier om, hvor langt han ville gå for at finde vej til et hurtigt og uforpligtende samkvem med en ung komtesse eller en frøken af lavere stand, som bestemt også kunne gå an. Efter Frederik Blixen havde deltaget i en stor bryllupsfest i Skåne, søgte han, lød en veldokumenteret historie om ham, sent på aftenen lidt erotisk adspredelse hos de tre brudepiger, der boede sammen på et værelse på første sal. Frederik kravlede op i en flagstang, og fra den svang han sig ind igennem vinduet til de intetanende brudepiger. Foretagendet blev forpurret, fordi den ene af pigerne hvinede af angst, da hun så hans silhuet i vindueskarmen. Hendes skrig forskrækkede ham i en sådan grad, at han mistede balancen og med et brag faldt ind i værelset. Herefter skreg alle tre piger i vilden sky. Sagen vakte en mindre skandale, ikke mindst fordi Frederik var gift på dette tidspunkt.

Men selv om safterne kogte lystigt i Frederik og hans far, var de ikke desto mindre opdraget til at føre sig frem med gode manerer, når de var sammen med andre standsfæller. I sommeren 1871 gjorde Frederik diskret kur til Frijs-familiens yngste datter, den noget undseelige og generte 16-årige Clara Frijs. Hun var otte år yngre end Frederik, men det holdt ham ikke tilbage fra et måske diskret, men så dog målrettet kurmageri, da han besøgte Frijsenborg. Om han kurtiserede hende, fordi han virkelig var 36 www.gyldendal.dk - www.facebook.com/forlagetgyldendal - www.twitter.com/gyldendal

Clara Frijs og Frederik Blixen.

blevet forelsket, eller mest fordi et ægteskab mellem de to ville udgøre en formidabel højadelig ægteskabsalliance, står hen i det uvisse. Derimod var det helt tydeligt, at hun ikke kunne stå for ham. Hun blev smaskforelsket i den ivrige bejler. Indtil videre var der dog stadig tale om en uskyldig sommerflirt. Clara var under forældrenes og tjenestefolkenes opsyn, og Frederik fik ikke mulighed for at gå mere konkret til værks i sin kurtisering denne sommer. Heldigvis ventede årets jagtsæson, der i løbet af efteråret ville foregå på Frijsenborg. Men først skulle sæsonen indledes på Näsbyholm sammen med kammeraterne Frijs og Dinesen.

Jagten begyndte den 11. september. „Hønsejagt“ står der i Dinesens dagbog, og med det har han ment jagt på agerhøns. Selv om Dinesen ikke i dagbogen fortæller andet end dette, er det 37 www.gyldendal.dk - www.facebook.com/forlagetgyldendal - www.twitter.com/gyldendal

muligt at danne sig et nøjagtigt billede af, hvordan de næste 8-10 dages jagt er forløbet. For der var tale om en gennemritualiseret tradition, som Dinesen fremmaler i sine senere så populære fortællinger fra jagten, der blev udgivet først som artikler i dagbladet Politiken og siden samlet i bogform under titlen Jagtbreve.

Jagtbrevene, som han udgav under pseudonymet Boganis, blev de mest solgte bøger i hans senere forfatterskab, og i flere af jagtbrevene beskriver Wilhelm Dinesen livet på Näsbyholms smålandske jagtmarker. „Skyerne, uldne blændende, driver forbi på den hvidblå himmel, vinden er netop tilstrækkelig som kølighedsvifter og til at holde fluerne borte, landskabet ser ud, som om det var skov alt sammen: Agerjord, betesmarker [bevoksede græsgange], krat, store granstrækninger, tykninger og trægrupper falder ind mellem hverandre, hen over myren [mosen] står varmen og dirrer i luften, men nede på engene svajer det lange græs på begge sider af åen og bølger for det mindste vindpust, indtil det falder for den skarpe le og bliver bjærget op på det tørre af barbenede piger, hvis lange gyldne hår flimrer i solskinnet.“ Men det var ikke jagt på barbenede piger, det gjaldt. Det var agerhønsene. „Agerhønen er dog det fornøjeligste vildt, vi har,“ fortæller Dinesen i et af sine jagtbreve. „Det er et herreliv en smuk eftermiddag at følge den søgende hund; men det er ikke noget driverliv. Man må være parat og ved hånden, thi det kan hænde, hvad øjeblik det skal være, at hunden markerer, så er spændingen der, om det er gammel fært, eller om flokken er i nærheden, og når hunden står, om man kommer på skud, om fuglene holder eller er flygtige, når så flokken buldrer op, skal man tælle den, det kan ikke nytte at skyde ind i sværmen, man må holde på en enkelt, det vil sige på to enkelte, en med hvert løb, se, om de falder og hvor, og samtidig passe på, i hvilken retning flokken flyver, om den deler sig, hvor den slår ned.“ Denne fuldstændige koncentration gjorde jagten så attraktiv for Dinesen. Dette og jagtens andre ritualer pressede hans dunkle tanker bort, og i selskab med sine kammerater har han været i 38 www.gyldendal.dk - www.facebook.com/forlagetgyldendal - www.twitter.com/gyldendal

stand til at genvinde kræfterne og måske også en grad af harmoni og ligevægt. Lad os sammen med den oplivede Dinesen vende tilbage til hønsejagten i Småland. Han havde altså fået ram på en agerhøne med det ene løb; og nu en anden med det andet. Eller havde han virkelig ramt plet? „Det er ikke altid, at den fugl, man rammer, straks falder,“ fortæller han. „Ofte flyver den et stykke, og af flugten må man slutte sig til dens tilstand, om der er sandsynlighed for, at den kan stå op igen, eller om den kan løbe, eller om den er død, hvad den er, hvis den ender flugten med at gå ret til vejrs for derpå at falde lodret ned, men så gælder det om nøje at mærke sig stedet, hvor den faldt, thi hunden kan gå lige om ved en død fugl, uden at finde den.“ Ét var at ramme en eller to fugle med de første skud, noget andet at få bugt med hele flokken. „Agerhøns står op i flok, samtidigt,“ fortæller Dinesen. Nu gælder det så om at følge flokken, for at den ikke skal nå at forsvinde. På et tidspunkt skilles flokken, og så kan jægeren „gå og pille dem enkeltvis. I lyng og op ad gærdet trykker de så stærkt, at man tit må sparke dem på; i roer løber de som små strudse; i skov farer de omkring som snepper. Man må kende vej og sti, mark og krat, bakke og dal, bro og stente“.

Der eksisterer et fotografi af jagtvennerne Mogens, Frederik og Wilhelm, som er taget på denne tid. Mogens sidder tilbagelænet i stolen med det ene ben over det andet. Han er iført smukke, skinnende læderstøvler, der når ham til knæene, en elegant frakke og en jagthat med fjer på hovedet. Nonchalant hviler cigaren mellem tommel- og pegefinger, mens han ser på beskueren med et blik, der har anstrøg af drenget gavflab og samtidig lyser af værdighed, som var han prinsen af Danmark, hvad han stort set også var. Frederik rager strunkt op. Hans slanke skikkelse er iført et elegant, lyst jakkesæt og lang, lys frakke. Han har en hvid skjorte på, slipset er bundet stramt; blikket er en anelse dunkelt, men selvsikkert lader han hænderne hvile i lommen.

Ved siden af ham står den tættere, lavere Wilhelm Dinesen.

39 www.gyldendal.dk - www.facebook.com/forlagetgyldendal - www.twitter.com/gyldendal

Hans jakkesæt er mørkt og smagfuldt, han er iført hvid skjorte og slips. Som altid synes han at have blikket rettet mod fjerne horisonter. Men der er for en gangs skyld ro over blikket, og der spiller et stille smil om hans læber. Taler billedet sandt, føler han sig godt tilpas. Måske er jægerlivet ikke så intenst som at være i krig – men det er en erstatning, og en glansfuld erstatning. Det er et liv i en boble: jagt, selskaber, mere jagt, flere selskaber. Efter ti dages jagt i Skåne rejste Dinesen og kammeraterne tilbage til Jylland, hvor de i større stil fortsatte jægerlivet på godserne Frijsenborg, Stensballe, Basnæs og Boller.

De rejste frem og tilbage imellem godserne. Først var de et par dage på Frijsenborg, så tog de til Boller og herfra tilbage til Frijsenborg, for så at besøge Basnæs, så Stensballe, hvorefter det gik retur til Frijsenborg. I sin dagbog noterer Dinesen, hvad han fik ram på. Den 10. oktober: „skød en ræv og et dyr.“ Med dyr mente han rådyr. Den 23. oktober: „skød et dyr, en hare.“ Den 27. oktober: „tre harer, en ræv, en sneppe.“ Den 6. november: „tre harer.“ Og så den store gevinst, den 7. november: „fire bukke, to ræve“ og den 8. november: „en ræv, en buk, tre harer.“ Hver jagt var nøje koreograferet: „Kl. 9 rykker herrerne ud,“ fortæller Dinesen i et af sine jagtbreve. „Til fods eller til vogns som afstanden er til, og jagten drives til kl. 12, så er det tid til frokosten; og efter den fordeler damerne sig tit på posterne mellem de brave jægere for et par såter … I skumringen kommer herrerne hjem og får netop tid til at tage sig et lille hvil, inden de skal klæde sig om til middagen, hvis gode udfald er lige så betydningsfuldt som jagtens.“ På dette tidspunkt af efteråret er der også fuldt blus på selskabslivet. De største, de mest fantastiske middage og selskabeligheder foregår naturligvis på Frijsenborg (selv om de dette efterår på grund af Agnes’ død måske har været mere nedtonede end normalt), og Dinesen beskriver også i et af sine jagtbreve selskabslivets ritualer med malerisk flair. „Bordet har allerede været dækket fra formiddagen af og er gjort så strålende som muligt med alt husets sølvtøj og fineste 40 www.gyldendal.dk - www.facebook.com/forlagetgyldendal - www.twitter.com/gyldendal

Wilhelm Dinesen midtfor, Frederik Blixen til højre og Mogens Frijs nedenfor til venstre.

porcelæn. Mad, vin og opvartning er forberedt på det bedste, og enhver gæst har fået sin plads betegnet på en lille seddel. Men det er et indviklet og vanskeligt arbejde at fordele selskabet.

Herren i huset skal tage den fornemste dame til bords, og den fornemste gæst skal følge fruen, det er reglen, som dog tit ikke 41 www.gyldendal.dk - www.facebook.com/forlagetgyldendal - www.twitter.com/gyldendal

kan følges, fordi vært og værtinde så ville få et ægtepar til bords, og det er stridende mod al god tone.“ Og det er ikke det hele, der kan gøre sagen kompliceret, for der skal „tillige … tages hensyn til, at fruens kavaler skal udbringe vært og værtindes skål, og det bør ikke hvert år være den samme. Hvem der ikke før har været i huset, har forrangen med at tage fruen til bords, og en udlænding går ubetinget forrest“.

Men også den bedste champagne bruser af, og selv efter de mest storslåede fester, det mest intense kammeratskab, kommer der et tidspunkt, hvor man bliver alene med sig selv. Vinteren stod så småt for; den mørke tid var hastigt på vej, og da klingede jagtsæsonen og selskabslivet af. Vennerne skiltes; selskaberne opløstes, og en efter en tog de hjem. Mogens til København, Frederik til Näsbyholm og Wilhelm til Katholm, hvor han opholdt sig resten af året.

Hvor følte han sig alene, da de store efterårsstorme ruskede i trækronerne. Nu hvor det regnede, blæste, var sjasket og mørkt, mærkede Dinesen atter tristessen og modløsheden snige sig frem. Mange år senere beskrev han i et af sine jagtbreve den følelse af melankoli, han altid ramtes af, når jagtsæsonen gik på hæld, og som må have været særlig stærk denne vinter. Som så ofte brugte Dinesen i dette jagtbrev naturen som et billede på sin egen sindstilstand: „Nu er efterårstrækket i fuld gang, de forlader os, den ene fugl efter den anden, de fryser, kryber sammen, samler sig i flokke – og sejler så af.“ „Først gik storken. Så snart ungerne er udlært af forældrene, samler storkene sig i store skarer, holder øvelser, de unge præsenteres for højere vedkommende og prøves, for at det kan godtgøres, at alle kan følge med, at der ingen efternølere bliver til at forsinke og opholde på rejsen … Gøgen og nattergalen døde ud, slukkedes, umærkeligt, borte er de. Og stumme som de er alle fugle. Det er ikke som i foråret, da de skreg i kådhed og kamplyst og brynde og overvældende kraft og håb og lyst og længsel, da de kom med bram og brask, udfordrende, skrydende, sejrssikre; nu lister de bort, tavse … Det er dagen derpå. Viljen er slap og 42 www.gyldendal.dk - www.facebook.com/forlagetgyldendal - www.twitter.com/gyldendal

tanken træg, modet er så som så; øjet er mat, hjernen mæt – det er dagen derpå.“ Da Wilhelm Dinesen igen er tilbage på Katholm Gods, føles det unægtelig som dagen derpå. Tankerne om al den død og ulykke, han har set, er begyndt at hjemsøge og plage ham. Han føler sig igen tom, trist og modløs. Og hvad venter der ham her i Danmark? Han kan selvfølgelig slå ind på en militær løbebane; han er blevet stillet a la suite i den danske hær, hvilket betyder, at han kan genindtræde som løjtnant. Intet ligger ham fjernere.

Han kan ikke komme i tanke om noget mere uinteressant end kasernelivet. Et monotont kaserneliv efter alt det, han netop har oplevet? Det kan han umuligt affinde sig med.

Han var draget ud i den store verden for at finde la gloire, og han var vendt hjem til … ingenting. Alt i ham var forandret, men herhjemme var alt til gengæld ved det gamle. Med sig fra Frankrig har han mareridtene om ligene, der ligger på boulevarderne, mareridtet om den franske soldat ved Villersexel, der har fået begge ben og ansigtet skudt bort, og som klynkende i sneen sidder oprejst på benstumperne og med sin sidste livskraft beder til Gud om at vise ham barmhjertighed og nåde.

Noget i Dinesen er blevet knækket under indtrykket af dette.

Noget i ham gør så ondt, at han ikke kan dulme det. Noget i ham er forrykket og har forandret ham. Det fremgår af hans sidste dagbogsnotat for året 1871. Han skriver: Så randt et år – vel aldrig fandt døden rigere fangst.

Fra mig røved det år, der svandt, Mit mod; mit håb, min angst.

Det er stærke ord. Det er stærke ord, når man tænker over, hvad han i grunden skriver. Han føler ingen angst. Er der noget, Dinesen, som lige er fyldt 26 år, ikke længere frygter, er det døden.

Måske har han endda følt sig så udslukt, da han skrev disse linjer, at han lige så godt kunne have været død. Men kaptajn Dinesen er alt andet. Måske er hans sind martret og mørkt, må43 www.gyldendal.dk - www.facebook.com/forlagetgyldendal - www.twitter.com/gyldendal

ske skændes han konstant med faderen på Katholm, og også det tærer; måske føler han, at hans liv ikke længere har nogen retning og mening, måske føler han sig mat og hjælpeløs, men i løbet af vinteren er han ikke desto mindre sprællevende på en måde, der er helt ny for ham. På en måde befinder han sig midt i et nyt felttog. Midt i tristessen og depressionen har han, guderne må vide hvorfra, fundet kræfterne til at føre en ny slags krig.

Han er begyndt at skrive, skrive om det, han har oplevet i Paris.

Han skal have det ud og er blevet besat af at ville korrigere det karikerede billede, den danske og internationale offentlighed har af Pariserkommunen. Han er i fuld gang med at blive forfatter.

Han har noget vigtigt at fortælle.

Køb på www.gyldendal.dk

www.gyldendal.dk - www.facebook.com/forlagetgyldendal - www.twitter.com/gyldendal