Werner Herzog 'Om at gå i is'

Werner Herzog Om at gå i is München-Paris 23.11. til 14.12.1974 På dansk ved René Jean Jensen

C&K Forlag

Om at gå i is er oversat fra tysk af René Jean Jensen efter Vom Gehem in Eis Copyright © Carl Hanser Verlag München 1995 Published by agreement with Leonhardt & Høier Literary Agency A/S, Copenhagen Dansk udgave © 2014 C&K Forlag Omslag: Jon Asgeir Bogen er sat hos DonMax og trykt hos Bookwell ISBN 978-87-92884-06-0 1. udgave, 1. oplag Printed in Finland 2014

Kopiering fra denne bog må kun finde sted fra institutioner, der har indgået aftale med Copy-Dan, og kun inden for de i aftalen nævnte rammer.

Denne oversættelse har fået støtte fra Statens Kunstfond

C&K Forlag ApS Vestergade 4B,1.

DK – 1456 København K www.ckforlag.dk

Forord

I slutningen af november 1974 ringede en ven fra Paris til mig og sagde, at Lotte Eisner var alvorligt syg og sandsynligvis ville dø, det må ikke ske, sagde jeg, ikke på dette tidspunkt, lige netop nu kan tysk film ikke undvære hende, vi kan ikke tillade, at hun dør. Jeg tog en jakke, et kompas og en vadsæk med det mest nødvendige. Mine støvler var så nye og solide, at jeg havde tillid til dem. Jeg gik den mest direkte vej til Paris, i sikker forvisning om at hun ville overleve, hvis jeg kom til fods. Desuden ville jeg gerne være alene.

Det, jeg skrev undervejs, var ikke tiltænkt læsere. Her, næsten fire år senere, blev jeg underligt berørt, da jeg stod med den lille notesbog igen, og ønsket om også at vise teksten til andre, til nogle jeg ikke kender, var stærkere end genertheden ved at slå døren op på så vid gab for andres blikke. Kun enkelte meget private steder er udeladt.

Werner Herzog, Delft, Holland, 24. maj 1978

Lørdag, 23.11.74.

Allerede efter cirka fem hundrede meter holdt jeg det første hvil ved hospitalet i Pasing, derfra ville jeg slå et knæk vestpå. Jeg pejlede mig frem til retningen mod Paris med kompasset, nu kender jeg den. Achternbusch* var hoppet ud af et kørende folkevognsrugbrød, det syntes han ikke var noget særligt, og så hoppede han lige ud en gang til og brækkede benet, nu ligger han på afdeling fem.

Det er Lech, der bliver problemet, sagde jeg til ham, fordi der er så få broer over den. Ror landsbyboerne mon en over floden i en robåd? Herbert lægger kort op for mig, de er bittesmå, ikke større end en tommelfingernegl, to rækker med hver fem kort, men ved ikke hvordan han skal tyde dem, fordi han ikke kan finde siden med forklaringerne. Et af dem er The Devil og i anden række The Hanged Man, hængende med hovedet nedad.

Sol, som en forårsdag, det er overraskelsen. Hvordan komme ud af München?

Hvad er menneskene optaget af? Campingvogne, havarerede biler, der bliver opkøbt, bilvaskeanlæg? At tænke over mig selv bringer ét for dagens lys: Resten af verden passer sammen.

En eneste, altdominerende tanke: væk herfra. Menneskene gør mig bange.

Eisnerinden må ikke dø, hun dør ikke, jeg tillader det ikke. Hun dør ikke, det gør hun ikke. Ikke nu, det må hun ikke. Nej, hun dør ikke nu, for hun dør ikke. Mine skridt er faste. Og nu skælver Jorden. Når jeg går, går en bison. Når jeg holder pause, hviler et bjerg. Ve! Hun må ikke. Hun gør det ikke. Når jeg kommer til Paris, lever hun. Det vil ikke være på andre måder, fordi det ikke må. Hun må ikke dø. Senere måske, når vi tillader det.

En mand fanger en kvinde på en mark helt dækket af regnvand. Græsset ligger fladt og snavset.

Højre læg kan måske blive et problem, muligvis også venstre støvle, foran ved vristen. Der løber så meget gennem hovedet og hjernen på en, når man går, det raser. Nu var der nær sket en ulykke lidt længere fremme. Landkortene er min lidenskab.

Fodboldkampe begynder, midterlinjen trækkes på helt oppløjede baner. Bayernfaner på Stogsstationen i Aubing (Germering?). Toget hvirvlede tørre papirstykker op efter sig, det hvirvlede længe, så var toget væk. Jeg kunne stadig mærke min lille søns lille hånd i min,

denne mærkelige lille hånd, hvor tommelen kan bøjes så ejendommeligt af led. Jeg så ind i hvirvlen af papirer, og mit hjerte var ved at blive flået i stykker. Klokken nærmer sig langsomt to.

Germering, kro, nogle børn har haft første altergang; et blæserorkester, servitricen går rundt med lagkager, og stambordet forsøger at tigge sig til noget.

Romerveje, kelterskanser, fantasien arbejder på højtryk. Lørdag eftermiddag, mødrene med deres børn. Hvordan ser børnenes leg virkelig ud? Ikke sådan, som i film. Man skulle bruge en kikkert.

Det hele er meget nyt, et nyt stykke liv. Før stod jeg på en bro, under mig et stykke motorvej mod Augsburg. Fra bilen ser jeg nogle gange folk stå på motorvejsbroen og kigge, nu er jeg en af dem. Min anden øl, den går i knæene. En dreng hænger et papskilt op mellem to borde med en tråd, trådenderne fastgjort med tape. Stambordet råber omkørsel, hvem har gjort det, jer, siger servitricen, så spiller musikken meget højt igen. Stambordet ville gerne se drengen stikke hånden op under servitricens nederdel, men han tør ikke.

Jeg ville kun opfatte alt dette som sandt, hvis det var film.

Det bekymrer mig ikke, hvor jeg skal sove. En mand i glinsende læderbukser går mod øst. ”Katharina”, råber servitricen, mens hun holder en bakke med budding i lårhøjde, hun råber mod syd, den slags holder jeg nemlig øje med: ”Valente”, råber en fra stambordet tilbage. Det spreder glæde ved stambordet. En mand ved nabobordet, som jeg anså for at være bonde, viser sig pludselig, med et grønt forklæde om livet, at være værtshusholder. Jeg bliver langsomt fuld. Et bord lige ved siden af mig irriterer mig mere og mere, fordi det er dækket af kaffekopper, tallerkner og lagkager, men der sidder nogen ved det. Hvorfor sidder der ikke nogen? Det grove salt på kringlerne gør mig så begejstret, at jeg slet ikke kan finde ord for det. Nu kigger hele værtshuset pludselig i samme retning uden at der er noget at se. Efter de her få kilometer til fods ved jeg, at jeg ikke er rigtig klog, den viden kommer fra fodsålerne. Den, der ikke brænder efter at sige noget, har brændende fodsåler. Foran værtshuset, kommer jeg i tanke om, var der en spinkel mand i kørestol, men han var ikke lam, han var udviklingshæmmet, og blev skubbet af en kvinde jeg ikke kan genkalde mig. Lamperne hænger fra åget til okser. I sneen bag St. Bernardino var jeg lige ved at støde sammen med en hjort, hvem skulle have troet, at der var vildt der, storvildt? Bjergdale får mig altid til at tænke på foreller. Troppen bevæger sig fremad, har jeg lyst til at sige, troppen er træt, troppen har gjort dagens dont. Tjeneren med det grønne forklæde er, som han bøjer sig ind over spisekortet med ansigtet få centimeter fra det,

næsten blind. Han kan ikke være bonde, for han er næsten blind. Han er værtshusholderen, ja. Lyset bliver tændt herinde, så er dagen nok snart forbi udenfor. Et barn i anorak, ufattelig sørgmodigt, drikker cola, klemt ind mellem to voksne, og nu er der bifald til orkestret. Er anden god, er alting godt, siger værtshusholderen ud i stilheden.

Udenfor i kulden de første køer, det rører mig. Rundt om møddingen, den damper, er der lagt beton, to piger løber på rulleskøjter der. En dybsort kat. To italienere trækker en cykel sammen. Denne kraftige lugt fra markerne! Ravne flyver mod øst, bag dem står solen helt lavt. Tunge og fugtige marker, skove, mange mennesker til fods.

Dampen står ud af munden på en schæferhund. Fem kilometer til Alling. For første gang bange for bilerne. Man har brændt ugeblade af på marken. Lyde, som om tårnklokker slog. Tågen lægger sig lavere, en dis. Jeg går i stå mellem markerne. Unge bønder på knallerter drøner forbi. Mange biler langt til højre i horisonten, fordi fodboldkampen stadig er i gang. Jeg hører ravne, men en nægtelse stiger op i mig. Ret endelig ikke blikket opad! Det skal de da! Skænk dem ikke et blik, hæv endelig ikke blikket fra siden! Nej, lad være! Ravnene, det skal de da! Jeg ser ikke derhen nu! En handske fuld af regnvand på marken, og der står koldt vand i traktorsporene. De unge kører synkront i døden på deres knallerter. Jeg kommer i tanke om uhøstede roer, men ved Gud, jeg sværger, der er ingen uhøstede roer heromkring. En kæmpemæssig truende traktor nærmer sig, den vil hen til mig, den vil tromle mig ned, men jeg holder stand. Jeg får styrke af nogle stykker hvid polystyren-emballage ved siden af mig. Jeg hører stemmer langvejsfra hen over den pløjede mark. En skov står sort og ubevægelig. Månen hænger, gennemsigtig og halv, til venstre, altså syd, for mig. Stadig enmotorsfly overalt, de udnytter aftenen, før skumringsmanden kommer. Ti skridt længere: Skumringsmanden kommer, når der er to torsdage i en uge. Her hvor jeg står, ligger en sort og orange markeringspæl, den er blevet revet op, den peger, set fra spidsen, mod nordøst. Helt rolige skikkelser med hunde ved skoven. Det område, jeg går igennem, er ramt af rabies. Hvis jeg sad i det lydløse fly lige over mig, ville der være halvanden time til Paris. Hvem fælder træer nu? Er det et tårnur, man kan høre? Må se at komme videre.

På ansigterne kan man se, hvor meget vi selv er blevet de biler, vi sidder i.

Troppen hviler med venstre ben i halvråddent løv. Slåenbusk trænger sig på, som ord, mener jeg: Ordet slåenbusk. Men i stedet ligger der en cykelfælg, uden slange, med røde hjerter malet hele vejen rundt. I dette sving kan jeg også se på sporene, at nogle biler er kørt forkert. Et skovhotel vandrer forbi, stort som en kaserne. Der er en hund, et monstrum, en kalv. Jeg ved med det samme, at den vil angribe mig, men heldigvis bliver

døren revet op, og kalven går ind uden en lyd. Jeg ser grus for mit indre blik og derefter under sålerne, og før det så jeg jordbevægelser. Mindreårige piger i mininederdele gør sig klar til at sætte sig op til andre mindreårige på knallerter. Jeg lader en familie komme forbi, datteren hedder Esther. En majsmark, ikke høstet, om vinteren, askegrå, det knitrer, men der er ingen vind. Det er en mark, det betyder død. Jeg fandt et stykke hvidt bøttepapir, gennemvædet af fugt, på jorden og samlede det op, nysgerrig efter at kunne læse noget på forsiden, som vender ned mod den våde mark. Ja, DET ville stå skrevet. Nu, hvor papiret er blankt, er der ingen skuffelse.

Hos Döttelbauer er alt lukket ned. En ølramme med tomme flasker venter på at blive afhentet i vejkanten. Hvis schæferhunden, hvad er det jeg siger: ulven! ikke var så vild efter mit blod, ville jeg tage til takke med hundehuset for natten, der er nemlig halm derinde. Der kommer en cykel, pedalen slår imod kædeskærmen ved hver omdrejning.

Autoværnet løber ved siden af mig og over mig elektricitet. Nu knitrer den elektriske spænding over mig. Bakken her indbyder ikke nogen til noget. Lige under mig ligger en landsby i sit eget lys. Langt til højre, næsten lydløs, må der ligge en befærdet vej.

Lyskegler, ikke en lyd.

Hvor blev jeg forskrækket, da jeg før Alling trængte ind i et kapel for eventuelt at sove derinde, men så sad der en kvinde med en sanktbernhardshund og bad.

De to cypresser udenfor lod min forskrækkelse fare gennem mine fødder og ned i det bundløse. Ingen kroer åbne i Alling længere, jeg snusede rundt på den mørke kirkegård, derefter på fodboldbanen, og så i et nybyggeri, hvor vinduespartierne er dækket af med plastichinder. Nogen bemærker mig. En mose udenfor Alling, jeg gætter på at der er tørvehytter. Jeg skræmmer solsorte op fra en hæk, en stor, forskrækket flok, som flyver væk i mørket. Nysgerrigheden fører mig det rigtige sted hen, til et weekendhus, haven aflåst, lille bro over dammen; huset er aflukket. Jeg åbner det på den direkte måde jeg har lært af Joschi. River først en skodde af, smadrer et vindue og så er jeg inde. Indenfor en bænk om hjørnet, tykke dekorationslys, men de kan brænde; ingen seng, men et blødt tæppe, to puder, en flaske øl, der ikke er drukket endnu. Et rødt vokssegl i hjørnet. En borddug med et moderne mønster fra de tidlige 50’ere. Oven på det en krydsogtværs, der møjsommeligt er løst højst en tiendedel af, men kragetæerne i margen afslører, at det var de ord, der var at gøre godt med. Løst er Hovedbeklædning? – Hat. Skumvin? – Champagne. Knogle? – Telefon. Jeg løser resten og efterlader den som souvenir på bordet.

Det er et skønt sted, langt fra farezonen. Nå ja, aflang, rund? står der, lodret, fire bogstaver, ender på L fra telefon vandret, løsningen er ikke fundet, men det første

bogstav, det første felt, er indrammet med kuglepen mange gange. En kvinde, der kom gående ned ad den natlige landsbygade med en skål mælk, optager mig længe efter.

Fødderne er gode. Måske er der foreller udenfor i dammen?

Søndag, 24.11.74

Tåge udenfor, og så isnende koldt, at jeg ikke kan finde ord for det. På dammen flyder en hinde af is. Fuglene vågner, lyde. Mine skridt lyder så hule på den lille bro. Jeg tørrede ansigtet med et håndklæde som hang i hytten; det lugtede så ramt af sved, at lugten vil hænge ved mig hele dagen. De første problemer med støvlerne, de må ikke gnave, de er stadig for nye. Jeg forsøgte med noget skumgummi, og jeg er forsigtig som et dyr ved enhver bevægelse, og har også, tror jeg, dyretanker. Indenfor ved siden af døren hænger der nogle bjælder, tre små gedeklokker i et bundt, med en knebel i midten og en kvast til at trække i. To Nuts-barer at spise; måske når jeg til Lech i dag. Temmelig mange krager ledsager mig i tågen. En bonde spreder gylle om søndagen. Krageskrig i tågen.

Traktorsporene er ret dybe. Der lå et kæmpemæssigt, fladt bjerg af våde, snavsede sukkerroer midt på en gårdsplads. Angerhof: Jeg er faret vild. Søndagsklokker fra flere landsbyer i tågen på én gang, det er nok kirketid nu. Stadig krager. Klokken er ni.

Mytiske bakker langs markvejen i tågen, de er lavet af sukkerroer. En hæs hund. Jeg tænker på Sachrang* mens jeg skærer et stykke ud af en roe og spiser det. Der var meget skum på siruppen, tror jeg; smagen minder om det skum. Holzhausen: Vejen kommer til syne. Ved den første gård er nogle afgrøder dækket af en presenning og holdt nede af gamle dæk. Man kommer forbi meget, der er blevet smidt væk når man går.

Lille hvil ved Schöngeising, ved Amper; moselandskab, enge op til skoven og skydetårne langs den. Schöngeising kan ses fra et af skydetårnene; tågen letter, skovskaderne kommer. I nat pissede jeg i en gammel gummistøvle i huset. En jæger, som var sammen med en anden jæger, ville høre hvad jeg lavede deroppe. Jeg sagde til ham, at jeg bedre kunne lide hans hund end ham.

Wildenroth, Gasthaus Alter Wirt. Fulgte Amper; tomme, vinterlige weekendhytter. En ældre mand stod i en røgtåge ved en ædelgran og fyldte foder i et lille mejsehus, der kom røg fra skorstenen. Jeg hilste og turde ikke spørge om han havde varm kaffe på komfuret. Ved indgangen til landsbyen så jeg en gammel dame, lille, krumbenet, med vanvid i ansigtet; hun trak en cykel, delte Bild am Sonntag ud. Hun sneg sig hen til husene som var det hen til fjenden. Et barn vil spille mikado med et bundt plasticsugerør.

Servitricen er selv ved at spise, hun kommer nærmere mens hun tygger.

I mit hjørne hænger et seletøj, og inde i det er der anbragt en rød gadelygte som belysning, derover hænger en højttaler. Fra den kommer der citarmusik og Hollereidi, mit skønne Tyrol.

En kold damp trækker hen over de pløjede marker. Der gik to afrikanere foran mig, fordybet i deres samtale med vældig afrikanske håndbevægelser. De opdagede ikke, at jeg var bag dem før i sidste øjeblik. Det mest trøstesløse var Hot Gun Western Citys palisader her midt ude i skoven, helt menneskeforladt, koldt, tomt. En jernbane, der aldrig kommer til at fungere igen. Det bliver en lang vej.

Jeg gik kilometervis over åbne marker langs en landevej efter to halvvoksne landsbyskønheder. De, den ene i mininederdel og med en lille taske, gik en smule langsommere end mig, og jeg indhentede dem lidt efter lidt. De så mig på lang afstand, vendte sig om, satte farten op og gik så langsommere igen. Først i landsbyen følte de sig sikre. Jeg tror de blev skuffede da jeg overhalede dem. Derefter en gård i udkanten af landsbyen. Allerede på lang afstand kunne jeg se en gammel dame ligge på alle fire, hun forsøgte at rejse sig, men kunne ikke. Hun lavede noget, der lignede armbøjninger, det tænkte jeg først, men hun var så stiv, at hun ikke kunne komme op. Hun arbejdede sig hen mod hushjørnet på alle fire, der var mennesker bag det, som var hendes. Hausen ved Geltendorf.

Fra en høj ser jeg ud over landet, der strækker sig som et engdrag. I min retning Walteshausen; en fåreflok en smule til højre, jeg hører hyrden, men jeg kan ikke se ham. Landskabet er meget trøstesløst og ubevægeligt. Langt væk går en mand hen over markerne. Philipp skrev ord i sandet foran mig: Hav, skyer, sol, og så et ord han fandt på.

Han har aldrig nogensinde sagt så meget som ét eneste ord til nogen. I Pestenacker forekommer folk mig uvirkelige. Og nu begynder det, hvor skal jeg sove?