Rapport fra Rigsrevisionen

Page 1

Rapport om lønrevision af Region Syddanmark

Juni 2016



RAPPORT OM LØNREVISION AF REGION SYDDANMARK 1

Lønrevision i april-juni 2016

12. kontor J.nr.: 10567

Revisionsområder Ved revisionen har vi gennemgået følgende områder:   

Chefers løn- og ansættelsesvilkår der vurderes som værende ikke tilfredsstillende Nyansættelser i regionshuset der vurderes som værende tilfredsstillende Disponering der vurderes som værende ikke helt tilfredsstillende.

Revisionen er gennemført ved gennemgang af materiale, interviews og en stikprøve af personalesager, der er udvalgt ud fra en væsentligheds- og risikobetragtning. Områderne chefers løn- og ansættelsesvilkår samt disponering omfatter hele regionen, mens nyansættelser kun omfatter regionshuset. I.

Chefers løn- og ansættelsesvilkår

Rigsrevisionen har gennemgået 40 chefers løn- og ansættelsesvilkår for at vurdere, om de lever op til love, overenskomster og andre aftaler på området. Det følgende omfatter afsnittene kontraktansættelser, åremålsansættelser, merarbejde, midlertidige aftaler, pension og resultatløn. Kontraktansættelser Rigsrevisionen har gennemgået Region Syddanmarks anvendelse af kontraktansættelser. Regionen har oplyst, at der i øjeblikket er 11 chefer ansat på individuel kontrakt efter rammeaftale om kontraktansættelse. Region Syddanmark har videre oplyst, at individuelle kontrakter i henhold til rammeaftale om kontraktansættelse alene anvendes på topchefniveau i regionshuset samt til enkelte sygehusdirektører.

BOKS 1: Rammeaftale om kontraktansættelse, aftale for chefer og aftale om lokal løndannelse. Rammeaftale om kontraktansættelse er en kollektiv aftale, og de omfattede stillinger aflønnes i henhold til aftale for chefer, jf. § 3, stk. 1. Herudover ydes et løntillæg på 20 % til regionsdirektøren og 15 % til øvrige chefer, jf. § 3, stk. 2. Det fremgår af § 2 i aftale for chefer, at regionsdirektørens løn er sammensat af lønnen på løntrin 55+ samt 2 pensionsgivende tillæg på henholdsvis 249.600 kr. og 143.700 kr. årligt (31. marts 2000 niveau). Øvrige chefers løn er ligeledes sammensat af et løntrin samt centralt aftalte tillæg. Alle chefer, bortset fra regionsdirektøren, er desuden omfattet af aftale om lokal løndannelse, der giver mulighed for at forhandle funktionsløn, kvalifikationsløn og resultatløn.


Det fremgår videre af rammeaftalens § 9, at der er mulighed for at veksle løntillægget til andre elementer. Region Syddanmark har oplyst, at fastsættelsen af størrelsen på fradraget i løntillægget er sket efter rådgivning fra Danske Regioner. Der betales 0,75 % for forbedret opsigelsesvarsel, 0,50 % for ret til at blive fritstillet, hvis regionen bringer ansættelsesforholdet til ophør og 0,25 % for efterløn til børn under 21 år. Rigsrevisionen har gennemgået alle 11 chefer, der er ansat på individuel kontrakt i henhold til rammeaftale om kontraktansættelse. Revisionen viste, at det ikke fremgår af ansættelseskontrakterne, hvordan lønnen er sammensat. I kontrakterne fremgår udelukkende den samlede aflønning, og ikke hvilket løntrin chefen er ansat på, eller hvilke tillæg chefen får. Dette fremgår kun af en bagvedliggende lønberegning. Stillingerne aflønnes i henhold til aftale om chefer samt et løntillæg i henhold til rammeaftale om kontraktansættelse, og der er således ikke tale om én samlet løn. Derfor finder Rigsrevisionen, at Region Syddanmark bør sikre, at det fremgår af kontrakten, hvordan lønnen er sammensat, herunder løntrin, tillæg i henhold til aftale om chefer, tillæg i henhold til rammeaftale om kontraktansættelse samt evt. aftaler i henhold til § 9 i rammeaftalen, og hvordan disse påvirker lønnens størrelse. Det er Rigsrevisionens vurdering, at det øger gennemsigtigheden i løndannelsen, og at det samtidig mindsker risikoen for fejl, når lønsammensætningen fremgår af selve kontrakten og ikke kun af en bagvedliggende beregning. Det gælder både i forbindelse med ansættelsen, ved senere ændringer i tillæg, samt i forbindelse med beregning af funktionsløn ved funktion i højere stilling. I alle de 11 individuelle kontrakter er der aftalt forbedret opsigelsesvarsel mod en reduktion i løntillægget med 0,75 %. Der er ikke aftalt ret til at blive fritstillet, hvis regionen bringer ansættelsesforholdet til ophør, men der er i alle tilfælde aftalt vilkår for fratrædelsesgodtgørelse, der er gunstigere end i rammeaftalen mod en reduktion i løntillægget på 0,50 %. I 7 af kontrakterne er der aftalt efterløn til børn under 21 år uden at der er foretaget en reduktion i løntillægget. Rigsrevisionen finder, at Region Syddanmark bør sikre, at der også fradrages for efterløn til børn under 21 år, hvis dette vilkår aftales, jf. rådgivning fra Danske Regioner. Region Syddanmark har oplyst, at man fremadrettet vil sikre, at der fradrages for efterløn til børn under 21 år, hvis dette vilkår aftales. For så vidt angår regionsdirektørens kontrakt vil Region Syddanmark anbefale direktøren at acceptere en ændring i lønnen svarende til 0,25 % fradrag i løntillægget. Dette finder Rigsrevisionen tilfredsstillende. Det fremgår af notat af 30. marts 2007 fra forretningsudvalget i Danske Regioner, at man vil videreføre det såkaldte ”proppen-i-flasken-princip” fra det (amts) kommunale område for så vidt angår cheflønningerne. Hensigten er, at det øverste cheflag har en centralt fastsat løn, der udgør et maksimalt aflønningsniveau (prop) for øvrige cheflønninger. Regionsdirektørens løn er således udelukkende fastsat centralt, og kan ikke udbygges med lokale lønmidler. Størrelsen af regionsdirektørens løn har derved betydning for de øvrige cheflønninger, og det er derfor særlig vigtigt, at regionsdirektørens lønfastsættelse er gennemskuelig og korrekt. I regionsdirektørens ansættelseskontrakt fremgår det udelukkende, at den årlige løn på ansættelsestidspunktet er 1.783.745 kroner ekskl. pension. Rigsrevisionen har modtaget en bagvedliggende beregning, der viser, hvordan lønnen er sammensat. Af aftalevilkårene fremgår bl.a., at der er aftalt gunstigere fratrædelsesvilkår mv., men der er ikke overensstemmelse mellem beregningen og de aftalte vilkår. Ifølge beregningen er der fradraget 1,25 % i løntillægget i henhold til rammeaftalen om kontraktansættelse, mod at der er aftalt et forbedret opsigelsesvarsel og ret til at blive fritstillet, hvis regionen bringer ansættelsesforholdet til ophør. Det fremgår imidlertid af ansættelseskontrakten, at der er aftalt forbedret opsigelsesvarsel, men der er ikke aftalt ret til at blive fritstillet, hvis regionen bringer ansættelsesforholdet til ophør. Derimod er der herudover aftalt en gunstigere fratrædelsesgodtgørelse ved uansøgt afsked samt efterløn til børn under 21 år. Region Syddanmark har oplyst, at der fradrages 0,75 % af løntillægget for forbedret opsigelsesvarsel på 12 måneder, og 0,5 % af løntillægget for forbedret fratrædelsesgodtgørelse, og at regionen for


3

fremtiden vil præcisere, hvilke vilkår der aftales. Rigsrevisionen finder, at det bør fremgå klart, hvilke aftalevilkår der er sket fradrag for. Åremålsansættelser Der er 12 ansatte på åremål i Region Syddanmark. Regionen har oplyst, at i 10 ud af de 12 ansættelser fremgik det ikke af stillingsopslaget, at det var muligt at blive ansat på åremålsvilkår, hvilket er i strid med rammeaftale om åremålsansættelser. Region Syddanmark har i januar 2016 indstillet til Regionernes Lønnings- og Takstnævn, at de godkender ansættelserne på trods af dette. For at forebygge fejl ved fx opslag af åremålsansættelser har Region Syddanmark oplyst, at kompetencen til at ansætte på åremålsvilkår efter den 9. december 2015 er placeret i direktionen, og at direktionen i juni 2014 besluttede som udgangspunkt at ansætte chefer på overenskomstvilkår, undtaget er dog direktionsmedlemmer og lægelige direktører. Rigsrevisionen finder, at Region Syddanmarks initiativer er nødvendige. Rigsrevisionen har gennemgået ansættelsesvilkårene for 6 ud af 12 åremålsansatte chefer, heraf er 4 ansat i henhold til aftale om lægelige chefer. Gennemgangen viste, at for 3 ud af de 4 chefer bliver bestemmelserne i aftalens protokollat nr. 2 ikke fulgt. I 2 af kontrakterne er der aftalt et åremålstillæg på hhv. 25 % og 29 %, mens det fremgår af protokollatet, at åremålstillægget fastsættes til 15%. De to chefer får henholdsvis ca. 26.000 kr. og 23.000 kr. om måneden i åremålstillæg. Hvis protokollatets bestemmelser var blevet overholdt havde de begge fået ca. 13.500 kr. De har i løbet af deres ansættelsesperiode tilsammen fået udbetalt ca. 900.000 kr. mere, end de er berettiget til i henhold til protokollatet. I den tredje kontrakt er der aftalt en åremålsperiode på 5 år, selvom det fremgår af protokollatet, at åremålsperioden fastsættes til 6 år. Det fremgår af protokollatet, at åremålsvilkår, der adskiller sig fra protokollatets bestemmelser, skal aftales mellem regionsrådet og Foreningen af Speciallæger. Revisionen viste, at aftalerne var indgået mellem den pågældende HR-afdeling og Foreningen af Speciallæger. Region Syddanmark har oplyst, at der ikke foreligger en særlig delegation fra Regionsrådet om afvigelse i forhold til protokollatets bestemmelser. Det finder Rigsrevisionen utilfredsstillende. Region Syddanmark har oplyst, at de er enige med Rigsrevisionen heri. Rigsrevisionen finder, at Region Syddanmark bør sikre, at eventuelle fravigelser fra protokollatet aftales mellem Regionsrådet og Foreningen af speciallæger, med mindre, der foreligger en delegation af kompetencen. Revisionen viste yderligere, at det i 3 af de 6 åremålskontrakter ikke fremgik, om der var knyttet en tilbagegangsstilling til ansættelsen. Rigsrevisionen finder, at alle væsentlige ansættelsesvilkår bør fremgå af en ansættelseskontrakt. Region Syddanmark har oplyst, at regionen fremadrettet vil sikre, at det fremgår eksplicit af eventuelle åremålsaftaler for lægelige chefer, om der er knyttet en tilbagegangsstilling til ansættelsen eller ikke. For andre chefstillinger, har Region Syddanmark oplyst, at regionen kun vil anføre i åremålskontrakten, hvis der er en tilbagegangsstilling. For at sikre entydighed omkring aftalte ansættelsesvilkår finder Rigsrevisionen, at det bør fremgå af alle åremålskontrakter, om der er tilknyttet en tilbagegangsstilling til ansættelsen eller ikke. Rigsrevisionen finder det utilfredsstillende, at Region Syddanmark i flere tilfælde ikke har fulgt gældende regelsæt for åremålsansættelser. Rigsrevisionen finder, at Region Syddanmark bør sikre, at gældende regler overholdes. Merarbejde Revisionen viste, at Region Syddanmark i flere af de gennemgåede sager har indgået aftaler med lægelige chefer om godtgørelse for merarbejde. Sådanne aftaler reguleres af aftale om godtgørelse for merarbejde til tjenestemænd uden højeste tjenestetid.


BOKS 2: Aftale om godtgørelse for merarbejde til tjenestemænd uden højeste tjenestetid. Aftalen giver regionen mulighed for at yde godtgørelse for merarbejde til medarbejdere, for hvem der ikke er fastsat takstmæssig overtidsbetaling. Det fremgår af aftalens § 2, at godtgørelse kun kan ydes for tjenstligt merarbejde, som er af midlertidig karakter, og at godtgørelsen endvidere kun kan ydes, såfremt merarbejdet har været af væsentligt omfang, og har strakt sig over en periode, der normalt ikke må være mindre end fire uger. Det fremgår videre af aftalens § 3, at der for at godtgørelse kan ydes, skal afgives en indberetning om grundlaget for merarbejdet og dettes omfang, og at denne indberetning skal afgives ved merarbejdets ophør, eller hvis merarbejdet strækker sig over længere tid, mindst hvert kvartal. Rigsrevisionen har gennemgået 4 sager, hvor der er udbetalt merarbejde til medarbejdere, der er omfattet af ovenstående regler. Vi har bemærkninger til 3 af sagerne. Revisionen viste, at en klinikchef med en fast årsløn på ca. 1,4 mio. kr. ekskl. pension siden 1. januar 2015 har fået udbetalt 30 timers merarbejde hver måned, svarende til i alt ca. 540.000 kr. Region Syddanmark har oplyst, at der ikke foreligger en skriftlig aftale om godtgørelse af merarbejde, men at dette er aftalt mundtligt mellem klinikchefen og den tidligere sundhedsdirektør. Der foreligger ligeledes ingen indberetning om præsteret merarbejde. Det er Rigsrevisionens vurdering, at der ikke er hjemmel til disse udbetalinger, og at Region Syddanmark bør ophøre hermed. Rigsrevisionen finder det kritisabelt, at Region Syddanmark uden skriftlig aftale, og i strid med gældende regler har iværksat udbetaling på i alt 540.000 kr. til en af regionens chefer. I et andet tilfælde har en laboratoriechef med en fast årsløn på ca. 1,2 mio. kr. ekskl. pension siden maj 2008, fået udbetalt 43,33 timers merarbejde hver måned, svarende til i alt ca. 350.000 kr. om året og i alt ca. 2,7 mio. kr. Der foreligger flere merarbejdsaftaler for den pågældende medarbejder henover perioden, hvoraf det fremgår, at baggrunden for aftalerne er lægelig vakance, men der foreligger ingen indberetninger om præsteret merarbejde. Det er Rigsrevisionens vurdering, at godtgørelse for merarbejde til tjenestemænd uden højeste tjenestetid ikke kan strække sig over flere år, jf. aftalens § 2, og at Region Syddanmark bør ophøre hermed. Rigsrevisionen finder det kritisabelt, at Region Syddanmark gennem 8 år har udbetalt et millionbeløb i merarbejde til en af regionens chefer i strid med gældende regler. I en tredje sag er der indgået aftale om udbetaling af ”overskydende normtimer” til en ledende overlæge med en fast årsløn på ca. 1,0 mio. kr. ekskl. pension. Det fremgår, at den ledende overlæge ved aftalens indgåelse i september 2015 har opsparet 929,39 normtimer, svarende til ca. 700.000 kr. Begrebet ”overskydende normtimer” findes ikke i aftale for lægelige chefer, og Rigsrevisionen finder derfor ikke, at der er et hjemmelsgrundlag for den indgåede aftale. Region Syddanmark har hertil oplyst, at timerne er oparbejdet i en periode, hvor medarbejderen var overlæge, og at det drejer sig om en merarbejdsaftale i henhold til overenskomstens § 12, stk. 3. Rigsrevisionen finder det kritisabelt, at der ikke løbende er blevet fulgt op på medarbejderens arbejdstid, som forudsat i overenskomsten, og at det derfor har været muligt at oparbejde et så væsentligt antal tilgodehavende timer. Region Syddanmark har oplyst, at regionen er enig i, at godtgørelse for merarbejde til tjenestemænd uden højeste tjenestetid er af midlertidig karakter, og at udbetaling af merarbejde løbende skal godkendes af nærmeste chef. Region Syddanmark vil sørge for at bringe de konkrete tilfælde i overensstemmelse med gældende regler, hvilket evt. kan medføre genforhandling af de pågældendes øvrige løn- og ansættelsesvilkår.


5

Rigsrevisionen finder det væsentligt, at sagerne håndteres af Region Syddanmark, så gældende regler overholdes. Rigsrevisionen vil gerne orienteres, når der foreligger en afklaring af de konkrete sager. Desuden finder Rigsrevisionen, at Region Syddanmark bør iværksætte initiativer, der sikrer at reglerne overholdes fremadrettet. Midlertidige aftaler Der er mellem direktionen i Region Syddanmark og afdelingsledelsen på Sydvestjysk Sygehus indgået en kontrakt vedr. varetagelsen af Radio Medical (RM). Kontrakten var gældende for perioden 1. juli 2011 til 31. december 2013. Selv om kontrakten ikke længere er gældende, bliver der fortsat udbetalt tillæg til læger på baggrund af kontraktens bestemmelser. Dette finder Rigsrevisionen utilfredsstillende. Region Syddanmark bør sikre, at der kun udbetales ydelser, hvis der foreligger gældende aftaler herom. Region Syddanmark har oplyst, at det beror på en fejl, at der er sket udbetaling af funktionstillæg uden forlængelse af aftale, og at der nu forhandles om en forlængelse af aftalen. Rigsrevisionen finder, at Region Syddanmark ikke bør udbetale tillæg uden en gældende aftale. Den stikprøvevise gennemgang af sager viste, at en ledende overlæge modtog 2.500 kr. om måneden i tillæg på baggrund af kontrakten vedr. Radio Medical, uden at der forelå dokumentation for, at denne medarbejder var udpeget til opgaven. Rigsrevisionen finder, at funktionstillæg bør begrundes og dokumenteres. I en anden sag viste revisionen, at et tillæg indgået i henhold til aftale om midlertidig tjeneste i højere stilling på ca. 25.000 kr. ved en fejl ikke var bortfaldet ved ophør af funktionen. Region Syddanmark har oplyst, at det for meget udbetalte bliver tilbagebetalt. Endelig viste revisionen, at en midlertidig ansat overlæge, hvis ansættelse udløb i 2004, men fortsat aflønnes af Region Syddanmark, aldrig er blevet forlænget eller fastansat. Det fremgår af en mail til overlægen fra 2016, at direktionen har besluttet, at han nu er at betragte som fastansat. Rigsrevisionen finder, at Region Syddanmark bør etablere forretningsgange, der sikrer et overblik over, hvem der er ansat, samt hvilke funktioner de enkelte medarbejdere modtager tillæg for. Desuden bør Region Syddanmark løbende vurdere om medarbejderne forsat er berettiget til tillæggene. Pension Rigsrevisionen konstaterede ved den stikprøvevise gennemgang, at det i de fleste tilfælde ikke fremgik af ansættelseskontrakterne, hvorvidt et tillæg var pensionsgivende. Dette medfører risiko for fejl ligesom medarbejderne skal oplyses om alle væsentlige vilkår for ansættelsesforholdet, jf. ansættelsesbevisloven. Rigsrevisionen finder, at Region Syddanmark altid bør oplyse i ansættelseskontrakten om et tillæg er pensionsgivende. Region Syddanmark har oplyst, at regionen ved fremtidige ansættelser vil sørge for, at det er klart i kontrakterne, at tillæg er pensionsgivende, med mindre andet anføres. Resultatløn Revisionen viste, at der blev indgået resultatlønskontrakter med chefer i Region Syddanmark, og at målene var godkendt af direktionen. Målene i resultatlønskontrakterne fremstår generelt målbare og specifikke, og Region Syddanmark foretager ultimo året en gennemgang af de specifikke mål opstillet for hver enkelt chef, som danner baggrund for udbetaling af resultatlønnen. Vi kan dog konstatere, at der er en høj målopfyldelsesgrad, hvilket resulterede i udbetaling af det maksimalt aftalte beløb i 7 ud af 9 gennemgåede sager. Rigsrevisionen finder, at de høje udbetalinger indikerer, at målene ikke er tilstrækkeligt ambitiøse, og at Region Syddanmark bør overveje, om målene skal justeres.


Den stikprøvevise gennemgang af resultatlønskontrakter for 2 chefer viste, at resultatlønskontrakter for 2015 først var indgået efter direktionsmøder i januar 2015. Rigsrevisionen finder, at resultatlønskontrakter bør være indgået inden kontraktperiodens ikrafttrædelsestidspunkt for at sikre, at der er mulighed for at arbejde hen imod de fastsatte mål fra årets start. Region Syddanmark har oplyst, at regionen har indledt forhandlinger med de faglige organisationer om ophør af resultatlønsordninger for direktører i regionshuset. Der forventes iværksat en tilsvarende proces for andre områder i regionen. Konklusion Revisionen viste, at løn- og ansættelsesvilkårene for chefer i Region Syddanmark i flere tilfælde ikke lever op til love, overenskomster og andre aftaler. Det gælder især for områderne åremålsansættelser, merarbejde og midlertidige aftaler. Dette finder Rigsrevisionen ikke tilfredsstillende og finder samlet set, at Region Syddanmark bør iværksætte initiativer, der sikrer, at reglerne overholdes. Rigsrevisionen finder, at: 

  

  

  

  

Region Syddanmark bør sikre, at det fremgår af kontrakten, hvordan lønnen er sammensat, herunder løntrin, tillæg i henhold til aftale om chefer, tillæg i henhold til rammeaftale om kontraktansættelse samt evt. aftaler i henhold til § 9 i rammeaftalen, og hvordan disse påvirker lønnens størrelse. Region Syddanmark bør sikre, at der fradrages for efterløn til børn under 21 år, hvis dette vilkår aftales. Det bør fremgå klart, hvilke aftalevilkår der er sket fradrag for. Region Syddanmark bør sikre, at eventuelle fravigelser fra protokollat 2 i aftale for lægelige chefer aftales mellem regionsrådet og Foreningen af speciallæger, med mindre der foreligger en delegation af kompetencen. Det bør fremgå af åremålskontrakter, om der er en tilbagegangsstilling. Region Syddanmark bør sikre, at gældende regler for åremålsansættelser overholdes. Region Syddanmark bør håndtere sagerne om merarbejde, så gældende regler overholdes. Rigsrevisionen vil gerne orienteres, når der foreligger en afklaring af de konkrete sager. Desuden finder Rigsrevisionen, at Region Syddanmark bør iværksætte initiativer, der sikrer at reglerne overholdes fremadrettet. Region Syddanmark bør sikre, at der kun udbetales ydelser, hvis der foreligger gældende aftaler herom. Funktionstillæg bør begrundes og dokumenteres. Region Syddanmark bør etablere forretningsgange, der sikrer et overblik over, hvem der er ansat, samt hvilke funktioner de enkelte medarbejdere modtager tillæg for. Desuden bør Region Syddanmark løbende vurdere om medarbejderne forsat er berettiget til tillæggene. Region Syddanmark altid bør oplyse i ansættelseskontrakterne om et tillæg er pensionsgivende. Region Syddanmark bør overveje, om målene i resultatlønskontrakterne skal justeres. Resultatlønskontrakter bør være indgået inden kontraktperiodens ikrafttrædelsestidspunkt for at sikre, at der er mulighed for at arbejde hen imod de fastsatte mål fra årets start.


7

II.

Nyansættelser i regionshuset

Rigsrevisionen har vurderet om administrationen af nyansættelser i regionshuset er tilrettelagt med tilfredstillende forretningsgange og interne kontroller og understøtter, at medarbejderne får korrekt løn og pension. Rigsrevisionen har desuden udtaget en stikprøve på 5 nyansættelser i regionshuset for at efterprøve, om bestemmelser i love, overenskomster og andre aftaler bliver fulgt. Personalesager Der er personalesager for alle ansatte, og gennemgangen af sagerne viste, at de generelt er veldokumenterede. Rigsrevisionen finder dog, at der bør udarbejdes beslutningsnotater, der dokumenterer sagsgange og beslutninger, hvilket giver mulighed for at følge sagsgange og trufne beslutninger i de konkrete sager. Stillingsopslag Den stikprøvevise gennemgang af nyansættelser viste, at ledige stillinger opslås i overensstemmelse med reglerne på området. Ansættelseskontrakter Ansættelseskontrakterne indeholder generelt fyldestgørende oplysninger om ansættelsesvilkår og opfylder generelt kravene i ansættelsesbevisloven. Rigsrevisionen konstaterede dog ved den stikprøvevise gennemgang, at det i de fleste tilfælde ikke fremgik af ansættelseskontrakterne, hvorvidt et tillæg var pensionsgivende. Dette medfører risiko for fejl ligesom medarbejderne skal oplyses om alle væsentlige vilkår for ansættelsesforholdet, jf. ansættelsesbevisloven. Rigsrevisionen finder derfor, at Region Syddanmark altid bør oplyse i ansættelseskontrakterne om et tillæg er pensionsgivende. Region Syddanmark har oplyst, at regionen ved fremtidige ansættelser vil sørge for, at det er klart i ansættelseskontrakterne, at tillæg er pensionsgivende, med mindre andet anføres. Dette finder Rigsrevisionen tilfredsstillende. Den stikprøvevise gennemgang viste, at nyansatte medarbejdere i regionshuset modtager korrekt løn. Konklusion Det er Rigsrevisionens vurdering, at forretningsgange og interne kontroller i regionshuset generelt understøtter, at nyansatte medarbejderne i regionshuset får korrekt løn, men det fremgik ikke klart i ansættelseskontrakterne om tillæg var pensionsgivende eller ej. Den stikprøvevise gennemgang af personalesager viste, at bestemmelser i love, overenskomster og andre aftaler blev fulgt. Rigsrevisionen finder, at:  

Region Syddanmark bør udarbejde beslutningsnotater, der dokumenterer sagsgange og beslutninger i de konkrete sager. Region Syddanmark altid bør oplyse i ansættelseskontrakterne om et tillæg er pensionsgivende.


III.

Disponering

Rigsrevisionen har undersøgt, om Region Syddanmark har dækkende beskrivelser af, hvem der er bemyndiget til at disponere på lønområdet. Derudover har Rigsrevisionen på baggrund af de gennemgåede sager efterprøvet om udbetalingerne er godkendt af en dertil bemyndiget. Gennemgangen er foretaget på baggrund af Regler for økonomistyring og registreringspraksis med tilhørende bilag og Lederansættelser i Region Syddanmark. Disponering af udgifter skal ske i overensstemmelse med de materielle og beløbsmæssige forudsætninger, hvorunder bevillingerne er givet. Det fremgår normalt af regnskabsinstruksen, hvem der har disponeringsret på de forskellige områder, og dermed kan indgå aftaler, der medfører eller kan medføre udgifter for regionen, herunder også disponeringsret over lønudgifter. Det fremgår af Regionsrådets beslutning i marts 2010 samt af regionens interne retningslinjer for Lederansættelse i Region Syddanmark, at direktionen ansættes af regionsrådet, øvrige direktører i regionshuset ansættes af direktionen, centerledere på det sociale område og sygehusledelser ansættes af direktionen og afdelingschefer, og vicedirektører ansættes af direktøren for det pågældende område. Rigsrevisionen har under gennemgangen af de udleverede dokumenter ikke fundet en beskrivelse af, hvem der for ikke-ledende stillinger i regionen har disponeringsret på de forskellige områder. Det betyder, at det som udgangspunkt kun er direktionen, der kan disponere på vegne af regionen. Revisionen viste, at lønudgifter i forbindelse med stillinger på ledelseniveau generelt er disponeret korrekt i henhold til de interne retningslinjer. Revisionen viste videre, at ved nyansættelser i ikke-ledende stillinger har lønkonsulenter i flere sager disponeret på vegne af regionen, uden at denne kompetence er blevet uddelegeret. Dette finder Rigsrevisionen utilfredsstillende. Rigsrevisionen finder, at Region Syddanmark bør definere, hvem der har disponeringsret på de forskellige områder, og dermed kan indgå aftaler, der medfører eller kan medføre udgifter for regionen. Region Syddanmark har oplyst, at regionen allerede har beskrivelser af kompetence- og delegationsforhold, men at der er identificeret et behov for mere fyldestgørende og præcise beskrivelser af ansættelses- og afskedskompetencen. Rigsrevisionen finder disse initiativer nødvendige, og finder at det bør ske snarest. Rigsrevisionen finder, at Region Syddanmark snarest bør udarbejde de manglende beskrivelser af, hvem der er dispositionsberettiget for de ikke-ledende stillinger, så det bliver muligt at efterprøve om udbetalingerne er godkendt af en dertil bemyndiget. Videre finder Rigsrevisionen, at der ved nyansættelser altid bør journaliseres et skriftligt lønmandat fra en disponeringsbemyndiget på personalesagen, så det fremgår, at der er taget ledelsesmæssigt stilling til, hvordan bevillingen skal anvendes. Konklusion Det er Rigsrevisionens vurdering, at Region Syddanmark for ledende stillinger generelt har dækkende beskrivelser af, hvem der er bemyndiget til at disponere over lønudgifter. Der mangler dog dækkende beskrivelser af, hvem der er bemyndiget til at disponere over lønudgifter for de ikke-ledende stillinger. Rigsrevisionen finder, at: 

Rigsrevisionen finder, at Region Syddanmark snarest bør udarbejde de manglende beskrivelser af, hvem der er bemyndiget til at disponere lønudgifter for de ikke-ledende stillinger, og sikre at udbetalingerne er godkendt af en dertil bemyndiget.


9

Region Syddanmark altid bør journalisere et skriftligt lønmandat fra en disponeringsbemyndiget på personalesagen, så det fremgår, at der er taget ledelsesmæssigt stilling til, hvordan bevillingen skal anvendes.


Turn static files into dynamic content formats.

Create a flipbook
Issuu converts static files into: digital portfolios, online yearbooks, online catalogs, digital photo albums and more. Sign up and create your flipbook.