Uddrag af Åsne Seierstads 'En af os'

Et nyt liv (1979) „Man vill bli älskad, i brist därpå beundrad, i brist därpå fruktad, i brist därpå avskydd och föraktad. Man vill ingiva människorna någon slags känsla, själen ryser för tomrummet och vill kontakt till vad pris som helst.“ Hjalmar Söderberg: Doktor Glas, 1905

Det var en af disse klare, kolde vinterdage hvor Oslo gnistrer.

Solen som folk næsten havde glemt, fik sneen til at skinne. Passionerede skiløbere sendte lange blikke ud ad kontorvinduerne, op mod den hvide bakkekam, mod skihoppet og mod den blå himmel.

Indendørsmenneskene forbandede de tolv minusgrader, og hvis nogen tvang dem udenfor, skuttede de sig af sted i varme pelsjakker og forede støvletter. Børnene var pakket ind i flere lag uld under flyverdragterne. Der lød hvin og hyl fra kælkebakkerne i de børnehaver som var skudt op overalt, efterhånden som stadig flere kvinder var begyndt at arbejde på fuld tid.

Langs hegnene på sygehusområdet rejste der sig høje driver af den sne som var skovlet væk fra veje og fortove. Kulden fik sneen til at knirke under fødderne på dem som kom forbi den gamle sygehusbygning i byens nordlige del.

15

2838_GYL_En-af-os.indd 15

20-02-2014 14:49:23

Det var tirsdag den trettende i årets anden måned.

Biler svingede op foran hovedindgangen, standsede og ventede, mens døre blev åbnet og vordende mødre krøb ud, støttet af mænd som var ved at blive fædre. Alle opslugt af deres eget store drama, et nyt liv som skulle komme til netop dem.

Siden halvfjerdsernes begyndelse havde faderen haft mulighed for at være til stede under fødslen. Fra at være forvist til at vente på gangen og lytte til skrig inde fra fødestuen, kunne de nu være med til forløsningen, se hovedet presse sig frem og blodet strømme, og betragte hele barnet i samme øjeblik det satte i med sit første skrig. Nogle fædre fik overrakt en saks af jordemoderen, så de selv kunne klippe den navlestreng over som forbandt barnet med moderen.

I løbet af 70’erne var ligestilling og familiepolitik blevet vigtige ord. Børn og hjem var ikke længere kun kvindens domæne. Lige fra børnene var nyfødte, skulle fædrene deltage i omsorgen. De skulle køre tur med dem, de skulle koge babygrød til dem, de skulle gå op i leg og børneopdragelse.

På en af stuerne lå en kvinde i store smerter. Veerne var voldsomme, og barnet holdt sig tilbage. Det var allerede ni dage over terminen. „Hold mig i hånden!“ Hun stønnede til manden ved hovedgærdet. Han tog hendes hånd og holdt hårdt i den. Det var første gang han var med til en fødsel. Han havde tre børn fra et tidligere ægteskab, men dengang havde han ventet ude på gangen, for så at se barnet pakket pænt ind, to gange i et lyseblåt og én gang i et rosa tæppe.

Kvinden åndede ud. Manden holdt fast.

De var mødtes godt et år tidligere, i vaskekælderen i en ejendom i Frogner. Hun havde lejet et lille hummer i stueetagen, mens han ejede en større lejlighed på etagen ovenover. Han – nyskilt diplomat i Udenrigsministeriet, på hjemmetjeneste efter to udstationeringer i London og Teheran. Hun – plejeassistent, enlig mor til en datter på fire. Han var treogfyrre, mager og tyndhåret, hun var elleve år yngre, slank, køn og blond.

Kort tid efter mødet i kælderen blev hun gravid. De blev gift på den norske ambassade i Bonn hvor han skulle deltage i en 16

2838_GYL_En-af-os.indd 16

20-02-2014 14:49:23

konference. Han blev der en uge, hun i knap to dage, mens en veninde passede hendes datter i Oslo.

Til at begynde med havde hun glædet sig over graviditeten, men efter en måned eller to var hun blevet overmandet af tvivl og ville ikke længere have barnet. Tilværelsen virkede usikker og skummel. Når de tre børn fra hans tidligere ægteskab var på besøg, virkede han kold og fjern. Det føltes helt forkert at få et til med en mand der virkede så lidt glad for børn.

Samme måned som hun var blevet gravid, var loven om fri abort blevet vedtaget i Stortinget med én stemmes flertal. Den trådte i kraft i begyndelsen af det følgende år. Loven gav kvinden ret til fri abort indtil den tolvte svangerskabsuge, uden at hun behøvede møde op hos et nævn. Efter den tolvte uge krævedes der særlige grunde for at få udført abort. Eftersom hun havde tvivlet så længe, var det i alle tilfælde blevet for sent at skrabe fosteret ud. Det fæstnede sig i livmoderen.

Hun fik det hurtigt dårligt og følte ubehag ved det lille liv som for hver uge fik nye sanser og evner, sugede næring til sig og voksede. Hjertet slog stærkt og regelmæssigt, og hovedet, hjernen og nerverne udviklede sig alt sammen i normalt tempo. Der kunne ikke spores nogen afvigelser, ingen klumpfod, ingen ekstra nakkefold og intet vand i hovedet. Tværtimod var det ifølge lægen et livligt og sundt barn. En plage, mente barnets mor. „Det er som om han næsten bevidst sparker mig, for at plage mig,“ sagde hun.

Da drengen kom ud, var han blå.

Unormal, tænkte moderen.

Rask og frisk, sagde faderen.

Klokken var ti minutter i to, midt på dagen.

Drengen gav lyd fra sig med det samme.

En normal fødsel, ifølge sygehuset.

Der blev indrykket en annonce i Aftenposten: Aker Sygehus. En dreng.

13 ds Wenche og Jens Breivik Siden skulle de få hver sin historie om fødslen. Hun sagde at den var forfærdelig, og at det havde været modbydeligt at have sin ægtemand med. Han sagde at fødslen var gået fint.

Barnet var formentlig blevet skadet af de smertestillende mid17

2838_GYL_En-af-os.indd 17

20-02-2014 14:49:23

ler hun havde fået, mente moderen. Drengen var sund og rask, sagde faderen.

Senere endnu skulle de få forskellige versioner af det meste.

Det norske udenrigsministerium havde indført fleksible ordninger for unge forældre og lod en nybagt far være hjemme hos mor og barn den første tid efter fødslen.

Men da Wenche kom hjem fra sygehuset til lejligheden i patricierejendommen i Frogner, manglede der noget.

En far som ikke havde sørget for at få puslebordet stillet op når den nyfødte kom hjem, holdt ikke af barnet, mente Wenche at have hørt, og det grublede hun over mens hun skiftede babyen på badeværelsesgulvet. At pusle og skifte var i alle tilfælde ikke noget Jens gav sig af med. Selv om tiderne var blevet nogle andre, var han af den gamle skole, og det var hende der gav mad, vuggede og sang. Hun stred sig gennem amningen, blev øm og fik smerter. Et mørke havde lagt sig over hende, en depression som bar hele hendes tidligere liv i sig.

Til sidst råbte hun at hendes ægtemand måtte se at få købt det puslebord. Det gjorde Jens. Men da var kilen slået ind.

Drengen fik navnet Anders.

Da han var et halvt år gammel, blev Jens Breivik udnævnt til ambassaderåd ved den norske ambassade i London. Han tog af sted først, og op mod jul fulgte Wenche efter med barnet.

Hun var meget alene i deres lejlighed i Princes Street. Den var enorm, og de fleste af værelserne var ikke i brug. Mens datteren begyndte i engelsk skole, gik Wenche hjemme sammen med Anders og au pairen. Verdensbyen gjorde hende stresset og urolig.

I Princess Street lukkede hun sig stadig mere inde i sin egen verden, sådan som hun havde lært sig at gøre som lille.

Det var ikke længe siden de havde været forelskede. Hjemme i Oslo havde hun en æske med de sedler og kærlighedsbreve han havde skrevet.

Nu gik hun rundt i den fine lejlighed og fortrød. Hun bebrejdede sig selv at have giftet sig med Jens og bundet sig yderligere til ham gennem sønnen. Hun havde tidligt lagt mærke til træk hos ægtemanden som hun ikke brød sig om. Han var sær, ville have 18

2838_GYL_En-af-os.indd 18

20-02-2014 14:49:24

alting på sin egen måde og formåede ikke at se andre end sig selv; den slags gik hun rundt og tænkte på. Ham der er ikke helt god, havde hun tidligt sagt til sig selv. Ham må jeg ikke knytte mig til.

Alligevel havde hun altså gjort netop det.

Da de giftede sig, havde hun været flere måneder henne. Hun var gået ind i ægteskabet med lukkede øjne og havde håbet på at når hun åbnede dem, ville alt være godt. Ægtemanden havde jo også sine fine sider, han kunne være sød og gavmild, og han var et ordentligt menneske. Han så ud til at gå meget op i sit arbejde og var ofte væk til receptioner og repræsentation. Hun håbede på at samlivet ville blive bedre når de blev en rigtig familie.

I London blev hun stadig mere ulykkelig. Hun begyndte at tænke at han bare havde brug for en kone for at kunne have et pletfrit ydre og et fnugfrit hjem. Det var det som optog ham. Ikke hende. Ikke sønnen.

Hun følte at han trængte sig ind på hende. Han mente at hun var fjern og ikke nok til stede for ham. På et tidspunkt havde han sagt at hun udnyttede ham, at hun bare havde giftet sig med ham for egen vindings skyld.

I løbet af foråret var Wenche kommet ind i en dyb depression.

Men hun fornægtede tilstanden og mente at det var omgivelserne som gjorde hende ulykkelig. Hun kunne hverken holde sin mand eller sin tilværelse ud. Hovedet var fuldt af rod, livet uden mening.

En dag begyndte hun i al hemmelighed at pakke.

Efter at have pakket i tre dage, sagde hun til Jens at hun ville tage hjem sammen med børnene. Jens blev bestyrtet og bad hende blive. Men her og nu virkede det som det enkleste bare at tage af sted.

Så af sted tog hun. Fra Jens og fra Hyde Park, Themsen og gråvejret, fra au pairen, fra hushjælpen og fra et privilegeret liv. I et halvt år havde hun holdt ud at være diplomatfrue.

Hjemme i Oslo begærede hun separation. Nu var hun atter alene, denne gang med to børn.

Wenche havde ingen andre. Hendes forhold til sin egen familie som bestod af hendes mor og to ældre halvbrødre, var ikkeeksisterende. Sin datters far havde hun ingen kontakt til. Han var svensker og havde kun set sin datter en enkelt gang, da hun var 19

2838_GYL_En-af-os.indd 19

20-02-2014 14:49:24

et par måneder gammel; han var knap nok ankommet før han var rejst igen. „Hvordan kunne du opgive det fine liv og det smukke hjem i London?“ spurgte en af hendes få veninder.

Altså, det var jo ikke London der var noget i vejen med. Egentlig havde det været perfekt alt sammen, det var bare den forkerte mand. Egenrådig, temperamentsfuld og krævende, sådanne ord brugte hun nu om sin eksmand. Kold og ukærlig, sådan beskrev han hende. Ægteskabet stod ikke til at redde. Gennem en advokat indgik de en aftale. Hun skulle have Anders, han skulle betale børnepenge. Aftalen gav hende ret til at bo i hans lejlighed i Fritzners gate i to år.

Der kom til at gå tre år før Anders så sin far igen.

Wenches liv havde handlet om at miste.

Det havde handlet om at være alene.

Kragerø, 1945. Da freden kom, blev murermesterens kone gravid. Men da fødslen nærmede sig, fik hun influenzalignende symptomer og måtte gå i seng med lammelser i ben og arme. Hun fik konstateret polio, en frygtet sygdom som der ikke fandtes nogen kur mod da Wenche i 1946 blev skåret ud af sin mors mave.

Hendes mor var blevet næsten helt lam fra livet og nedefter, og delvis også i den ene arm. Umiddelbart efter fødslen blev Wenche sendt på børnehjem, og der boede hun de første år af sit liv. Så en dag blev den lyse pige hentet hjem i det tøj hun gik og stod i.

I murermestervillaen var hun meget alene. Hendes far var meget væk på arbejde mens hendes mor havde for vane at låse sig inde. Hun kom knap nok ud blandt folk længere. Ingen skulle le af hendes handicap.

Da Wenche var otte år gammel, døde hendes far. Hjemmet blev endnu mørkere, og hendes mor stadig mere krævende, Ond, blev hun kaldt, hun som havde givet moderen denne sygdom.

Den lille pige havde to ældre brødre. Den ene var flyttet hjemmefra efter faderens død, den anden var aggressiv og opfarende.

Han var konstant ude efter sin søster. Hun fik lussinger indtil hun gik rundt med sår og revner bag ørerne, og hun blev slået på benene med brændenælder. Ofte gemte den tynde pige sig bag 20

2838_GYL_En-af-os.indd 20

20-02-2014 14:49:24