Artikler i et månedsblad

3UDDRAG Tre artikler fra et m책nedsblad

TYPOGRAFI & OMBRYDNING

04

08 12

26

| Ordet & Israel

3UDDRAG Indhold

marts 2014

04

Døden i Litauen

08

Han overlevede døden i Tyskland

12

Flugten mod øst

16

Tilbage til Polen

20

Kaddish for min far

22

Livet på markedet i Jerusalem

26

Israel – en overset guldmine

I dette blad findes tre artikler, som er beregnet til at indgå i et større månedsblad med mere indhold.

Den side som du ser på lige nu, har en indholdsfortegnelse, som er en del af måneds bladet, men dens kontekst er fiktiv og ville i månedsbladet have bl.a. en anden overskrift end 3 UDDRAG. Konteksten er taget med for at give en bedre forståelse, helhed og sammenhæng i månedsbladet.

Tryksagen her er lavet i samme størrelse og papirkvalitet, som var det hele månedsbladet med alt indholdet. Derfor er der også indsat ekstra sider, som skal forestille flere artikler i bladet.

Oska Kol er 78 år gammel og kom til Israel som 22 årig efter at have overlevet næsten fem år med ubeskrivelige rædsler. Han bor nu sammen med sin kone Dina i Kibbutz Afikim lige syd for Genezareth Sø. I to artikler lader vi Oska fortælle lidt om, hvad han gik igennem i årene fra 1941 til 1945. I den første fortæller han om oplevelserne i krigens første år, som han tilbragte i sin hjemby Kaunas i Litauen.

Døden i Litauen Af Hanne Gundlach Jørgensen

Krigen kommer til Litauen

J

eg var 16 år gammel, da krigen begyndte.

Jeg boede med mine forældre og søskende i byen Kaunas i Litauen. En by med omkring 120.000 indbyggere, hvoraf omtrent en tredjedel var jøder. Den 21. juni 1941 var jeg oppe til min sidste eksamen i gymnasiet og havde hovedet fuldt af planer for fremtiden. Dagen efter vågnede jeg ved at min far vækkede mig og fortalte, at krigen var brudt ud. Tyske fly fløj over vores by og bombede både byen og lufthavnen. Det første jeg tænkte på var, at jeg ikke havde fået mit eksamenspapir med karakterer og udtalelser fra lærerne. Jeg var sikker på, at hvis jeg ikke fik det, ville mit liv blive forfærdeligt. Jeg klædte mig derfor på og skyndte mig af sted til skolen. Det var rædselsfuldt og bomberne faldt omkring mig. Jeg husker, at jeg stod og lænede mig op ad en husmur, mens glas og støv faldt omkring mig. Som i slowmotion så jeg, hvordan folk løb hid og did.

Jeg var ikke den eneste dumdristige elev, der kom til skolen den dag for at få sine papirer. Jeg fik dem og skyndte mig hjem. Det var krigens første dag.

Vi blev hjemme hele dagen og ventede på nyheder. Telefonen virkede stadig, og jeg ringede til mine venner for at høre, hvordan de havde det. De nyheder, vi fik, var frygtelige. Unge litauere hærgede i gaderne og skød efter jøder.

4 | 2 / 2014

Døden i Litauen |

Nogle af vores naboer prøvede at flygte fra byen og slutte sig til den russiske hær, der havde haft landet besat i et år. Vi havde jo hørt lidt om, hvad der skete med de folk, der boede i de lande, der blev erobret af tyskerne.

Mit første møde med tyskerne Første gang, jeg mødte tyske soldater, var tre til fire dage efter, at krigen var brudt ud.

Tre soldater kom til vores lejlighed og uden at banke på, gik de lige ind. De havde fint tøj på, blankpudsede støvler og handsker. De gik rundt og kiggede på, hvad vi havde i lejligheden, og den ene af dem, en officer, gav ordre om at konfiskere de ting, der kunne være til nytte for den tyske hær, for eksempel vores radio.

Mine forældre kunne flere sprog og havde en stor bogsamling. Pludselig faldt officerens øjne på reolerne, der var fyldt med gamle, tyske klassikere. Han vendte sig mod min far og spurgte hvorfor snavsede jøder havde tyske bøger i deres hjem. Han tog nogle af dem ud og lagde dem på bordet for at tage dem med sig. Derefter tvang han mig med udenfor. På husmuren havde nogen malet en femtakket russisk stjerne. Han beordrede mig til at fjerne den. Jeg samlede en lille sten op og begyndte at skrabe i malingen. Så sparkede han mig og bjæffede, at jeg skulle bruge fingrene. Snart begyndte mine fingre at bløde og min mor tiggede officeren om at lade mig være. Som svar sparkede han mig igen og forlod huset med de ting, de havde konfiskeret. Det var mit første møde med tyskerne.

Gideon En af mine meget gode venner helt fra børnehaven boede i den fattige bydel Slobodka,

et område, der var berømt i hele den jødiske verden for sine religiøse skoler – yeshivas.

En dag opdagede en ven og jeg, at ildevarslende røg væltede op fra kvarteret. Vi tænkte slet ikke på faren, men skyndte os af sted, for at se om der var sket vores ven Gideon noget.

Det var første gang jeg stiftede bekendtskab med, hvad en „progrom” er – at bøller hærger et kvarter, hvor der bor jøder og slår ihjel, røver og ødelægger. Møbler, puder, døde og grædende mennesker på gaderne.

Da vi kom til Gideons hus, så jeg noget, der har brændt sig fast på min nethinde… Min ven Gideons afhuggede hoved lå i en skål på spisebordet, mens kroppen lå på gulvet.

Og hans forældre sad bundet til hver sin stol.

Myrdet. Alt i rummet var sprøjtet til med blod. Vi styrtede ud derfra og løb hjem, og hjemme kunne jeg ikke få et ord over mine læber om, hvad der var sket, da mine forældre spurgte.

Ghettoen Forordningerne mod jøderne kom én efter én. Den første var, at alle skulle bære en gul davidsstjerne med et „J” – både på brystet og på ryggen. Så blev det forbudt at gå på fortovene, og mødte vi en tysk soldat, skulle vi knæle for ham og tage hatten af. Det blev også forbudt os at benytte offentlige transportmidler, høre radio og læse avis. Jødiske skoler og institutioner blev lukket og sidst fik alle jøder besked om, at de skulle flytte til bydelen Slobodka inden slutningen af august 1941. Vi blev stuvet sammen tre familier i et lille hus uden toilet. Der var snavset og der stank forfærdeligt.

Ordet & Israel

Men vi troede, at det ville være sikrere for os, hvis vi var sammen bag pigtråden, og der var soldater rundt om bydelen til at passe på os. Det var en fælde og der var ingen vej ud.

Snart kom der ordre om, at alle mellem 14 og 65 år skulle arbejde. Ellers ville vi blive skudt. Min far og jeg blev sat til at bygge en landingsbane. Hver dag stod vi op kl. 3 om morgenen og gik sammen med 5000 jøder de 5 km ud til lufthavnen. Mange kunne ikke klare det og faldt om på vejen. De blev skudt. Tæt ved os arbejdede også nogle russiske straffefanger. Vi havde det elendigt, men de så ganske forfærdelige ud. Snavsede og underernærede.

Jeg har et billede i mit hoved af en ung russisk fange, der var fuldstændig udmattet og for et kort øjeblik standsede arbejdet og lænede sig mod sin skovl. En tysk soldat – nærmest en dreng – begyndte at råbe ad ham, men russeren reagerede ikke. Så gik soldaten hen til ham, greb skovlen og med ét slag kappede han hovedet af ham. Jeg husker, hvordan hovedet lå i mudderet og kroppen stadig stod op, indtil den faldt kort efter.

Efter en tid skulle vi grave kanaler til dræn. Det var vinter og regnen oversvømmede landingsbanen. Min far og jeg arbejdede sammen med en gruppe på 10-15 mennesker. En gammel mand i gruppen faldt og en af tyskerne brølede at han skulle rejse sig og arbejde. Min far tog sin hat af og spurgte venligt tyskeren om at lade den gamle mand hvile sig et øjeblik. I stedet for at svare, tog tyskeren sin stok og slog min far i ansigtet.

Jøderne i Kaunas, Litauen I den litauiske by Kaunas boede der omkring 40.000 jøder, da 2. Verdenskrig brød ud. De blev bragt til Litauen flere hundrede år før for at hjælpe med at opbygge og udvikle landet.

De kom fra Tyskland, Polen og Spanien og slog sig ned og levede mere eller mindre fredeligt sammen med litauerne. Folk i Litauen var meget religiøse. Styret var venligt mod jøderne for deres indsats for landets kultur og økonomi,

men mange menige litauere var antisemitiske, og kirken hjælp ikke til med at bedre forholdene.

Da krigen begyndte, ventede litauerne ikke på at få ordre fra tyskerne om at gå løs på jøderne. De beskyldte jøderne for at have været for venlige overfor den russiske besættelsesmagt og ville have hævn. I krigens første to måneder slagtede litauerne næsten 10.000 jøder. Resten blev spærret inde i byens ghetto i august 1941. Kun

tre uger før Den Røde Hær kom i august 1944, sendte tyskerne omkring 4000 af de jøder, der stadig var i live i ghettoen i Kaunas, til Tyskland. Kun 90 klarede at gemme sig og blev senere fundet i live af russerne. Da krigen sluttede fandt man omkring 2000 jøder fra Kaunas, der havde overlevet lejrene, samt

nogle få hundrede andre, det var lykkedes at gemme sig på forskellig måde. Mange af de overlevende emigrerede til Israel.

2 / 2014 | 5

Min far faldt og da jeg ville reagere, sagde min far til mig på jiddish: „Vi vil overleve dem, min søn.”

Højre eller venstre Den 28. oktober 1941 fik alle jøder ordre om, at de skulle samle sig på en plads, der ironisk nok hed „Demokratipladsen” for at møde Kramer, der var chef for ghettoen, og kommandant Rauche. De navne glemmer jeg aldrig. Kramer sagde, at han ville møde dem, der arbejdede for ham og give dem et papir, der skulle bevise, at de kunne arbejde.

Vi vidste, at vi ville leve, så længe de havde brug for os til at arbejde, så papiret var nærmest en tilladelse til at leve. På det tidspunkt vidste vi endnu ikke, hvor udspekulerede tyskerne var i deres måder at snyde os på.

Familie efter familie gik hen foran Rauche, der stod der med sine skinnende støvler  Dina og Oska Kol tager altid af sted sammen, når en af dem skal fortælle om de smertefulde oplevelser, de havde under krigen.

(Foto: hgj)

6 | 2 / 2014

„Jeg blev ført ind i et rum, hvor der hang alle mulige former for torturinstrumenter på væggene. Så slog de løs på mig ‒ jeg ved ikke hvor mange gange ‒ men jeg var heldig og ved ikke hvorfor, de til sidst bragte mig tilbage til ghettoen.

og sin stok. Vi kunne se, at nogle blev vist til venstre og nogle til højre. Da det blev vores tur, blev vi vist til venstre, men vi vidste ikke, hvad det betød. Skulle vi prøve at snyde os over i den anden gruppe? Først sent om aftenen fik vores side besked om at gå hjem.

Den anden gruppe blev ført udenfor byen og skudt. 10.000 mennesker på én dag. Alt dette fik vi først at vide meget senere, da nogle folk, der havde været der og havde fået mulighed

for at stikke af, fortalte det. Livet i ghettoen fortsatte, men vi havde hverken mad eller brændsel. Efter en tid holdt myrderierne op, og jeg kom til at arbejde i et værksted, hvor jeg syede pelsstøvler til den tyske hær.

I kløerne på Gestapo På et tidspunkt hørte vi rygter om, at den tyske hær var blevet slået tilbage ved Stalingrad. Jeg besluttede mig for at tage min gule

Døden i Litauen |

stjerne af for at snige mig ud af ghettoen og købe en avis, så vi måske kunne få nogle nyheder. Men litauisk politi fangede mig og overgav mig til Gestapo, der beholdt mig i tre dage. De udspurgte mig konstant om, hvad jeg skulle, og jeg blev ved med at svare, at jeg var gået ud for at købe brød, fordi min familie sultede.

Jeg blev ført ind i et rum, hvor der hang alle mulige former for torturinstrumenter på væggene. Så slog de løs på mig – jeg ved ikke hvor mange gange – men jeg var heldig og ved ikke hvorfor, de til sidst bragte de mig tilbage til ghettoen.

Min svoger var ikke så heldig. Han var læge og arbejdede i ghettoen. En aften blev han passet op af tre fulde tyske soldater. De chikanerede ham og ville tvinge ham til at knæle for dem og bede om undskyldning.

Da han nægtede at gøre det, blev han skudt.

Han levede i 24 timer, men mistede så meget blod, at han til sidst døde. Min søster blev kort efter sendt til koncentrationslejren Kaiserwald i Riga i Letland.

Undergrundsbevægelsen Den 28. marts 1944 var vi kun omkring 5000 jøder tilbage i Ghettoen. Alle andre var blevet dræbt eller sendt andre steder hen.

Denne dag blev alle gamle og børn beordret hen til Demokratipladsen for at blive sendt til Tyskland. Ingen gik derhen, for vi vidste efterhånden, hvad det betød at møde op på pladsen.

På det tidspunkt var der en meget aktiv undergrundsbevægelse, der arbejdede på at få folk ud af ghettoerne. Dem, der først blev smuglet ud, var folk med våbentræning eller folk uden familie. Undergrundsbevægelsen sørgede også for at hjælpe med at grave

underjordiske bunkere, som vi kunne gemme os i. Denne dag gennemsøgte tyskerne alle husene i ghettoen, mens min far og jeg var på arbejde. De fandt det sted, hvor min mor og nogle andre gemte sig og tog dem med ud til stedet udenfor byen. Jeg så aldrig min mor igen.

Til Tyskland Den 8. juli 1944 da fronten nærmede sig vores by, besluttede tyskerne at sende os til Tyskland for at arbejde der. Vi gemte os i en underjordisk bunker. Vi var omkring 40 mennesker i et lille hul, hvor der kun var plads til 15. Vi håbede, at den russiske hær ville komme inden tyskerne fandt os. Der var også en mor med et lille barn i bunkeren. Vi kunne høre hundene gø og tyskerne, der ledte efter gemmesteder. Pludselig gav den lille baby sig til at græde. Folk hyssede på barnet, fordi de var bange for, at tyskerne ville høre os. Pludselig tav den lille. Da tyskerne fandt os, så jeg, at moderen havde et vildt udtryk i øjnene. Hun holdt et dødt barn i sine arme.

Jeg ved ikke, om barnet døde, fordi der ikke var luft nok, eller fordi moderen kvalte det.

Vi blev sat på et tog og kilometer efter kilometer af togskinner forsvandt ind under vognene, der langsomt bevægede sig sydpå ind til lejrene i hjertet af Nazityskland.

Ordet & Israel

OsKa KOL  Oska var 16 år da krigen brød ud i den 22. juni 1941  Han flyttede til bydelen Slobodka inden slutningen af august 1941  Alle mellem 14 og 65 år skulle arbejde – ellers ville de blive skudt  Den 28. marts 1944 var sidste gang Oska så sin mor  Den 8. juli 1944 blev Oska sendt til Tyskland for at arbejde der  Ni måneder og fire lejre senere blev Oska sendt ud på en af de forfærdelige dødsmarcher i Alperne  Den 1. maj 1945 blev Oska reddet af amerikanerne  Han kom til Israel da han var 22 år

Oska Kol fortsætter sin beretning i næste nummer af Ordet & Israel.

2 / 2014 | 7

Han overlevede døden i Tyskland

Oska Kol blev sendt til Tyskland i 1944. Ni måneder og fire lejre senere blev han sendt ud på en af de forfærdelige dødsmarcher i Alperne. Her fortsætter han sin beretning fra sidste nummer.

Af Hanne Gundlach Jørgensen

D

en 8. juli 1944 fandt tyskerne os i den underjordiske bunker i ghettoen i Kaunas, hvor vi havde gemt os. Vi havde håbet, at vi kunne holde os skjult, indtil russerne kom, for vi havde hørt rygter om, hvad der skete med dem, tyskerne fandt og sendte til Tyskland. Kun tre uger før ghettoen blev befriet af russerne, satte tyskerne os på et tog med kurs mod Tyskland.

I Tyskland kom jeg gennem fire koncentrationslejre. Jeg blev først sendt til Stutthof, lejr 2, ikke langt fra Landsberg Kaufering, hvor Hitler skrev Mein Kampf, da han sad fængslet der. Min kone Dina, der kommer fra Ungarn, var i en anden lejr tæt ved, men på det tidspunkt kendte vi endnu ikke hinanden.

8 | 2 / 2014

Her var jeg med til at bygge lagerrum langt nede under jorden. Vi var som små myrer, hvor den ene var afhængig af den anden.

Vi arbejdede fra tidlig morgen til sen aften uden anden mad end en lille smule vand, de kaldte suppe, og en stump brød. Mit arbejde bestod i at skubbe en lille vogn med cement og hælde cementen i en stor container. Herfra blev den ført med et transportbånd ned til de 5-6 meter tykke mure.

Lige ved at blive støbt ind i cement Jeg var allerede meget svag, og min far, som jeg stadig var sammen med, var helt opsvulmet af sult. Hans job var at skrabe resten af cementen af den lille vogn, når jeg havde hældt cementen i containeren. En dag fik jeg overbalance og faldt med ned i containeren.

Cementen dækkede mig hurtigt. Jeg blev som en del af cementen. Som stråene i leret i det gamle Egypten.

Pludselig mærkede jeg nogle stærke hænder, der løftede mig op og ud af containeren.

Det var den tysker, der ledede arbejdet. Han rensede mit tøj og sørgede for, at der ikke var noget cement tilbage på min krop. Alt arbejde omkring os standsede. Det var en umulighed. Arbejdet standsede pga. en jøde.

Jeg kender ikke hans navn, men efter en eller to dage forsvandt han. Min far spurgte den nye arbejdsleder, hvor han var blevet af. Han svarede bare, at ham, der frelste en jøde, var blevet sendt til fronten som straf.

Han overlevede døden i Tyskland |

Ordet & Israel

(Foto: hgj)

Døden i Dachau Senere blev vi sendt til Landshut. Her havde amerikanerne bombet et jernbaneknudepunkt. Dag efter dag blev vi – 800 mennesker – sendt ud for at genopbygge jernbanen.

Vi var meget svage, og til sidst var vi kun 300 tilbage. Da tyskerne kunne se, at vi ikke mere kunne arbejde, sendte de os til koncentrationslejren Dachau.

I Dachau, der var endestationen, blev vi opbevaret i de rå træsenge. 1000 mennesker i en barak. Vi lå tæt ved siden af hinanden og ventede på at dø, mens vi drømte om Erez Israel. Hver morgen var der døde. Folk døde omkring os hele tiden, og lugten af død fyldte luften.

En dag blev vi beordret til aflusning. Det var i marts, og i Bayern er det stadig vinter på det tidspunkt. Vi blev ført til aflusningsstedet og beordret til at tage vores gamle klude ude af. Vi havde intet undertøj, men kun en jakke og bukser, der var lavet af en slags papir. Vi stod nøgne, rystende af kulde, og ventede på at komme ind i bad. Med ét kunne jeg se, at min fars liv var ved at ebbe ud. Som et lys der

slukkes. I det øjeblik, vi blev beordret til at gå ind, segnede han om på det kolde gulv og endte sit liv i armene på mig. Det var den 8. april 1945 – tre uger før befrielsen.

 Dina og Oska Kol mødtes efter krigen, hvor de begge var på vej til Israel. Dina var blevet befriet fra Auswicz og Oska var blevet samlet op af den amerikanske hær i sneen i Alperne, hvor tyskerne havde efterladt ham og mange andre, der havde deltaget i en af de frygtede dødsmarcher.

Vi var kakerlakker Hvert eneste minut på dagen forsøgte vi at overleve. Når dagen var gået, vidste vi, at vi var overlevet og kunne tage fat på den næste dag. Vi var som kakerlakker, alle kunne træde på. Hvem tog sig af, at der var en jøde mindre på jorden? Du siger måske nogle gange, at du er ved at dø af sult. Du ved ikke, hvad det vil sige. Vi var faktisk ved at dø og kunne ikke tænke på andet end et stykke brød. Skulle vi spise det nu eller gemme det til senere, med fare for at nogen ville stjæle det? Vores liv tilhørte ikke os selv. Tyskerne var parate til at gøre de mest forfærdelige ting for at vi ikke skulle overleve. Det jødiske folk skulle udviskes helt. Hvert øjeblik, vi overlevede, var et mirakel. Man forsøger at fortsætte endnu et minut, en time en dag for at prøve at overleve. Mange kunne ikke klare det og tog deres liv ved at kaste sig mod

pigtråden i det elektriske hegn. Vi var heldige at være sammen med andre. Dina var sammen med sin søster og jeg med min far og mine venner. Vi opmuntrede hinanden. De, der var alene, var de første til at dø.

Der er skrevet bøger om holocaust. Lavet film. Men intet… intet kan beskrive den virkelighed, vi gik igennem i lejrene. Man siger, at tyskerne opførte sig som dyr, men det er en fornærmelse mod dyrene, for de slår aldrig ihjel bare for deres fornøjelses skyld. Du tror måske, at du forstår, hvor rædselsfuldt det var, men ingen, der ikke selv har gennemgået det, kan forstille sig, hvordan bare en dag i Auschwicz eller Dachau var.

Dødsmarchen Da amerikanerne nærmede sig Dachau, blev vi sendt ud på det, vi kalder en dødsmarch.

2 / 2014 | 9

Den tyske dræbermaskine standsede ikke myrderierne. Hvis de ikke kunne slå os ihjel i Dachau, besluttede de sig for, at vi skulle dø i Alperne. Sneen faldt tæt. Vi var som skygger af os selv på vej mod et ukendt mål. Jeg ved ikke hvor mange, vi var, men mere end 1000 forlod Dachau. Alle der stadig kunne gå, blev sendt af sted. Vi kunne høre lyden fra fronten, mens vi dag efter dag kæmpede os gennem sneen. Jeg lukkede mig ude fra omverdenen og nynnede på en lydløs jødisk melodi. Jeg var som to mennesker.

Ham, der var klædt i klude, og udmattet slæbte fødderne efter sig i sneen, og ham, der langt inde i hjertet af det pjaltede skelet, kæmpede for at holde fast i håbet om at overleve. Rundt om mig faldt folk om. De blev skudt. Andre satte sig op ad et træ for at hvile sig. De døde med vidtåbne øjne, mens et skrig af fortvivlelse frøs til is på deres læber. En dag kom vi til en lille by, hvor vi standsede på torvet. En tysk officer råbte til os: „Brødre, I er frie.” Der blev uro i rækkerne, og vores vagter skød i alle retninger. Vi blev tvunget til at fortsætte op i bjergene. Bag os lå ligene af jøder, der for et kort øjeblik havde mærket følelsen af, at deres lidelser nu var forbi. De døde i håbet.

Aftenen faldt på. Vi var kommet til en lille dal, og tyskerne beordrede os til at lægge os ned. Vi havde ingen vand eller mad. Sneen blev ved med at falde, og da jeg åbnede mine øjne næste morgen, var jeg dækket af et tæppe af sne. Én efter én rejste vi os op gennem

sneen som de tørre ben i Ezekiels syn. Der var ingen tyskere at se. Vi kunne høre den fjerne torden af kanoner og spredte riffelskud tæt ved. Vi var fem venner, der havde fulgtes ad hele vejen. Vi besluttede os for at gå ned ad bjerget igen. Tilbage mod fronten i håb om at møde de amerikanske soldater.

Vi gik langsomt og støttede hinanden.

Ind imellem blev vi nødt til at gemme os for omstrejfende tyske soldater. Min skolekammerat og ven siden barndommen Channoch Davidovitch blev svagere og svagere. Vi sad i vejkanten. Hans hoved lå i mit skød. Uden en lyd eller et suk trak han vejret for sidste gang. Alle de drømme, vi havde drømt sammen, endte på en vej i Bayern.

Befriet Vi andre fire blev ved med at gå nedad. Vi fandt en lille hytte, der var beregnet for bjergklatrere, og vi kravlede ind. Fuldstændigt udmattede gemte vi os dér for kulden og de tyske soldater, der stadig strejfede omkring.

Meget tidligt om morgenen, da de første lysstråler gennemtrængte nattemørket, hørte vi lyden af tanks, der kom nærmere. Ud ad vinduet så vi den amerikanske stjerne, så råbende og skrigende løb vi ud: „Vi er jøder.

Vi kommer fra koncentrationslejrene.” Vi var som levende skeletter. Jeg ved ikke hvad amerikanerne tænkte, men de standsede.

Det var min befrielsesdag. Den 1. maj 1945.

Det er vanskeligt for mig at beskrive nøjagtig, hvad jeg følte. Soldaterne gav os mad og

At komme til Israel var for mange af jøderne, der overlevede krigen, som at komme til det forjættede land, ligesom deres forfædre gjorde. Et land der flyder med mælk og honning.

10 | 2 / 2014

tæpper, og vi fik besked på at blive, hvor vi var. Vi ville blive samlet op.

Vi blev i hytten i Alperne i tre dage. Udenfor så vi tyske krigsfanger gå forbi. Slået og ydmyget. Fra tid til anden trak en af de amerikanske soldater en krigsfange ud af rækken og hen foran os som om han ville sige: „Se, hvad I har gjort”, hvorefter han uden tøven skød fangen.

Eneste jøde i verden Efter de tre dage i hytten, blev vi ført til Garmish. Jeg vejede kun 36 kg og blev meget syg.

Tyfus og meningitis. Jeg lå på et amerikansk militærhospital og blev hjemsøgt af mareridt om, at jeg var den eneste overlevende jøde i verden. Jeg ønskede ikke at leve. Men en dag kom den læge, der passede mig, med et telegram fra en gammel skolekammerat.

Hun var taget til Schweiz før krigen, fordi hun havde tuberkulose. Hun havde fundet mit navn på en liste hos Røde Kors, så hun sendte mig telegrammet, hvor hun skrev, at hun var glad for, at jeg var overlevet. Dette telegram gav mig følelsen af, at jeg ikke var denne eneste jøde, der var tilbage.

Tilbage til livet Langsomt begyndte jeg at vende tilbage til livet. Efter en tid mødte jeg Dina, der havde overlevet Auschwicz, og vi tog sammen ud på den lange rejse fra den blodige jord i Tyskland til landet for vores håb og drømme. End ikke risikoen for at blive fanget, fordi vi ville rejse illegalt ind i landet, kunne standse os.

Selv da vi blev fanget i høj sø og igen spærret inde bag engelsk pigtråd, denne gang på Cypern, gav vi ikke op. Tværtimod forstærkede det vores håb om at nå Israel. Da det var ovre og portene til vores hjemland var åbne, slog vi os ned i Kibbutz Afikim og stiftede familie. Både Dina og jeg havde mistet vore forældre. Men jeg fandt min søster, der var

Han overlevede døden i Tyskland |

Ordet & Israel

blevet sendt til koncentrationslejren Kaiserwald i Letland. Uafhængighedskrigen kom og fortiden blev dækket med mindernes aske.

Vi havde ikke tid til at tænke på os selv og alt det, vi havde været igennem.

Ingen mulig flugtvej Vi følte, at nu begyndte der en ny virkelighed, og at tiden ville udviske minderne. Den mørke skygge ville blive fordrevet. Men det skete ikke. Minderne fra Holocaust forsvandt ikke, og sårene blev ikke helet. Billeder, lyde og lugte har brændt sig ind i min bevidsthed. Særligt fra den forfærdelige dag den 22. juni 1941, hvor tyskerne besatte min hjemby Kaunas i Litauen. Der er tidspunkter, hvor minderne er svage og tågede, og der er tidspunkter, hvor de står tindrende klare og smertefulde. Hvor jeg er ved at segne under byrden af dem, eller de kommer igen som natlige mareridt. De er hele tiden en uadskillelig del af mig. Der er ingen forløsning.

Ingen mulig flugtvej. Det er vores skjulte liv.

Mit og Dinas og de andre, der har oplevet det samme som os. Kun vi, der har oplevet det, forstår hvilke minder, vi lever med.

Det blev til 40 år i ørkenen, hvor vi levede et dobbelt liv. Det er som om vores historie er skrevet på begge sider af det samme stykke papir. Den ene side er vævet sammen med den anden. De er en fortsættelse af hinanden. Men efter år med stilhed og undertrykkelse, har vi nu valgt at åbne vores mund og fortælle vores historie. Vi har hele tiden båret en trang i vores hjerter, som vi ikke har kunnet undertrykke. En trang til at fortælle vores historie, for at det forfærdelige kapitel i historien ikke skal blive glemt.

Koncentrationslejren Dachau Kun to måneder efter at Hitler var kommet til magten, offentliggjorde Heinrich Himmler den 21. marts 1933 på et pressemøde, at man havde oprettet den første koncentrationslejr i den lille by Dachau, ca. 15 km nordvest for München.

Lejren havde plads til 5000 fanger.

De aller første fanger var af politisk art: kommunister, socialdemokrater, fagforeningsmedlemmer og yderliggående liberale.

Senere kom også jøder, homoseksuelle, sigøjnere, Jehovas vidner, præster og andre til. Antallet af fanger steg stødt. Over 200.000 fanger fra mere end 30 lande var spærret inde i Dachau i løbet af krigen.

Fra 1942 blev de elleve Kaufering lejre nær Landsberg knyttet til Dachau som

arbejdslejre. Inden Oska Kol kom til Dachau var han i Kaufering lejrene. Mere end 30.000 fanger arbejdede her under gruopvækkende forhold. Primært jøder fra Ungarn, Polen og Litauen.

Fra 1941 blev Dachau et sted for massemord. Tusinder af sovjetiske krigsfanger blev bragt til lejren og skudt. Gestapo brugte lejren til sine henrettel-ser og mindst 3.000 handicappede blev slået ihjel i Dachau. Yderligere døde et ukendt antal fanger en smertefuld død efter at være udsat for SS-lægernes eksperimenter. I alt er der registreret 30.000 dødsfald i Dachau, men hertil kommer også det store antal ikke-registrerede, der blev myrdet i lejren, eller

døde af sult, sygdom, udmattelse eller tortur.

Efterhånden som de allierede rykkede frem, blev fanger fra lejre i områder, der stod for at blive overtaget, flyttet til lejre, der stadig lå i tysk territorium.

Antallet af fanger i bl.a.

Dachau voksede katastrofalt og epidemier af bl.a. tyfus tog livet af mange.

I slutningen af april blev 7.000 fanger fra Dachau sendt ud på dødsmarcher mod Alperne. Den 28. april 1945 forlod SS lejren, og dagen efter blev lejren befriet af enheder fra den amerikanske hær.

Få dage før befrielsen var der mere end 67.000 fanger i Dachau og Kaufering-lejrene.

2 / 2014 | 11

Flugten mod øst Irena Magieres voksede op i 30́ernes Polen og flygtede med sin familie til Sovjetunionen i 1939, da nazisterne invaderede landet.

Af Hanne Gundlach Jørgensen

M

in søsters død reddede mit liv.“ Den korte, præcise sætning kommer fra Irena Magieres. „Det var i begyndelsen af september 1939. Tyskerne havde lige indledt deres angreb på Polen, da en bombe ramte lige ned i vores hus og dræbte min søster.“ Det er nu næsten 70 år siden denne tragiske hændelse fandt sted. Og der er meget langt fra datidens polsk-jødiske samfund til nutidens lejlighed i københavnerforstaden Brøndby Strand.

Vi sidder ved spisebordet i Irenas hyggelige køkken. Kaffekopperne står på den ternede voksdug sammen med den hjemmelavede æblekage. Irena vimser smilende rundt og varmer vand til kaffe, mens hun så småt tager fat på sin beretning om et langt liv med de mest utrolige oplevelser.

Beslutningen om flugt „Skal jeg begynde helt fra begyndelsen?“ spørger hun, og da jeg bekræfter, at det må hun meget gerne, begynder hun at berette.

Levende og reflekteret. Øjnene stråler og hænderne gestikulerer hele tiden. En dygtig fortæller med sans for detaljer, der bærer præg af, at hun har arbejdet som journalist i mange år, både i Rusland og i Polen. „Tyskerne angreb Polen den 1. september 1939 og hovedstaden Warszawa var under tungt bombardement i de første dage. De

12 | 2 / 2014

færreste var forberedt på det, der skete. En bombe ramte lige ned i det hus, vi boede i, og dræbte min storesøster. Hun var kun 15 år og jeg var seks år yngre.

Det blev anledningen til, at mine forældre besluttede, at vi skulle forlade Polen hurtigst muligt og flygte mod øst. Mange andre tænkte slet ikke på at flygte. De havde boet i Warszawa i generationer og havde deres hjem der. At forlade det kendte til fordel for det ukendte var for langt de fleste helt utænkeligt.

Men min far var meget velorienteret og lyttede ofte til Hitlers taler i radioen. Han var klar over, at der ikke var andet at gøre end at komme så langt væk fra den mand, som muligt.“ Selv om det er mange år siden, Irena mistede sin eneste søster, tænker hun stadig på hendes død, som det, der reddede hendes liv, fordi det blev anledningen til flugten til Rusland.

I det hele taget har Irena mange gode minder fra en lykkelig barndom. En barndom der, indtil hun fyldte 9 år, også havde været ganske ukompliceret.

Mistede hele familien Begge Irenas forældre stammede fra meget store jødiske familier. Hendes far var den yngste af 10 søskende. Ingen af dem havde lyst til at flygte. Det kom til at koste dem livet.

For en del år siden lavede Irena og hendes afdøde mand Victor en opgørelse over, hvor

mange familiemedlemmer, de tilsammen havde mistet i holocaust og kom frem til, at det var langt over 100. De har aldrig fundet nogen overlevende, selvom de har søgt efter dem og oplyst deres egne navne til Yad VaShem i Jerusalem, så der var mulighed for, at slægtninge kunne finde hinanden, hvis de havde overlevet. „Min far og jeg tog af sted mod øst uden min mor. Min mormor var syg og min mor ønskede derfor ikke at forlade hende. Så hun blev i Warszawa i nogle måneder til min mormor døde i december 1939. Far og jeg tog til en by på grænsen til Sovjetunionen, hvor min faster boede. Brestlitovsk hed den.

Mor fulgte så efter om vinteren. Grænsen var nu helt lukket, men på en eller anden måde lykkedes det hende at komme igennem. Det var en usædvanligt kold vinter, som det ofte er i krigstider. Tyskerne havde taget alt fra hende. Også hendes pels. Derefter havde de efterladt hende ude midt på den tilfrosne flod, der angav grænsen til Sovjetunionen. Til alt held blev hun fundet af en kvinde, der tog hende med hjem til sin lille hytte. I januar eller februar 1940 stødte hun så til mig og min far i Brestlitovsk.“ Efter opholdet hos fasteren henvendte familien sig til de sovjetiske myndigheder.

Her fik de besked om, at hvis de ville blive i Sovjetunionen, måtte de skrive under på, at de ønskede at være russiske statsborgere.

Hvis de ikke gjorde det, ville de blive sendt tilbage til Polen. Der var reelt ikke noget

Flugten mod øst |

valg, hvis de ønskede at overleve. De, der ikke skrev under, blev enten sendt retur til døden eller til en gulag i Sibirien.Familien boede stadig i grænselandet mellem Sovjetunionen og Polen, men var som tidligere polakker mistænkelige. De blev derfor pålagt at flytte længere ind i landet til Hvide Rusland.

Irenas mor var jordemor og blev henvist til at arbejde i Molodeczno. „Flytningen reddede os,“ fortæller Irena. „Selvom Tyskland og Sovjetunionen havde indgået en ikke-angrebs pagt, gik tyskerne over grænsen til Sovjet i 1941. Min faster og hendes familie mistede derved livet.“

Russisk mistænksomhed „Da vi flyttede, havde vi stort set intet med os. Kun det tøj, vi havde på og det, der kunne være i to rygsække. Jeg kom i russisk skole og lærte hurtigt sproget. Min far fik job i transportafdelingen i en stor belgisk virksomhed, der lavede finér til beklædning i fly. Han havde organisatoriske evner og blev snart chef for afdelingen. Det betød også, at da tyskerne nærmede sig, og den russiske hær, der havde lidt svære tab allerede i begyndelsen af krigen, ikke kunne stå imod,

kunne min far, som stod for evakueringen af virksomheden, hjælpe os til at flygte videre.

Mor og jeg kom med en kreaturvogn østpå, medens far måtte blive, men han kom heldigvis med den sidste transport væk. Mange familier blev skilt ad. Børn og forældre kunne ikke finde hinanden, men ved et mirakel fandt min far os i byen Homil.

Tyskerne rykkede imidlertid nærmere, og vi kom igen med en kreaturvogn endnu længere mod øst. Vi vidste ikke, hvor vi var på vej hen. Vi skulle selv skaffe mad undervejs og vidste aldrig, hvornår toget gjorde holdt eller kørte igen.

Efter en måned blev vi smidt af toget Balashov – en mindre by i Saratov amt. Jeg var blevet syg og havde feber, og vagten på toget var bange for en epidemi. Det gik så hurtigt, at vi kun nåede at få ganske få af vores ting med. Så stod vi dér, og toget kørte videre uden os. Det russiske samfund byggede på mistænksomhed og angiveri. Det var almindeligt at naboer angav naboer og børn deres forældre. Alle mistænkte hinanden, og ingen havde tillid til nogen. Vi gik fra hus til hus og bad om hjælp, men ingen turde hjælpe os eller lukke os ind.

Ordet & Israel

De ville gerne, men det kunne blive dyrt på grund af den dybe mistænksomhed overfor andre mennesker. Ingen ville tage imod os, før vi nåede et sted, hvor konen i huset var ved at afvise os med henvisning til, at de ikke havde plads. Men så blandede den omkring 12-årige datter sig: ’Jamen mor, hvordan kan du sige, at vi ikke har plads? Kan du ikke se, at de har brug for hjælp? De er trætte og falder snart om. Du må ikke sende dem væk.’

Så blev vi lukket ind.

Er jøder anderledes end andre?

Da der var mangel på kvalificeret medicinsk personale, fik hendes mor hurtigt arbejde i et kollektivt landbrug uden for Balashov i den lille by Trostjanka. Det var en slags landsby, hvor beboerne kun måtte eje ganske lidt – en ko, en gris og nogle få høns. Al høst gik til kollektivet. Da Irenas far jo havde uddannelse, blev han sat til at holde regnskab med udbyttet fra høsten. „Men der blev mindre og mindre at tælle op,“ griner Irena, „for mange stjal for at overleve.“ Familien blev i Trostjanka resten af krigen. Irena husker det som en lykkelig tid.

2 / 2014 | 13

„Vi var meget fattige, men vi klarede os. Ofte viste folk deres taknemmelighed overfor min mor ved at give os lidt smør, eller andet spiseligt. Jeg havde aldrig følelsen af, at vi var fattige. Jeg havde kun én kjole, men vi havde som regel altid mad på bordet, og så var jeg altid omgivet af den varme, kærlighed og tryghed, jeg fik af mine forældre. Når man ikke ejer så meget, er der også mindre at bekymre sig om. Jo mere man ejer, jo mere arbejde er der også med det,“ mener hun.

Irena og hendes forældre var den første jødiske familie, beboerne i Trostjanka mødte.

I landsbyen fandtes også noget af den gamle antisemitisme fra zartiden, hvor man lærte at alle jøder var bedragere, og at man skulle holde sig fra dem. Noget som også den russiske kirke havde holdt liv i. „Min mor var en højt kvalificeret jordemoder. Både hun og min far var meget afholdte. Jeg husker, hvordan nogle af vores naboer spurgte om det kunne passe, at vi var jøder. ’I er jo sådan nogle gode og ordentlige mennesker,’ sagde de. Men sådan er det jo ofte, når man kender folk,“ reflekterer Irena. „Jeg kom i skole og vidste, at det ikke var velset at være jøde, så for at undgå mobning, fortalte jeg i klassen, at jeg ikke var mine forældres rigtige barn – at jeg var adopteret. Det troede klassekammeraterne selvfølgelig ikke på og løb straks hjem til min far og spurgte, om det passede. Jeg husker stadig den lange samtale, jeg havde med min far om det. Han fortalte mig, at jeg ikke skulle skamme mig over at være jøde, at vi er et folk som alle andre, at vi har givet verden mange videnskabsmænd, at vi har givet dem Bibelen.

Den samtale blev et fundament for mig og var med til at give mig selvværd. Jeg var ikke

værre end andre, og jeg besluttede mig derfor for at være den bedste i skolen. Jeg ville vise dem!“ Og sådan blev det. Helt indtil afslutningen af uddannelsen som journalist ved universitetet i Minsk mange år senere, var Irena altid den bedste i klassen.

Krigen slutter Selvom tiden i Trostjanka på mange måder var en lykkelig tid, mærkede de også krigens gru. Alle mistede nogen. Irenas familie vidste intet om alle deres slægtninge i Polen.

En nabo havde mistet både sin mand og sine seks sønner på slagmarken. Der var også stor mangel på mad. Men opfindsomheden blev stor, og de kogte blandt andet suppe på græs.

Da krigen sluttede i maj 1945, var der stor jubel, og familien fik mulighed for at tage tilbage til Hviderusland. Man skulle have tilladelse til alt og altid udfylde mange papirer.

I familiens papirer stod der, at de hørte til de „ikke-sikre“ borgere.

Men vigtigst for dem var, at de havde overlevet krigen. Gang på gang havde de mærket russernes hjælpsomhed eller noget, som Irena har oplevet som mirakler. Men især giver hun sin mor æren. „Hun kæmpede for vores overlevelse og havde en enorm energi. Hun bestemte sig for at redde sin familie, og der var ingen grænser for, hvad hun kunne yde, når det gjaldt. Hendes holdning var, at hvis man kunne hjælpe, så skulle man gøre det,“ fortæller Irena.

14 | 2 / 2014

Irena Magieres fortsætter sin beretning i næste nummer af Ordet & Israel.

 Trods et langt liv med megen modstand, har Irena Magieres formået at bevare et fantastisk humør og en sjælden gnist.

(Foto: hgj)

En blandet familie Før anden verdenskrig var der mere end 3 millioner jøder i Polen.

Nogle var religiøse og andre ikke.

Især i en stor by som Warszawa mente mange veluddannede jøder, at det var vigtigt at lade sig assimilere, så man kunne undgå progromer og ulykker, som skyldtes, at jøderne isolerede sig.

Især ude i de små staetls eller landsbyer var der en tendens til

Irenas forældre fik arbejde i Hviderusland. Da Irena havde fået guldmedalje ved studentereksamen, havde hun mulighed for selv at vælge, hvor hun ville læse videre.

Hun valgte derfor at læse journalistik ved universitet i Minsk.

Familien ønskede dog at vende tilbage til Polen, men det var ikke så enkelt. Indtil 1948 kunne polske statsborgere søge om tilladelse til at vende tilbage. Derefter blev grænsen lukket. Men da familien ikke havde nogen papirer (de mistede jo alt, da de ble smidt af toget mange år tidligere), måtte de foreløbigt blive. Samtidig blev Irenas far ramt af kræft og døde i 1948, så hun og hendes mor besluttede sig for at blive i Hviderusland.

at jøderne var meget religiøse.

Irenas mors familie tilhørte en såkaldt progressiv jødisk retning.

Hendes far stammede fra en traditionel ortodoks familie, men der var socialdemokrater og endda kommunister blandt hans søskende. Nogle kom oven i købet i fængsel på grund af deres politiske holdninger. Selv bar han ikke den rituelle påklædning, men gik

i synagogen på sabbatten og helligdagene. „Men han kunne også finde på at købe 150 gram skinke,“ griner Irena. „Så ville min mor bare ikke lade ham bruge en tallerken, for den ville jo blive uren.“ Han havde sin egen lille virksomhed. Han solgte specialsyede sko til forretninger, der tilhørte en tysk kæde med butikker i grænse byerne. Familien tilhørte middelklassen og var på mange måder velstillede.

I de religiøse familier var det vigtigt at drengene blev uddannet.

Ikke kun i den religiøse skole, men også at de fik en verdslig uddannelse. Men da jøderne ikke kunne få job i staten, blev mange uddannet indenfor fag, hvor de kunne nedsætte sig som selvstændige.

Det kunne være som advokat, læge eller ingeniør.

I rige jødiske familier var der tradition for, at man tog en ung mand fra en fattig familie til sig, som man hjalp med kost og logi under uddannelsen. I Irenas mors familie havde de altid 1-2 unge mænd boende, som de hjalp.

Flugten mod øst |

Ordet & Israel

Sommerrejse til Israel 9. -16. juni 2014

Rejsen som mere end 11.000 mennesker har været med på!

7 dage i Israel, KUN

Kom og nyd et fantastisk land og fantastiske mennesker i et fantastisk klima. Rejsen vil give dig en dybere kærlighed til Guds plan for Israel og det jødiske folk. Du kommer til at se Jerusalem, Oliebjerget, Via Dolorosa, Vestmuren, Øvresalen, Dødehavet, Tiberias, Geneserat-søen, Saligsprisningernes bjerg, Kapernaum, Nazaret og meget meget mere! Rejsen lokker hundrevis af rejsende hvert år, så meld dig til allerede nu, for at være sikker på at få en plads.

12.900 DKK

Pris: ca. 12.900 DKK /PERS (landpakke + fly) Prisen inkluderer halvpension og delt dobbelt-værelse samt fly til København - Tel Aviv

Sidste tilmeldingsdato: 27. maj 2014

Kontakt os:

2 / 2014 | 15

For info om Israelrejsen: 0045 28449087 • israeltour@israel.dk eller besøg www.israeltour.dk

Tilbage til Polen

16 | 2 / 2014

Tilbage til Polen |

Ordet & Israel

2 / 2014 | 17

Tilbage til Polen

18 | 2 / 2014

Tilbage til Polen |

Ordet & Israel

2 / 2014 | 19

Kaddish for min far

Kaddish for min far

20 | 2 / 2014

Kaddish for min far |

Ordet & Israel

2 / 2014 | 21

Livet p책 m i Jerusalem

22 | 2 / 2014

Livet p책 markedet i Jerusalem |

Ordet & Israel

markedet

2 / 2014 | 23

24 | 2 / 2014

Livet p책 markedet i Jerusalem |

Ordet & Israel

2 / 2014 | 25

Israel

– en overset guldmine

26 | 2 / 2014

Israel – en overset guldmine |

Ordet & Israel

2 / 2014 | 27

Tak til Journalist Hanne Gundlach Jørgensen som har interviewet personerne, taget billeder og skrevet artiklerne. Hun har Givet fuld rettighed til at bruge büde tekst og billeder til denne opgave.

MARIA N RGAARD