NESBØS DANSKE STEMME Interview med Bent Otto Hansen
Du har indlæst alle Jo Nesbøs bøger som lydbøger, senest “Blod på sneen”. Har du et særligt forhold til Jo Nesbøs bøger? Og på hvilken måde? Jeg boede selv i Oslo i 1979-80 sammen med en norsk kæreste, som jeg mødte på den nu lukkede Ærø Musik- og Teaterhøjskole i Ærøskøbing. På grund af det kærlighedsforhold har jeg dybe følelser for Norge. Jeg er vild med Harry Hole som karakter. Den mørke grundtone i ‘nesbøgerne’ ligger vældig godt til mit tempo og mikrofonnære måde at indlæse på. I “Blod på sneen” er hovedpersonen Olav, en ordblind lejemorder. Forsøger du at få historien om ham til at lyde anderledes end en bog med Harry Hole i hovedrollen? Nej. I stort set alle bøger “holder jeg med” hovedpersonen. Så kan han være en værre én, og så må vi tage balladen sammen. Det er de færreste forfattere, der udleverer hovedpersonen til spot og spe. I de 230 romaner, jeg har indlæst, har der kun været ganske få eksempler. Den værste var “Kældermennesket” af Dostojevskij. Ham blev jeg syg af at indlæse. Olav kan jeg sagtens forsvare. Den kærlighed han føler til hende kassedamen, kan jeg uden videre genkende fra dengang jeg boede i Skydebanegade i 80’erne, og var ulykkeligt forelsket i en IRMA-pige.
Du gør meget ud af at finde bogens tone og forsøge at ramme den, når du indlæser. Hvordan forbereder du dig til en indlæsning? Jeg læser den først igennem, og så ved jeg hvor de gode steder er. Dem, hvor der skal smøres tykt på, og hvor de vigtige skift sker. Ellers går det fra linje til linje – og afsnit til afsnit. At læse højt for en sur og dum mikrofon, der aldrig siger tak eller smiler, kan være udfordrende. Mit vigtigste og bedste våben er pauserne. Der gemmer sig vældig meget musik i det at sige en tekst, så lytteren forstår hvad jeg siger (det, der står i bogen) – og opfanger hvad forfatteren mon mener med at skrive lige præcis dét. Det er meget, meget vigtigt at jeg ikke lukker lytteren ude, så det kun bliver en sag mellem mig og forfatteren og teksten. Der skal være luft nok, så lytteren selv kan danne sig en opfattelse. Lytteren skal have tillid til mig. Helst. Er der en særlig oplevelse, du kan fremhæve, du har haft med Jo Nesbøs bøger? Noget der har været ekstra svært/sjovt/udfordrende? Åh gud. Skal jeg svare? Suk. Rakels søn, Oleg. Behøver jeg sige mere? Da jeg begyndte som ‘harryholiker’ var jeg meget opsat på at tale korrekt, og min mentor – Ole Rabendorff – lærte mig at udtale Oleg på klingende russisk: Ar-ljægg (med tryk på sidste stavelse). Senere hen i serien begyndte jeg at synes, at det måske var for meget af det gode, og man vil kunne lægge mærke til, at det er endt med at det kun er Harry og Rakel, der siger hans navn på russisk. Det er logisk, fordi Rakel boede med Oleg i Moskva, hvor de taler ret godt russisk. Men ingen i Oslo ville drømme om at sige hans navn på russisk. Så når alle andre taler med ham eller om ham, så siger de Olæk eller Ålæk.
En anden historie er fra min seneste tur blandt mange med ‘Danskebåten’ (Norgesfærgen) fra København til Oslo. Da jeg skulle i land i seks timer i Oslo blev alle, der gik fra borde undersøgt meget grundigt af tolderne. Jeg var den sidste, og da jeg havde snehvid samvittighed, så turde jeg godt lave lidt sjov. Da de skulle til at kropsvisitere mig, protesterede jeg og sagde oprømt: “Ved I ikke hvem jeg er?? Jeg er den danske Harry Hole!”