KAPITEL 9 Natten til den 21. november
Lisbeth vågnede liggende på tværs i den store dobbeltseng og indså, at hun lige havde drømt om sin far. Følelsen af noget truende smøg sig som en kappe om hende. Men så huskede hun aftenen før og tænkte, at det lige så godt kunne være en kemisk reaktion i kroppen. Hun havde simpelthen bare tømmermænd. Hun rejste sig vaklende og gik ud på det store badeværelse med jacuzzien og marmoret og al den idiotiske luksus for at brække sig. Men der skete ikke andet, end at hun sank ned på gulvet og åndede tungt. Derefter rejste hun sig op og så sig i spejlet. Det var heller ikke særlig opmuntrende. Det hvide i øjnene var blodrødt. På den anden side var klokken ikke ret meget over midnat. Hun kunne ikke have sovet mere end nogle timer. Hun tog et glas frem fra badeværelses skabet og fyldte det med vand. Men i samme øjeblik vendte min derne fra drømmen tilbage. Hun knugede glasset så hårdt, at det sprang, så hun skar sig og begyndte at bløde. Blodet dryppede ned på gulvet. Hun bandede og indså, at hun næppe ville falde i søvn igen. Skulle hun forsøge at knække den krypterede fil, hun havde downloadet i går? Nej, det ville der ikke komme noget ud af, ikke nu. I stedet viklede hun et håndklæde omkring hånden og gik ind til bogreolen og fandt en ny afhandling af Princeton-fysikeren Julie Tammet, som beskrev, hvordan en stor stjerne kollapser til et sort hul. Hun lagde sig med bogen i den røde sofa ved vinduet ud mod Slussen og Riddarfjärden. Hun fik det lidt bedre, da hun begyndte at læse. Der dryppede ganske vist blod fra håndklædet ned på bogsiderne, og det dun 116
kede i hovedet. Men hun blev mere og mere opslugt af bogen. Nu og da gjorde hun et notat i marginen. Hun vidste bedre end de fleste, at en stjerne næres af to modsatrettede kræfter: kerne eksplosioner i dens indre, som vil få den til at udvides, og gravita tionen, som holder den sammen. Hun så det som en balanceakt, en tovtrækning, som længe er jævnbyrdig, men som dog til slut, når kernebrændslet slipper op, og eksplosionerne aftager i styrke, uhjælpeligt får en vinder. Når tyngdekraften får overtaget, trækker himmellegemet sig sammen ligesom en ballon, der taber luft og bliver mindre og mindre. På den måde kan en stjerne forsvinde og blive til ingen ting. Med en uhørt elegance, formuleret i formlen Rsch = 2GM c2 hvor G er gravitationskonstanten, havde Karl Schwarzschild alle rede under første verdenskrig beskrevet det stadium, hvor en stjerne trykkes så meget sammen, at selv ikke lyset kan forlade den, og derfra er der ingen vej tilbage. I en sådan situation er him mellegemet dømt til at implodere. Hvert eneste atom i det drages da indad mod et singulært punkt, hvor tiden og rummet ophører og muligvis endnu mærkeligere ting sker, indslag af ren irrationa litet midt i det lovbundne univers. Denne singularitet, som måske snarere end et punkt er en slags hændelse, en slutstation for alle kendte fysiske love, omgives af en begivenhedshorisont og danner sammen med denne et såkaldt sort hul. Lisbeth kunne godt lide sorte huller. Hun følte et slægt skab med dem. Alligevel var hun ligesom Julie Tammet ikke først og fremmest interesseret i de sorte huller i sig selv, men derimod i processen, som skaber dem, og især i det faktum, at stjernernes kollaps begyn der i den vide, udstrakte del af universet, som vi plejer at forklare med Einsteins relativitetsteori, men slutter i den forsvindende lille verden, som adlyder kvantemekaniske principper. 117
Lisbeth var og blev overbevist om, at hvis hun bare kunne beskrive processen, ville hun kunne sammenføre universets to uforenelige sprog, kvantefysikken og relativitetsteorien. Men det lå selvfølgelig uden for hendes formåen, ligesom den forbandede kryptering, og så begyndte hun automatisk at tænke på sin far igen. Under hendes opvækst havde den modbydelige stodder vold taget hendes mor igen og igen. Voldtægterne havde stået på, indtil hendes mor blev uigenkaldeligt skadet, og Lisbeth selv som tolv årig slog igen med grusom kraft. Dengang havde hun ikke haft nogen anelse om, at faren var en afhoppet topspion fra den sovje tiske militære efterretningstjeneste, GRU, ej heller om, at en særlig afdeling inden for Säpo, Sektionen, beskyttede ham for enhver pris. Alligevel vidste hun allerede da, at faren var omgivet af en gåde, et mørke, som ingen måtte nærme sig eller bare påpege eksistensen af. Det gjaldt selv en så enkel sag som hans navn. På alle breve og skrivelser stod der Karl Axel Bodin, og alle udenforstående forventedes også at kalde ham Karl. Men familien på Lundagatan vidste, at det var falsk, og at hans rigtige navn var Zala eller rettere Alexander Zalachenko. Han var en mand, som med enkle midler kunne skræmme livet af folk, og frem for alt var han beskyttet af en usårlighedskappe – det var i det mindste sådan, Lisbeth opfattede det. Selvom hun endnu ikke kendte til hans hemmelighed, forstod hun, at faren kunne gøre hvad som helst og slippe godt af sted med det. Det var en af grundene til, at han havde den der modbydelige, selvsikre udstråling. Han var en person, man ikke kunne få ram på med almindelige midler, og som vidste det. Andre fædre kunne man melde til de sociale myndigheder og til politiet. Men Zala havde kræfter bag sig, som gjorde ham immun over for den slags, og det, Lisbeth for nylig havde husket i drømmen, var den dag, hvor hun fandt sin mor liggende livløs på gulvet, og hun besluttede sig for at uskadeliggøre faren på egen hånd. Det var det og så én ting til, der udgjorde hendes personlige sorte hul.
118
Alarmen gik klokken 01.18, og Frans vågnede med et sæt. Var der nogen inde i huset? Han følte en uforklarlig angst og strakte armen ud i sengen. August lå ved siden af ham. Drengen måtte have listet sig ind som sædvanlig, og nu jamrede han sig uroligt, som om alarmens hylen havde fundet vej ind i hans drømme. Min lille dreng, tænkte Frans. Så stivnede han. Var det fodtrin? Nej, det var sikkert bare noget, han bildte sig ind. Under alle omstændigheder kunne han ikke høre andet end alarmen. Han kastede et uroligt blik mod uvejret derude. Det så ud til, at det var blæst mere op end nogensinde. Havet piskede mod bådebroen og strandkanten. Glasruderne rystede og gav sig i stormen. Kunne vindstødene have sat alarmen i gang? Måske var det så enkelt. Han var imidlertid nødt til at kigge efter og ringe efter hjælp, hvis det var nødvendigt, og se, om den der bevogtning, Gabriella Grane havde bestilt, omsider var nået frem. To mand fra ordens politiet havde været på vej til ham i timevis. Det var helt paro disk. De var hele tiden blevet hindret af uvejret og en række kon traordrer: Kom og hjælp til med dette og hint! Først det ene og så det andet, og han var enig med Gabriella i, at det virkede håb løst inkompetent. Men det var noget, han måtte tage sig af senere. Nu måtte han ringe. Der var bare det, at August vågnede eller var lige ved at vågne, så Frans måtte gøre noget i en fart. En hysterisk August, som bankede kroppen imod sengegavlen, var det sidste, han havde brug for lige nu. Ørepropperne, slog det ham, de gamle grønne øre propper, han havde købt i lufthavnen i Frankfurt. Han fandt dem frem fra natbordet og trykkede dem forsigtigt ind i sønnens ører. Så stoppede han dynen ned omkring ham og kyssede ham på kinden og strøg ham over det krøllede, viltre hår. Derefter sørgede han for, at kraven på pyjamasjakken lå rigtigt, og at hovedet hvilede rart på puden. Det var ubegribeligt. Frans var bange og havde travlt, eller burde i al fald have det. Alligevel trak han tiden ud og puslede om sønnen. Måske var det sentimentalitet i kriseøjeblikket. Eller også ville han udskyde mødet med det, som ventede derude, og et øjeblik ønskede han sig 119
virkelig et våben. Ikke fordi han ville have vidst, hvad han skulle stille op med det. Han var en skide programmør, som havde fået faderfølelser på sine gamle dage, det var det hele. Han burde ikke være havnet i den her suppedas. Fanden tage Solifon og NSA og alle kriminelle orga nisationer! Men nu måtte han tage sig sammen, og med listende, usikre skridt gik han ud i entréen, og inden han gjorde noget andet, inden han så meget som så ud mod vejen derude, slukkede han for alarmen. Spektaklet havde sat hele hans nervesystem på den anden ende, og i den pludselige stilhed, som fulgte, stod han stille i entréen, ude af stand til at foretage sig noget. Så ringede hans mobiltelefon, og selvom han forskræmt for sammen, var han alli gevel taknemmelig. “Ja,” svarede han. “Hallo, det er Jonas Anderberg, vagthavende på Milton Secu rity. Er alt i orden?” “Hvad? Ja ... det tror jeg. Min alarm gik i gang.” “Det ved jeg, og ifølge vores anvisninger skal De i den slags situationer søge ned til det sikrede rum i kælderen og låse døren. Er De dernede?” “Ja,” løj han. “Fint, glimrende. Ved De, hvad der er sket?” “Overhovedet ikke. Jeg vågnede ved, at alarmen gik i gang. Jeg har ingen anelse om, hvad der har udløst den. Kan det ikke være stormen?” “Næppe ... vent lidt!” Jonas Anderberg lød pludselig ukoncentreret. “Hvad er der?” spurgte Frans nervøst. “Det ser ud til ...” “For helvede da, så sig dog noget. Jeg er bange.” “Undskyld, rolig, rolig ... jeg er ved at gennemgå billedsekvenser fra Deres kameraer, og det ser desværre ud til, at ...” “Til at hvad?” “At De har fået besøg. En mand, ja, De kan jo selv se det senere – en lang, tynd mand med solbriller og kasket har snuset rundt på 120
Deres ejendom. Han har været der ad to omgange, så vidt jeg kan se, men som sagt ... jeg har lige opdaget det. Jeg må studere det nærmere for at kunne sige mere.” “Hvad er det for en type?” “Ja, hør nu her, det er jo ikke så let at sige.” Jonas Anderberg studerede åbenbart billedsekvenserne igen. “Men måske ... jeg ved ikke ... nej, jeg burde ikke begynde at gætte endnu,” fortsatte han. “Jo, vær sød at gøre det. Jeg har brug for noget konkret. Som terapi.” “Okay, så kan man måske sige, at der i det mindste er én omstændighed, som virker betryggende.” “Og hvad er det?” “Det er hans gang. Manden bevæger sig som en narkoman – som en fyr, der har taget stoffer. Der er noget klodset og unatur ligt ved hans måde at bevæge sig på, og det kunne jo tyde på, at han bare er en almindelig stofmisbruger og tyv. På den anden side ...” “Ja?” “Skjuler han sit ansigt lige lovlig godt, og så ...” Jonas tav atter. “Fortsæt!” “Vent lidt.” “De gør mig nervøs, ved De godt det?” “Det var ikke meningen. Men ved De ...” Balder stivnede ved lyden af en bilmotor i hans indkørsel. “... De får besøg.” “Hvad skal jeg gøre?” “Bliv, hvor De er.” “Okay,” sagde Frans og blev lammet stående, men et helt andet sted end der, hvor Jonas Anderberg troede, han var. Da telefonen ringede klokken 01.58, var Mikael Blomkvist stadig vågen. Men eftersom mobilen stadig lå i hans cowboybukser på gulvet, lykkedes det ham ikke at nå at tage den. Desuden var 121
det et hemmeligt nummer, og han bandede og krøb ned i sengen igen og lukkede øjnene. Det måtte ikke blive endnu en søvnløs nat. Lige siden Erika var faldet i søvn kort før midnat, havde han ligget og vendt og vredet sig og tænkt over sit liv, uden at særlig meget af det føltes godt, selv ikke forholdet til Erika. Han havde elsket Erika i årtier, og intet tydede på, at hun ikke følte det samme for ham. Men det var ikke helt så enkelt længere, og måske var Mikael begyndt at føle en vis sympati for Greger. Greger Beckman var kunstner og Erikas mand, og ingen kunne kalde ham skinsyg eller smålig. Tværtimod. Da Greger havde indset, at Erika aldrig ville komme sig over Mikael eller ville kunne afholde sig fra at flå tøjet af ham, var han ikke sprunget i luften, og han havde heller ikke truet med at flytte til Kina med konen. Han havde indgået en over enskomst: “Du kan være sammen med ham – bare du altid vender tilbage til mig.” Og sådan blev det. De skabte en ménage à trois, en ukonventionel konstellation, hvor Erika for det meste sov hjemme i Saltsjöbaden sammen med Greger, men nu og da her hos Mikael på Bellmansgatan, og i årenes løb havde Blomkvist tænkt, at det virkelig var en fantastisk løsning, sådan én som flere par, der levede under tosomhedens tyranni, burde have. Når Erika havde sagt: “Jeg elsker min mand mere, når jeg får lov at være sammen med dig også,” eller da Greger ved et eller andet cocktailparty havde lagt armen om ham i en broder lig omfavnelse, havde Mikael takket sin heldige stjerne for arran gementet. Ikke desto mindre var han den senere tid begyndt at tvivle, måske fordi han i det hele taget havde fået mere tid til at tænke over sit eget liv, og det havde slået ham, at ikke alt, hvad der kaldes aftaler, nødvendigvis er det. Tværtimod kan én part selvstændigt gennemtrumfe noget under dække af en fælles beslutning, og i det lange løb viser det sig ofte, at nogen alligevel har lidt, trods alle forsikringer om det modsatte, og oprigtigt talt: Erikas telefonopringning til Greger sent i går aftes 122
var ikke akkurat blevet modtaget med begejstring. Måske lå også Greger vågen lige nu. Mikael anstrengte sig for at tænke på noget andet. Han for søgte endda at dagdrømme lidt. Men det hjalp ikke meget, og til sidst stod han op, fast besluttet på at foretage sig noget fornuftigt i stedet for. Hvorfor ikke læse lidt om industrispionage, eller end nu bedre: skitsere en alternativ finansieringsplan for Millennium? Han tog tøj på og satte sig ved computeren og tjekkede indbak ken i mailen. Det var som sædvanlig mest bras, selvom nogle af beskederne indgød ham fornyet mod. Der var opmuntringer fra Christer og Malin og Andrei Zander og Harriet Vanger i forhold til den kom mende strid med Serner, og han besvarede dem med en tone af større kamplyst, end han egentlig følte. Bagefter tjekkede han Lisbeths postkasse uden at forvente sig noget. Men så lyste han op. Hun havde svaret. For første gang i evigheder havde hun givet et livstegn fra sig: Balders intelligens er ikke spor kunstig. Hvordan står det til med din egen nu for tiden? Og hvad sker der, Blomkvist, hvis vi skaber en maskine, der er klogere end os selv? Mikael smilede og mindedes den sidste gang, de mødtes over en kop kaffe på Kaffebar på Sankt Paulsgatan, og derfor gik der lidt tid, inden han begyndte at reflektere over, at hendes hilsen inde holdt to spørgsmål: Det første var en lille venskabelig spydighed, som nok desværre rummede et gran af sandhed. Det, han havde skrevet i bladet den senere tid, havde savnet intelligens og ægte nyhedsværdi. Som så mange andre journalister havde han bare kørt på og brugt velkendte greb og formuleringer. Men det var nu, hvad det var, og det morede ham mere at gruble over Lisbeths andet spørgsmål, hendes lille gåde, egentlig ikke fordi den interesserede ham særlig meget, men fordi han ville skrive noget åndrigt tilbage. Hvis vi skaber en maskine, som er klogere end os selv, tænkte han, hvad sker der så? Han gik ud i køkkenet og åbnede en flaske Ramlösa og satte sig ved køkkenbordet. Neden under ham hostede 123
fru Gerner slemt, og ude i byen hylede en sirene i stormen. Jo, sva rede han sig selv, så får vi en maskine, som kan gøre alle de kloge ting, vi selv kan, plus lidt til, for eksempel ... Han lo højt, da han forstod pointen med spørgsmålet. En sådan maskine måtte også kunne fremstille noget, som var mere intelligent end sig selv, efter som vi jo kunne fremstille den, og hvad ville der så ske? Givetvis at den nye maskine også kunne skabe noget, som var smartere, og så videre med den næste maskine og den næste og næste, og snart ville selve ophavet til det hele, menneskene selv, ikke være mere interessante for den seneste computer end små, hvide mus. Vi ville få en intelligenseksplosion hinsides al kontrol. Det ville blive som i Matrix-filmene. Mikael smilede og gik tilbage til computeren og skrev: Hvis vi skaber sådan en maskine, får vi en verden, hvor selv ikke Lisbeth Salander er så blæret. Derefter sad han stille lidt og stirrede ud ad vinduet, så godt det nu kunne lade sig gøre for snefoget. Nu og da kastede han et blik gennem den åbne dør på Erika, som sov tungt og intet vidste om maskiner, som bliver mere intelligente end menneskene, eller i hvert fald ikke bekymrede sig om det lige nu. Så fandt han mobi len frem. Han havde en idé om, at den havde sagt pling, og ganske rig tigt: Han havde en ny besked. Han blev lidt urolig uden helt at vide hvorfor. Men bortset fra gamle elskerinder, som ringede i fuldskab og ville have sex, plejede der kun at komme dårlige nyheder om natten, og derfor tjekkede han beskeden med det samme. Stem men på telefonsvareren lød jaget: Mit navn er Frans Balder. Undskyld, jeg ringer så sent. Jeg beklager meget. Men min situation er blevet temmelig kritisk. Det er i hvert fald sådan, jeg oplever det, og jeg har netop opdaget, at du har forsøgt at komme i kontakt med mig. Det er faktisk et mærkværdigt sammentræf. Jeg har nogle ting, jeg længe gerne har villet fortælle, og som jeg tror, vil interessere dig. Du må gerne melde tilbage hurtigst muligt. Jeg har en følelse af, at det haster. Dernæst opgav Frans et telefonnummer og en mailadresse, og 124
Mikael skrev dem ned og sad stille et øjeblik og trommede med fingrene på køkkenbordet. Så ringede han op. Frans Balder lå opskræmt og nervøs i sin seng. Men han var trods alt noget roligere nu. Den bil, der var kommet kørende, havde vist sig at være politibevogtningen. Det var to mænd i fyrre årsalderen, en meget høj og en ret lille mand, som begge to så lidt selvtilfredse og storsnudede ud, med samme type kortklippede, smarte frisurer, men de optrådte høfligt og undskyldte tilbørligt for forsinkelsen. “Vi er blevet informeret om situationen af Milton Security og af Gabriella Grane,” forklarede de. De vidste således, at en mand med kasket og mørke solbril ler havde snuset rundt på grunden, og at de skulle være opmærk somme. Derfor afslog de tilbuddet om en kop varm te i køkkenet. De ville holde opsyn med huset, og Frans syntes, at det lød profes sionelt og klogt. Han fik ikke noget overdrevet positivt indtryk af dem. På den anden side fik han heller ikke noget overdrevet dårligt indtryk. Han havde fået deres telefonnumre og var vendt tilbage til sin seng og til August, som stadig lå i fosterstilling og sov med de grønne ørepropper i ørerne. Men selvfølgelig havde Frans ikke kunnet falde i søvn igen. Han lyttede efter lyde derude i stormen, og til sidst satte han sig op i sengen. Han tjekkede mobilen. Der var to talebeskeder fra Linus Brandell, som på en gang lød defensiv og emsig. Først ville Frans bare lægge på. Han orkede ikke at høre på Linus’ plageri. Men så opfattede han alligevel et par interessante ting. Linus havde talt med Mikael Blomkvist på bladet Millennium, og nu ville Blomkvist i kontakt med ham. Frans faldt i staver. Mikael Blom kvist, mumlede han. Skal han være min forbindelse til verden? Frans Balder vidste ikke noget videre om det svenske journalist korps. Men Mikael Blomkvist kendte han til, og så vidt han vidste, var det en person, som altid gik i dybden med sine historier og aldrig gav efter for pres. Det var jo i og for sig ikke sikkert, at han 125
var den rigtige mand til opgaven, og et eller andet sted huskede Frans også, at han havde hørt mindre smigrende ting om ham, så han rejste sig og ringede til Gabriella Grane igen – Gabriella som vidste alt, hvad der var værd at vide om medierne, og som havde sagt, at hun ville blive siddende oppe og arbejde i nat. “Hallo,” svarede hun straks. “Jeg skulle lige til at ringe til dig. Jeg sidder og kigger på manden fra overvågningskameraerne. Vi bør nok trods alt flytte dig.” “Herregud, Gabriella, nu er politibetjentene jo omsider kommet. De sidder lige uden for døren.” “Nu er der jo ingen, der siger, at han vender tilbage via hoved døren.” “Hvorfor skulle han overhovedet komme tilbage? Han lignede en gammel narkoman, sagde de på Milton.” “Det er jeg nu ikke så sikker på. Han har en eller anden kasse med sig, noget teknisk. Vi bør nok sørge for at være på den sikre side.” Frans kastede et blik på August ved sin side. “Jeg flytter gerne i morgen. Det vil sikkert være godt for mine nerver. Men jeg foretager mig ikke noget i nat. Jeg synes, dine politibetjente virker professionelle, nogenlunde professionelle i hvert fald.” “Har du nu tænkt dig at være stædig igen?” “Ja, det har jeg.” “Okay, så skal jeg sørge for, at Flinck og Blom kommer op i omdrejninger og holder øje med hele grunden.” “Godt, godt, men det er ikke derfor, jeg ringer. Du rådede mig til at ‘go public’. Kan du huske det?” “Ja ... jo ... Det er selvfølgelig ikke ligefrem Säpos normale stra tegi, men jeg synes i og for sig stadig, det er en god idé. Men først vil jeg gerne have, at du fortæller os, hvad du ved. Jeg begynder at få en grim fornemmelse af hele den her historie.” “Så tales vi ved i morgen tidlig, når vi har sovet. Men du, hvad mener du om Mikael Blomkvist fra Millennium? Ville han være god at tale med?” 126
Gabriella brast i latter. “Hvis du vil give mine kolleger en prop, skal du endelig snakke med ham.” “Er det så slemt?” “Her i Säpo skyer man ham som pesten. Hvis Mikael Blomkvist står i opgangen, ved man, det bliver et dårligt år, som man siger. Alle her, inklusive Helena Kraft, ville på det kraftigste fraråde det.” “Men nu spørger jeg dig.” “Og så svarer jeg, at det er godt tænkt. Han er en forbandet god journalist.” “Men er han ikke også blevet kritiseret?” “Absolut, den senere tid har man sagt, at han er passé og ikke skriver tilstrækkelig positivt og opmuntrende, eller hvad det nu er. Han er en gammeldags, dybdeborende journalist af prima kvalitet. Har du hans nummer?” “Min gamle assistent gav mig det.” “Fint. Alle tiders. Men inden du kontakter ham, må du love mig, at du først fortæller os det hele. Lover du det?” “Det lover jeg, Gabriella. Nu vil jeg prøve at sove lidt.” “Gør det, så holder jeg kontakt med Flinck og Blom og sørger for en sikker adresse til dig i morgen.” Efter at han havde lagt på, forsøgte han at falde lidt til ro igen. Men det var stadig helt umuligt. Uvejret gav ham tvangstanker. Det føltes, som om der var noget ondt på vej imod ham fra havet derude, og hvor nødig han end ville, lyttede han anspændt efter hver eneste afvigelse i lydbilledet omkring sig, og efterhånden blev han mere og mere rastløs og urolig. Han havde ganske vist lovet Gabriella at tale med hende først. Men efter et stykke tid syntes han ikke længere, det kunne vente. Alt det, han så længe havde tiet om, trængte sig på og ville ud, selvom han forstod, at det var irrationelt. Ingenting kunne være så akut. Det var midt om natten, og uanset hvad Gabriella sagde, var han nok langt sikrere, end han havde været i lang tid. Han havde politibevogtning og en førsteklasses alarmanordning. Men det hjalp ikke. Han var skræmt. Derfor fandt han det nummer frem, 127
Linus havde givet ham, og ringede, men selvfølgelig tog Blom kvist den ikke. Hvorfor skulle han også det? Det var alt for sent. I stedet indtalte Frans hektisk en hviskende besked for ikke at vække August. Så tændte han natbordslampen ved siden af sengen og kiggede lidt i bogreolen til højre for sengen. Der stod en hel del litteratur, som ikke havde noget med hans arbejde at gøre. Han bladrede distræt i en gammel roman af Stephen King, Dyrekirkegården. Men så begyndte han at tænke endnu mere på onde væsener, der bevægede sig ude i natten og mørket, og han blev bare stående der med bogen i hånden. I det samme skete der noget med ham. Han fik en tanke, en intens for nemmelse af fare, som han sikkert i fuldt dagslys ville have afvist som latterlig, men som lige i det øjeblik føltes højst virkelig, og han blev grebet af en pludselig lyst til at tale med Farah Sharif eller måske snarere med Steven Warburton i Los Angeles, som jo helt sikkert var vågen, og mens han overvejede spørgsmålet og forestil lede sig alle mulige scenarier, stirrede han ud mod havet og natten og de rastløst jagende skyer på himlen. Så ringede telefonen, som om den havde hørt hans bøn. Men det var selvfølgelig hverken Farah eller Steven. “Mit navn er Mikael Blomkvist,” sagde en stemme. “Du har ringet?” “Det er rigtigt. Undskyld, jeg ringede så sent.” “Helt i orden. Jeg var vågen.” “Ligesom mig. Har du tid til at snakke nu?” “Absolut. Jeg har faktisk lige besvaret en besked fra en person, jeg tror, vi begge to kender. Hun hedder Salander.” “Hvem?” “Undskyld, måske har jeg misforstået det hele. Men jeg havde det indtryk, at du havde betroet hende at gennemgå jeres compu tere for at spore et formodet hackerangreb.” Frans brast i latter. “Ja, hold da op, hun er virkelig en speciel pige,” sagde han. “Men hun afslørede aldrig sit efternavn, selvom vi havde en del kon 128
takt en overgang. Jeg antog, at hun havde sine grunde til det, og jeg pressede hende heller aldrig. Jeg traf hende under en af mine forelæsninger på Kungliga Tekniska Högskolan. Jeg skal gerne for tælle om det. Det var ret forbløffende. Men det, jeg havde tænkt mig at spørge om, var ... ja, du synes sikkert, det er en vanvittig idé.” “Nogle gange kan jeg godt lide vanvittige idéer.” “Du skulle vel ikke have lyst til at komme herud nu? Det ville betyde meget for mig. Jeg sidder inde med en historie, som jeg tror, er temmelig sprængfarlig. Jeg vil gerne betale din taxa frem og tilbage.” “Det er venligt af dig, men vi står altid for vores egne omkost ninger. Hvorfor skal vi tale sammen nu midt om natten?” “Fordi ...” Frans tøvede. “Fordi jeg har en følelse af, at det haster, eller egentlig mere end en følelse. Jeg har netop fået at vide, at jeg er i fare, og for blot et par timer siden var der nogen, der sneg rundt på min grund. Jeg føler mig skræmt, for at være helt ærlig, og jeg vil gerne have de her oplysninger ud af systemet. Jeg vil ikke læn gere sidde alene med dem.” “Okay.” “Okay, hvad?” “Jeg kommer – hvis jeg kan få fat i en taxa.” Frans gav ham adressen og lagde på. Så ringede han til professor Steven Warburton i Los Angeles og talte koncentreret og intenst med ham over en krypteret linje i tyve-tredive minutter. Derefter stod han op og tog et par jeans på og en sort kashmirsweater og fandt en flaske Amarone frem, i tilfælde af at Mikael Blomkvist syntes om den slags. Men han kom ikke længere end til døråbnin gen, så for han forskræmt sammen. Han syntes, han havde opfattet en bevægelse, noget som flag rede forbi. Han kiggede nervøst ud mod bådebroen og havet. Men han kunne ikke se noget. Det var det samme øde, stormomsuste landskab som før. Han affærdigede hele sagen som indbildning, et produkt af sin nervøse sindstilstand, eller han forsøgte i hvert fald at gøre det. Derefter forlod han soveværelset og fortsatte langs det store vindue op mod etagen ovenover. Men så blev han grebet af 129
en ny urovækkende fornemmelse og vendte sig hastigt om igen, og denne gang skimtede han virkelig noget ovre ved naboen Ceder valls hus. Der kom nogen løbende derovre langs træerne, og selvom Frans ikke så personen særlig længe, noterede han sig dog, at det var en kraftig mand med rygsæk og mørkt tøj. Manden løb duknak ket, og der var noget professionelt over hans bevægelser, som om han havde løbet sådan mange gange, måske i en fjern krig. Der var noget effektivt og veltrænet over det, som gav Frans associa tioner til noget filmisk og skræmmende, og måske var det derfor, der gik nogle sekunder, inden han fandt mobilen frem og forsøgte at finde ud af, hvilke af numrene på hans samtaleliste der tilhørte betjentene derude. Han havde ikke ført dem ind i listen over kontakter, men bare ringet dem op, så numrene var på hans display, og nu blev han usikker. Hvilke var deres? Han vidste det ikke, og med skælvende hænder prøvede han ét, som han troede var rigtigt. Først var der ingen, der tog den. Tre, fire, fem ringetoner. Så lød der en stemme: “Blom hér, hvad sker der?” “Jeg så en mand løbe langs med træerne i naboens have. Jeg ved ikke, hvor han er nu. Men han kunne godt være oppe ved vejen hos jer.” “Okay, vi ser efter.” “Han virkede ...” fortsatte Frans. “Hvad?” “Jeg ved ikke ... hurtig.”
130