Himlen over Gellerup - eller Gellerup og den skrivende klasse Essay
Af Keld Conradsen Forfatter, filosof og geolog
Himlen over Gellerup - eller Gellerup og den skrivende klasse
Af Keld Conradsen Forfatter, filosof og geolog
For ikke længe siden kom jeg en smule tilfældigt gennem Gellerups betonblokke i den vestlige del af Aarhus. Jeg kender Gellerup godt, faktisk har jeg netop udgive en roman om bydelen og om det nærliggende Bispehaven, men i netop denne del havde jeg ikke været et stykke tid. Det var næsten ikke til at kende. Hele blokke var revet ned, der var blevet åbnet og bygget nye veje og rundkørsler. Mit gamle kollegie så sølle og forladt ud og stod, fandt jeg bagefter ud af, over for at blive revet ned. Byggeriet i Gellerup har stået på i et par år nu. Det er en del af Helhedsplanen for Gellerup, efter sigende Danmarks mest ambitiøse byfornyelsesprojekt. Det ændrer imidlertid ikke ved, at næsten ligegyldigt, hvor man befinder sig i Aarhus, så troner de rektangulære betonklodser i horisonten. Gellerup er stadig den ikoniske ghetto, stedet med bander, ildspåsættelser, politikonflikter og radikale imamer, i manges bevidsthed indbegrebet af parallelsamfund og kulturel undertrykkelse og et sindbillede på alt det, der er gået galt med integrationen i Danmark gennem snart halvtreds år. Jeg har mit eget særlige forhold til Gellerup. På en måde har jeg kredset om bydelen det meste af mit voksenliv. Og det var virkelig ikke planlagt, men pludselig havde jeg altså skrevet en roman om den. Ikke kun om Gellerup, også om København og New York og om ulighed og en epoke på halvtreds år, om litteraturens ansvar i forhold til samfundet ikke mindst, og også en humoristisk roman, for humoren må man aldrig glemme. Men i høj grad også en roman om at vokse op i Gellerup og Bispehaven. Det var først bagefter, da det hele var slut, at jeg kom til at undre mig over, hvor lidt de såkaldte ghettoer fylder i dansk skønlitteratur. Sandt nok, der findes ghettolitteratur. Yahya Hassan, naturligvis, der på det mest fantastiske har digtet om Aarhus V, om end ikke meget om Gellerup, og Morten Pape, der har skrevet om Urbanplanen i København. Men meget er der ikke, ghettoernes åbenlyse litterære potentiale taget i betragtning (Karina Pedersens bog var fx ikke en roman), og slet ikke fra forfattere uden ghettobaggrund. Om Gellerup kan jeg ikke komme i tanker om noget som helst.
Jeg kom til at tænke: Kan det være, at ghettoernes litterære fravær stikker dybere end danske forfatteres manglende ghettoerfaring? Kan det skyldes, at de toneangivende litterater i Danmark, de ansete i den skrivende klasse, de afhængige og alle wannabes, forfattere og anmeldere, kulturredaktører, universitetslektorer, forfatterskoleundervisere, udvalgsmedlemmer m.m. (ingen nævnt, ingen glemt) gennem snart mange år stille og roligt har kastreret litteraturen? At de er hoppet på den æstetiske limpind og har reduceret litteraturen til gold, formalistisk navlepilleri? At de kort sagt sidder i elfenbenstårnet og skriver om de nærmeste omgivelser? Den tanke er naturligvis blevet luftet før. Men pludselig var den meget reel. Jeg kan sige, at jeg aldrig har følt mig tilpas i Gellerup. Den dag i dag føler jeg mig fremmed mellem blokkene. Jeg ved, at jeg langt fra forstår alt, hvad jeg ser, og at ikke alt bag facaden tåler dagens lys. Og selv om jeg ved en masse om bydelens mangfoldige kulturer og etniciter, om hvem der kom hvorfra hvornår, selv om jeg både selv har oplevet forandringerne og har researchet og studeret og levet mig ind, dét var nødvendigt for overhovedet at kunne skrive, så føler jeg mig iagttaget og dømt på forhånd, når jeg er i Gellerup. Jeg har en stærk fornemmelse af, at det tages for givet, at jeg ikke kán forstå. Det er naturligvis såre menneskeligt og normalt, men ingen steder føles det stærkere end i Gellerup. Dertil kommer, at Gellerup er grim. Allerede før den igangværende ombygning blev den forsøgt forskønnet og renoveret, men når man i gamle dage bevægede sig ind mellem blokkene, var gråheden ved at tage livet af en. Det siges, og det lyder som en sandsynlig historie, at arkitektens kone i sin tid græd ved synet af den færdige Gelleruppark. Jeg satte første gang mine ben i Gellerup i sommeren 1986. Her bor kun indvandrere og studerende, sagde en ven, der boede der i forvejen, og så bankede han ellers dramatisk på betonen og fortsatte: Og det her er den ægte vare. Det første havde han ikke helt ret i, men det var ikke meget galt. Allerede dengang boede der først og fremmest indvandrere i Gellerup. På det tidspunkt havde jeg forladt mit dansk/tyske urfjeld og var flyttet rundt i nogle år, jeg havde rejst og været soldat og kom denne varme sommerdag kørende i en flyttevogn fra Aalborg sammen med en anden ven. Måske var det fornemmelsen af at være kommet til en by, jeg ville blive i, der gjorde ankomsten særlig. Vi flyttede mine få ting ind på et værelse i Gellerupkollegiet, og så boede jeg ellers i Gellerup. Kollegiet var en relativt afsondret del af Gellerup. Her boede kun danske studerende, men vi levede i betonen blandt mangfoldigheden af mennesker: tildækkede kvinder med barnevogne omgivet af småbørn, halvstore drenge i grupper, halvgamle mænd med fez, som med armene på ryggen vandrede rundt og rundt om Nordgårdsskolens fodboldbane, og som der var noget fortabt ved.
Det lyder formentlig mere farverigt, end det var. Gellerup var først og fremmest grå. Allermest om vinteren, og allerede efter et år forlod jeg betonen og flyttede tættere på byen. Men jeg fortsatte med at komme i Gellerup, især i bofællesskaberne i de store og billige lejligheder i blokkene på Bentesvej, Jettesvej, Dortesvej og ikke mindst den ikoniske Gudrunsvej. De fleste beboere i Gellerup var på det tidspunkt tyrkere, som var kommet i starten af 70´erne for at arbejde. Andre kom fra Pakistan, Marokko, Iran eller Irak. Fra midten af 80´erne havde borgerkrigen i Libanon ført palæstinenserne til landet. Senere i 90´erne, da jeg kom sjældnere i Gellerup, kom der nye flygtninge fra blandt andet det tidligere Jugoslavien og Somalia. På det tidspunkt spillede jeg af og til fodbold i Gellerup mod indvandrerhold. Det foregik enten på Gellerupskolen eller Nordgårdsskolen midt i Gellerup, og det kunne være voldsomt. Vilde tacklinger, kollektiv ophidselse, følelser af forurettelse, trusler mod dommere og modspillere om tæsk og på livet, udelukkelser fra turneringer. Alt det, der af og til fandt vej til medierne: Jeg har oplevet det meste. Gellerupskolen havde dengang omkring firs procent elever med anden etnisk baggrund end dansk. Nordgårdsskolen havde nået de hundrede procent. Endnu senere, i 2003, flyttede jeg igen mod vest til Åbyhøj midt mellem Gellerup og Aarhus´ midtby. Mine børn kom til at gå i Åby Skole på et tidspunkt, hvor Århus Kommune var begyndt at køre børn fra Gellerup rundt til kommunens øvrige skoler, de såkaldte busbørn. Den trafik blev forstærket, da Nordgårdsskolen og et par andre blev lukket. Mine børn gik nu i klasse med børn fra Gellerup, Åby Skole sneg sig op på 20-25% tosprogede børn, jeg begyndte at møde indvandrerforældre fra Gellerup til skolearrangementer, fødselsdagsfester og fritidsaktiviteter. Jeg kom til at omgås forældrene, selv om fremmødet fra Gellerup ikke altid var stort, og kløften nogle gange var stor. En mand med somalisk baggrund er jeg kommet til at kende godt. Jeg har efterhånden levet 30 år i Aarhus. Nu er de første faser af det store renoveringsprojekt så overstået. Den nye, næsten skriggrønne kunstgræsbane midt i Gellerup, hvor jeg for ikke længe siden var til fodbold med min yngste søn, lyser op i betonen. Men Gellerup er stadig et symbol og et fænomen, omend ikke helt så grim som før, og den troner stadig i horisonten. Og jeg bryder mig stadig ikke synderligt om at være der. Mangfoldighedens positive sider kan man få øje på i Bazaren, men ikke mellem blokkene, og den kulturelle undertrykkelses tegn er alt for tydelige. Nu har jeg så skrevet en roman om Gellerup. Hvilket bringer mig tilbage til litteraturen. Jeg er naturligvis klar over de begrænsninger, der er på mit perspektiv på Gellerup. Jeg er ikke vokset op derude, hverken som dansker eller indvandrerefterkommer. Jeg har ikke boet i blokkene som barn og ung, jeg har ikke gået på en skole uden danske elever. Jeg har ikke levet omgivet af fremmede kulturer og tilhørt en lavtanset samfundsgruppe. Jeg er måske en slags indvandrer, men jeg har ikke ghettobaggrund.
Jeg forudser, at flere sider vil beskylde mig for at skrive om noget, jeg ikke kender til og burde holde mig fra. Til det vil jeg for det første svare, at jeg allerede har skrevet om alt muligt andet, jeg ikke har førstehåndskendskab til, tidsperioder, menneskealdre, seksuel orientering, samfundsklasser. Det er både en forfatters ret og lod at leve sig ind i og skrive om det ukendte, de eneste relevante diskussioner i den sammenhæng er om den litterære kvalitet og eventuelle moralske aspekter. Og for det andet vil jeg svare, at så meget ved jeg trods alt om Gellerup, at den langtfra er en homogen størrelse, at den tværtimod er fuld af modsætninger og perspektiver. At ingen med andre ord kan påberåbe sig patent på Gellerup. Jeg vil tværtimod vende det rundt og spørge, om ikke jeg, med lige præcis min historie, netop burde skrive om Gellerup? Hvilket så bringer mig tilbage til, hvad jeg ovenfor kaldte den skrivende klasse. Som sagt, kritikken af den er ikke ny. Beskyldningen om elfenbenstårnet er vel lige så gammel som litteraturen selv. For nylig hørte vi den i en amerikansk version, da toneangivende forfattere (Siri Hustvedt, Jonathan Safran Foer, Paul Auster, Jonathan Franzen m.fl.) blev beskyldt for at bære deres del af ansvaret for Trumps valgsejr ved kun at have skrevet om deres egen, priviligerede verden. Men er kritikken end gammel, så er den også berettiget, og i Danmark er den overordentlig påkrævet. Det er et stort problem, når en bestemt smag (læs: minimalisme, forfatterskolestil, formalisme, vi ved, hvad vi snakker om) tilraner sig magten i den litterære verden og definerer, hvad der er efterstræbelseværdigt. Og det er et endnu større problem, når selvsamme smag med sin vægtning af det æstetiske og nære bliver navlepillende og elitær. For så bliver den også småborgerlig og ufarlig, så holder den op med at være den udfordrer af magten, den burde være. Så bliver den tværtimod magtens og den herskende ordens allierede, og noget kunne i disse år tyde på, at den også bliver populismens nyttige fjendebillede. Gellerup er naturligvis kun et eksempel på, at samfundsproblemer ikke bliver taget op i dansk litteratur. Men man kunne nævne så meget andet. Hvor for eksempel er litteraturen om mekanismerne bag den voksende ulighed? Om indvandringens risici og frygten for den? Hvem skriver for alvor om, hvad kapitalismen, internettet, Facebook og den permanente digitale opmærksomhed gør ved os? Ikke bare hvordan det føles, men hvad det gør ved os som individer og som samfund? Hvor i litteraturen finder vi de fattige, svage og udsatte, som ikke har nogen stemme? Hvor er forargelsen blevet af, indignationen, hvor er den ægte politiske litteratur, der ikke kun indtager et individuelt perspektiv, men tager fat i strukturerne og udstiller magten og dens udøvere? Hvor er vor tids Hans Scherfig, vor tids socialrealister, hvem skriver betonliberalismen imod?
Man kan kun undre sig over denne litteraturens fattige tilstand i Danmark. Hvorfor dog være i elfenbenstårnet? Hvorfor dog stå så urimeligt fast på en bestemt litterær smag? Hvorfor ekskludere så meget fantastisk litteratur fra det gode selskab? Og ikke mindst, hvorfor denne afvisning af, at litteratur bør kunne yde mere end æstetisk nydelse og eksistentielt pilleri? Hvorfor, for bare at nævne et enkelt skrækkeligt anmeldereksempel fra Politiken, måle Yahya Hassan ene og alene på hans digtes æstetiske kvaliteter og totalt ignorere det fænomenale indhold? Yahya Hassans digtsamling befinder sig lysår over al anden dansk samtidslitteratur, netop fordi det æstetiske og kritiske smelter så fantastisk sammen. Og ja, Hassan er kun et enkelt eksempel, og ellers generaliserer jeg om både det ene og det andet, og generaliseringer er altid urimelige. Men nogle gange er man nødt til at generalisere, og jeg skriver om en tendens, som vi har diskuteret længe, og som ingen ved sine fulde fem kan benægte. Man kan naturligvis gætte på forklaringer på kummerligheden. Og måske skal vi ikke skæve til litteraturen for at finde dem. Måske miseren afspejler en usolidarisk, selvoptaget samtid og et publikum, der vil stryges med hårene. I så fald er vi på den, for i så fald kæmper vi ikke kun mod markedskræfterne, men også mod den skrøbelige, menneskelige natur. Men noget af forklaringen kunne også være, at de toneangivende personer i den skrivende klasse er ganske godt tilfredse med deres positioner. At de ikke ønsker dem udfordret og føler sig meget godt tilpas som magtens skødehunde. Eller måske den skrivende, danske klasse er mere udannet og provinsiel, end vi går rundt og forestiller os? Måske vi er oppe mod en flok local heroes? Men hvad forklaringen end kan være: Er det ikke litteraturens forbandede pligt at være kritisk og udfordrende? På den anden side, måske er det godt nok, at den skrivende klasse holder sig fra ghettoerne. Måske opgaven ville være uoverskuelig og den litterære kvalitet elendig. Måske dansk litteratur allerede er så dresseret og kastreret og nedsunket i bekvemmelighed, at indignation og oprør ikke længere er mulig. Februar 2017
Keld Conradsen er født i 1963 og uddannet geolog og filosof. Han er vokset op med det ene ben i dansk kultur og det andet i tysk, en dobbeltkulturel baggrund, der har været inspiration til flere af hans romaner. Conradsens sjette roman CENTRIFUGEN udkom i februar 2017. Det er en både udfordrende og morsom roman om ulighed, kultursammenstød og kærlighed med udgangspunkt i to unges opvækst i ghettoerne vest for Aarhus.