Manden uden sorg

Manden uden sorg

KR ISTINA OHLSSON

Serien om Fredrika Bergman Askepot Tusindfryd Skytsengle Paradisoffer Davidsstjerner

Serien om Martin Benner Lotus Blues Mios Blues

Børnebøger Glasbørnene Sølvdrengen Stenengle

Kristina Ohlsson:

Manden uden sorg Oversat af Lilian Kingo

MANDEN UDEN SORG Oversat fra svensk efter:

MANDEN UTAN SORG Š Kristina Ohlsson 2013

Published by agreement with Salomonsson Agency 1. udgave 2016

www.modtryk.dk

Når jeg tænker tilbage på Tandem-sagen, husker jeg især alt blodet.

Billederne fra gerningsstedet var røde. Der var blod overalt. På vægge og gulve, loft og møbler. Man talte om sanseløs vold og om en morder uden samvittighed. Man sagde, han hed Robert Tandem.

Det var sommer. En forbandet regnfuld sommer. Stockholm lå bleg under en mørk himmel. Det ville være løgn at påstå, at jeg havde en masse at lave. Og så landede Roberts sag på mit skrivebord. Det er da klart, jeg ikke sagde nej tak. Medierne ville være ekstremt interesserede i sagen, og al den opmærksomhed, der ikke blev rettet mod Robert, ville blive rettet mod mig. Advokaten der ikke veg tilbage for selv det mest beskidte lort.

Man fandt hans fingeraftryk på øksen. Aftrykket af hans sko i blodet på gulvet. Der var ikke gjort skade på hoveddøren, så morderen måtte have låst sig ind med sin egen nøgle eller være blevet lukket ind. Eller allerede have befundet sig i huset. Det var soleklart, at min klient var skyldig i det mord, han var blevet anholdt og anklaget for.

Vi sad i Kronobergarresten. Jeg kastede et blik på mit armbåndsur. Rolex, klassisk model. Klokken nærmede sig frokosttid.

Jeg var sulten. Og hvad mere var, jeg havde fået nok af min håbløse klient. Jeg besluttede mig for at hjælpe ham på gled.

“Du var oppe at skændes med din kone,” sagde jeg. “Hvem ved, måske havde I haft det lidt vanskeligt på det seneste. Og så mistede du besindelsen og gik ud i garagen. Hentede øksen og gik tilbage ind i huset. Tvang hende til at tage alle sovepillerne på én gang, hvorefter du huggede hende med øksen.”

— 7 —

Jeg trak på skuldrene og forsøgte at se afvæbnende ud.

“Du blev simpelthen bare skidesur. Den slags sker. Eller også ville du bare hjælpe hende. Fordi hun var så syg af kræft.”

Min assistent Lucy kiggede på mig, men sagde ikke noget.

‘Den slags sker’ havde jeg sagt. Til en mand der havde hugget sin kone ihjel med ti øksehug. Jeg ville gerne have ham til at tro, at jeg mente det, jeg sagde. At jeg var på hans side. For det var jeg.

I det mindste lige i det øjeblik. Man har ret til en forsvarer, hvad man så end har lavet. Hvis bare han havde holdt sig fra øksen. Så havde det set ud som selvmord, for pillerne ville alligevel have taget livet af hende.

Men min klient, Robert Tandem, rystede bare på hovedet.

“Det var ikke det, der skete,” sagde han. “Det var ikke sådan, det var.” * Fandens også, så meget for mit forsøg på at få ham til åbne munden. Jeg anede et smil på Lucys ansigt og sendte hende et dystert blik. Det virkede ikke. Som sædvanlig ikke. Hun har aldrig haft den helt store respekt for mig.

“Nå, ikke,” sagde jeg. “Jamen, så kom med din egen version. Sig det, du har tænkt dig at sige i retten.”

“Det samme som det, jeg har sagt hele tiden. At det ikke var mig. At hun allerede var død, da jeg kom hjem. Jeg anede ikke engang, at hun var døende. Til mig havde hun sagt, at kemoterapien havde god effekt.”

“Og dit alibi? Hvor var du, da hun døde?”

Vi havde allerede været det her igennem flere gange. Han bed sig fast i sin latterlige historie. Påstod, at han og hans kone havde haft et udmattende skænderi. Så han havde forladt huset, sat sig ind i bilen og var kørt hen til Tessinparken på Östermalm, hvor han havde samlet en prostitueret op. På vej hjem var han blevet berøvet, mens han holdt for rødt. En bevæbnet mand tvang ham til at aflevere både mobil og GPS. Da røveren løb væk, tabte han en papirserviet, som min klient tog med, inden han ‘kørte hjem i en allerhelvedes fart’ for at ringe til politiet. Det var der, han fandt — 8 —

sin kone død i entreen. Han gled i blodet, og i panik trak han den økse ud, der stadig sad i brystet på hende.

Det var min klients forsvarstale. Hans forklaring på de beviser, som anklageren remsede op.

“Vi har talt om det her tidligere,” sagde jeg. “Lad mig gentage det, jeg allerede har sagt: Det holder ikke. Vi kan ikke finde den luder, du siger, du var sammen med. Vi kan ikke finde den GPS, der ville kunne vise, hvor din bil befandt sig på tidspunktet for drabet. Ingen af dine naboer har set dig køre væk eller komme hjem igen. Og vi kan ikke finde nogle spor efter en alternativ drabsmand. Ikke et eneste fingeraftryk, ikke et eneste hår. Den papirserviet, du fandt på gaden, er heller ikke til nogen hjælp.”

Robert Tandem kiggede på mig.

“Jeg lyver ikke,” sagde han. “Jeg har ikke myrdet Monika, min kone.”

Jeg mødte hans blik, så ind i hans grønne øjne. Og der var to ting, som gik op for mig: Han talte sandt. Han havde ikke myrdet sin kone. Men han sørgede heller ikke over hende. Ikke en eneste gang havde han set ked ud af det, når vi talte om, at hun var død. Robert Tandem var manden uden sorg. Spørgsmålet var, om han også var manden uden skyld. * Det stod ned i stænger, da Lucy og jeg forlod arresten og tog hen på Restaurant Mäster Anders for at spise frokost. Dyrt, men alle pengene værd.

“Du tror, han er uskyldig,” sagde Lucy.

“Ja.” Vi drak øl til maden. En vane, vi havde tillagt os i løbet af sommeren.

“Det kan umuligt passe, Martin. Jeg har aldrig i hele mit liv set en fyr, der var så skyldig som ham her.”

Jeg hævede øjenbrynene og ventede på, at hun skulle komme i tanke om den mand, jeg havde forsvaret det foregående år. Ham der havde tilstået, at han havde hugget sin brors højre hånd af — 9 —

og stegt den på grillen. Det var, hvad jeg ville kalde en skyldig fyr. Og syg.

“Tænker du på fyren med grillen nu igen?” spurgte Lucy.

“Nej,” sagde jeg.

Det sker, at jeg holder mig til sandheden, men nogle gange virker det ikke. Så lyver jeg i stedet.

“Kan du få øje på en alternativ drabsmand?” spurgte Lucy. “Hvis det ikke var Robert Tandem, der myrdede konen, hvem var det så?”

“Det spørgsmål er ikke relevant,” sagde jeg. “Det er ikke min opgave at fange morderen. Det er politiets. Jeg skal bare sørge for, at en uskyldig mand ikke ryger i spjældet for noget, han ikke har gjort.”

“Okay, så lad mig spørge på denne måde i stedet: Hvordan har du tænkt dig at få Robert frifundet?”

Jeg tog en bid af den bøf, jeg havde fået serveret. Drak af øllen.

“Ved at gøre det, jeg lige har sagt, jeg ikke under nogen omstændigheder ville gøre. Ved at gøre politiets arbejde. Ved at finde den rigtige morder.” * Det første, jeg gjorde, da jeg kom tilbage fra frokosten, var at gennemgå Robert Tandem-sagen igen. Politiet havde gjort et godt stykke arbejde. De havde fulgt op på alle de løse tråde i sagen, men uden at finde frem til andet, end at Robert var den morder, de ledte efter. Det var svært ikke at sympatisere med den konklusion. Der var ikke en eneste omstændighed og ikke et eneste vidne, der talte for, at Robert ikke havde befundet sig i deres hjem, da hans kone blev myrdet.

Du sidder i lort til halsen, Robert, tænkte jeg i mit stille sind.

Hvis bare vi kunne finde den luder. Eller hans GPS. For Robert havde nemlig sagt, han havde haft den tændt. Men det ville anklageren også kunne gennemhulle. Bare fordi GPS’en viste, at bilen havde befundet sig et andet sted, da forbrydelsen blev begået, så betød det ikke, at Robert rent faktisk havde siddet i den. Han kunne lige så godt have været hjemme på det tidspunkt. Have hugget øksen i sin kone, igen og igen.

— 10 —

Jeg tænkte på det, jeg havde set i hans øjne ved vores sidste møde. Den manglende sorg. Den fortalte mig noget vigtigt, men jeg vidste ikke, hvad det var.

Anklageren havde kun et enkelt svagt punkt i sit materiale, og det var et væsentligt punkt. Han havde svært ved at pege på et ordentligt motiv til drabet. Robert ville ganske vist få adgang til en større livsforsikring, men på den anden side var penge ikke noget, han manglede. Anklageren kunne heller ikke bevise, at Robert og hans kone havde haft et dårligt fungerende ægteskab. På trods af afhøringer af flere, der havde været tæt på parret, var man ikke stødt på nogen oplysninger, der tydede på, at de skulle have haft ægteskabelige problemer. På overfladen så alting tværtimod ret fantastisk ud. De havde to voksne børn, der begge havde en god karriere. Næsten ingen lån, hverken i huset eller sommerhuset (eller i nogen af bilerne, motorcyklen, sejlbåden eller lejligheden i Sälen for den sags skyld). Bortset fra konens kræft så det ud, som om de kun havde få eller slet ingen problemer.

Robert fyldte snart femoghalvtreds. En mand i sin bedste alder.

En mand der havde alt, i hvert fald på papiret. Men han måtte have manglet et eller andet. For der var ikke nogen, der havde alt.

Jeg læste mig igennem sagens hovedpunkter igen. Og langsomt tog en ny tanke form i mit hoved. * Over halvdelen af alle de mænd, der boller udenom, gør det med en på deres arbejde. Fordi de kan, og fordi det er let. Og fordi det er sexet. Ligesom så meget andet, der er forbudt.

En ting, der hele tiden havde generet mig ved Roberts historie om den prostituerede, han havde samlet op, var at han var så uklar, hvad angik detaljerne. Han havde samlet hende op i nærheden af Tessinparken på Östermalm. Han vidste ikke præcis hvor (“Der var jo så mørkt”). Han havde parkeret bilen bag nogle containere.

Hun havde redet ham på forsædet, og så havde han sat hende af.

To tusind havde det kostet. Penge som han tilfældigvis havde haft i pungen. Jeg havde set Roberts kontoudtog. Han betalte i princippet aldrig noget som helst kontant. Brugte aldrig sine — 11 —

kort til at hæve penge på. Det seneste udtræk lå ti uger tilbage i tiden. Det havde været på to hundred kroner. Anklageren gned sig selvfølgelig i hænderne, yderst tilfreds. Roberts historie holdt ikke på ét eneste punkt.

Han havde sagt, det var første gang, han nogensinde havde betalt for sex. Jeg troede på ham. For han anede ikke, hvad han snakkede om. En prostitueret, som man fandt på gaden, kostede sgu ikke to tusind. Og desuden – og det her var rigtig interessant – så var der ikke nogen prostituerede i Tessinparken. I hvert fald ikke nogen, som politiet havde tjek på. Så hvorfor havde Robert fundet på at sige, at det netop var der, han havde befundet sig?

For det var noget, han havde fundet på. Det havde jeg ment hele vejen igennem. Forskellen var, at jeg før i tiden havde troet, at han løj for at skjule, at han var morderen. Nu troede jeg, han løj for at skjule noget andet. Det begyndte at haste med at afsløre, hvad det var.

Jeg forlod kontoret og gik ud og satte mig i bilen. En Porsche 911. Ikke fordi jeg har brug for en, men fordi jeg har fortjent en.

Oh, the joy of being rich. Da jeg var barn, havde vi aldrig penge nok. Som voksen har jeg brugt en del energi på at lave om på det.

Det regnede, da jeg kørte ud til Robert Tandems virksomhed i Solna. Jeg havde faktisk ikke været derude endnu. Jeg havde ikke haft nogen grund til at tage derud. Han havde arvet virksom­heden fra sin far og kørt den godt. Jeg havde kun en vag forestilling om, hvad de producerede. Særlige sikkerhedslåse. Af en art.

En pige med meget store bryster tog imod mig i receptionen.

Jeg gik hen imod hende med beslutsomme skridt. Jeg ville hjælpe min klient. Hvad enten han ville have min hjælp eller ej. Pigen i receptionen var ikke Robert Tandems smag. Heller ikke min.

Men hun var god til sit arbejde.

“Vores projektkoordinator kan tage imod dig om et øjeblik,” sagde hun, da jeg havde fortalt hende, hvad jeg ville: tale med en, der havde arbejdet tæt sammen med Robert.

En ung fyr med spændstige skridt og et alvorligt ansigt trådte ud af en af elevatorerne et par sekunder senere.

“Du ville tale om vores administrerende direktør? Om Robert?” sagde han.

— 12 —

“Hvis du har tid,” sagde jeg.

Han nikkede og førte mig hen til et besøgslokale, der var så spartansk indrettet, at det fik mig til at tænke på en fængselscelle.

Jeg modstod fristelsen til at tjekke, om bordet var naglet fast til gulvet.

“Jeg vil gøre hvad som helst for at hjælpe Robert,” sagde han.

“Hvad vil du vide?”

“Alt,” sagde jeg. “Men jeg er allermest interesseret i at få at vide, om Robert havde nogen fjender.”

Han rynkede panden.

“Hvad mener du?” spurgte han.

“Jeg mener, at jeg tror, nogen forsøger at få ham dømt for et mord, han ikke har begået,” sagde jeg. “Og nu vil jeg gerne vide, om du har nogen anelse om, hvem den person kan være.” * Det havde han ikke. Og alligevel var han nødt til at komme med en masse ævl. Sådan gør folk. Ævler løs i stedet for at tie stille, hvis de ikke har noget at sige. Til sidst var jeg nødt til at få styr på samtalen.

“Som projektkoordinator må du have sans for det, folk taler om,” sagde jeg og fik det til at lyde som en kompliment.

Projektkoordinatoren rettede ryggen og så glad ud. Jeg bøjede mig tættere hen mod ham.

“Sig mig, er det ikke lykkedes dig at opsnappe nogle rygter?” sagde jeg lavt. “Om Roberts privatliv?”

Hans ansigt stivnede. Han så sig hurtigt omkring, som om han var bange for, at der pludselig var kommet flere personer ind i lokalet, uden at han havde lagt mærke til det. Han bøjede sig også længere frem, langsomt. Der var mindre end en halv meter mellem vores ansigter, og han stank af hvidløg. Jeg tvang mig selv til at blive siddende.

“Det her er nødt til at blive mellem os to,” sagde han og fugtede læberne, mens han sagde det.

“Selvfølgelig,” sagde jeg og tænkte dummernik i mit stille sind.

— 13 —

“Der var faktisk en ting,” sagde han og talte så lavt, at jeg knap kunne høre, hvad han sagde. “Angående deres ægteskab. Altså Robert og hans kones.”

Jeg ventede tålmodigt.

“Spørg mig ikke, hvor det kommer fra, men der blev talt om en af vores praktikanter.”

Praktikanter? Alene ordet fik mine øjenbryn til at ryge i vejret.

“For cirka et år siden havde vi en praktikant, der arbejdede her.

Meget dygtig. Kun femogtyve år gammel, men dygtigere end så mange andre. Klog og med et enormt drive. Robert har jo øje for den slags, hvem der kan, og hvem der ikke kan. Da hans assistent blev syg, måtte praktikanten gå ind i stedet og kom til at arbejde tæt sammen med Robert. Meget tæt.”

Projektkoordinatoren lænede sig tilbage igen. Han så tilfreds ud, som om han havde sagt noget meget vigtigt. Men jeg forstod ingenting.

“Du mener, at Robert og praktikanten havde et forhold?”

“Ja. Det er i hvert fald det, jeg har hørt. Men ... ja ... jeg var forundret. For jeg troede ikke, han var sådan.” Han slog ud med armene. “Ikke at jeg vil dømme nogen, for det gør jeg ikke.

Men det var underligt. Altså fordi han er gift og alting. Og så meget ældre.”

Hold da op, hvor var den mand dog bare naiv. Jeg kvalte et suk og forsøgte at lade være med at udstråle foragt. Hvor mange magtfulde mænd i halvtredserne faldt ikke for fristelsen til at gå i seng med en yngre kvinde på deres arbejde? Var der nogen grund til at undre sig over det?

Skuffet rejste jeg mig op for at gå min vej. Jeg havde håbet at få noget at vide om et mere seriøst forhold.

“Jeg regner ikke med, at praktikanten arbejder her længere?” spurgte jeg.

“Nej,” sagde projektkoordinatoren. “Han holdt op for flere måneder siden.”

Jeg standsede midt i et skridt.

“Han? Undskyld, men hvem taler du om nu?”

Projektkoordinatoren så på mig med slet skjult begejstring.

— 14 —

“Jeg taler om praktikanten,” sagde han. “Glemte jeg at nævne, at det var en mand? Han hed Henry Basin.” * Rejerne stegte på en pande sammen med olivenolie, hvidløg og chili. Emhætten kørte, men der lugtede alligevel af mad i hele lejligheden. Jeg var ligeglad. Når bare det lugtede godt, så måtte det ose, så tosset det ville. Det var Lucy ikke enig i, hun gik hen og åbnede køkkenvinduet. Så gik hun i krig med den flaske vin, jeg havde fundet frem. Fransk og god. Forhåbentlig god nok til, at hun ville vælge at blive natten over. Jeg havde virkelig brug for at gå i seng med nogen for at få tankerne ud af hovedet.

“Så vores kære Robert Tandem er bøsse,” sagde hun. “Det var jo en interessant nyhed.”

“Ja, det kan man vist roligt sige,” sagde jeg. Jeg var stadig oppe at køre over det, jeg havde fået at vide.

Tænk, hvis det forpurrede alle de tanker, jeg havde haft om, at Robert kunne være uskyldig i den forbrydelse, han var anklaget for. Tænk, hvis det blev mig, den anklagedes egen advokat, der gav anklageren et motiv på en sølvtallerken. Det ville ikke se så godt ud. Se, min klient er homoseksuel, og han ville hellere tage livet af sin kone end forlade hende.

“Det behøver ikke at have nogen indvirkning på skyldsspørgsmålet,” sagde Lucy og lagde en hånd på min ryg.

Den føltes varm gennem skjortens tynde stof, og jeg ønskede, at hun ville lade den blive liggende. Vi havde været et par engang.

For over ti år siden. Det var selvfølgelig min skyld, at det gik ad helvede til. Dumt, meget dumt. For hun var det allerbedste, der nogensinde var sket for mig.

Jeg vendte mig om mod hende, søgte nærhed. Men hun trådte et skridt baglæns.

“Han kan stadigvæk godt være uskyldig,” sagde hun.

Jeg svarede ikke, tog bare vinflasken og skænkede to glas op.

Jeg rakte Lucy det ene.

“Ja, det kan han da,” sagde jeg. “Men hvorfor fanden har han ikke selv fortalt det her?”

— 15 —

“Hvorfor skulle han det?” spurgte Lucy træt. “Måske var det bare en kort affære? Vi ved jo ikke, om de stadigvæk ses. Ja, faktisk ikke engang, om de nogensinde har været et par. Det eneste, vi har, er et ubekræftet rygte.”

Det var sandt. Men jeg kunne ikke ryste den følelse af mig, at der lå mere bag det end blot et rygte. At det, jeg havde fået at vide, både var sandt og relevant for efterforskningen. Jeg troede ovenikøbet, at historien om den unge mand kunne tjene som forklaring på, hvorfor min klient ikke savnede sin kone. Han havde ganske enkelt ikke været forelsket i hende.

“Hvorfor forlod han hende ikke?” spurgte jeg. “Var han bange for, at firmaet ville komme til at lide under det, hvis det kom frem, at han var bøsse?”

“Ved du hvad,” sagde Lucy og stillede sit vinglas fra sig, “lad det nu bare ligge. I morgen kan vi tage det op med Robert selv. Bede ham om at fortælle sin version.”

Og så lagde hun sine lange, fregnede arme om livet på mig.

Jeg stod stille og gjorde, som hun sagde. Jeg gav slip på tankerne om Roberts affære med praktikanten, men kun for en tid. For jeg vidste, den var vigtig. Ikke bare fordi den kunne være årsagen til, at Robert ikke savnede sin kone, men også til, at vi ikke kunne finde den prostituerede kvinde, som han påstod, han havde været sammen med. Hun fandtes simpelthen ikke. Den, som Robert havde været sammen med, mens hans kone blev myrdet, var den kun femogtyve år gamle elsker Henry. * At vågne alene er noget af det værste, jeg ved. Og alligevel er det præcis, hvad jeg gør de fleste morgener. Men ikke dagen efter, at jeg havde inviteret Lucy på rejer og vin. Da vågnede jeg nøgen med Lucys hår på mit bryst og hendes hånd hvilende lige over mit hjerte. Jeg har altid elsket den måde, vores farver passer sammen.

Hun med rødt hår og porcelænshvid hud. Mig med sort hår og mørkebrun hud. Min mor synes, jeg ligner Obama enormt meget.

Det er jeg ikke enig i. Han er ikke nær så flot som mig. Og jeg er mørkere end han. En tro kopi af min sorte, amerikanske far.

— 16 —

Lucy nægtede at have morgensex, så vi stod op og spiste morgenmad i stedet. Hun spiste grød, og jeg fik hybensuppe. Så tog hun hjem for at gøre sig i stand.

“Du kunne da godt have et par ting liggende her,” sagde jeg, da vi stod ude i gangen. “Jeg mener, du sover her jo indimellem.”

Jeg sagde det i så let et tonefald som muligt, så jeg ikke kom til at lyde alt for forhippet. Hun så mig lige ind i øjnene.

“Du ved godt, at det her ikke betyder noget, ikke?” spurgte hun.

“Vi arbejder sammen, og indimellem går vi i seng med hinanden. That’s it. Vi får aldrig et forhold til hinanden. Ikke en gang til. Okay?”

Okay? Det tror jeg ikke, darling.

“Tag det roligt,” sagde jeg. “Jeg vil heller ikke ind i et forhold.

Jeg forsøger bare at være praktisk.”

Den løgn var så gennemskuelig, at den fik mig til at rødme.

“Vi ses på kontoret senere,” sagde hun.

Jeg klædte mig på hurtigere end Fred Astaire plejede at danse.

For jeg havde en plan. Mit eget kærlighedsliv kunne jeg ikke redde, men nu ville jeg fandeme gøre et sidste forsøg på at redde Robert Tandem. Det tog mig mindre end to minutter at finde Henry Basins adresse. Det kom ikke bag på mig, at han boede i nærheden af Tessinparken. Det sted hvor Robert skulle have samlet en luder op. Jeg spildte ikke tid på at tage forbi kontoret, men tog bare direkte hjem til Henry. Lucy lod jeg være med at tage i betragtning, for hun havde jo udtrykkeligt sagt, at hun ikke troede på min nye teori.

Bilen kørte praktisk talt derhen af sig selv. Bag rattet var jeg konge. Nattens eventyr havde givet mig energi. Og nu vejrede jeg nye muligheder for at få min klient ud af det lort, han ikke selv virkede specielt forhippet på at indse, at han sad midt i. Henry skulle give Robert et alibi. Og helst i dag. * Han boede i en bygning, der lignede et psykiatrisk hospital. Ikke at der er noget galt i det, men det gav et lidt trist indtryk. I trappe­ opgangen stank der af affald. Hvis Robert virkelig havde et for— 17 —

hold til den unge Henry, så virkede det utroligt, at han ikke gav ham en økonomisk håndsrækning, så han kunne komme ud af den her elendighed.

Der sad et rødt hjerte på Henrys dør. Håndmalet. ‘Her bor Henry’ havde nogen skrevet. Jeg ringede på og ventede. Så hørte jeg hurtige skridt inde fra lejligheden. Døren røg op.

Og jeg stod ansigt til ansigt med den smukkeste mand, jeg nogensinde havde set.

Det sker sjældent eller aldrig, at jeg tænker sådan, når jeg ser på andre mænd, men denne gang var det umuligt at lade være.

Henry havde noget så usædvanligt som et perfekt ansigt. Symmetrien var så perfekt, at man kom til at tænke på et kvinde­ansigt.

Mørk var han også. Ikke ligesom mig, mere hen i retning af noget sydamerikansk.

Han smilede fra det ene øre til det andet. Bredt og inderligt.

Jeg havde fandeme aldrig før set så hvide tænder.

“Ja?” Jeg rømmede mig.

“Jeg hedder Martin og er Robert Tandems advokat. Har du tid til at snakke lidt?”

“Hvad vil du?” spurgte Henry.

Det var ikke så let at svare på det spørgsmål.

“Jeg vil gerne have dig til at hjælpe mig med at forstå, hvorfor Robert lyver. Hvorfor han vælger at lade være med at redde sig selv, selvom han kunne gøre det.”

Henry rystede på hovedet og gik et skridt baglæns.

“Sorry,” sagde han. “Det der ved jeg ikke noget om.”

Han skulle til at lukke døren. Så gjorde jeg noget, som man ellers kun ser i Anders And-blade. Jeg stak en fod i døråbningen for at forhindre ham i at lukke døren. For satan da, hvor gjorde det ondt, da den blev klemt, men det virkede. Henry blev så forbløffet, at han gav slip på dørhåndtaget, og jeg haltede ind i hans gang. Fuldt ud klar over, at jeg brød alle de eksisterende regler.

“Jeg har bare brug for at finde ud af, hvordan det hænger sammen,” sagde jeg. “Bagefter ordner jeg selv resten.”

Den billedskønne Henry var stille i et stykke tid. Så nikkede han.

— 18 —

“Jeg giver dig et kvarter. Ikke mere.”

Jeg smilede lettet.

“Tro mig, det er alt, hvad jeg har brug for.” * Et kvarter var præcis en fjerdedel af den tid, jeg havde brug for.

Jeg blev hos Henry i en hel time. Lucy ringede og spurgte, hvor jeg blev af, og jeg stak hende en løgn. Sagde, at jeg var inde i min yndlingssexbutik på Söder, og at jeg ville tage noget sjovt med tilbage til kontoret. Hun svarede ved at lægge på.

“Fortæl mig, om jeg har forstået det hele rigtigt,” sagde jeg til Henry for at sammenfatte det, han havde fortalt. “Du og Robert har et forhold kørende. I mødes regelmæssigt, og det har I gjort i snart et år nu. Jeres forhold er seriøst, og du mener, Robert er meget forelsket i dig.”

Henry sagde ikke noget, så jeg gik ud fra, at jeg havde forstået det rigtigt, og forsatte: “Robert var her hos dig, da hans kone blev myrdet. Men det vil han ikke fortælle, og i stedet har han fundet på den der håbløse historie om luderen i parken. Og han har forbudt dig at gå til politiet og sige det, som det er. Er det korrekt?”

Henry bekræftede historien med et kort nik.

Jeg strøg mig over hagen.

“Hvorfor fanden gør han det?” spurgte jeg. “Han kan da ikke for alvor tro på, at hans alibi holder i en retssal?”

Henry trak på skuldrene.

“Jeg tror simpelthen ikke, han kan klare tanken om at springe ud som bøsse,” sagde han. “Og derudover ønsker han også at beskytte mig.”

“Imod hvad?”

“Vanære. Bagtalelse. Han er ikke den eneste, der risikerer noget med dette forhold.”

Jeg betragtede ham. Han gav et modent indtryk, virkede en del ældre end sine femogtyve år. Overhovedet ikke som en toyboy.

“Du er femogtyve,” sagde jeg. “Ikke femten eller atten. Det ville — 19 —

være rigtig svært at affærdige jeres forhold som amoralsk, især i lyset af, at I har været sammen så længe.”

“Hvad tænkte du selv, da du hørte om os første gang?” spurgte Henry.

Han smilede et barsk smil, da jeg ikke svarede.

“Det tænkte jeg nok,” sagde han.

Han kiggede på sit ur.

“Du er nødt til at gå nu, jeg skal på arbejde.”

Jeg rejste mig op med det samme og gik ud i gangen.

“Talte Robert nogensinde med dig om sin kone Monica?” spurgte jeg.

“Tit.” “Ville han gerne forlade hende?”

“Ja, det ville han vist. Men han havde ikke kræfter til det. Og desuden havde hun en klemme på ham.”

Jeg stivnede. Jeg ville helst ikke høre noget, der pegede i retning af, at Robert var skyldig.

“Både hans kone og hans svigerfar havde investeret mange penge i hans virksomhed. Hvis han forlod hende, og de trak deres kapital ud, ville det hele kollapse som et korthus. Derfor håbede han, at hun ville forlade ham og ikke omvendt. Så ville han befinde sig i en bedre forhandlingssituation.”

Hold da op, ham Henry fik sagt en del vigtige ting på meget kort tid.

“Hvorfor troede Robert, at der var en chance for, at hans kone ville forlade ham?”

Henry så forbavset ud.

“Fordi hun havde en elsker, som Robert mente, hun var meget forelsket i.” * Jeg var latterligt tilfreds med mig selv, da jeg kørte hen til kontoret. Så tilfreds, at jeg kørte ind forbi den sexbutik, jeg havde nævnt for Lucy, og købte et par lakridstrusser til hende.

“Adr, hvor er de ulækre,” sagde hun, da jeg lagde dem på hendes skrivebord.

— 20 —

“De er ikke til dig, jeg vil selv have dem,” sagde jeg hurtigt og fjernede dem igen.

Hun så mistroisk på mig.

“Hvor har du været?”

“Hos Henry Basin,” sagde jeg og satte mig over for hende.

Det var hendes startskud. Rasende åbnede hun munden for at gå i gang med at skælde mig ud, men jeg kom hende i forkøbet.

“Du troede jo ikke på det spor,” sagde jeg. “Det var derfor, du ikke fik noget at vide. Men hør nu, hvad jeg har at fortælle.”

Lucy var tavs, mens jeg fortalte. Mens ordene strømmede ud af mig, sad jeg hele tiden og fingererede ved lakridstrusserne. Jeg ville gerne se Lucy i dem, men helst ikke mig selv.

“Yderst interessant,” sagde Lucy. “Men er det sandheden? Tror vi på Henry?”

“Det gør vi,” sagde jeg med fast stemme.

“Så mangler vi bare at finde ud af, hvorfor Robert ikke har sagt noget om sin kones elsker. Ham kunne han jo godt have nævnt uden at sige noget om Henry.”

Det havde jeg også spekuleret over.

“Jeg tror faktisk, han har nævnt sin kones elsker,” sagde jeg og tænkte over det, Robert havde sagt ved den allerførste afhøring hos politiet. “Men ingen troede på ham. Politiet gjorde et halvhjertet forsøg på at følge op på hans påstand, men fandt ikke noget, der tydede på, at der fandtes en hemmelig elsker. Med tanke på, at det heller ikke var lykkedes politiet at finde frem til Henry, kan vi vist godt konkludere, at Tandem-parret var rigtig gode til at holde deres hemmeligheder skjult.”

Lucy gik hen og hentede materialet fra politiets indledende undersøgelser af Robert. Hun fandt listerne frem med telefontrafikken fra Roberts og hans kones mobiltelefoner.

“Er Henry med her?” spurgte hun og rakte mig Roberts lister.

Jeg havde fået Henrys nummer med og sammenlignede det med dem, Robert havde ringet til fra sin telefon.

“Nej,” sagde jeg. “Underligt, hvordan kan man have et forhold til hinanden uden nogensinde at ringe til hinanden?”

Det tog os mindre end et minut at regne det ud.

Robert måtte have haft en telefon mere. En som han brugte til — 21 —

mere følsomme opkald. Underligt, at politiet ikke havde fundet den.

“Tror du, hans kone var lige så forudseende?”

Det havde jeg ikke nogen anelse om. Ingen af os havde nogensinde mødt Roberts kone, så vi vidste ikke, hvilken slags person hun havde været. Jeg kiggede hendes opkaldslister igennem og politiets optegnelser over de personer, hun havde haft kontakt med.

“Han er her et sted,” sagde jeg og mærkede hjertet hamre i brystet på mig, da jeg pegede på listen over navne. “Det er jeg sikker på. En af dem, hun tit ringede til, var den hemmelige elsker.”

Lucy lod sig rive med, modvilligt. Vi gennemgik telefonlisterne og sorterede i de personer, som Roberts kone havde ringet til på skæve tidspunkter som aftener og weekender. Vi fjernede alle familiemedlemmerne. Resten, cirka tyve styks, delte vi op imellem os, så vi fik ti hver. Jeg tog min liste og gik ind på mit kontor og lukkede døren. Nu skulle konens hemmeligheder afsløres. For de ødelagde en uskyldig mands liv. * Vi er ikke detektiver, Lucy og jeg. Men vi er klogere end de fleste.

Vores plan var enkel. Vi skulle ringe rundt til de personer, vi mente var interessante, og spørge dem ligeud, om de havde haft et forhold til Roberts kone. Hvis nogen af dem svarede underligt eller undvigende, skulle vi følge op på opkaldet med et besøg. Vi forventede ikke nogen tilståelser.

Fuld af energi gik jeg i gang med opgaven. Her skulle foretages store afsløringer. Men det var sværere, end jeg havde regnet med. Folk blev ekstremt vrede, hvilket vel ikke var så sært, når jeg ringede og spurgte, om de tilfældigvis havde haft et forhold til en kvinde, der var blevet fundet i sit eget hjem, dræbt af øksehug. Efter at være blevet skældt ud i en time havde jeg ikke flere at ringe til og gik modfaldent ind til Lucy.

“Det her går ad helvede til,” sagde jeg.

“Nej, nej,” sagde hun. “Jeg fik bid.”

Jeg jublede.

— 22 —

“Det siger du ikke!”

Hun så tilfreds ud. Og pegede på et af navnene på den liste, hun havde liggende foran sig.

“Den mand her,” sagde hun. “Advokat Anton Liljegren, ham skal vi hen og hilse på.”

Al min iver skyllede straks af mig. Var Lucy blevet splitter­ tosset? Tage hen og tale med en advokat? Det var jo professionelt selvmord. Han kendte spillets regler, vidste, at vi var til nar sådan at dukke op som Dupond og Dupont og gå i gang med at stille spørgsmål.

“Hvorfor skal vi hen og snakke med ham?” spurgte jeg.

“Fordi han blankt indrømmede, at han havde haft en affære med Roberts kone.”

Jeg tabte underkæben. Hvad fanden var det for en dum advokat?

“Hvordan fik du ham til at sige det?” spurgte jeg.

“Jeg spurgte ham. Og han svarede. Men han begik en fejltagelse.

Han nøjedes ikke med at fortælle, at de havde haft en affære. Han så sig også nødsaget til i samme åndedrag at fortælle, at han havde et alibi for den aften, mordet blev begået. Påstod, at han spiste på restaurant Gondolen. Og det passer ikke.”

“Hvor ved du det fra?” spurgte jeg afventende.

Hun smilede så bredt, at jeg kunne mærke mit hjerte smelte.

“Fordi Gondolen var lejet ud til et selskab netop den aften og lukket for alle, der ikke var en del af selskabet. Og hvis du spekulerer over, hvor jeg ved det fra, så er svaret, at jeg var til stede i restauranten. Det var min veninde Fia, der havde lejet hele molevitten for at fejre deres femårs bryllupsdag. Jeg har lige talt med hende. Advokat Liljegren stod ikke på gæstelisten.” * Vi burde have gjort det eneste rigtige. Vi burde have ringet til politiet og ladet dem tage sig af resten. Men det gjorde vi ikke. I ren eufori lukkede vi i stedet kontoret og bollede i en af gæstesofaerne. Så tog vi over til advokat Liljegrens kontor for at få en snak med fyren. Tage pulsen på ham og se, hvad han var for en størrelse.

— 23 —

Det første, vi lagde mærke til, da hans sekretær viste os ind på hans kontor, var at han var meget høj. Og usikker. Selvom det på dette tidspunkt var gået op for ham, at han havde sagt for meget til Lucy i telefonen, forsøgte han at give indtryk af, at han var en magtfuld mand. Det mislykkedes totalt. Uden at være blevet bedt om at tage plads satte Lucy og jeg os i den sofa, der stod lidt fra hans skrivebord.

“Ja, sæt jer endelig ned,” sagde han syrligt og satte sig selv på en stol. “Åh, tak, tak,” sagde jeg og smilede.

Jeg sad som en cowboy i sofaen. Med så skrævende ben, at det så ud, som om jeg havde tænkt mig at sætte mig overskrævs på en elefant, og med en holdning som en ostereje. Lucy var mere elegant. Det ene lange ben over det andet og hænderne foldet i skødet. Hun så værdig ud. Det gjorde jeg ikke.

“Jeg må indrømme, at jeg var forundret over jeres opkald,” sagde Anton. “Ret forundret.”

Det kunne jeg sagtens forestille mig. Hvis der ikke var nogen, der havde ringet til ham tidligere, måtte han have troet, at han ville slippe godt fra det, han havde gjort.

“Så meget, at jeg begyndte at ævle løs,” sagde han og lo hæst. “Jeg var overhovedet ikke på Gondolen den aften. Jeg var på Sture Hof.” Selvfølgelig. Han havde naturligvis tjekket sit eget alibi og konstateret, at det ikke holdt. Og havde fundet på et nyt. Og bedre.

“Der kan man bare se,” sagde jeg. “Var du der alene eller sammen med nogen?”

Den høje advokat fik en irriteret rynke i panden.

“Jeg behøver faktisk ikke at svare på den slags spørgsmål, når det er dig, der stiller dem,” sagde han. “Men eftersom du virker nysgerrig, hjælper jeg dig gerne. Jeg var alene den aften. Sad og arbejdede i baren, jeg kan godt lide at have folk omkring mig. Jeg tvivler på, at bartenderen kan huske mig, men det gør ikke noget.

For jeg har gemt kvitteringen.” *

— 24 —

Han rakte mig en glat seddel. To øl havde han købt. Betalt kontant. Den kvittering kunne han have støvet op hvor som helst.

“Tak,” sagde jeg. “Pas godt på den, så du kan vise den til politiet, når de dukker op.”

Han tog kvitteringen tilbage.

“Selvfølgelig,” sagde han. “Jeg regner med, at du vil kontakte dem. Det ville jeg også have gjort.” Han sukkede. “Det bliver faktisk dejligt at få den her sag ud af verden. Jeg burde naturligvis have givet mig til kende allerede i starten, men jeg var så chokeret over det, der skete. Og desuden ønskede jeg ikke at tilsmudse Monicas navn.”

“Hvad mener du med det?” spurgte Lucy.

“At de fleste i vores samfund stadig ser skævt til utroskab,” sagde han. “Det ville ikke stille Monica i et særlig pænt lys, hvis det kom frem, at hun havde været sin mand utro.”

“Men på den anden side ville du understøtte anklagerens sag,” sagde Lucy. “Måske ville anklageren kunne bevise, at Robert havde kendt til jeres affære, og at han myrdede Monica på grund af jalousi.”

Advokat Liljegren var ikke i stand til at tilbageholde et smil.

“Sådan kan man naturligvis også se på det,” sagde han. “Men nu forholder det sig jo sådan, at anklageren ikke har brug for min hjælp, hvad angår bevismateriale, ikke sandt?”

Lucy og jeg så på hinanden og derefter på advokaten.

“Nej,” sagde jeg til sidst. “Du gjorde det rigtig godt, Anton. Men du glemte en enkelt ting.”

Anton blev ved med at smile, men han blev mere bleg i ansigtet.

“Den mand, der røvede Robert Tandem i lyskrydset, tabte en papirserviet ud af lommen, da han løb sin vej,” sagde Lucy. “En papirserviet der er fuld af snot og dna, der tilhører en person, som politiet indtil videre ikke har været i stand til at identificere.

Men det er vores gæt, at der vil blive kastet mere lys over den sag, når først politiet har taget en dna-prøve fra dig. Eller hvad tror du selv?”

Der blev helt stille i lokalet.

Længe sad vi der og var tavse sammen. Lod det, der var blevet sagt, hænge i luften. Til sidst sagde Lucy: — 25 —

“Hvorfor gjorde du det, Anton?”

Hans øjne var blanke af tårer, da han svarede.

“Jeg gjorde det af kærlighed,” sagde han. “Fordi jeg elskede hende. Og fordi hun bad mig om det.” * Den dag, Robert Tandem blev løsladt, gik Lucy og jeg ud og fik os en drink sammen med ham.

“Hun må have hadet mig,” sagde han. “Inderligt.”

Det var svært at sige ham imod. Monica Tandem havde planlagt en grusom hævn, og det havde været tæt på at lykkes for hende.

“Jeg forstår ikke hendes tankegang,” fortsatte Robert. “Hun var jo selv utro.”

Det der havde Lucy og jeg også talt om. Mange gange. Det, vi var nået frem til, var at hun måtte have følt sig krænket over, at hendes mand var hende utro med en mand og ikke med en kvinde.

At hans præferencer lå så langt fra det, hun selv havde at tilbyde.

Det var en rædsom historie, som Anton Liljegren var disket op med. Først til os og derefter til politiet. Monica Tandem vidste, at hun skulle dø. Hun vidste også, at Robert var hende utro. Det skulle han straffes for. Men hun kunne ikke klare det uden Antons hjælp. I tilfælde af, at politiet skulle opsøge ham, havde hun skrevet et brev, der forklarede omstændighederne. Hun havde selv afleveret det på et advokatkontor i Gamla Stan, dagen inden hun døde.

Det måtte ikke udleveres til andre end politiet. Anton kendte til brevet og havde bedt politiet om at aflægge besøg på advokatkontoret. Og nu var det blevet åbnet og læst.

Da Robert havde skyllet den første drink ned, gav Lucy ham en kopi.

Til rette vedkommende.

Jeg, Monica Tandem, bekræfter hermed, at det var min egen idé, at Anton Liljegren skulle sønderhugge min krop med en økse. Sovepillerne tog jeg selv. Alt dette for at få det til at se ud, som om det var min mand, Robert, der tog livet af mig.

— 26 —

Jeg tilgiver dig aldrig, Robert.

Det var dig, jeg skulle have giftet mig med, Anton.

Underskrevet Monica Tandem Robert læste brevet flere gange. Til sidst sagde han: “Det her er enormt langt ude, totalt vanvittigt.”

“Hun nævner det væsentlige,” sagde Lucy sagligt. “At det var hendes egen idé. Det er tydeligt, at både hun og Anton regnede med, at de ville slippe af sted med det, de havde gjort. Brevet var kun skrevet for en sikkerheds skyld.”

“Ja, det kan jeg forstå,” sagde Robert.

Men alle og enhver kunne se, at han ikke forstod noget som helst. Og det gjorde vi heller ikke.

“Hvad sker der så med ham Anton nu?” spurgte han.

Jeg skyllede min drink i mig.

“Det vides ikke med sikkerhed,” sagde jeg. “Det er en meget usædvanlig sag. Vi må vente og se. Men det behøver du ikke at tage dig af. Koncentrér du dig bare om dig selv. Hvilke planer har du?”

Robert sad og pillede ved sit glas.

“Planer og planer. Jeg vil bare have mit liv tilbage. Begynde at arbejde igen. Sælge huset og flytte ind til byen.”

Lucy smilede anerkendende.

“Det lyder klogt,” sagde hun. “Hvad med kærligheden?”

Det gav et ryk i Robert.

“Det er privat,” sagde han. “Vi får se.”

Han drak af sin drink og kiggede på Lucy og mig.

“Og hvad med jer?” spurgte han.

“Os?” sagde jeg. “Vi kører videre, som vi plejer. Nye sager, nye klienter. Ikke så sjove sager – undskyld, ikke så interessante sager – som din, mener jeg. Men nye sager under alle omstændigheder.”

Han smilede stilfærdigt.

“Jeg mente ikke jeres karriere, men jeres kærlighed. Hvad med den? Det er jo tydeligt, at I har noget kørende.”

Lucy blev blodrød i ansigtet, og jeg slog blikket ned. I starten — 27 —

anede jeg ikke selv, hvad jeg skulle sige, men så besluttede jeg mig for, at Robert havde givet mig den helt rigtige replik for mindre end et minut siden.

“Det er privat,” sagde jeg. “Vi får se.”

Og så drak vi ud og gik hjem. Hver til sit.