FORSTADSLAND

TEKST TORBEN WEIRUP

FOTOS KARSTEN WEIRUP

FORSTADSLAND DANSKE FORSTÆDER I FORANDRING

MØL LER

FORSTadsland

2

FOOTER

tekst TORBEN WEIRUP

FOTOS KARSTEN WEIRUP

FORSTadsland danske forstæder i forandring

MØLLER

FOOTER

3

FORSTADSLAND ISBN 9788799404346 MØLLER OG TORBEN WEIRUP 2012 © REDAKTION: JACOB MØLLER OVERGAARD TEKST: TORBEN WEIRUP FOTOS: KARSTEN WEIRUP GRAFISK TILRETTELÆGGELSE: JAKOB KÜHNEL, MDD TRYK: ROSENDAHLS AS 1. UDGAVE, 1. OPLAG www.moellerforlag.dk

Denne bog er finansieret af Realdania

Herlev (side 7). Tekst: Erik Deigaard. Copyright © B. Feldman & Co. Ltd. For Danmark: Mørks Musikforlag. Trykt med tilladelse af Edition Wilhelm Hansen AS, København Fingerplanen (side 120) © Dansk Byplanlaboratorium Sattelitfoto (side 171) © Scanpix I Forstaden (side 184) © Sophus Claussen

FORSTADSLAND 8 Det grønne område 13 AVANTGARDE PÅ VERDENSPLAN 45 BØRNENE SKAL HAVE DET GODT! 73 DEN MODERNISTISKE IDEALBY 95 UDE PÅ LANDET 129 INDUSTRIPARK MED KUNSTMUSEER 151 BYEN OM VANDET 169 EFTERORD 186

Herlev I Herlev, op ad trappen Fire rum, to børn, min mand og jeg Et køkken helt elektrisk, det’ rart Udsigt mod skoven Legeplads hvor græsset lyser grønt En der passer på de mindste, det’ skønt Dyrt tja, vi er ikke snydt Vort hus er lækkert og nyt Tænk, og med S-tog kan man komme hjem fra byen på nogen få minutter Helt hjem, det er faktisk så nemt.

Natteliv på værtshus har jeg ingen sans for Morskaben mister sin glans når mandens blikke siger ja til andre piger Så ta’r vi hel’re en hjemmefest med Kirsten, Finn og Vivi, Henrik Haraldsen Tre flasker vin, lidt natmad med salat til, det’ rart Derpå ost og frugter og så kaffe med likør, vi selv har lavet, sprit på solbær, det’ godt En drink serveres med glans, Og så, ja, så bli’r der dans Langt over midnat synger Kirsten I can’t give you anything but love Og Henrik spiller guitar, det’ skønt.

Hvorfor handler ikke bare en enkelt schlagermelodi Om mens’ker, der er skabte som vi Lykken trives bedst i gamle hytter og saneringshus Med indlagt klassisk wc og mus Et loft hvor rotterne slås Romantisk? Ikke for os.

En sang om Herlevs lyse stuer, kan jo ikke bruges Det er klart.

Man ønsker noget romantisk og sart Men indrøm, at en grillovn i komfuret, det er smart.

Lise Reinau/Erik Deigaard 1966

Forstadsland?

E

r forstaden døende? Efter en periode på omkring hundrede år med først velhavernes villaer ude på landet, siden udflytningen fra brokvartererne til velfungerende etageejendomme i grønne områder i periferien og dernæst parcelhuset i et bælte uden for byerne – er forstadens dage da ved at være talte? Er

den moderne forstad snart fortid?

Måske. Måske ikke. Og hvorledes og hvordan? Godt halvdelen af os bor i

forstaden – i begrebets bredeste betydning. Skulle vi nu fraflytte vores hjem og vores græsplæner og vores børns hoppeborge til fordel for livet i lejlig­ heder i store byer? Det er jo absurd! Hvordan skulle det gå for sig? Hvem ville købe? Hvad kunne vi sælge til? Og ville forstaden så ikke stadig være forstad – blot befolket af andre? Hvad skulle hele manøvren så gøre godt for?

Ikke desto mindre: Flere af de arkitekter og byplanlæggere, der optræder i denne bog, forklarer i mere eller mindre utvetydige vendinger, at ressource­ knaphed, stigende energipriser, forventede eller planlagte begrænsninger af CO2-udslippet samt en gigantisk strukturforvandling, hvor arbejdspladser koncentreres i store byområder som hovedstaden og Aarhus/trekantsområdet, for det første vil resultere i en fortsat affolkning af udkantsområderne. For det andet bliver det måske så grelt, at også nogle af landets vidtstrakte parcelhus­ områder på sigt må opgives, simpelthen fordi stigende energipriser umuliggør drømmen om parcelhuset langt fra byerne med to biler i carporten, og fordi arbejdspladser i stadig stigende grad flytter til de nævnte bycentre. Med

8

FORSTADSLAND

fare for at lyde overdrevent dramatisk: Måske vil dele af særlig uheldigt beliggende parcelhusområder og forstadsbebyggelser i det hele taget forslumme og falde socialt fra hinanden. Ikke ulig hvad der sker i J.G. Ballards dystopiske roman Højhuset fra midten af 1970erne.

Det bliver måske for dyrt og for besværligt at bo for langt væk og leve med den opdeling af funktionerne, der er sket i de seneste 40-50 år med bopæl ét sted, arbejdsplads et andet og så langt til indkøbsmuligheder og institutioner til børnene, at biler er uomgængelige i hverdagen. En af velfærdsforstadens mange kvaliteter er, at den i reglen er meget lidt tæt – og det er så omvendt en af dens stadig mere påtrængende udfordringer.

Skønt de fleste af os efterhånden er så mange generationer fra forfædrenes liv hjemme på gården, at vi er parat til at blive rigtige homo metropolis og opfatte byen som den ‘naturlige’ livsstil, er vi måske paradoksalt nok på vej til en struktur, der minder om landbrugssamfundets, hvor vi boede tæt ved arbejdet. Noget tilsvarende gjorde sig gældende i mange byer – i udpræget grad London – hvor der blev opført boliger for de meget velhavende omgivet af mindre huse til tjenestefolkene.

Det var et mønster, der i et vist omfang blev gentaget under den begyndende industrialisering, da der blev bygget arbejder- og funktionærboliger tæt ved de store virksomheder, der dengang ofte også lå i byerne. Selv da dette mønster blev mere eller mindre opløst, boede de fleste i bysamfundene forholdsvis tæt på deres arbejdspladser; i cykel- eller gåafstand eller som alternativ: Den offentlige transport. Den tætte bebyggelse i eksempelvis de københavnske brokvarterer betød et rigt og varieret handelsliv – og måske er vi på vej til noget tilsvarende i den mere fortættede og intense by, mange arkitekter og andre eksperter peger på vil komme, når vi fremover bygger tættere og højere.

Det skal ses i modsætning til den bevægelse, vi oplevede i det danske samfund fra 1960erne og fremefter, da flere og flere forlod bykernerne til fordel for velfærdsforstaden: Parcelhuskvartererne eller højhusbyggerierne i omegnen.

Det indebar hyppigt, at vi fik væsentligt længere til arbejde og dermed også måtte acceptere behovet for den bil eller de to biler, der blev nødvendige. Og et kært medlem af familien, fordi den gav frihed og fleksibilitet og en mulighed for mange af os for at få hverdagen til at hænge sammen, når det kommer til ind­køb, kørsel af børn til fritidsaktiviteter og transporten mellem hjem og arbej­ de. Mange steder – naturligvis på landet men også i byerne – er den offentlige transport ikke et reelt alternativ til den måde, familiernes liv er indrettet på, og til de forventninger en altovervejende del af befolkningen har til tilværelsen.

FORSTADSLAND

9

Kombineret med forbrugsmønstre, indkøbsvaner, ferierejser osv. støder det behov naturligvis sammen med ambitionen om at nedbringe CO2-udslippet.

Men vil vi opgive livet i forstæderne? Vi kan blive nødt til det på grund af ressourceknaphed og stadig stigende energipriser og – afgifter – men vi vil holde fast i muligheden, så længe det kan lade sig gøre, for forstaden rummer – for mange mennesker – drømmen om et bedre liv. Det er vigtigt for mange af os at kunne gå den lille tur omkring huset. Trods lejlighedsvise trakasserier med naboerne er vi glade for villavejene, vi sætter pris på friheden og individualiteten i række- og typehuset, og forstaden rummer mange af de mulig­ heder, forældre gerne vil give deres børn. En tryg skolevej, en græsplæne at lege på, en have at passe, udeliv med aftensmad på grillen i den korte danske sommer og et sted at bygge snemænd i den lange danske vinter, udbuddet af idræts- og fritidsaktiviteter. Med andre ord en ny version af flugten fra den fordærvede by, der har været et tilbagevendende ønske blandt privilegerede gennem tiderne, for forstaden er på sin vis ikke en ny opfindelse. Det er blot først i det 20. århundrede, den i stigende omfang er blevet en dominerende boligform i Danmark.

Denne bog går til forstaden med positive øjne. I de enkelte kapitler spadserer forfatteren rundt og ser muligheder frem for begrænsninger i de forstæder, der ofte er blevet kritiseret for fantasiløshed og fremmedgørelse. For forstaden har sine åbenlyse kvaliteter. De er måske så ikke lige indlysende for alle. Forstadslivet er afgjort ikke for ethvert temperament. Blot kan man konstatere, at mange af os har valgt det. Selv om storbyerne trækker stærkere og stærkere, er forstaden – i bredeste betydning – en foretrukken eller efterstræbelsesværdig livsstil for mange danske.

Men i hvert kapitel møder forfatteren også arkitekter og byplanlæggere, der bliver bedt om at kigge lidt frem i tiden og give bud på, hvilke forandringer, forstæderne står over for; forandringer der – som antydet – kan blive temmelig drastiske, hvis energimarkedet og omvendt begrænsninger i udledningen af CO2 udvikler sig, som meget tyder på. Under forudsætning, selvfølgelig, af at vi ikke tager nye energikilder i anvendelse eller eksempelvis skifter til en anden bilteknologi, eller at der sker andre ændringer, som betyder, at vi kan opretholde det dyrebare forstadsliv. Hvis vi vil.

Bogen går – omtrentligt – kronologisk til værks gennem de eksempler på forstæder, der er valgt. Vi begynder vandringen i et klassisk villakvarter som Gentofte. Dernæst fortsætter turen til en af det 20. århundredes store arkitektoniske bedrifter på boligområdet; nemlig Bispebjerg, der i sin tid var

10

FORSTADSLAND

anvendt avantgarde på verdensplan. Lidt senere begynder vi både at udstykke parcelhusgrunde og opføre de højhuse, der samtidig får tæt/lav-byggeriet som en slags modreaktion – og i det hele taget er det navnlig her, i valget mellem individuelt eller kollektivt organiserede boligformer, et af de store ideologiske slagsmål har stået. Og måske igen vil stå med fornyet styrke, hvis en nation af individualister bliver nødt til at genoverveje kollektivistiske løsninger?

Måske er vi klar til for alvor at leve i store bysamfund, som man kender det fra metropoler i andre lande? Måske. Måske fordi byerne på nogle områder bliver bedre og bedre – takket været kvartersløft og renovering, fornyede pladser og flere grønne områder, men så sandelig også storbyernes rigere udbud af uddannelses- og arbejdsmuligheder, kulturtilbud, øgede chancer for at møde andre mennesker osv. Synes man samfundet i dag er skævvredet mellem udkantsområder og bycentre, er det ingenting i forhold til, hvad der meget vel kan vente os i den fremtid, der er begyndt.

Sideløbende med skabelsen af velfærdsforstaden sker en udflytning af mange virksomheder til industriparker, der bliver placeret uden for de fleste byer. Der ligger de jo heller ikke i vejen, syntes man. Vi besøger også et eksempel på pendlerbyen, hvis funktion er at give mulighed for at bo langt fra byen, man arbejder i, men rummer en række kvaliteter fra forholdsvis billige huspriser til det stilfærdige liv – og endelig lukker vi fortællingen med LOOP City; ring- eller båndbyen, der er et visionært forsøg på at sætte billeder og forestillinger i det hele taget på den nærmeste fremtid i store byregioner med tæt beboelse, en velfungerende infrastruktur med vægten lagt på kollektiv transport og et rigere kultur- og handelsliv.

Om dét sker, kan som bekendt kun fremtiden vise. Men bogen er blevet til ud fra et ønske om at diskutere nogle mulige – og på nogle områder sandsynlige eller uomgængelige – forandringer, der vil påvirke flertallet af danske.

Faktuelle oplysninger i Forstadsland er hentet fra gængse opslagsbøger eller oversigtsværker. Tak til dem, der imødekommende har villet høre om projektet. Udover de personer, der optræder i de respektive kapitler, er det blandt andre civilingeniør Astrid Bruus Thomsen, arkitekterne Karen Skov, Susanne Pouline Svendsen og Anne Tietjen samt direktør i Kulturstyrelsen, Anne Mette Rahbæk, og direktør i Dansk Bygningsarv, Thomas Martinsen.

Torben Weirup København/Mors 2010-12

FORSTADSLAND

11

DEt

GRØNNE

OMRÅDE

13

F

orstaden er grøn. I hvert fald i sommerhalvåret. I den lyse tid er forstaden meget grøn og meget frodig.

Det gælder de fleste af forstæderne, at der i større eller

mindre omfang er tilstræbt et grønt præg. Det er til dels kommet af sig selv. Forstæderne er opstået i de områder af landet,

der engang var … landet. Med landbrug og gartnerier, marker, moser, enge – og træer og nogle steder så mange af dem, at de bliver til skov. Men også takket være den nyere beplantning af de offentlige områder og ikke mindst på grund af de individuelle bestræbelser i haverne er forstaden grøn. Det er en af dens mest iøjnefaldende kvaliteter. Og hvorfor skulle man ellers forlade byen?

Det er ikke mange år siden, det var en udbredt holdning blandt mange arkitekter og byplanlæggere, at by var by, land var land og forstaden medi­­­­­­­­­eringen af de to. Ville man have grønne områder og økologiske haver, måt­­­­te man bosætte sig uden for byerne, der ganske vist havde parker til rekreative formål, men især skulle være karakteriseret af de kvaliteter, vi forbinder med byen. Det vil sige: Befolkningstæthed, arbejdspladser, forretninger, nem adgang til kultur- og underholdningstilbud og til cafe- og restaurationslivet.

Det er således sigende, at der opstod en større diskussion om det betimelige i projektet, da Jørgen Nørgaard – Nørgaard på Strøget og en ivrig deltager gennem mange år i debatter om Københavns forskønnelse – i 1998 tog initiativ til beplantning af lindetræer på Højbro Plads. By skulle sgu da være by! Og træer kunne forstyrre linjerne i byrummet og sløre de arkitektoniske kvali­

14

DET GRØNNE OMRÅDE

DET GRØNNE OMRÅDE

15

16

DET GRØNNE OMRÅDE

teter i bygningerne omkring pladsen. Få år senere begyndte vi for alvor at tale om haver på tagene og på facaderne og om flere træer i byerne af såvel æstetiske som miljømæssige årsager. I Philadelphia og andre amerikanske storbyer arbej­des med at anlægge byhaver og mange flere grønne områder for at absorbere regnvandet fra de skybrud, vi allerede mærker følgerne af, og som forventes at blive værre og hyppigere. I New York er en nedlagt højbane blevet omdannet til park, og byen er i færd med at plante en million træer.

Andre storbyer gør noget tilsvarende. Også København. Her er målet 100.000 træer. Og således er der talrige eksempler i større og mindre samfund på, at byer, i stedet for at vente på om de store internationale miljødagsordener overhovedet bliver til noget, forsøger at gøre noget selv. Ved at blive en grøn by, en CO2-fri region, en foregangsø inden for såkaldt alternativ energi eller genbrug. Selvfølgelig også i et forsøg på at vende problemet til en økonomisk fordel.

Men: Tilbage til forstaden. Til Gentofte, der er eksemplet på den klassiske forstad. Gentofte er flere ting. Gentofte er også hovedgader og handelsstrøg. Der er tilbagevendende diskussioner i Villabyerne og borger og borger imellem om de grimme nybyggerier (også af ældre dato), man kan finde i downtown Gentofte.

Gentofte er i den almindelige folkelige opfattelse en klassisk villaby, nogle ville måske sige en ghetto for velhavere. Her er da også misundelsesværdigt pænt, og det er absolut en overkommelig opgave at finde endog meget

DET GRØNNE OMRÅDE

17

smukke og harmoniske villaveje i kommunen. Der kan være pæne forskelle i husstandsindkomsterne i Gentofte – men det er ikke desto mindre lykkedes at skabe et større forstadsområde præget af en vis harmoni. Vi er i det grønne område. Vi er i villabyen, der som forstadstype er omkring 100 år gammel. Det er i hvert fald først i 1916, begrebet finder plads i ordbøger og opslagsværker, og kort forinden begynder Danmarks Statistik at anvende ordet »forstad« i forbindelse med en folketælling.

Villabyens boliger er – for de fleste af os – på mange måder idealet for et hjem; nedarvet fra adelens boliger. Vel er vi efterhånden langt fra helt klassisk Lysberg Hansen & Terp og de gamle stilmøbler, der sammen med sindrige gardinarrangementer mimede indretningen på slottene, for på nogle villaveje kan man se, hvordan de seneste generationsskifter bringer nye indretnings­ idealer og eksempelvis en anden kunstsmag frem. Hvis man overhovedet kan skæve diskret ind i stuerne. Et af hovedprincipperne i villabyens landskabs­ arkitektur er – ikke unaturligt – store og tætte hække, der i det omfang, det ikke kommer i konflikt med hegnsloven og emsige grundejerforeninger, dækker for det meste. Diskretion er en dyd på disse kanter. Og hvis den ikke er det, er det for alvor noget, man lægger mærke til.

Villabyerne handler om fred og ro. Her er hjemmet et slot, og det gælder om at etablere en eller anden borgfred med naboerne. Gentofte – og andre af landets klassiske villakvarterer – er en fredelig affære, hvor man gerne passer sig selv og lever i høflig samdrægtighed med naboerne. De er nemlig ofte

18

DET GRØNNE OMRÅDE

DET GRØNNE OMRÅDE

19

20

DET GRØNNE OMRÅDE

tæt på i et typisk villakvarter som Gentofte. Mange af husene er bygget, efter en del villaer med større grunde har udstykket dele af haven; og et gennemgående karakteristika er de såkaldte koteletgrunde med lange indkørsler til den villa, der er anlagt i den del af haven, der er solgt fra.

Her er dejlige, gamle træer, der undertiden er plantet sådan, at de udgør alléer, som bidrager til at give kvarteret dets karakter, og husene er gerne store. Patriciervillaen med de hvide mure og det sortglaserede tegltag var sammen med, hvad man kunne kalde den nationalromantiske arkitektur, engang det eneste ideal; men her og der skyder et hus op med mere moderne linjer, for et område som Gentofte, der i dag kan betragtes som fuldt udbygget, er blevet til over tid, og det afspejles i forskellige stilarter, og herunder funkisvillaen. I Gentofte finder man eksempler på moderne villaer af blandt andre Arne Jacobsen, Finn Juhl, Mogens Lassen og Frits Schlegel.

Skønt eksempelvis Gentofte er udbygget gennem de seneste lidt over hund­ rede år, og såvel forstadsbegrebet som villaens og parcelhusets fremkomst i den grad forbindes med det 20. århundrede, er hverken forstaden eller enfamiliehuset en ny opfindelse. Tidligere har den blot været forbeholdt de meget få.

Allerede de gamle romere, som det hedder, kendte til landlivets lyksaligheder, og det at have et sted uden for byen har været et ideal gennem mange, mange århundreder. Landstedet og lystgården optræder i Boccacios

DET GRØNNE OMRÅDE

21

22

DET GRØNNE OMRÅDE

Decameron ledsaget af forestillinger om en ubekymret tilværelse fjernt fra storbyens sygdomme og i harmoni med naturen. Et æstetisk højdepunkt når vi i 1500-tallet, da Palladio tegnede fantastiske villaer på fastlandet for den venetianske adel, og de står i dag som arkitektoniske idealer. De danske konger byggede slotte med haver og parker, så de kunne komme væk fra København – og gennem flere hundrede år har man herhjemme kendt til landsteder opført til glæde for den meget privilegerede del af befolkningen. Tidlige eksempler kunne være Sølyst, Søholm og Øregård i Gentofte, hvor man også finder nyere pragtvillaer fra begyndelsen af 1900-tallet af arkitekter som Povl Baumann, Carl Brummer og P.V. Jensen-Klint.

Villa Spurveskjul i Sorgenfri – tegnet i 1806 af Nicolai Abildgaard – fremhæves ofte som en af Danmarks tidligste villaer. Landet – og naturen – blev gennem tiderne i flere omgange betragtet som det ideelle sted at bo. Væk fra den sundhedsfarlige by og i kontakt med romantiske omgivelser, der blev anset for mere i overensstemmelse med ikke kun det naturlige men også Det Gode Liv. Byen var et sted, man søgte væk fra, når midlerne var til det. Og når vi så i stort tal vender tilbage til byerne i de senere tiår, fordi bylivet er blevet hipt udover i de unge år, gøres der store bestræbelser for at gøre for eksempel brokvartererne mere forstadsagtige med ro og fred, udskiftning af beboere, lukkede værtshuse, nye cafeer og forretningstyper, økologiske urtehaver i baggårdene og andre af gentrificeringens følgevirkninger. Både globalt og her i landet flytter mange af os til byerne, og omegnskommunerne kan imødese

DET GRØNNE OMRÅDE

23

24

DET GRØNNE OMRÅDE

endnu større vanskeligheder med at få budgettet til at hænge sammen, når erhvervsaktive skatteydere fravælger forstadslivet.

Det er med industrialiseringen, at der sker et begyndende opbrud, som med tiden fører til den omstændighed, at forstadens huse er en dominerende boligform i Danmark. I landbrugssamfundet boede man på eller meget tæt ved sin arbejdsplads. Med industrialiseringen begyndte vandringen fra land til by. I takt med at arbejdskraften bevægede sig mod byerne, opstod behov for store boligområder. I København og i andre af landets byer førte det til hastigt opførte boliger og til dannelse af brokvarterer, der også blev berygtet for spekulationsbyggeri og de mange baggårde.

Uden at de mange baggårdsbyggerier på nogen måde er noget, det er værd at savne, kommer man ikke uden om, at de gav en stor befolkningstæthed, der var forudsætningen for et rigt forretningsliv med mange købmænd, slagtere, grønthandlere, fiskehandlere osv. Mange af dem blev udkonkurreret af supermarkeder – og siden også storcentre – med lange åbningstider og billige slagtilbud, men også saneringerne bidrog til, at de små forretninger bukkede under. Vi blev færre beboere i brokvartererne, og også dét indebar, at en del af kundeunderlaget for de mange små detailforretninger forsvandt. Det er den befolkningstæthed, tegnestuen Entasis; arkitekterne bag den lovende helheds­ plan for Carlsberg-området, arbejder med at genskabe i en moderne udform­ ning, og det er blot ét eksempel. Vi skal bo flere på samme plads, bo tættere og i højere huse. Både for at skabe intensitet – og af hensyn til ressourceforbruget.

DET GRØNNE OMRÅDE

25

Forstadslivet fordrer biler. Biler er noget, vi forbinder med frihed og individualisme, men hvor meget frihed og individualisme er der i, at det tager lang tid efter arbejdsdagens ophør at slippe ud af byernes snævre gader for blot at komme til at holde i kø på motorvejene? I selskab med de samme mennesker, der sad i deres biler i de samme køer på vej ind om morgenen. Intet under nog­ le tror, de kan snyde køerne ved at smutte lidt tidligere fra arbejdet. Blot en skam at så mange andre tror, de også kan benytte samme trick.

Patriciervillaen har på mange måder været idealet i villabyen. Murermestervillaen er kommet til sideløbende og findes ofte i andre kvarterer end de klassiske villaområder. Murermestervillaen er et mindre hus, men til gengæld er haven hyppigt større, og en del af den anvendes til dyrkning af egne grøntsager.

Som navnet antyder, er murermestervillaen gerne bygget af dygtige og driftige håndværkere, som vægtede en gedigen kvalitet uden for mange overflødige detaljer, og der er i reglen tale om meget solide bygninger, der er skabt til en voksende middelklasse, som på den måde kunne indfri drømmen om eget hus med have. Man kan kalde det forløberen for det egentlige typehus, for de ligner hinanden til forveksling. Og samtidig med, at murmestervillaen kan ses som en reaktion på tidens mere modernistiske arkitekturstrømninger, er en vis inspiration hentet fra de engelske havebyer, der i en overgang også bredte sig til Danmark. Murermestervillaer er ofte opført i røde mursten med røde tegltage, men undertiden er ydervæggene pudsede, og taget er i sort

26

DET GRØNNE OMRÅDE

DET GRØNNE OMRÅDE

27

28

DET GRØNNE OMRÅDE

DET GRØNNE OMRÅDE

29

skifer. Der er hyppigt anvendt dannebrogsvinduer, og husene har gerne en indgang via en lav trappe, og man ser tit et lille tag over indgangsdøren. Indenfor mødes man af en lille entre med måske en ophobning af overtøj, sko, paraplyer og andet til udelivet. Det praktiske og det hyggelige er i centrum for såvel disponering af rummene som indretningen af dem, mens man i patriciervillaerne stadig kan møde en iscenesættelse præget af repræsentative behov.

Murermestervillaerne blev på grund af nogle fordelagtige økonomiske ordninger til i tiden fra 1913 og frem til midten af 1930erne, og får en renæssance i 1950erne. Over det klassiske villakvarter kan der ofte hvile en ro, der kommer af bevidstheden om, at alt er færdigt, på plads og i orden. I andre kvarterer kan man hyppigere møde forskellige former for ombygninger og moderniseringer og herunder miljømæssige forbedringer som bedre isole­ ring, der til nogle naboers store irritation kan forekomme at være et uendeligt work in progress.

Nok vil vi gerne have vores fred på villavejene, men helt venneløse er vi ikke, og vi hjælper hinanden i et omfang, der vil bringe store dele af befolkningen i vanskeligheder, hvis politikerne virkelig skulle finde på systematisk at kriminalisere køb af sort arbejde.

Nogle kan selv – eller tror de kan selv. Andre benytter sig af de berømte polske håndværkere. Telefonnumre på pålidelige sorte murere, tømrere og blikkenslagere udveksles venner og familier imellem, så entreprenante teams fra nabolandet eller måske bare nabokommunen rykker fra sted til sted i en

30

DET GRØNNE OMRÅDE

DET GRØNNE OMRÅDE

31

32

DET GRØNNE OMRÅDE

tilsyneladende evig bestræbelse på at modernisere, forbedre og opdatere boligen til nye behov, større komfort og højere værdi. Og andre igen organiserer det som allerede nævnt med venners hjælp. Kønsrollerne er klassiske: Hans kammerater kommer om morgenen medbringende værktøj (og i et ikke ringe omfang også materialer), og hun sørger for forfriskninger og den afsluttende middag, og det er ikke helt lidt, der kan nås på sådan en lørdag eller en hel weekend.

I andre tilfælde strækker arbejdet sig over længere tid med affaldscontainer på fortovene og stakkene af havefliser og andre materialer ophobet uden for hækken. Det tales der om blandt naboerne: Bliver de ikke snart færdige? Hvorfor kører de ikke det byggeaffald, der allerede ligger der, på genbrugspladsen, så vi andre bliver fri for at se på det? Også andre emner er til diskussion. Naboens træ, der skygger for solskinnet (og så meget er der jo heller ikke af det!), højden af hækken og langsommeligheden hos visse naboer, når den skal klippes. Har de mennesker aldrig hørt om hegnsloven! Parkering af biler foran naboernes parcel – tror de, det er en offentlig vej! Og så er der reg­lerne om grill og bål, og hvornår er det det ene, og hvornår er det det andet? Og er det i øvrigt ikke forbudt at brænde haveaffald? Skal det ikke ind i bilen og køres til den nærmeste genbrugsstation?

Der er hunde, der gør, børn, der græder, skænderier for åbentstående vin­ duer og så kampen for lidt privatliv. I Finland fortæller man gerne historien om drømmen om den bette ø med en lille stuga, hvor idyllen forstyrres, når

DET GRØNNE OMRÅDE

33

nogen slår sig ned på naboøen. Den satan! Hvorfor skal han tage mit fred! Og sådan er der så meget. Og så meget man ikke taler om. Undertiden deles fotokopierede eller printede opråb ud til naboerne på vejen. Gerne til dem alle i stedet for blot den familie, der er årsagen til uroen, for så er det pludselig et fælles anliggende og ikke blot en privat strid, som kan være en ensom og forbitret affære, der kan gå over gevind og føre til klager og gensidige beskyld­ ninger og på et tidspunkt blive genstand for mediernes interesse og alminde­ lig offentlig latterliggørelse. Og nyfigenhed – for det er noget, der kan ramme os alle.

Det er svært at leve side om side og tættere på hinanden, end skellet ellers markerer, og vi finder det generelt vanskeligt at overskride tærsklen til naboen, ligesom vi i al almindelighed heller ikke bryder os om uventede besøg af naboer, der klager over et eller andet. Der er selvfølgelig eksempler på det modsatte. Børn, der render ind og ud af de forskellige hjem, udstrakt hjælpsomhed, vejfester og kommen-hinanden-ved. Men alt med måde og boligen i forstaden er også ønsket om privatliv. Hjemmet er blevet en helle på en måde, det slet ikke var i de gamle tætte bykvarterer. Det er et projekt, vi gerne viser frem. Men ikke til hvem som helst. Så er det nemmere med et fotokopi­ eret opråb til hele villavejen.

Der er bunker af ting, der trænger sig på. Ikke nok med at hundene gør.

Der er også udfordringen med deres efterladenskaber, der meget nemt kan give anledning til uro, irritation og konflikter på villavejene. Flere og flere

34

DET GRØNNE OMRÅDE

DET GRØNNE OMRÅDE

35

36

DET GRØNNE OMRÅDE

steder placerer husejere små skilte i deres forhave for at fortælle hundene og deres ejere, at de må gå et andet sted hen – hen til naboen for eksempel?

– hvis køteren skal besørge. Undertiden er teksten på det lille skilt på udenlandsk for at gribe det lidt humoristisk an – eller for det tilfældes skyld der kom en fransk bulldog eller en tysk schæfer forbi. Vist er det uæstetisk med hundenes efterladenskaber, men det forekommer også absurd, at hundredetusinder af mennesker dagligt samler deres hunds afføring op i plasticposer, som så indgår i det almindelige affaldsbortskaffelsessystem, der både er dyrt, forurenende og ikke altid beundringsværdigt effektivt eller kundevenligt. Et andet samtaleemne på sidevejen er dræbersneglene, der på det nærmeste kan overtage ens have og gøre græsplænen levende på en helt ny måde, hvis man ikke er om sig i pagt med idealet for god ro og orden på villavejene. Så: Skal man hakke dræbersneglene? Indsamle dem? Opstille fælder for dem eller barrierer om haven? Eller anvende gift? Økologisk naturligvis!

For det er da også satans med alle de forstyrrelser og problemer, og når man nu har betalt en formue – og stadigvæk betaler og skal blive ved med at betale for huset – vil man gerne have, at der er pænt. Også hos naboen. Også på vejen og i hele kvarteret. Både fordi vi alle sammen godt kunne være med til at sikre, at her ser ordentligt ud. Og af hensyn til værdistigningen, der helst kunne finansiere en del af projektet.

Ejerlejligheden og parcelhuset er idealet eller drømmen hos meget store dele af befolkningen. 20 procent bor i almennyttige boliger, næsten lige så

DET GRØNNE OMRÅDE

37

38

DET GRØNNE OMRÅDE

mange i private udlejningsejendomme, små 10 procent i andelslejligheder og resten i ejerboliger. Tidligere var mønstret for en stadig stigende del af befolk­ ningen, at som ung studerende og tidligt i forholdet (eller det første af flere forhold) boede man i byerne i mere eller mindre billige og dårlige lejligheder, og så snart muligheden var der, flyttede man til noget større og ud til forstaden. Det billede er knap så entydigt i dag, da bylivet er blevet attraktivt på måder, det ikke forekom tidligere, men ikke desto mindre: Forstaden er idealet for en så komfortabel del af befolkningen, at ingen politiske partier med regeringsdrømme kan undlade at tænke på boligejerne. Forstaden er middel­ klassens (i bredeste forstand) drøm om Det Gode Liv. Det er et leasureland, man vender hjem til efter at have været i krig hele dagen på arbejdet inde i byen og fortsat kampen i bilkøerne på turen hjem. Det er en helle, hvor man slapper af, og efter boligen er opgraderet i flere omgange, er tiden kommet til haven, og det er måske symptomatisk for havens funktion som refugium, at flere og flere anlægger meditationshaver eller køber små springvand med beroligende rislende lyde. Forstaden og navnlig parcelhuskvarteret og villabyen er fred og ro og ingen fare.

Ned ad villavejen kommer Jan Christiansen cyklende. Han var gennem ti år Københavns stadsarkitekt – og han mener, at for Københavns vedkommende er forstadsbegrebet forældet. Han ser hovedstadsområdet som en urban zone, der stort set strækker sig fra Hel­singør til Roskilde og inddrager en del af det sydlige Sverige.

DET GRØNNE OMRÅDE

39

40

DET GRØNNE OMRÅDE

Tilsammen en region på 3,6 mio. indbyggere – lige så mange som i Barcelona og stadigvæk kun halvt så stor som eksempelvis Hamborg. Men et meget attraktivt sted at bo. København får 1.000 tilflyttere af forskellig slags om måneden, og Jan Christiansen forventer kun, at tallet stiger, og han mener, at det kun kan gå for langsomt med at bygge flere boliger. »Der er selvfølgelig også nogle, der dør. Men der er flere, der flytter til byerne.

Paris oplever en forøgelse af indbyggertallet på 70.000 mennesker om måneden.

70.000. Det er mange mennesker. Frankrig er så et så meget større land end Danmark, og Paris så meget større end København, men problemstillingen er sammenlignelig. Hvor skal de mennesker være? Vi skal bygge mange, mange flere boliger i de kommende år, og det vil ændre København og forholdet mellem Københavns centrum og Københavns forstæder. Det hele vil blive meget tættere befolket. Vi skal vænne os til at leve meget tættere, end vi gør i dag.

I takt med at byen vokser og intensiveres, giver det – for Københavns vedkommende – ingen mening at tale om forstæder. Man kan tale om mere eller mindre hårdt udnyttede områder, men ikke alene de ubebyggede områder i hovedstaden – som for eksempel Nord­havn – kan forvente en mere intens udnyttelse af arealerne.

Også andre tilsyneladende færdigudbyggede kvarterer. Det kan gå hen og blive ‘for­ stadens’ redning, påpeger Jan Christiansen. »For bag det hele ligger naturligvis hele bæredygtighedsdiskussionen og ressourcepro­blematikken. Ved at udvikle byen og gøre den tættere. For eksempel ved at bygge i de voids, der er – de steder i byen og forstaden, der ikke er udbyg­get – gør

DET GRØNNE OMRÅDE

41

vi den mere bæredygtig, og det er nødvendigt med den teknologi, vi har i dag, og de energipriser, vi får i morgen. Le Corbusiers ideer om den spredte by, der i nogen grad har været forbilledet for generationer af arkitekter og byplanlæggere, var vanvittig smuk, men uhensigtsmæssig. I dag skal byen ikke være spredt. Den skal være intens.

Blandt andet fordi vi så bruger mindre energi. Fremtidens huse bliver energineutrale – om ikke energiproducerende.

Selv i villakvarteret kan vi bygge. Bygge til. Bygge ovenpå. Bygge på den ledige grund ved siden af supermarkedet eller nedlægge nogle garagebyggerier til fordel for et nybyggeri. Og ja, et højt hus. Som mange selvfølgelig vil være imod, for hvorfor skal det ligge i min baghave? Det er min udsigt og mit solskin, der forsvinder.

Men der vil også være fordele ved det. Forstæderne har brug for befolknings­ tæthed for at opretholde kundegrundlaget for butikker med dagligvarer og for offentlig transport den dag, det endegyldigt bliver for dyrt at køre i bil – med den bilteknologi, vi kender i dag – sådan som vi er vant til. Og der kan være den fordel, at ældre mennesker, der ikke længere har lyst til at bo i hus, flytter til kvarterets nye etagebyggeri og på den måde bliver i vante omgivelser. Deri ligger de gamle villakvarterers chance for at overleve. At bygge nye parcelhuskvarterer i byernes periferi, mener jeg, er uholdbart. Selv om vi reducerer husenes energiforbrug til et minimum, vil beboerne være nødt til at have bil, for så langt ud kan det offentlige transportnet ikke strække sig. Og benzin til biler bliver blot dyrere. Under forudsætning af, selvfølgelig, at vi ikke udvikler en ny bilteknologi, der er langt, langt grønnere.«

42

DET GRØNNE OMRÅDE