Freak Love

Freak Love

Freak Love Oversat efter Geek Love Originaludgave © Katherine Dunn 1983, 1988, 1989 Dansk udgave © MØLLER 2012 This translation is published by arrangement with Alfred A. Knopf, an imprint of The Knopf Doubleday Group, a division of Random House, Inc. Dele af romanen er oprindelig trykt i Mississippi Mud Book of Days og Looking Glass Bookstore Review Omslagsillustration: Michael Willhoite Grafik: Leo Scherfig Forfatterportræt: Robbie McClaran Korrektur: Thomas Mogensen Tryk: Akaprint A/S 1. udgave, 1. Oplag Printed in Denmark 2012

ISBN 9788792927019 www.moellerforlag.dk

Enhver kopiering fra denne bog må kun ske efter reglerne i Lov om ophavsret af 14. Juni 1995 med senere ændringer.

Katherine Dunn

Freak Love

På dansk ved Ninna Brenøe

Møller

1

~

Kernefamilien: Hans historier, hendes tænder

D

engang jeres mor var vores freak, mine små drømlinger,” begyndte min far ofte sine historier, “forvandlede hun kunsten at nippe hovedet af kyllinger til sådan et krystallinsk mysterium, at selv hønsene følte sig draget mod hende, valsede omkring hendes fødder, nærmest hypnotiserede af længsel. ’Spred din læber, søde Lil,’ klukkede de, ’og vis os dine tænder!’”

Denne selv samme Crystal Lil, vores stjernehårede mor, der sad og hyggede sig på den indbyggede sofa, som var Artys seng om natten, lo ned i sit sytøj, der lå i hendes skød og rystede på hovedet. ”Lad være med at fylde børnene med sådan noget vrøvl, Al. Hønsene flygtede som talgknopper for solen.”

Sådan var aftenerne på landevejene, når vi befandt os på en campingplads eller holdeplads mellem to byer, betryggende parkeret med de andre husvogne, lastvogne og trailere, der var en del af Fabulon, Binewskis omrejsende tivoli, holdende rundt om os i vores egen mobile landsby.

11

Efter aftensmaden, når vi sad mætte og tilfredse i skæret fra lampen, var det meningen, at vi Binewskier skulle læse lektier. Men når det regnede, fik min far altid lyst til at fortælle historier. Den hvæsende trommen af dråber mod ståltaget på vores store husvogn distraherede ham, så han ikke kunne koncentrere sig om sine papirer. Regn på en aften med forestillinger var en katastrofe. Regn på landevejene betød at fortælle historier, som for far var ren nydelse. ”Det er synd og skam, Lil,” sagde han, ”at de eneste freaks, dine kære arvinger skal kende til, er drengene fra Yale, som er ude at slumme den sommeren over.” ”Princeton, kære,” korrigerede mor ham med mild stemme. ”Randall starter på sit fjerde semester her til efteråret. Jeg mener, at han er vores første fra Princeton.”

Vi børn kunne mærke, at vores historie var ved at forsvinde over i ren trivia. Arty puffede til mig, og jeg skyndte mig at sige: ”Fortæl om dengang, mor var vores freak!” hvorefter Arty og Elly og Iphy og Kyllingen alle sammen gled ned og satte sig på gulvet ved siden af mig mellem fars stol og mor.

Mor lod, som om hun var meget optaget af sit sytøj, og far snoede sit svungne overskæg og vippede lidt med sine buskede øjenbryn i et anfald af falsk modvilje. ”Jo, altså …” begyndte han, ”engang for længe siden …” ”Før vi blev født!” ”Før …” forkyndte han og slog veloplagt ud med armen på sprechstallmeisterfacon, ”før jeg så meget som havde drømt om jer, mine små drømlinger!” ”Jeg hed stadig Lillian Hinchcliff dengang,” sagde mor eftertænksomt. ”Og når jeres far talte til mig, hvilket kun skete sjældent og modstræbende, kaldte han mig ’miss’.” ”Miss!” fniste vi. Hvorefter far hviskede med høj stemme, som om mor ikke kunne høre noget: ”Jeg var rædselsslagen!

Jeg var så forgabt, at jeg stammede, hver gang jeg forsøgte at sige noget til hende. ’m-m-m-miss …’ sagde jeg.”

12

Vi kom igen til at fnise ved at forestille os far, Den store taler, så forfjamsket. ”Og jeg tiltalte, naturligvis, jeres far som mister Binewski.” ”Nå, men der stod jeg altså,” fortsatte far, ”om morgenen den 3. juli og spulede freakringen for fjer og gammelt hønseblod, mens jeg lykønskede mig selv med, at jeg havde fået lavet så flotte freakplakater, og at jeg helt sikkert ville sælge bunker af billetter den weekend, fordi den 4. juli er den bedste tid på året for freaks, og jeg havde fået fat på en god, stærk freak det år, som gik entusiastisk til opgaven. Så jeg står der og spuler, rigtig godt tilfreds med mig selv, da jeres mor pludselig kommer trippende ind, frisk og lige til at spise som en lille englegodte, og fortæller mig, at min freak har kastet håndklædet, om man så må sige, og er stukket af i nattens mulm og mørke i en taxa ud til lufthavnen. Han har efterladt et kort brev med en forklaring om, at hans far er meget syg, og at han, showets freak, må trække sig tilbage fra ringen, fordi han og hans hugtænder må haste hjem til Philadelphia for at overtage direktørstolen i familiens bank.” ”Mæglerfirma, kære,” retter mor ham. ”Og med jeres mor, miss Hinchcliff, stående der foran mig lige så sød som tre kugler vaniljeis, kan jeg ikke engang tillade mig at begynde at bande og svovle! Hvad skal jeg stille op?

Der er allerede hængt freakplakater op over hele byen!” ”Det var under krigen, søde børn,” forklarer mor så. ”Hvilken husker jeg faktisk ikke. Jeres far havde svært ved at få folk på det tidspunkt, ellers ville han aldrig have hyret mig, ikke engang som syerske, så uerfaren som jeg var dengang.” ”Så der står jeg altså, helt omtåget af at indsnuse miss Hinchcliffs Midnight Marzipan-parfume og nærmest skeløjet af at forsøge at tænke. Jeg kunne ikke selv bare hoppe ind i ringen, fordi jeg allerede havde mindst tyve forskellige opgaver. Jeg kunne ikke spørge Horst, løvetæmmeren, fordi han 13

var vegetar, og desuden ville hans tænder begynde at smuldre, første gang han satte dem i en kyllingehals. Pludselig står jeres mor så der for øjnene af mig og byder sig til, som om hun havde spurgt, om jeg ville have et glas sherry og en småkage. ’Jeg kan da godt gøre det,’ siger hun og gør mig så glad, at det var lige før, jeg begyndte at sende gaver til min renserimand.”

Mor smilede sødt ned i sytøjet og nikkede. ”Jeg var meget bevidst om, at jeg måtte sørge for at gøre mig nyttig. Jeg havde kun rejst med Binewskis Fabulon i to uger på det tidspunkt og havde hele tiden en stærk fornemmelse af at være på prøve.” ”Jeg siger så,” afbrød far, ”’Jamen, miss, hvad med dine tænder?’ underforstået at hun risikerer at knække dem eller slå en flis af, men hun smiler bare stort, med præcis det samme smil som nu, og siger: ’Jeg tror, de er skarpe nok!’”

Vi så alle sammen over på mor, og hendes tænder var hvide og lige, men på det tidspunkt var det selvfølgelig allerede et gebis. ”Jeg så ned på hendes fine, små kæber og stønnede højlydt ved synet. ’Nej,’ siger jeg så, ’jeg kan umuligt bede dig om at …’ men tanken strejfede mig faktisk, at en lysblond og smuk freak med de ben – jeg mener, jeres mor har det, som vi i branchen slet og ret kalder ben – nok ikke ville skade forretningen. Jeg havde aldrig før hørt om en pigefreak, og plakatpotentialet var uovertruffent. Men så tænkte jeg alligevel, nej … det går ikke …” ”Hvad jeres far ikke vidste var, at jeg allerede havde set freaken optræde adskillige gange, og derudover havde jeg selvfølgelig også hjulpet Minna, vores kokkepige derhjemme, når hun slagtede fjerkræ. Jeg havde krammet på ham. Han havde ikke andre muligheder, men var nødt til at give det en chance.” ”Oh, men jeg var godt nok rædselsslagen, da det blev tid til hendes første forestilling den eftermiddag! Rædselsslagen for, 14

at hun fuld af væmmelse ville skynde sig hjem til Boston. For at hun skulle løbe fra aftalen og efterlade publikum buhende og råbende, at de ville have deres penge tilbage. For at hun skulle komme til skade … At en høne skulle kradse hende eller prikke et øje ud, før man kunne nå at blinke.” ”Jeg var også selv ret nervøs,” indrømmede mor. ”Der var masser af publikum. Det var en varm lørdag, og om søndagen var det den 4. juli. Jeg piskede selv rundt som en anden hovedløs høne hele dagen og havde kun tid til lige at stikke hovedet om bagved et sekund, før jeg skulle lukke pøblen ind. Der stod hun så, smuk som en sommerfugl …” ”Det var i virkeligheden de rene laser og pjalter, men hvide, fordi hvidt er så godt til at fremhæve blodet, selv dernede i ringens halvmørke.” ”Men hvilke kunstfærdige pjalter! Hvilke dekolleterede, højslidsede, silkehvide pjalter! Så jeg tog altså en dyb indånding og gik ud for at tale dem ind. Og ind myldrede de. Deriblandt en masse soldater på orlov. Jeg stod stadig og solgte billetter, da de begyndte at råbe og pifte derinde, og den megen hujen og trampen i de gamle trætribuner trak endnu flere folk til. Til sidst lykkedes det mig at få en af popcornknægtene til at sælge billetter, og jeg gik selv ind for at se, hvad der foregik.”

Far så grinende over på mor og snoede sin moustache. ”Jeg glemmer det aldrig,” klukkede han. ”Jeg kunne ikke brøle, forstår I nok, eller snerre overbevisende. Derfor sang jeg,” forklarede mor. ”Små, glade, tyske lieder! Med høj, klar stemme!” ”Franz Schubert, mine kære.” ”Hun flagrede rundt som en yndig fugl, og når hun fangede en af de grimme, skræppende høns, troede man ikke et sekund på, at hun ville kunne gøre noget ved det. Men når hun så rent faktisk fortsatte lige så friskt og frejdigt, gik hele den frådende flok oppe på tilskuerpladserne fuldkommen agurk.

15

Aldrig havde man set magen til kækt vrid og knæk med håndleddet, en så vampyrisk smækken kæberne i omkring en hals eller en så champagneagtig måde at nærme sig blodet på.

Hun rystede sit stjernehvide hår, og det afbidte hønsehoved sejlede over i et hjørne, mens hun med sine små, rosa negle klemte sammen omkring og løftede det baskende, sprællende kadaver op som et gyldent bæger og tog et lille nip! Hun nippede simpelthen blodet fra de spjættende indvolde i sig i små slurke! Hun var pragtfuld, en prinsesse, en Kleopatra, en alfedronning! Sådan var jeres mor dengang i freakringen. Folk strømmede til for at se hende optræde. Vi måtte udvide tribunen, flytte hende over i det største telt, elleve hundrede var der plads til, og der var altid stuvende fyldt.” ”Det var mægtig skægt,” indrømmede Lil. ”Men jeg følte ikke, at det var mit sande kald.” ”Ja, det var jo lige det.” Far rynkede panden let og så ned på sine hænder, pludselig tavs.

Vi kunne mærke fortællelysten begynde at forsvinde, og et af os børn skyndte at stille et spørgsmål for at få historien tilbage på ret køl: ”Hvad fik dig til at stoppe, mor?”

Spørgsmålet fik hende som regel til at sukke og skæve over på far fra inde bag sine glastrådsklare øjenbryn, hvorefter hun vendte sig over mod os, som vi lå der i en bunke på gulvet, og forklarede med blid stemme: ”Jeg havde altid drømt om at flyve. Antifermos, den italienske trapeztrup, sluttede sig til tivoliet i Abilene, og jeg tiggede og bad dem om at lære mig det.” Hun så over på far, og nu var det ham, hun talte til. ”Og Al, du ved udmærket godt, at du aldrig ville have fået taget mod til dig til at fri, hvis ikke jeg var faldet ned og havde slået mig halvt fordærvet. Og hvor ville vi så have været nu?”

Far nikkede. ”Ja-ja, og jeg fik dig da også på benene igen i fin stil, gjorde jeg ikke?” Men hans ansigt forblev usmilende og udtryksløst, og hans blik vandrede over mod plakaten 16

på skydedøren ind til deres soveværelse. Den var gammel og trykt på kostbart fotopapir og viste mor, alene og overdådig, iført pailletter og et stort smil, højt på tå og med armene strakt koket op, så hendes fingre, klædt i lange, røde handsker, strejfede de lysende bogstaver, der i en bue skrev ordet ”Crystal Lil” over hendes hoved.

Min fars navn var Aloysius Binewski. Han var vokset op i et omrejsende tivoli, der hed ”Binewskis Fabulon”, som hans far ejede. Far var fireogtyve, da farfar døde og han arvede det hele. Al boltede omhyggeligt den forsølvede urne med sin fars aske fast til generatorlastvognens kølerhjelm, som forsynede forlystelserne med strøm. Den gamle havde rejst rundt med tivoliet så længe, at hans jordiske rester aldrig ville kunne finde hvile, hvis man havde efterladt dem i en eller anden muret gravhvælving.

Det var hårde tider, og forretningen begyndte at skrante, selvom det bestemt ikke var unge Als skyld. Fem år efter farfars død var det engang så blomstrende tivoli praktisk talt en skygge af sig selv.

Showet var bebyrdet med en aldrende løve, som igen og igen knækkede de kostbare tandproteser ved at gnave i tremmerne til sit bur; med krav om øgede diæter fra den fede dame, hvis fulde dækning af leveomkostninger var skrevet ind i kontrakten, og med en natlig rømning af en hel familie af dyreerotikere, som tog deres æsel, ged og granddanois med sig.

Den fede dame deserterede til sidst for at blive model for et lummert magasin ved navn Store kvinder. Til sidst stod far tilbage med en dieselædende ildsluger, han havde fået på tilbud, og udsigten til en meget lang periode i en trailerpark uden for Fort Lauderdale.

Al var en typisk yankee, der forstod at værdsætte sin frihed og selvstændighed, men det var først og fremmest i denne 17

nødens stund, at hans særlige geni begyndte at folde sig ud.

Han besluttede at avle sit eget freakshow.

Min mor, Lillian Hinchcliff, var en tempereret aristokrat fra den mest mondæne del af Beacon Hill i Boston, som havde vendt sine fornemme rødder ryggen og var løbet bort med tivoli for at blive luftakrobat. Men nitten år er en sen alder at lære at flyve, og Lillian faldt ned og brækkede sin elegante næse og begge kraveben. Hun mistede modet, men ikke lysten til savsmuld og kulørte lamper. Det var denne drift, som gjorde hende til en velvillig medsammensvoren i Als store plan.

Hun var parat til at gøre hvad som helst for at genskabe publikumsinteressen for showet. Desuden var den grundtanke, at man kunne arve sig til en vis økonomisk sikkerhed, præget ind i hende fra barnsben. Som hun ofte sagde: ”Hvilken større gave kan man give sine børn end en medfødt evne til at tjene til dagen og vejen ved slet og ret at være sig selv?”

Det opfindsomme par begyndte at eksperimentere med ulovlig og receptpligtig medicin, pesticider og med tiden også med radioaktive isotoper. Min mor udviklede en kompliceret afhængighed af diverse stoffer i løbet af denne proces, men hun var ligeglad. Hun regnede med, at min far med sin snilde nok skulle holde hende forsynet, og betragtede tilsyneladende sin pillenarkomani som en mindre biomstændighed ved deres kreative samarbejde.

Deres førstefødte var min bror Arturo, bedre kendt som Aqua Boy. Hans hænder og fødder var formet som luffer, der voksede direkte ud fra kroppen uden arme og ben skudt ind imellem. Han blev trænet op til at svømme fra ganske spæd og udstillet nøgen i et stort, gennemsigtigt bassin a la et akvarium. Hans yndlingstrick som tre-fire-årig var at stikke ansigtet helt hen til glasset, spærre øjnene op ud mod publikum og åbne og lukke munden som en torsk, for derefter at vende ryggen til og svømme væk, så man kunne se lorten, der hang ud mellem hans små, muskuløse baller. Al og Lil grinede 18

siden af det, men dengang var det årsag til stor opstandelse, foruden al besværet med at sterilisere bassinet. Som årene gik, begyndte han dog at optræde iført badebukser og i det hele taget lidt mere sofistikeret, men det er blevet sagt, og med en vis ret, at hans grundlæggende attitude aldrig ændrede sig for alvor.

Mine søstre, Electra og Iphigenia, kom til verden, da Arturo var to, og med dem begyndte der for alvor at komme gang i gesjæften igen. Pigerne var siamesiske tvillinger, hvis perfekte overkroppe hang sammen ved livet, sådan at de delte ét sæt hofter og ben. Som regel sad og gik og sov de med deres lange arme omkring hinanden. De kunne nu godt se lige ud, hvis bare de lod den enes skuldre lappe ind over den andens.

De var altid smukke, slanke og havde store, store øjne. De gik til klaver og begyndte at optræde med klaverduetter i en ung alder. Deres kompositioner for fire hænder bliver af visse kendere anset for at have revolutioneret tolvtonemusikken.

Jeg er født tre år efter mine søstre. Min far sparede ikke på noget i sine eksperimenter. Min mor havde fået rigeligt med kokain, amfetamin og arsenik i forbindelse med ægløsningen og hele vejen igennem svangerskabet. Det var en skuffelse, at jeg kom til verden med så almindelige deformiteter. Min albinisme er af den gængse, rødøjede slags, og min pukkel er, om end ganske udtalt, ikke noget særligt for en pukkel at være, hverken hvad størrelse eller facon angår. Min livssituation var alt for almindelig og hverdagsagtig til at være profitabel sammenlignet med min brors og søstres. Mine forældre bemærkede ikke desto mindre, at jeg havde en kraftig røst, og kom frem til, at jeg måske ville egne mig som hjælper og sprechstallmeister. En skaldet og pukkelrygget albino kunne være lige den rette reklame for resten af familiens mere esoteriske talenter. At jeg desuden var dværg, hvilket var blevet tydeligt for enhver omkring min treårsfødselsdag, kom som en behagelig overraskelse for det tålmodige par og var med til 19

at forøge min værdi. Lige fra starten sov jeg i køkkenskabet under vasken i familiens husvogn, og havde en større samling af eksotiske solbriller til at beskytte mine sarte øjne.

På trods af de dyre radiumbehandlinger, som indgik i hans skabelse, var min lillebror, Fortunato, tæt på at blive født tilsyneladende normal. Det sørgelige resultat gjorde mine entreprenante forældre så deprimerede, at de straks udtænkte en plan om at efterlade ham en sen nattetime foran en lukket benzintank i Green River, Wyoming. Min far havde rent faktisk allerede stoppet vognen, parat til flugt, og var trådt ned for at hjælpe min mor med at stille papkassen med barnet ind på en sikker del af fortovet. Præcis i det øjeblik så den to uger gamle baby op på min mor med et sløret blik og afslørede på få sekunder, at han bestemt ikke var nogen fiasko, men derimod mine forældres mesterværk. Det var jo temmelig heldigt, så de gav ham navnet Fortunato. Af en eller anden grund har vi dog altid kaldt ham Kyllingen. ”Far,” sagde Iphy. ”Ja, far,” sagde Elly. De stod omme bag hans store stol og havde listet deres fire arme rundt omkring hans hals, mens de to ansigter, indrammet af glat, sort hår, så på ham fra hver sin side. ”Hvad er der, småpiger?” Han grinede og lagde sit magasin fra sig. ”Fortæl om dengang, du fik idéen til os,” forlangte de.

Jeg lænede mig ind mod hans knæ og så op i hans rare, tunge ansigt. ”Kom nu, far,” tiggede jeg, ”fortæl os om Rosenhaven.”

Først prustede og drillede og nægtede han, og vi forsøgte tilsvarende at smigre og lokke. Det endte altid med, at Arty sad oppe på fars skød med hans arme rundt om sig, Kyllingen sad på Lilys skød, og jeg lænede mig ind mod hendes skulder, mens Elly og Iphy sad i skrædderstilling nede på gulvet med deres fire arme strakt bagud som gotiske buesøjler, der 20

holdt overkroppene oppe, indtil far grinende overgav sig og begyndte at fortælle. ”Det var i Oregon, oppe i Portland, som også kaldes Rosenbyen, selvom jeg ikke fik taget mig sammen til at gøre noget ved det før et års tid senere, da vi sad fast i det hul til Fort Lauderdale.”

Han havde følt sig rastløs en dag, fuld af bekymringer over alt det meget arbejde til ingen verdens nytte. Han kørte op til en park, der lå på en bjergskråning og stillede bilen for at gå sig en tur. ”Man kunne se milevidt deroppefra. Og der var en stor rosenhave med pergolaer og espalierer og springvand.

Stierne var af mursten og snoede sig ind og ud.” Han havde sat sig på nogle trin, der førte fra den ene terrasse ned til den næste og havde kigget uinteresseret på eksperimentalroserne. ”Det var en forsøgshave, og farverne var … specialdesignede.

I lag og striber. Én farve på den indvendige side af rosenbladet og en anden udvendig. Jeg var vred på Maribelle. Hun var en freak, hvis specialitet var, at hun var født med et mikrolille hoved, og hun havde rejst rundt sammen med jeres mor og mig i lang tid. Hun forsøgte at vride armen om på mig og tvinge mig til at give hende lønforhøjelse, selvom jeg ikke havde råd.”

Roserne fik ham til at tænke over, at det var selve deres ejendommelighed, som gav dem deres skønhed, og over hvordan denne ejendommelighed var noget, man tilførte dem for at forøge deres værdi. ”Tanken slog bare ned i mig – fuldkommen ren og simpel – der var i virkeligheden ikke så meget at spekulere over.” Det gik op for ham, at også børn kunne designes. ”Og jeg tænkte ved mig selv: Se det ville være en rosenhave, der var værd at beskæftige sig med!”

Vi børn smilede og omfavnede ham, og han grinede bredt og sendte tvillingerne hen efter en grydefuld varm kakao fra vognen med drikkevarer og mig hen efter en stor pose popcorn, fordi de rødhårede piger alligevel bare skulle smide dem 21

ud, når de var færdige med at lukke ned. Og så sad vi alle sammen der i den hyggelige, lune hjørnekrog i vognen og gnaskede popcorn og drak varm kakao og følte os som fars små roser.

22