3 minute read
FEDEX: PENGENE RULLER
Nu ruller pengemaskinen igen
På PGA Tour er man klar til det årlige slutspil – hvor der spilles om uhyrlige summer.
Advertisement
Af Peter Bugge Foto: Getty Images
Glem alt om Majors, WGC og alle de andre højtprofilerede golfturneringer. Når det handler om pengepræmier, er det kun en ting der gælder: FedEx cuppen.
Spørg bare Dustin Johnson om det. Sidste år havde han ”blot” vundet lidt over fem millioner dollars inden sæsonens afsluttende turnering. Men da han vandt Tour Championship, og dermed også FedEx-cuppen, firedoblede han næsten sine præmiepenge for året.
Tour Championship er nemlig den afsluttende turnering i FedEx-slutspillet, hvor vinderen – ud over en kæmpe pokal – kan rejse hjem med en check på intet mindre end 15 millioner dollars. Det svarer til godt 93 millioner danske kroner.
Skabt for at tiltrække opmærksomhed I 2007 afløste FedEx cup den traditionelle sæsonfinale i et forsøg på at tiltrække mere opmærksomhed omkring afslutningen på sæsonen. Det helt store trækplaster var den gigantiske præmiepulje på dengang 35 millioner dollars. Den blev i 2019 næsten fordoblet, så spillerne i år skal fordele hele 60 millioner dollars mellem sig.
Spillerne samler point til ranglisten gennem hele sæsonen, der afsluttes med tre turneringer. Til den første får de 125 øverst placerede på ranglisten adgang til det forjættede land. Ugen efter kan de 70 bedste fortsat jagte drømme, mens der i den sidste turnering – Tour Championship – blot er plads til de 30 allerbedste, der altså skal dyste om titlen og ikke mindst de mange rare penge.
Kvalificerer man sig lige akkurat ikke til slutspillet, er der et dejligt, økonomisk plaster på såret. Dem, der ender på pladserne 126-150 får nemlig også en del af puljen, de kan lune sig med 70.000 dollars, mens de følger slutspillet på TV.
Er man derimod mellem de 125, der får adgang til slutspillets første turnering, er man garanteret 101.000 dollars. Det beløb vokser til 140.000 dollars ved anden turnering, og klarer man sig hele vejen til sæsonfinalen, venter der som minimum en check på 395.000 dollars.
Fokus er selvfølgelig på den enorme førstepræmiepulje, men nummer to i den afsluttende turnering går med en præmie på fem millioner dollars med garanti ikke sulten i seng.
Foruden den eksorbitante pengepræmie i slutspillet, er der også en bonuspulje på 10 millioner dollars efter den regulære sæson. Her er der penge til de ti øverste på ranglisten, vinderen får to millioner.
Ingen succes i Europa Indtil 2019 kunne en spiller sagtens vinde den samlede FedEx cup – uden at vinde den afsluttende turnering. Det blev lavet om for at skabe maksimal spænding i sæsonfinalen, så ranglistens førende spiller inden sidste turnering starter i -10. Nummer to i -8 og så videre. Dermed er der en fordel ved at være højst muligt rangeret – men der er stadig noget at spille om. Og det var ved samme lejlighed, præmiepuljen fik et gevaldigt løft.
Det var en fordel for Dustin Johnson i 2020. Han førte ranglisten efter næstsidste turnering, og begyndte således finalen ti slag under par. Og derfor endte han med at vinde, selv om Xander Schauffele faktisk var fire slag bedre end Johnson i turneringen – han var bare placeret som nummer 14 inden turneringen.
På European Tour har man også forsøgt sig med et slutspil – og stor bonuspulje. Slutspillet er for længst væk afløst af Rolex Series, en række turneringer fordelt over året med markant højere præmiepulje end normalt. Sæsonfinalen, DP World Tour Championship i Dubai, har dog fortsat årets største præmier – da Matthew Fitzpatrick vandt sidste år, vankede der en check på tre millioner dollars.
Bonuspuljen på European Tour er gennem årene reduceret kraftigt, sidste år kunne de fem øverste på Race to Dubai-ranlisten blot fordele 1,25 mio dollars mellem sig – vinderen fik de 500.000.
DE SIDSTE TI ÅRS VINDERE AF FEDEX CUP
2020: Dustin Johnson 2019: Rory McIlroy 2018: Justin Rose 2017: Justin Thomas 2016: Rory McIlroy 2015: Jordan Spieth 2014: Billy Horschel 2013: Henrik Stenson 2012: Brandt Snedeker 2011: Bill Haas
SÅDAN AFGØRES SLUTSPILLET
19.-22. august: The Northern Trust, Liberty National Golf Club (125 deltagere)
26.-29. august: BMW Championship, Caves Valley Golf Club (70 deltagere)
2.-5. september: Tour Championship, East Lake Golf Club (30 deltagere)
Dustin Johnson med pokalen i 2020.