2 minute read
KNUDSEN MØDER KNUDSEN
– og mændene bag
Henrik og Jesper Knudsen er ankermænd på golftransmissionerne på hver deres TV-station. Vi satte dem sammen for at høre deres historier – og om livet med golf.
Advertisement
Af Peter Bugge Foto: Lars H. Laursen
De to mænd er om noget lyden af golf - time efter timer taler de os stort set hver weekend gennem ugens golfturneringer på European Tour og PGA Tour. Henrik Knudsen og Jesper Knudsen er de bærende kræfter på henholdsvis V Sport Golf og Discovery/GolfTV.
Golfbladet møder de to garvede kommentatorer på terrassen ved Kokkedal Golfklub til en kop kaffe. Og en snak om deres liv, hvor golf fylder uendeligt meget.
Og nej, trods ens efternavn er de ikke i familie med hinanden. Men derudover har de masser af ting til fælles: De er nogenlunde jævnaldrende, er hovedmændene bag golftransmissionerne på hver deres TV-station og naturligvis bidt af en gal golfbold. Og så begyndte begge deres karrierer med tilfældigheder.
Jesper Knudsen spillede som ung badminton på professionelt niveau. Han var begyndt at kommentere på Klampenborg Galopbane, og der blev han opdaget af FilmNet. TV-stationen havde købt rettighederne til at vise søndags- og mandagskampen fra Premier League, men manglede en kommentator. – Efter et par år fandt FilmNet ud af, at de skulle have en sportskanal. De købte et hav af rettigheder, deriblandt golf fra
PGA Tour. Så det blev jeg sat til at kommentere. Jeg kan huske, jeg havde Tiger Woods i hans allerførste turnering.
Dengang havde vi ikke internet, så vi havde ikke noget begreb om, hvad det var for et fænomen, der lige pludselig ramte golfsporten, fortæller Jesper Knudsen. Efter et par år blev rettighederne solgt videre, og
Jesper Knudsen vendte tilbage til tjansen som fodboldkommentator. Men da først C More og nu Discovery generobrede dem for fem-seks år siden, røg Jesper Knudsen atter bag golfmikrofonerne, hvor han har været lige siden.
Fra værtshus til TV2 Der var også et skær af tilfældighed over Henrik Knudsens entre i sportens verden. Han havde som ung gået i skole i USA og var blevet forelsket i amerikansk fodbold. Tilbage i Danmark drev han på et tidspunkt en bar ved siden af Radiohuset på Frederiksberg, hvor han forsøgte at peppe normalt døde mandag aftener op med ”Monday Night football”. Med en ugegammel kamp, han fik tilsendt fra USA på VHS – og succesen var enorm. – Da TV2 startede i 1988, havde de have nogle rettigheder til NFL, men de havde ikke nogen, der vidste noget om det. Men flere af dem kom fra DR, og de vidste, at ham værtshusholderen kendte lidt til det. Så jeg blev inviteret til at være medkommentator, fortæller Henrik Knudsen om sin spæde start.