6 minute read
UDSTYR
Ved Morten Buckhøj
Princippet i tre-fire-lags funktionstøj gør det let og smidigt at spille i.
Advertisement
Vi kan lige så godt se det i øjnene. Vejret bliver koldere, vådere og mere blæsende nu og frem til næste forår. Det skal dog ikke afholde os fra at spille golf, og som det jo hedder, så findes der ikke dårligt vejr, kun forkert påklædning.
Golfexperten har fået efterårskollektionerne indenfor golfbeklædning på hylderne, og i den anledning lagde vi vejen omkring Odense, hvor butikschef Martin Andreasen guider os gennem hvad der i hans øjne er ’rigtig påklædning’ til den tid vi nu går ind i. - 99 procent af alt det tøj vi har er ’funktionstøj’, siger Martin og understreger, at moderne golftøj i bund og grund alt sammen er lavet til at gøre golfrunden så behagelig som muligt, uanset om det er varm højsommer, eller en blæsende og kold efterårsdag.
Tre-fire lag tøj - Som grundregel er bomuld bandlyst. Bomuld holder på sveden, og det vi har brug for – både sommer og vinter – er at få transporteret sveden væk fra kroppen. Så når jeg taler for, at vi som golfspillere har tre-fire lag tøj på i efteråret og vinteren, så indgår der ikke en bomuldspolo inderst, siger han. - Det inderste lag er en baselayer. Mange, der står på ski kender til det, men det er også enormt effektivt på golfbanen. Baselayers findes i tre tykkelser, hvor nogle køler og andre varmer. Den sidder helt tæt til kroppen og transporterer meget effektivt sved væk fra kroppen.
Næste lag er en polo. Den kan udelades, hvis man vælger kun at have tre lag på, men mange kan godt lide at have en polo på når de spiller golf. Der er tale om en svedtransporterende funktionspolo i polyester og polyamid med spandex/elastan, der gør stoffet fleksibelt.
Tredje lag er det varmegivende mellemlag. Man kan kalde det for en moderne ’uldtrøje’, men her er en tynd langærmet trøje med et let fleece foer. Som midlayer kan man også benytte en fleecetrøje, men den er ikke vindtæt.
Det sidste lag er skallaget, og det er vejrafhængigt. Det kan enten være vindtæt eller vandtæt. Her anbefaler jeg en vest. Vesten er voldsomt undervurderet. Vi fryser generelt ikke på armene, så vesten giver varme til kroppen samtidig med, at den giver frihed til at svinge golfkøllen. Hvis det regner, skal man have en regnjakke på i dette lag. Og de er også vindtætte.
Al golfbeklædning er funktionstøj
Golfexperten guider dig til at blive klædt mest optimalt på til efterårets golfrunder.
Betaler for det man får Med disse fire – eller eventuelt tre – lag, er man godt rustet til efterårsvejret og det bliver aldrig for tykt og klodset at spille i. Med hensyn til bukser, så skal man nok ikke spille i sine tynde sommerbukser. Der findes kraftigere materialer, f.eks. en soft shell buks, som er mere end vandafvisende, og kan klare lidt småregn, men er det dagsregn, så skal man op i en decideret regnbuks, anbefaler Martin.
Regntøj er lidt af en investering. Rigtigt godt regntøj er en ganske stor udskrivning. Og også her er der en ufravigelig hovedregel: Gore-Tex er det eneste, der er 100 procent vandtæt. - Alt det regntøj vi forhandler er vandtæt, og kan klare et vandsøjletryk på minimum 10.000, men der er selvfølgelig forskel på et helt regnsæt til 1.700 kr. og så på en jakke til alene 2.800 kr. Regntøj med Gore-Tex er tæt under alle forhold, det er det andet ikke. - Vores mest solgte regnsæt er fra Abacus, og kan tage et vandsøjletryk på 15.000, det vil sige at fire timer i almindelig regn kan det sagtens klare, men hvis det virkelig står ned, så bliver det udfordret. Det er et sæt, der føles meget blødt og behageligt, hvor de dyrere og stærkere Gore-Tex-sæt fra f.eks. Galvin Green er kraftigere og ikke helt så behagelige, siger Martin Andreasen, der pointerer, at man betaler for det man får. Betaler man rigtigt meget for et regnsæt, så får man også noget, der virkelig holder vandet ude og kroppen tør.
Martin Andreasen med de fire essentielle lag tøj til det lunefulde efterårsvejr – og et eksempel på 100 procent vandtæt regntøj fra Galvin Green.
DET KOSTER DET
Priseksempler på det viste 4-lags sæt, som er fra Oscar Jacobson (men sagtens kan være andre mærker)
Baselayer: Polo: Midlayer: Vest: Bukser:
3-400 kr. fra 349 kr. 800 kr. 800 kr. 700 kr.
Priser på regnsæt varierer meget afhængigt af om det er med eller uden Gore-Tex.
Ved Morten Buckhøj
Lydia Ko tager tre år mere med ECCO sko på fødderne.
ECCO forlænger med Lydia Ko
De danske golfsko-producent ECCO har forlænget sin aftale med én af verdens bedste kvindelige golfspillere, den New Zealandske tidligere verdensetter, Lydia Ko. Aftalen gælder for de kommende tre år. 24-årige Ko vandt OL-bronze i Tokyo tidligere på året og har holdt et uroligt højt bundniveau gennem hele sæsonen med ni top10 placeringer inklusive en sejr i Lotte Championship.
Klimavenlige tees
Golfkompagniet, som bl.a. distribuerer Mizuno i Danmark, skal nu også stå for salget af GreenUp Tees i såvel Danmark som i udlandet. GreenUp Tees er en dansk opfindelse, hvor golf tees produceres af kaffegrums og bioorganisk materiale, der tilsammen gør tees 100 procent nedbrydelig i naturen og samtidig gøder golfbanen. - Som jeg ser det, er dette en banebrydende måde at producere golftees på og helt sikkert den rigtige vej for golfsporten til at nedbringe sit aftryk på klimafronten. Det er et samarbejde jeg ser meget frem til, udtaler ejer af Golfkompagniet, Jesper Pihl. En pose med 50 stk. GreenUp tees koster 59 kr.
GreenUp Tees er 100 % nedbrydelige i naturen og har en gødende effekt.
HydroSeries regntøj
FootJoy lancerer op til efterårssæsonen deres nye HydroSeries inden for regntøj. Der er tale om tre forskellige regnjakker fra den eksklusive HydroTour, der kan modstå selv de mest ekstreme vejrforhold, over HydroLite, som er bedre egnet til lunere temperaturer, men ellers også giver 100 % beskyttelse mod regn. Den sidste i serien er HydroKnit, en anorak, der kan klare op til 15.000 mm vandsøjletryk og er udført i et letvægts stretch materiale, der er behageligt at spille i. Priserne ligger fra 2.749 kr. for HydroTour over 1.899 for HydroLite til 1.799 for HydroKnit. Der findes bukser, der matcher alle tre jakker fra 1.399 til 1.899 kr. Se desuden artiklen om funktionstøj på foregående side.
HydroLite er den mellemste kvalitet, med 20.000mm vandsøjletryk klarer den det værste vejr, men er ikke så lun som tour-modellen.
T22 wedges fra Mizuno
Mizuno har lavet tre nye finishes og fire nye grind muligheder til deres T22 wedges. De nye modeller, der kommer i handlen midt i oktober, er en udvidelse af linjen af den tåreformede wedge, som er populær blandt tourspillerne. De nye modeller er en anelse mere kompakte end tidligere, og vægtfordelingen over selve slagfladen er justeret, så det giver et mere konstant spin og en mere gennemborende boldflugt. En anden interessant detalje er Mizunos HydroFlow Micro Grooves, der er designet til at trække fugt væk fra træfområdet således at man ikke reducerer spin når det er vådt og fugtigt vejr. De nye finishes er Denim Copper, Satin Chrome og Raw. Raw vil ruste over tid, og det er altså meningen. De fås i S, D, C og X grinds, hvor C og X er for dem, der virkelig kan skabe magi omkring greens. Pris: 1.500 kr.
T22 wedges fås i fire grinds og tre nye finishes.