R E P L I Q U E
Replique, 8. årgang 2018 Redaktion: Rasmus Volthers Pedersen (ansvh.), Anders Orris, Mikael Brorson, Christian Egander Skov
Tidsskriftet Replique udkommer hver måned med undtagelse af januar og august. Skriftet er sat med Book Antiqua, Myriad Pro
Udgives af forlaget Munch & Lorenzen http://aarsskriftet-critique.dk/replique ISSN: 2245-0165 © Munch & Lorenzen
Omsmeltningens århundrede
OPINION – Johan Chr. Nord endte med at måtte aflyse sit foredrag ved Critiques årskonference. Her bringer vi, hvad Nord selv betegner som en fortættet udgave af sit syn på spørgsmålet det såkaldte ’Nye højre’.
Johan Christian Nord
Det er en underlig tid, vi lever i – særligt for os, der er blevet voksne i de første to årtier af dette fortsat unge årtusinde. Vi er opflaskede med det tyvende århundredes søde drømme, og indtil alting begyndte at ændre sig, har vi selv troet på denne døende tidsalders forudsigelser af en fred, der skulle blive evig. TIDENS VILDE VEJE Men så gik tiden jo sine egne vilde veje, og kloden artede sig anderledes, end vores opdragere havde fortalt os, at den ville. Materien gjorde modstand, og en voksende del af os kan efterhånden mærke, at den tro, man iklædte os, ikke står mål med de erfaringer, som vi nu er ved at gøre os. Vi er et slægtled, der er opvokset med indbildningerne som arv. Vi har troet oprigtigt på dem. Selvfølgelig har vi det. Men nu visner de, og vi kan mærke det – som en indsigt, der arbejder i kødet. Vi kan se det, når vi efter at have flakket rundt i ruinlandskaberne udmattede læner ansigterne mod væggene og lader de indtørrede fingerspidser glide hen langs overfladerne; sprækkerne i murværket, alt det,
der smuldrer omkring os – og i os. Også lugten er indtrængende: Uddunstninger fra mug, råd og svamp, som har overgroet dét, der engang var fæstningsværker, kongesale og blomstrende haver, hvor børn var frie til at lege. Og vi kan høre det, når vi – i en for os uforklarlig blanding af sorgfuldhed og længsel – lægger øret mod jorden: Tragedielarmen. EN VERDEN, DER DØR Det er lyden af en virkelighed, som man havde fortalt os, kun fandtes i dystre fortidståger og overjordiske eventyr, men som nu er ved at vågne. Det lyder som kroppe, der slæber sig langs jorden; som væbnede mænd, der vandrer taktfast frem mod fjender; som stål mod stål – og som stål mod kød. Det er blodets egne sange, som ængster trætte sjæle og kalder våbenføre viljer frem. Vi var ikke forberedte på at høre disse lyde. Vi havde hverken forventet eller ønsket dem i øregangene, og vi aner intet om den fulde skikkelse af dét, som nu bevæger sig dernede. Men vi hører lydene, og vi kan ikke tie stille. For dét, vi har mærket; dét, vi har set; dét, vi har lugtet, og dét, vi har hørt – det kan vi ganske enkelt ikke ryste af os. Det er følelsen af en verden, der dør. Det er undergangens angst, som isner i blod og får hjerter til at fryse. Men måske også: Glæden ved fødslen af noget nyt – genfødslen af noget evigt ungt? Ja, måske ligefrem: Hjerter, der svulmer i troskab mod det, der binder – og det, der skal komme. Håb, vilje, kraft og mod? Kærlighedens bånd til de mennesker, som er
Side 79
R EPLI QUE 8. årg. s. 79-81 Omsmeltningens århundrede – opklarende bemærkninger om omsmeltningen i ilden Af Johan Christian Nord
vores virkelighed – og derfor betyder så meget mere for os end alt det andet? AFSKED MED ØNSKETIDEN De følelser kan vågne, når kendte mønstre blegner, og dagklarheden overvældes, så rædselsvågne sind får lært at lytte til det ellers dygtigt undertrykte klangsprog. Det kommer nedefra og kan kun høres af de ører, som tonerne har trængt sig ind på. Vi bilder os ikke ind, at alle skulle kunne mærke pulsen fra disse dunkellyse klange – eller forstå os, når vi digter om dem. Vi véd, at vores fornemmelser er ubehagelige, anstødelige og ligefrem afskyvækkende for dem, der stadig klynger sig til den døende drøm om altings fortsættelse og forbedring – for jer, der endnu ikke har følt, at dette faktisk er en afslutning. En afslutning på ønsketiden, en afsked med den himmelblå halvdel af det tyvende århundrede – og dermed: En opvågning til udfoldelsen af det 21. århundrede, omsmeltningens århundrede. Omsmeltning? Ja, vi tror, at det er den erfaring, der snart vil vise sig som vilkår: Vi vil undergå en gradvis bearbejdning og ende som noget ganske andet end dét, vi længe var. I vores umyndighed havde vi aldrig forestillet os, at denne skæbne kunne blive vores. Vi regnede veltilpasheden for umistelig, men efterhånden har vi indset, at livet ikke er en ejendom, man frit forføjer over – og at mennesket ikke er et ufarligt dyr. I dag er vi fremmede for de jubeldrømme, man fodrede os med, da vi var børn og kun kendte til det overleverede. Man fortalte os, at virkeligheden kunne blive,
hvad vi ønskede os, den skulle være. Vi skulle male den i alle regnbuens farver, og billedet ville blive smukt. VIRKELIGHEDENS GENNEMBRUD Men det var kun overfladen, der blev bemalet. Under farvelagene bevægede det sig stadig dernede. Det var alt det fortrængte, der kradsede opad, og nu er vi voksne. Vi kan se sprækkerne i den fugthærgede maling, og vi kvalmes ved den ihærdighed, der udfoldes for at dække over dét, der nu er ved at presse sig opad. For vi tror ikke længere på lappeløsningerne, men forventer et frembrud af det tildækkede: Virkeligheden – kræfterne og væskerne, der strømmer, som de vil, og aldrig tager hensyn til, hvad vi går rundt og mener om dem. Så hvad ønsker vi? Vi ønsker at omfavne vores vilkår og forstå det kommende som dét, det kan blive – kampens virkelighed. Det betyder: Undergangens trussel, opvågningens mulighed. Forstår I os nu? Omsmeltningens århundrede; det bliver en afgørelse i ilden – og det bliver ikke os, der lærer jer at lytte. Håbet er, hvad det jo altid var: Modsætningernes sammenføjning, den hellige forening – modersjæl og faderånd, kærligt sammensmeltede, så livets træ kan grønnes. Det er kampens sans i livets tjeneste; lysten til en frodig, fredfyldt fremtid – og viljen til at kæmpe for den. Lad os kalde det: Et gensyn med det blegnede billede, en hjemkomst til den brudte enhed – under altings flimren.
Side 80
R EPLI QUE 8. årg. s. 79-81 Omsmeltningens århundrede – opklarende bemærkninger om omsmeltningen i ilden Af Johan Christian Nord
Dertil kræves både flammehavets brusen, det stille blus derinde og vandet, der kan slukke tørsten. Det er alt for nu. Tiden røber selv sit væsen, og enhver får sit at se til. Johan Christian Nord er skribent ved aarsskriftet-critique.dk og valgmenighedspræst.
Side 81