H.C. Andersen og kunstens opdragende betydning

R E P L I Q U E

Replique, 9. årgang 2019 Redaktion: Rasmus Volthers Pedersen (ansvh.), Anders Orris, Mikael Brorson, Christian Egander Skov

Tidsskriftet Replique udkommer hver måned med undtagelse af januar og august.

Skriftet er sat med Book Antiqua, Myriad Pro

Udgives af forlaget Munch & Lorenzen www.critique.ksaa.dk/replique ISSN: 2245-0165 © Munch & Lorenzen

H.C. Andersen og kunstens opdragende betydning ANMELDELSE – H.C. Andersens eventyr er unikke, fordi de er kristne eventyr, hvor eventyret om menneskelivet smelter sammen med Guds store eventyr, skriver Monica Papazu. Her opdrager H.C. Andersen børnene – og de voksne – ved at vække samvittigheden og vise mennesket, at det er et åndsvæsen.

Monica Papazu

Få danske forfattere har som H.C. Andersen opnået ikke blot international anerkendelse, men noget langt vigtigere og dybere: at indgå i utallige landes almenkultur, og dette ikke kun i Europa, som han hører til, men næsten overalt i verden.

H.C. Andersens forfatterskab er mangesidigt, det omfatter romaner, indsigtsfulde rejseskildringer, smukke levnedsbeskrivelser, hvor det personlige liv løftes op til at være en almengyldig historie, talentfuld lyrik – ikke uden grund er ”I Danmark er jeg født” værdig til at blive kaldet en sand nationalsang – men det er først og fremmest i eventyrene, at hans litterære kald De store romanforfattere overkommer genrens iboende tilknytning til tid og sted. De klassiske romaner er samfundsfresker, som samtidig formår at sige noget væsentligt om det at være menneske.

Det gælder for Dostojevskij og Solsjenitsyn; det gælder også for den poetiske Marcel Proust og på en helt anden måde for Balzac, som dog i særlig grad er én bestemt epokes krønikeskriver.

2 Mircea Eliade, ”Les mythes et les contes de fée”, i Aspects du mythe, Paris, Gallimard, 1963, ss. 233244.

1

Side 59

fuldbyrdes. I disse kunstnerisk fuldendte, forholdsvis korte tekster finder han sin egen, uforlignelige stemme.

Det er også valget af eventyret som udtryksform, der i afgørende grad har været medvirkende til H.C. Andersens enorme udbredelse. For modsat romanen, der tager sit udgangspunkt i en præcis tid og et præcist sted og sommetider magter at modellere det tidløse ud af det lokale og historisk bestemte stof,1 giver eventyret et billede af menneskets grundvilkår, som ikke er betinget af tid og sted. Eventyret er knyttet til mytens verden, til de store symbolske mønstre, som taler om meningen med menneskelivet.2 STYRKEN VED H.C. ANDERSEN H.C. Andersens force ligger i, at han har formået at forlene eventyret – en årtusindgammel genre, som utallige folkeslag har bidraget til – med et originalt indhold, med sin egen refleksion over tilværelsen.

H.C. Andersen har skabt det kristne eventyr, hvor menneskelivet ikke begrænses til den timelige dimension, men udfolder sig under evighedens synsvinkel,3 idet det indgår i Guds store ”eventyr”: det eventyr, vi selv ”er med” i.4 F.eks.: ”Den lille Pige med Svovlstikkerne”, ”Det gamle Egetræs sidste Drøm”, ”Historien om en Moder”, ”Den lille Havfrue”, ”De røde Skoe”, ”En Historie fra Klitterne” osv. – Se: Monica Papazu, I Guds klare solskin: H.C. Andersens kristne eventyr og historier, Anis, 2006.

4 ”Vi have endnu ikke Øine til at see ind i al den Herlighed, Gud har skabt, men vi faae dem nok, og det bliver det deiligste Eventyr, for vi ere selv med deri!”: ”Skrubtudsen”, i H.C. Andersen, Samlede Værker: Eventyr og Historier, Gyldendal, Det Danske Sprog- og Litteraturselskab, 2003, III, s. 143.

3

R E P L IQ U E 9. årg. s. 59-62 H.C. Andersen og kunstens opdragende betydning Af Monica Papazu

H.C. Andersens fortjeneste som forfatter af kristne eventyr kan vanskeligt overvurderes. Hos H.C. Andersen har ”det Sande, det Gode og det Skønne” deres fulde betydning: Det er dem, der med hans ord ”hold[er] Verden sammen.”5 Sand kunst har således åndelig værdi: Den er ikke kun en manifestation af skønheden, men er båret af sandhed og godhed og har etisk funktion. Netop sådan er H.C. Andersen en ypperlig repræsentant for den europæiske civilisation. Som den russiske filosof Alexander Zinoviev skrev: ”Stor kunst er frugten af en etisk civilisation, og den er samtidig et af denne civilisations midler”.

Og han fortsatte: ”Det er derfor, vi ikke [mere] har og ikke kan have stor åndelig kunst”.6 FRIHEDENS ETIK På de næste sider vil jeg tage ét enkelt spørgsmål op til diskussion og skitsere H.C. Andersens svar på det ved hjælp af nogle af hans bedst kendte eventyr. Det drejer sig om et af etikkens grundlæggende spørgsmål: Hvad er friheden?

Hos H.C. Andersen er friheden primært ikke et vilkår, men en gerning, som engagerer hele éns væsen. I Den lille Havfrue f.eks. bliver handlingen sat i gang ved en modig beslutning: ”Alt vil jeg vove”, siger eventyrets hovedperson, ”for at vinde ham og en udødelig Sjæl!”.7 I Sneedronningen er det også en beslutning, som danner udgangspunktet: Gerda er begyndt at H.C. Andersen, ”De Vises Steen”, II, s. 360.

Alexander Zinoviev (1922-2006) (en af de bedst kendte kritikere af kommunismen), Svetloe budusjtjee [Den lyse fremtid] 1978 (https://www.e-reading.club/book.php?book=1022061). Bogen er 5 6

søge efter den forsvundne Kay, og hun henvender sig til floden, som har set meget og véd meget. Hun ofrer endda sin dyrebareste besiddelse (de elskede røde sko) til floden, dvs. tager afsked med sin selvcentrering og med den vante, trygge verden. I simple ord, tilgængelige for enhver, beskriver H.C. Andersen frihedens truende dimension: ”saa krøb hun op i en Baad […] og kastede Skoene; men Baaden var ikke bundet fast, og ved den Bevægelse, hun gjorde, gled den fra Land […]. Da blev den lille Gerda ganske forskrækket og gav sig til at græde […] »Maaskee bærer Floden mig hen til lille Kay,« tænkte Gerda og saa blev hun i bedre Humeur”.8 Friheden er at forlade det trygge – der er ingen ”safe space” her – og den er uvægerligt ledsaget af frygten for det ukendte.

Den er ikke omgærdet af ”rettigheder” (i en vis forstand ophæver ”rettighederne” friheden, idet de fratager den dens iboende angst), men er noget nyt, som bryder ud. I virkeligheden vil Gerda, ligesom den lille havfrue, ”vove alt” – for at redde Kay. At lære angsten at kende og beherske den vil være en del af Gerdas erfaringer, igennem hvilke hendes opdragelse til frihed finder sted.

FRIHEDEN SOM BEGIVENHED Hos både Gerda og den lille havfrue er friheden hverken en tilstand eller en besiddelse, den er først og fremmest en blevet oversat til flere sprog: L’avenir radieux, Lausanne, L’Age d’Homme, 1978, s. 202.

7 H.C. Andersen, ”Den lille Havfrue”, I, s. 164.

8 H.C. Andersen, ”Sneedronningen”, I, s. 309.

Side 60

R E P L IQ U E 9. årg. s. 59-62 H.C. Andersen og kunstens opdragende betydning Af Monica Papazu

begivenhed. Et af de markante eksempler er den lille havfrues kamp for at redde prinsen fra skibbrud: Ligestrax blev hun ganske fornøiet, for nu kom han ned til hende, men saa huskede hun, at Menneskene ikke kunne leve i Vandet, og at han ikke, uden som død, kunde komme ned til hendes Faders Slot. Nei døe, det maatte han ikke; derfor svømmede hun hen mellem Bjelker og Planker, der dreve paa Søen, glemte reent, at de kunde have knust hende, hun dykkede dybt under Vandet og steg igjen høit op imellem Bølgerne, og kom saa tilsidst hen til den unge Prinds.9

Her er konfrontationen med det ukendte åbenlyst livstruende. Den farlige handling er et frihedens udbrud: Denne handling er fuldstændig fri, idet den er resultatet af et moralsk valg, hvorved hun følger sin samvittighed, loven i menneskets hjerte. Ved sit valg sætter hun den anden lov, som er nedlagt i enhver skabning, og som er ubevidst og lænket til det biologiske liv, ud af kraft, nemlig selvopholdelsesdriften.

H.C. Andersen, ”Den lille Havfue”, I, ss. 160-161.

Nikolaj Berdjajev, O naznatjenii tjeloveka, Paris, 1931, II, 4, ss. 189-190. Fransk oversættelse: De la destination de l’homme: Essai d’éthique paradoxale, Lausanne, L’Age d’Homme, 1979, s. 231. Jeg vil gerne gøre opmærksom på, at af Berdjajevs omfattende forfatterskab findes to bøger på dansk: Tidsskifte: Den nye Middelalder og Dommen over vor Tid fra 1937 og Ulighedens filosofi, oversat af Christian Gottlieb, Tidsskriftet Fønix, 2017. Se: Monica Papazu, anmeldelse af Ulighedens filosofi, ”Nikolaj Berdjajevs forunderlige aktualitet”, Tidsskriftet Fønix, 2019: http://foenix1976.dk/wp-content/uploads/2019/03/2019_Papazu_Berdjajev_s.45-65.pdf.

9

Den russiske tænker Nikolaj Berdjajev har med rette insisteret på, at menneskets åndelige liv forudsætter overvindelse af frygten: ”Frygten lammer samvittigheden”; den ”forvrænger” vores moralske syn; derfor, understreger han, må man aldrig foretage et moralsk skøn og en moralsk handling under frygtens indflydelse.10 LYDIGHED Friheden er samvittighedens naturlige udtryk. Friheden som ”frihed til” opstår i afgørelsens øjeblik. At den lille havfrue i eventyrets afslutning definitivt vælger at ofre sit liv for prinsen, markerer den frihed, som udspringer af kærlighedens lov.

At den lille Gerda på sin side bryder ud af den vedvarende sommers magiske have, som var en opfyldelse af alle éns ønsker og den totale tryghed, er ligeledes den frihed, som gør sig gældende, når man følger samvittighedens ”du skal”: ”Jeg skulde jo finde Kay!”,11 siger hun til sig selv, og ingen og intet kan holde hende tilbage. Det er samvittigheden, der bryder lænkerne og sætter i frihed.

11

10

Side 61

H.C. Andersen, ”Sneedronningen”, I, s. 312.

R E P L IQ U E 9. årg. s. 59-62 H.C. Andersen og kunstens opdragende betydning Af Monica Papazu

Ser vi med opmærksomhed på disse eksempler hos H.C. Andersen, opdager vi, at friheden indebærer selvovervindelse. Friheden er ikke en udfoldelse af ønsker og luner, og den er ikke at tage sig selv som alle tings målestok. Den er en lydighed over for en instans, som er inkommensurabelt højere end éns egen person. Friheden har rod i samvittigheden, og samvittigheden er noget helt andet end det narcissistiske jeg, som spejler sig i sig selv. Friheden kan aldrig være selvcentreret i denne forstand – dens centrum er uden for én selv. Den kræver et anker – en ariadnetråd – som H.C. Andersen i øvrigt også har beskrevet i sine eventyr.12 Med H.C. Andersen befinder vi os ubetinget i et moralsk univers, hvor den enkelte er en adressat: Han er den, der skal svare på spørgsmålet om godt og ondt, og hvis frihed afhænger af dette svar.

KUNSTENS OPDRAGENDE VÆRDI H.C. Andersens eventyr er ”Eventyr, fortalte for Børn”, som han kaldte dem, men som henvender sig i lige grad til de voksne. I sit brev til Ingemann, 20. november 1843, definerer han eventyrenes perspektiv sådan: ”nu fortæller jeg af mit eget Bryst, griber en Idee for den Ældre – og fortæller saa for de Smaa, medens jeg husker paa at Fader og Moder tidt lytte til og dem maa man give lidt for Tanken!”.13 H.C. Andersen taler ind i et fællesskab af ”[P]aa Tenen var en Traad finere end Edderkoppens Spind […] den var stærk som et Ankertoug.

Hun […] bandt Enden af Traaden fast til Faderens Huus […] Traaden havde hun at holde sig til, den stolede hun paa og ikke paa sig selv og Andre”: H.C. Andersen, ”De Vises Steen”, II, s. 357.

12

børn og forældre, og han bidrager til det ved at slå fællesskabets åndelige holdepunkter fast. Han danner bro mellem børn og voksne og fører børn ind i de voksnes univers, hvilket er opdragelsens mission per definition. Ikke fordi hans mål er at opdrage – men fordi al stor kunst er opdragende. Det er ganske indlysende, at det er en kristen opdragelse, hvor forholdet til Gud er den lodrette akse. Ikke tilfældigt har hans personer Biblen i hænderne, og nogle af de mest dramatiske scener er bønnescener.14 Ja, H.C. Andersens kunstneriske eventyr har en ubestridelig opdragende værdi – men ordet skal forstås rigtigt: Det, som drager op. Det, som forædler. Det, som modellerer sjælen og vækker samvittigheden. Det, som viser mennesket dets vej som et åndsvæsen, der, idet han bliver sit ansvar bevidst, opdager den frihed, han er kaldet til.

Det er derfor ikke overraskende, at Alexander Zinoviev i 1970’erne opfordrede til, at man atter lytter til eventyr for at finde vejen ud af den moralske krise, som kommunismen bragte: ”Hvad vi […] har behov for, er en smule godhed. En smule naivitet. Noget barnligt, måske. Ja, et smukt eventyr”.15 Monica Papazu er mag.art. i sammenlignende litteratur fra Bukarests Universitet og forfatter.

H.C. Andersen Centret, brevbasen: http://andersen.sdu.dk/brevbase/brev.html?bid=3034.

14 F.eks. i ”Sneedronningen”, ”Pigen, som traadte paa Brødet”, ”Reisekammeraten” osv.

15 Alexandre Zinoviev, L’avenir radieux, s. 90.

13

Side 62