Ingen fjende til højre?

R E P L I Q U E

Replique, 9. årgang 2019 Redaktion: Rasmus Volthers Pedersen (ansvh.), Anders Orris, Mikael Brorson, Christian Egander Skov

Tidsskriftet Replique udkommer hver måned med undtagelse af januar og august.

Skriftet er sat med Book Antiqua, Myriad Pro

Udgives af forlaget Munch & Lorenzen www.critique.ksaa.dk/replique ISSN: 2245-0165 © Munch & Lorenzen

Ingen fjende til højre?

OPINION – I gamle dage lød venstrefløjens mantra: ”Ingen fjende til venstre”. Med Rasmus Paludan og Stram Kurs’ indtog på den politiske scene, og en højrefløj ude af stand til at tage afstand herfra, kunne noget tyde på, at mantraet i dag gælder på højrefløjen. Har højrefløjen mistet sit moralske kompas?

Christian Egander Skov

Det jeg elsker allermest ved 1. maj er dets karakter af ideologisk gedemarked. I det daglige er Socialdemokrater én ting, gammelkommunister noget andet - og pisstinkende anarkister noget helt tredje.

Men en gang om året finder venstrefløjen sammen og fejrer i nogenlunde samdrægtighed et fælles (forestillet) udgangspunkt i marxismen og arbejderbevægelsen. Så der kan man altså gå rundt og det ene øjeblik støde ind i en væver DSU’er med gelatine i midterskilningen og, idet man forskrækket træder et par skridt tilbage, vælte ind i en stormavset folkemusiker, der aldrig har sat krydset til højre for Frank Aaen.

INGEN FJENDE TIL VENSTRE Historisk set har kommunisterne næppe haft større modstandere end socialdemokratiet. Men for en stund går det hele tilsyneladende op i en højere enhed. Jovist, jo længere man kommer ud på yderfløjene jo mere fragmenteret bliver folkefronten. I takt med at de politiske safter stiger, bliver det stadig vanskeligere at være i stue sammen.

Side 51

Heldigvis findes der også her en art pragmatisme, der ved enkelte lejligheder er blevet båret frem under slagordet ”ingen fjende til venstre”. Rettelig forstået: Det borgerlige samfund er den reelle fjende.

Lad os ordne det først, og så kan vi altid presse hinanden op ad muren bagefter.

OG SÅ TIL STRAM KURS Forestillingen om at kampen mod fjenden er så aktuel, så afgørende og nærværende, at den skubber alt andet til side har i dag bredt sig til højrefløjen. Det understreger Rasmus Paludans og Stram Kurs´ overraskende og markante succes med at vinde en position i mediebilledet.

Rasmus Paludan er en mand med en broget fortid. Stram Kurs er et højre-ekstremistisk parti, hvis program går over demokratiets, grundlovens og den danske retsstats lig. Her er målet uden blusel etnisk udrensning. For Stram Kurs er danskerne ikke et folk bundet sammen af ånd og historie, det er en stamme forbundet ved blod. Danmark er ikke en nation, men mere som en hundekennel, hvor der nidkært vogtes over blodet og anetavlerne .

VI KAN IKKE SMYKKE STRAM KURS MED FASCISME-BETEGNELSEN Det er blevet umoderne at trække nazikortet. Fint nok. Vi lader det blive i lommen. Det ville heller ikke være fair. For fascismen er jo også en regulær ideologisk position med en eller anden sammenhæng i sin tænkning. Stram Kurs´ program leder snarere tankerne hen på en ubehandlet diagnose end en vision for et fornyet, ungt samfund der rejser sig af asken.

Der er ingen grund til at smykke den bevægelse med fascisme-betegnelsen. Det er

R E P L IQ U E 9. årg. s. 51-52 Ingen fjende til højre?

Af Christian Egander Skov

ikke frontsoldaternes oprør mod det borgerlige samfund, men Facebook-tastaturkrigernes savlende afmagtsvrede, der udgør den inderste mekanik i den type bevægelser, der lever på at trolle den offentlige debat.

Nej, Stram Kurs er ikke Ølstuekup, bare ølstue.

ALLE BURDE KUNNE TAGE AFSTAND At tage afstand til Rasmus Paludan burde være en formsag. Desværre er billedet noget broget. Til dels på grund af den behandling Paludan blev udsat for på Nørrebro af unge indvandrere og autonome lurer en slet skjult imponerethed over Paludans bedrifter og evne til at sætte en dagsorden. Rigtig nok har man peget på, at det ikke var Paludan, der satte Nørrebro i brand (den ære ved vi, hvem tilfalder), men når vi har sagt, at der naturligvis er ytringsfrihed hertillands, så må vi forholde os til, hvad denne frihed bliver brugt til.

Det er et problem. For hverken Nye Borgerlige eller Dansk Folkeparti ligger strengt taget tæt på Stram Kurs. Begge partier står på folkestyrets og retsstatens grund og ligger dermed tættere på Socialdemokratiet end på Paludans bevægelse.

Så hvad foregår der? Ja, måske får vi svaret, hvis vi forstår, at ”ingen fjende til højre”-tænkningen er begyndt at bane sig vej ind på højrefløjen. Hvorfor? Fordi dele af højrefløjen har fået ødelagt sit politiske og moralske kompas af angsten for undergang.

Paludan forsvinder igen. Men den dårlige dømmekraft har vi ikke set for sidste gang.

Dette lover ikke godt for højrefløjen.

Christian Egander Skov er historiker, post.doc. ved Norges Teknisk-naturvitenskapelige Universitet i Trondheim og redaktør ved nærværende tidsskrift.

Man kan kæmpe for et menneskes ret til at ytre sig, og samtidig forbande ham til helvede, fordi man opfatter hans ytringer som hadske og ødelæggende. Men på dele af højrefløjen frakendes Paludan ansvar for egne ytringer. Han bliver en art projektør, der kaster lys på et problem, der eksisterer helt uafhængigt af ham selv. Dermed får han endog en positiv funktion. Og sådan ser vel mange på højrefløjen på Paludan.

HØJREFLØJENS PROBLEM PÅ LÆNGERE SIGT Dansk Folkeparti har ikke taget klart afstand til Stram Kurs og vil ikke afvise at samarbejde med partiet. Det samme gælder Nye Borgerlige.

Side 52