Musik Aarhus Festival 2012 - Hip Hop

Præsenteret af: ATLAS - FILMBY ÅRHUS RADAR - TRAIN - V58 - VOXHALL

12. - 21. JANUAR – FRI ENTRÉ!

Flødeklinikken Julaw Point Blank Horned Almighty – The Echo Vamper – Hell’s Domain Pil & Liv – The Defectors – Diamond Drive – Snejegast Kites and Komets – Deer Bear – Snöleoparden – Homewrecker Climb it Baby! – Jacob Buchanan – Asbjørn – Mixtune for Cully

02 ~ Velkommen

MUSIK AARHUS FESTIVAL 2012 Med fulde huse til 18 koncerter på 6 dage og omfattende mediebevågenhed, var Musik Aarhus Festival 2011 i januar måned en stor succes. Og tilbagemeldingerne fra publikum, spillesteder og orkestre var udelukkende postive. Med en så god premiere i bagagen var sagen klar: Der måtte komme en Musik Aarhus Festival 2012.

Grundidéen med festivalen er fortsat at præsentere dig, kære læser og publikummer, for ny og interessant aarhusiansk musik, der fortjener et større publikum. Det hele bliver fordelt over seks aftener, hver med tre bands i en overordnet genre. Dermed bliver hver aften unik og ganske forskellig fra de andre - fra hip hop over jazz/folk, singer/songwriter, rock/indie og garage/rock’n’roll til metal.

Koncerterne foregår på Atlas, Train og Voxhall 12. til 14. januar og ugen efter 19. til 21. januar, og udover musikken kan publikum igen glæde sig til en festival, der er ganske gratis. Da Radar, tidligere Musikcaféen, åbner på sin nye adresse den 30. marts 2012, afholdes Radars/Musikcaféens koncerter på Train og Atlas.

Musik Aarhus Festival 2012 får oven i købet tilføjet nye aspekter, der på forskellig vis inddrager andre af byens kulturaktører. Blandt andet kan du lørdag den 21. januar nyde en efterfest på V58 med et saftigt musikprogram sammensat af V58; og over 2 dage, 17. og 18. januar, vises i samarbejde med Den Vestdanske Filmpulje et spændende, musikrelateret filmprogram i Filmby Århus. Aarhus Festuge har leveret filmmaterialet hertil.

Nye aspekter og nye samarbejdspartnere i et initiativ med musikken som omdrejningspunkt. Som arrangører håber vi, at du har lyst til at gå på opdagelse i de mange facetter af det rige aarhusianske musikliv. Læs mere om mulighederne inde i avisen.

På gensyn ude i musiklivet Atlas, Den Vestdanske Filmpulje & Filmby Århus, Radar/Musikcaféen, Train, Voxhall og V58.

Indhold ~ 03

INDHOLD 04 06 08 10 12 14 16 18 20 22 24 26 28 30 32 34 36 38 40 42 44 46

Filmbyen og "Aarhushistorier" Musikcafeen bliver til RADAR Efterfest på V58 Asbjørn Climb It Baby!

Deer Bear Diamond Drive Flødeklinikken Hell’s Domain Homewrecker Horned Almighty Festivalprogram Jakob Buchanan Julaw Kites and Komets Mixtune for Cully Pil & Liv Point Blank Snejegast Snöleoparden The Defectors The Echo Vamper

Filmbyen inddrages i Musik Aarhus Festival Som en del af Musik Aarhus Festival 2012 fremvises de såkaldte ”Aarhushistorier” i Filmby Århus, som du kan få et lille indblik i her Ord: Kenneth Kristensen Foto: Ole Lauritsen

Filmbyen ~ 05

Med målet om at styrke det aarhusianske kulturliv flyttes en gammel kending af Musik Aarhus-firkløveret, Musikcaféen, ned på Godsbanen som en del af et såkaldt kulturproduktionscenter. I det gamle kraftværk på Aarhus’ havn har man med succes i flere år gjort brug det samme, centraliserende koncept. Her finder man nemlig Filmby Århus, som huser 65 medievirksomheder og to filmstudier fordelt på rundt regnet 12.000 kvadratmeter. Et slags kreativt kraftcenter, hvor der produceres både spille-, dokumentar-, reklamefilm samt webprodukter med mere.

Det ressourcestærke miljø, som findes i Filmby Århus, vil 2012-udgaven af Musik Aarhus Festival gøre brug af, når der den 17. og 18. januar vil blive fremvist film i Die Asta, Filmbyen 19.

filmbyen, hvor initiativer som SharePlay, First Motion og North Sea Screen Partners har til formål at skabe både viden, netværk og nye forretningsmuligheder. Om SharePlay fortæller Steen B. Risom: – Projektets essens er, at man skal samle kreative kræfter indenfor det, der blandt andet kaldes cross-media. SharePlays hovedfokus er at udvikle netværk indenfor branchen i Region Midtjylland og Region Nordjylland. Både indenfor spil-, film- og webkompetencer med mere.

– Næste år startes også en fond, som har til formål at støtte prototypeprodukter af eksperimenterende karakter, hvor muligheden for at tjene penge i et fremtidigt mediemarked undersøges med historiefortællingen som base.

Et kreativt kraftcenter

Motoren i båden

For at få et indblik i filmbyens virke tog Musik Aarhus Festival sig en snak med Steen B. Risom, projektleder og fuldmægtig for Den Vestdanske Filmpulje, om filmbyens virksomheder og de mange fordele ved at samle alt under ét tag.

– Filmbyen har jo for nogle af de mindre selskaber fx den fordel, at de kan stå på skuldrene af hinanden i forhold til samarbejde om større produktioner. Desuden er der jo ikke ret mange af de her lokale selskaber, som vil kunne etablere deres egne studiefaciliteter eller have lige så let tilgang til det et andet sted, forklarer Steen B. Risom og uddyber: – Og så er der jo den fleksibilitet, som er i det med at være samlet i kontorfællesskaber, hvor der kan ske en indbyrdes udveksling af inspiration. Derudover giver det jo ud ad til en styrke i fortællingen om sig selv, at man er en del af et kreativt miljø. For virksomhederne bliver det en del af deres identitet, at de ligger i Filmby Århus.

I en hurtigt foranderlig medieverden er evnen til at være innovativ central, og netop udforskningen og udviklingen af nye medieformer og –fortællinger nyder stort fokus i

En af filmbyens essentielle bidragydere på den økonomiske front er Den Vestdanske Filmpulje, der har til formål at støtte flere af alle de initiativer, som blandt andet søsættes i Filmby Århus.

– Den Vestdanske Filmpulje er ligesom motoren i båden. Det er der, hvor pengene er. Og med den kan vi hjælpe lokal filmproduktion på vej, både med at udvikle og finansiere projekter.

Fokuseringen rækker dog længere end jyske, og Cine-Regio, et internationale netværk af filmfonde, holder således også til i det gamle kraftværk. Fokuseringen på et internationalt marked er dog svært at sætte på en absolut skala, forklarer Steen B. Risom, og uddyber: – Jeg vil sige det sådan, at de filmselskaber, der ligger hernede, taler lige så meget om at lave co-produktion med tyske virksomheder, som de gør med danske. Der er stor opmærksomhed på, at der ikke er længere til Hamborg, end der er til København.

Så på den måde er et internationalt fokus implementeret i mange ting.

– Det er fx også til stede i SharePlay i form af det marked, der undersøges. Hvis

nogle medieprodukter skal tjene penge, så skal de også orientere sig imod et internationalt marked. Det samme gør sig gældende med First Motion og North Sea Screen Partners, som hver især handler om både at udvikle produktionsselskaber og internationale netværk, samt internationalt at promovere hvad det er for nogle styrker og kompetencer, vi har i denne region.

Aarhushistorierne Udover at lægge lokaler til filmfremvisning under Musik Aarhus Festival 2012, bliver et af filmbyens konkrete bidrag deres involvering i de såkaldte Aarhushistorier, som er en række kortfilm afstedkommet af et samarbejde imellem Aarhus Festuge, CPH:DOX, Den Vestdanske Filmpulje og Det Danske Filminstitut. Flere af dem med hjælp fra de produktionsselskaber, filmbyen rummer.

Aarhushistorierne er resultatet af et utraditionelt samarbejde mellem instruktører og sangskrivere. Som et slags poetisk manuskript erstattes en films traditionelle manuskript med en sang, som kommer til at fungere som udgangspunkt for de tre til ti minutter lange kortfilm. Med afsæt i det poetiske manuskript er alle filmene optaget i Aarhus på 24 timer eller under. Aarhushistorierne har involveret kunstnere som Jørgen Leth, Rutger Hauer, Under Byen, Peter Sommer og Thomas Blachman. Et mere udførligt program for filmvisningerne kan findes i avisen.

INFO Aarhushistorierne kan ses i Filmbyen den 17. og 18. januar

MUSIKCAFEEN BLIVER TIL RADAR Den snarrådige læser har måske allerede bemærket, at en vigtig del af Musik Aarhusfirkløveret, Musikcafeen i Mejlgade, ikke er blandt de spillesteder, der lægger hus til årets Musik Aarhus Festival. Men det er der en god forklaring på: Ord: Kenneth Kristensen

RADAR ~ 07

Musikcafeen skifter navn til RADAR, og bytter i samme ombæring adressen og lokalerne i Mejlgade ud med spritnye ditto på Godsbanen, hvor Aarhus’ nye kulturproduktionscenter skal huses. Den forestående flytning betyder, at den uigenkaldeligt sidste koncert på Musikcafeen løber af stablen den 10. december, mens der tages hul på RADARs koncertvirksomhed den 30. marts med Tako Lako (billedet) på programmet.

– Den allersidste koncert i Mejlgade bliver et elektronisk arrangement med Badun, Bjørn Svin og Averos lørdag den 10. december, og derefter er der simpelthen lukket og slukket nede på Mejlgade. Når vi så møder ind på arbejde mandag den 12. december går vi i gang med at pille ned, forklarer Musikcafeens souschef Robert Ulrich med en smule vemod i stemmen, da han blev sat i stævne for at fortælle om institutionens snarlige hamskifte.

Vemodet er kun naturligt, når der skal siges farvel til en ven gennem 33 år, og dermed et af Danmarks ældste spillesteder, men samtidig hersker der ingen tvivl om, at forventningens glæde er endnu større, når snakken i stedet spores over på RADAR. Et splinternyt spillested, som vil bibeholde Musikcafeens særlige ånd og profil, bare i markant bedre rammer for både musikere og publikum.

Profil og ånd den samme – Som publikum kan man forvente en videreførelse af Musikcafeens kunstneriske profil. Det drivende i vores musikalske profil – altså det, at vi præsenterer nichégenrer og navne på vej frem – vedbliver det samme, forklarer Robert Ulrich, og foregriber i næsten samme åndedrag den uundgåelige kritik, som han også allerede har hørt et par

gange: bibeholdelsen af Musikcafeens særlige og intime stemning.

– Vi har jo hørt lidt fra folk, der er bange for, at vi vil miste den særlige intimitet og den ånd, der er på Musikcafeen og i de lokaler. Men der mener vi jo, at ånden har nok så meget at gøre med, hvad der bliver præsenteret, og den måde som vi i det hele taget møder publikum på, som det har med stedet at gøre. Vi har bestræbt os på at have en meget god dialog med arkitekterne om at få et rum, der har en vis stemning. Ændringer sker der dog selvsagt, og når Musikcafeen bliver til RADAR, vil det blive med en kapacitet på omkring 300 gæster, i modsætning til de nuværende 200. Men en udvidelse af publikumskapaciteten er dog ikke det mest væsentlige, ifølge Robert Ulrich.

– De fysiske rammer bliver efter alt at dømme meget, meget bedre. Der bliver noget højere til loftet, og det vil i det hele taget være et rum, som er bygget til at spille koncerter i. Det er Musikcafeen jo ikke, det bærer jo meget præg af, at det bare et gammelt industrilokale.

Eksperimenter i fokus Et af de nye tiltag på RADAR bliver en mobil scene, som giver rig mulighed for at lege med koncertoplevelsen. Et aspekt, som Robert Ulrich ser meget frem til.

– RADAR får jo en mobil scene, som vi kan flytte rundt i rummet og samtidig splitte op i flere dele. Det giver muligheden for at gøre rummet mindre, og derved skabe den intime stemning. Vi skal jo stadig præsentere nichékoncerter, hvor der ikke nødvendigvis kommer så mange mennesker, og der spiller den mobile scene ikke nogen uvæsentlig rolle.

– Men vi kan også bruge den kreativt, i og

med at den kan splittes. Fx til elektroniske koncerter, som ofte kan være bundet mere op på én person end et helt band. Til den slags koncerter kan man så placere musikerne forskellige steder i rummet, og på den måde udnytte rummet. Så håber vi bare, at musikerne er med på legen.

Netop det mere eksperimenterende udtryk, som er så væsentlig en del af Musikcafeens profil, vil i det hele taget få bedre vilkår i de nye omgivelser. På DSB’s gamle Godsbane i Skovgaardsgade, hvor RADAR flytter ind, samles et såkaldt kulturproduktionscenter, som foruden RADAR skal bl.a. huse teater-, film- og billedkunstproducenter.

– Beliggenheden på Godsbanen kommer til at give os bedre muligheder for tværæstetiske samarbejder, end vi har i dag i Mejlgade. Vi får teaterfolk, filmværksted og billedkunsterne som naboer, og dermed en masse mulige samarbejdspartnere lige om hjørnet. Det giver os i hvert fald nogle muligheder, som vi vil anstrenge os på at udnytte, uddyber Robert Ulrich.

Så selvom det som publikum bliver et trist farvel til Musikcafeen, når de ansatte låser efter sig den 10. december, lyder det til, at vi godt kan glæde os til foråret, når de samme folk åbner op for RADAR den 30. marts. På gensyn.

INFO Tako Lako (billedet) spiller til RADARs åbningskoncert den 30. marts.

Efterfest på V58 Når VoxHall den 21. januar lukker og låser dørene er det stadig ikke helt slut med festlighederne. Samme aften byder Vestergade 58 nemlig på Musik Aarhus Festivals officielle efterfest med DJs og »god karma«.

Ord: Kenneth Kristensen

Efterfest på V58 ~ 09

– Vi er et venligt sted med en god karma, fortæller Ejner Miranda-Dam, da Musik Aarhus Festival sætter ham i stævne til en snak om det spillested, han driver sammen med André Krickau: Det nu genåbnede V58 i Vestergade.

I år skal V58 lægge hus til Musik Aarhus Festivals officielle efterfest med et lineup af DJs, der både kendes fra det århusianske og københavnske klubmiljø. Klokken 23 slås dørene op, og bag DJ-pultene vil man finde Djuna Barnes, som nyder stor respekt og bevågenhed i København, samt Andreas Lemche og Lasse Dearman, som kendes fra lokale initiativer som henholdsvis Loco Thursdays og Raw Power. Derudover vil The Echo Vamper efter endt koncert på VoxHall også troppe op og levere et DJ-sæt.

Netop efterfester og natklubber er initiativer, som V58 har specialiseret sig i siden genåbningen i slutningen af april 2010, hvor ti års tilværelse som singlerockcafé blev afløst af en tilbagevenden til rødderne som spillested. I 70’erne var det artister som Gnags, Anne Linnet og Thomas Helmig, som betrådte scenen i det centrale Aarhus.

I dag er de mere velkendte rock- og popprofiler skiftet ud med mindre navne, som tilhører de alternative scener, selvom lokalerne er forblevet de samme. På trods af en ændret kunstnerisk profil er fortiden dog langt fra glemt hos ejerne.

Den særlige ånd – Jeg vil ikke være nostalgisk og sige, at 80’erne var de fedeste, hvad angår alting, men der var en stor livsnerve hernede. Der skete mange rigtig fede ting, og jeg syntes bare, det kunne være fedt at gøre det igen, fortæller Ejner Miranda-Dam og uddyber: – Jeg tror, vi har lidt af den samme ånd, som stedet havde dengang. Det håber jeg i hvert fald.

Fokuseringen på stedets særlige ånd og »den gode karma« vejer tungt i værdisættet hos de nye ejere, som gør en dyd ud af, at gæsterne føler sig velkommen og kan gøre stedet til sit eget.

– Vi forsøger at behandle vores gæster på en meget nede-på-jorden-facon. Vi har gjort meget ud af at have et personale, som ikke er dresset ud i ens tøj, men som er meget jordnære, hvilket gør at vi også har mange stamkunder om natten. Man kan sige, det er en meget afslappet stil, men der er stadig tjek på tingene, forklarer Ejner Mirand-Dam. – Jeg tror, at de typer, vi appellerer til, sætter stor pris på at blive så godt behandlet, at de føler sig hjemme. Det gør, at de på en god måde måske har en lille smule ejerfornemmelse af stedet. At det er dér, de går, og at det er deres sted, fordi de kommer tit. Lidt a là et gammelt værtshus, hvor man også har stamgæster.

Rå og foranderlige rammer De rå rammer, som udgør stedet, er mere eller mindre de originale, og så snart man træder ind i entréen mødes man en murstensvæg prydet med graffiti. Salen, ”Main Room”, hvor stedets store lyd- og lysopsætning findes, er ligeledes prydet af murstensvægge og træbeklædte gulve, mens kælderen, ”Analog Bar”, foruden murstensvæggene og klinkegulvet er dekoreret med reoler fyldt med brugte vinylplader. Det sidste rum, ”Trinbrættet”, er indrettet med genbrugsmøbler, og hele stedet emmer generelt af, at have været brugt og nydt igennem mange år. En kvalitet, som Ejner MirandaDam tror er helt central for stedets tiltrækningskraft.

– Vores gæster, som typisk er imellem 20 og 30 år, elsker rummene, fordi de er slidte og gamle. Det er et gammelt hus, hvor man godt må spilde en øl. Det er ikke en fin café, men mere et lidt råt rocksted.

Stedets skitserede opdeling i tre rum er også ganske særlig i aarhusiansk kontekst, og skaber mulighed for både foranderlighed og en opfattelse af et næsten altid velbesøgt sted.

– I Trinbrættet kan man i princippet have privatselskaber, udstillinger, små jazzkoncerter og mange andre forskellige ting. Om

natten bliver det også brugt til at åbne til natklub, hvis huset er fyldt. Så er det lidt ligesom en stillezone heroppe, fortæller Ejner Miranda-Dam, mens vi netop sidder i to af Trinbrættes gamle lænestole.

– Derudover har vi vores kælder, som er lidt mindre, og den er derfor meget intim og værtshusagtig. Det er virkelig som at gå ind på et værtshus i 70’erne, og det har vi bibeholdt, fordi det er superhyggeligt.

– Vi kan altså åbne de forskellige rum efter behov, så man altid har en god fest, forsikrer Ejner Miranda-Dam. Hvis du ikke allerede har været forbi det specielle og imødekommende sted, er budskabet og opfordringen hermed givet videre.

Hvad end dine weekendplaner er på udkig kolorit i form af original livemusik eller fest i hjemlige og afslappede rammer.

INFO Efterfest på V58 lørdag 21. januar kl. 23.

Entré: 60 kr.

Fri entré med Voxhall-stempel.

DJ's: - Djuna Barnes - The Echo Vamper DJ-set - Andrea Lemche - Lasse Dearman

Asbjørn

Asbjørn har på det sidste haft meget travlt. Hans kommende plade har været undervejs i mere end 14 måneder, første single er færdig, og der er lavet musikvideo og fotosessions Ord: Lisa Amtoft Jensen Foto: Peter Christiansen

Asbjørn ~ 11

Asbjørn har under navnet Asbjørn and the Strange Ears – som nu bliver til Asbjørn – fået stigende opmærksomhed og spillet en hel del koncerter det seneste år, bl.a. på SPOT Festival, North Side Festival og til Oppenheimers Eftermiddag.

Asbjørn Toftdahl Terkelsen er 19 år, og var som barn, som han selv beskriver det, ”en rigtig popdreng”. Han var fascineret af de gode koncepter, og det er også det, han ser som værende vigtigt for ham selv som kunstner i dag: – Jeg har formet mit eget koncept, og det er jo nok i virkeligheden det vigtigste for en artist i dag. At vise en klar linje, sådan så folk er sikre på, hvem man er i musikken.

Ifølge Asbjørn startede hans musikkarriere med, at han fik lavet noget musik, som var ”sikkert på sig selv”, og fik sendt det ud til de rigtige mennesker. Han blev en del af Promus’ mentorordning, som er en ordning, hvor unge musiktalenter kan få vejledning fra branchefolk med mange års erfaring. Her havde Asbjørn mentoren Jesper Bay, som i 30 år har arbejdet på alle de store pladeselskaber, samt været direktør for pladeselskabernes brancheforening, IFPI. – Jeg tror, at jeg blev klar over mine mål, og fik mod til at udføre dem. Og Jesper var meget entusiastisk, og troede på det, så det var selvfølgelig også et spark i røven, at nogen rent faktisk forventer noget af én.

Overraskende SPOT-koncert Alt dette ledte til Asbjørns koncert på SPOT Festival tidligere i år. Asbjørn sendte nogle af de første, ufærdige råmix ind fra studiet, og havde egentlig ikke forventninger om at komme med. Faktisk havde han glemt alt om det, da han overraskende fik et opkald, om at han skulle spille på festivalen. Den koncert gav efterfølgende nye muligheder: – Man kan sige, at det startede med koncerterne, fordi jeg fik den showcase på SPOT Festival. Og indtil da havde jeg sådan set bare siddet i studiet og knoklet og været meget puppe-agtig. Og så blev

det lige pludselig alvor, fordi det rent faktisk skulle præsenteres for nogen. Nu var der en deadline.

Asbjørn skyndte sig at få samlet bandet, og havde derefter en meget intens måned, hvor de øvede op, og spillede et par jobs inden festivalen. Siden da opstod nye muligheder, og Asbjørn og bandet spillede koncerter på bl.a. North Side Festival og Oppenheimers Eftermiddag.

Debutpladen Asbjørn har i de seneste mange måneder arbejdet i studiet sammen med produceren Jonas Tranberg. Processen dér starter altid med, at Asbjørn kommer med en færdig sang, som han typisk skriver og indspiller i sin lejlighed i Aarhus. Derefter går de i gang i studiet, og prøver at finde ud af, hvad ”kernen” er i sangen. Asbjørn er meget inspireret af singer-songwriter-genren, og for ham er melodien og teksten det, der skaber den gode sang, og det de opbygger resten af musikken omkring: – Den gode idé skal ligesom være der, for hvis ikke den er der, er det svært gå i studiet og redde sig ud af den. Så vil der altid være et eller andet, der føles forkert.

Indspilningsprocessen har været i gang i mere end 14 måneder. Asbjørn og Jonas har arbejdet i Feedback-studiet i Viby, som for Asbjørn er et meget legendarisk og inspirerende sted, hvor nogle af de plader, som han har lyttet mest til, er blevet indspillet.

Her har processen været en klargørelse af, hvor musikken skulle hen, og det er Asbjørn meget sikker på nu. Han beskriver musikken som værende en kombination mellem syntetisk pop og den nordiske singer-songwriter-tradition: – Grundfilosofien bag albummet har også været, at alting skulle være håndspillet. Derudfra har vi så arbejdet, og er nu endt med et organisk, elektronisk pop-album, forklarer Asbjørn. Alting bliver indspillet i studiet uden brug af programmering eller sampling, og det er det, Asbjørn mener, adskiller hans

musik fra det meste af det, der er på musikscenen lige nu: – Jeg tror, at folk er klar til at høre pop med lidt mere sjæl i, forklarer Asbjørn, inden han uddyber den navneændring, som nogle læsere måske vil have bemærket.

Asbjørn og de mærkelige ører – Projektet startede jo med at hedde ”Asbjørn and the Strange Ears”, og det gjorde det, fordi ’Strange Ears’ var en af de første sange, Jonas og jeg gik i gang med i studiet, og ”Asbjørn and the Strange Ears” blev derefter en arbejdstitel, der handlede om at slå hjernen fra, lege, lytte og ”tage de underlige ører på”.

– Siden, efter jeg er blevet helt sikker på, hvor musikken skal hen, tør jeg smide de underlige ører væk, og bare kalde mig ”Asbjørn”. Og det er jo skræmmende, det dér med at kalde noget sit eget navn, men jeg tror, at jeg har gemt mig lidt bag de underlige ører, fordi jeg var bange for at stå helt alene. Det er jeg ikke mere.

Bandnavnet bliver skrottet til pladen, og den bliver udgivet under navnet Asbjørn, men navnet følger alligevel Asbjørn, da det har været en del af det at finde ud af, hvor musikken skulle hen: – ”The Strange Ears” er egentlig en rammende titel, men det er vigtigt for mig at stå på egne ben nu.

INFO Du kan opleve Asbjørn på Voxhall lørdag d. 21. januar

Climb It Baby!

Det er publikum og band, der tilsammen skaber den unikke koncertoplevelse, ifølge bandet Climb It Baby!

Lige netop det vil de forfølge Ord: Mia Fuglsang Holm Foto: Morten Rygaard

Climb It Baby! ~ 13

Fem unge mænd står og kigger rundt. Lysstofrørene skinner koldt ned over det tomme rum mens et fadølsanlæg brummer forsigtigt i baggrunden. Efter lidt tavshed kommer de første ord.

– Her er fedt. Det er lidt råt. Beskidt. Og det mener jeg positivt, siger Nikolaj Nørgaard.

– Ja det er fedt Jeg kan godt lide intimiteten, tilføjer hans bror Kasper.

De to brødre udgør sammen med de tre andre gruppen Climb It Baby! Den 14. januar står de på den scene på Atlas, som lige nu ligger tom foran dem. Efteråret har gruppen brugt i Århus Lydstudie til indspilningen af deres første EP, men alle fem medlemmer er enige om, at det er koncerterne, der rykker. Det er der, gruppens univers bliver defineret.

– Det er det, der er det primære for os. At spille live. Det er det, vi arbejder for, og det er det, der er vores drivkraft, siger trommeslager Kasper Mandrup, som suppleres af guitaristen Dan Joe, der hævder, at Climb It Baby! har en særlig samhørighed med publikum, når de spiller.

Sidst gruppen spillede i Aarhus var i foråret 2010 i forbindelse med Emergenza Festival, og i september blev de udvalgt til at varme op for Carpark North til en koncert i Frederikshavn.

– Det er der, til koncerterne, at vores sammenhold er. Det er skabt live, siger Kasper Mandrup.

– Det er der, vi virkelig mærker hinanden, og det er fedt. I studiet kan vi tage et stykke om og om igen, det kan man ikke, når man spiller live. Der er man tvunget til at give den et ekstra hak, siger gruppens anden Kasper og forsanger.

Når Climb It Baby går på scenen på Atlas midt i januar, så håber de, at salen er fyldt med publikummer og forventninger, for ifølge de fem musikere, så skabes den bedste koncert i synergi mellem band og publikum.

– Publikum er aldrig underordnet, de er lige så vigtige som bandet, siger Dan Joe og forsanger Kasper Nørgaard supplerer:

– Som band skal man gribe de øjeblikke, hvor magien opstår mellem band og publikum. Når man laver kunst og musik, så handler det om følelser, og masser af følelser skaber energi, og der opstår magien.

Et familieband De fem medlemmer af Climb It Baby! har spillet sammen siden sommeren 2009. De kender hinanden godt, rigtig godt endda.

Dan og Per Joe er brødre, det samme er Kasper og Nikolaj Nørgaard. Dermed er trommeslager Kasper Mandrup eneste medlem uden en bror i bandet.

– Og jeg er også den eneste, der ikke spiller fodbold, griner han.

Men Per Joe skiller sig også ud, for han er den eneste af de fem, der bor i Aarhus.

De fire andre bor i Odense, hvor bandet også øver, så det bliver til mange timer i selskab med DSB for Per Joe. »Han er den frafaldne,« driller de fire andre.

De fem musikere lader blikket glide rundt på Atlas, der virker stor uden musikere på scenen og et publikum på gulvet. Man fornemmer en svag sitren hos de fem musikere, en lyst til at kravle op på scenen og trykke den af, men de nøjes med at sidde høfligt på scenekanten.

Climb It Baby!s musik er energidrevet, og de beskriver selv musikken som rockmusik med et twist af rock’n’roll, garage og indie.

Hvor inspirationen til musikken kommer fra, er svært for medlemmerne at sige, for inspiration er en udefinerbar ting, der kommer og går i små glimt.

– Den kan komme fra litteratur eller fra en vild bytur. Det er en følelse eller en idé, der pludselig opstår på de mærkeligste tidspunkter af døgnet, siger forsanger Kasper Nørgaard og fortsætter: – Personligt hører jeg for øjeblikket rigtig meget jazz og Tom Waits, men vores musik er blevet sammenlignet med alt fra Joy Division til Arctic Monkeys, og det er okay, for det er altid meget forskellige bands, folk kommer til at tænke på, når de hører vores

musik, og det betyder jo, at vi ikke sidder fast i én bestemt boks, og det er positivt. Vi hører alle fem meget forskellig musik.

En lukket verden Selvom en koncert handler om musik, energi og god stemning, så erkender forsangeren, at man som musiker et stykke hen ad vejen er en lille smule selvoptaget, for det musikalske univers fordrer næsten til en slags selvoptagethed.

– Der er noget narcissistisk over at stille sig op på en scene, verden lukker sig ligesom omkring en.

Guitarist Dan Joe nikker og tilføjer: – Men sådan kan man jo også have det som publikum. De bedste koncerter er dem, hvor man glemmer alt og bare er lukket inde i sin egen verden. Hvis man står og tænker på regninger og opvask, når man er til en koncert, så er der noget galt.

Climb It Baby! vil bruge koncerten på Atlas og deres nye EP til at sparke 2012 i gang, og de er ikke fedtede med koncertløfterne, når det handler om deres kommende koncert på Atlas.

– Der bliver lidt blod og lidt tårer – vi mener det!, siger Nikolaj Nørgaard og supplerer med et stort smil, mens Kasper Mandrup lover masser af energi og fest, selvom han godt kan komme i tanke om en enkel negativ ting ifm. at spille koncert: – Det er altid vemodigt at sige godnat til hinanden, når man har spillet live. For så er det hele pludselig slut.

INFO Du kan opleve Climb it Baby! på Atlas lørdag d. 14. januar

Deer Bear

Hjorten og bjørnen mødes i smuk, men dyster forening i det knugende aarhusianske duoprojekt Deer Bear Ord: Rune Schlosser Foto: Peter Christiansen

Deer Bear ~ 15

Debutalbummet er endnu ikke udkommet, men det har ikke været nogen hindring for Anne Hjort og Lars Bjørn-Hansen, der allerede har optrådt på prominente branchefestivaler som South By Southwest i Austin, Spot Festival her i Aarhus og Popkomm i Berlin.

The New Era-turnéen er otte koncerter henne, da interviewet med Lars Bjørn-Hansen og Anne Hjort, alias Deer Bear, finder sted. I aften er det deres niende koncert, denne gang på Templet i Lyngby. Udover Deer Bear selv, er også københavnske Alcoholic Faith Mission på plakaten, og de har sammen tretten koncerter over det danske land. Begge i duoen er meget afslappede og særdeles snakkesalige, og langt fra ligeså dystre og indelukkede, som deres musik ellers godt kunne antyde.

En tungsindig, men nem forening ”I left her at the dawn of day / her eyes misty with tears and morning light / and ever since then, when the sun comes up / pain calls my name, by the sight / I turn my face from that grievous star / before me lies the only road I know / so I follow my shadow to nowhere / away from the sunrise,” lyder det tungsindige budskab i starten af nummeret ’Sunrise’, der stammer fra gruppens debut-EP ’The Other Side’, som netop er udkommet.

Den består blandt andet af fire numre, der også vil være at finde på deres kommende album, som er færdigindspillet, men hvor udgivelsespartneren endnu ikke er på plads.

Det dystre tekstunivers er grundlæggende for begge medlemmer, selvom de kommer fra vidt forskellige musikalske baggrunde. Anne Hjort har en baggrund i electro-poppen, mens Lars Bjørn-Hansen er forsanger i death/trash-metalgruppen Koldborn. Begge er det genrer, der befinder sig milevidt fra Deer Bears organiske singer/ songwriter-udtryk, men de fandt meget naturligt et fælles ståsted.

– Faktisk var det slet ikke et problem at finde et fælles ståsted, for det har aldrig

været et tænkt projekt. Det har aldrig været noget, hvor vi har skulle tænke: hvad skal vi spille? Første gang vi sang sammen, havde både Anne og mig nogle numre, og så prøvede vi egentlig bare at bygge dem op, sætte det sammen, og gøre dem tostemmige, forklarer Lars og supplerer yderligere: – Det blev egentlig skabt ud af det, og vi lytter til meget af det samme musik. Det kan godt være, at jeg lytter til lidt mere metal, end Anne gør, men egentlig så lytter jeg ligeså meget til især amerikansk folk. Når du spiller metal, så skal du altid ind i et øvelokale og stå og brage af, for man kan ikke gå og growle derhjemme i lejligheden uden at blive sagt op. Min interesse for at lave singer/songwriter-musik kommer især af, at jeg kan sidde og spille guitar og synge til. Jeg kan sidde og skrive tekster, som jeg kan videreudvikle mere og mere, fordi man rent faktisk kan høre, hvad jeg synger, inden Anna iværksætter lidt ping-pong: – Det er mest det, at projektet ikke er noget, hvor vi har sat os ned og sagt: hvad skal vi lave? Jeg har også spillet i rigtig mange sammenhænge, men det er første gang, hvor det bare er opstået, og har været nemt – og er nemt.

– Fuldstændig. Den dag i dag, når vi mødes i øvelokalet og har et eller andet med, så går der ti minutter, så er det forenet.

Det er som om, at vores naturlige måde at skrive på passer rigtig godt sammen. Det er ikke noget, vi sidder og bruger kræfter på, forklarer Lars.

At pakke tingene ind i poesi Gruppens succes med branchefestivalerne SXSW, Spot Festival og Popkomm er kommet meget bag på duoen, der blot er halvandet år gammelt. Efter et opvarmningsjob for Life Of Agony-frontmanden Keith Caputo, der i øvrigt købte alle gruppens cd’er efter koncerten, gik det hurtigt, og det ene job tog det andet. Men hvor kommer gruppens tungsindige og depressive udgangspunkt fra, hvis alt går både så godt og let.

– Jeg har altid prøvet, at skrive nogle positive up-tempo sange i dur. Jeg kan bare ikke. Det ligger bare ikke til mig. Jeg kan godt høre den type musik, hvor jeg kan mærke, at det er meget rart, men oftest så sætter jeg noget mere melankolsk på, for om jeg er glad eller ked af det, så er det det, der er det bedste. Det er det, jeg bedst kan relatere til, forklarer Anna, inden Lars prøver at nærme sig sit forhold til melankolien.

– Jeg har altid være inspireret af melankolien, både i litteraturen og i filosofien, men også i musikken. Af en eller anden grund, så har optimistisk musik aldrig rørt mig særlig meget Jeg kan godt høre, at det er dejligt, men det fanger ikke, det slår ikke nogen dybe toner an i mig. Hvis jeg hører dyster, melankolsk eller tungsindig musik, så rammer det mig på en helt anden måde. Det er ligesom, at jeg personligt er mere sensitiv, hvad det angår, men det er også de ting i livet, der interesserer mig mest. Det er sådan nogle tanker, jeg altid går og roder med. Det er omkring de ting, der er besværlige og gør ondt. Det er sjældent om de ting, der er meget lette, og bare er der. Det er tit, at forsøge at sætte ord på ting som lidelse i en eller anden forstand, og absolut også død. Prøve at give sig selv en udfordring og bygge det poetisk op, så man filosofisk set stiller nogle gode spørgsmål, men samtidig, har pakket det ind i en form for poesi, så man kan få det formidlet, men også, så man får oplevelsen af, at det er et rart sprog. Et sprog, der gør noget for en.

Lydprøven på Templet kalder for Deer Bear, der live er udvidet med yderligere to mand, og de nyder, at de for første gang har en række ”almindelige” spillejobs, hvor der ikke nødvendigvis er branchefolk med store forventninger, men blot mennesker med trang til musik.

INFO Du kan opleve Deer Bear på Train fredag d. 20. januar

Diamond Drive

Aarhusianske Diamond Drive er kommet igennem en periode med flere udskiftninger i besĂŚtningen, og hele repertoiret.

Nu er de klar til at erobre Musik Aarhus Festivalen – og her uddeler de endda deres seneste EP gratis Ord: Morten Bager Foto: Peter Svendsen

Diamond Drive ~ 17

Ovenpå en obligatorisk udveksling af diverse mindeværdige øjeblikke, fra en weekend som alle tydeligvis er ramt af, må der vanen utro ryges i studiet.

Musikken skramler ud af monitorerne, chokoladekiks fortæres og der tændes op i seks pakker cigaretter.

Selvom de opfører sig som en lille familie, skinner kærligheden til at spille live igennem. Forsanger Troels tygger af munden: – Musik Aarhus Festival er et sindssygt fedt koncept. Et stort non-profit skub til byens upcoming bands.

Bassist Kalle uddyber: – Jeg vil også gerne se de andre bands (Horned Almighty og Hell’s Domain, red.).

Det, som kommer på scenen den aften, kommer til at virke, fordi de virkelig er nogle kompetente folk, og i al beskedenhed er vi jo heller ikke selv helt uprøvede, siger han, mens et stort smil deler fuldskægget i to.

Gruppen er et godt match – samtlige spørgsmål besvares af flere bandmedlemmer – som konstant afslutter hinandens sætninger uden af afbryde.

– Det her er vores fodboldklub, man får blæst sin negative energi væk. Vi er som en familie, og vi kan også tage slagsmålene.

Man skal jo vide hvilke knapper, man skal trykke på, for at der sker noget kreativt – og hvornår man skal lade andre være, forklarer Kalle, mens Troels supplerende udbryder »bromance!«.

– Der skal også være plads til at hygge og grine, eller bare snakke forretning, i stedet for at svede, fortæller Patrick.

Testet og finjusteret på ind- og udenlandske scener Diamond Drive skriver storladne og medrivende melodier, der bedst kan kaldes metal med en snert af grunge. Siden denne Q&A, hørte jeg gruppens optræden til Aalborg Metal Festival, og er ikke i tvivl om at gruppen leverer et frisk bud på solid metal, der kan sammenlignes med DevilDriver, Hellyeah og sågar Deftones.

Gruppens grundstamme er guitaristerne Anders og Patrick samt bassisten Kalle. De

har spillet sammen siden sidste halvdel af 90’erne i forskellige konstellationer. I vinteren 2006 dannede de bandet Diamond Drive, og efter kun et par måneder blev den første demo udgivet.

– Det gik fint, og så spillede vi vores første koncert på Musikcaféens Club Brutal tilbage i maj 2007, fortæller Patrick, inden guitaristen Anders fortæller videre: – Halvandet år senere indspiller vi så ’Infidels’-EP’en og spiller en masse jobs derimellem og derefter tager vi så til England for første gang.

Gruppen har en særlig arbejdsgang, som indebærer at alt materiale helst skal gennemprøves live. Diamond Drive har spillet en række koncerter i England, til trods for at de er relativt ukendte herhjemme.

– På Musikcaféen mødte vi en engelsk fyr, som arrangerede to-tre koncerter i første omgang, husker Kalle, imens han kigger rundt på resten af gruppen; – Purple Turtle og The Marquee i London samt én i Birmingham, supplerer Anders og Patrick i kor.

– Birmingham var rigtig vildt – dér måtte vi sgu spille hele sættet igen. De synes, det var pissefedt og var med hele vejen, bertter Anders.

– London-crowden er speciel. Vi har hovedsageligt spillet i Camden, som jo er »Amy Winehouse« på den virkelig fede måde. De er vant til at høre meget forskelligt og det er dér, du skal præsentere din musik, hvis du har noget at have det i. Du skal halvvejs gennem sættet, før du ved, om folk er på. Til gengæld kommer de igen, næste gang du spiller, fortæller Kalle.

De små sejre – til trods for løbende udskiftning Med den oprindelige besætning nåede Diamond Drive til Emergenza-finalen i Vega.

– Dét var stort – og der var udsolgt! Det første halvandet år gik faktisk så hurtigt, at det satte en dæmper for sangskrivningen, da vi hele tiden skulle ud og spille, husker Anders.

I sommeren 2009 begyndte gruppen endelig at indspille det, der skulle blive til den

nyeste EP. Men i processen vælger gruppens tidligere sanger dog at forlade bandet.

– Det var frustrerende, fordi det hele egentlig var færdigt. Pludselig, efter vi havde holdt lidt sommerferie, fortalte han så, at han ville prøve noget andet, sukker Anders og lader Patrick uddybe valget af den nuværende sanger, Troels: – Efter nytår 2010 kom Troels så med og skrev nye melodier til alt, hvad vi havde lavet, det gik over alt forventning. Det var svært, fordi at mange af de sangere, vi havde inde på prøve, enten syntes, at det gamle var fedt – og ikke delte den fremadrettethed, som det nye materiale repræsenterede – eller så kunne de ikke tage ejerskab over de gamle ting. Det var det første, vi bed mærke i med Troels. Han gjorde ligesom sangene til sine egne.

I marts 2011 udkom ’Reset-Press-Play’ endelig, og blev bl.a. anmeldt som månedens demo i Gaffa. Samme forår stiller Diamond Drive op i Wacken Metal Battle Denmark, hvor de kommer i semifinalen, til trods for at konkurrenterne er rene metabands. Og for at sætte trumf på livekapaciteten, indkasserer gruppen guld ved »de åbne Randersmesterskaber i rock« i 2011.

Kalle forklarer med et smil, men skifter til en seriøs mine: – Som henholdsvis the soft act og the hard act , handler det om at komme ud og præsentere sit materiale for folk, der ellers ikke ville høre det.

Sidste flue i vaselinen kommer, da tidligere trommeslager Chris, helliger sig familien, og gruppens nye medlem ikke kendte til metalmusikken: – Jeg spillede hovedsageligt i et coverband, og jeg måtte derfor lære at spille med dobbeltpedal. Men jeg var da også på prøve i fire måneder, indtil jeg endelig hørte noget, griner Nikolaj.

INFO Du kan opleve Diamond Drive på Train torsdag d. 12. januar

FLøDEKLINIKKEN Udgivelse nummer to er lige om hjørnet for Flødeklinikken.

Ifølge dem selv er de blevet både modigere og dygtigere musikere, og det betyder mere pop og leg med instrumenterne på det kommende album Ord: Mia Fuglsang Holm Foto: Peter Christensen

Flødeklinikken ~ 19

Det er ikke nemt at mødes som band, når der er syv medlemmers kalendere, der skal passe sammen. Det gør det heller ikke nemmere at fire af medlemmerne bor i København og tre i Aarhus, nogen har job, andre er under uddannelse og enkelte har børn.

Men i løbet af efteråret 2011 er det alligevel lykkedes for Flødeklinikken at samle alle syv medlemmer i et studie i Ormslev, vest for Aarhus, hvor de har lavet indspilningerne til den kommende udgivelse, godt to år efter bandets første udgivelse ’Maskebal’ fra 2009.

– Rent musikalsk er vi blevet meget ældre end de to år, der er gået siden vores første udgivelse. Vores nye plade er meget mere modig, og vi er spændt på, om folk forstår den, som vi gør. Nu må vi se, siger Emil Falk, guitarist i Flødeklinikken.

Gruppen tager deres musikalske udspring i hip hop ført an af de to rappere Damp og Laublau, herefter tilfører resten af gruppen elementer hentet fra mange andre genrer.

Gaffa har tidligere beskrevet Flødeklinikkens musik som orkesterrap, men det synes trommeslager Frederik Carstens er en lidt tør beskrivelse. Han kalder i stedet Flødeklinikkens musik for organisk hip hop.

– Tidligere har vi været rigtig meget instrumentalister og været meget optaget af vores egne instrumenter, men det har vi smidt helt væk på den nye plade. Denne gang har det handlet om, hvad der er godt for musikken, ikke om hvordan jeg lige spiller på mit eget instrument. Vi har så at sige opgivet vores egne instrumenter til fordel for fællesskabet.

– Og det har krævet rigtig meget mod, indskyder Emil Falk, og lader Frederik Carstens fortsætte: – Man skylder at give musikken en chance, og det kræver, at man sætter musikken højere end sig selv og sit eget instrument.

Bandets fællesskab går igen, når de to musikere taler om Flødeklinikkens musik.

– Det er et lille kollektiv, som vi har

kørende, men vi laver altså ikke hippiemusik. Vi er bare syv gode venner, og vi har altid haft en utrolig energi sammen, siger Emil Falk.

Lidt ældre Emil Falk, Frederiks Carstens og bassisten Mads Ebbesen har kendt hinanden siden de gik på Aarhus Friskole sammen, og i 2005 havde Flødeklinikken sin første »øver«. Siden er DJ’en Peter Plus kommet til. Dermed består flødeklinikken af guitar, trommer, bas, en dj, de to rappere og Sarah Mariegaard på vokal og keyboard.

Flødeklinikkens udgivelse nummer to, titlen er fortsat hemmelig, er produceret af Frederik Nordsøe, der er guitarist i The William Blakes, og han har tidligere produceret for blandt andet Gypsies, Outlandish, Sebastian Lind og Brandy.

Det samarbejde har Flødeklinikken været glade for, for Frederiks Nordsøe er lige så »loose« som Flødeklinikken er, forklarer Emil Falk.

– Han har en fed musikalsk måde at angribe tingene på. Han har tilføjet den fornemmelse til albummet, som vi havde tænkt.

– Og samtidig kommer han ikke ind og laver om på en masse, tilføjer Frederik Carstens.

Andet udspil fra Flødeklinikken bærer ifølge de to musikere præg af, at alle medlemmerne er blevet lidt ældre.

– Det er en mere moden plade, den har en god sammenhæng, for vi er alle blevet bedre musikere, og det kan høres. Vi er blevet meget mere bevidste om, hvor vi vil hen med vores numre, siger Frederik Carstens.

– Vi er begyndt at tilgodese det enkelte nummer, og samtidig har vi taget nogle anderledes instrumenter med, f.eks. et klaver, der ikke stemmer, og en pedal steel, der er et rigtig country-instrument, siger Emil Falk.

havde været utænkeligt på gruppens første udgivelse.

– Da vi lavede vores første plade var popmusik et skældsord for os, men sådan er det ikke mere. Der er mange kærlighedssange på den kommende plade, men det er ikke en nuttet plade. Langt fra. Der er spark i. At skrive en god kærlighedssang er nok noget af det sværeste, for det er forsøgt så sindssygt mange gange, siger Emil Falk.

Første udspil fra Flødeklinikkens kommende album blev udsendt allerede i efteråret. Nummeret ’Piger med pistoler’ har bredt sig via nettet og er desuden med i den danske film ’Klassefesten’, der havde premiere i oktober 2011. Nummeret har også resulteret i at Flødeklinikken er blevet signet på Copenhagen Records.

– Piger med pistoler er nærmest blevet et hit, og pludselig oplever vi et nyt publikum til vores koncerter, siger Emil Falk.

– Nummeret er faktisk blevet en milepæl for os, ligesom vores første udgivelse var det, tilføjer Frederik Carstens.

Flødeklinikkens andet album udkommer i begyndelsen af 2012. Indtil da må man nøjes med ’Maskebal’ fra 2009 eller nummeret ’Piger med pistoler’, som findes adskillige steder på nettet, eller man kan opleve dem live på Train under Musik Aarhus Festival.

Pop er ikke negativt

INFO

På den kommende udgivelse har der sneget sig nogle pop-elementer ind, noget der

Du kan opleve Flødeklinikken på Train torsdag d. 19. januar

HELL’S DOMAIN Hell’s Domain har måske en gennemsnitsalder, der er lidt højere end de fleste, men det betyder til gengæld, at de troværdigt kan levere thrash metal af »den gamle skole« Ord: Kenneth Kristensen Foto: Peter Svendsen

Hell’s Domain ~ 21

Man er altid lidt spændt, når man skal udføre et interview. Specielt med nogle, hvor mængden af baggrundsinformation er begrænset, som den er på thrash metalbandet Hell’s Domain. Kan man nu få dem til at snakke så meget, som man ønsker, så spaltemillimeterne kan fyldes ud? For ellers kan det hurtigt blive noget med at gribe ud i luften.

Efter endt mailkorrespondence med Lars Knudsen fra Hell’s Domain var jeg derfor lettet, da vores møde kom i stand. Vi aftalte at mødes i et øvelokale i Åbogade i det nordlige Aarhus, lige et par stenkast bag Universitetsparken. Så hvis alt skulle gå galt, kunne jeg notere mig lidt om øvelokalet: Forstærkere, guitarer, vægdekorationer og mængden af tomme ølflasker. Den slags.

På væggene hang bl.a. Entombed-, Slayer-, Testament-plakater og ditto fra grindhousefilm, mængden af forstærkere var nærmest overvældende og Lars Knudsen havde medbragt otte øl i en plastikpose. Men heldigvis var de garvede thrash metalentusiaster mere end snaksalige så I er fri for at læse om, hvordan man tærsker langhalm på ovenstående. Det ville dels være bragende kedeligt, og dels viste det sig slet ikke at være Hell’s Domains øvelokale – så det ville blive en underlig artikel om ingenting.

Lad de unge spille pik Bjørn Bihlet, den ene af bandets to guitarister, havde såmænd bare lige øvet med sit andet band, Horned Almighty, som har hjemme i øvelokalet, og som tilmed også er aktuelle til 2012-udgaven af Musik Aarhus Festival. Så det var nemmest at mødes der til en snak med tre af de fem Hell’s Domainmedlemmer: bassisten Lars Knudsen, guitaristen Bjørn Bihlet og trommeslageren Anders Gyldenøhr. Alle har de krydset de 30 år, og for nogle af dem 40, og alle har de fulgt med siden thrash metallens første guitaranslag i de tidlige 80’ere. Så Hell’s Domain er en rutineret og sat flok, og en flok, som prio-

riterer andet end at øve flere gange om ugen – og desuden en flok for hvem, at det ikke er strengt nødvendigt.

– Lad de unge om at spille pik, og så knepper vi i stedet, udtrykker Anders det, som en metafor for at de ikke behøves øve, ligesom de unge gør det. Med hans flere hundrede koncerter bag tønderne i Hatesphere, er det da heller ikke nemt at finde mange med mere liverutine her til lands.

Og hvad Lars angår, var han med til at starte et af Danmarks første thrash metalbands Crionic tilbage i ’85, efter han havde forelsket sig i ’Kill ’Em All’ og ’Show No Mercy’. De to debutalbum fra verdens måske to mest velkendte thrash metalbands, Metallica og Slayer. Også guitaristen Andreas Schubert er en erfaren herre med bl.a. rutine fra Exmortem.

Så historien går langt tilbage, og metalhjertet banker knusende tungt og taktfast for thrash metal af den gamle skole, fortælles det så klart, at det ikke kan misforstås.

Klar musikalsk vision I juli 2011 var flere af bandets medlemmer på en lille musikalsk ekskursion til VoxHall, hvor et tredje af thrash metallens ypperste bannerførere, amerikanske Anthrax, gav koncert.

– Det var jo bare pisse fedt, i hvert fald så længe de spillede materiale fra før 1990. Alt det andet gad man sgu ikke høre, forklarer både Anders og Lars, så det står helt klart, hvilken thrash metalæra, Hell’s Domain har kært.

En æra, der også skinner tydeligt igennem i kvintettens egen musikalske vision. Et oldschool thrashudtryk har været et klart mål for Hell’s Domains to initiativtagere, Lars og Bjørn, siden projektet så småt tog sin form med de første sangskitser tilbage i 2007.

Der blev lyttet til gamle Crionic demobånd, samt plader af lige så gammel dato.

Lars og Bjørn gjorde klart, at de satte pris på temposkift og ”ikke hele tiden bare 400 km/t,” som Bjørn udtrykte det. Og samtidig skulle der inkorporeres melodier, som

det blandt andet kan høres hos amerikanerne i Testament. Så Hell’s Domain skulle være oldschool, varierede og melodiøse. En vision, som de føler, at de har ramt.

– Vi laver thrash metal, som få andre laver det i dag. Mange har det med bare at skrige, hvor vores musik er meget melodisk. Det er det, Alex kan, og det var derfor, at jeg i sin tid kontaktede ham, forklarer Anders, med henvisning til Hell’s Domains sanger Alex Clausen, som tidligere har slået sine folder i blandt andet Grope.

– Ud fra blot tre toner kan Alex skabe simple melodier, som man er sikker på, man har hørt før, selvom man ikke har, fortæller Anders videre.

Debut til oldschool thrash Selvom man i Hell’s Domain finder folk, der har slidt flere plektre og trommestikker op, end man gør i så mange andre bands, er Hell’s Domain stadig et ubeskrevet blad på den danske metalscene. Online findes blot tre sange, og konstellationen har aldrig endnu spillet koncert.

Koncerten til Musik Aarhus Festival bliver således bandets debutkoncert, og står de foreløbige planer til troende, kan man som gæst forvente seks originalsange og to coverversioner, når Hell’s Domain giver en tur ned ad thrash metallens Memory Lane den 12. januar.

– Det er true og oldschool thrash, som få andre laver det. Og vi har jo erfaringen i orden. Så derfor skal man huske at komme til koncerten, forklarer Bjørn afslutningsvis.

Den anbefaling er hermed givet videre.

INFO Du kan opleve Hell’s Domain på Train torsdag d. 12. januar

Homewrecker Nogle ville kalde det ungdoms sløvsind. Andre ville kalde det rock’n’roll. Sidstnævnte lever under alle omstændigheder i bedste velgående i vores lille andedam. Homewrecker følger trop Ord: Lisa Ryberg Pedersen Foto: Signe Holm

Homewrecker ~ 23

– Jakob laver kaffe på en kaffebar, og jeg laver ikke noget, siger Mikkel fra Homewrecker med et grin.

Men når de ikke laver kaffe eller laver ingenting, laver de rock’n’roll i en kælder. De to unge mænd i Homewrecker kender hinanden fra tidligere musikalske bedrifter, og selvom de kun har kendt hinanden i et par år, deler de pt. både lejlighed og altså også interessen for musikken. Musikken er deres, og de spiller den for deres egen skyld.

– Vi tænker ikke så meget over, hvad andre tænker om os og vores musik. Det må de lidt selvom, siger Mikkel og trækker på skuldrene.

Homewrecker hører til i den nye bølge af danske bands med unge drenge, fedtet hår og fuck-af-attitude, men som bands er flest nu til dags, bryder Homewrecker sig ikke om at blive sat i bås. Man kommer dog ikke udenom, at inspirationskilderne er klare og til at fornemme.

– Musikken kommer meget af sig selv, men det er klart, at det musik, vi hører, har en indflydelse på det musik, vi laver. Bob Dylan er nok den største tekstforfatter. Vi hører også meget Link Wray. For tiden hører vi også meget japansk punk-rock som for eksempel Teengenerate, og ja, en hel masse 60’er-garage, siger Mikkel.

Man fornemmer, at de to drenge egentlig bare tager tingene, som de kommer i det hele taget. De har ikke gjort meget for at promote sig selv, og de gør en dyd ud af ikke at øve alt for meget af en simpel grund: Så ryger spontaniteten, og man risikerer at falde i en fælde, hvor man bare spiller det samme hver aften. På den måde risikerer man også at fejle, men hvis det hele skulle gå af helvede til, er recepten klar.

– Ja, så må man jo bare drikke en masse bajere, griner Mikkel og puster røgen ud fra en af de mange cigaretter, der inhaleres i løbet af utrolig kort tid.

Live flankeres Mikkel på guitar og Jakob på bas og sang af endnu en Mikkel på guitar, en Mads på trommer og en Julie på percus-

sion og kor. De forsøger at være så spontane som muligt, men er alligevel perfektionistiske, når det kommer til stykket. Det er nemlig vigtigt for dem, at den lyd, de har i hovedet, også er den, der kommer ud. Den lyd er ifølge drengene selv ofte ligefrem, uprætentiøs og hardcore.

– Og så spiller vi højt. Så højt som muligt.

Og alt skal forvrænges så meget som muligt, siger Mikkel.

Bandet har ikke nogen officielle udgivelser, men de har indspillet en EP med tre numre – ’We Don’t Wanna Walk Around With You’, ’Hundreddollarbill’ og ’420’ – som indtil videre kun kan erhverves til liveshows. Teksterne handler typisk om det, der bekymrer den unge dansker: det modsatte køn, sex og druk. Udtryk og tekster passer altså som fod i hose hos rock’n’rollerne i Homewrecker. De er faktisk så rock’n’roll, at historien bag bandnavnet er så rock’n’roll, at den ikke må komme ud i offentligheden.

Lige nu har drengene gang i sangskrivningsprocessen. Om det bliver til en ny EP eller en hel plade vides ikke endnu. Indspilningen tager nemlig lidt længere tid end for de fleste andre bands i genren, fordi drengene vælger at gøre det hele selv.

– Vi bliver nærmest nødt til at have en matematisk tilgang til indspilningsprocessen, når vi gør det hele selv. Man kan ikke bare spille, til det bliver fedt, fordi vi ikke har den der banddynamik, forklarer Mikkel.

Banddynamikken får drengene i stedet rigeligt af, når de spiller live, og indtil videre har Homewrecker blandt andet spillet liveshows i både Aarhus, Odense og København. Sidstnævnte tjans foregik på Kødboderne 18, hvor det lille band varmede op for idolerne i The Good The Bad, der sammen med bandet The Setting Son er blandt drengenes danske forbilleder.

– Det er nok det fedeste job, vi har haft.

Det var vildt, at et band, vi kan lide, også kunne lide os, fortæller Mikkel og fortsætter, – Vi kan helt klart bedst lide at spille på de små steder. Sway er for eksempel et vir-

kelig fedt sted. Man står jo nærmest i sådan et køkken i øjenhøjde med folk. Det giver en vild energi, fordi band og publikum smitter af på hinanden.

Homewrecker tager tingene, som de kommer. Måske kommer der en plade, og måske gør der ikke. Tingene tager den tid, tingene tager. Indtil videre nyder de bare, at der er nogle mennesker i lille Danmark, der synes, deres kælder-rock’n’roll er værd at lytte til. Men hvis man giver dem lov til at drømme lidt stort, eller rettere bønfalder Mikkel om at sætte ord på drømmene, står det klart, at et udlandseventyr ikke ville være at kimse ad.

– Vi vil da gerne til udlandet. Det ville være vildt at komme til USA eller Asien og turnere et helt fremmed sted, selvom vi stadig synes, det er sjovt at spille i Danmark.

INFO Du kan opleve Homewrecker på Atlas lørdag d. 14. januar

Horned Almighty

Musik Aarhus festivalen har igen i år plukket et værdigt trekløver til at repræsentere byens sprudlende metalscene, hvoraf hovednavnet er det internationalt anerkendte ensemble Horned Almighty Ord: Morten Bager Foto: Peter Svendsen

Horned Almighty ~ 25

Aarhus’ musikalske pentagram spiller op med en så stærk rutine og indsigt i black metal, at den ellers kun burde være forbeholdt genreskaberne. Gruppen har stor succes, og kan derfor med rette fortælle, hvordan kompromisløshed og musikalsk integritet overvinder stereotype fordomme. Gruppens bassist ’Hellpig’, som i civil lystrer navnet Bjørn Bihlet, glæder sig over at skulle starte 2012 med en koncert på hjemmebane: – Det er en fornøjelse at blive udvalgt til at vise, hvad den århusianske metalscene også kan byde på. Med Horned Almighty er vi vel, udover Hatesphere og Illdisposed, en af byens bedste metal eksportvarer. Og så det er fedt at få muligheden for at sprede lidt uhygge i hjemstavnen til et andet publikum end normalt.

Ta’ endelig ikke fejl! Black metal er nemlig for længst vokset ud af sine forvirrede og rebelske teenageår, og står i dag som en respekteret såvel som anerkendt subgenre indenfor metalmusik. En påskønnelse som så småt er ved at vinde udbredelse blandt den øvrige musikbranche og de kulturelitære. På den anden side, så er det vel svært at ignorere den musikgenre, som er vores broderland Norges største kultureksport.

optræde sådan. Det vækker noget i én, som man måske ikke altid er klar over, man har i sig – og netop derfor bliver vi ved med at gøre brug af både scenetøj og corpse paint.

Vi har optrådt et par gange uden, og det er bare ikke det samme.

Således forklarer Hellpig, inden efterfølgende at bryde ud i spontan latter, på forespørgslen om, hvor lang tid han egentlig bruger foran spejlet: – Hahaha! Jamen, det tager to minutter at klaske på, og cirka 10 gange så lang tid at få af.

Selvom Horned Almighty blev dannet i 2002, har Hellpig spillet black metal siden midten af 90’erne, så han er blevet konfronteret med samtlige fordomme og dårlige eksempler, som genren lider under. Herunder kirkeafbrændinger, mord og satanisme: – Vi har ikke oplevet det så meget herhjemme, men vi har da fået koncerter aflyst i både Holland og Tyskland pga. fordomme overfor genren. Desværre er det normalt åndsfraværende imbecile, der ikke har sat sig ind i tingene, der går op i limningen.

Men black metal har jo været kommercielt i mange år efterhånden, og der er ikke noget »farligt« ved black metal længere. I hvert fald ikke indenfor mainstream.

Black metal-fordommene

Ikke behov for at bevise noget

Genren er mindst lige så berømt og berygtet for en evig flirt med gudsbespottende budskaber, som deres brug af den såkaldt corpse-paint som et centralt visuelt udtryk ved deres live-performance.

– Der er ikke et dybt koncept bag hverken vores visuelle udtryk eller vores lyriske koncept. Det er rimelig self-explanatory, hvis du sætter dig ind i tingene. Måden vi ser ud på, når vi optræder, underbygger og supplerer den bundrådne ondskab, der er i musikken og lyrikken. Simple as that!

Man træder i karakter på en anden måde, end hvis man stiller sig op i sine jeans og en t-shirt. Er stemningen den helt rette, kan det være næsten ud-af-kroppen-agtigt at

Med så voldsom retorik, som titlerne byder, kunne man dog sagtens tro, at Horned Almighty har i sinde at provokere, men om det siger Hellpig: – Det er ualmindeligt svært at chokere efterhånden, og det er heller ikke formålet.

Vi har sgu ikke behov for at bevise noget mere. Vi er alle fire over 30 år og forsøger kun at flytte grænserne for god sang- og riffskrivning. Der er så meget metal i dag, som bliver skrevet på en computer, uden nogen som helst sans for arrangement, dynamik eller flow - og det er så tydeligt at høre! Vi stiller os stadig op i vores øvelokale, og skriver vores musik på den gammeldags måde, ligesom så mange andre før os har gjort.

Vi stræber efter at skrive røvtung, aggressiv, velskreven, simpel og catchy metal.

Vi behøver ikke smøre vores musik ind i sweeps og 1000 toner i sekundet… det er der ingen grund til, hvis det lyder bedre bare at stå pløje E, som Hellpig udtrykker det.

Frem til at gruppens tredje album ’Contaminating the Divine’ udkom i 2009, har gruppens udvikling været ganske konventionel. De er gået fra tre til fem medlemmer, har udgivet en 7” split-EP og et live-album, samt givet en masse koncerter – primært i Danmark og Tyskland.

– Dén plade (’Contaminating the Divine’, red.) fik rigtig positive anmeldelser overalt.

Den udkom dog på et mindre undergrundsselskab, så den blev ikke distribueret og eksponeret så meget som den fortjente.

Det fik os til at lede efter et større selskab.

Et valg der faldt på Candlelight Records, som ikke tøvede med at signe dem, forklarer Hellpig.

– Det var sgu lidt overvældende, men det har også klart været den plade, vi har arbejdet hårdest på at skrive i vores tid som band, men vi er selv rigtig godt tilfredse med skiven. Vi har høstet topanmeldelser stort set overalt, og den har bl.a. hjulpet os til, at vi kom på vores første egentlige europaturné i foråret 2011.

Den omtalte turné førte gruppen til Holland, Belgien, Frankrig, Italien, Schweiz, Østrig og Tyskland sammen med de ligesindede franskmænd i gruppen Glorior Belli. En turné Hellpig husker tilbage på med glæde: – Det var en rigtig god turné. For os er Tyskland noget helt specielt. Vores totalt pakkede koncert i Berlin står uden sammenligning som den fedeste koncert på turnéen. Der findes sgu nok ikke metalfans andre steder i verden, der går så meget op i det, som de gør.

INFO Du kan opleve Horned Almighty på Train torsdag d. 12. januar

FESTIVAL PROGRAM Torsdag 12.01.12

Tirsdag 17.01.12

Train – METAL

Filmbyen – FILM

20:00 21:00 22:00

Hell's Domain

Diamond Drive

Atlas – WORLD/JAZZ

22:00 23:00

20:00

Horned Almighty

Fredag 13.01.12 21:00

19:30

Jacob Buchanan

Snejegast

Snöleoparden

20:40

21:00 22:00 23:00

Homewrecker Climb it Baby!

The Defectors

Akustisk set-up og præsentation ved Kim ‘Kix’ Jeppesen Aarhushistorier

Onsdag 18.01.12 Filmbyen – FILM

19:30 20:00

Lørdag 14.01.12 Atlas – GARAGE/ROCK’N’ROLL

Døre åbner

20:40

Døre åbner

Akustisk set-up og præsentation ved Kim ‘Kix’ Jeppesen Aarhushistorier

Torsdag 19.01.12 Train – HIPHOP

20:00 21:00 22:00

Point Blank Julaw

Flødeklinikken

Festival Program ~ 27

Fredag 20.01.12

Find vej:

Train – SINGERSONGWRITER/FOLK

22:00 23:00

Kites and Komets The Echo Vamper

V58 – EFTERFEST Fri entré med voxhall-stempel

Djuna Barnes The Echo Vamper (DJ-set) Andreas Lemche Lasse Dearman

ind

et

de

5

M

Sy

Ny

ade

dsg går

e Ban

n

dir

Asbjørn

Lørdag 21.01.12 23:00

Fre

21:00

iks

Voxhall – ROCK/INDIE

Spanie

All

e

Lørdag 21.01.12

4

Allé

ga

der

av

Søn

ns

Deer Bear

lads Europap

3

n de ar

Mixtune for Cully

dh

2

v le ou Åb

23:30

Pil & Liv

Vestergade

Allé

22:30

ter Ves

21:30

1

1 V58

2

4

5 Filmbyen

Vestergade 58

Train

Toldbodgade 6

Atlas

Vester Allé 15

Filmbyen 19, 2.sal

3 Voxhall

Vester Allé 15

JAKOB BUCHANAN

Han synes ordet »jazz« er hæmmende, og vil i stedet hellere karakteriseres som lydarkitekt, men den tydelige forbindelse til jazzmusikken kan trompetisten Jakob Buchanan dog ikke benægte Ord: Kenneth Kristensen Foto: Peter Christensen

Jakob Buchanan ~ 29

Det var en travl Jakob Buchanan, som nærværende signatur fik en snak med en søndag formiddag i starten af november. Fredag landede han igen på dansk grund efter tre ugers turné i USA med Klüvers Big Band, og hele lørdagen blev tilbragt i Huset i Magstræde i København, hvor 2011-udgaven af DMA Jazz blev afholdt med Buchanan nomineret i kategorien for årets bedste jazzudgivelse.

– Jeg bryder mig ikke om ordet »jazz«.

Jeg synes faktisk, det er åndssvagt, og i hvert fald ikke særlig »jazzet«, fordi det i mit hoved begrænser, fortæller Buchanan som det absolut første, da jeg spørger hvorfra hans interesse for jazz stammer.

En længere forklaring af aversionen imod ordet jazz præsenteres, og specielt den konnotative kobling til jazzen som et afroamerikansk oprør viser sig at være én af grundene til, hvorfor Buchanan ikke kan lide, at han hele tiden omtales som jazzmusiker. Selv kan han da godt se, at han musik har mange lighedstegn med jazz, og kendte jazzmusikere som Dizzy Gillespie, Charlie Parker, Thelonious Monk, Art Blakey og John Coltrane nævner han selv som musikere, han beundrer og elsker. Hans virke som udøvende musiker startede bare andetsteds, kom siden nærmere jazzen, og nu bevæger han sig måske igen lidt længere væk fra den, fortæller han.

Lydarkitekten Buchanan – I gymnasiet begyndte jeg at lave noget med Michael Lenz. Vi lavede sådan en meget Brian Eno/new age-agtig ting. Det var egentlig min indgangsvinkel til at lave musik, tror jeg. For vi lavede bare stemninger. Så skulle man ikke vide alt muligt og tælle takter.

Fokuseringen på stemninger, snarere end en lidt hæmmende genrebarriere som »jazz«, har siden fulgt Buchanan i hans måde at komponere musik på. Et fokus, som nok bunder i hans personlighed, hvis han selv skal komme med et gæt.

– For mig handlede det egentlig nok om, at jeg var en drømmer, og at jeg kunne lide at forsvinde ind i en anden verden. Jeg tegnede og malede også meget, og det gjorde jeg faktisk mere, end jeg spillede musik. Men musikken har altid fået mig til at forsvinde i en anden verden, fortæller Buchanan og dvæler igen lidt ved fascinationen af Brian Enos musikalske filosofi, som han tydeligt kan se sig selv i.

– Brian Eno sagde engang, at han ikke var musiker, men at han var lydarkitekt. Og dét tror jeg, er lige præcis dét, der er interessant.

Måske er jeg heller ikke så meget musiker, måske er jeg mere lydarkitekt? Det, der fascinerer mig, er egentlig de billeder, musikken skaber i mit hoved. Hvor andre måske er meget fascineret af temaer, er et tema for mig egentlig bare er en nøgle til at åbne et univers. Så arkitekturen i at »tegne« et musikalsk univers er nok det, der fascinerer mig.

Indtil videre har Buchanan stået arkitekt til fire albumudgivelser under eget navn, samt bidraget til en række andre albumudgivelser. De to første eponyme udgivelser blev komponeret til sekstetter, og de to seneste til kvartetter. Det nyeste af disse udspil udkom i oktober 2010 under titlen ’i Land in the Green Land’, og blev som skrevet nomineret til en DMAs Jazz-pris for bedste udgivelse. Om valget af Marilyn Mazur, Simon Toldam og Jakob Bro, som var de tre, der flankerede Buchanan på ’i Land in the Green Land’, forklarer han: – Dem har jeg valgt ud, fordi jeg føler, det er nogen, der kan gå ind i mit univers. Eller nogle, som jeg føler kan gå ind i et univers, som er rimelig åbent. Jeg har nogle oplæg ved de kompositioner, jeg har lavet, men så går de ind i det univers og bidrager på en måde, som i hvert fald skaber magi for mig.

Og så forstyrrer de også universet. Mange af de ting, jeg laver, er lidt melankolske og måske endda højtidelige. Det kan vel i hvert fald umiddelbart virke sådan, så det er vigtigt at finde nogle, som både kan supplere og forstyrre.

– Jeg har prøvet at øve mig i ikke at gøre kompositionerne for færdige, fordi så skal jeg ringe til nogle andre folk. Som det er med alt andet i livet, er der nogle, som gerne vil have en færdig opskrift, og nogle vil helst bare have nogle stikord. Og jeg laver sådan en blanding af en opskrift og stikord. Det passer til de her folk.

En uforglemmelig turné En betragtelig del af Buchanans virke som udøvende musiker lægges dog også andre steder end i hans egen musik. Fx er hans fast bestanddel af Klüvers Big Band med hvem han lige var kommet hjem fra en uforglemmelig turné i USA, da undertegnede fangede ham. Bl.a. blev det til optrædener på Al Capones gamle stamsted i Chicago og den legendariske jazzklub Birdland, som han med iver og stolthed i stemmen beretter om.

– En uge på Birdland. Det tror jeg ikke, der er nogle andre danske orkestre, der før har prøvet. Og så for fulde huse hver aften i en hel uge. Det er jo et legendarisk spillested. Der er ligesom Birdland, Village Vanguard og Blue Note. Nogle jazzklubber, som bare altid har eksisteret og er de mest prestigefyldte i verden. Så at spille der i en hel uge var noget ganske særligt. Det er klart, at det vil jeg aldrig glemme. Det sidder i én.

Til januar står den ”kun” på Atlas til Musik Aarhus Festival, men det glæder han sig også til, forsikrer Buchanan.

INFO Du kan opleve Jakob Buchanan på Atlas fredag d. 13. januar

Julaw

Bag aliaset Julaw gemmer sig det borgerlige navn Erik B. Jacobsen, en spanskstuderende med rap som bibeskÌftigelse og sprognørkleri som interesse Ord: Kenneth Kristensen Foto: David Bust

Julaw ~ 31

Som journalist består en anseelig del af jobbet i researchens tegn, og tilfældet at udforme en artikel om Julaw er ingen undtagelse. Lynhurtigt ledes man af Google hen på en blog, der drives af Erik B. Jacobsen, alias Julaw. Indtrykket af en meget omhyggelig, professionel og målrettet ung musiker dannes med det samme, når et gennemgribende CV af Eriks meritter som rapperen Julaw listes op. Vinder af Band Contest 2011 i kamp med 160 andre håbefulde bands/solister fra hele landet, vinder af Alt om Aarhus’ musikerkonkurrence under navnet ’Aarhus’ Fedeste Studieband 2011’, ugens profil på Promus.dk og optrædener på hiphopfestivalen Aarhus Took It, den hyggelige Danmarks Grimmeste Festival og den urbane legeplads Mejlgade For Mangfoldighed, hvor Julaw-sangen ’Mejlgade’ fra det kommende album ’Århus City Slang’ sågar udgjorde årets soundtrack.

Alt sammen dateret til 2011, og altså en musiker, som lige nu nyder stor succes og bevågenhed i særligt det aarhusianske. Billedet ændrede sig ingenlunde, da vi højt oppe i Nobelparken kunne spejde ud over et tågeramt Aarhus og myldretidstrafikken i krydset mellem Nordre Ringgade og Randersvej. I stedet blev der blot lagt yderligere en dimension til Julaw. En dimension, hvor universitetslivets fokus på litteratur, og ordets magt i sin helhed, fyldte meget, ligesom det gør i den musik, der bærer Julaws signatur.

Tilbage til kernen af hiphop – Værdien, synes jeg, ved hiphop ligger i lyrikken. Det er det, jeg er vokset op med, og det er det, jeg synes er interessant. Min interesse for hiphop startede også omkring ’98 og ’99, hvor MC Clemens udgav ’Regnskabets Time’, hvor han beviste, at han virkelig var Danmarks vildeste rimer. Det var dét, der var det forbilledlige.

– Det var ikke en eller anden illusion om, at man skulle være en hårdkogt gangster, eller den der helt modsatte og sukkersøde

misbruger af genren som fx Nik & Jay og deres popmusik har været en eksponent for de seneste ti år.

I stedet fokuserer den 24-årige Julaw i høj grad på, at nå ind til den kerne af hiphoppen, som han op igennem sine teenageår har kunne se blive skubbet i baggrunden.

– Min musik er inspireret af dem, som formår at få noget positivt ud af hiphoppen som redskab. Hiphoppen startede jo også som et slags fredsredskab i 70’ernes New York, hvor der blev opfordret til, at man skulle slås med ord i stedet for knytnæver.

– I det hele taget er jeg inspireret af folk, der formår at lave noget sjovt, noget spændende, noget interessant og opløftende med tekster. Hvis de så oven i købet er seje til at rime, synes jeg bare, det er endnu federe. I Danmark er det fx sådan nogle som Malk de Koijn.

Den personlige vej Selvom hiphoppen har fulgt Julaw siden slutningen af 90’erne, hvorfra han allerede så småt begyndte at skrive sin egen lyrik, var det først for alvor i 2009, at han begynde at arbejde struktureret og målrettet som udøvende rapper.

– Nu skulle jeg lave noget andet, forklarer Julaw, om springet væk fra Nanoteknologi-studiet efter en endt bachelorgrad, som stjal det meste af hans tid. Turen gik derefter til Testrup Musikhøjkole i et halvt år, inden et halvt års rejse i Sydamerika og siden et år på Byhøjskolens Electrolinje, hvor færdighederne bag at komponere elektronisk musik udviklede sig.

Nu står den på et universitetsliv med kandidatuddanelse i Spansk, og et sideløbende hverv som rapper. Et hverv, der efter planen skal nå sin håndgribelige kulmination med udgivelsen af debutalbummet ’Århus City Slang’ i foråret 2012. En art hyldest til byen, hvor han altid har boet, og samtidig en præsentation af, hvad Julaw selv kalder positiv/ bevidst hiphop.

Rap positivo/conscious rap Foruden inspirationerne i fx danske MC Clemens og Malk de Koijn, er inspirationerne tydelige, hvis ikke tydeligere, i spanske og amerikanske hiphopstrømninger, forklarer Julaw.

Med sin egen positiv/bevidst-hiphop får den spanske rap positivo og den amerikanske conscious rap en tur i den danske smeltedigel. Navne som El Chojín, Atmosphere og CunninLynguists er store inspirationer, fordi de formår, hvad Julaw prøver på: udnytte sprogets potentialer.

– Jeg vil rigtig gerne lave noget rapmusik med både indhold og opløftende budskaber. Noget, folk kan relatere til. Og på det helt vilde plan, er det jo noget med, at det skrevne ord kan så utroligt meget, og har så stort et potentiale, at det er en hån imod tekstskriveri ikke at give det sin fulde indsats, og samtidig tilgå lytterne som intelligente væsener i stedet for at gå efter laveste fællesnævner.

En formel, som pt. høster Julaw store og flotte anerkendelser, og som bl.a. har bragt ham to uforglemmelige spillejobs på hhv. Aarhus Took It og Danmarks Grimmeste Festival.

– Vi havde jo Aarhus Took It her i byen, hvor jeg har været med som publikum hvert eneste år siden starten i 2000, hvor jeg bl.a. så Atmosphere, så det var bare en kæmpe ære at være med på programmet til den sidste Took It. Og ligeledes Danmarks Grimmeste Festival, hvor jeg også har været ude fire-fem gange. Og sammen med Roskilde Festival synes jeg, at det er de allerfedeste steder, man kan spille i Danmark.

Næste festivalstop bliver dog ikke Roskilde Festival, men i stedet Musik Aarhus Festival.

INFO Du kan opleve Julaw på Train torsdag d. 19. januar

KITES AND KOMETS

Han er frontfigur og sangskriver i det alternative rockband Munich, er guitarist for folk-projektet Hymns From Nineveh i livesammenhĂŚnge, og sĂĽ har han elektro-soloprojektet Kites And Komets, der vandt Karrierekanonen i 2011 Ord: Rune Schlosser Foto: David Bust

Kites and Komets ~ 33

Fremtiden virker lys for den talentfulde herre Mikael Kærsgaard, der stadig befinder sig i midten af tyverne, studerer Music Management, og tager sin musikalske karriere meget seriøst.

– Det er noget, der afspejler mit liv på alle måder. Det er i kærlighed. Relationer. Venskaber. Både længsler efter kærligheden, men også frygten ved den. At turde tage nogle chancer, hvor man kan blive såret. Det er det, navnet Kites And Komets er kommet af – to flyvende objekter, som repræsenterer den dobbelthed, og det modspil jeg oplever er tilstede i mange af de betydningsfulde emner, der rører sig i mit liv, fortæller Mikael Kærsgaard en mild november eftermiddag på Enghave Plads i København, om hvad der inspirerer ham til at skrive sin musik, inden han i aften skal ind og spille på Lille Vega med netop Kites And Komets.

Metodisk inspiration Den første sang til det elektropoppede projekt, skrev Kærsgaard i slutningen af 2009.

Herefter kom der hurtigt flere, idet han påbegyndte en helt ny tilgang til sangskrivningen, hvor han indtil da altid havde skrevet sange på sin guitar.

– Da vi var ved at lave en plade med Munich, fik jeg lyst til at skrive på en ny måde. Jeg havde lyst til at lave noget, hvor jeg kunne køre mine idéer helt ud af en poppet tangent. Hvor der ikke var nogen kompromiser. Jeg har altid skrevet på min guitar.

Lavet en guitarfigur, og så bygget en idé op ud fra det. I Kites and Komets har jeg derimod grebet sangskrivningen an ved f.eks. at sætte mig ved et trædeorgel, tage en akkord og improvisere en melodi. Her oplevede jeg en ny frihed til at fokusere 100% på vokalen og melodien. Der er sindssygt mange vaner

forbundet med din tilgang til det instrument, du har spillet på siden 10-årsalderen. Når du så sætter dig ved et nyt instrument, så kommer der noget helt andet musik ud. Det har jeg udforsket ved for eksempel at programmere et beat, og lave en vokalmelodi ud fra det – det kom der noget helt friskt, og, for mig, en ny sound ud af, som gav fornyet energi, forklarer Kærsgaard og uddyber: – Det blev en meget intuitiv måde at skrive på, hvor jeg indspillede og arrangerede samtidig med at jeg skrev sangen.

I stedet for at lave en sang på guitar, hvor man tager ned i øvelokalet og spiller med sit band, så hører man en indspilning en uge efter, og så kommer man frem til, at det måske ikke holder. Derefter prøver man at lave noget andet, og så venter man en uge igen. I Kites And Komets oplever jeg at denne intuitive tilgang træner øret til hurtigt at tage stilling til om et omkvæd, eller et vers fungerer. Jeg kan rigtig godt lide, at have et flow kørende og hurtigt lave noget færdigt og komme videre. Det har været mit primære udgangspunktet for det.

I en branche med bullshit Efter at Mikael Kærsgaard havde skrevet sange i et halvt års tid til projektet, begyndte han at samle et live-band. Den meget vokalog beatbaserede musik – Kites And Komets har for eksempel både en trommeslager og en perkussionist med live – gjorde, at det krævede en del tid i øvelokalet, for at få korarrangementer indarbejdet i medlemmernes vante instrumenter. Kærsgaard sendte et par indspilninger af sted til musikkonkurrencen Karrierekanonen, som han selv havde indspillet, og så var Kærsgaards projekt pludselig med i en af de mere prestigefyldte og afkastsgivende konkurrencer i Danmark.

De nåede at få to koncerter i bagagen inden konkurrencen tog fart. En konkurrence, som de jo som skrevet vandt i sidste ende.

Kites and Komets fik en masse promovering, spillede koncerter og fik et længere forløb hos Bandakademiet, der vejleder bands i forskellige henseender.

– Jeg har lært en masse igennem årene, om at stile efter sine mål og drømme, men samtidigt være realistisk med vilkårene i musikbranchen, og at det er et hårdt arbejde, hvor man også nemt bliver skuffet. Der er meget bullshit i musikbranchen.

Det afholder dog ikke Kærsgaard fra at have store planer med projektet, hvor inspirationskilderne både er folk som Gnarls Barkley, Rihanna og sågar Leonard Cohen.

Hvad essensen og forhåbningerne helt præcist er for Kærsgaards organiske popprojekt med soul og r’n’b aner, giver han selv den bedste forklaring på: – Essensen bag det her projekt er, at jeg har et behov for at skrive og udtrykke mig, og det skal være den inderste drivkraft. Det prøver jeg i hvert fald på, selvom det kan være svært at holde helt fast i, når man bruger meget af sin tid på businessdelen. Jeg har mange mål for Kites and komets, tager det meget seriøst, og vil super gerne have, at musikken når ud til et bredt publikum.

INFO Du kan opleve Kites and Komets på Voxhall lørdag d. 21. januar

Mixtune for Cully

Aage Hedensted er manden bag Mixtune for Cully.

Han er 36 år gammel, og har i mange år spillet og lavet musik i forskellige bands. Han beskriver sig selv som én, der laver musik, fordi han ikke kan lade være, og det er glæden ved musikken, der har ført ham igennem hans mange musikalske erfaringer Ord: Lisa Amtoft Jensen Foto: Ole Lauritsen

Mixtune for Cully ~ 35

I 2008 udgav han første plade med soloprojektet Mixtune for Cully under titlen ’We Know Where the Aircrafts Hide’, og til foråret udkommer plade nummer to på selskabet Playground Music.

Aage er vokset op i Silkeborg, men flyttede som 20-årig til Aarhus, for at begynde på byhøjskolens musiklinje Front Session.

I Silkeborg var han en del af et musikalsk projekt, som hed Cullies Collection. Det er også her, navnet Mixtune for Cully stammer fra. Cullies Collection opstod efter et færdiggjort ophold på Ribe Ungdomshøjskole, hvor Aage fandt sammen med andre, han delte noget musikalsk med. Her fandt han ud af, hvor hans kærlighed til musik lå, og ifølge Aage har denne ikke ændret sig siden dengang: – Altså, den har udviklet sig, men den har ikke ændret sig. Jeg er bare blevet bedre til at udføre den.

I Cullies Collection inddrog Aage den shoegaze-bølge, han så godt kunne lide, og som blev ført videre med bandet Yellowish, som var pionerer indenfor dansk shoegaze og indierock sidst i 90’erne og i 00’erne.

Aage spiller stadig i Yellowish, og har udgivet 5 EP’er og to fuldlængdeplader med bandet.

We Know Where the Aircrafts Hide I 2008 udkom så Aages første soloplade under kunstnernavnet Mixtune for Cully.

Pladen indeholdt mange singer-songwriterbaserede sange, skrevet på akustisk guitar: – Jeg har altid grinet af, at når man bliver 30, så laver man en singer-songwriterplade. Det har jeg altid grinet af. Og så kom jeg jo så til at gøre det, fordi jeg bl.a. havde for mange sange liggende, der ikke passede ind i Yellowish.

Aage begyndte at indspille nogle af sangene selv, og lagde dem på nettet, hvor efter han blev kontaktet af den amerikanske producer Mark Kramer, som var med til at sætte Aage i gang med at lave en plade. De endte dog med at droppe samarbejdet, da

de var uenige i, hvordan pladen skulle lyde, og Aage valgte i stedet at arbejde sammen med den islandske producer, Arni Bergmann, som også har mixet tre af singlerne på det kommende album.

– Grunden til, at jeg droppede ham, var ligesom fordi han havde den dér gamle tilgang til at producere musik på, og jeg ville egentlig gerne have, at folk skulle lytte lidt mere til teksterne på Mixtune for Cully.

Teksterne er netop ikke ligegyldige i Mixtune for Cully, da Aage vil skrive sangtekster, som folk kan lytte til, og få en masse ud af. Samtidig vil han gerne beskrive verden ærligt, og sige tingene direkte: – Jeg kan godt lide at beskrive følelser, og jeg kan godt lide at beskrive virkelig hårde sider, og sige tingene ligeud i mine tekster.

Den første plade blev taget godt imod hos anmelderne, og Aage har efterfølgende været ude og spille en hel del koncerter på bl.a. Start Festival og SPOT Festival i 2009, men også mange klubjobs, samt nogle intime akustiske triokoncerter på forskellige teatre. Live går Mixtune for Cully nemlig fra at være Aage og en guitar, til at være op til syv musikere på scenen.

Den kommende plade Den nye plade med Mixtune for Cully, som udkommer til foråret, adskiller sig fra den gamle ved, at den akustiske guitar på mange numre er blevet erstattet af en elektrisk. Aage beskriver albummet som mere rocket, men det er samtidig stadig folkrockpræget: – Det, der er rocket med elguitar, er jo stadigvæk folksange, bare bygget op med et større univers. Albummet indeholder dog også helt stille, akustiske sange.

– Jeg har været i gang med den plade siden… ja, faktisk, siden vi turnerede med den første plade. Og jeg har været i indspilningsprocessen i næsten to år, fortæller Aage, og supplerer samtidig med oplysningen om, at han ikke har haft travlt med at udgive pladen. Den skulle bare ud, når

den var helt klar, og det er ifølge ham nu.

Han begyndte i september 2009 med at indspille de første sange, og har siden været i to studier, og haft tre forskellige mixere med i processen.

Aage er meget deltagende i produceringsprocessen, og har rigtig meget at indvende, når han laver musikken. Han har sin egen måde at gøre tingene på, og ved godt, hvordan pladen skal lyde. Men samtidig håber han på, at andre vil inspirere ham til at gøre noget, han ikke havde tænkt på.

I de tidligere bands har der altid været flere om at bestemme, men i Mixtune for Cully er det Aage, der har det sidste ord, selvom han gerne vil være åben i processen og lytte til forslag fra musikerne. Det er dog ham, der står for det hele, og betaler alting, og derfor vil han gerne have, at pladen lyder præcis, som han ønsker: – Helt diktatorisk er jeg ikke i min musik.

Jeg kan godt lide at sparre med andre, men i sidste ende vil jeg gerne selv bestemme.

Alle sangene fra den nye plade er prøvet af på bandets efterårsturné. Men Aage elsker sin første plade, og vil blive ved med at spille sange fra pladen til koncerterne fremover: – Når man har lavet to plader, så kan man virkelig, føler jeg, lave en god koncert.

INFO Du kan opleve Mixtune for Cully på Train fredag d. 20. januar

PIL & LIV

De er søstre. Ikke tvillinger. De skriver og spiller deres egne sange, og formår alligevel at holde sig milevidt fra alle klichéerne om piger med guitar og skønsang. Og så er de oven i købet uforskammet søde Ord: Marie-Louise Wagner Foto: Morten Rygaard

Pil & Liv ~ 37

Det startede egentligt med, at storesøster Pil tog deres fars gamle, akustiske guitar med nylonstrenge frem og begyndte at plagiere Avril Lavigne-sange, fortæller lillesøster Liv. Det bliver endvidere fortalt, at Pil efter sin Avril Lavigne-periode kastede sig over Good Charlotte. Da bliver det pludseligt for meget for Pil blot at være tavst offer, og hun byder selv ind til historien.

– Wow! Jeg har altså også lyttet til The Cardigans og sådan noget, bryder Pil grinende ind, mens de forsikrer, der er langt fra Avril Lavigne til det, de laver i dag.

– Der er sket meget, og vi har været gennem mange faser. Heldigvis, fortæller Pil. Ikke desto mindre var dette startskuddet til det samarbejde mellem de to unge søstre, der i dag går under navnet Pil & Liv. Ti år er siden gået, og det hele er i dag selvlært. I nyere tid har især de canadiske søstre Tegan and Sara fungeret som et slags forbillede.

YouTube-”fænomen” – Vi begyndte at lytte til Tegan and Sara, og tænkte: »de er søstre, de laver musik, det er rimeligt sejt, det vil vi da også prøve at gøre«, fortæller Liv. Deres udgangspunkt blev derfor hurtigt coverversioner af netop Tegan and Saras musik, som de filmede som primitive hjemmeoptagelser og lagde op på YouTube. Det var her den egentlige musikkarriere virkeligt startede for Pil og Liv, der på en måde blev promoveret ret godt igennem Tegan and Saras allerede eksisterende fanskare.

Udgangspunktet var det forum for Tegan and Sara fans, der syntes, at Pil & Liv var »helt vildt søde«.

Det kan for mange virke påfaldende, at to søstre begge er velsignede med musikalske talenter og vælger at forene disse i et fælles projekt. De har ikke en specifik musikalsk baggrund, eller er blevet overdynget med musik gennem deres opvækst. De har dog to ældre søskende, der begge er dygtige til at spille og synge – og de har altid

spillet, mens Pil og Liv var små. Deres storesøster (Freya, red.) er professionel musiker og sanger, og har udgivet flere albums. Om deres egen sangskrivningsproces forklarer de, at det er et fælles projekt.

– Tit har jeg siddet med et stykke tekst, som jeg så tager med hjem til Pil for at høre, om hun har lavet noget musik, der kunne passe til, fortæller Liv, der også selv er begyndt at spille guitar. Det er dog oftest storesøster Pil, der står for håndteringen af guitaren og lave »guitarlir«. Normalt kommer de hver især med en halvfærdig melodi eller tekst, og så hjælper de hinanden på vej.

– Vi har aldrig siddet og skrevet en sætning hver, fortæller Liv, mens Pil grinende supplerer: – Nej, det er ikke sådan noget med, at vi tager ud i et sommerhus ude ved Vestkysten, og så sidder der og skriver sammen.

Søstre på godt og ondt Det der med at være søstre, der deler så meget med hinanden på godt og ondt, har fungeret optimalt. Et langt stykke af vejen er det nemmest at være søstre i musikbranchen, da man er meget overbærende overfor hinanden, fortæller Liv og fortsætter: – Jeg kunne slet ikke forestille mig at være i musikbranchen med en veninde eller sådan noget – for der har været så mange situationer, hvor vi har været stressede eller pressede, og det ville man ikke kunne gøre med en veninde på samme måde, hvortil hun vender sig mod sin søster og grinende siger, at hun »sgu er okay!«.

Der forventes album fra søstrene i starten af 2012, og højst sandsynligt lige efter Musik Aarhus Festival er løbet af stablen.

– Vi forsøger at holde det meget lo-fi, men vi har også et pladeselskab, der ønsker at der kommer et bestemt produkt ud, fortæller Liv. Generelt er Pil & Liv meget akustiske, når de spiller live og på YouTube-videoerne, men på albummet kommer der til at ske lidt mere på lydsiden. Der vil som altid

være stort fokus på de akustiske instrumenter, som dog vil være mere folk-inspirerede.

Intim turné i vente Der vil i denne forbindelse forhåbentligt også være en tour i vente i løbet af 2012, så de kan komme rundt i Danmark med deres nybagte skæringer. For Pil og Liv er netop koncerterne og mødet med deres publikum det helt store omdrejningspunkt og grunden til, at de spiller musik.

– Vi snakker meget, og vi nyder at stå oppe på scenen. Vi kan godt lide at spille for folk, siger Liv, som supplerer med at fortælle, at deres musik har bragt dem mange fantastiske oplevelser, og hvis de kan få lov til at blive ved og lave endnu et album i fremtiden, ville det være perfekt.

Til koncerten på årets Musik Aarhus Festival kan du opleve Pil & Liv på Train.

De glæder sig meget til at høre lyden i den store sal, og er generelt ganske ydmyge med deres ønsker for koncerten.

– Jeg tror, det bliver ret intimt på trods af, at vi spiller på Train. Så hvis folk gerne vil komme og se noget, der er lidt hyggeligt og som ikke er for selvhøjtideligt – så er det det, vi giver, siger Liv.

INFO Du kan opleve Pil & Liv på Train fredag d. 20. januar

Point Blank

Unge fyre, der spiller langsom og jazzet hiphop, er ikke hverdagskost på den danske hiphop-scene. Det er ikke desto mindre det, de syv unge fyre i Point Blank gør Ord: Morten Løwenstein Foto: Peter Christiansen

Point Blank ~ 39

Med en besætning som tæller vokal, trompet, saxofon, guitar, piano, bas og trommer, befinder lyduniverset sig langt fra computermusikkens hersken i meget andet dansk hiphop. Seks af medlemmerne fandt sammen for lidt over to år siden, og besætningen er siden blevet udvidet med Frederik på Saxofon.

Den spæde begyndelse for Point Blank kom da rapperen Louis og trommeslageren Jakob gik og snakkede om, at de ville lave et band. Det blev dog længe ved snakken om hiphop-musik, frem for bandetablering.

De to kom senere hen på skole sammen, og dannelsen af Point Blank tog fart. Selv om medlemmerne kommer fra vidt forskellige musikalske baggrunde, var der ikke den store uenighed om hvilken slags musik, de skulle bevæge sig ud i. Den jazzede hiphop, blandt andet med inspiration fra franske Hocus Pocus. Selvom hiphoppen er grundstenen i Point Blanks musik, er der mange af medlemmerne, som end ikke hører hiphop.

– De bragte noget andet ind i bandet, fortæller Emil, mens Louis fortsætter: – Sådan én som vores bassist Thomas Lund, han vil jo ikke vide, hvad ’Illmatic’ eller ’Reasonable Doubt’ er (henholdsvis Nas- og Jay-Z-albums, red.). Jeg synes, det er fedt, at han har en bestemt vinkel på, hvordan musikken skal lyde, mens jeg har en helt anden vinkel på det, fordi jeg har hørt meget hiphop.

Called Quest er to tydelige referencer, som de fleste nok kender.

Hele bandet er sammen om at producere, og det kan godt tage lang tid.

– Det er ofte sådan, at folk kommer med skitser. Et par akkorder eksempelvis, og så arbejder vi os frem, siger Emil, og lader Carl fortsætter: – De mange meninger gør processen lang, men når det lykkes, gør det det færdige nummer meget mere spændende. Det giver en meget større dynamik i både processen og de endelige produktioner.

Uden brug af computere er det logisk, at processen bliver lang. Processen omkring et »track« foregår over mange øvesessioner.

Det er ifølge bandet en af de største udfordringer ved at være så mange medlemmer.

De mange timer brugt sammen, er dog ikke et problem. Alle medlemmer er rigtig gode venner, og bruger også masser af tid sammen udenfor øvelokalets fire vægge.

Bandets første liveshow foregik på Fedtebrødet i Aalborg. Point Blank-navnet var endnu ikke kommet til, og på plakaten stod blot »HipHopJazzBand«. Siden har bandet spillet mange livejobs, men opvarmningen til deres inspirationskilde Hocus Pocus til MiskMask på Train var noget af det største.

Besætningen er selvfølgelig helt analog og med alle syv medlemmer på scenen. Det er en oplevelse af de sjældne at opleve et så underholdende og velspillende dansk hiphoporkester.

Dogme om livepondus

Udgivelsernes vigtighed

Selv om forskelligheden i bandets musikalske baggrunde er store, føles det som om at resultatet er en enhed. Både for lytteren og for bandet selv. Missionen for bandet har altid været at undgå computersamples.

– Alt skal kunne spilles live med instrumenter, siger Carl Emil, der beskæftiger sig med house ved siden af Point Blank, og blandt andet lige har remixet ingen ringere end Beyoncé. Bandet finder inspiration fra mange steder, men The Roots og A Tribe

Bandet har indtil videre udgivet to EP’er.

Den første, ’Drafts’, udkom i februar 2011 og den seneste, ’Don’t Let The Minute Hand Slap You’, er udkommet i oktober 2011. Begge EP’er er ligger til gratis download, men den seneste EP er ligeledes trykt på vinyl.

– Det virker måske som en mere seriøs udgivelse. Plus at det er super fedt at have sin egen musik på tryk, siger Carl – En af de største oplevelser, jeg har haft

med Point Blank, var at stå med de vinyler i hånden. Det var helt vildt, tilføjer Emil.

Men det er ikke kun for synets skyld, at Point Blank har fået trykt deres musik på vinyl.

– Mange af medlemmerne i bandet køber næsten kun musik på vinyl. Musikken, vi spiller, har rødder i de skramlede jazzplader, så derfor er følelsen også at vores musik skal høres på vinyl, fortæller Emil.

Dog er der ingen tvivl om, at den gratis download har spredt Point Blank til steder, hvor de sikkert ellers aldrig var nået hen. Blandt andet har bandet kunnet følge med på deres Band Camp, hvor folk i blandt andet Indonesien og Japan har downloadet Point Blanks EP’er.

De syv medlemmer i bandet er modnet siden starten, og forventningerne og ambitionerne er efterhånden nogenlunde ens. Og det er vigtigt: – Jeg vil vildt gerne lave et album. Den slags ting tager tid, men det tror jeg, vi er parate til at bruge. Det er vigtigt for mig, at vi finder vores egen lyd, inden vi begiver os ud i albums, forklarer Louis.

Det er måske ikke så langt væk, for allerede fra første til anden EP har bandet udviklet lyden meget. På kortere sigt vil bandet gerne spille en masse livejobs, også gerne i udlandet. Det kan dog, ifølge bandet, være svært at sælge sig selv, så derfor bringes her en jobannonce: Point Blank mangler en booker, som kan hjælpe de syv dygtige musikere, som giver en stor og original dansk hiphopoplevelse, som man sagtens kan forvente sig meget af.

INFO Du kan opleve Point Blank på Train torsdag d. 19. januar

Snejegast

Inspireret af balkan og Brandenburg stævnede Snejegast ud i en Fiat Multipla. Der er siden sket udskiftninger i besætningen, men sømandsæstetikken og ambitionerne er i top hos det aarhusianske band Ord: Lisa Ryberg Pedersen Foto: Peter Christiansen

Snejegast ~ 41

– Vi åbner ikke bare Orange scene om et par år. Vi lukker den fandeme, griner Martin, Emil og Jens, som er de tre repræsentanter fra Snejegast, der denne aften har valgt at invitere indenfor i en hyggelig stue med bløde blomstrede sofaer, lune småkager og en forpremiere på Tuborgs Julebryg anno 2011.

Hyggelige er de i Snejegast, der består af forsanger og trompetist Martin ”Sjamør” Møller, harmonikaspiller og guitarist Mads ”Sjuft” Dengsø, endnu en guitarist Jens ”13” Ko(c)k, kontrabassist Emil ”Farmand” Kristoffersen og trommeslager Kristian ”Flab” Dalsgaard, men man kommer ikke udenom, at Snejegast også dyrker et mere dystert univers gjort af tragiske røverhistorier. Fraser om desertører, druknede og fordrukne sømænd præger teksterne, der leveres med en vis ironisk distance. Man fornemmer alligevel også en god portion alvor hos drengene, når snakken falder på teksterne, for den gode fortælling er omdrejningspunktet.

– Det hele er ikke så Jeff Buckley metaagtigt. Det handler egentlig bare om at fortælle en god historie, for det er der mange, der negligerer i dag, siger Martin ”Sjamør” Møller, og Jens ”13” Kok fortsætter: – Vi vil gerne lidt væk fra den lidt narcissistiske mig-mig-mig-musikverden, som vi ser i dag. Det hele er »jeg føler, jeg tænker.« Vi vil hellere fortælle en god historie om nogle andre.

– Selvfølgelig stammer de lidt bombastiske og dystre tekster fra noget, vi har oplevet i hverdagen. Man finder en eller anden følelse og skruer helt op for den, uddyber Emil ”Farmand” Kristoffersen, selvom han ikke er meget for at tolke og gøre teksterne »meta«.

Tekstuniverset og sangskrivningen, som alle bandmedlemmerne er fælles om, er simpel og dyster, og det er fuldstændig bevidst. Også selvom det står i stærk kontrast til det faktum, at man ikke kan undgå at blive tosseglad, når Snejegast lægger fra

land. Bandet har nærmest opnået kultstatus i Aarhus gennem lokale jobs, der kulminerede med en god aften på Atlas foran omkring 200 mennesker, anslår drengene.

– De første fem rækker gyngede frem og tilbage ligesom de her papmachébølger. De stod arm i arm og vuggede frem og tilbage som menneskelige bølger, fortæller Martin ”Sjamør”.

Alt skal spilles i mol Trods de dystre tekster er det altså eventyret og det gode humør, der er i højsædet, når Snejegast spiller, og de bryster sig da også af, at de kun har én regel i bandet.

– Alt skal spilles i mol, siger Emil ”Farmand”.

Det dansable element skal man muligvis finde i bandets inspirationskilder. Snejegast forsøger nemlig at kombinere det fandenivoldske og dansable fra balkanmusikken med andre inspirationskilder som for eksempel Otto Brandenburg, der har inspireret til hele sømandsæstetikken, og Tom Waits. Kaizers Orchestra og Dave Douglas er også blandt inspirationskilderne. I det hele taget bestræber bandet sig bare på at komme lidt væk fra, de det selv kalder »den vestlige flødemelodi«. Musikken skal dog alligevel være ligefrem og bestå »vip-medfod-testen«.

Rocken er også altid stensikker. Måske især i Martin ”Sjamørs” vokal, der har fundet sit potente udtryk hos netop Tom Waits.

– På den ene side har vi den klassiske vestlige rock og på den anden side har vi noget mere kompliceret musik fra østen, og vi forsøger så at kombinere det, forklarer Emil ”Farmand”.

derlejr. Vi måtte godt få bajere og sådan, så længe spejderne ikke opdagede det, men stemningen var god. Scenen var hævet 10 cm. over jorden i det her lille havetelt, så de var virkelig tæt på. Og de var helt vilde!

150 ædru spejdere gik helt amok. De fulgte mit mindste vink, og jeg kunne dirigere dem rundt. Vi har aldrig haft så intens en koncert.

Drengene i Snejegast, som i øvrigt er maritim slang for en sømand, der undviger ubehageligt arbejde, fordi han hellere vil ligge og snue, fortæller, at folk kan forvente fortællinger om blod og guld og druknedød og skumsprøjt.

– Leveret af fysisk stærke, pæne og galante mænd, tilføjer Martin ”Sjamør” med et grin.

Desuden vil de meget gerne aflive myten om, at de skulle være et nichéband »for folk, der går op i underlig musik«. De vil gerne have at så mange som muligt kommer og stemmer i med sømandsråb og armkæde, når de spiller sange som ’Desertør’, ’Alene i Søen’ og ’Ned i Brønden’.

Til foråret indspiller bandet nyt materiale, og der er planer om en EP og en lille turné, så resten af landet også kan få glæde af den balkaniserede maritime kvintet. De håber desuden at få lov til at spille på Den Grimmeste Festival igen og gentage succesen fra forrige år. Roskildes Orange Scene må måske vente et par år endnu.

Vip-med-foden-testen Deres musik blev i høj grad udsat for vipmed-fod-testen i en noget utraditionel sammenhæng, der skulle vise sig at blive en af de mest intense koncertoplevelser for den maritime kvintet, fortæller Martin ”Sjamør”.

– Vi skulle spille på sådan en stor spej-

INFO Du kan opleve Snejegast på Atlas fredag d. 13. januar

SnÜleoparden Multiinstrumentalisten Jonas Stampe alias SnÜleoparden er blevet ført verden rundt af musikken. Resultatet er et sammensurium af alverdens stilarter og ditto instrumenter Ord: Lisa Ryberg Pedersen Foto: Ole Lauritsen

Snöleoparden ~ 43

I en snæver vending kan man sige, at Jonas Stampe blev til Snöleoparden ved et tilfælde. Der manglede et navn på plakaten, og samme nat så Jonas Stampe en film på svensk tv om netop sneleoparden.

– Det var måske den bedste film, jeg nogensinde havde set. Og så er sneleoparden jo bare et voldsejt dyr, så det kaldte jeg mig, siger Stampe.

Det er langtfra alt i Snöleopardens efterhånden lange og brogede karriere, der har været overladt til tilfældighederne. Jimi Hendrix ”lærte” ham at spille guitar. Allerede som purung guitarelev i Aarhus fik Stampe opbygget en sikkerhed og en glæde ved musikken hos manden, som Stampe selv betegner som verdens bedste guitarist: Per Møller (kendt fra blandt andet Rockforbundet og Anne Linnet Band). Hos Per Møller byggede den 14-årige Jonas Stampe ikke blot videre på lærdommen fra Hendrix, men han blev også vant til at spille live på lokale steder i Aarhus som Café Aarhus og Vores Sted.

– Det var i høj grad en lærerig oplevelse, siger Stampe og husker tilbage på en speciel oplevelse på Café Aarhus.

– Klokken var 12, og folk var allerede pissefulde. Per Møller spillede sammen med én, der hed Danny, og de havde skaffet det her trådløse system. Da de ligesom indså mulighederne i det der system, begyndte de at gå rundt og spille mellem folk, og til sidst gik de ud på gaden, og endte i Danske Bank mellem alle de der mænd i jakkesæt. Det var sjovt som lille dreng at være vidne til sådan et slags kultursammenstød. Hele Nørre Allé gik i stå.

Nulstilling og fjerne kulturer Kultursammenstød i lille målestok, måske, men ikke desto mindre har Jonas Stampe aldrig ligget under for omkvædsfascister, når han har afsøgt grænserne i musikken.

Tværtimod valgte han bevidst at nulstille sit liv og tilgangen til musikken. Her kom det legende og naive ind i musikken. En hjemmebygget xylofon kom til at repræsentere denne nulstilling.

– Jeg var i en periode i mit liv, hvor jeg havde brug for at nulstille. Hele idéen med at bygge xylofonen var at starte fra nul. Man finder et stykke træ, der appellerer til én og lytter til det. Næste skridt er at skære i træet.

Til sidst kan man så stemme det præcis, som man vil have det, fortæller han.

Fascinationen af kultursammenstød kombineret med interessen for musikken sendte Jonas Stampe til fjernere himmelstrøg på musikalske dannelsesrejser, hvor han mødte en helt ny tilgang til musik. Hans tid i Pakistan førte blandt andet til mødet med sufimusikerne, der mener, de igennem musikken har direkte kontakt til Gud og deres forfædre.

– Den intensitet, de spillede med, blev jeg helt vild med. Den der trancelignende tilstand, de opnår, opnår jeg også, når jeg spiller.

Mødet med fjerne kulturer er én ting, men når det kommer til Jonas Stampes musikalske CV, er listen lang, og man kan namedroppe i en uendelighed. Året 1998 tilbragte han i Indien som sitar-elev hos legenden Ravi Shankar, som han efterfølgende tog på turné i England med. Hele oplevelsen hos Shankar er da også ifølge Stampe selv noget af det største han har oplevet.

– Det er et af mange højdepunkter, men det der med at sidde på mit hotelværelse alene med Ravi Shankar og spille med ham, det var stort, siger Stampe.

Siden 2000 har Jonas Stampe spillet guitar i det danske band Mofus, guitar og sitar i bandet Badun, og han har også medvirket som studiemusiker hos blandt andet Barun Kumar, The Broken Beats og Antophones.

musik. Heldigvis opdagede Stampe, at han kunne finde nye måder at bruge sitaren hver aften, så han er ikke gået på kompromis med idealerne.

– Musik findes der, hvor det er, og man fucker lidt med musik, hvis man bare står og spiller det samme hver aften, forklarer han.

Og hvis man trods alt skal pege på et dogme for Snöleoparden, har det været idéen om aldrig at spille det samme to gange. Måske er det netop derfor, der er gået så lang tid siden debutpladen ’Snöleoparden’ fra 2008, men vi kan vente nyt fra Snöleoparden inden længe.

– Musik er en energi og en gave, og den energi er svær at fange i et studie, så jeg har haft lidt svært ved den her indspilningsfase, men jeg er i gang, siger Stampe.

Den legende og barnlige udgave af Snöleoparden vil mange nikke genkendende til.

Debutpladen der bød på blokfløjter, hjemmebyggede xylofoner, guitarer, spilledåser, tablas, diverse køkkenredskaber og skønsang fra børnehavebørn i en fortolkning af Hodja Fra Pjort er imidlertid noget, der hører fortiden til. Det afspejlede Jonas Stampes liv dengang. Hvad man kan forvente af en ny langspiller og koncerten til Musik Aarhus Festivalen er svært at sige. Snöleoparden ved det nemlig ikke rigtigt selv.

Nye grænser For tiden afprøver Stampe nye grænser i sit første fuldtidsjob i 8 år på en Bollywoodforestilling, hvor han spiller sitar. Det var ikke uden tvivl, Stampe sagde ja til opgaven, for det betyder han skal møde fast 3 timer hver aften og spille det samme stykke

INFO Du kan opleve Snöleoparden på Atlas fredag d. 13. januar

The Defectors Der var Ceres Royal på bordet og helt igennem lavmælt hygge i øvelokalet, da bandmedlemmerne i The Defectors stille og roligt mødte ind til snak efterfulgt af tirsdagsøver et sted i den nordlige del af Aarhus Ord: Marie-Louise Wagner Foto: Morten Rygaard

The Defectors ~ 45

The Defectors etableres i Aarhus tilbage i 1997, og har gennem årene haft en del udskiftninger på de forskellige pladser i bandet. Martin Budde og frontmand Mort Harder har dog hængt i siden starten og holdt den skrabede 60’er-garage mikset med 70’er-punken i hævd. At netop denne genrehybrid er udgangspunktet for deres musik, og altid har været det, kan umiddelbart vække en undren.

– Det er en underlig ting, for vi har jo et udgangspunkt, der er meget 60’er-inspireret, men det er samtidig også meget inspireret af den sene 70’er-punk, lyder det fra Martin Budde, hvortil Mort Harder uddyber med, at det altid er vanskeligt, det med inspirationskilderne: – Vi er inspireret af nogle bands fra 80’erne, som havde fundet bands fra 60’erne, som så spillede 60’er musik med en 80’er tilgangsvinkel… og så bliver det pludselig meget rodet.

Et tilgængeligt udtryk Selvom det umiddelbart er svært at sætte etiket på The Defectors og deres udtryk, så er genren gennem årene alligevel blevet brudt op og blevet gjort mere tilgængelig.

– The Hives og White Stripes har måske gjort genren lidt mainstream i nyere tid.

Det er noget skrabet, melodisk og nemt tilgængeligt, medmindre man er sart, pointerer Martin Budde, da han forsøger at illustrere den udvikling, der er sket for betydningen af ordet ”garage”. Mort Harder giver også sit besyv med på denne betragtning: – Pludseligt var det et ord, der florerede på P3. Hvis der var noget, der ikke var helt stemt, støjede lidt eller havde distortet guitar på, så var det garage, griner han.

Selv havde The Defectors udgivet tre plader inden for genren garage inden ordet blev opdaget af pøblen, og puttet på ting, man ikke helt kunne kategorisere anderledes.

– Der blev det jo lige pludseligt så mainstream, at vi faktisk ikke syntes, det var så fedt. Vi blev sat i bås med det, som vi ikke helt stod for, forklarer Martin Budde.

Han understreger også, at det ikke nødvendigvis var dårligt, det de andre bands lavede, men grundlæggende havde de ikke de samme inspirationskilder, hvilket gjorde det svært at spejle sig i det. Dette medførte, at der efter det tredje album blev besluttet, ikke at prøve at lyde som alle mulige andre, men at de ville lyde som dem selv.

– Det tog tre plader at erkende, at det ikke var et revivalprojekt, men nu havde vi skabt vores eget miskmask af musik, lyder det fra Martin Budde.

Fest og riffs Kærligheden til musikstilen bliver nævnt, når snakken falder på, hvordan man formår at holde sammen på et bandimage gennem næsten 15 år. Mort Harder lægger ud med en forklaring på hans fascination af musikgenren, der ikke prøver at være mere end den er.

– Hvis man fanger, at det bare handler om fest og et godt riff, så har man forstået det. Hvis man prøver at lægge mere i det, så virker det ikke. Det er sådan lidt eurodance med fuzzguitar, siger Mort Harder og hele bandet bryder ud i latterbrøl i det tilrøgede kælderlokale.

Men han har alligevel fat i noget med sin noget alternative sammenligning. Der er ingen tvivl om, at det for The Defectors er umiddelbarhed og det fandenivoldske, der er i fokus: – Rock, det kan alle spille: det er distorted musik, der lyder godt. Rock’n’roll, det er måden, man fremfører det på, fastslår Mort Harder.

The Defectors er nået langt ud i den store verden med deres musik. Herhjemme har de aldrig haft det helt store gennembrud, og mere specifikt for hjemstavnen Aarhus siger Mort Harder med et gevaldigt glimt i øjet: – I Aarhus kommer folk nok mest fordi, vi er megafede, og det kan jeg godt forstå, mens Martin Budde forklarer, at Danmark aldrig har været deres hjemmebane, men at de i højere grad har haft succes i Syd-

europa, hvilket leder Mort Harder ud i endnu en fantastisk metafor: – Vi oplevede det ligesom to strømper, du har vasket. Så lægger du elastikkerne sammen og vender så vrangen ud... og det er så dem, der godt kunne lide os, og Danmark er så det snævre hul, der bliver på indersiden, forklarer han, hvilket igen får resten af bandet til at brøle.

Hvis der skules lidt ud i fremtiden for The Defectors handler det i første omgang om, at de nu har fundet et nyt band, der skal testes og spilles sammen. Men den nye konstellation i bandet kommer ikke til at adskille sig fra det The Defectors, vi kender.

– Sådan helt klichéagtigt: alt er tilladt, hvis bare det passer ind, griner Mort Harder, og supplerer med, at de har en ide om, hvad der er godt for The Defectors og hvad der ikke er godt.

– Derimellem er alle idéer velkomne, men der ligger noget underforstået med ”Ah, det kan The Defectors ikke, det må vi ikke!” forklarer han videre.

Hvis du ligesom jeg er dybfølt begejstret for de mange metaforer, musikken fik med på vejen af The Defectors egne bandmedlemmer, så er det vist fornuftigst selv at opleve dem. De har lovet mig, at dem der møder op til koncerten vil møde ”et meget energisk, lystent band, der gerne vil” – og det måtte jeg endvidere gerne rette til ”lystigt band”. Mort Harder får de sidste ord i denne artikel, og sætter endnu en gang en metafor på det, du kan forvente: ”En 60 år gammel ara papegøje, der har fået sine svævefjer igen. VI GLÆDER OS!”

INFO Du kan opleve The Defectors på Atlas lørdag d. 14. januar

THE ECHO VAMPER

The Echo Vamper er et alsidigt og meget kreativt sammenskudsgilde af nationaliteter, baggrunde, kompetencer og eftertænksomhed.

Fordelt på kun to mennesker Ord: Morten Løwenstein Foto: Lasse Dearman

The Echo Vamper ~ 47

Iza Mortag Freund og James Brook er de borgerlige navne på de altid spændende klædte medlemmer i det dansk/britiske band med base i Aarhus. Siden første møde mellem Iza fra Aarhus og James fra Bristol har der været en lyst og en energi til at arbejde sammen musikalsk. Efter et par projekter, som blandt andet inkluderede musikken til et teaterstykke, var tiden kommet til at eksperimentere med bandet. Det var dog ikke lige til. Iza blev nemlig opereret og måtte i to år ikke rigtig bruge sin stemme, og måtte til tider end ikke snakke. I to år kunne de altså ikke udleve deres ambitioner om at udvikle de to, som band. Endelig kom den dag hvor Iza igen fik grønt lys.

– Da vi så endelig fik grønt lys, var det en massiv udløsning af energi for os.

show klar. Siden den aften og udgivelsen af ’Lover’ er tingene gået stærkt for The Echo Vamper og deres electroladede lo-fi rock, med inspiration fra den britiske rock-scene i de sene 60’ere og tidlige 70’ere. Med ord som surrealistisk og overvældende, beskriver Iza og James tiden siden ’Lover’ blev lagt ud på nettet. Iza uddyber: – Jeg tror først, at det slog mig, da vi var i Tyskland. At stå i et andet land med et publikum. Lige pludselig så oplevede vi, at der var nogle folk som ventede på, at vi kom.

Folk tog billeder af os og havde læst vores tekster.

– At stå i Tyskland for første gang, og se folk blandt publikum synge med, var virkelig fantastisk og surrealistisk på sammen tid, fortsætter James.

Alt om igen

Det særegne liveudtryk

Tiden efter var dog svær, da Iza skulle passe ekstremt på sin stemme og lære alting forfra. På et tidspunkt, besluttede de to sig dog for at gå ind i et klasselokale på Skuespillerskolen i Aarhus, hvor Iza er studerende, og indspille en sang. Den sang blev senere til bandets største hit, ’Lover’. Iza og James danner ikke blot par som musikere, men også privat.

– Vi mødte hinanden med den intention at arbejde sammen, og så første gang vi spillede musik sammen, var også første gang, vi var sammen. Så der skete en hel masse, på meget kort tid, siger Iza. Det var ikke fordi, der var de store planer eller resultatorienterede tanker bag musikken. Det handlede bare, for Iza og James, om at lave noget musik, som lød godt i deres ører. Musik, som de ville høre den.

– Så var det jo Andreas (Lemche, red.), der gav os et skub videre, og spurgte om vi havde lyst til at DJ’e til en fest, han holdte på Train. Da han havde hørt ’Lover’, mente han dog, at vi skulle spille live i stedet for, fortæller Iza. Bandet fik blod på tanden, og fik på kun to uger indspillet seks sange og gjort et live-

Bandets liveshow og generelle udtryk er noget, der bliver diskuteret flittigt både blandt publikummer og anmeldere. Bandets udtryk og beklædning er ofte lettere ekstremt og bliver af mange karakteriseret som værende selviscenesættende. Men det er ikke tilfældet. Iza fortæller: – Jeg havde en af min ældste veninder fra siden 2-3-årsalderen, som så mig optræde for første gang i København på Store Vega, som efter koncerten sagde, at det var underligt at se mig på scenen, fordi hun kunne se alle mine aldre i den måde, jeg bevægede mig på.

– Vi er på nøjagtig samme måde i øvelokalet. Energien er nøjagtig den samme.

Bevægelserne er de samme. Jeg tror måske, at alle folkene tror, at vi har en masterplan bag det, eller en slags strategi for at drage opmærksomhed til os selv, men det er slet ikke bevidst i vores hoveder, supplerer James. Ærligheden skinner igennem, når man snakker med de to medlemmer. Produktionsmetoderne og bandets liveshows er ligeledes meget tæt på at blive så ærlige, som muligt.

– Alt er lavet i ét take. Ingenting er klippet sammen. Hvis man gør det, får man store huller i rumklangen, siger James.

– Energiudladningen, og hvordan det bygger sig op og sådan, er det, som er det magiske. Det får man kun ved at gøre det på den måde, tilføjer Iza. James har ud fra sine større erfaringer som producer noget større indsigt i det tekniske aspekt, men Iza følger godt med: – Vores måde at arbejde sammen på, er, at det skal tilgodese, hvad vi begge to vil og jeg snakker med, ud fra de forståelser jeg har, plus min forståelse som producer hele tiden bliver større, siger Iza. Der er ifølge bandet en uvurderlig fordel i netop at have så forskellige tilgange til arbejdet i studiet.

Fremtiden ser umiddelbart lys ud for det aarhusianske band med hang til koncepter.

Og drømmene og talenterne er mange. The Echo Vamper arbejder oftest i koncepter, og der er ikke noget forkromet mål, de stiler efter. Men endnu flere turneer i udlandet, film, soundtracks, teater, konceptkoncerter (som Pink Floyd i Pompeji, 1972) og så videre, står højt på listen.

– Mulighederne for, hvad man kan gøre under et bandnavn er blevet flere og flere.

Jeg er meget interesseret i at skubbe den grænse, fortæller James, inden han fortsætter: – Vi vil gerne gøre ting med musikken, sætte den i forskellige rammer og omgivelser, fortsætter han.

– Vores ideer, tanker og projekter udvikler sig hele tiden. Det ene er større og mere omfattende end den anden, men indtil videre er det hele lykkes. Og mere til, siger Iza.

INFO Du kan opleve The Echo Vamper på Voxhall lørdag d. 21. januar

S U M H U R S S A IK A A A IK U R S H U U S H M R A A K I S L L AN - VOXHALL XHAI MU ATLACSA-FMEUS ATLA V-OTR SR-A -SIK MU EN FE CA IN CA FE IK EN - TRAIN - VOXHALL T EN EDER LES’TREG SPIL IONALE SPILLESTEDER LE AE HUS MÅNEDLI AAR GKON FRA RYTM ION ISK GGUID CER ETER TIL KON ’R TIL CERT S DE GUI ER U K FRA AARHUS’ REGIONALE SPILLEST H MIS R RYT IG A EDL A MÅN EDER ER FRA KONCERT IL T E ID U G K K IS .D M T S Y U R AAR. H USIKAARHUS.DK IKÅRG #9 - OKTOBER -1U-1.

- WW MÅNEDLIG .MER 1.2011 -S W ATIS - GR - GRA WEMB TISW.M 2011NOV W - 1.

DECEM IK VEMBER - R 1. ÅRG. #10 - BER USNO S-M 2 - G ATIS 1 0 2 R A ATLA U JAN CEMBER -

R E E T L T S IT L A M E H T IARNASGON MUSICD KA OF JAJOU

#11 DE

ÅRGANG - WWW.MUSIKAARHUS.DK

R CHIR ATTA LED BY BA

Bombino

Respekteret for sin musik

l tiske engagement BjørnavSe,vatinmuog skapoli sik sit Jeg vil h Læs mere på side 9 in fantasi udfordre m på Læs mere

side 6

SNOOP DOGG

Dad Rocks

at være en ung

Fra Aura betitledmus pie,til at blive voksen e hipiker 10 Den selv childmere på side wild Læs gypsy eller de 9 på Læs mere

si

Et særegent og varieret ”Enisk rapper der skiller sig potpourri af elektron popmusik for alle dem, ud fra mængden” fra tror, de egentlig Læs mere på side 10 ol.1’ikke Vsom ouka Live: en af dkan aj e lide popmusik ’J m u b Deres al vet som vet beskre sikplader af det Læs mere på side 14 le b r e 9 0 20 verdensmu e Wire allerbedste e musikmagasin Th side 7 på e er britisk m s Læ

arr reen r: ementer: Fle teang em g As Arrogant Flere arran Joan Klubr Chiefs Kaise LIS Police Wom t A cisan Das Ra

EKDAHL VOXHALL D. 29. OKTO

Gløgglich

Classics Thrashfest Freja Loeb Marie Key

SON PALENQUE ATLAS D. 5. OKTO

8220 BER BER NYT TILTAG FRA MUSIKCAFEEN Læs mere på s. 14 Aqua Læs mere på s. 15 Læs mere på s. 9 med Læs mere om Cheikh Lô - Dúné - Freja n age sva Loeb - Niels Skousen - Kashmir - L.O.C oTilb - Thomas Buttenschøn - Veto Aarhus Took It - Yuck - Vengaboys - Julie k nvid Mastot d is hed st stor ri Maria - Mixtune For Cully - Shanghai og ekvilib Pure Voxhall 7. dec. på n 10 24. nov. på Musikcaféen Musikcafée 16. nov. re på side meAtlas c. på Læspå Train 9. depå 20. nov. las 11 e Læs mere på side 17 sid 15. nov. påc.Voxhal på 8 Atl reside Læs mere på side 15 me s de påside på .

Læ mere 14 Læs 6 e 14 X - Rasmus Walter - The på Menc.-påGrave mere Læs sid -Læ 1349 Train yard The Necks - Aarhus Salsa Event - Helgi Jonss s mere-på 22. de 15 e on - Suspekt og mange flere på sid Læs mere

Goo 16 side Flerlage tLæs mere på kompleksite de 8

på Læs mere

si

Bliv opdateret på dit regionale spillested i Aarhus Gratis avis hver måned.