Sårbare Sind by my Buemann

My Buemann

SĂ&#x2026;RBARE SIND Seks personlige beretninger om at leve med en psykiatrisk diagnose

I DO ART Books

UDDRAG AF BOGEN

Dette er et uddrag af My Buemann’s bog Sårbare Sind. Hele bogen kan købes på www.shop.idoart.dk

My Buemann

SĂ&#x2026;RBARE SIND Seks personlige beretninger om at leve med en psykiatrisk diagnose

I DO ART Books

Sårbare Sind af My Buemann Forlag: I DO ART Books ISBN: 978-87-996884-2-5

Grafisk tilrettelæggelse: My Buemann & I DO ART Agency Illustrationer: My Buemann Forfatterportræt: I DO ART Agency

Sat med Averta & Garamond på Munken Lynx 150 g/m2 Trykt hos Specialtrykkeriet Viborg i 600 eksemplarer 1. oplag, november 2015

Yderligere information kan findes på: www.mybuemann.dk | www.idoart.dk

UDDRAG AF BOGEN

Indhold s.5

Forord af My Buemann

s.11

At se mennesket af Matilde Mouridsen

s.12

Lars

s.28

Mads

s.44

Michael

s.60

Sidsel

s.82

Kim

s.104

Marie

s.124

Gode råd til mennesker der lever med et sårbart sind

s.126

Gode råd til pårørende

s.129

Diagnoserne

s.130

Om diagnoserne

SÅRBARE SIND

UDDRAG AF BOGEN

Forord

I Danmark får hver tredje af os på et tidspunkt en psykisk sygdom. Det er næsten to millioner mennesker. Dertil kommer de mange pårørende til personer med en psykiatrisk diagnose, der også rammes af sygdommen. Alligevel er emnet, og dem det berører, stadig stigmatiseret og tabuiseret. Vi kan ikke forholde os til det sårbare sind, vi kan ikke se det, og derfor er det så svært at komme til livs. Selvom psykiatriske diagnoser er usynlige, må vi ikke underkende deres indgriben i store dele af den danske befolknings liv. Et brækket ben er til at tage og føle på – en belastet psyke er langt sværere at forstå. Som udenforstående kan det være svært at sætte sig ind i, at et menneske, alene på grund af ting der sker oppe i hovedet, ikke kan tage på arbejde, tage et bad, tage sig sammen. Det brækkede ben er en skade, som vi kan forholde os til – vi forstår det komplicerede i at fragte sig til arbejdspladsen, komme ind under bruseren, tage ud blandt andre mennesker, men at hjernen også kan forhindre disse simple handlinger, kan være sværere at tage ind. Mange mennesker ønsker et større kendskab til det at leve med en psykiatrisk diagnose – om det så skyldes deres egen diagnosticering, en pårørendes psykiske sygdom eller almen nysgerrighed over for sine medmennesker. Hvert et lille skridt, vi kan tage på vejen til at forstå det sårbare sind lidt bedre, er et skridt i retningen af et sundere og mere velfungerende samfund, hvor vi kan tage de rette hensyn til hinanden. Denne bog er sådan et lille skridt. Det sårbare sind er svært at gennemskue – selv for dem, der selv lever med et – og problematikken omkring forståelsen af livet med en psykiatrisk diagnose kan desværre ikke løses med en enkelt bog. Men en bog der bidrager med en ny indsigt i livet med et sårbart sind, kan være med til at lette forståelsen.

SÅRBARE SIND

Jeg har selv én meget tæt på, som har en psykiatrisk diagnose. Jeg har fulgt hans sejre og nedture i kampen for at finde fodfæste i et liv, der, på grund af hans sind, har været lidt sværere fra starten af end de fleste andres. Jeg har ofte brudt min hjerne for at regne ud, hvad der foregik i hans, og fordi jeg kender ham så godt, forstår jeg ham bedre end de fleste. Jeg kan læse ham. Tyde ham. Endda sætte mig ind i hvad der for andre må synes som ubegrundede og uforståelige handlingsmønstre, fordi jeg kender hele hans livshistorie. Livshistorien er vigtig, hvis du vil forstå et menneske. Forklaringen på vedkommendes bevæggrunde i dag ligger ofte i fortiden. Vi kan lære af hinandens levede liv. Ved at få del i en anden persons livserfaringer opnår vi ofte en større forståelse af os selv. Det kræver mod at stille sig frem og fortælle om sit liv – især hvis det ikke altid har været helt let at have hovedrollen i det. Men modet bliver som oftest belønnet med anerkendelse og forståelse. Det er derfor vigtigt, at vi har nogle foregangsmænd, der som de første tør stille sig frem og være ærlige. Ærlige omkring hvor svært det er. Om hvor hårdt det er. Om hvor godt det føles, når det går den rigtige vej. Om hvor ubehageligt det er at mærke det påvirke sine kære. Om hvor stor en byrde det er, når man en gang imellem ville ønske, at det hele bare var slut. Om at føle sig afmægtig. Om at forstå og acceptere. Og om at leve med sin diagnose på godt og ondt. Jeg har i arbejdet med denne bog talt med seks fantastiske og ikke mindst modige mennesker, der hver især har fortalt mig deres historier om livet med en psykiatrisk diagnose. Fra barndomsminderne. Over den svære teenagetid. Frem til den dag hvor jeg satte mig i stolen overfor dem og lyttede. Der er ikke én historie, der ikke har givet mig gåsehud, og givet mig lyst til at kramme den ellers for kun få timer siden vildt fremmede person overfor mig. Og ikke én gang, hvor jeg ikke har forladt et af deres hjem lidt klogere på livet, deres og mit, og med en langt større forståelse for deres situationer. Denne bog skal derfor ses som en opfordring til netop det at fortælle. At lytte. At snakke sammen. At sætte sig ind i hinandens liv og derigennem at opnå forståelse. Jeg har under tilblivelsen af bogen bevæget mig rundt i mange afkroge af det psykiatriske system. Jeg har besøgt en psykiatrisk afdeling, deltaget i et psykiatritopmøde, besøgt mennesker der lever med en psykiatrisk diagnose, og jeg har snakket med pårørende. Og alle steder fra lyder den samme opfordring: ”Tal sammen! Åbn op! Lyt til hinanden!” Hvis vi vil stigmatiseringen og tabuiseringen af det sårbare sind til livs, er samtale det stærkeste redskab.

UDDRAG AF BOGEN

Forord

De seks livsfortællinger i denne bog skaber et indblik i det at leve med en psykiatrisk diagnose, men er samtidig en opfordring til andre om at være modige nok til at stå frem og fortælle deres egne historier. Således er den på én og samme tid et redskab til pårørende, der ønsker en lidt større forståelse af, hvordan det er for deres kære at leve med en diagnose, til den diagnosticerede der ønsker kendskab til andres liv med en diagnose, og sidst men ikke mindst til udenforstående, som vil nærmere forståelsen af, hvad livet med en diagnose kan indebære. Det er ikke let at leve med et sårbart sind, og det kræver mod at åbne op og fortælle om det. Jeg håber, at du som læser vil opleve den samme udvidelse af din forståelse gennem de seks fortællinger, som jeg gjorde ved mine seks møder. Om du selv lever med en diagnose, er pårørende eller blot nysgerrig – så tak fordi du læser dette. Du er med til at tage det lille skridt på vejen mod en større forståelse af livet med et sårbart sind.

My Buemann

SÅRBARE SIND

UDDRAG AF BOGEN

Forord

Tak til de seks fortĂŚllere: Lars, Mads, Michael, Sidsel, Kim og Marie. Jeres mod gĂ¸r en forskel.

SÅRBARE SIND

UDDRAG AF BOGEN

At se mennesket

At se mennesket Matilde Mouridsen er psykiatrisk sygeplejeske på Psykiatrisk Hospital i Hillerød. Det var blandt andet en samtale med hende, der inspirerede mig til at lave en bog, der fortæller den personlige historie om livet med en psykiatrisk diagnose. Jeg har derfor bedt hende skrive et kort forord, der formidler hendes tanker om vigtigheden af at se på mennesket frem for diagnosen.

”Hun er skizofren,” ”Hun er angst,” ”Hun er autist”… men hvem er hun? Hvem ville sige: ”Hun er lungebetændelse,” ”Hun er kræft,” ”Hun er …”? Diagnoser er vel sagtens noget, man som menneske HAR og ikke noget, man ER. Gør vores diagnoser os ikke til kategorier? Og hvor blev mennesket bag af? En endegyldig nysgerrighed på den individuelle historie, på mennesket bag diagnosen, må være en byggesten og en drivkraft på vejen mod en større forståelse og indsigt i det menneskelige sind. Den personlige beretning og den personlige erfaring med sygdom, sårbarhed og det at blive diagnosticeret, involverer mig i et menneske og ikke i en kategori. Et menneske som er sårbart på en særlig måde, i en særlig periode af livet. Vi taler om recovery og inklusion, men skal dette lykkes, er den personlige beretning og erfaring afgørende for forståelsen og for den individuelle plan og tilrettelæggelse.

Matilde Mouridsen Psykiatrisk sygeplejerske

LARS Mit navn er Lars. Jeg er fĂ¸dt i 1959 i Vejgaard, en bydel i Aalborg. Det her er min livshistorie.

SÅRBARE SIND

UDDRAG AF BOGEN

En barndom på børnehospital Jeg er født i 1959, med en fysisk sygdom, som hedder Hypospadi urethra. På godt dansk betyder det spaltet urinrør. Normalt sidder hullet ude i spidsen af penis, men jeg blev født med et, der sad nede midt på. I stedet for at røret nåede helt ud, var det spaltet og sluttede på midten. Da jeg var 5-6 år gammel, blev jeg indlagt på Aalborg Sygehus. De anede ikke en dyt om, hvad de havde med at gøre, så der gik trekvart år med en masse operationer. Jeg var forsøgskanin. De anede ikke, hvad de skulle stille op. De pillede, og de rodede, og de ragede på mig dernede. Skar i mig. Sprøjtede mig. Slog mig. Det sidste gjorde de, når jeg ikke ville have sprøjter. Så fik jeg lige et rap. Når sygeplejersken kom, med hånden på ryggen og to portører ved siden af, så vidste jeg godt, at så skulle jeg have en indsprøjtning, og så gik jeg amok. De to portører var der, så de kunne holde mig, når jeg skulle have sprøjten. Allerede dér begyndte det at skride oppe i mit hoved. De gjorde alle mulige ting ved mig og min krop, men de glemte én ting. De glemte hovedet. Dér begyndte det psykiske. Jeg blev overladt af mine forældre til læger og sygeplejersker. Det betød også, at jeg var fraværende stort set hele mit første skoleår, for der lå jeg indlagt. Trekvart år tog det, før Aalborg Sygehus forstod, at det kunne de altså ikke finde ud af. Så opgav de og sendte mig til Rigshospitalet, hvor man godt kendte sygdommen. Her måtte man bruge yderligere trekvart år på at reparere alt det, man havde ødelagt i Aalborg. På Rigshospitalet var de rasende. De kunne have gjort noget ved det. Det endte med, at jeg stort set var indlagt i halvandet år. Tre gange i Aalborg. To gange på Rigshospitalet. For at gøre en kort historie endnu længere, så var jeg faktisk 31 år, da jeg var indlagt for sidste gang med denne her sygdom. Der har været mange eftervirkninger. Arvæv. Fistler. Det lykkedes for dem at få hul ude i spidsen, men så opstod der huller midt på, så jeg tissede som en si. Jeg var så tynd dernede. Det kunne ikke holde, og det er jo klart, at alle de mange indlæggelser totalt ødelagde min skolegang. Jeg var ret tit afsted på Rigshospitalet i et par måneder ad gangen. Jeg gik glip af meget af min skolegang, og jeg blev lynhurtigt mobbeoffer i klassen. Når vi f.eks. havde gymnastik, så kunne de andre jo se på den dernede, at den var deform, grim og ulækker, så jeg blev drillet på grund af den. Heldigvis boede jeg kun 500 meter fra skolen, så hver gang vi havde haft gymnastik, kunne jeg gå hjem og tage et bad. Jeg kunne ikke bade sammen med de andre. Jeg blev drillet. Sådan var det hele vejen op igennem folkeskolen.

Du skal bare tage dig sammen Faktisk allerede i en tidlig alder – jeg må have været 13-14 år – begyndte jeg at omgås med nogle lidt ældre drenge. Jeg kom ud i noget med nogle stoffer, hash og sprut. Jeg var begyndt at ryge cigaretter allerede som 9-årig. Hash kom på banen, da jeg var omkring 13. Jeg røg næsten dagligt. Til at begynde med drak jeg kun til fester, men allerede som 14-årig vil jeg betegne mig selv som værende alkoholiker.

SÅRBARE SIND

UDDRAG AF BOGEN

Der var heller ikke rigtigt nogle af mine lærere, der var i stand til at styre mig. Jeg havde det jo dårligt, men jeg fik altid bare at vide at: ”Du skal bare tage dig sammen!” Dengang jeg gik i skole, blev man delt op i 8.-10. klasse. I teknisk eller realen. Af en eller anden mærkelig grund kom jeg faktisk i realen, selvom jeg slet ikke var til det der med skole. Det kom også kun i stand på nåde af vores regnelærerinde. Hun kunne nemlig ellers ikke lide mig. Hun sagde direkte til mig at: ”Lars, af en eller anden mærkelig grund så synes de andre lærere, at du skal i realen. Det synes jeg ikke. Jeg synes ikke, at du er god nok. Men nu kommer du det så – fordi de andre lærere er i overtal.” Men hun fik fandeme ret! Jeg var ikke god til realen. I starten af 2. real sagde jeg til min klasselærer: ”Det går ikke det her.” Jeg pjækkede fra alt, hvad der hed fysik, matematik og kemi. Jeg kunne det ikke. Jeg kunne ikke koncentrere mig. Jeg kunne ikke følge med. Så jeg skiftede over og tog en 9.-10. klasses eksamen i stedet for, for vi blev enige om, at det var nok bedre at få en god 10. klasse frem for en elendig realeksamen. I min familie følte jeg mig aldrig hjemme. Jeg var indlagt så mange gange, og jeg var væk så længe. Indimellem blev der holdt familiefester, og så skulle der dækkes op. Nogle gange var der dækket op til en for lidt, og så blev der sagt: ”Nå ja, Lars er her jo også!” Jeg var den yngste ud af en søskendeflok på syv, men jeg havde ikke et godt forhold til hverken mine forældre eller mine søskende. Jeg følte mig glemt og overset. Jeg prøvede på at fortælle dem, at jeg havde det dårligt. Prøvede at sige, at det gik dårligt i skolen. ”Det er noget pjat. Du skal bare tage dig sammen!” En standardbemærkning. Sådan lød det hele vejen op igennem min barndom. ”Det er noget pjat. Du skal bare tage dig sammen!” I skolen gik jeg til en lærerinde og sagde, at jeg havde problemer med mine forældre, men så blev de jo rasende på mig: ”Var jeg ved at splitte familien ad?!” Jeg ville væk fra dem, og jeg følte mig dårligt behandlet, men det var noget pjat. Jeg skulle bare tage mig sammen.

Flugten til København Så kom jeg ud i arbejde. Det gik heller ikke særligt godt. Jeg kunne kun være et sted et par måneder ad gangen. Jeg kunne ikke finde ud af at være social sammen med andre. Når der kom én og sagde: ”Du skal gøre sådan og sådan,” så svarede jeg: ”Gu’ vil jeg ej.” Jeg startede som jord- og betonarbejder. Dér stod jeg og hev søm ud og tog til købmanden og hentede øl til murermesteren. Det var alt, hvad jeg lavede dér. Så blev jeg tilbudt et job hos DSB, og dér kunne jeg vælge mellem et job i Aarhus eller et i København. Så tænkte jeg: ”Her er chancen, Lars. Nu kan du slippe væk fra det her helvede!” Jeg valgte København. Væk fra Jylland. Over til København. Jeg fik et værelse på et pensionat ude på Østerbro og arbejdede på en gammel godsbanegård. Det var ren og skær flugt. Jeg ville bare væk. Jeg var hos DSB i otte måneder. Så kunne jeg ikke holde til det længere. Jeg drak stadig. Tog stadig stoffer. København for fanden! Værtshusene ligger jo på hvert eneste gadehjørne. Der er Christiania, for satan. Pusher Street. Jeg lå med næsen

Lars

nede i kokain, og alt hvad jeg kunne komme i nærheden af. Jeg var langt ude. Jeg tog somme tider nogle weekender, hvor jeg fandt en bænk ude på Christiania, knaldede løs og sov den ud. Tog nogle stoffer. Tog ned på bænken for at snorke den ud, og så ned på Pusher Street for at starte forfra. Jeg hang altid ud med tilfældige drukkammerater. Jeg har aldrig haft venner. Kun bekendte. Venner, det er en by i Rusland for mig. Jeg kan ikke komme i tanke om én person i mit liv, som jeg kan kalde en ven. Jeg har bare aldrig været god til det. Der er et eller andet, der er gået galt. De gange, hvor jeg troede, at jeg havde venner, har det vist sig, at det bare var bekendte.

Efter at jeg havde forladt jobbet hos DSB, kom jeg ud på et gammelt plejehospital, der hedder Øresundshospitalet, hvor jeg arbejdede som ufaglært sygehjælper. Jeg blev fyret efter et år, fordi jeg begyndte at sidde og falde i søvn på mine nattevagter efter mine branderter. Det var ellers det bedste arbejde, jeg nogensinde har haft. Ældre og syge mennesker – hold kæft hvor var det fedt at tage sig af dem. Men jeg kunne ikke styre sprutten. Så jeg drak det i stykker.

Julefrokosten Senere fik jeg et job hos Tæppeland i Glostrup. Jeg var flyttet til Albertslund i mellemtiden. Jeg var blevet træt af København, og jeg ville lidt væk. Albertslund af alle steder, det er jo lige så slemt. Og så i Morbærhaven! Jeg blev ansat i Tæppeland lige før jul, og der skulle være julefrokost. Jeg kan godt lide fester. Jeg kan godt lide sprut, og

SÅRBARE SIND

UDDRAG AF BOGEN

jeg kan godt lide stoffer, så jeg var godt oppe at køre, da vi havde spist maden. Vi tog til København på disko-dasko inde på Strøget, – og når Lars han fester, så er han altid den første, der kommer, og den sidste der går. Da de sidste sivede hjem, skulle jeg finde til Albertslund. Det var blevet så sent, og der kørte ikke rigtigt toge længere. Jeg var kommet ned på Hovedbanegården og besluttede mig så for at gå ned ad Istedgade. Der kom en pige forbi, som spurgte mig, om jeg ikke havde lyst til at gå med op. Det skulle jeg aldrig have gjort. Jeg havde ikke en krone på lommen, og jeg var skidefuld. Vi kom op på værelset, og så slog det klik for mig. Jeg forsøgte at tage det gratis. Og i en sådan grad, at jeg vågnede op tre dage senere, med sæbeøje og trælår, hjemme hos mig selv. Det ringede på døren, og udenfor stod to politibetjente. ”Goddag Lars, du er anholdt.” Jeg havde forsøgt at kvæle hende. Jeg blev anholdt og sigtet for drabsforsøg. Jeg havde haft så godt fat i hende, at hun havde været tæt på at dø. De havde ikke kunne finde mig til at begynde med. De havde ledt efter mig – også i Jylland. Jeg var efterlyst i hele landet. Min far kom ind på Politigården til mig. Jeg havde ar på hånden, efter at pigen havde forsøgt at presse sig fri. Jeg havde haft så kraftigt fat i hende, at hun havde blodsprængte øjne. Mit held var dog, at jeg havde været så fuld, som jeg havde, og at hun havde en højhalset krave på. Hun havde vristet sig fri og havde tilkaldt hjælp. Jeg var stukket af, men de havde fået fat i min tegnebog.

Fængslet Jeg kom for en dommer og blev fængslet i fjorten dage, hvorefter jeg blev overført fra Politigården til Vestre Fængsel. Jeg blev spurgt, om jeg havde lyst til en gårdtur, og jeg sagde ja. Det skulle jeg aldrig have gjort, for det første der skete, da jeg kom ud på gårdturen, var at jeg blev trængt op i et hjørne af to andre fanger, der ville voldtage mig. Men jeg slap ud af det og valgte at gå i frivillig isolation. Efter tre ugers varetægtsfængsling kom jeg for en dommer. Jeg fik en advokat, der var fantastisk, for jeg stod faktisk til seks års fængsel for drabsforsøg, men jeg fik i stedet tre måneder for vold mod sagesløs. Jeg var virkelig heldig. Årsagen var, at jeg var så beruset. Jeg var utilregnelig i gerningsøjeblikket. Det er ikke noget, jeg har prøvet tit, men jeg har haft situationer, hvor jeg har været så fuld, at jeg intet kunne huske, og bagefter er gået ned og har købt BT og Ekstra Bladet for at se, hvad jeg har lavet. Der har aldrig stået noget. Heldigvis. Da jeg kom ud, var jeg ikke mere end 21 år gammel. Når jeg ikke arbejdede, var min hverdag én stor druktur. Jeg var på bistandshjælp, og der får man jo ikke mange penge. Så snart det havde været den første i måneden, så var pengene brugt op. Og så var det ud at samle flasker for at få råd til en pakke rugbrød og en leverpostej. Mine boliger var altid møbleret, når jeg flyttede ind, og så købte jeg ellers stereoanlæg mv. på afdrag – uden at afdrage. Og så stjal jeg lidt hos nogle venner og bekendte. Under en af mine mange indlæggelser på Rigshospitalet var jeg stødt ind i en sød pige. Jeg var kun 18, og hun var 28. Vi fattede sympati for hinanden, så vi begyndte at kysse

Lars

i den store sal nede på Rigshospitalet. Da jeg var blevet løsladt, ringede jeg til hende. Hun boede i Frederiksværk. ”Du, jeg skal væk fra det her miljø!” sagde jeg. Så skaffede hun mig et job i Frederiksværk. Vi var ikke kærester, for hun havde en kæreste i hver en by. Og en mand og sine to børn. Hun hjalp mig til Frederiksværk, hvor jeg fik et job på stålværket, hvor hun var sekretær. Hun hjalp mig også med et nyt sted at bo. Det viste sig, at hun og hendes mand havde et værelse til leje, så der flyttede jeg ind. Jobbet på stålværket var sådan et løsarbejde, hvor jeg kun kunne være så længe, der var arbejde. Det var der kun i tre måneder. Så gik jeg på bistandshjælp igen. Senere blev jeg indkaldt til afsoning af de sidste ni uger af min dom. Jeg kom til Horserød og sad sammen med både mordere, seksualforbrydere, og jeg skal komme efter dig. Det var fandeme specielt.

Kom ikke ud i fire år Da jeg blev løsladt, flyttede jeg til Hillerød i et par år. Jeg havde stadig fat i stoffer og sprut, og der mødte jeg en pige, men vores forhold var mest baseret på amfetamin. Vi kunne ikke være sammen uden. Det sluttede en dag, hvor vi havde taget rigtigt mange baner. Hendes lillebror kom på besøg med en kammerat, og pludselig lå min kæreste og rodede rundt med ham kammeraten – lige for øjnene af mig! Jeg tog hjem til mig selv og smadrede alt i min lejlighed. Da jeg vågnede op et par dage senere, havde jeg ikke et eneste helt møbel tilbage. Alt var smadret. Jeg flyttede for mig selv og havde en periode, hvor jeg murede mig inde. I fire år. Jeg burede mig inde i min lejlighed. Kom kun ud, når det var strengt nødvendigt. Det var det hver fjortende dag, når jeg fik bistand og skulle ud og hente mine penge og købe mad. Jeg var direkte bange for andre mennesker. Jeg havde det sådan, at når jeg gik turen ned til bistandskontoret og bagefter forbi Netto, følte jeg, at jeg løb spidsrod ned gennem byen. Når jeg passerede folk, havde jeg en paranoid fornemmelse af, at de vendte sig om og snakkede om mig. Jeg følte mig ussel og dårlig. Jeg var intet værd, og folk så ned på mig. Jeg havde ikke noget. Jeg hørte ikke til i denne verden. Jeg skulle bare væk. Når jeg

SÅRBARE SIND

UDDRAG AF BOGEN

Kapitel

SÅRBARE SIND

UDDRAG AF BOGEN

ikke havde penge, som for eksempel søndag morgen, gik jeg rundt de steder, hvor alle alkoholikerne havde stået i løbet af ugen, og så samlede jeg flasker, så jeg havde råd til en pakke smøger, en pakke rugbrød og en pakke leverpostej. Jeg drak og røg hash. Mine dage var ret ens. Jeg vågnede, tændte for fjernsynet og så tv. Drak og røg. Jeg havde ikke styr på det, og jeg startede ofte dagen med to flasker rødvin og en kasse øl, inden klokken var ni om morgenen. Det var min morgenmad. Så røg jeg noget hash. Det var ikke noget særlig godt liv. Hver fjortende dag skulle jeg handle og hente penge og hurtigt hjem igen. Bajerne var det vigtigste. Det eneste selskab, jeg havde i de fire år, var de små mus, der indimellem pilede rundt imellem madresterne og ølflaskerne i min lejlighed.

Selvmordsforsøgene Jeg skulle bare igennem dagen – jeg havde opgivet. Den første gang, jeg forsøgte at begå selvmord, var dagen før, jeg skulle op for at afsone de sidste ni uger af min dom. Det gik fuldstændig galt. Det endte med, at min overdosis blev til et vanvittigt syretrip. Jeg hallucinerede, og jeg løb nøgen rundt og så mennesker, som jeg gemte mig for. Jeg var fuldstændig væk. Fuldstændig vild. Jeg havde læst et eller andet sted, at man kunne opløse nogle cigarer i noget vand, og hvis man så drak vandet sammen med alkohol, ville man dø. Men det virkede ikke. Jeg havde planlagt selvmordet i lang tid. Købt whisky og to cigarer. Det forsøg var seriøst. Jeg har forsøgt mig med selvmord yderligere fire gange, hvoraf de tre ikke var seriøse men i stedet var råb om hjælp. Det var overdoser af sprut og piller, som jeg tog på tidspunkter, hvor jeg vidste, at der ville komme nogen forbi inden for et par timer. Men der var aldrig nogen, som tænkte over, hvorfor jeg havde forsøgt at begå selvmord. En psykolog som jeg snakkede med over kort tid, sagde altid: ”Du skal bare hjem og have styr på dit

Lars

sociale liv og din økonomi, og så skal det nok gå alt sammen.” Folk var meget ufølsomme. Den anden gang jeg seriøst forsøgte selvmord, tog jeg overdosis og skar i mig selv, men jeg havde åbenbart ikke skåret dybt nok. Der blev jeg også fundet, så måske var det ikke så alvorligt alligevel, men jeg var virkelig træt af livet. Når man ikke kan overskue noget, mister man fuldstændig gnisten. Under de par selvmordsforsøg, hvor jeg mente det, havde jeg bare ikke lyst til at leve. Der var simpelthen ikke noget at leve for. Jeg orkede det ikke. Jeg ville ikke mere. ”Der er ikke nogen hjælp til mig.” Det var den tanke, jeg havde. De andre gange var mere kalkulerede: ”Jeg skal have hjælp, og det skal være nu. Hjælp mig for fanden!”

Sagsbehandleren På et tidspunkt flyttede jeg tilbage til Frederiksværk. Dengang havde man kun sagsbehandlere et halvt år ad gangen, så jeg nåede aldrig rigtigt at lære en sagsbehandler at kende, og sagsbehandleren nåede heller aldrig at kende mig. Men pludselig en dag var der en sagsbehandler, der gjorde sig den ulejlighed at åbne min sagsmappe, hvorefter hun udbrød: ”Hvad fanden foregår der her?” Det blev min redning. Vi prøvede sammen at gøre nogle forskellige ting for at rette op på mig, som dog ikke lykkedes, så hun spurgte mig i stedet, om ikke vi skulle søge pension til mig. ”I pensionsafdelingen har de penge og muligheder til at hjælpe dig. Og du har brug for hjælp.” Jeg var 37 år dengang. Der var ingen – hverken familie, venner, bekendte eller folk i systemet – som havde spurgt mig før, om jeg havde brug for hjælp. Jeg havde i mange år prøvet at fortælle, at jeg havde det ad helvede til. Nu blev jeg indstillet til pension, hvilket betød, at jeg kom til samtale med psykologer og med dit og hos dat. Pludselig fik jeg et brev ind ad døren: ”Du er hermed indstillet til pension med tilbagevirkende kraft.” Først der, som 38-årig, fik jeg stillet en diagnose. Personlighedsforstyrrelse, og så har den en hel masse ord og beskrivelser, som jeg ikke kan, men det handler om mangel på social omgang. Det var en social brist, der gjorde, at jeg havde den der personlighedsforstyrrelse. Jeg kunne ikke fungere med andre mennesker, simpelthen. Da jeg fik diagnosen, tænkte jeg: ”Det er jo dét, jeg fejler. En psykisk sygdom – hvordan bliver jeg kureret for det?” Så begyndte jeg at undersøge mine muligheder, og jeg fik tilknyttet en støttekontaktperson. Det var ikke fordi, at jeg havde behov for en støtteperson til praktiske ting, jeg kunne sagtens gøre rent og ordne dagligdags ting, men min støtteperson skulle have samtaler med mig én gang om ugen, hvor det handlede om, hvordan jeg havde det, hvordan det gik for mig, og hvad der skete med mit liv. Det var der ingen, der havde spurgt mig om før. Jeg begyndte at komme på et værested for psykisk syge, og dér fandt jeg lynhurtigt ud af, at der var mange, som havde det betydeligt værre end mig. De var meget mere syge oven i hovedet, end jeg var. Der var sågar en pige, der sad og bankede hovedet ind i væggen. ”Hvorfor fanden gør du det?” spurgte jeg. ”Det er så dejligt, når jeg holder op,” svarede hun. På værestedet lavede vi sjove ting. Jeg fik arrangeret udflugter, hyrede et orkester og holdt fester med dans.

Lars

Igennem værestedet fik jeg en lejlighed – en rigtig lejlighed – i et socialt boligkvarter. Jeg købte nye møbler. Ikke noget med genbrugsmøbler. Godt nok på afdrag, men nu havde jeg råd til at betale afdragene, og nogle af dem havde jeg ovenikøbet købt kontant, fordi jeg endelig havde råd til det. Da jeg gik på pension, blev jeg jo millionær! Jeg kom i kredsbestyrelsen for organisationen SIND som repræsentant for Frederiksværk. Det var fedt, for pludselig fandt jeg jo ud af, at jeg kunne bruges til noget. Jeg fandt en niche. ”Hov, der er nogle, som har brug for mig!” Jeg havde gået hele livet og ledt efter et sted, hvor jeg kunne høre til – ledt efter nogen, der kunne bruge mig. Der havde aldrig været nogen, der kunne bruge mig, og jeg var blevet udstødt alle steder. Inden jeg fik min diagnose, vidste jeg, at jeg var syg. Jeg vidste, at der var noget galt, for jeg havde det ad helvede til. Jeg var anderledes, men jeg kunne ikke sætte fingeren på hvorfor. Nu blev min drivkraft: ”Hvordan bliver jeg rask?” For når man er syg, så må der findes en kur. Den ledte jeg efter. Kuren for mig var at få lov til at være noget for nogle andre, at gøre noget for nogle andre.

At lukrere på at hjælpe andre Jeg startede en lokalforening op og stablede i den forbindelse et kæmpe arrangement på benene. Jeg hyrede skuespillere og bands til underholdning, sørgede for leverandører af mad og øl. Det var en fantastisk oplevelse. Der kom hundrede og tyve mennesker på en ellers dødssyg tirsdag i Frederiksværk. Vi havde det kriterium, at for at etablere denne her lokalforening skulle vi have femogtyve medlemmer, men på selve aftenen fik vi allerede halvtreds medlemmer. Det var en kæmpesejr for mig. Dér voksede jeg. Dér vågnede jeg. Hold da kæft! Hvad er det, jeg har gang i her? Da begyndte det rigtigt at rulle oveni hovedet på mig med mine idéer. Jeg lavede flere arrangementer. Pludselig var jeg blevet rimeligt rask. Jeg var nærmest blevet for rask til at være i systemet. Jeg ville gerne ud at have noget arbejde, og så ville jeg jo egentligt gerne arbejde inden for psykiatrien, men det kunne ikke rigtigt gå, at jeg var personale over for de psykisk syge, som jeg havde gået og været syg med. Det ville vi ikke kunne finde ud af. Men igennem SIND, og i kraft af mit arbejde i kredsbestyrelsen, var jeg med til landsmødet, hvor jeg mødte formanden for SIND på Bornholm. Jeg blev venner med hende, og for lidt over syv år siden inviterede hun mig til Bornholm i fire dage. Det skulle hun aldrig have gjort, for i samme øjeblik jeg stod af færgen derovre, tænkte jeg: ”Her kunne jeg fandeme godt tænke mig at bo.” På Bornholm er der ren luft, mens der stinker i København. Jeg var på det tidspunkt nået så langt i min recovery proces gennem mine positive sejre. Jeg oplevede stadig nederlag, men sejrene var i overtal. Det gjorde, at jeg kunne overkomme nederlagene og tænke: ”Jeg må op på hesten igen, så laver jeg bare noget andet en anden gang.” På det tidspunkt, hvor jeg gik fra at have det rigtig dårligt til at have det rigtigt godt, skete der også det, at jeg ikke længere var lige så sky og ikke længere følte samme angst for at gå ud. Før havde jeg gået med alle de her skøre idéer og tanker for mig selv, og folk havde bare rystet på hovedet af mig og sagt, at det ikke kunne lade sig gøre, men da jeg kom med i SIND og kunne sige: ”Goddag, jeg hedder Lars og kommer fra SIND, jeg vil gerne lave det og det og det,” så blev jeg mødt med en anden indstilling. Jeg fandt

SÅRBARE SIND

UDDRAG AF BOGEN

ud af, at det meste kan lade sig gøre. Jeg gik fra at gemme mig fra omverdenen i min lejlighed, til at turde at stå frem og blive en offentlig person. Det er en stor udvikling, og jeg har flyttet mig så meget på grund af SIND. De muliggjorde mine idéer og åbnede dørene for mig og alle mine skæve tanker. Jeg bestod ikke længere kun af dårligdom. Jeg opnåede anerkendelse. Det har givet mig en stor portion selvtillid og et skub frem. Jeg har selv lukreret på at have hjulpet andre. Så snart jeg fik min diagnose, begyndte jeg at arbejde på at blive rask. Jeg kunne godt se, at min diagnose var meget mild i forhold til de andre diagnosticerede, som jeg gik rundt i blandt. Jeg brugte det, at jeg ikke var så syg, til at hjælpe de andre. Det var min helbredelse – min medicin – at kunne gøre noget for dem, som var mere syge end mig.

Formand for SIND på Bornholm En dag opstod der endelig en mulighed for, at jeg kunne flytte til Bornholm og blive formand for SIND derovre – og dén snuppede jeg. Lokalformanden i bestyrelsen på Bornholm skrev en personlig mail til mig og sagde: ”Dig Lars, dig kan vi bruge.” Nu har jeg boet det samme sted på Bornholm i syv år. Jeg er stort set fortsat med at lave de samme sjove ting, som jeg lavede i Frederiksværk. Nu er jeg blevet så rask, at jeg vil ud at prøve mig selv af på arbejdsmarkedet. På Facebook har jeg fået en ven. En rigtig ven. Hun er sagsbehandler på jobcenteret. Jeg skrev til hende, og hun svarede: ”Kom i morgen, jeg har en halv time.” Så satte vi os ned og prøvede os frem med forskellige jobs, og det endte med et hos Middelaldercentret på Bornholm, hvor jeg hjælper med optimering af hjemmesider og ad hoc kontorarbejde. Tyve timer om ugen, til at begynde med, i fire måneder. Jeg elsker det. Det er jo sådan noget, jeg skulle have haft lov til fra start af i mit liv. Det var godt, at jeg blev set som 38-årig, men tænk hvis det var sket tidligere. Hvis ikke sagsbehandleren havde kigget rigtigt i min mappe og taget affære, var jeg ikke på Bornholm nu, men på Vestre Kirkegård. Overdosis. Garanteret. Så langt ude var jeg. Før følte jeg, at jeg ikke var noget værd. Det er det, som jeg har gået og bildt mig selv ind. Jeg har sovset mig selv ind i selvmedlidenhed. Det har været selvforstærkende og er yderligere blevet forstærket af stoffer, sprut og de mennesker, som man hænger ud med i et misbrugsmiljø. Noget, som jeg er meget glad for i dag, er, at jeg har været i stand til at sige fra over for hårde stoffer som heroin. En af mine kammerater var ikke stærk nok. Vi sad engang inde på Østerbro og røg os skide skæve og drak os fulde. Der kom nogle folk forbi og inviterede os med på Staden. Vi havde ikke mere hash og ikke mere alkohol, så vi tog med dem. Derude kom teskeerne og stearinlysene frem, og så sad de og varmede op til sprøjterne. Jeg led af nåleskræk pga. alle mine indlæggelser og sagde pænt nej tak. Det gjorde min kammerat ikke. Han ligger på Vestre Kirkegård i dag. Jeg priser mig lykkelig for, at jeg gik på det tidspunkt. Jeg lever i dag. Det gør han ikke. Takket være min sagsbehandler og min diagnosticering.

Lars

Det var en redning for mig at få diagnosen, fordi jeg hele tiden har vidst, at jeg fejlede et eller andet – at jeg var syg. Men jeg har ikke kunnet sætte navn på det. Nu fik jeg navn på min sygdom, og jeg kunne forholde mig til den. Jeg kunne begynde at studere den og tænke fremad. Det blev mit mål at leve for at komme ud af min diagnose. Den sværeste tid var før min diagnosticering. Det var dér, at jeg var syg. Da jeg fik diagnosen, blev jeg rask. Min støtteperson var god. Hun sparkede mig bagi, og det var altså sådan, at jeg noglegange kom til at sidde og græde. Hun var hård, men på den gode måde. Hun vidste, hvordan hun skulle takle mig. Jeg teede mig som et lille barn, og ”hun skulle fandeme ikke komme her og fortælle mig noget”, så hun kaldte mig Lars-2-årig. Da jeg fyldte 50, sendte hun mig en mail: ”Tillykke med de 50! Hvordan er det at være blevet voksen?” Hun følger mig stadig, og jeg har stadig kontakt med hende, selvom jeg ikke længere bor i Frederiksværk. Før, da det hele gik ad helvede til, stod jeg op om morgenen, gik ud på toilettet, kiggede mig i spejlet og tænkte: ”Hold kæft, hvor er du grim. Hvor er du ulækker. Ad.” I dag kigger jeg mig i spejlet og siger: ”Davs du, hvad skal vi lave i dag? Hold kæft, hvor går det godt.”

SÅRBARE SIND

UDDRAG AF BOGEN

ForfatterportrĂŚt

My Buemann (f. 1986) er uddannet fra Det Kgl. Danske Kunstakademis designskole med speciale i visuel kommunikation. SĂĽrbare Sind er hendes debut som forfatter.

UDDRAG AF BOGEN

I Danmark rammes hver tredje af os på et tidspunkt i livet af en psykisk sygdom. Det svarer til næsten to millioner mennesker. Dertil kommer de mange pårørende, der også påvirkes af sygdommen. Men til trods for at der er tale om en folkesygdom, så er det sårbare sind stadig tabuiseret. Denne bog har til formål at være med til at dæmme op for tabuiseringen ved at se på mennesket frem for på diagnosen. Den indeholder seks modige menneskers ærlige livsfortællinger, og som læser får man et unikt indblik i livet med et sårbart sind, fra barndom og frem til det voksenliv de lever i dag. I Sårbare Sind møder vi blandt andre Lars, som allerede fra livets start blev mødt af store udfordringer, der skulle vise sig at påvirke store dele af hans barndom, ungdom og voksenliv. Vi følger ham igennem misbrug, mislykkede jobs, en fængselsstraf og frem til at han endelig bliver ”set” og får stillet en diagnose som 38-årig. Vi bliver taget med igennem Mads’ liv, som er præget af en far, der lider af maniodepressivitet. Mads opbygger en stabil tilværelse, men rammes som voksen af en række maniske anfald, der distancerer hans virkelighedsopfattelse fra andres, og han må flere gange indlægges. Igennem Maries opvækst har hun en klar fornemmelse af, at hun ikke hører til. Hun holder sig for sig selv og vil ikke lege med de andre børn. Marie diagnosticeres med aspergers syndrom og har svært ved at overskue selv de simpleste opgaver, som at gå i bad eller børste tænder. De seks fortællinger rummer detaljerede beskrivelser af indlæggelsesforløb, forfejlede og succesfulde behandlinger samt skildringer af de følelser, der kan være forbundet med at leve med en psykisk sygdom. Disse fortællinger har givet mig et langt mere nuanceret billede, og jeg håber også, at de vil kunne give dig en større forståelse for, hvad det vil sige at leve med et sårbart sind.

- My Buemann