Safaritur ved Ayers Rock

Ayers Rock kan opleves på mange måder. Men det er på en campingtur, at man for alvor føler sig i ét med naturen og disse urgamle landskaber. Det oplevede MyPlanets Anders på et fantastisk tredages eventyr dybt inde i Australiens røde ørken. Et eventyr, der også bød på The Olgas og Kings Canyon.

Jeg havde set utallige billeder af Ayers Rock inden ankomsten til Australien. Men alligevel tog synet af den mægtige monolit pusten fra mig. Stor og mægtig lå den der midt i ørkenen omgivet af flade, åbne vidder. Der var noget uvirkeligt over den. Noget dragende, der gjorde, at jeg faktisk havde svært ved at tage øjnene fra den.

Ayers Rock er enorm. Verdens største sten rejser sig 348 meter op over ørkenen, og med en omkreds på over ni kilometer indtager den 400 millioner år gamle monolit en meget prominent plads i landskabet.

En vigtig helligdom Men det er ikke kun størrelsen, der gør Ayers Rock fascinerende. Monolitten er en vigtig helligdom for de lokale Anangu-aboriginere, der forbinder stenen med en række centrale historier i deres mytologi. Dette kan man lære meget mere om på det glimrende kulturcenter ved Ayers Rock – eller Uluru, som stenen officielt hedder i dag.

Netop fordi stenen er så hellig, opfordrede skilte os til ikke at bestige den. Det gjorde nu ikke noget. For heldigvis er der mange andre måder at opleve Ayers Rock på. Så vi snørede vandreskoene og begav os ud på en fin lille gåtur langs foden af stenen. Guiden førte os forbi huler, der var blevet brugt til forskellige ceremonier siden tidernes morgen, og flere steder kunne vi se klippeformationer og revner i stenen, der ifølge de lokale legender blev skabt under en kamp mellem to mytiske slanger.

En fantastisk solnedgang Vi nåede ikke hele vejen rundt om stenen. For gradvist blev lyset blødere, og før vi vidste af det, var det tid til at gøre klar til at se solnedgangen. Det er her, Ayers Rock viser sig fra sin mest spektakulære side. Fra vores udsigtspunkt et stykke fra stenen kunne vi se den enorme monolit begynde at skifte farve. Først fra orange til rød. Men jo lavere solen stod på himlen, jo mere intens blev den røde farve, indtil det sidste lys forsvandt, og Ayers Rock blev opslugt af nattens skygger. løb. ”Dem skal du ikke være bange for”, grinede min guide, da han bragte mig en kop dampende varm morgenkaffe. ”Men bank lige støvlerne, inden du tager dem på.”

Jeg slugte morgenkaffen hurtigt og bankede støvlerne en ekstra gang for at være helt sikker, og inden længe var jeg klar til at nyde solopgangen over Ayers Rock. Denne var om mulig endnu smukkere end solnedgangen dagen før, og det var vidunderligt at mærke solens gyldne skær fordrive nattens kulde.

Nat under stjernerne Snart tændtes de første stjerner over Outbacken som tegn på, at det var tid at finde tilbage til lejren. Her blev der tændt op i bålet, og efter en hurtig indsats fra alle, kunne vi sætte os til rette med en god middag. Snakken gik lystigt i skæret fra flammerne. Men det havde været en lang og oplevelsesrig dag, så én efter én fortrak folk ind i lejrens permanente telte. Jeg havde også et telt. Men mine planer for natten var anderledes. I stedet for teltet, havde jeg taget imod tilbuddet om at sove i swag. Dette er en ægte australsk opfindelse, der består af en madras og en sovepose, der er viklet ind i kanvas. Her kunne jeg ligge trygt og godt under den funklende stjernehimmel og drømme om morgendagens oplevelser.

Morgen i outbacken Stjernerne blinkede stadig på den fløjlssorte himmel, da jeg blev vækket næste morgen. Til min egen overraskelse havde jeg sovet fantastisk godt i swagen, og der havde hverken været spor af edderkopper eller slanger i nattens

Vindenes dal Dagens mål var ikke Ayers Rock. Men derimod de nærliggende klippeformationer The Olgas, der i dag er officielt kendt som Kata Tjuta. Navnet betyder ’mange hoveder’, hvilket er meget passende, for Kata Tjuta består af 36 monolitter stående tæt op og ned ad hinanden. Hver af disse ’hoveder’ er mindre i omkreds end Ayers Rock. Men den højeste er faktisk 200 meter højere end den berømte nabo. Stier fører på kryds og tværs ind mellem de høje klippevægge til skjulte dale. Den største af disse er Vindenes Dal, der var målet for formiddagens vandretur.

Stien var let at følge, og inden længe var vi omgivet af en fantastisk verden af sten. Skygger fyldte stadig bunden af dalene, men solen steg hurtigt på himlen nu, og temperaturen var på himmelflugt. Så det var dejligt at kunne sætte sig ind i den ventende bus for enden af stien og tænde for en af de moderne opfindelser, man hurtigt lærer at elske i Outbacken; aircondition.

Kameler og kænguruer Vi satte os godt til rette i bussen. For vores næste mål lå adskillige timers kørsel væk. Det er aldrig kedeligt at køre i Outbacken. Jo, landskaberne kan virke monotone ved første øjekast med deres uendelige vidder og spredte hårdføre buske. Men kigger man ordentlig efter, er der masser at se på. Det kan være ørne, der cirkler langs vejen, eller en flok undulater på vej fra vandhul til vandhul. Et sted fik jeg øje på et par kænguruer, der søgte skygge under et træ, og et andet sted stod en kamel og nippede til nogle tørre grene.

Det var sidst på eftermiddagen, inden vi var fremme ved Kings Canyon. Også her bestod lejren af permanente telte, så det var bare at flytte ind. Ovenpå gårsdagens succes med swagen var jeg dog ikke i tvivl. Jeg var klar til endnu en nat under stjernerne.

Kings Canyon Hvis jeg skal være helt ærlig, havde jeg hjemmefra tænkt Kings Canyon som en form for bonus til turens virkelige attraktioner; Ayers Rock og The Olgas. Men dér tog jeg i den grad fejl. Faktisk viste gåturen denne morgen sig at blive et af højdepunkterne på min rejse i Australien. kigger ned. Fra kanten fortsatte stien over en lille hængebro, inden den forsvandt ned i endnu en skjult kløft. Trapperne nærmest hang på klippevæggen og gjorde det muligt at komme helt ned i bunden af kløften, hvor vi holdt pause ved et permanent vandhul omgivet af tæt vegetation og høje, rå stenmure. Ikke overraskende er dette sted kendt som Paradisets Have. Herfra førte en sti op på den anden side af kløften og tilbage mod bussen gennem et bizart landskab med store bikubeformede klippeformationer.

Ind og ud snoede stien sig mellem eroderede sandsten, indtil vi pludselig stod på kanten af en dyb kløft. Det er med at kigge sig for. For man kan ikke se kløften, før man står på kanten af de 300 meter høje, lodrette mure og Hele turen havde taget næsten fire timer. Så det var dejligt at kunne sætte sig til rette i den kølige bus og slappe af, mens chaufføren satte kursen tilbage mod civilisationen i Alice Springs.

The Olgas

Eksperternes Australien

Lene

Hvor længe har du arbejdet som rejsekonsulent? Siden 1994, hvor jeg begyndte hos MyPlanet.

Hvor mange gange har du besøgt Australien? 2 gange.

Hvor længe har du sammenlagt været i Australien? 20 dage.

Hvilken oplevelse i Australien har gjort størst indtryk på dig? Det må uden tvivl være den australske befolkning, der har gjort størst indtryk på mig. Alle er venlige og meget imødekommende. Humoren er helt i top, og man føler sig velkommen overalt. Det meste foregår med et glimt i øjet, som passer mig utroligt godt.

Hvad er din bedste anbefaling i Australien? Jeg elsker Kangaroo Island. Hvis jeg kun skulle vælge ét sted i Australien at opholde mig, så blev det der. Her finder man ikke kun det fantastiske dyreliv, men også en helt anderledes og meget forskelligartet natur. Som en ekstra bonus er øen ikke ret stor, så alt er inden for en overskuelig afstand.

Hvad er din bedste dyreoplevelse i Australien? Få steder har jeg oplevet så mange forskellige dyr på så lille et område som på Kangaroo Island. Det er det mest fantastiske sted med kænguruer, wallabies, koalaer, emuer, sæler og meget mere. Tilbring et par dage på øen, og nyd at opleve dyrene i deres naturlige miljø.

Tünde

Hvor længe har du arbejdet som rejsekonsulent? Siden 2003 og jeg kom til MyPlanet i 2017.

Hvor mange gange har du besøgt Australien? 3 gange.

Hvor længe har du sammenlagt været i Australien? 4 måneder.

Hvilken oplevelse i Australien har gjort størst indtryk på dig? For mig findes der ikke noget mere australsk end outbacken. Det er indbegrebet af Australien, og det er mine oplevelser i outbacken, der har gjort mest indtryk. Særligt den, hvor jeg overnattede i telt midt i ørkenen. Temperaturen dalede hen på aftenen, vinden blæste let i teltdugen, og over mig kom en ubeskrivelig smuk stjernehimmel til syne. Her er der ingen lysforurening, og stjernerne står ekstra klart. Det var vidunderligt.

Hvad er din bedste anbefaling i Australien? Jeg holder meget af Tasmanien. Øen er fantastisk smuk og mindre turistet end for eksempel østkysten af Australien. Du kan nemt komme rundt, afstandene er korte, og naturoplevelserne ligger som perler på en snor.

Hvad er din bedste dyreoplevelse i Australien? Jeg havde en sjov oplevelse engang på en parkeringsplads i regnskoven ved Cape Tribulation. Her kom der pludselig en emu gående, som om det var det mest naturlige i verden. Emuer er faktisk relativ store, og jeg havde hørt, at de kan finde på at sparke eller hakke ud efter én, hvis de føler sig truet. Så vi holdt god afstand, men nød oplevelsen af at møde et vildt dyr lige der midt på parkeringspladsen.

Australien New Zealand Sydafrika

Canada

USA

KAKADU EVENTYR I CROCODILE DUNDEES AUSTRALIEN

I 2016 var det præcis 30 år siden, at filmen Crocodile Dundee tog verden med storm og bragte den australsk outback helt ind i det danske biografmørke. Dele af filmen var optaget i nationalparken Kakadu, så MyPlanets rejsekonsulent Rikke tog til Kakadu for at se, om Crocodile Dundees Australien stadig findes. I 2016 var det præcis 30 år siden, at filmen Crocodile Dundee tog verden med storm og bragte den australsk outback helt ind i det danske biografmørke. Dele af filmen er optaget i nationalparken Kakadu, så MyPlanets rejsekonsulent Tünde tog til Kakadu for at se, om Crocodile Dundees Australien stadig findes.

”Hold godt fast”, kom det resolut fra vores chauffør, da hun svingede væk fra hovedvejen og ned ad et støvet, hullet hjulspor. ”Turen ind til Jim Jim Falls er en del af eventyret”. Det fik hun helt ret i. Meter efter meter kæmpede bilen sig fremad, mens jeg stirrede intenst ud af vinduet efter nogle af de mange dyr, der lever her.

Det varede da heller ikke længe, før vi havde heldet med os. Et sted overraskede vi et par gultoppede kakaduer, der skrattende gik på vingerne og forsvandt over trætoppene. Et andet sted luntede en enlig dingo rundt og rodede i skovbunden efter noget at spise, og et stykke fra vejen fik vi øje på et par vilde heste, der græssede i en lille lysning.

Verdensarv Kakadu er med rette en af Australiens mest berømte nationalparker. Ikke blot byder det enorme område på en fantastisk variation af landskaber. Fra brusende vandfald og lodrette klippevægge til vidtstrakte flodsletter og frodige vådområder. Dyrelivet er lige så varieret, og Kakadu er et godt sted at kigge efter eksempelvis papegøjer, vandbøfler og ikke mindst de enorme saltvandskrokodiller, der lurer lydløst i vandskorpen. Det hele fuldendes af områdets rige historie. Aboriginerne har levet i og med disse landskaber i mindst 23.000 år – muligvis op til 50.000 år – og deres tætte forhold til naturen illustreres i nogle af landets smukkeste, ældste og mest avancerede klippemalerier.

Denne kombination af dyreliv, landskaber og kultur har sikret Kakadu en plads på UNESCOs kulturarvsliste for både sin kultur og natur. En ære, der kun er tilfaldet meget få naturområder rundt om i verden.

Jim Jim Falls ”Nu kan vi ikke køre længere”, udbrød vores guide, da hun parkerede firehjulstrækkeren i skyggen under et træ. ”Resten af vejen skal vi gå”. Fra den lille lysning førte stien os dybere ind i den vilde natur. Vi passerede adskillige små vandhuller, og af og til var det nødvendigt at hoppe fra sten til sten. Solen bagte ned over landskaberne fra en høj, blå himmel, og insekternes summen fyldte luften. Stien var dog let at følge, og inden længe befandt vi os i bunden af en dyb kløft, der blev indrammet på begge sider af mægtige stenvægge.

Her kunne man sagtens forestille sig Crocodile Dundee slå lejr mellem de lave træer eller tæmme en vandbøffel ved at stirre den roligt i øjnene. Krokodillerne? ”Dem skulle vi ikke bekymre os om”, forsikrede vores guide os. De bryder sig ikke om lyden af vandfald. I så fald ville de bestemt ikke kunne lide dette sted. For i bunden af kløften væltede vandmasserne ud over klippekanten og faldt i dybet som et højt, glinsende bånd af vand. Jim Jim Falls er uden tvivl blandt de smukkeste vandfald i Australien, og turen ind til dette afsidesliggende hjørne af Kakadu gør kun oplevelsen endnu større, når man står foran de brusende vandmasser.

Gigantiske krokodiller Vi så ingen krokodiller ved Jim Jim Falls. Men det gjorde vi til gengæld næste morgen, da vi gled ud på Yellow Water lagunens spejlblanke vand i en lille båd. Solen stod lavt over horisonten, og det bløde morgenlys badede landskaberne i et gyldent skær. I en trækrone sad en fiskeørn og betragtede de mange vadefugle, der havde travlt med at søge efter føde på det lave vand.

”Dér!”, råbte vores guide og pegede ind på den mudrede bred. Ganske rigtigt. Der lå en saltvandskrokodille på en tre til fire meter og skulede til os med sine kolde øjne. Saltvandskrokodiller kan dog blive langt større. Rekorden er målt til omkring syv meter, og med en kampvægt på op til to tons og dyrerigets kraftigste bid, ville selv Crocodile Dundee nok tænke sig om to gange, før han gav sig i kast med et fuldvoksent eksemplar. Det gør han klogt i, for krokodillerne er ikke kræsne, og de er kendt for at angribe alt fra vandbøfler til fuldvoksne kænguruer. Selv tyrehajer er blevet spist af og til, og i Asien har man observeret kampe mellem saltvandskrokodiller og tigre.

Så vi holdt os på behørig afstand af krokodillen, der dog så fuldstændig ligeglad ud med vores tilstedeværelse. Vi blev ved krokodillen i et stykke tid, inden vi sejlede videre på udkig efter kænguruer, der af og til kommer ned til vandet for at drikke. Da jeg sad der i båden, der roligt gled gennem det spejlblanke vand, var jeg ikke længere i tvivl; Crocodile Dundees Australien eksisterer skam i bedste velgående i Kakadu.