Concerto Copenhagen by Nanna Grunwald

JOHANN SEBASTIAN BACH

RIBE DOMKIRKE - 18. MAJ 2013

PROGRAM I. Missa Kyrie Christe Kyrie Gloria Et in terra pax Laudamus te Gratias Domine Deus Qui tollis Qui sedes Quoniam tu solus sanctus Cum Sancto Spiritu PAUSE II. Symbolum Nicenum Credo in unum Deum Patrem omnipotentem Et in unum Dominum Et incarnatus est Crucifixus Et resurrexit Et in Spiritum sanctum Confiteor Et expecto III. Sanctus Sanctus IV. Osanna in excelsis Benedictus Osanna in excelsis Agnus Dei Dona nobis pacem

MEDVIRKENDE Solister Sopran I: Maria Keohane Sopran II: Joanne Lunn Alt: Alex Potter Tenor: Jan Kobow Bas: Peter Harvey Ripienokor Sopran I: Else Torp Sopran II: Hanna Kappelin Alt: Valdemar Villadsen Tenor: Chris Watson Bas: Jakob Bloch Jespersen Dirigent Lars Ulrik Mortensen

Musikere Violin I: Fredrik From, Peter Spissky, Jesenka Balic Zunic, Stefanie Barner Violin II: Antina Hugosson, Gabriel Bania, Elisabet Enebjörn, Kanerva Juutilainen Bratsch: Torbjörn Köhl, Rastko Roknic Cello: Judith-Maria Blomsterberg, Kate Hearne Bas: Mattias Frostenson Fløjte: Katy Bircher, Irene Spranger Obo: Antoine Torunczyk, Lars Henriksson, Nils Jönsson Fagot: Jane Gower, Györgyi Farkas Trompet: Robert Farley, Christopher Pigram, Howard Rowntree Horn: Ursula Paludan Monberg Pauker: Patrick Raab Orgel: Leif Meyer

EN DRØM GÅR I OPFYLDELSE Nikolaj de Fine Licht. Concerto Copenhagens administrative leder. Da jeg studerede musik på konservatoriet i Rotterdam, var vi så heldige at have en lærer i musikteori og analyse, som var specielt glad for barokmusik. Derfor kom jeg til at undersøge og analysere megen barokmusik, og én af de opgaver jeg afleverede var en analyse af Credo fra Bachs h-mol messe. Jeg husker at mens jeg forsøgte at forstå værket, løb det mig koldt ned ad ryggen ved flere lejligheder, fordi jeg fik nogle kig ind i en genialitet, der forekommer ufattelig. Det er alt – ligefra arkitekturen i hele værket over satsernes strukturering og polyfoni til mikroniveau – forholdet mellem de enkelte noder og intervaller. Man har svært ved at fatte, at et menneske er i stand til at skabe noget på alle niveauer så fuldkomment. Lige siden dengang – og især siden jeg begyndte at arbejde med Concerto Copenhagen i 1991 – har jeg drømt om engang at være med til at realisere dette absolutte hovedværk i europæisk musikhistorie. Derfor måtte jeg knibe mig selv i armen flere gange, da der for et par år siden kom en henvendelse fra en stor dansk fond, der i al sin enkelhed gik ud på, at man gerne ville give en donation med det ene formål, at Concerto Copenhagen under ledelse af Lars Ulrik Mortensen skulle opføre h-mol messen med de bedste til rådighed stående kunstnere i Ribe Domkirke. Det gjorde ondt i armen når jeg kneb – det var ikke en drøm, det var en drøm der var gået i opfyldelse. 5

I. Missa Kyrie eleison. Christe eleison. Kyrie eleison.

Herre, forbarm dig. Kristus, forbarm dig. Herre, forbarm dig.

Gloria in excelsis Deo Et in terra pax hominibus bonæ voluntatis.

Ære være Gud i det høje og fred på jorden for mennesker med god vilje.

Laudamus te, benedicimus te, Adoramus te, glorificamus te.

Vi lover dig, vi velsigner dig, vi tilbeder dig, vi lovpriser dig.

Gratias agimus tibi propter magnam gloriam tuam.

Vi takker dig for din store herlighed.

Domine Deus, Rex caelestis, Deus Pater omnipotens. Domine Fili unigenite Jesu Christe [altissime]. Domine Deus, Agnus Dei, Filius Patris.

Herre vor Gud, himmelske Konge, Gud almægtige Fader. Herre, du enbårne Søn, Jesus Kristus [du højeste]. Herre vor Gud, Guds lam, Faderens Søn.

Qui tollis peccata mundi, miserere nobis. Qui tollis peccata mundi, suscipe deprecationem nostram.

Du, som borttager verdens synder, forbarm dig over os. Du, som borttager verdens synder, tag imod vor bøn.

Qui sedes ad dexteram Patris, miserere nobis.

Du, som sidder ved Faderens højre, forbarm dig over os.

Quoniam tu solus sanctus, tu solus Dominus, Tu solus altissimus, Jesu Christe.

Thi du alene er hellig, du alene Herre, du alene den højeste, Jesus Kristus.

Cum Sancto Spiritu in gloria Dei Patris. Amen.

Med Helligånden i Gud Faders herlighed. Amen.

II. Symbolum Nicenum Credo in unum Deum, Patrem omnipotentem, factorem coeli et terræ, Visibilium omnium et invisibilium.

Jeg tror på én Gud, den almægtige Fader, himlens og jordens, alle synlige og usynlige tings skaber.

Et in unum Dominum, Jesum Christum, Filium Dei unigenitum. Et ex Patre natum ante omnia sæcula. Deum de Deo, lumen de lumine, Deum verum de Deo vero. Genitum, non factum, consubstantialem Patri Per quem omnia facta sunt. Qui propter nos homines et propter nostram salutem Descendit de coelis.

Og på én Herre, Jesus Kristus, Guds enbårne Søn, som er født af Faderen forud for alle tider. Gud af Gud, lys af lys, sand Gud af den sande Gud. Født, ikke skabt, af samme væsen som Faderen ved hvem alt er skabt. Som for os mennesker og for vor frelses skyld er nedstegen fra Himlen.

Et incarnatus est de Spiritu Sancto ex Maria Vergine Et homo factus est.

Og har påtaget sig kød ved Helligånden af Jomfru Maria og er blevet menneske.

Crucifixus etiam pro nobis, Sub Pontio Pilato passus et sepultus est.

Han er blevet korsfæstet for os, pint under Pontius Pilatus og begravet.

Et resurrexit tertia die, secundum scripturas, Et ascendit in coelum. Sedet ad dexteram Patris. Et iterum venturus est cum gloria Judicare vivos et mortuos, Cujus regni non erit finis.

Og han er opstanden på den tredje dag efter skrifterne, og opfaren til Himlen. Han sidder ved Faderens højre hånd. Og han skal komme igen med herlighed for at dømme de levende og de døde, og på hans rige skal der ikke være ende.

Et in Spiritum Sanctum, Dominum et vivificantem, Qui ex Patre Filioque procedit, Qui cum Patre et Filio simul adoratur et conglorificatur, Qui locutus est per prophetas. Et unam, sanctam, catholicam et apostolicam Ecclesiam.

Og på Helligånden, Herren og levendegøreren, som udgår fra Faderen og Sønnen, og som tillige med Faderen og Sønnen tilbedes og forherliges, og som har talt ved profeterne. Og én, hellig, katolsk og apostolisk Kirke.

Confiteor unum baptisma in remissionem peccatorum, Et expecto resurrectionem mortuorum Et vitam venturi sæculi. Amen.

Jeg bekender én dåb til syndernes forladelse, Jeg venter de dødes opstandelse og livet i den tilkommende evighed. Amen.

III. Sanctus Sanctus, sanctus, sanctus Dominus Deus Sabaoth. Pleni sunt caeli et terra gloria tua.

Hellig, hellig, hellig er Herren, hærskarernes Gud. Himmel og jord er opfyldt af din herlighed.

IV. Osanna in excelsis. Benedictus qui venit in nomine Domini. Osanna in excelsis.

Hosanna i det høje. Velsignet være han, som kommer i Herrens navn. Hosanna i det høje.

Agnus Dei qui tollis peccata mundi, miserere nobis.

Guds lam, du som borttager verdens synd, forbarm dig over os.

Dona nobis pacem.

Giv os fred.

HISTORIEN BAG MESSE I H-MOL Peter Ryom. Dr. Phil. Johann Sebastian Bachs Messe i h-mol anses af mange for at være hans største værk, som end ikke overgås af Matthæus-passionen. I den forbindelse fremhæves både musikkens overvældende udtrykskraft og værkets disposition. Især er Credo-afsnittet, der som tekst har den såkaldte nikæanske trosbekendelse, genstand for almindelig beundring. Det skyldes, at de ni satser, det består af, er anlagt i korsform, således at kor og solosatser danner et symmetrisk mønster med Crucifixus-satsen (‘Han blev også korsfæstet for os’) i centrum. At denne disposition var bevidst, fremgår af en ændring i det oprindelige partitur. Allerede i midten af 1800-tallet, i forbindelse med genopdagelsen af Bach og hans musik efter flere årtiers glemsel, blev Messen i h-mol anset for at være så vigtigt og fremragende et værk, at planen var at lade det udgive i første bind af den samlede, kritiske udgave af hans musik. Men da det originale manuskript ikke var tilgængeligt på det tidspunkt, blev messen først udgivet i et senere bind. Dette blev i øvrigt genoptrykt med ændringer, da manuskriptet omsider kom til veje. Det er imidlertid ikke kun de kunstneriske egenskaber, der gør Messen i h-mol til et enestående værk. Også på grund af omstændighederne omkring dens tilblivelse indtager den en særstilling i messegenrens historie. I juni 1733 overrakte Bach den sachsiske kurfyrste Friedrich August II i Dresden manuskriptet til et kirkemusikværk: en Missa.

Fyrsten var blevet opdraget katolsk af faderen, Friedrich August I (»August den Stærke«), og evangelisk af moderen, men ligesom faderen havde han tilsluttet sig den katolske tro for at kunne efterfølge ham som Polens konge. Tronskiftet fandt sted tidligere samme år ved den gamle kurfyrstes død. Med Bachs overrækkelse af værket til den nye kurfyrste fulgte en anmodning om udnævnelse til hofkomponist (hvilket først blev imødekommet efter en fornyet anmodning tre år senere). Det ejendommelige ved sagen er, at Bach overrakte den katolske fyrste en protestantisk Missa. Efter evangelisk skik omfattede den kun Kyrie og Gloria, som tilmed ikke kunne opføres i en katolsk gudstjeneste. Imod reglerne var teksten i Gloria (i sats nr. 8) ændret ved tilføjelsen af det ikke-liturgiske ord altissime (‘du højeste’), som gengiver du Allerhöchster i den tyske, evangeliske version. I samme sats fremføres desuden to forskellige tekster samtidig, hvilket strider imod den katolske kirkes krav om ordenes forståelighed. Historisk er denne Missa interessant, fordi Bach få år før sin død i 1750 lod de to messeled indgå som de første i det værk, der er blevet kendt som hans Messe i h-mol. Til de to messeled føjede han Credo, som han antagelig havde komponeret i løbet af 1740’erne, og Sanctus, oprindeligt skrevet til juledags gudstjeneste i 1725. Om dette messeled bemærkes i øvrigt, at teksten svarer til den evangeliske tradition ved at indeholde ordet ejus (‘hans’) og ikke den katolske form tua (‘din’). Til flere af de efterfølgende messeled, Hosanna, Benedictus og Agnus Dei, genanvendte Bach (som ved mange andre lejligheder) satser fra ældre

kompositioner. Bachs håndskrevne partitur består af fire dele, og ikke de traditionelle fem, med hver sit titelblad: 1. Missa, 2. Credo, 3. Sanctus og 4. de øvrige led (Osanna, Benedictus, Agnus Dei og Dona nobis pacem). Den usædvanlige inddeling har tidligere rejst tvivl om, hvorvidt Bach har samlet de forskellige dele til en hel messekomposition, eller om en ukendt person efter hans død har forenet dem (usikkerheden skyldes ikke mindst, at Bach ikke selv forsynede værket med en overordnet titel: »Messe i hmol« er en senere tradition). I almindelighed betragtes værket dog nu som en helhed, der skyldes Bach selv. På den anden side er det er uvist, med hvilket formål han forenede de fire

dele, men det kan ikke udelukkes, at han ønskede at sætte et monument over messegenren. I øvrigt er der intet, der tyder på, at messen blev opført i Bachs levetid. Skønt Messen i h-mol omfatter alle fem led, kan den på grund af de nævnte tekstlige ændringer ikke betegnes som katolsk, og da den omfatter alle fem led, kan den heller ikke anses for at være evangelisk. Det er tankevækkende, at dette storslåede værk, der er en af de smukkeste og mest udtryksfulde kirkemusikalske kompositioner overhovedet, således hverken kan henføres til den ene eller til den anden kristne konfession. Også af den grund indtager Messen i h-mol – Bachs sidste fuldendte værk – en særstilling inden for kirkemusikken.

TANKER OM OPFØRELSEN AF BACHS MESSE I H-MOL Lars Ulrik Mortensen. Dirigent. På en lang række områder adskiller forberedelsen af Bachs h-mol messe sig betragteligt fra andre musikalske opgaver. Det følgende er en kortfattet fremstilling af nogle af de overvejelser jeg har gjort mig i forbindelse med disse opførelser. Som altid er et nøje kendskab til de opførelsespraktiske normer, som var gældende da musikken blev til, en vigtig del af Concerto Copenhagens arbejde med tidlig musik. Vi

hævder ikke, at vi genskaber den “som den lød dengang”, men forsøger derimod bevidst at bruge fortidens stilistiske konventioner som grundlag for at skabe en nutidig - eller måske sågar “fremtidig” - lytteoplevelse. Dette er kun tilsyneladende et paradoks! Det fremgår af Peter Ryoms artikel andetsteds i dette programhæfte, at h-mol messen i sin overleverede form næppe har været primært tænkt til én konkret opførelseslejlighed. På linje med andre storværker fra Bachs seneste år

(Musikalisches Opfer, Kunst der Fuge) udgør værket snarere en form for ideal-”koncept”, som den dag i dag repræsenterer noget af det ypperste, dybeste og mest svimlende som europæisk kultur har frembragt. Det er derfor med en ikke ringe grad af ydmyghed og ængstelse at man går ind til en sådan opgave. Samtidig kræver dette arbejde jo et utal af konkrete overvejelser og beslutninger - lige fra grundige harmoniske analyser af tre takter i “Agnus Dei”-satsen til bekymringer om myldretidstrafikkens indflydelse på CD-indspilning i Garnisons Kirke! - som da heldigvis også ofte gør tilgangen mere overskuelig. Som et konkret eksempel på et praktisk valg

kan jeg nævne beslutningen om orkestersammensætning. Udover naturligvis at anvende (kopier af ) instrumenter, som de så ud på Bachs tid - traversfløjter, naturtrompeter, militærpauker osv. - har vi også besluttet os for en orkesterstørrelse som Bach som regel selv betjente sig af: 8 violiner (Bach havde normalt højest 6, men Ribe Domkirke er større end Thomaskirche i Leipzig!), 2 violaer og 3 strygere i continuogruppen, samt en kammertone (a=415 Hz), som ligger ca. en halv tone under moderne standard.

Men den måske mest overraskende faktor i disse opførelser er nok besætningen af vokalstemmerne. Den amerikanske musikforsker Joshua Rifkin fremlagde i 1980’erne den opsigtsvækkende teori at størstedelen af Bachs vokalmusik var tænkt for solistisk sangerbesætning (til forskel fra anden barok “kor”musik som f.eks. Händels oratorier og fransk opera). Tesen vakte stor og ophedet diskussion, og det gør den stadig! Det vil føre for vidt her at komme detaljeret ind på de mange og komplicerede videnskabelige spørgsmål, som danner grundlag for denne tankegang (interesserede henvises til bl.a. Andrew Parrotts bog “The Essential Bach Choir”, Boydell Press 2000), men for mit eget vedkommende har Rifkins argumentation altid virket yderst overbevisende. De vigtigste principper er følgende: • Vokalstemmerne i Bachs musik udføres af solostemmer. • I visse satser eller dele heraf (som f.eks. i “ur”-versionen af Gratias/Dona nobissatserne i messen) valgte Bach at tilføje et såkaldt “capella”, dvs. én ekstra sanger pr.stemme. • Hermed knytter Bach sig naturligt til den opførelsestradition som var gældende i Tyskland på dette tidspunkt. De musikalske konsekvenser heraf er betydelige. Sammenlignet med mere traditionelle og større besætninger ændrer forholdet mellem antallet af sangere og musikere sig fuldstændigt, hvilket uundgåeligt gør musikken langt lettere og mere gennemsigtig. Vokalstemmernes forløb “individualiseres” - og netop kontrasten mellem “individet” og “gruppen” er et

yderst vigtigt arkitektonisk aspekt af al Bachs vokalmusik - og det bliver muligt og nødvendigt at skabe klarhed om en lang række detaljer, som ellers ville gå tabt. Musikkens monumentalitet og gigantiske åndelige dybde afhænger jo ikke nødvendigvis af det absolutte lydtryk ... Et andet - og måske for udenforstående noget overraskende - valg drejer sig om udtalen af den latinske tekst. Her gælder meget forskellige regler og konventioner alt efter hvilken specifik nationalstil (f.eks. italiensk, dansk eller “uspecificeret”) man anvender, men det er indlysende at værkets klangverden i høj grad påvirkes af sprogets accent. Musikvidenskaben har ikke med sikkerhed kunnet fastslå hvilke konventioner der var gældende på Bachs tid i Leipzig, men jeg har valgt at benytte barokkens tyske udtaleregler, eftersom det jo ikke forekommer utænkeligt at denne udtale med bl.a. de specielle konsonantlyde (“kruzifixus”, “zøli” osv.) har udgjort normen. Pladshensyn tillader desværre ikke at tage mange andre væsentlige aspekter omkring dette værk under behandling, så til slut kun dette: Det siger sig selv at ikke kun mine egne holdninger er bestemmende for publikums lytteoplevelse - de medvirkendes samlede erfaringsgrundlag for h-mol messen beløber sig vel lavt sat til mindst 300 opførelser ... Jeg håber det vil lykkes os at skabe en symbiose af alle disse tanker og erfaringer som yder værket retfærdighed og som kan få det til at fremstå med al den glans, pragt, intimitet og dybe menneskelighed som det fortjener.

DEN FJERNE KLANG Knud Romer. Forfatter. ”Da stieg ein Baum. O reine Übersteigung! O Orpheus singt! O hoher Baum im Ohr!” Rainer Maria Rilke, Sonetten an Orpheus Når vi banker på, svarer verden – ”bank, bank” – og den går op i vores ører: ”Kom ind!” Der er hul igennem, og hørelsen er netop en nærsans – man kan allerede høre på betegnelsen, at det er noget følsomt noget. Vi er meget selektive, når det kommer til, hvad vi rører ved og lugter til eller ligefrem tager i munden. For vi går i ét med det - vores nærsanser overvælder og berører os. Det er intimt som et kys. Vi kan lukke øjnene, men det er sværere at lukke ørerne. Hørelsen påvirker os direkte og umiddelbart i modsætning til en fjernsans som synet, der placerer tingene ”derude” og skaber afstand. Lyd går ind i os og rammer os ”herinde” i de ældste dele af hjernen, hvor instinkterne og drifterne er aktive – og følelserne sidder. Alting har en lyd, og tingenes svingninger – lydbølger og energi – er ligesom fingre på strengene af vores følelsesliv. De slår en tone an, og vi klinger. Lyde vækker dyret i os. Vi spidser ører og lytter efter faresignaler, og hvis vi går i skoven om natten, farer vi op ved den mindste raslen og forestiller os alle mulige uhyrer, der lurer i mørket. For virkeligheden er altid oplevet virkelighed, hvor vi danner os et billede af omgivelserne i en mental konstruktion. Selv den fjerneste stjerne på himlen er glimtet i ens eget øje – og en hvilken som helst virkelighedsfremstilling er fremstillet i aktiv forstand. Den er fabrikeret på grundlag af sanseindtryk og følelserne, som de udløser – og verden er din 12

bevidsthed om den: En sindsstilstand. Vi lægger ikke mærke til det, før noget går galt – og virkeligheden gynger, fordi vi er svimle. Eller vi banker ind i en lygtepæl, som vi ikke lige havde fået med. Sådan er det også med lyd, som vi først opdager, når vi har propper i ørerne, og den er væk. Vi får svært ved at bedømme afstand og føler os ude af kontakt med omverdenen, som om vi befinder os i en osteklokke – og det er måske det mest bemærkelsesværdige ved hørelsen, at det er den, som forankrer os og gør, at vi føler os tilstede i rummet. Stedet og nærværet er lyd. Det mest stille rum i verden ligger i Minneapolis, hvor Orfield Laboratoriet har bygget et såkaldt anekkoisk kammer, der absorberer al lyd. Efter 30 minutter er det ikke længere muligt at opretholde realitetsprincippet – og vi begynder at få hallucinationer og bryder sammen og aner ikke længere, hvor vi er. Det er intetsteds. Vores oplevelse af virkeligheden er stemt og tonet af følelser, som bestemmer, hvordan vi opfatter tingene, og giver dem betydning. En hund er bare en hund – men hvis vi er bange for hunde, ser den farlig ud. For at udløse disse betydningsbærende følelser, griber film til musikken, der fortæller os, hvad det er, der sker, og når musikken er uhyggelig, er hunden en varulv – og det er Lassie, hvis musikken er munter. Vi er et instrument, og musikken spiller på vores følelser og behersker os. Musik er den højeste form for organiseret lyd, hvor den bliver til et udtrykssystem og artikulerer vores følelses- og bevidsthedsliv. Den åbner og udlægger virkeligheden for os og giver den betydning, og vi bliver bevægede af symfonier og bevæger os rundt i emotionelle verdensbilleder.

Bach er ikke kun et klangunivers, men et klingende univers, der er skabt af toner, og tone for tone rejser han en katedral, der stræber højere end nogen bygning og omfatter alt. Den er lavet af naturens egne byggesten, hvor

matematik bliver til musik, og giver udtryk for mysteriet, som er den menneskelige eksistens midt i evighedernes evighed. Vi kommer til os selv og finder sted i korværket, som hedder Messe i h-mol – og vores ører går op.

LARS ULRIK MORTENSEN Lars Ulrik Mortensen (født 1955) studerede ved Det Kongelige Danske Musikkonservatorium (cembalo hos Karen Englund, generalbas hos Jesper Bøje Christensen) og hos Trevor Pinnock i London. I perioden 1988-90 var han cembalist med “London Baroque” og indtil 1993 med “Collegium Musicum 90” (under ledelse af Simon Standage). Han arbejder nu i vidt omfang som solist og kammermusiker i Europa, USA, Mexico, Sydamerika, Japan og Australien, og optræder ofte med anerkendte kolleger som Emma Kirkby, John Holloway og Jaap ter Linden. I perioden 1996-99 var Lars Ulrik Mortensen professor i cembalo og opførelsespraksis ved Hochschule für Musik i München, og han underviser fortsat i tidlig musik flere steder i verden. Siden 2003 har Lars Ulrik Mortensen valgt udelukkende at arbejde med ensembler specialiseret i tidlig musik. Siden 1999 har han været kunstnerisk leder af det danske barokorkester Concerto Copenhagen, og i 2004 blev han Roy Goodmans efterfølger som kunstnerisk leder af European Union Baroque Orchestra (EUBO). I indeværende sæson har Mortensen bl.a. turneret med Concerto Copenhagen i Holland og Østrig (Wiener Musikverein) og optrådt med EUBO ved betydelige barokfestivaler i bl.a. Göttingen, Brugge og Utrecht, og han har undervist ved Juilliard School of Music i New York. Lars Ulrik Mortensen har indspillet talrige CDer for et bredt udvalg af pladeselskaber, heriblandt DGG-Archive, EMI og Kontrapunkt, og hans indspilning af Bachs Goldbergvariationer blev tildelt den franske pris

“Diapason d’Or”. En serie af Buxtehude-indspilninger fra 90’erne for det danske pladeselskab Dacapo vakte stor opmærksomhed. Den første samlede indspilning af Buxtehudes kammermusik, med John Holloway og Jaap ter Linden, modtog en dansk Grammy for bedste klassiske indspilning det år, en anden Grammy blev tildelt en indspilning af Buxtehudes kantater med Emma Kirkby, og Lars Ulrik Mortensen blev udnævnt til “Årets klassiske danske musiknavn” i 2000 for sine tre udgivelser med cembalomusik af Buxtehude. Disse udgivelser modtog også Cannes Classical Award i 2001. Derudover blev en række indspilninger, med John Holloway, Aloysia Assenbaum og Jaap ter Linden af violinsonater af Schmelzer, Biber, Veracini og Leclair, udgivet på det prestigefyldte pladeselskab ECM. Som dirigent for Concerto Copenhagen har Mortensen indspillet samtlige cembalokoncerter af J.S. Bach for CPO, hvilket har modtaget rosende omtale i den internationale presse. Ligeledes har han med Concerto Copenhagen indspillet talrige andre CDer med musik af bl.a. Haydn, Gerson og Kunzen, og han var musikalsk ansvarlig for lydsiden af Kasper Holtens operafilm “Juan”. Concerto Copenhagens seneste CD-udgivelse (Händels Concerti Grossi Op.3) blev udnævnt til “Editor’s Choice” i det ansete engelske musiktidsskrift Gramophone. Lars Ulrik Mortensen har modtaget talrige priser og udmærkelser, deriblandt Musikanmelderringens Kunstnerpris i 1984, og i 2007 modtog han dansk musiklivs fornemste udmærkelse, Léonie Sonnings Musikpris. I 2008 blev han medlem af det svenske Kungliga Musikaliska Akademien.

SOLISTER

Maria Keohane, Sopran Maria Keohane er særlig kendt som oratoriesolist og har optrådt under ledelse af mange betydelige dirigenter, bl.a. Jerome Coreas, Eric Ericson, Martin Gester, Roy Goodman, Gustav Leonhardt, Jakob Lindberg, Andrew Manze og Nicholas McGegan. Keohane har også optrådt utallige gange med Concerto Copenhagen, sidst i Händels kammeropera Aminta e Fillide. Keohane har indspillet adskillelige CDer bl.a. med baroktrompetisten Niklas Eklund (Naxos, The Art of the Baroque Trumpet, vol. 5). I januar 2014 opfører hun sammen med Concerto Copenhagen Telemanns dramatiske kantate Ino i Wiener Konzerthaus.

Joanne Lunn, Sopran Joanne Lunn har studeret på Royal College of Music i London, hvor hun også modtog den prestigefyldte Tagore Gold Medal. Hun har medvirket i bl.a. Monteverdis L’Incoronazione di Poppea dirigeret af Harry Christophers på English National Opera. Udover sine operaoptrædender på teatre rundt om i verden har hun stor erfaring i koncertopførelser af særligt J.S. Bachs passioner og oratorier bl.a. sammen med The Orchestra of the Age of Enlightenment dirigeret af Sir Roger Norrington. Lunn har også optrådt i Händels L’Allegro i Haydns Heiligmesse, Harmoniemesse og Paukenmesse med Monteverdi Choir og Sir John Eliot Gardiner.

SOLISTER

Alex Potter, Alt Alex Potter har specialiseret sig i 1700- og 1800-tals musik, hvilket har gjort ham til en særligt efterspurgt sanger for dette repertoire. Han har optrådt med mange etablerede dirigenter, bl.a. Philippe Herreweghe, Thomas Hengelbrock, Philippe Pierlot og Peter Neumann. Bach og Händel er ofte på Potters program, men han optræder også gerne med mere ukendt musik af datidens komponister. Senest har Potter sunget sammen med Kammerorchester Basel i Bachs Matthæus Passion. Til efteråret udkommer Alex Potters nye soloCD.

SOLISTER

Jan Kobow, Tenor Jan Kobow er særlig anerkendt som baroksanger og har siden han vandt førsteprisen i Leipzig Bach Competition i 1998 optrådt med betydelige dirigenter og instrumentalister, bl.a. Masaaki Suzuki, John Eliot Gardiner, Sigiswald Kuijken, Philippe Herreweghe og Nicolaus Harnoncourt. Jan Kobow har sunget I adskillige barokopereraopsætninger bl.a. på Theatre de la Monnaie i Bruxelles og på Lincoln Center i New York. Jan Kobow har også medvirket i Concerto Copenhagens DVDproduktion med julekantater af J. S. Bach.

Peter Harvey, Bas Peter Harvey er uddannet fra Guildhall School of Music i London. Han er i dag en af verdens mest efterspurgte bassangere med et repertoire der strækker sig fra barokken til begyndelsen af den romantiske periode. Han har bl.a. sunget med i Bachs Johannes Passion til BBC Proms, medvirket i indspilningen af Haydns Skabelsen sammen med Paul McCreesh’s Gabrieli Consort (CDen vandt en grammy) samt medvirket på indspilninger af Matthæus Passionen og Monteverdis Vespers (Deutsche Grammophon). Harvey har etableret The Magdalena Consort, der sætter fokus på Bachs vokalmusik.

Jakob Bloch Jespersen

RIPIENOKOR Else Torp, Sopran Else Torp har optrådt med ensembler som Fretwork og Lautten Compagney og har bl.a. haft solooptrædender med instrumentalister som Nigel North og Andrew Lawrence-King. Torp har medvirket på indspilninger sammen med London Sinfonietta, Kronos Quartet og Smith Quartet og optrådt med adskillige orkestre og kammerensembler i Europa. Derudover har hun indspillet 2 solo-CDer på Dacapo – og mere er på vej. Hanna Kappelin, Sopran Den svenskfødte sopran Hanna Kappelin er uddannet på Det Kgl. danske musikkonservatorium i København. Hun har optrådt som solist med bl.a. Københavns Drengekor, og som korsanger er hun medlem af DR Koncertkoret og Ars Nova Copenhagen. Fremtiden byder på musik af Buxtehude i koncerter og CD-indspilning på Dacapo med ensemblet Theatre of Voices. Valdemar Villadsen, Alt Valdemar Villadsen har sunget kontratenor siden 2010. I november 2012 debuterede han fra Det Kgl. danske musikkonservatoriums solistklasse. Derudover har han modtaget under-

Else Torp

Hanna Kappelin

visning af Andreas Scholl og Richard Levitt. Villadsen har været solist i talrige koncerter og oratorier både i Danmark og i udlandet og i maj 2012 debuterede han som den første danske kontratenor nogensinde på Det Kongelige Teater i forestillingen “Narcissum”. Christopher Watson, Tenor Christopher Watson studerede musik på Exeter University i England. Han har base i Oxford hvor han leder musikafdelingen på St Edmund Hall. Som freelance-sanger kan han opleves i The Tallis Scholars, Gallicantus, Tenebrae, Alamire og Theatre of Voices. Christopher har indspillet utallige CDer, og som solist havde Christopher sin debut med Philharmonien i Berlin, hvor han sang i J.S. Bachs Matthæus Passion. Jakob Bloch Jespersen, Bas Jakob Bloch Jespersen er uddannet ved Det Kgl. danske musikkonservatorium og Operaakademiet i København og har desuden studeret privat hos barokspecialisten Hervé Niquet i Paris. Jakob har optrådt med mange anerkendte ensembler, bl.a. Leipziger Kammerorkester og London Sinfonietta. Jakob Bloch Jespersen medvirker på en række CD-udgivelser, bl.a. fra Deutsche Grammophon.

Valdemar Villadsen

Christopher Watson

CONCERTO COPENHAGEN Concerto Copenhagen spillede sine første koncerter i 1991 og udviklede sig hurtigt til Skandinaviens førende ensemble indenfor tidlig musik. Idag placerer Concerto Copenhagen som et af de mest innovative og spændende barokorkestre sig på verdensplan og har optrådt overalt i Europa og i USA, Australien, Japan og Sydamerika. Concerto Copenhagens adelsmærke er originalitet i fortolkningerne og en stærk evne til at kommunikere med sit publikum – Concerto Copenhagen gør den gamle musik vital,

nærværende og nutidig. I 1999 blev den internationalt anerkendte Lars Ulrik Mortensen tilknyttet som kunstnerisk leder for ensemblet, og i 2007 modtog han i anerkendelse af sin position som en af verdens førende cembalister og som banebrydende musikalsk leder Léonie Sonnings Musikpris. Mødet mellem Concerto Copenhagen og Mortensen blev optakten til en spændende kunstnerisk og musikalsk rejse, hvor ensemblet kombinerer et repertoire bestående af velkendt europæisk musik med mindre kendte værker af bl.a. skandinavisk oprindelse. Gennem årene har Concerto Copenhagen sam-

arbejdet med mange af tidens store internationalt kendte kunstnere inden for den tidlige musik som f.eks. Jordi Savall, Emma Kirkby, Andreas Scholl, Anne Sofie von Otter, Andrew Manze, Reinhard Goebel, Ronald Brautigam, Alfredo Bernardini og Andrew LawrenceKing. Concerto Copenhagens CD-indspilninger for det tyske CPO, for Deutsche Grammophon og for BIS har haft stor international bevågenhed og er blevet belønnet med flere prestigefyldte, internationale priser. De udenlandske anmeldelser afspejler oplevelsen af et internationalt orkester på topniveau. Den senest

udgivne CD, Händels concerti grossi opus 3, nomineredes som Editor’s Choice i Gramophone. I Danmark er den væsentligste samarbejdspartner Det kgl. Teater, hvor ensemblet medvirker i en operaproduktion cirka en gang om året. Af produktioner kan nævnes operaer af Monteverdi og Mozart samt Xerxes, Julius Cæsar, Partenope og Jephtha af Händel. Mediepartner er DR P2 Musik, der transmitterer hovedparten af Concerto Copenhagens koncerter i Danmark og via EBU i det meste af verden, hvorved ensemblets koncerter typisk høres af op til 15 mill. lyttere.

TRE OPTAKTSARRANGEMENTER

KOM OG SYNG MED Concerto Copenhagen inviterede den 4. maj amatørkor i Ribe og omegn til en heldagsworkshop, hvor Lars Ulrik Mortensen gav en introduktion til barokkens opførelsespraksis og dirigerede deltagerne ud fra sin helt særlige tilgang til J.S. Bachs musik. Korene havde på forhånd indstuderet et par satser fra Bachs h-mol messe, og det blev en dag med masser af musik, interessante øvelsesforløb og sjov. Se billeder fra workshoppen på facebook.com/concertocopenhagen

BACHS EKKO På Sonic College i Haderslev tog 24 lyddesignstuderende J.S. Bach under behandling i et kulturformidlingsforløb, der som resultat præsenterer h-mol messen på nye måder. De studerende arbejdede indgående med musikken hvorefter der blev skabt en eksperimenterende lydinstallation, videointerviews, remix og nyfortolkninger af Bachs musik. De studerendes produktioner har bl.a. floreret på de sociale medier og er blevet præsenteret på gymnasierne i Sønderjylland. Læs mere i den separate brochure eller oplev de studerendes færdige produktioner på concertocopenhagen.dk

FIRE SYN PÅ H-MOL MESSEN I samarbejde med Sydvestjysk Folkeuniversitet tilrettelagdes en foredragsrække med fire indfaldsvinkler til h-mol messen. Oplægsholderene var Concerto Copenhagens musikalske leder Lars Ulrik Mortensen, der fortalte om forberedelserne til koncerten; Concerto Copenhagens administrative leder Nikolaj de Fine Licht, der fortalte om orkestret og hvad der skal til for at producere en koncert som denne; komponisten Bo Gunge, der fremlagde sine betragtninger omkring Bach som inspirator for en nutidig komponist, og musikvidenskabsmanden Knud Ketting, der fortalte om h-mol messens musikalske sammenhænge.

THE MASS IN B MINOR Peter Ryom. Dr. Phil. Bach’s Mass in B Minor is generally considered one of his most noteworthy works, not only because of its profound musical content, but also due to the circumstances of its creation. In 1733, he presented the Elector of Saxony, Friedrich August II with a piece of church music, a Missa. The Elector had been raised as a Catholic by his father, Friedrich August I (“August the Strong”), and Lutheran by his mother, but just like his father, he had affiliated himself with the Catholic belief in order to be able to succeed him as King of Poland. What is special is that Bach presented the Catholic elector with a protestant Missa, which according to Lutheran custom only included Kyrie and Gloria. The work could not be performed in a Catholic service as it had broken the rules by adding the non-liturgical word altissime to the text of Gloria, and in addition, two texts

are expressed simultaneously, contrary to the demand for the words to be understandable. In 1748-49 Bach dramatically expanded his original Dresden Missa-setting into a full Mass. He composed certain sections (the “Credo”and “Confiteor”-portions of the Symbolum Nicenum) anew, but he mainly resorted to socalled Parody technique, making use of often extensively revised versions of his own earlier music. Regarding Sanctus it should be noted that the text corresponds to the Lutheran tradition of containing the word ejus (‘his’) and not the Catholic form tua (‘your’). Although Mass in B Minor comprises all five movements, the textual changes mean that it cannot be considered Catholic, and as it includes all five movements, nor can it be considered to be Lutheran. The epic work can thus neither be attributed to one or to the other Christian confession; for this reason also, Mass in B Minor occupies a special position within church music.

Redaktion: Kathrine Andersen Grafisk design og idé: Nanna Grunwald, Wunderwerk Fotografer: Henrik Sørensen, Francesco Galli m.fl. Oplag: 1.000 Tryk: Clausen Grafisk Tak til: Ribe Domkirke v/ organist Birgitte Ebert Sonic College v/ de studerende, lektor Else Marie Okkels og uddannelsesleder Jakob W. Goetz Sydvestjysk Folkeuniversitet