Die Funde Kultøkse fra Skanderborg amt.
Die Funde: At synliggøre oldsager fra bronzealderen Den ældre bronzealder - Solvognens og Egtvedpigens tid – står som en af oldtidens glansperioder, hvorfra en rigdom af fund er bevaret. Hvad enten man er arkæolog, som forsker i bronzealderen, eller man er museumsgæst, så gør den perfekte formgivning og det høje æstetiske niveau oldsager fra den ældre bronzealder til noget særligt. Fund fra gravhøje og fra moser, hvor datidens mennesker ofrede deres værdier, er samlet gennem generationer og ligger i dag spredt på landets museer. Den største mængde fund fra den ældre bronzealder findes i dag på Nationalmuseet. Men selvom museets oldtidsudstilling bugner af fund fra bronzealderen, er det kun en mindre del, der er plads til at vise frem.
”Udgivelsen af værket ’Die Funde der älteren Bronzezeit’ … repræsenterer en af de største satsninger nogensinde inden for arkæologisk dokumentation” (Udtalelse fra otte europæiske bronzealderforskere i 1997)
Et samlet overblik over den ældre bronzealders fund i Nationalmuseet og i alle andre danske museer – tillige med fund fra Nordtyskland - bliver i disse år muliggjort af et stort, dansk-tysk bogværk med navnet 'Die Funde der älteren Bronzezeit in Dänemark, Schleswig-Holstein und Niedersachsen' (’Fundene fra den ældre bronzealder i Danmark, Slesvig-Holsten og Nedersachsen’). I det følgende vil vi se nærmere på dette usædvanligt omfattende bogværk, og der henvises yderligere til temaet “Tegnere på Nationalmuseet” sidst i denne artikel. Siden grundlæggelsen for 200 år siden har man på Nationalmuseet haft tradition for at benytte sig af dygtige tegnere til netop at præsentere illustrationer af oldsager trykt på papir. Die Funde er et bogværk i flere bind, som enheden Danmarks Oldtid ved Nationalmuseet står for. Det hele startede i 1959 med indsamling af fund og oplysninger, indtil kataloget var færdigt i 1976. Sideløbende hermed tegnede en gruppe tyske tegnere oldsagerne til de første 8 bind. Den tyske tegnergruppe fortsatte derefter med at arbejde med bind om Nordtyskland, mens en dansk tegnergruppe i 1987 påbegyndte arbejdet med de danske bind fra og med bind 9. Indtil videre er der udgivet 15 bind. Det seneste og mest omfattende bind er om fundene fra det gamle Viborg Amt (2009). Bøgerne trykkes i folioformat, som er det største format der findes inden for traditionel bogkunst. Værket indeholder oplysninger og tegninger af samtlige metalfund fra yngre stenalder (ca. 4000 til 1700 f.Kr.) og alle gravfund, depotfund og offerfund fra den ældre bronzealder (ca. 1700–1100 f.Kr). Når projektet er færdiggjort, vil fundene fra hele Danmark og Nordtyskland være beskrevet i 25 bind. I gennemsnit arbejder 3 tegnere ved projektet, og det tager mellem to til fem år at arbejde sig gennem et bind, afhængigt af fundenes antal og kompleksitet. Hvert bind behandler et specifikt geografisk område af Danmark eller Nordtyskland og består af følgende dele: Den første del er en katalogtekst, hvor de enkelte fund er beskrevet, og hvor planer over grave og anlæg er vist i overskuelige rentegninger. Teksten er baseret på et manuskript af nu afdøde prof. Karl Kersten (1909-1992). Han var tysk arkæolog og professor samt direktør for museet på Gottorp Slot i
Side 1
Kortet viser de dele af Danmark og Nordtyskland, som værket dækker. De hvide områder er ikke under behandling endnu, de mørke områder er under udarbejdelse, og de lyst prikkede er allerede udgivet.
Ulstrupøkserne fra Viborg amt.
Slesvig. Han påviste, at den nordiske bronzealder udviser regionale forskelle, og han var hovedkraften bag udsendelsen i 1973 af første del af Die Funde. Teksten i de danske bind opdateres nu af lederen af den danske del af projektet, arkæologen Eva Koch. Hvert bind omfatter fund fra udgravninger helt op til ét år forud for udgivelsesåret. Den næste del er tegningerne, som siden 1987 er udført af Die Fundeprojektets danske tegnere. Oldsagerne er så præcist tegnet, at illustrationerne i vid udstrækning erstatter de originale genstande, som forskeren ellers ville have taget i hånden. Man bruger tegninger i stedet for fotografier af flere grunde, først og fremmest fordi man kan vise langt flere detaljer på en tegning end på et enkelt fotografi. Men også ved samling af
Udsnit af Borum Eshøj bæltepladen, Århus amt. Die Fundes tegner har analyseret spiral- og timeglasornamentikken på den let korroderede overflade.
Side 2
ofte stærkt forvitrede bronzefragmenter af en genstand kan en tegning anskueliggøre sammenhængen meget bedre end et fotografi. Derved kan man skåne objekterne for yderligere håndtering og mulig ødelæggelse. Tegningerne er derfor den del af kataloget, som karakteriserer bogværket og gør det så specielt. Hver eneste oldsag fra den ældre bronzealder er afbildet i tegning. Bogen indeholder også fotografier af fortidsminder og af udgravninger. Til hvert bind hører desuden et geodætisk kort i 1:100.000 over det pågældende område med alle de i bindet omtalte fundsteder indtegnet. På kortet er også alle gravhøje og alle storstensgrave markeret.
Små fragmenterede bronzestykker rekonstrueret som fibula af Die Fundes tegner. Thisted amt.
Hvordan bliver Die Funde til? Et videnskabeligt bogværk af den størrelse kræver en meget stor indsats. Som det første bliver alle oplysninger fra Nationalmuseet, lokalmuseer, skolesamlinger og privatsamlinger samlet. Manuskriptet til det pågældende bind revideres og alle fund der er gjort siden prof. Kersten skrev sit oprindelige manuskript, bliver beskrevet og føjet til teksten. Oldsager, som ikke befinder sig på Nationalmuseet, skal fragtes med kurér fra de enkelte lokalmuseer til København, hvor tegnerne så går i gang med det store arbejde, det er at lave de præcise illustrationer.
Opstilling med potteskår på spejl. En glasplade er monteret parallelt over spejlet. Plastfolien, der skal bruges til optegning, er tapet fast på glasset.
For tegnerne består arbejdsprocessen af tre faser. Den første er en spejltegning: Med en særlig opøvet iagttagelsesteknik er projektets tegnere i stand til at lave meget præcise grundtegninger på klar plastfolie af genstandene ved hjælp af et spejl og en glasplade – se modstående fotos! Dernæst udføres blyantstegningen på papir ud fra spejltegningen. Her bliver alle detaljer registreret med 0,1 mm’s nøjagtighed, og oldsagens form bliver gengivet med skygning. Til sidst laves tuschtegningen: Tegnerne lægger mat tegnefolie oven på blyantstegningen, og her laves den sidste gennemtegning af oldsagen med tynde tuschstreger og fine prikker til at gengive skyggerne. Når alle 25 bind er udgivet, vil bogværket fremstå ensartet og som en helhed. Derfor er der, lige fra første streg blev sat på papiret for snart 40 år siden, blevet tegnet med lys skråt oppe fra venstre side, og med de samme to stregtykkelser fra den samme type Rotring tuschpenne.
Hvem står bag Die Funde? Det er mange personer og tre institutioner, som er involveret i fremstillingen af Die Funde. Carlsbergfondet, det tyske Akademie der Wissenschaften und der Literatur i Mainz og Nationalmuseet yder den økonomiske støtte. Der samarbejdes om redaktionen af de enkelte bind med værkets hovedredaktør, Prof. Dr. Karl-Heinz Willroth ved universitetet i Göttingen. Arbejdsgruppen i København er ledet af arkæolog, ph.d. Eva Koch, som samarbejder med flere tegnere, først og fremmest Thomas Hjejle Bredsdorff og Małgorzata Hansen, der har tegnet for Die Funde siden 1987.
Hvem bruger Die Funde? - Hvad bruges Die Funde til? Die Funde er et katalog over samtlige grav-, offer- og løsfund fra ældre bronzealder. Værket gør det muligt at arbejde videnskabeligt med denne periode uden at skulle gennemgå arkiver og museumsmagasiner. De hidtil udkomne bind har allerede haft en væsentlig betydning for bronzealderfor-
Side 3
Tegneren sidder, så hun i spejlet kan se, når pupillen i hendes øje er lodret over kanten af potteskåret. Der sætter hun spidsen af pennen og kan så flytte hoved (øje) og pen, så pennen altid er lodret over genstanden. Således optegnes præcist omrids og detaljer , der er væsentlige for den færdige tegning.
skningen – der er allerede udgivet flere videnskabelige disputatser baseret på værkets oplysninger, og mange artikler. Den viden, vi i dag har om ældre bronzealder, sådan som den for eksempel kommer til udtryk i Jørgen Jensens store værk om Danmarks Oldtid, hvis 2. Bind handler om bronzealderen, bygger på denne forskning. Inden for den forhistoriske arkæologi arbejdes der med tidsperioder, som ikke belyses af skriftlige kilder. Billedet af fortiden må derfor skabes på grundlag af fundene alene. En god oldsagstegning er en betydningsfuld kilde og ikke blot en illustration - tegningen er både dokumentation og beskrivelse af et objekt. Med Die Funde er der åbnet op for detaljerede studier af fundene fra den nordiske bronzealder i Danmark og Nordtyskland, hvis genstande udviser både forskelle og ligheder inden for det store område. Selvom det hele præges af en fælles form og stil, har fundene fra de enkelte områder også deres eget særkende. Har man en gravhøj i sin baghave eller sit nabolag, som har indeholdt fund fra den ældre bronzealder, og vil man have mere at vide om fund fra egnen, kan man købe det bind, der svarer til det område, hvor man bor, eller opfordre sit lokale bibliotek til at anskaffe det.
Senest udgivne bind: Ekkehard Aner †/Karl Kersten †/Karl-Heinz Willroth: Die Funde der älteren Bronzezeit des nordischen Kreises in Dänemark, Schleswig-Holstein und Niedersachsen, Band XII, Viborg Amt. Bearbeitet von Karl Kersten †, Eva Koch und Karl-Heinz Willroth. Neumünster 2008 (2009).
Tegnere på Nationalmuseet Tænker man på berømte oldsager, vil guldhornene straks melde sig. Allerede i 1641 blev det lange horn tegnet af Ole Worm. Tegningerne af dette og det senere fundne horn er præget af de normer for afbildninger, der herskede på den tid. Efter at guldhornene blev stjålet og smeltet om, viste det sig, hvor vigtige tegningerne var som dokumentation. Tegningerne blev brugt som grundlag for rekonstruktioner af de tabte horn. Uden tegningerne ville dette ikke have været muligt, og vi ville i dag ikke kunne fremvise kopier af guldhornene. I løbet af 1800-tallet blev der udgivet flere tidsskrifter og bøger om arkæologi. Blandt tegnere af illustrationer dukker navnet J. Magnus Petersen op. Han var født i 1827 som søn af kunstner og lærer på Kunstakademiets Ornamentskole Johan Daniel Petersen. Han lærte tidligt at
Side 4
Et fund fra Viborg Amt med 14 tutuli (bronzeskiver med spids eller hvælvet midterdel, som har været brugt til pynt eller “knapper” på tøj).
tegne og var også interesseret i oldtiden. C.J. Thomsens omvisninger i Oldnordisk Museum har sikkert vakt hans interesse. Efter 1845 blev Magnus Petersen fast tegner og kom til at illustrere de vigtigste arkæologiske værker. Magnus Petersen skrev i øvrigt en selvbiografi: ’Minder fra min Virksomhed paa Arkæologiens Omraade fra 1845 til 1908’. Han så, at fotografiet – ikke altid med stort held – blev benyttet til dokumentation af oldtidsfund. En udvikling som han beklagede, da fotografiet ikke på samme måde som tegningen kan vise genstandenes detaljer. Han døde i 1917. I mellemkrigsårene i det 20. årh. vandt fotografiet mere og mere indpas, da det var billigere at fotografere end at lønne tegnere. Dog skete der i 1950’erne en forandring. Henning Ørsnes, som er uddannet på Kunstakademiet, kom til at arbejde som tegner på Nationalmuseet. Han har sin egen stil og havde ved sit jubilæum i 1992 tegnet til 267 forskellige skriftlige arbejder. I løbet af 1960’erne og -70’erne dannedes en ny skole af tegnere. Den analytiske, hvor netop den funktionelle side af tegningen kommer før den æstetiske. Læs mere på: http://evakoch.dk/ http://www.natmus.dk/sw4512.asp http://oldtiden.natmus.dk/ Mejslov, Pernille: En tålmodig tegner. Tegneren nr. 1/2007 side 14-15.
Nogle af Magnus Petersens tidligste oldsagstegninger, gengivet i “Annaler for nordisk Oldkyndighed og Historie”, 1848. Genstandene stammer fra udgravningen i 1845 af en høj fra ældre bronzealder ved Kgs. Lyngby.
Side 5