ÅRET 536 »Gennem hele året skinnede solen uden kraft, men kun som månen. Den var næsten som under en solformørkelse, for dens lys var ikke klart, eller som det plejer at være«. Sådan skriver den øst romerske historiker Prokopios om det Herrens år 536. Han havde selv set fæ nomenet, som han anså for et frygteligt jærtegn, »og fra den tid af var der ingen ende på hverken krig eller pest eller an dre dødbringende begivenheder.« En anden samtidig forfatter, romeren Flavius Cassiodorus, beskriver tilsvaren de, at solen havde mistet sit sædvanlige lys og fået en blålig farve. Selv ved mid dagstid kastede man ikke skygge, og det varede ikke bare en kort tid, som det gør ved en solformørkelse, men et helt år, og afgrøderne blev ødelagt af kulden. En syrisk krønike, der også må være samtidig med begivenhederne, fortæller hvordan solen var formørket om dagen og månen om natten. Det varede i By zans (det nuværende Istanbul) fra 24.
marts 536 til 24. juni året efter, og i Syrien fik man en hård vinter med me gen sne – »og der var stor ængstelse blandt menneskene på grund af de onde begivenheder«. * Det var ikke kun i Middelhavsområdet, man kunne opleve denne mærkelige slø rede himmel. Kinesiske kilder fortæller, at man ikke kunne se stjernerne i 536, og at frost om sommeren førte til stor hungersnød. Dendrokronologiske under søgelser viser, at træerne voksede meget dårligt både i Nordamerika, på De britiske Øer og i Tyskland, og man kan se, at Skandinavien i 536 havde en af de koldeste somre de sidste 1500 år. Et støvslør højt oppe i atmosfæren må have dækket i hvert fald den nord lige halvkugle. Vi ved ikke, hvad årsa gen var – det kan have været et vulkan udbrud eller et meteornedslag, der hvirvlede aske, støv og vanddamp op i atmosfærens øvre lag – men det er også mindre vigtigt i denne sammenhæng. Det har været en meget lang periode med nedsat sollys, med alt hvad det kan indebære af frygt og misvækst, og det må have gjort et dybt indtryk på folk. Dendrokronologisk kurve for Sydskandinavien. Viser gennemsnit af årringstykkelser for perioden 520-50. Det kraftige fald i 536 får følge af et endnu kraftigere i 539 og -40, hvorefter kurven falder tilbage i sit normale leje.
Artiklens fotografier er optaget af Kit Weiss, Nationalmuseet. 28
Det drejer sig om en tidsalder, hvor religionen har gennemsyret hele sam fundet og været en uadskillelig del af dagligdagen. Det gælder såvel det krist ne Middelhavsområde som det hedenske Nordeuropa. Man var afhængig af sol og regn i landbruget, og der skulle ikke gå meget galt, før eksistensen var truet. Både misvækst og naturfænome ner som solformørkelser var udtryk for de højere magters vrede, og man måtte gøre alt for at holde sig på god fod med dem. Vi har ingen samtidige beretninger om, hvordan man reagerede i Middel havsområdet, men antagelig har man gjort det samme som ved solformør kelser, jordskælv og andre naturkata strofer: Man er gået i procession, har sunget litanier og anråbt Gud på enhver måde. Under en hård vinter i Syrien, hvor der faldt 1½ m sne, vandrede ind byggerne i Antiochia barfodede ud af byen med olivengrene i hænderne og ka stede sig ned, mens de råbte kyrie eleison – »Herre, forbarm dig«. Det skete omkring 540, og det kan godt være den vinter, vi taler om her; men desværre er det kun overleveret i en krønike, som først blev skrevet 200 år senere, og hvis tidsangivelser derfor er lidt usikre. I Norden må den formørkede sol have været mindst lige så uheldssvanger som i Middelhavsområdet, og frost om som meren har naturligvis været katastrofal for høsten. I vikingetiden vidste man, at når Ragnarok nærmede sig, ville sol og måne blive slugt af ulve og forsvinde, og Fimbulvinteren – tre vintre i træk uden sommer imellem – ville bryde løs. Vi ved ikke, om denne myte har eksisteret allerede i 500-årene, men det er muligt, for andre dele af den nordiske mytologi kan faktisk spores så langt tilbage (se Skalk 1990:4). I givet fald har det gjort det hele endnu mere truende, og ellers er
Gudme-guld: Massiv armring, sværdmundblik og småringe – et koncentrat af tidens magt- og rigdomssymboler. det måske her, vi har baggrunden for denne del af Ragnarok-forestillingerne. Under alle omstændigheder har der været tale en situation, hvor man måtte frygte verdens undergang og sætte alt ind på at afværge den. Hvad kan man have gjort? Vi ved både fra fundene og fra senere kilder, at of ringer var en af de måder, de hedenske nordboer henvendte sig til guderne på. Man har ofret overvundne fjenders våben og udstyr i moserne som tak for sejren, og både mennesker og dyr blev hængt i hellige træer som offer til Odin. I folkevandringstiden ofrede man guld: Hals- og armringe, brakteater og andre smykker lavet af det guld, som romerne i 400-årene havde betalt til de angri bende germanske og hunniske folk for at skaffe fred ved grænsen. Der var tale om tonsvis af guld, og en lille del af det nåede op til Norden. Guldsmykker var naturligvis store
29
Mundblik fra Gudme. Masken kan opdeles i to dyrehoveder, pande mod pande. kostbarheder i kraft af deres materiale, og det har givet deres ejere en høj status i samfundet, at de kunne ofre så værdi fulde ting. Men de har også haft værdi på andre måder. De tunge armringe an ses for tegn på, at bæreren var høvding eller måske konge, og også de massive halsringe må være lavet til folk fra sam fundets top. Tilsvarende må de smukt udsmykkede guldmundblik, der har sid det øverst på sværd- eller dolkskeder, have hørt til herskernes værdig hedstegn. Guldbrakteaterne, der hyppigt optræ der i guldfundene, har ikke kun været kostbare smykker. De er præget med bil leder, der viser Odin, Balder og andre guder, og de må have haft magisk virk ning og være båret som amuletter (se Skalk 1990:4). Guldmundblikkene er smykket med en meget raffineret dyre ornamentik, som i nogle tilfælde samti dig kan ses som et menneskeansigt. Så danne maskemotiver er et velkendt mid del til at afværge onde ånder. Både brak teater og mundblik har altså haft flere funktioner: De demonstrerede ejernes rigdom og høje sociale rang, samtidig med at de ydede magisk beskyttelse. Det er unægtelig sjældent, at et ar
30
kæologisk fund kan dateres til et bestemt år, og det gælder også for guldfundene. Selv ved de fint udsmykkede brakteater, fibler og mundblik er der en usikkerhed på nogle årtier. Ganske vist har mange af de romerske mønter, der indgår i fun dene, en indskrift der fortæller, hvornår de er præget, men vi kan ikke vide, hvor længe de har været i omløb, før de havnede i jorden. Alligevel er der fund, som viser, at man har ofret guld allerede i 400-årene. Men en stor del af fundene kan kun dateres til slutningen af ældre germansk jernalder, som folkevandring stiden også kaldes. Det gælder for ek sempel fund med guldmundblik eller med sene guldbrakteater. De må være ofret i første halvdel af 500-årene. Men hvornår og hvorfor? Vi må prøve at forestille os situationen. Livet gik sin vante gang; bønderne dyrkede deres jord og har sikkert ofret både til høstens guder og til de under jordiske for at betrygge familiens over levelse. Høvdingene anførte krigerne i de kampe, som der kun var alt for man ge af, og de stod også i spidsen for de offerfester, der skulle sikre frugtbarhed for alle, sejr over angribende fjender, og i sidste ende samfundets og samfunds ordenens fortsatte beståen. Ofrene kun ne være dyr eller mennesker, eller ved særlige lejligheder nogle af de guld smykker, som medlemmer af høvdinge familierne prydede sig med. Men en dag i foråret 536 opdagede man, at solen ikke skinnede, som den plejede. Den var svag og sløret, selv om det ikke var overskyet. Det samme gjaldt månen, og stjernerne kunne slet ikke ses. Vinteren trak ud, og da man endelig kunne komme til at så, blev afgrøderne igen og igen udsat for nattefrost og sne storme i løbet af sommeren. Hungers
Guldskat, fundet 1884 i en mose ved Darum mellem Ribe og Esbjerg. De fleste af guldbrakteaterne er fra 400-årene, men både mundblikket (et sværdskedebeslag) og de to brakteater til venstre i den øverste række er noget yngre, så skatten kan sagtens være blevet ofret på grund af den slørede sol i 536.
31
nøden truede, og værst af alt: Solen gen vandt ikke sin styrke, men blev ved med at være svag og blålig. Der kan ikke være tvivl om, at folk har været desperate. Man har frygtet verdens undergang og må have sat alt ind på at afværge den. Man må have of ret – ofret alt, hvad ofres kunne. Dyreog menneskeofre, som for eksempel kan være blevet hængt, som man gjorde med ofre til Odin, har ikke store chancer for at blive bevaret til vore dage. Men det har guldet. Sammen med mennesker har ringe, mundblik og brakteater været det kosteligste, man kunne ofre – de var jo ikke kun rigdom, men også magisk be skyttelse og symboler på høvdingenes status. Og måske kunne guldet hjælpe med at give solen dens tabte glød til bage. * Vi vil aldrig kunne bevise en sammen hæng mellem fænomenet i 536 og gulddepoterne fra den sene folkevan
dringstid, for som sagt er der ingen mu lighed for at datere dem helt præcist. Men det har været så uheldssvanger en situation, at man simpelthen må have reageret religiøst på den. Hvad skulle man ellers gøre? Ser vi på den følgende periode, yngre germansk jernalder, er der en påfalden de kontrast til folkevandringstiden. De massive halsringe, mundblikkene og brakteaterne er helt forsvundet, og guld optræder kun som ganske tyndt blik, for eksempel i guldgubber, eller som for gyldning på bronzesmykker. Guldstrøm men fra Romerriget var for længst tørret ud; det var kun en kortvarig episode, skabt af de politiske og militære forhold i Centraleuropa. I Norden blev de le dende i samfundet ribbet for deres vær dighedstegn, da de ofrede for at få solen tilbage, men de har utvivlsomt alligevel ment, at det var en god investering. Det virkede jo! Morten Axboe
Tidsskriftet
Adresse: Jelshøjvænget 29 * DK-8270 Højbjerg Tlf: 86 27 37 11 * Fax: 86 27 30 46 * Giro: 2 10 47 17 www.skalk.dk * skalk@post.tele.dk Redaktion: Christian Adamsen * Jørgen Kraglund Repræsentantskab: Palle Friis * Georg Kunwald * Olaf Olsen * Niels Oxenvad Holger Rasmussen * Bjarne Stoklund * Olfert Voss Skalk udkommer seks gange om året. Prisen er 220 kr i abonnement, som tegnes ved henvendelse til ovenstående adresse. Eftertryk kun med tilladelse. Farverepro og tryk: Aarhuus Stiftsbogtrykkerie * ISSN 0560-1894
32