Ubudne gæster i Vadehavet

TEKST

Xenia M. Salomonsen marinbiolog og naturkonsulent, Nationalpark Vadehavet

Dyre- og plantearter spreder sig naturligt, men menneskelig aktivitet har inden for de seneste 100 år medført en voldsom stigning i den hastighed, hvorved arter spredes til nye områder. Vi handler globalt, bygger til lands og vands og transporterer bevidst og ubevidst dyre- og plantearter over grænser og kontinenter. Af de største trusler for biodiversiteten på jorden kommer invasive arter ind på en tredjeplads, kun overgået af klimaforandringer og forurening.

Denne artikel kommer ikke til at handle om stillehavsøsters, som ellers ville være en ideel kandidat, når snakken går på ubudne gæster. Men stillehavsøsters blev bevidst bragt til Danmark, og arten er nu så veletableret, at den ikke længere kan fjernes fra Vadehavet. Men mange andre invasive arter er tilstede - og flere på vej.

HVAD ER EN INVASIVE ART?

En invasiv art er en art (dyr eller plante), som ikke naturligt hører til i det område, den introduceres til, og som samtidig kan gøre uoprettelig skade på den biologiske mangfoldighed. Det skønnes, at 75 procent af de udpegede verdensarvssteder på den ene eller anden måde er truet af invasive arter, og det dansk-tysk-nederlandske vadehav, der har status som verdensarv, er ingen undtagelse. Udover at skade eller forstyrre miljøet kan invasive arter udgøre et sundhedsmæssigt og økonomisk problem. I 2021 var der 136 kendte invasive arter i Danmark, heraf 28 arter knyttet til det marine miljø.

MANGE KONSEKVENSER

Først og fremmest er der en risiko for, at en invasiv art over tid udkonkurrerer hjemhørende arter. Det kan skyldes konkurrence om samme fødeemne eller om særlige områder i habitatet (levestedet). Nye arter kan også have bedre forplantningsevne eller være bærere på sygdomme, de hjemhørende arter ikke er modstandsdygtige overfor. Alle former for ændringer i det naturlige habitat ville potentielt også kunne skade andre arter end den hjemhørende art, der forsvinder. Dyr og planter, der afhænger af den forsvundne art, vil blive påvirket, og nogle kan i værste fald uddø. Alt sammen er det påvirkninger, der skaber ubalance i et helt økosystem.

Der er megen tvivl om, hvad de økonomiske omkostninger reelt er i forbindelse med invasive arter, men der skelnes normalt imellem direkte og indirekte konsekvenser. De direkte er skader i forbindelse med landbrug, skovbrug, fiskeri, øget brug af biologiske og kemiske bekæmpelsesmidler, skader på infrastruktur, bygninger og på handelsmuligheder. De indirekte kan være reduceret modstandsdygtighed (over for fx klimaforandringer), reduceret biodiversitet, forøget vandstand, reduceret produktion, påvirkning på turisme og rekreative værdier og faldende grundpriser. De ressourcer, Danmark i dag bruger på invasive arter, er primært knyttet til arter, der lever på land, som fx den brune rotte og kæmpe bjørneklo.

Ikke hjemhørende arter kan udgøre en trussel mod menneskets sundhed, hvis der er tale om patogener, dvs. sygdomsfremkaldende organismer som parasitter, virus, svampe, bakterier mv., eller hvis arten er bærer af patogener, eller den ændrer økosystemer, så disse får gunstige vilkår. Et eksempel på patogener, der har spredt sig via invasive arter, er bakterien yersinia pestis, som forårsager pest (båret af rotter via lopper).

DE KENDTE SPREDNINGSVEJE

De mest kendte former for utilsigtet menneskelig introduktion af invasive arter sker via transport, særligt på havet og især via skibenes ballastvand, skrog-begroning og akvakultur. Men også en direkte handel med varer, indførsel af planter, udsætning af ikke hjemhørende arter (ja, også akvarieplanter) hører til spredningsveje.

I listen over invasive arter i Vadehavet finder vi en del krabber: kinesisk uldhåndskrabbe, østamerikansk brakvandskrabbe, asiatisk strandkrabbe og pensel-klippekrabbe. Alle er de arter, som kan tåle både ferskvand og saltvand, og som potentielt kan udkonkurrere hjemhørende arter. En art som den østamerikanske brakvandskrabbe kan også overføre den dødelige “white spot baculovirus” til rejer og krabber. Pensel-klippekrabbe blev først observeret ved Rømø i 2011 og har potentiale til at sprede sig voldsomt.

INDSATSER FOR BEKÆMPELSE AF INVASIVE ARTER

Heldigvis kan man godt gøre noget – dog med forbehold. Prisen er lavere og succesraten for bekæmpelse af invasive arter er meget højere, når der bruges midler på tidlig varsling, monitering og at forhindre artens etablering. Når en invasiv art først har etableret sig, er den både dyrere at gøre noget ved, og effekten af indsatser vil være markant dårligere. En anden indsats

Den kinesiske uldhåndskrabbe søger mod havet, når den er kønsmoden. Den kan udkonkurrere hjemhørende arter, ligesom den kan underminere diger. Foto: Biofoto

Die Chinesische Wollhandkrabbe macht sich auf den Weg ins Meer, wenn sie geschlechtsreif ist. Sie kann einheimische Arten verdrängen, ebenso wie sie Deiche unterhöhlt.

The Chinese mitten crab seeks out the sea when it is sexually mature. It can outcompete native species, and can burrow under dykes.

De invasive arter i det marine miljø kommer ofte med skibenes ballastvand. Her er det et fragtskib fra Singapore, som er ved at blive lodset ind til Esbjerg Havn. Foto: Jens Christian Top/Ritzau Scanpix

Die invasiven Arten in der Meeresumgebung kommen oft mit dem Ballastwasser der Schiffe. Hier sieht man ein Frachtschiff aus Singapur, das in den Hafen von Esbjerg gelotst wird.

Invasive species often come into the marine environment with the ships’ ballast water. Here is a cargo ship from Singapore, which is unloading at the Port of Esbjerg.

er at styrke eksisterende levesteders evne til at modstå forandring.

Danmark indgår i et samarbejde med de øvrige vadehavslande, Tyskland og Nederlandene, som indbefatter en gensidig forpligtelse til at sikre Vadehavets økosystem og evne til at modstå påvirkninger – herunder en forpligtelse til at imødegå problematikken med invasive arter. I 2020 blev Danmark varslet om, at en ny invasiv art af eremitkrebs (pagurus longicarpus say) var blevet fundet i den tyske del af Vadehavet. Arten er hjemhørende ved Nordamerikas østkyst og menes at være kommet til den tyske del af Vadehavet via ballastvand fra skibe.

FREMTIDEN

Overvågning af den danske natur varestages af Miljøstyrelsen under det nationale overvågningsprogram NOVANA. Miljøstyrelsen har iværksat brugen af genetiske metoder som eDNA (Miljø-DNA) for at få overblik over de invasive arter i havet.

Det er ikke alle indførte arter, der gør skade og herved er at betragte som invasive, men der ligger en risiko for, at en ikke hjemhørende art kan ændre status til at blive en invasiv art, når der sker ændringer i det miljø, der omgiver den. Klimaændringer vil fx kunne medføre, at der kommer arter til Danmark, der ikke tidligere har kunnet etablere sig i området.

Fra 2022 vil myndighederne have forøget fokus på havet, hvilket vi håber vil medvirke til en forøget viden om invasive arter i det marine miljø. Introduktionen af ikke hjemhørende arter er dokumenteret til både at kunne have en positiv og negativ effekt på habitatet, de etablerer sig i. Og der er flere eksempler på, at en introduktion faktisk har forbedret artsrigdommen i et område. Men den viden er endnu begrænset.

Eremitkrebse-arten pagurus longicarpus say er hjemhørende ved Nordamerikas østkyst. Den dukkede første gang op i vadehavsområdet i 2020, hvor den blev fundet ved Meldorf bugt cirka 100 km syd for landegrænsen. I 2021 blev arten fundet 50 km længere nordpå ved øen Hallig Hooge. Foto: Nikolai Yunakov

Die Einsiedlerkrebsart Pagurus longicarpus say ist an der Ostküste Nordamerikas beheimatet. Im Jahr 2020 tauchte sie erstmals im Wattenmeergebiet auf, als sie in der Meldorfer Bucht, etwa 100 Kilometer südlich der Landesgrenze, gefunden wurde. 2021 wurde diese Art etwa 50 Kilometer weiter nördlich auf der Insel Hallig Hooge gefunden.

The hermit crab species Pagurus longicarpus Say is native to the east coast of North America. It first appeared in the Wadden Sea area in 2020 when it was found at Meldorf Bay about 100 km south of the border. In 2021, the species was found 50 km further north at the island of Hallig Hooge

Spartina anglica, også kaldet engelsk vadegræs, er siden begyndelsen af 1900-tallet blevet udplantet mange steder i forbindelse med landindvinding og kystbeskyttelse. Engelsk vadegræs udkonkurrerer de øvrige planter og er en trussel mod vådområder, saltmarsk og vade og mod de arter, der hører til habitatet, hvilket er muslinger, sandorme, snegle og krebsdyr samt de fugle der lever heraf. Foto: John Frikke

Spartina anglica, auch bekannt als Englisches Schlickgras, wird seit Anfang des 20. Jahrhunderts vielerorts in Verbindung mit der Landgewinnung und dem Küstenschutz angepflanzt. Das Englische Schlickgras verdrängt jedoch die anderen Pflanzen und stellt eine Bedrohung für Feuchtgebiete, Salzwiesen und Wattflächen sowie für diejenigen Arten dar, die zu diesem Lebensraum gehören, d. h. Muscheln, Sandwürmer, Schnecken und Krustentiere, sowie die Vögel, die sich von diesen Tieren ernähren.

Spartina anglica, also known as Common Cordgrass, has been planted in many places since the beginning of the 20th century in connection with land reclamation and coastal protection. Common Corngrass outcompetes other plants and is a threat to wetlands, salt marshes and waders – and to the species that belong to the habitat, including sandworms, snails and crustaceans, as well as the birds that feed on them.

FAKTA HVAD KAN DU SELV GØRE?

Miljøstyrelsen har lavet en artsportal, hvor man som borger kan hente viden om invasive arter og selv indtaste fund af invasive arter. Portalen har været aktiv siden 1. januar 2021: https://arter.dk/landing-page

VIL DU VIDE MERE?

Nationalpark Vadehavet har udgivet en rapport, som giver en status over de invasive arter, der findes i den danske del af Vadehavet. Rapporten indeholder myndigheders og forskeres bud på, hvad der på nuværende tidspunkt kan gøres for at komme problemet til livs. Rapporten med titlen ’Invasive arter’ findes digitalt på www.issuu. com - søg efter ’vadehavet’ og ’invasive’.

DEUTSCH / ENGLISH

Ungebetene Gäste im Wattenmeer

Tier- und Pflanzenarten breiten sich auf natürliche Weise aus, aber der Einfluss des Menschen hat in den letzten 100 Jahren zu einem dramatischen Anstieg der Verbreitung fremder Arten in neuen Gebieten geführt. Wir Menschen betreiben weltweiten Handel, bauen an Land und auf See und transportieren wissentlich und unwissentlich Tier- und Pflanzenarten über Grenzen und Kontinente hinweg. Zu den größten Bedrohungen für die Biodiversität auf der Erde gehören invasive Arten, die nach dem Klimawandel und der Umweltverschmutzung diesbezüglich an dritter Stelle rangieren.

Eine invasive Art ist eine Art, die in dem Gebiet, in das sie eingeführt wird, nicht natürlich vorkommt und die zugleich irreversible Schäden an der biologischen Vielfalt verursachen kann.

Zu den bekanntesten Formen der unbeabsichtigten Einschleppung invasiver Arten durch den Menschen gehören der Transport, insbesondere auf See und hierbei vor allem durch das Ballastwasser von Schiffen, den Bewuchs des Schiffsrumpfes und die Aquakultur.

Auf der Liste der invasiven Arten im Wattenmeer finden wir eine Reihe von Gliederfüßern wie die Chinesische Wollhandkrabbe, die Zuiderzeekrabbe, die Asiatische Strandkrabbe und die Pinsel-Felsenkrabbe. Dies sind Arten, die z. B. einheimische Arten verdrängen oder tödliche Krankheiten auf andere Tiere übertragen können.

Ab 2022 wollen sich die zuständigen Behörden verstärkt mit dem Meer befassen, was hoffentlich zu einem besseren Wissen über invasive Arten in der Meereswelt beitragen wird.

Uninvited guests in the Wadden Sea

Both animal and plant species spread naturally, but over the past 100 years, human activity has led to an increase in the rate at which species spread to new areas. We trade globally, build on land and sea and consciously and unconsciously transport animal and plant species across borders and continents. When it comes to the biggest threats to biodiversity on earth, invasive species come in third place, surpassed only by climate change and pollution.

An invasive species is a species that does not naturally belong in the area to which it is introduced and at the same time can cause irreparable damage to biological diversity.

The most well-known way that humans unintentionally can introduce invasive species is via transport, especially at sea and especially via the ships’ ballast water, hull vegetation and aquaculture.

The list of invasive species in the Wadden Sea includes a number of arthropods such as the Chinese mitten crab, East American Harris mud crab, Asian beach crab and the brush-clawed shore crab. These species can, for example, outcompete native species or transmit deadly diseases to other animals.

From 2022, the authorities will increase their focus on the sea, which we hope will contribute to an increased knowledge of invasive species in the marine environment.