UBUDNE GÆSTER I VADEHAVET TEKST Xenia M. Salomonsen marinbiolog og naturkonsulent, Nationalpark Vadehavet
Dyre- og plantearter spreder sig naturligt, men menneskelig aktivitet har inden for de seneste 100 år medført en voldsom stigning i den hastighed, hvorved arter spredes til nye områder. Vi handler globalt, bygger til lands og vands og transporterer bevidst og ubevidst dyreog plantearter over grænser og kontinenter. Af de største trusler for biodiversiteten på jorden kommer invasive arter ind på en tredjeplads, kun overgået af klimaforandringer og forurening. Denne artikel kommer ikke til at handle om stillehavsøsters, som ellers ville være en ideel kandidat, når snakken går på ubudne gæster. Men stillehavsøsters blev bevidst bragt
74
til Danmark, og arten er nu så veletableret, at den ikke længere kan fjernes fra Vadehavet. Men mange andre invasive arter er tilstede og flere på vej. HVAD ER EN INVASIVE ART? En invasiv art er en art (dyr eller plante), som ikke naturligt hører til i det område, den introduceres til, og som samtidig kan gøre uoprettelig skade på den biologiske mangfoldighed. Det skønnes, at 75 procent af de udpegede verdensarvssteder på den ene eller anden måde er truet af invasive arter, og det dansk-tysk-nederlandske vadehav, der har status som verdensarv, er ingen undtagelse. Udover at skade eller forstyrre miljøet kan invasive arter udgøre et sundhedsmæssigt og økonomisk problem. I 2021 var der 136 kendte invasive arter i Danmark, heraf 28 arter knyttet til det marine miljø.