2 minute read
Højer
Byen ligger lige ud til Tøndermarsken. Mange af byens gamle huse bliver sat i stand blandt andet den gamle møllerbygning ved møllen, som huser én af portene til Vadehavet.
Højer har én af Danmarks største koncentrationer af fredede og bevaringsværdige huse, og huse og gårde ligger ved siden af hinanden. De er værd at bevare, og i 2017 blev forskønnelse af de gamle huse i Højer en del af det store Tøndermarsk Initiativ (Se side 31). Højers historie går tilbage til 1200-tallet og fik i 1500-tallet en opblomstring som handelsby, da det ikke længere var muligt at sejle til Tønder på grund af anlagte diger.
Nattefoto fra Højer Foto: Ulrik Pedersen, Tøndermarsk Initiativet
Højer Mølle og de tilhørende pakhuse rummer nu en flot udstilling om livet i marsken Foto: Anne Marie Overgaard
Højer fik en travl havn ved Vidåens udløb i Vadehavet, og handelsskibene gik fra Højer til Tyskland, England og Holland. I 1800-tallet fik Højer glæde af de mange turister, som efterhånden tog færgen fra Højer for at komme på badeferie på Sild. Byen havde flere hoteller, og ét af dem er bevaret, Marskhotellet fra 1888, som naturligvis dengang havde et tysk navn: Bahnhof Hotel.
Højergaard
Midt i Højer ligger Højergaard, en smuk firlænget gård, som Realdania har købt. Et kæmpe restaureringsarbejde blev afsluttet i 2019, og gården er nu indrettet til madlejrskole af Arla.
Torvet 1
Højer Mølle
Højer Mølle, der ligger på kanten til marsken og med udsigt over Vadehavet fra mølletårnet, er én af portene til Nationalpark Vadehavet og Tøndermarsken. I den gamle mølle fra 1857 fortælles historien om Danmarks største marskområde, Tøndermarsken. Hvordan havet har skabt den, og hvordan mennesker siden har formet den med diger, sluser, kanaler og værfter. Derudover er der et KlimaLab, hvor man selv kan prøve at styre klimaforandringer i et marskområde. I 2019 blev møllerboligen genåbnet efter en meget vellykket restaurering. Her er der nu billetsalg, butik og cafe.
Møllegade 13 msj.dk/hoejer-moelle
Kiers Gaard
Tæt på møllen ligger Kiers Gaard, en smuk, fredet, firlænget marskgård fra 1759. I dag er gården kulturcenter.
Søndergade 12
Østerspakhuset
Ved gården, nærmest på kanten ud til marsken, ligger Østerspakhuset. I mange århundreder har man hentet østers i Vadehavet, og i 1700-tallet foregik det i Højer fra Østerspakhuset. Østersfangst var et kongeligt regale (en rettighed) og krævede særlig tilladelse. Det var en rigtig god forretning. Fra Højer i 1700- og 1800-tallet blev der sendt østers vidt omkring, ja, helt til hoffet i Rusland.
Søndergade 12