1 minute read
Møgeltønder
Lille landsby med store seværdigheder i form af et kongeligt slot og en lille kirke med masser af udsmykning, forbundet af en helt unik gade.
Hvis der var en konkurrence om at være Danmarks smukkeste gade, ville Slotsgade i Møgeltønder være en hård konkurrent. På række står de smukke, gamle huse, med stråtag og småsprossede vinduer ned gennem gaden. På hver side af gaden står lindetræerne, som i sin tid havde to funktioner: Skygge til husene i en tid, hvor man ikke havde køleskabe, mens rødderne fungerede som dræn, så fugten ikke steg op i husene.
I 1234 omtales Møgeltønderhus for første gang. Midt i 1600-tallet forærede kong Frederik III middelalderborgen til Hans Schack, der var en anerkendt feltherre. Hans Schack besluttede, at der på marken vest for slottet skulle opføres en række huse til slottets ansatte og håndværkere. I 1750 stod gaden stort set, som den gør i dag.
Schackenborg Slotskro Foto: Colin J. Seymour
Schackenborg Slot havesiden
Schackenborg Slot
I 1664 byggede Hans Schack Schackenborg Slot, hvor Møgeltønderhus lå, og det gik i arv gennem mange generationer. Der blev købt gårde op, og på et tidspunkt var Schackenborg ét af Danmarks største landbrug. Hans Schack 6. skænkede i 1978 slottet til prins Joachim, der flyttede ind på slottet i 1993. Prinsen solgte slottet i 2014 til en fond, men beholdt dog selv 600 hektar og har stadig en bolig i sydfløjen. Der er rundvisninger på slottet onsdag og lørdag. schackenborg.dk
Møgeltønder Kirke
Møgeltønder Kirke, i den vestlige ende af Slotsgade, er et sandt bombardement at synsindtryk, når man træder ind i den. Fra kalkmalerier i koret, til den guldbemalede fløjaltertavle fra 1400-tallet med træudskårne figurer, og til de store malerier, der pryder helt loftet i skibet. Den ældste del af kirken er fra sidste halvdel af 1100-tallet.
I den sydlige udkant af Møgeltønder er det tydeligt at se, at landsbyen ligger på en gest ud til marsken i Møgeltønder Kog.
Sønderbyvej 2 møgeltønderkirke.dk
Schackenborg Slotspark åbnes snart for besøg, så alle kan nyde den smukke natur Foto: Ulrik Pedersen, Tøndermarsk Initiativet