1 minute read
Fartoft
Det ældste hus i landsbyen er indrettet til museum og fortæller den helt utrolige historie om en mand med mange talenter.
Hans Momsen Haus Foto: Gerd Vahder
Hans Momsen Haus
Historien om Hans Momsen er én af disse utrolige historier om et menneske, der kunne så meget, at det næsten ikke er til at fatte. Han blev født i 1735 i den lille by Fartoft, hvor hans far, der engang havde været navigationslærer i Holland, var landmand.
Som ung fik Hans Momsen arbejde som landmåler i Ditmarsken, marsken syd for Ejderen, inden han vendte hjem og overtog gården. Ud over at være landmand og blive far til ni børn, lærte han sig selv en masse om matematik og astronomi. Han lærte fremmedsprog for at kunne læse bøger om de to fag, og han underviste begavede børn i Fartoft, hvor skolen tog navn efter denne multibegavelse. I øvrigt en skole, hvor eleverne blev undervist på nordfrisisk.
Hans Momsen byggede såmænd også et orgel til kirken, som ganske vist ikke var i drift så længe. Til gengæld hænger det solur, han konstruerede til kirken, stadig over indgangen.
Cafeen i Hans Momsen Haus med de originale og hyggelige møbler Foto: Gerd Vahder
Hans Momsen Haus er bygget i 1712 og er det ældste hus i Fartoft. Det ligger på Gabrielsværftet, lige som rigtigt mange huse i Fartoft gør. I dag er der café i Hans Mommsen Haus, hvor der stadig står gamle møbler, ligger broderede duge på bordene og er fliser på væggene. Gabrielswarft, kirken i Fartoft cafeinhansmomsenhaus.de