13 minute read

4. Undervisning, forskning, natur- og kulturformidling

Undervisning, forskning, natur- og kulturformidling

Målsætning 8, 9

For at unge og gamle, store og små, mobile og mindre mobile lokale beboere og tilrejsende besøgende kender til, skønner på samt passer på Nationalpark Vadehavet, er formidlingen af Vadehavets natur, kultur, historie, miljø mv. en kerneopgave. Men det er en omfattende opgave at gøre Vadehavets værdier kendt over for så mange forskellige mennesker og målgrupper – vi er jo en park for nationen, dvs. alle i hele landet og dem, der rejser til Danmark. Det kan vi i Nationalparkfond Vadehavet ikke gøre alene. Vi har brug for, at mange flere bidrager. Derfor er formidling, undervisning og forskning helt centralt. Men vi skal forstå, at det tager tid. Lang tid. Vi er ude i en konkurrence om opmærksomhed hos brugerne, hvor specielt nye medier og en mere og mere urbaniseret befolkning i Vesten er vant til at kunne klikke sig væk på sekunder, hvis ikke de ser på noget, som de finder interessant.

Vi har valgt initiativer, hvor vi samarbejder med skoler, uddannelsesinstitutioner, universiteter, naturcentre og museer. Vi har fravalgt quick fix og kortsigtede løsninger. Vi tror på det lange seje træk.

Nationalpark app

Vi har en app, men der er ikke udviklet på den i flere år. Med initiativet 'Velkommen til Nationalpark Vadehavet' vil vi skabe nyt indhold og øge relevansen af app’en med nyt kort, nye oplevelser osv. Men det bliver først i 2020, at der tages hul på opgaven.

Nationalparkskib Vadehavet

Nationalparkens skib Vadehavet kan sejle med op til 12 passagerer og mindst 2 besætningsmedlemmer. Efter en lidt træg start med skibet for et par år siden pga. nogle tekniske udfordringer, så er der stigende efterspørgsel på, at skibet skal komme til lokale arrangementer og begivenheder, ligesom flere vil med skibet ud og sejle. Så vi kan sige, at formålet med skibet – at bruge det som formidlingsplatform – i stigende grad realiseres. Blandt andet blev der i 2019 taget hul på et samarbejde med Aarhus Universitet omkring et kursus for skoleelever. Dette kursus omfatter et undervisningsforløb, som frivillige med undervisningsbaggrund indgår i. En aftale om modificering af skibet til brug for forskning blev også indgået. De frivillige holder sig løbende opdateret i forhold til lovpligtige kurser.

Vi kan kun sejle, når vores engagerede og dygtige skibsfrivillige sejler skibet, for de har de rigtige papirer. Sådanne papirer skal fornyes og i nogle tilfælde betaler nationalparken for, at den skibsfrivilliges papirer er opdaterede. Der skal være orden i tingene.

I 2019 har skibet besøgt 7 steder, deltaget i 5 events og haft omkring 800 folk om bord. Blandt andet var skibet med da Hjerting Kanelaug indviede deres grejbank 'Hjerterum', og de 90 børn der deltog blev alle, til stor glæde, trukket ud til skibet i en Hjerting-kane af to frivillige.

Mobil udstilling

Nationalparkens mobile udstilling var igen udlånt en stor del af sommerperioden i 2019. Det er stadig vores to fantastiske frivillige Knud Aage og Gladys der kører udstillingen rundt i nationalparken, udstillingen har besøgt 21 steder i nationalparken, bl.a campingpladser, formidlingsinstitutioner, events mv. I 2019 var de også i udlandet og kørte hele vejen til Wilhelmshaven til eventen 'Wadden Sea Day', hvor der var samlet tusinder af besøgende og blev afholdt en række foredrag og arrangementer om Vadehavet. Vi skønner, at den mobile udstilling er besøgt af mindst 5.000 gæster i 2019.

Vadehavets FormidlerForum

Igen i 2019 er samarbejdet og parløbet med Vadehavets FormidlerForum tæt og positivt. Vores formidlingskonsulent, Ditte Hviid, er ansat til at sikre koordination med Vadehavets FormidlerForum og stå bag udviklingsaktiviteter, som trækker mange timer, fordi der er tale om et større geografisk område, henved 20 formidlingsinstitutioner, mange interesser og desværre også en række institutioner, der kan mærke effekten af nedskæringer i de offentlige budgetter. Det rammer deres muligheder for at indgå på samme måde som tidligere, hvilket alt andet lige lægger flere opgaver over på den koordinerende funktion.

I januar deltog ca. 30 formidlere på årets fællesdag, der blev holdt hos Myrthue Natur, Kultur & Læring. Der var fokus på de mange fokusområder som Myrthue arbejder med fra Myrthuegård, og det medførte en vandretur langs den nordlige del af nationalparken. Formålet med Fællesdagen er netop at formidlere, fra hele netværket bliver bekendte med forskellige dele af nationalparken og verdensarven og deres kollegers kompetencer i de andre institutioner. Der netværkes, informeres om nye projekter og ideer, samt opdateres fra nationalparken, forummets politiske arbejde og det sidste nye fra Mit Vadehav.

Den årlige studietur i november blev erstattet med et todages verdensarvspartnerkursus, hvor både forummets medlemmer og andre nationalparkpartnere deltog.

Vadehavets FormidlerForum blev igen i år inviteret til at levere aktiviteten på Danmarks Nationalparkers stand på Naturmødet, hvor NaturKulturVarde og Naturcenter Tønnisgård samarbejdede om opgaven. Resultatet blev et helt nyt formidlingskoncept, der bestod i at opleve de fire årstider i Vadehavet igennem lugte-, føle og høresanserne – kaldet 'Vadehavet i 5D'. Den humoristiske event var et godt eksempel på nytænkning igennem solidt samarbejde mellem partnerne, og den var både velbesøgt og godt taget imod under Naturmødet. Succesen blev gentaget, da tiltaget blev fremvist på nationalparkens stand på Tønder Festival i august.

MitVadehav

MitVadehav er en unik læringsplatform med læringstilbud, lege og spil for børn fra førskolestadiet og op til ungdomsårgangene. Igennem tiderne har mere end 5.000 benyttet platformen aktivt, og mere end 500 lærere har været på kursus i at bruge MitVadehav. Desværre har de tekniske

problemer igen i 2019 skygget for mange af de gode tiltag og det er besluttet at investere i en helt ny teknisk platform. Den nye platform blev fundet efter en afsøgning af markedet og et udbud i 2019. Udviklingen af den nye platform er i gangsat. Det kan nævnes, at Esbjerg, Århus, Aalborg, Skive, Thisted og flere andre kommuner benytter denne platform til deres læringstilbud over for børn og unge med tilbud fra natur og kultur.

Den nye platform kommer ikke blot til at rumme de nu over 200 opgaver, men også de nye indsatsområder inden for læring: ungdomsuddannelser, lejrskoler og kompetenceudvikling. Der findes i udgangen af 2019 over 500 pdf’er på hjemmesiden, der rummer alt fra faktaog bestemmelsesark, opgaver, malebøger, artikler mv. udviklet af Vadehavets FormidlerForums medlemmer til hjemmesiden. I 2019 blev der oprettet en arbejdsgruppe af formidlere der skal udvikle forløb om kiselager, og samtlige formidlingsinstitutioner, der arbejder med bunddyr og havet, deltog i indledende møder omkring et udviklingsprojekt, Hovedet i Havet, sammen med Esbjerg Kommune, Aarhus Universitetet og Nordea-fonden, der skal udvikle læringsforløb om havet. Nationalparkens skib Vadehavet og Fiskeri- og Søfartsmuseets skib E1 bliver begge en del af projektet.

Deltagelsen på lærer- og pædagogkurserne var god, med 25 pædagoger og 43 lærere, blandt andet en lærer fra Aabenraa, der fremadrettet vil bruge Vadehavet som udflugtsmål på endagsture. Især oplægsholderne og turen ud med en naturvejleder er elementer, der konsekvent bliver rost.

I 2019 blev bestemmelsesarkene for bunddyr og planter opdateret med nye originale malerier af Niels Knudsen, og fire sprog: dansk, engelsk, tysk og latin. Den firsprogede version har især været efterspurgt af formidlerne og gør det muligt ikke blot at anvende den med internationale gæster og skolegrupper, men også at dele med vores trilaterale formidlingspartnere i den internationale vadehavsskole. Nye bestemmelsesark med de mest genkendelige fugle blev også begyndt, hvortil Marco Brodde leverer originale malerier.

Ungdomsuddannelser

Se under Samarbejdet med Friluftsrådet og Danmarks Nationalparker.

Projektet har til formål at igangsætte arbejdet med Mit Vadehav for ungdomsuddannelser og videreudvikle det store arbejde, der er gjort med hjemmesiden indtil nu. Målet for denne del af projektet er at have 10 opgaver eller forløb, fem natur- og fem kulturrelaterede, målrettet ungdomsuddannelser, tilgængelige på Mitvadehav.dk ved projektets udløb. Ligeledes er det en målsætning at få flere undervisningsinstitutioner som partnere i nationalparken, for at støtte tilknytningen til lokale unge.

Der er afholdt workshops med formidlere og undervisere/ undervisningsinstitutioner, hvor der blev arbejdet med, hvilke emner og strukturer der skal arbejdes med og efter. Ud over de forventede indsatser inden for især biologi, hvor der både bliver arbejdet med de tiltag, der i dag findes hos fx Vadehavscentret, og identificeret nye områder, som underviserne og formidlere kan udvikle i fællesskab fra starten, er der identificeret nye spændende fag, hvor nationalparken bliver omdrejningspunktet i undervisningen. Her er der tale om især afsætning og sproglige fag, men også kunst og historie. Skabelonen til opgaveopsætningen på den nye hjemmeside blev udviklet i fællesskab af undervisere og formidlere, der skal sikre, at hjemmesiden bliver brugervenlig og brugt. Projektets fremgang bliver skabt igennem mindre faggrupper der består af formidlere og undervisere, der arbejder inden for samme område emnemæssigt.

Projektpartnere: Friluftsrådet, Danmarks Nationalparker, Vadehavets FormidlerForum, Vadehavskommunerne.

10-års-fejring

Nationalpark Vadehavet fylder 10 år den 16. oktober 2020. Derfor har bestyrelsen afsat 1 mio. kr. til fejringen inkl. lønninger og afvikling af en konference; 'Grænser For Turisme – en debatdag om bæredygtig turismeudvikling' den 11. november 2020 sammen med Friluftsrådet. Fejringen skal være for lokalbefolkningen og alle os, der bor her, lever her, arbejder her – er en del af nationalparken. Der er ansat en konsulent til at håndtere opgaven – Bettina Munch – som stort set har et program på plads for konferencen og arbejder på et program for selve fejringen samt en kommunikationsplan, så budskabet kommer så langt ud som muligt.

Forskningsdagen

Nationalparkens Forskningsdag har vist sig at være populær og får stor ros af deltagerne på tilhørerstolene og af oplægsholderne. Bag arrangementet står nationalparkens Forskningsudvalg, som dygtigt finder forskere til oplæggene og sikrer et godt program. Anne har overtaget både Forskningsdag og Forskningsudvalg med erfaren hånd og ros fra forskningsudvalget. I 2019 deltog 13 oplægsholdere med oplæg inden for en bred vifte af fag og emner – lige fra østers og muslinger over droneovervågning af fugle til landskabshistorie på Fanø, guidet økoturisme, marint affald og klimasikret byggekultur, og der var god spørgelyst fra de godt 100 deltagere.

Temamøde

I 2019 afholdt vi et temamøde om Moderne Naturforvaltning i ådalene med ca. 65 deltagere. Igen var det Natur Kultur Varde der stod bag den konkrete afvikling som aftalt med Vadehavets FormidlerForum. Oplægsholderne var en blanding af lokale fra vadehavsområdet og eksperter udefra. Oplægsholdere har leveret materiale til et planlagt temahæfte, som dog endnu ikke er sat i produktion.

Events

Vi har i 2019 deltaget i en række events, som vi helt eller delvist har medvirket til at arrangere. Bemærk, at tallene i det følgende angiver antal besøgende til eventen, ikke på vores stande, hvilket er svært at beregne valide besøgstal på:

Nationalparkdagen i Marbæk med Myrthue og en række andre partnere. 10.000 deltagere. Naturmødet (Hirtshals) med Danmarks Nationalparker og Vadehavets FormidlerForum, stand og aktiviteter bl.a. '5-D simulatoren', som skabte stor jubel og blev genbrugt på Tønderfestivalen. 30.000 besøgende på Naturmødet. Tønder Festival med Vadehavets FormidlerForum og Tøndermarsk Initiativet. 10.000 besøgende på Tønder Festival. Sønderjylland indtager Rådhuspladsen. I 2019 bemandede vi ikke selv nationalparkens stand, men betalte for standen og bad Sort Safari, Tønnisgaard og Visit Rømø-Tønder bemande. 50.000 besøgende til eventen. ITB (Berlin) sammen med Vadehavskolleger fra NL og D. 160.000 besøgende til eventen. Wadden Sea Day, se under mobiludstilling.

Foredrag og oplæg

I løbet af 2019 har sekretariatets medarbejdere holdt oplæg på universiteter og skoler, til konferencer og symposier, i forsamlingshuse og Den Sorte Diamant, for foreninger, virksomheder og borgere i vadehavsområdet såvel som rundt i landet og internationalt. Vi har deltaget i advisory boards, bestyrelser og nationale debatfora. Samlet har vi kommunikeret og haft dialog med tusinder af mennesker.

Hjemmeside, Facebook, Instagram, nyhedsmail

Hjemmesidebesøg:

Topper forår og efterår. Der er i snit 2.300 besøg om ugen, hvilken svarer til en fordobling af besøg i forhold til 2018

Facebook følgere:

14.300 – vokset med ca. 1.000 følgere

Instagram følgere:

5.400 – vokset med ca. 2.250

Nyhedsabonnenter:

Ligger stabilt med omkring 845 abonnenter

Rapporter, tryksager

• Plan Nationalpark Vadehavet 2019-2024 i pixiformat. • Faglig rapport nr. 2, Code of conduct – hensigtsmæssig adfærd I Nationalpark Vadehavet • Magasin: Medio juni udkom Nationalpark Magasin #6.

Formatet og omfang (84 sider) var det samme som tidligere, og det var igen en blanding af faglige artikler og mere journalistiske reportager + fakta og info om nationalparken og mulighederne for at opleve natur, landskaber, kultur m.v. Magasinet er vores formidlingsmæssige flagskib på den analoge front. • Græsning i Nationalpark Vadehavet (folder) • Årsrapport 2018 • Sårbare naturtyper og dyrearter i Nationalpark Vadehavet

Prowad Link:

• Turisme og natur – Vigtige markedstrends og hvad det betyder for små og mellemstore aktører – Rapport og faktaark. Stenden University/ETFI, NL • Pre-feasibility studie: Tourism Route around the North

Sea Region. Orange Elevator.

NAKUWA:

• 18 faktaark om kulturelle Must-sees

Video, fotos

Vi modtager løbende fotos fra lokale fotografer og har ca. 5 nye fotos på Instagram om ugen.

Der er offentliggjort 9 nye videoer på vores YouTubekanal, herunder 'Kaldet fra Vadehavet' på dansk, tysk og engelsk, og 'Generations' samt 'håndholdte' naturfilm.

Der indkøbt mere end 550 nye fotos, der illustrerer vadehavskulturen.

Derudover kortere udgaver af film samt fotos til SoMe også omkring vandre-, fugle- og cykelturisme

IWSS – Den Internationale Vadehavsskole

Et vigtigt led i samarbejdet mellem vadehavspartnerne i Nederlandene, Tyskland og Danmark er IWSS – International Wadden Sea School. Et forum for videndeling mellem naturvejledere og andre formidlere på tværs af grænser, som øger viden, erfaringer og teknikker. De forskellige pædagogiske og didaktiske kulturer gør alle klogere og dygtigere til at håndtere nationale og internationale kunder.

Den årlige workshop, hvor formidlere fra alle tre lande mødes for at udveksle erfaring og besøge nye dele af Vadehavet samt udvikle deres viden og formidlingskompetencer, blev flyttet fra november 2019 til marts 2020 på grund af PROWAD Link opstartsmøder i England. Danmark er vært på workshoppen i marts.

I 2019 blev den danske version af Trækfuglenes afgange og ankomster i plakatform færdig og udgivet, og den er blevet meget positivt modtaget. Plakaten er et godt eksempel på en måde, man kan få viden fra ekspertgrupperne ud til publikum og skoler på en håndgribelig og iøjnefaldende måde.

NG Education

Nationalparken og Vadehavets FormidlerForum er repræsenteret i Network Group Education, den trilaterale arbejdsgruppe med undervisning og formidling som formål, beskrevet i strategien der blev indskrevet i Leeuwardendeklarationen i 2018. NG-E holder deres årlige møde i Wilhelmshaven i august, hvor der bliver drøftet, hvilke indsatser IWSS skal fokusere på det følgende år. Der er fortsat fokus på kompetenceudvikling og materialer, der skal støtte undervisere og formidlere.

I august blev der for første gang holdt et nationalt møde i Danmark med repræsentanter fra alle de trilaterale arbejdsgrupper, hvor de øvrige arbejdsgrupper blev introduceret for det arbejde som NG-E udfører. Blandt andet blev det fortalt at formidlerne i IWSS gerne så et bedre kommunikationsflow mellem Expert Groups og IWSS for at sikre, at den nyeste viden omkring Vadehavet når ud til besøgende.

Lokalområder, erhverv og turisme

Målsætning 10

Partnerprogram

Nationalpark Vadehavets partnerprogram samler kræfterne, der arbejder for udvikling af kvalitetsprodukter og services med tilknytning til nationalparken, og som vil bidrage til synliggørelse af nationalparken og dens værdier. Formålet er gensidigt for nationalparken og partnerne at skabe et varemærke, der sender signaler til forbrugerne om troværdige, bæredygtige, kvalitative, egnsspecifikke produkter, som associeres med vores værdier og helt særlige natur, kultur og nationalpark. Partnerprogrammet har fem kategorier – se mere om krav til partnerne i partnerprogrammet på www.nationalparkvadehavet.dk – som er udviklet af partnerudvalget:

Nationalpark Vadehavets partnerprogram

Nationalparkambassadør (66)

Nationalparkpartner (208)

Verdensarvspartner (12)

Nationalpark uddannelses- og forskningspartner Nationalpark produkter (7)

Partnerprogrammet er i 2019 vokset med ca. 30 nye partnere, og der er nu 208 partnere, se ovenfor.

Til at definere kravene til partnerne og pege på, hvad der kan samarbejdes om, er der nedsat et partnerudvalg.

Omdrejningspunktet for partnerne er den årlige partnerdag, som blev afholdt 27. februar 2019, hvor ca. 150 deltog og gav en god tilbagemelding. På Partnerdagen mødes partnerne og deler viden, erfaringer samt får inspiration og ny viden om det, vi går og laver i sekretariatet og sammen med andre.

For ambassadørerne holdt vi et arrangement i løbet af året, idet de blev inviteret til en guidet rundvisning i kunstudstillingen Wadden Tide 2019 ved Blåvandshuk. Efterfølgende var der kaffe og kage til de ca. 25 deltagere, hvor de også fik en aktuel orientering fra NPV-sekretariatet.

For verdensarvspartnerne afholdt vi to kurser den 31. oktober og 1. november 2019 med 23 deltagere fra 12 organisationer og virksomheder. Kurserne blev afholdt som internatkurser, som gav et godt socialt netværk og samarbejde mellem deltagerne. Årets emner var: Hvad er UNESCO? Hvad er verdensarv? Med fokus på kriterie 8, 9 og 10 (som er dem, Vadehavet er udpeget på) samt naturtyperne klit og strandeng. Fokus på botanikken i de kystnære naturtyper.

This article is from: