At ville livet

ATVILLE VILLE AT LIVET LIVET MARJATTA60 60ÅRS ÅRSJUBILÆUM JUBILÆUM MARJATTA

Marjatta Marjatta 1953-2013

INDHOLD Med dette jubilæums­ skrift ønsker vi at give et indblik i Marjattas udvikling gennem de sidste 60 år.

I jubilæumsskriftet beskrives fra flere vink­ler det pædagogiske arbejde og det værdi­ grundlag, som ligger til grund for pædagogikken.

Vi ønsker ikke blot at kigge tilbage i tiden, men vil også se ind i den fremtid Marjatta fremover vil være en del af.

Med dette jubilæums­

3 Vi vil stadig være de sociale entreprenører Af Torben Anker Sørensen

jubilæumsdato 1. november 1953 – 2013

19 De gode vaners betydning Af Maren Eikard og Lind Einarsdöttir

www.marjatta.dk Strandvejen 15, 4733 Tappernøje

23 Broen til voksenlivet Af Susan Green Johansen og Torben Olesen

jubilæumsdato 1. november 1953 – 2013 www.marjatta.dk Denne tryksag Strandvejen 15, 4733 Tappernøje

541-856 Svanemærket tryksag

REDAKTIONSGRUPPE: Mogens Baden Lisbet Kolmos Bernhard Schmitz Torben Olesen, Lisbet Schmitz Renate Gregersen Mette Ryom-Røjbek

FOTO: David Vaughan Griffiths Jørn Falk Rasmussen Rasmus Gullach Niels Erik Bach Boesen m. fl.

GRAFISK DESIGN: Niels Erik Bach Boesen

2

5 Optakt til et 60 års jubilæum Af Bernhard Schmitz 7 Mindretalsretten til frihed Af Marianne Jelved 8 Det skabende menneske Af Bjørn Nørgaard 9 Marjatta er sat i verden for børnenes skyld Af Torben Olesen 12 Marjatta i dag og i fremtiden Af Bernhard Schmitz 15 Hvem er du – og hvem er vi?

Af Bernhard Schmitz 16 Den gode rytme som bærende kraft Af Annerose Stokholm

44 De bedste tomater der findes Af Renate Gregersen 46 De første måneder af mit nye liv Af Renate Gregersen 48 Historisk vingesus over Marjatta Af Gert Ellegaard 50 Solskinsbarnet Frederik og hans familie Af Mette Jensen 54 At arbejde med dyr og mennesker Af Renate Gregersen 57 Mor jeg sender en SMS på fredag – min kalender er fyldt helt op Af Inge Chabot 59 Hvis man ikke lige er født med en sølvske Af Kirsten Devantier 60 Udviklings- og kulturcenter Af Lisbet Kolmos 64 Uddannelse og forskning Af Lisbet Kolmos 66 Forskningsmiljø med nye initiativer Lisbet Kolmos

27 Fuld fart på ungdomslivet Af Susanne Rabjerg og Torben Olesen

68 En dame stod af bussen – interview med Lisbet Kolmos Af Mogens Baden

29 Arbejde giver identitet og selvrespekt Af Renate Gregersen

70 Det helsepædagogiske menneskebillede Af Lisbet Kolmos

30 Her er man noget hele livet Af Torben Olesen

72 Det gælder om at finde og bevare rytmen i hverdagen Af Lisbet Schmitz

32 Et kunstværk bliver til Af Torben Olesen 35 Lyrikværkstedet Naos Af Niels Damm og John Ryom-Røjbæk 36 Glæde, fællesskab og tænksomhed ­– Interview med Bernhard Schmitz Af Mogens Baden 38 Minder som perler på en snor Af Tine Bay Sørensen 40 Mit liv på Sampovig – Stine Hansen Af Torben Olesen 42 At være kærester – og bo sammen Af Torben Olesen

74 Livets rytme i årets gang Af Mette Ryom-Røjbek og Tine Bay Sørensen 78 Længsel efter nærhed og forståelse Af Tine Bay Sørensen 80 De gode viljers fest Af Paul Klarskov 82 Det er lige om at finde tonen Af Jette Rymer 85 Rudolf Steiner Af Lisbet Kolmos 86 Marjatta og Kalevala Af Albert Eman

VI VIL STADIG VÆRE DE SOCIALE ENTREPRENØRER

AF TORBEN ANKER SØRENSEN Formand for Marjatta­Hjemmenes Støttefond

Kære beboere, pårørende, medarbejdere og alle andre som er en del af vort fællesskab:

J

eg ønsker alle tillykke med vort jubilæum. Det er en milepæl for en organisation, at opnå en høj alder, og samtidig være ung, vibrerende og fremadrettet.

Den store energi kommer fra både beboere og medarbejdere, og tillige fra den impuls som Antroposofien og Rudolf Steiners anvisninger giver.

Det er mig en stor glæde og ære at være formand for Marjatta, og have været en del af rejsen i næsten 20 år.

Bestyrelsen repræsenterer i dag alle naturlige interessenter i

Marjatta, og bidrager engageret med at være lods for Marjatta i de konstant foranderlige farvande vi bevæger os i.

Marjatta blev grundlagt af Albert Eman og Henny Petersen i 1953 på opfordring af forældre, som savnede et undervisnings- og botilbud for deres handicappede børn.

De så i Albert Eman og Henny Petersen to ildsjæle, som brændte for at undervise og udvikle deres børn, i en tid, hvor man anså mennesker med handicap som åndssvage og uden udviklingspotentiale. Destinerede til at anbringes på store institutioner.

Albert Eman og Henny Petersen var sociale entreprenører af høj klasse, der byggede deres pædagogik på Antroposofien og Rudolf Steiners anvisninger. Troen på værdien i de udviklingshæmmede var banebrydende, og

3

der udvikledes en ny praksis, som stadig præger Marjatta i dag.

Marjatta er fra begyndelsen drevet af stærke værdier, som kan sammenfattes til: • Enhver person – også handicappede– har en indre, sund kerne, som skal udvikles til størst mulig selvstændighed.

Vi er alle værdifulde, og vi søger ind til den menneskelige kerne på den måde, der giver mening for den enkelte, ofte med kunstnerisk udfoldelse, med Antroposofien og Rudolf Steiners anvisninger, som et urokkeligt fundament.

• Et livslangt behov bliver mødt med et livslangt tilbud, hvis det er ønsket. Værdien har udviklet sig i takt med at beboerne er vokset til, og de fleste ønskede at leve i den verden, de er vokset op i. Det er en omfattende forpligtelse, som bidrager til, at der tænkes bæredygtighed ind i alle relationer, beslutninger og temaer. Det giver forældrene mulighed for trygt, at kunne deponere ansvaret for vore handicappede børn og søskende.

• Familielignende miljø, i rytmiske fællesskaber, tilpasset alle aldre og kompetencer. Kærligheden til beboerne og varmen i relationerne er en del af vor dagligdag og identitet.

Vi forbliver sociale entreprenører i Marjatta, og det afgørende løft er kommet fra Lisbet Kolmos indsats igennem 30 år, dels som daglig- og nu faglig leder. Under Lisbets ledelse er Marjatta gået fra at være en mindre og indadvendt institution, til at være en stor, toneangivende og udadvendt professionel organisation. Det er en stor glæde, at pårørende i mange år har bedømt Marjatta til at være samlet set førende i Danmark, jf. undersøgelser fra Danske Regioner. Lisbet og jeg har i fællesskab rejst ca. 60 mio.kr. i gaver fra fonde, som gavmildt har bidraget til, at vi i dag har nye og spændende rammer for det fortsatte arbejde mange år fremover. Nu er Bernhard Schmitz daglig leder, og stafetten som social entreprenør er i kompetente og energiske hænder.

Marjatta har rigtig gode forudsætninger for også at være stærk i mange år fremover. Vort nuværende niveau har krævet en næsten umenneskelig indsats, og det vil fortsat være tilfældet, bla fordi vore omgivelser ikke står stille.

Der er ny konkurrence fra det offentlige, kombineret med følgevirkninger af finanskrisen, som driver besparelser og hjemtagninger af specialiserede sociale tilbud, som vore.

Marjatta er stærk og i god fremdrift i dag. For at vedligeholde den position er det efter min opfattelse nødvendigt at: 1. Fremover at finde veje til at mobilisere den store energi vore medarbejdere før og nu lægger i arbejdet.

4

2. Holde fast på Antroposofien og vore værdier, og udleve dem med disciplin. Og samtidig have øje for, at hver ny generation skal have plads til at have sin egen fortolkning.

3. Skabe frihed til det kreative pædagogiske arbejde ved at sikre faste rammer for arbejdet, i en klar struktur og arbejdsdeling imellem de faglige grupper, herunder samspillet imellem bestyrelse og daglig ledelse/pædagogerne. Det vigtige daglige arbejde skal drives af pædagogerne, og andre grupper støtter op.

4. Sikre midler til faglig og kunstnerisk udvikling, herunder særligt seminariet og efteruddannelse, således at vi til stadighed er selvforsynende med højt kompetente medarbejdere og måder at arbejde på.

5. Forældrene forbliver en kilde til ressourcer og aktiviteter, som symboliseret i Basarerne og mange andre tiltag.

Det er en af de store forskelle fra lignende offentlige organisationer.

Det er et stort privilegium for min familie, at mine to børn kan leve i respekt og udvikling på Marjatta, og at samarbejde med de mange fantastiske medarbejdere. Den følelse er jeg sikker på, at alle andre pårørende deler, og vi takker dybtfølt for den gode tid vi har bag os, og ser frem til at Marjatta også fremover evner at løfte sig til nye højder.

På bestyrelsens vegne og med kærlig hilsen Torben Anker Sørensen

OPTAKT TIL ET 60 ÅRS JUBILÆUM Med dette jubilæumsskrift ønsker vi at give et indblik i Marjattas udvikling gennem de sidste 60 år.

I jubilæumsskriftet beskrives fra flere vinkler det pædagogiske arbejde og det værdigrundlag, som ligger til grund for pædagogikken. Vi ønsker ikke blot at kigge tilbage i tiden, men vil også se ind i den fremtid Marjatta fremover vil være en del af.

”Marjattas fremtidige opgave og vision er, at tilbyde mennesker med særlige behov et forpligtende fællesskab, hvor hver enkel føler sig som del af helheden.

AF BERNHARD SCHMITZ

At blive ældre og fylde 60 som Marjatta gør i år, er ikke nogen selvfølgelighed. Det fordrer, at man holder sig i gang, er aktiv, har visioner, holder sig orienteret og til stadighed følger med udviklingen.

Alt dette har Marjatta formået at gøre gennem 60 år.

Stadig med målet om at blive endnu ældre og kunne

bevare den samme energi og udviklingslyst i behold, som har præget det første 60 år.

Da Marjatta blev grundlagt i 1953 af Albert Eman og Henny Petersen, var der ingen ambitioner om, at stedet skulle udvikle sig til den store organisation det er i dag.

Dengang var det ægte pionerer som ofte måtte kæmpe for

5

alt. Men deres dedikation og ildhu førte dem langt.

Albert Eman følte et enormt ansvar og besad en meget stærk vilje, og som han selv udtrykte det: ”Det er nemt at starte på noget nyt, men det er svært at blive ved – og at være udholdende”.

Vi kan alle takke Albert Eman for hans udholdenhed,

for resultatet af hans idealisme og vilje oplever vi hver dag på Marjatta.

Da Albert Eman i 1985 trak sig som leder af Marjatta, kom endnu en stærk ildsjæl til stedet, nemlig Lisbet Kolmos. På dette tidspunkt stod Marjatta overfor mange nye opgaver og stedet skulle styrkes både indadtil og udadtil.

Det er i den grad Lisbet Kolmos` fortjeneste, at Marjatta voksede til en anerkendt organisation med et stærkt og godt samarbejde til mange offentlige organisationer.

Lisbet Kolmos har i samarbejde med forældrene i bestyrelsen altid vist en formidabel evne til at skaffe fondsmidler. Ved denne lejlighed skal der siges en særlig tak til alle fonde og givere, som igennem årene har støttet Marjatta med donationer. Med disse midler har Marjatta langsomt men solidt kunnet vokse sig til en organisation med skole, 4 voksencentre med hver 30 beboere, værksteder og kulturcenteret Bredeshave. Da Lisbet Kolmos trådte tilbage som daglig leder for Marjatta, var det helt naturligt for hende at påtage sig ansvaret for seminariet og udviklingscenteret.

Men den overordnede og inspirerende kraft i Marjattas udvikling er og har altid været forældrenes engagement

6

og tillid. Dette kommer til udtryk på mange forskellige måder, og vi mærker det særligt i store opgaver som basar og bestyrelsesarbejde. Dette engagement smitter af på medarbejderne og er med til at skabe en helt særlig kultur på Marjatta. En form for kultur der kan betegnes som et forpligtende fællesskab båret af en stærk holdningspræget pædagogik.

Nutidens og fremtidens opgaver Marjatta vil til enhver tid skabe og udvikle en pædagogik, som sætter mennesket i centrum. I et levende fællesskab baseret på Rudolf Steiners ideer og tanker.

Allerede i 1924 understregede Steiner, at det er absurd og stigmatiserende at skelne mellem det såkaldte ”normale og unormale”. Han fremhævede, at der i enhver af os er en lille flig af ”anormalitet”, men at denne ”anormalitet” er forstørret hos mennesker med udviklingsforstyrrelser. Det handler ikke om ”de andre og os”. Og her tænker Rudolf Steiner inkluderende.

I dag tales der meget om inklusion, og nutidens pædagogiske debat er mere eller mindre styret af inklusionstanken. Men ses inklusion kun i et snævert perspektiv som inklusion i lokal samfundet og den kommunale skole, så reduceres inklusion til et spørgsmål om enten eller.

Marjattas fremtidige opgave og vision er, at tilbyde mennesker med særlige behov et forpligtende fællesskab, hvor hver enkel føler sig som del af helheden. Føler sig inkluderet. Dette kræver en pædagogik, som er kendetegnet ved nærvær og engagement samt accept af det enkle individ som værende et unikt menneske med mulighed for udvikling.

For at skabe en fortsat god udvikling på Marjatta er det vigtigt at værne om det gode samarbejde mellem forældre, medarbejdere og ledelse. Dette samarbejde er præget af tillid, engagement og ansvar. Og det er dybt forankret i et positivt menneskesyn, som rækker ud i alle hjørner af fællesskabet.

Mange har bidraget til dette jubilæumsskrift, og med de mange farverige bidrag, er der nu skabt et smukt portræt af Marjatta. Det er med stor glæde og taknemmelighed, at Marjatta nu kan række dette jubilæumsskrift videre til alle medarbejdere, elever, beboere, forældre og venner af Marjatta.

MINDRETALSRETTEN TIL FRIHED Den frie skole: Klogere på livet, folkelig oplysning og demokratisk dannelse

De frie skoler I begge skoleformer skal eleverne lære, hvad det vil sige at leve i et land med frihed og folkestyre. Vi kunne også kalde det, at alle børn har ret til at opnå en demokratisk dannelse. De skal kunne begå sig i det offentlige rum og i forskellige sammenhænge som fx på en arbejdsplads, i fritidsaktiviteter og i et bomiljø i fællesskab med andre.

Unge, der er færdige med grundskolen, har også muligheder for at vælge blandt forskellige frie kostskoler med egne pædagogiske valg og prioriteringer, der kendetegner de enkelte skoler. Alle de frie kostskoler skal gennem undervisning og pædagogisk tilrettelagt samvær bidrage til, at eleverne bliver klogere på livsoplysning, folkelig oplysning og demokratisk dannelse. Det er udtryk for et ønske om et samfund, der bl.a bygger på følgende tre principper: – lighed, dvs. at ethvert menneske har værdi i sig selv og kan forvente, at ens værdighed, integritet og sårbarhed respekteres, og – frihed, dvs at ethvert menneskes selvbestemmelse respekteres, samt – forpligtende fællesskaber, dvs. at vi i fællesskaber tager hånd om hinanden.

AF MARIANNE JELVED (R) KULTURMINISTER Alle børn og unge har ret til undervisning og til almen dannelse, så de kan blive frie selvbestemmende mennesker og ansvarlige medbestemmende borgere. Derfor har Grundloven en bestemmelse om, at alle børn i den undervisningspligtige alder har ret til fri undervisning i folkeskolen.

Men forældrene kan vælge selv at sørge for undervisning. Det er en frihedstradition, vi har bygget vores samfund på.

Jeg kan godt lide at kalde det en mindretalsret. Et mindretal kan danne en kreds og oprette en skole med den pædagogik, som de mener, der gavner deres børns læring og dannelse. Men det er vigtigt at understrege, at meningen med det er, at uanset hvilken skoleform, forældre vælger, så skal undervisningen stå mål med de krav, der stilles i folkeskolen. Loven om de frie skoler har en henvisning til loven om folkeskolen.

Alle kan lære Da mennesker er forskellige, skal vi også behandles forskelligt for at kunne stræbe efter et sådant samfund. Vi har forskellige potentialer og forskellige behov for omsorg og støtte og tid. Det skal der være plads til. Derfor er mindretalsretten så afgørende at holde fast i og støtte.

Den kreds, der står bag en skole er netop samlet om de fælles bestræbelser for at give hver enkelt barn og ung de mest optimale muligheder for at udvikle netop sine potentialer. Og det vil kunne ske i et omsorgsfuldt fællesskab, der anerkender det enkelte barn og den enkelte unge med den bagage, barnet og den unge har med sig.

Eftersom al pædagogik bygger på, at alle mennesker kan lære, så vælger kredsen bag en skole den pædagogik, der er mest rigtig og erfaringsmæssigt virker godt for de børn og unge, der er her. På den måde kan vi alle inspireres af og lære af hinanden. Og det til gavn for hvert enkelt lille menneske, der er aldeles afhængige af de voksne omkring sig.

7

DET SKABENDE MENNESKE Viden & praktisk erfaring som limen i samfundets fornyelse.

Generalisterne og Erfaringsskaberne SYNSPUNKTER AF BILLEDHUGGEREN BJØRN NØRGAARD i samtale med Mogens Baden Jeg betragter alle samfundets borgere som dele af en organisme. Samfundet er organismen, en krop som kun fungerer i kraft af de vidt forskellige bidrag hver især bringer med sig til det fælles bord.

Generalisterne er lykkedes med at dele samfundet ind i kasser. Se blot hvordan vi katalogiserer hinanden. Vi har enlige mødre, børnefamilier, handicappede, pensionister, førtidspensionister, plejehjemsbeboere, enlige fædre og mange, mange flere.

Et hvert menneske har dybt i sig et skabende potentiale. At frisætte dette under respekt for fællesskabet er for mig platforme for ægte fremadrettet målsætning. Jo flere samfundskasser vi opdeler os selv i, desto færre mennesker vil frit kunne afprøve deres forskellige talenter til gavn for hele vores samfund.

For mig at se, er vi havnet i så mange globale og regionale dagsordener, økonomiske som politiske, at vores syn og løsningsforslag på samfundets indretning og udvikling mere er havnet i splittelse og delfunktioner frem for i helheder og fælles forståelse for, hvordan vi kommer videre.

Generalisterne er blevet nutidens helte. Men de har ikke noget hjerte for mennesker.

Budskabet er ”forandrings-parathed” frem for organisk tænkning. Økonomisk rationale praktiseres i et vildtvoksende konsulent-baseret æskesystem. Overskriften er: Alt kan laves om. Der synes ikke længere brug for ”fastholdere” og deres erfaring.

8

Jeg betragter mig selv som modernist, men har samtidig stor respekt for erfaringsbaseret viden. En erfaringsbaseret viden opsamlet gennem hvad man end arbejder med, hvilken funktion man end udfylder, hvor man end er, bliver et værdifuldt grundlag for at udvikle nye ideer og tænke samfund, menneske og viden i overraskende konstellationer. Sammenhæng og kategorier i helheder – modsat kassetænkning.

Uden en konkret viden om Marjattas principper, fornemmer jeg, at Marjatta har fat i noget samfundsmæssigt betydningsfuldt: Forståelsen for både facetterne og helhedens betydning for at nå ny erkendelse; og at al viden i øvrigt må starte med det enkelte menneske, dets særlige skabende evner, og fællesskabets evne til at modtage dette.

MARJATTA ER SAT I VERDEN FOR BØRNENES SKYLD Pejlemærker og milepæle – strejflys over Marjattas historie

Albert Eman

Villa Marjatta i Holte

AF TORBEN OLESEN Marjatta blev grundlagt d. 1. november 1953 af Henny Petersen og Albert Eman.

Den første adresse var Rødbjerggaard ved Hornbæk, hvor der fra starten var 4 elever. Allerede i 1955 flyttede hjemmet til Holte i en villa med plads til ca. 25 børn og i 1961 blev Skovvænget ved Præstø fjord erhvervet. Økonomisk var disse første år en svær tid, men da Marjatta i 1970 fik overenskomst med staten, blev det muligt, at samle det hele ved Præstø fjord. Der kom gang i byggeriet: 30. marts 1971 blev grundstenen lagt af daværende bestyrelsesformand Poul Damgaard. I 1974 blev der investeret i værksteder, hvor de unge mennesker kunne arbejde - træværksted - sølvværksted, og der blev startet op på landbruget. I 1978 blev det nødvendigt at udvide, for at der stadig kunne blive plads til de små nye børn, og Nimah Nausthuset blev bygget til de ældste elever.

De første børn på Marjatta var i 1982 blevet ”så voksne” at de ikke længere kunne bo på et skolehjem. Et nedlagt alderdomshjem på Stevns blev erhvervet og i foråret 1982 flyttede 10 unge mennesker ind på Marjattas første voksen-bosted, der fik navnet Lærkegården, nuværende

SampoVig. Siden er 3 andre steder kommet til; Vidarslund i Vindbyholt, Sofiegården i Næstelsø, og Ristolahaven ved Præstø fjord.

Arbejdspladser og selvforsyning Sideløbende med disse udvidelser blev også værkstedsområdet styrket, da der var et stigende behov for at skabe arbejdspladser til de voksne beboere. I 1986 flyttede sølvværkstedet og træværkstedet til Snesere og fik på den måde mere plads.

Både på SampoVig og på Sofiegården er der gennem årene opbygget velfungerende værkstedsfaciliteter, også på Vidarslund, hvor det biodynamiske gartneri forsyner hele Marjatta fællesskabet med friske grøntsager. Landbruget er udvidet med mejeri, der ligeledes leverer, mælk, ost og andre mejerivarer til fællesskabet. Alle disse værksteder og aktivitetshuse fungerer som arbejdspladser for beboerne i voksenområdet. For at forberede børnene til voksenlivet, blev der oprettet en ungdomsuddannelse, der fungerer som bro mellem skolehjemmet og voksencentrene.

Således er der i dag er 91 børn på skolehjemmet og 105 voksne beboere i voksencentrene. >>

9

>> Lederskab, fornyelse og fælles ansvar Som årene gik, virkede Henny Petersen mere i det stille, mens Albert Eman var Marjattas dynamiske forstander.

I 1985 efter 32 års virke, gav han stafetten videre til Lisbet Kolmos. Uddannet som læge havde hun arbejdet nogle år inden for børnepsykiatrien, sideløbende med filosofiske og antroposofiske studier. Det blev Lisbet Kolmos´ opgave, at lede Marjatta ud af pionérfasen og videreudvikle pædagogikken i samklang med samfundets generelle udvikling.

Kronen på dette arbejde blev erhvervelsen af Bredeshave i 2004, fornyelsen af seminariets indre og ydre rammer og endelig opførelsen af Marjattas kulturhus. Lisbet Kolmos sluttede som Marjattas forstander i 2009, men er stadig en aktiv leder af seminariet. I dag ledes Marjatta skolehjemmet af Bernhard Schmitz, mangeårig medarbejder på Marjatta.

At den her beskrevne udvikling har kunnet finde sted, skyldes mange dygtige medarbejdere og engagerede forældre.

Marjatta

De første elever på Marjatta i 1950’erne.

Æblehøst i 1950’erne. ”Tryllefløjten” 1978.

Korsang i slutningen af 1970’erne.

Lysstøbning i 1960’erne.

Marjatta 1953-2013

10

foto album

”Tryllefløjten” 1978.

Musikundervisningen fra 1950’erne.

´erne.

g i slutningen af 1970

in Gymnastikundervisn

Opførelse af ”Tryllefløjten” 1978 til Marjattas 25 års jubilæum.

Musikundervisningen fra 1970’erne.

11

MARJATTA I DAG OG I FREMTIDEN AF BERNHARD SCHMITZ, FORSTANDER En rund fødselsdag er en sætte ord på disse ønsker oplagt mulighed for at gøre og drømme, og på status. Se tilbage på årene Marjatta bestræber vi os Visionen er at kunne tilbyde en mang­ som er gået, men også at se på, at imødekomme alle fremad, og sætte fokus på ønsker og virkeliggøre foldighed af forskellige boformer. visioner og nye udviklingsdrømme og visioner for Her skal der skabes rammerne for, at muligheder. Marjatta 2013 vore beboere. hver enkelt kan trives, få mulighed for spænder fra børnehaveklasDet er Marjattas se, dagtilbud, aflastning, mål, at alle som har at udvikle sig og støttes i at blive så ungdomsuddannelse, været elev på Marjattas selvstændig som mulig. bo-grupper for de mindste skole, skal kunne tilbydes en bolig indenfor til ungdomsboliger, boMarjattas voksencentre, og værkstedstilbud samt hvis dette ønskes. En bolig, som tilgodeser deres individuAktivitet – og samværssted for de voksne. I dag er der i alt 196 elever og voksne som har deres liv, skolegang og elle støttebehov, og hvor den enkelte oplever sig inkluderet arbejde på Marjatta. i en større sammenhæng. Selvom man i det daglige har Kigger man nærmere på alle de børn og voksne, som er et stort behov for støtte og vejledning, skal man kunne knyttet til Marjatta, vil man kunne se, at det aldersmæsopleve sig inkluderet i et fællesskab. sigt spænder over et helt livs cyklus, idet den yngste elev er Inklusion og specialpædagogisk støtte er ikke hinan6 år og den ældste beboer er 74 år gammel. dens modsætning. Marjatta ønsker uafhængigt af boligforMedarbejderstaben er vokset gennem årene, og i dag er men at tilbyde livsformer, hvor der kan skabes gode relationer og venskaber baseret på Marjattas værdigrundlag. der mere end 400 ansatte, som dagligt tager hånd om de Visionen er at kunne tilbyde en mangfoldighed af mange forskellige arbejdsopgaver. forskellige boformer. Her skal der skabes rammerne for, På nuværende tidspunkt projekteres en ny bolig på at hver enkelt kan trives, få mulighed for at udvikle sig og Sofiegården ved Næstelsø. Stedet skal skabe rammerne for 14 voksne beboere. Da det er beboere som har brug støttes i at blive så selvstændig som mulig. Udover bofælfor særlig støtte i hverdagen, er der taget alle nødvendilesskaber i de 4 eksisterende voksencentre er visionen også, ge hensyn til dette i byggeplanen. Byggeriet forventes at etablere såkaldte ”opgangsfællesskaber”. Dels tænkt som på­begyndt med byggestart primo 2014, og det færdige værende et byhus med individuelle lejligheder, samt som bofællesskaber med fællesarealer. De nye boformer skal byggeri forventes at være klar til indflytning i 2015. Når det nye byggeri står klart, vil de eksisterende bygninger på være med til at tilgodese eventuelle ændringer i den nuvæSofiegården samt værkstederne på Sofiegården gennemgå rende sammensætning af elever, som f. eks et stigende antal en renovering. Efter færdiggørelsen af det nye byggeri vil af elever indenfor ADHD spektrum. Der skal ligeledes skader være plads til i alt 201 elever og voksne på Marjatta. bes mulighed for at par kan bo sammen hvis dette ønskes.

Endvidere ønsker vi, at kunne imødekomme en øget Visioner for nye fællesskaber efterspørgsel for at tage den 3- årige Særligt Tilrettelagt Beboerne har forskellige grader af støttebehov. Nogle Uddannelse (STU). Her er det tænkt således, at der skabes er meget selvstændige, og kan klare de fleste dagligdags mulighed for at kunne bo og modtage botræning i en særopgaver med meget lidt støtte, mens andre har brug for lig tilknyttet enhed, samtidig med at eleven fuldfører den vejledning og hjælp til stort set alle funktioner i daglig3 årige uddannelse. Herefter vil eleven afslutte STU og dagen. Deres individuelle ønsker og fremtidsvisioner er være rustet til at søge nye udfordringer, som ligger uden ligeledes forskellige, og mange har helt klare ideer om for Marjattas regi. >> hvorledes de ønsker at bo og leve deres liv. Mange kan

”

12

Individuelle ønsker og fremtidsvisioner er forskellige, og mange har helt klare ideer om hvorledes de ønsker at bo og leve deres liv.

13

>>

14

Bredeshave – Kultur-, viden- og sundhedscenter I skrivende stund opføres der et Orangeri på Bredeshave.

Et smukt byggeri vil stå færdigt til Marjattas 60 års fødselsdag. Bygningen skal danne rammerne for ungdomsuddannelsen (STU) samt en butik med salg af produkter fra Marjattas forskellige værksteder. Dermed vil Bredeshave med Kulturhuset, butik, seminarium, udviklingscentret og orangeriet blive et kulturelt mødested.

Her har gæster udefra mulighed for at handle, drikke en kop kaffe og gå en tur i den smukke skov og park. Men vigtigst af alt, her vil man kunne møde Marjattas elever og beboere og opleve den helt særlige stemning og kvalitet som kendetegner Marjatta.

Som del af det helsepædagogiske og social-terapeutiske arbejde har det medicinske og terapeutiske arbejde været meget centralt. Ansvaret for dette arbejde er gennem mange år blevet varetaget af Lisbet Kolmos og Tomas Johansen. Det er et stort ønske fremover at kunne videreføre dette arbejde, og skabe et helsecenter som ud over at varetage behandling af Marjattas elever og beboere, også skal udvides til at tilbyde konsultation til eksterne patienter.

Kommunernes ønske om inklusion stiller nye krav til en fremtidig skolekultur. Marjattas mål er, at styrke samarbejdet med andre specialpædagogiske skoler i landet, for at sikre at den special- pædagogiske viden ikke går tabt i kølvandet på inklusionsdebatten.

Visionen er, at kunne favne fremtidige nye diagnosegrupper og være regional uafhængig. Dette vil kunne betyde, at Marjatta evt. kan skabe et skoletilbud, som ikke er geografisk forbundet med den eksisterende Marjatta skole.

For at styrke og videreudvikle den specialpædagogiske viden, skal Marjatta fremover fortsætte med at kunne tilbyde vejledning og supervision til eksterne skoler. Dette arbejde er allerede påbegyndt, og skal fortsætte dels gennem kurser og gennem rådgivningsarbejde.

Fremtidens Marjatta For at kunne løse fremtidens pædagogiske udfordringer, og for at rette opmærksomheden på kvaliteten af den pædagogik Marjatta repræsenterer kræves forskning. I august 2013 er det første forskningsprojekt med Marjattas udviklingscenter som initiativtager, blevet afsluttet med en konference på Roskilde Universitet. Projektet udmundede i rapporten ”Sundhedsfremmende Pædagogik”. Dette arbejde har været meget givende for alle involverede, og nye forskningsprojekter er allerede påbegyndt.

I de 60 år Marjatta har eksisteret, har samfundet ændret sig radikalt på rigtig mange områder. Marjatta har altid bestræbt sig på, at følge med denne udvikling, og der er sket store forandringer både indadtil men også udadtil.

Disse ændringer er sket nænsomt, og det bærende fundament, som er og bliver Rudolf Steiners menneskesyn, har altid stået i centrum. Det er Marjattas vision at være del af udviklingen, at skabe en kultur baseret på sundhed, kvalitet, kunst og kultur. At skabe udvikling og visioner kræver mod og indsats, men med alle de gode kræfter, der er i og omkring Marjatta, kan rigtig mange opgaver blive løst, og Marjatta går styrket fremtiden i møde.

HVEM ER DU – OG HVEM ER VI? Ledsagerne, spørgsmålene og vejene i pædagogikkens hverdag på Marjatta

AF BERNHARD SCHMITZ Ordet pædagog er græsk og betyder frit oversat : ledsager. At kunne ledsage et barn eller en voksen beboer kræver, at man som pædagog kan indleve sig. Man må kunne danne sig et levende billede af barnet, prøve at forstå dets tankegang, fysiske fremtoning, behov, sprog og reaktionsmønstre.

Pædagogen må stille spørgsmålet: Hvem er du?

Dette kræver at pædagogen til enhver tid må skærpe sine sanser, være lydhør og besidde empati. Pædagogen skal kunne tænke i udvikling, finde frem til løsninger, både de kortsigtede men også de løsninger og udviklingsmuligheder, som rækker ud i fremtiden. At kunne dette er ikke en selvfølge, det kræver ofte erfaring, men frem for alt kræver det, at man som pædagog er parat til selvudvikling, refleksion og fordybelse, for kun gennem dette bliver pædagogik til kunst. En pædagogisk proces og udviklingsvej er ikke noget statisk. Den udvikler sig hele tiden.

At komme frem til denne erkendelse kræver, at man kan give slip på sig selv. Slippe vaner og handlingsmønstre, skabe plads for åbenhed og mod til at handle. Erfaring, uddannelse og efteruddannelse samt et positivt livssyn vil kunne give den nødvendige orientering.

Som pædagog møder man mange udfordringer. Mange kan løses her og nu; andre er krævende og kan være svære at tackle. I disse situationer er det derfor vigtigt, at det tværfaglige samarbejde fungerer optimalt. At kunne finde frem til et fælles billede af barnet eller den voksne beboer, er af en ganske særlig dimension. Alle erfaringer og observationer er med til at danne et overordnet billede, og ud fra dette, vil det rigtige pædagogiske tiltag kunne opstå.

Barnet og den voksne beboer vil føle sig mødt og forstået i det pædagogiske fællesskab, og dette skaber plads og overskud for udvikling.

Inspirationen og fundamentet til dette pædagogiske arbejde er Rudolf Steiners menneskebillede. Her beskrives mennesket som et væsen med et fysisk legeme, en sjæl og en med en åndelig dimension, som er i konstant udvikling.

I de følgende artikler beskrives hvorledes Rudolf Steiners ideer og tanker griber ind i forskellige pædagogiske sammenhænge. Hvorledes pædagogikken omfatter mennesket med alle dets kompleksiteter, men også hvorledes pædagogikken forbinder sig med den omverden og udvikling vi alle er del af.

15

DEN GODE RYTME SOM BÆRENDE KRAFT Hverdagens rytmer er barnets platform for tillid og tryghed i opvæksten

AF ANNEROSE STOKHOLM Som et stort åndedrag lever de rytmer, barnet og de unge på Marjatta er omgivet af – helt ind i deres skoledag. Årets rytme, med højtider og årstider, bliver en naturlig del af undervisningen, og tilbagevendende traditioner som julespil og påskefest er oplevelser som børnene ser frem til med store forventninger. Og husker.

Det er de store rytmer – pulsslag – som omgiver alle.

I skolen findes også mindre rytmer, og ser man godt efter, vil man kunne finde en rytmisk sammenhæng gennem hele skoledagen. Er rytmen i undervisningen i god balance

16

i forhold til det enkelte barn, bærer rytmen barnet igennem skoledagen. Strukturen og rytmen skaber forudsigelighed og genkendelighed, og den tryghed der frisætter energi til læring.

Rytmen i skolen opleves som noget tilbagevendende, som et åndedrag med ud- og indåndning, en pulsering, en sammentrækning og udvidelse, aktivitet og ro, alvor og humor, fordybelse og adspredelse. osv. Hver undervisningstime er tilrettelagt således at disse elementer indgår. >>

17

>>

Store variationer i klasserne Klasselæreren forestår undervisningen af hovedfagene dansk, drama, regning, historie, geografi, fysik og kemi m.fl. i en periode på 2-6 uger i hovedfagstimen, som består af to sammenhængende timer først på dagen. Siden følger fagtimer som engelsk, gymnastik, eurytmi, musik, læsning, håndarbejde og sløjd m.fl.

Der er stor forskel på undervisningsformen fra de små klasser til mellemtrinet og de ældste klasser. I de første år lever eleverne endnu i efterligningen og oplever verden som en del af sig selv. Det er den magiske tid, hvor alt kan ske. Her fortælles eventyr, fabler og legender og siden om verdens skabelse, med uddrivningen af paradiset, Adam og Evas liv på jorden og andre fortællinger fra bibelen. Børnenes bevidsthed forandres efterhånden, og de begynder at iagttage verden som noget udenfor sig selv. Geografiundervisning og grammatik kommer til. Sidenhen føres eleverne igennem vores kulturstrøm fra Ur-Indien til Ægypten, Grækenland, Rom og Middelalderen til nu. I de ældre klasser kommer fysik, kemi, anatomi, ernæring m.fl. fag til. Fag som vores elever har stor glæde af, og optager med stor nysgerrighed.

Grundlæggende hovedfag Hovedfagstimen er delt op i tre dele: en rytmisk del, en kunstnerisk bearbejdende del af emne, og en del som er viet til nyt stof/fortælling. I hver af disse dele bestræber læreren at tale til elevernes tænkning, følelse og vilje.

I den rytmiske del øves sproget hos den enkelte og i fællesskab via vers og sange. Der øves fløjtespil og musik, og der øves bevægelse ved sanglege/folkedanse, boldspil, sjipning og andre motoriske øvelser, som stimulerer balancen og koordinationen mellem højre/venstre, oppe/nede osv. Ved alle øvelser trænes det sociale. Man viser hensyn, venter på hinanden og opmuntrer hinanden i alle øvelser. Den rytmiske del er af største betydning for vores elever, og fylder derfor godt. Erfaringen har lært os at bevægelse skaber plads for indlæring. Overvindelse af fysiske vanskeligheder, træning af ubalancer og den glæde det giver

18

ved succes, vækker eleverne og øger deres nærvær, og giver dem en følelse af at være ”tilstede” i deres krop.

Jeg har en plads i verden Det ”flow” bevægelsen giver, breder sig fra det fysiske til følelse og tænkning, og nu går timen ind i den anden del: den kunstnerisk bearbejdende del.

Eleverne er nu i ro på deres stole og et tilbageblik på gårdsdagens fortællestof begynder. Billeddannelsen- og hukommelsen øves, tænkningen trænes. Der samtales, stilles spørgsmål, reflekteres og føles efter. Der er tid til fordybelse i det kunstneriske. Viljen aktiveres i arbejdet.

Gennem kunstnerisk bearbejdning opøves forskellige færdigheder, med hvilke eleverne kan lære at udtrykke sig.

Det at kunne udtrykke sig i verden enten sprogligt, skriftligt, kunstnerisk og musisk, styrker identitetsdannelsen: ”Jeg har en plads i verden.”

Den indre billeddannelse Til sidst pakkes der sammen; timen er nået til sin tredje del: Den lyttende og optagende del, hvor læreren fortæller og fremlægger nyt undervisningsstof.

Meningen er igen at vække sjælelivet hos eleverne. Vækkes følelserne farves tankerne og den indre billeddannelse opstår, og stoffet huskes lettere.

Ikke alle husker lige let. Nogen husker bedst det sørgelige andre det muntre, det dramatiske eller harmoniske.

Nogen har brug for billeder at støtte sig til eller genstande at røre ved. Derfor tilrettelægges undervisningen sådan at alle dele berøres hos eleverne. ”I morgen” kommer dagen, hvor læreren kan iagttage om det er lykkes.

Med stor respekt og ydmyghed for den enkelte elev, stilles der krav til dem om at tage del i deres egen udvikling. Gennem motorisk træning, kunstnerisk- og musikalsk udfoldelse, skolearbejde og socialt samvær.

Når eleverne er færdige med 10.kl. ved vi, at de alle rummer en videns skat og har tilegnet sig kunstneriske færdigheder, som de kan videreudvikle og dele med andre.

DE GODE VANERS BETYDNING Glimt af mål og midler i børnegrupperne. Helsepædagogikken er udgangspunkt for det gode liv.

AF MAREN EIKARD OG LIND EINARSDÓTTIR På skolehjemmet har vi tre børnegrupper. Lærken som er dag- og behandlingstilbud og Linden og Bøgen, som er døgn- og behandlingstilbud. I alle tre grupper er børnenes alder fra ca. 6-14 år. Men hvad er det for et behandlingstilbud de yngste elever får i et dag – eller botilbud på Marjatta?

stemninger, årstidsfester, naturen, leg og socialt samvær, spiritualitet, aktivitetstilbud, jeg-støttende samtaler, men ikke mindst pædagogens holdning og rolle. Vi tilpasser vores helhedsorienterede pædagogik efter det enkelte barns udviklingstrin og behov. Når det lykkes, skaber det glade børn i trivsel med stor livskvalitet og et godt børneliv.

Vi kalder vores praksis ”helsepædagogik”, men hvad er det? Der findes ikke noget kort svar. Men det indeholder en helhedsorienteret tilgang til det pædagogiske arbejde.

Det er alt fra indretning af de fysiske omgivelser, vores måde at omgås hinanden på, fødevarer og bordskik,

Et godt liv har mange facetter Hvad skal pædagogen stille op med, for at kunne skabe børn i trivsel og et godt børneliv? Det lille barn har behov for, at de voksne skaber gode vaner. Gode vaner hjælper kroppen til at være i balance og frigiver dermed energi til >>

Måltiderne bliver indtaget til faste tidspunkter, og hver ugedag har sin egen identitet i form af enten kød, fisk eller vegetarmad. Hvor f.eks. tirsdag er køddag og onsdag er suppedag. Mange børn lærer ugedagene ved først at lære, at det er suppedag, senere lærer de, at den også hedder onsdag.

19

>> læring, leg og gode oplevelser. Et barn der ikke får god nattesøvn, ikke kommer i seng på nogenlunde samme tidspunkt, ikke får regelmæssige måltider, eller mangler gode vaner omkring f.eks. toiletbesøg, socialt samvær, spisning m. m, kan nemt få det fysisk og/eller psykisk dårligt og dermed mistrives.

Her er det en vigtig del af Marjattas pædagogik, at vi skaber gode vaner.

Måltiderne bliver indtaget til faste tidspunkter, og hver ugedag har sin egen identitet i form af enten kød, fisk eller vegetarmad. Hvor f.eks. tirsdag er køddag og onsdag er suppedag. Mange børn lærer ugedagene ved først at lære, at det er suppedag, senere lærer de, at den også hedder onsdag. ”Når man er ny kan det virke overvældene, at gå fra madkasse til varm mad til frokost. Josefine er en kommende elev og skal i dag spise for første gang med i gruppen.

Hendes mor mener ikke, at Josefine vil smage på vores mad, hun har derfor madpakke med. Da måltidet tager sin begyndelse, får hun ligesom de andre tilbudt mad.

Hun ser sig omkring og bliver opfordret af Klara (en anden elev), til at tage mad på tallerken og spise. Josefine følger hendes anvisning og spiser en stor portion mad, smiler og efterligner de andre børn omkring bordet. Klara der opfordrede Josefine til at spise, var selv meget kræsen da hun var ny i gruppen. Hun havde hver dag madpakke med hjemmefra, bestående af makrel i tomat, laks, ostehaps og fem tomater. Det gentog sig i to måneder. I dag spiser hun alt og studerer nøje ugens menuplan” Pædagogen er en meget vigtig rollemodel, som børnene gerne vil efterligne. Vi er opmærksomme på, hvordan vi virker ind på hinanden. For det mindre barn betyder det, at den voksne er en god rollemodel, som er efterligningsværdig. Når vi hilser på hinanden, giver vi hinanden hånden. På den måde føler hvert enkelt barn sig set af den voksne eller af de andre børn. Barnet lærer at vise respekt for andre mennesker, men øver sig også i, at se en anden i øjnene, hvilket kan være grænseoverskridende for mange børn. ”Ib er en dreng, der er overvægtig, det er svært for Ib at få smart tøj, der passer ham og han har svært ved at deltage i meget fysiske lege som f. x fodbold. Han bliver hurtigt forpustet. Han bliver derfor drillet og holdt udenfor fællesskabet. Det gør Ib ked af det og han trøstespiser” For at undgå at nogle elever bliver holdt udenfor, har vi for de ældste elever dannet samtalegrupper. De mødes en gang om ugen. Mødet indledes f. eks. med en fortælling

20

om et barn, der blev drillet og holdt udenfor fællesskabet.

Efter fortællingen tales der om indholdet og eleverne giver udtryk for sympati og antipati for handlingen. Hver elev i gruppen har en ”rose bog”, i den bliver der skrevet de ting ned, som kammeraterne sætter pris på hos hinanden. Det skrevne bliver efterfølgende læst op og der sker en tydelig ændring og styrkelse af selvværdet hos den enkelte elev.

Nogle børn har tendens til at være indadvendte og stille, hvor de vender alle indtryk de oplever i hverdagen indad.

Det kan være krævende at komme i kontakt med disse børn og de skal styrkes og opfordres til at komme til udtryk, så deres ønsker bliver set og hørt. Andre børn er udadvendte, lever i omgivelserne, og ser og hører alt.

De vender deres indtryk og oplevelser udad, dvs. deres adfærd kan være udadreagerende.Nogle børn har rigtig god hukommelse og ofte rigid adfærd med mange tvangshandlinger og ritualer. Andre er glemsomme, lever i nuet og har svært ved at tage imod beskeder og udføre en handling. Her spiller pædagogen en stor rolle idet, det er meget forskelligt hvad disse børn har behov for. Her skal pædagogen kunne agere sådan, så han hele tiden har for sigte at fremme barnets udvikling. ”Da vi modtog Lise, var hun meget urolig, omkringfarende, højttalende og til tider råbende. Hun reagerede kraftig på alle uregelmæssigheder f. eks. en stol der stod skævt, en dør der ikke var lukket osv. Hun følte at hun straks måtte rette ”fejlen”. Det betød mange afbrudte måltider, og mange døre der skulle lukkes. Ved at bekræfte hende i, at det er ok, at en dør står åben og tilbyde at rette de ting der generer hendes øje, er hun nu i stand til at bede den voksne om hjælp til, at få rettet de ting der belaster og forstyrrer hende.”

Et barn som har svært ved at komme til udtryk, har brug for meget støtte, det kan være i form af anerkendelse, jeg-støttende samtaler, og i det daglige med en indirekte kontakt. Jeg-støttende samtaler foregår ”en til en” mellem voksen og barn. De kan opstå spontant f. eks. under tilberedning af aftensmaden eller på en gåtur. Samtalerne kan også være planlagte og finde sted på en fastlagt ugedag under kendte trygge rammer. Nogle børn har svært ved at udtrykke sig verbalt og der må pædagogen bruge andre kommunikations metoder, som f.eks. at understøtte sproget med Tegn til Tale, udrykke sig via leg, rollespil eller tegning. ”Søren er en dreng med autisme. Han har i en periode undgået at tage underbukser på eller har taget dem af i løbet at dagen og gemt dem på værelset. Spurgt om hvor>>

21

>>

for, blev Søren tavs og indadvendt. Da pædagogen ved at Søren er glad for at tegne, får han tilbudt papir og farver, og bliver bedt om at tegne underbukserne. Søren tegner en flot illustrativ tegning af et par grønne underbukser med markante røde striber i lysken. Det giver pædagogen anledning til at spørge Søren om underbukserne generer ham? Det nikker han til. Søren får nye underbukser i en større størrelse, problemet forsvinder og Søren er glad.”

Andre børn lever for stærkt i omgivelserne, de har svært ved at mærke egne og andres grænser. Disse børn har brug for, at pædagogen skaber ro og struktur, at pædagogen altid er på forkant og ”kridter banen op”. De har brug for stunder i løbet af dagen, hvor de kan mærke sig selv. Der kommer det rytmiske ind, hvor hele dagen veksler mellem ro og aktivitet; hvor der både er planlagte og spontane stunder i løbet af en travl hverdag, for at nyde roen og hvile i sig selv.

Nogle er så optaget af andres gøren og laden, at de ikke engang giver sig selv tid til at gå på toilettet. Disse børn har det til fælles, at de har brug for tæt støtte og guidning i alle deres aktiviteter; at pædagogen er ved siden af og sætter ord på deres handlinger og de konsekvenser de medfører. Langsomt bliver barnet bevidst om sig selv og den måde det virker på omgivelserne. ”Kasper er en aktiv, livsglad, udadfarende og impulsstyret dreng. Han kan godt lide fart. På legepladsen foretrækker han at køre i mooncar. Og det går stærkt. Kasper kører ind blomsterkrukker og alle de andre børn der står i vejen for ham. Det medfører at de andre børn bliver bange for ham og udelukker ham fra deres fælles leg. Over lang tid med tæt støtte og ledsagelse har Kasper lært at beherske farten. Nu færdes han i mooncar på legepladsen uden at påkøre de andre børn.”

22

Legen er vigtig for det mindre barn, igennem leg, udvikler barnet sociale færdigheder og styrker sine relationer til de andre børn. Barnet lærer at mærke sig selv og andres grænser. Det lærer spillets regler, lærer at give plads til andre, eller selv komme til orde og handling og derved opnå større selvværd og de sociale kompetencer, der hører med til, at barnet kan være en del af en social organisme.

Barnet udvikler også fantasien og fordybelsesevnen igennem legen f. eks. i rollespil som ulv i ”Rødhætte og ulven”, hvor barnet selv tager rollen; eller i bordspil hvor spillet skaber billeder og appellerer til barnets fantasi og indre billeddannelser. Et barn der er fordybet i en leg, glemmer tid og sted og oplever et flow, som er en personlig fordybelse og dermed en kilde, der giver barnet sit helt personlige overskud.

(Navnene på eleverne i artiklen er ændret).

BROEN TIL VOKSENLIVET 3 års ungdomsuddannelse for unge med særlige behov. Deltagelse i international kunstudstilling.

AF SUSAN GREEN JOHANSEN OG TORBEN OLESEN Man går efter lyden af klingende latter og finder Ungdomsuddannelsens træværksted, bagerst i kulturhuset ved Bredeshave. Der arbejdes med at lægge sidste hånd på kunstværkerne, som de unge mennesker skal have med på den årlige udstilling Handi-Art i Næstved. Her mødes unge med særlige behov i et kunstnerisk udstillingsfællesskab, og i år er der deltagere fra Finland, Tyskland, Polen, Litauen og naturligvis Danmark. Det er andet år, at Marjatta er repræsenteret og forventningerne blandt eleverne på ungdomsværkstedet er store. Langs væggene i træværkstedet står værkerne, som lige mangler de allersidste detaljer. Henning, leder af værkstedet, fortæller: Pop-up billeder ”I år er værkerne blevet til på den måde, at de unge valgte at klæde sig ud, som en person de godt kunne tænke sig at være. I denne mundering blev de så fotograferet i fuld figur, fotografiet sat ned i passende størrelse og limet på krydsfiner, hvorefter eleverne savede ”sig selv” ud med løvsav. Figurerne blev til slut limet ind i et såkaldt ”Popup” billede, hvor eleverne selv har malet både baggrund og forgrund. Det er spændende sager, det på denne måde er blevet til: Lænet op ad væggen står hele 2 politibetjente foran deres politistationer, en engel med masser af skyer, en racerkører og, for at det ikke skal være løgn; En konge!

Og de unge mennesker lader sig ikke sådan afbryde, der bliver savet og klippet og klistret, for det hele skal jo nå at blive færdigt.

Inspirationerne Og nogle dage senere er der så lejlighed til at besøge udstillingen. Den store hal i Grønnegades kaserne, Næstveds pulserende kulturcentrum, er fyldt til randen med kunstværker og glade mennesker.

Omkring et stort bord ved Marjattas del af udstillingen, sidder nogle af ungdomsuddannelsens unge mennesker og maler og modellerer, samtidig med at de sludrer hyggeligt med andre unge, som de hurtigt har lært at kende.

Rasmus, som er i gang med en stor klump ler fortæller; ” Det er dejligt at prøve noget nyt, møde nye mennesker og se verden og hvordan jorden er skabt”. Rasmus >>

23

”

Som i skolen, hvor undervisningen er bundet op på en struktureret genkendelig og rytmisk hverdag, med mange gen­tagelser og en rød tråd gennem ugen, månederne og året, så fortsættes den linie også i ungdomsuddannelsen og STU’en.

At være ung med særlige behov, kan være en stor mundfuld og en kæmpe udfordring for den enkelte, hvordan bærer man sig ad med at få et ungdomsliv med venner, en vågnende seksualitet, måske en kæreste og alt. hvad der ellers hører til i ungdomsårene?

24

På ungdomsuddannelsen / STUén er undervisningen på de tre år opbygget ud fra et eksistensielt grundlag som tager hensyn til, at man som menneske er nødt til at vide, 1: Hvem er jeg?

2: Hvordan lærer jeg at forstå verden?

3: Hvordan griber jeg verden an?

På hver årgang, lægges der vægt på at tilgodese hele mennesket.

Dvs. at der i årsplanen for den enkelte årgang bevidst er lagt fag ind, der både taler til intel­ lektet, til hjertet og til kroppen.

>>

bor i Birken, hvor han har gode kammerater til daglig. ”Det er også dejligt at komme ud og rejse. Vi har været i Prag og gået over Karlsbroen”.

Forløst i kunstnerisk proces Der er stor interesse for Marjattas udstilling, mange besøgende stiller spørgsmål til værkerne og giver sig tid til at snakke med de unge. Der hænger en seddel på væggen med nogle stikord: ”Hvem er jeg? – Hvordan ser jeg mig selv? – Hvad drømmer jeg om at være? Hvis jeg kunne bestemme, var jeg….”.Store spørgsmål for de unge mennesker, nænsomt forløst i den kunstneriske proces: ”Hvad vil du være, konge, politi eller bager, sur, sød eller engel? Det betyder ikke så meget, om livets pølse er speget, bare du er dig selv og ikke en anden!”

Det er tydeligt at årets Handi-Art udstilling, er et af årets højdepunkter for eleverne på Ungdomsuddannelsen. Men der foregår mange andre ting året igennem; Der smedes i smedjen, strikkes og sys i tekstilværkstedet, støbes i glasværkstedet og meget mere.

Teori og praktik Udover det praktiske er der også undervisning i teoretiske fag f.eks. brugen af computer, og det er noget de unge virkelig går op i.

Hver onsdag formiddag er der brugermøde. Her hører de unge om kommende tiltag og planer, og de har mulighed for at komme med deres synspunkter og ønsker. Efter mødet er der korsang i salen, inden det bliver tid til middagsmaden.På mødet denne onsdag tales der om en sang, som koret er ved at indøve; Marken er mejet.

Læreren Camilla gennemgår teksten med eleverne, og der tales om nogle af de sjove gamle ords betydning: Høet står i hæs bliver nemt til høet står i hest! Og er det nu loen eller koen, der bliver pyntet med blomster og blade?

Det er høsttid og udenfor vinduerne skinner sensommersolen, på den nye bygning der rejser sig.

Ud over Orangeri, skal bygningen være den fremtidige ramme for ungdomsuddannelsen, med plads til sang og bevægelse, kunstatelier med udsigt over Præstø fjord, værksteder og meget andet. – Der er fuld fart fremad på ungdomsuddannelsen. >>

25

>>

På Marjatta er det efter ti års skolegang muligt for den unge at tage en ungdomsuddannelse eller STU, hvis elevens hjemkommune godkender det. Ungdomsuddan­ nelsen og STU’en er broen der i løbet af de tre år den varer, ledsager og forbereder eleven på at tage springet fra barndommens beskyttede og strukturerede tilværelse til et mere individualiseret og selvansvarligt liv som voksen.

Al social omgang er præget af en fri, let og humoristisk stemning med respekt for individet. Kulminationen på de tre års ungdomsuddannelse/ STU er dimissionsfesten, som hol­ des lige før sommerferien, hvor af­ gangselevernes familier er inviteret.

Som fast tradition arrangeres en fest­lig afslutning i salen, hvor elev­ erne får overrakt diplomer, der holdes taler og synges sommersange.

Efterfølgende er der udstilling af elevernes afgangsprojekter og recep­ tion.

Selv om de tre årgange er differentierede i deres opbygning, har de nogle meget vigtige fællesnævnere. Der skal være plads til, at den enkeltes ønsker og behov tilgodeses. Der skal være tid og plads til, at de gode relationer mellem de unge kan opstå. Ethvert initiativ fra eleverne tages seriøst, uanset hvor urealistisk forslaget end måtte være. Man tages som elev med på råd og får tildelt medansvar for egen udvikling i form af et udviklingskort, som eleven selv så vidt muligt byder ind med emner til.

26

FULD FART PÅ UNGDOMSLIVET På Skovvænget handler det meget om overgangen fra teenager liv til voksenliv, med ansvar, valg og mange spørgsmål.

AF GRUPPELEDER SUSANNE RABJERG, INTERVIEW AF TORBEN OLESEN

Skovvænget er den ældste bygning på Marjatta. Den blev købt i 1961 og er oprindeligt et slags herskabssæde, bygget i bedste håndværksmæssige traditioner. I årene der er gået,

har en række tilbygninger rejst sig omkring Skovvænget; Det egentlige Marjatta. Men den gamle bygning ligger stort set uændret, både udvendig og indvendig.

Det mærkes med det samme, man træder over dørtærskelen; Døre, paneler, trapper og sågar lysekronen i stuen er oprindelige. Den murede pejs har et smedejernsgitter, hvor motivet er Sct. Michaels kamp med dragen – og langs lofterne løber smukke friser i stuk. Ja, hele bygningen emmer af god gammeldags hygge.

Førstesalen hvor hovedparten af de unge mennesker har deres værelser, fremtræder dog meget moderne i friske farver og møbleret i bedste teenager stil. Også det store køkken i stueetagen er tip top moderne og funktionelt.

Det blev totalrenoveret for et par år siden, og i samme forbindelse blev en væg fjernet, således at der er fremkommet et stort og praktisk alrum. ”Det her er husets hjerte” fortæller gruppeleder Susanne Rabjerg, som viser rundt. ”Det er her de unge samles, både i hverdagen og ved festlige lejligheder”.

Forskellige forudsætninger Susanne Rabjerg fortæller videre om de unge mennesker og deres liv på Skovvænget: ”Bogruppen består af 14 unge mænd og kvinder i alderen 15 – 27 år med forskellige handicaps.

Nogle er vokset op på Marjattas børneafdelinger, andre er kommet hjemme fra forældrene, da de var i konfirmationsalderen. Det er en spændende udfordring med disse forskellige baggrunde. De unge som kommer fra børneafdelingerne, er vokset op i Marjattas kultur, hvor det kunstneriske spiller en stor rolle. For de udefra kommende er der arbejdet meget med intellektet, og nogle af de unge møder på Marjatta for første gang billedkunst, teater og klassisk musik”.

Netop disse kunstneriske aktiviteter spiller en stor rolle i de unges liv; De deltager i teaterforestillinger, musikopførelser og udfolder sig i maleri og tegning. Susanne Rabjerg understreger den terapeutiske betydning, der ligger i disse aktiviteter, som sammen med de rytmisk tilbagevendende årstidsarrangementer, danner et solidt fundament for de unges liv.

Nogle af beboerne på Skovvænget går stadig i skole, andre er på ungdomsuddannelsen, andre igen arbejder på værkstederne. Et af disse er det biodynamiske gartneri i Vindbyholt; herfra har de unge grøntsager med hjem til Skovvængets køkken, hvor de også deltager i madlavningen og på denne måde får et afslappet forhold til sund og nærende kost.

Ungdomsliv som andres ”Det er vores opgave, at skabe rammerne for et ungdomsliv i lighed, med det liv andre unge lever” siger Susanne Rabjerg, og forsætter: ”Så individuelt som muligt. Det handler om at hjælpe de unge til at træffe egne valg, og til at tage så meget ansvar for deres eget liv som muligt. I det hele taget støtte og vejlede dem i deres udvikling.”

Fritiden bruger de unge mennesker på mange forskellige måder. Nogle er blevet inspireret af fjernsynsudsendelsen ”Vild med dans” og er begyndt at gå til undervisning i Standarddans og moderne dans. Andre går mere op i

27

sport, f.eks. svømning og ridning, mens andre igen spiller musik eller går til gymnastik.

En stor del af fritiden går også med socialt samvær; Man besøger hinanden på kryds og tværs i de forskellige ungdomsgrupper der er på Marjatta, som udover Skovvænget rummer Nimah Naust huset, Skovbrynet, Kastanjen og Birken. Noget tilbagevendende er de månedlige diskoteksaftener.

Den svære kærlighed ”Det er vigtigt, at hjælpe de unge mennesker til at udvikle sig i kæresteforhold”, siger Susanne Rabjerg, ”Det gør vi bl.a. i samarbejde med forældrene”. For naturligvis forelsker de unge sig i hinanden, med alt hvad deraf følger.

Susanne Rabjerg understreger vigtigheden af at støtte og vejlede på dette område, som netop for de unge på Skovvænget, kan være vanskeligt at orientere sig i.

En anden udfordring er hele udviklingen med mobiltelefoner og computerspil, og hvordan disse ting kan integreres i de unges liv på en individuel og god måde. ”Men det er jo en udfordring for alle unge i disse år” siger Susanne Rabjerg.

Noget andet, der gælder for alle unge, er lysten til at rejse og opleve noget nyt.

For Skovvængets beboere er den årlige sommerferie et af årets højdepunkter. Man har i lang tid snakket om forskellige rejsemål og planlagt det hele. I år går ferien til Paris.

Det pædagogiske mål med ferierejserne, er at de kan rejse som en gruppe unge mennesker og ikke sammen med deres forældre.

Verden er ikke i ro De viser nye sider af sig selv og får et stort udbytte, som der kan arbejdes videre på, når de kommer hjem. ”Rejserne er pædagogisk lim, som binder dem sammen, Også i tiden efter; de har nemlig haft fælles oplevelser”.

Dynamikken i ungdomsgruppen på Skovvænget består i, at de ældste flytter videre ud i voksenfællesskaberne og nye unge flytter ind.

Hele tiden ændrer tingene sig og farves af udviklingen og de unges ønsker og behov, ”Men fundamentet i vores pædagogik forbliver det samme”, siger Susanne Rabjerg og runder samtalen af: ”Ungdomslivet stritter i alle retninger – og det er godt, for det er udtryk for at noget lykkes”.

28

ARBEJDE GIVER IDENTITET OG SELVRESPEKT

AF RENATE GREGERSEN Arbejdslivet er en fast og vigtig del af de unges og voksnes hverdag. På Marjatta har vi både produktions- og aktivitetsværksteder, og gennem årene er værkstederne vokset, så vi i dag har plads til 137 mennesker med psykisk handicap.

Værksteder som gård og gartneri har været en integreret del af Marjatta i mange år og opstod på baggrund af et behov for at forsyne Marjatta med gode biodynamiske fødevarer. Værkstedet i Snesere har været kendt gennem flere årtier for sit fine kunsthåndværk. Her fremstilles både sølvbestik, smykker og trælegetøj af høj kvalitet.

Værkstedernes betydning Cafeén i kulturhuset er et af de nyere tiltag og det er en særdeles efterspurgt arbejdsplads. Her drager brugere med psykisk handicap omsorg for besøgende, seminariumstuderende og kursister med god mad i smukke omgivelser, mens haveholdet tager sig af omgivelserne og hjælper til ved udstillinger og teateropførelser.

Andre værksteder, som aktivitetshusene i Næstelsø, Store Heddinge og Vidarslund tilbyder både meningsfuldt, kreativt og alsidigt arbejde og beskæftigelse til mange beboere. Især beboere som er blevet lidt ældre eller som ikke magter et arbejde i et af produktionsværkstederne.

Målet med værkstederne er at stimulere lysten til at lære nyt, vedligeholde og udvikle de færdigheder og kompetencer, den enkelte allerede har tilegnet sig.

Fælles for alle er, at arbejdslivet for den enkelte er fyldt med mening, og klar bekræftelse på, at man yder noget i det omfang, man kan.

Arbejde og fællesskab At have et arbejde handler i høj grad om at indgå i et socialt fællesskab og det opstår, når man arbejder sammen om et produkt eller praktiske opgaver som rengøring, borddækning eller produktion af lampeskærme… o.m.a.

Et andet fælles træk er, at der arbejdes med både form og indhold. Processen, man er i, når man skal fremstille et produkt eller gennemføre en opgave er lige så vigtig som det færdige produkt. Begge dele skal være af høj kvalitet, hvis der skal være tale om et godt stykke arbejde.

Kvaliteten skal være høj, fordi det giver arbejdsglæde

og understøtter den enkeltes oplevelse af at være en aktiv, værdifuld og nyttig medspiller i samfundet. Det gælder også kvaliteten af aktiviteter, som ikke kan ses som et fysisk produkt. Det er f.eks. en værdifuld opgave at dække bord og sørge for te og kaffe, så kollegerne kan nyde deres frokost.

Gennem arbejdet skabes der identitet og følelsen af, at kunne give noget til andre. Derfor er det så vigtigt at holde fast i arbejdsbegrebet og leve op til det.

Medarbejdere og brugere får respons på deres arbejde i kontakten med verden udenfor.

Gennem salg af Marjattas produkter, hvor flere værksteder har en gårdbutik eller sælger direkte fra værksted, skabes der kontakt til kunderne, som kommer med kommentarer, ros eller bare har lyst til at snakke. I cafeen er kontakten til gæsterne naturligvis en helt central del af arbejdet. Begge steder medvirker kontakten til, at hver enkelt mærker, at de yder en indsats, som værdsættes.

Omvendt integration Værkstedernes kontakt til ”verden udenfor” bliver et eksempel på omvendt integration, fordi brugerne i café, gårdbutik osv. færdes i trygge omgivelser, hvor de kan hilse besøgende velkommen og betjene dem med stor venlighed og selvsikkerhed. Det at være på ”egen grund” og alligevel have en stor kontakt med andre, der ikke bor eller arbejder på Marjatta, skaber en særlig kultur af venlighed og respekt for hinanden.

I et samfundsperspektiv giver arbejdet derfor mening på flere niveauer. Hver unge og voksne på Marjatta bidrager til, at producere noget, som værdsættes af andre mennesker.

Det betyder, at de oplever sig selv som mennesker, der har betydning for og er en del af et fællesskab. De ser og mærker, hvordan der er brug for alle, uanset hvilke kompetencer, de har. Det giver både selvrespekt og respekt fra andre.

Endelig giver arbejdet mulighed for at øge og tilegne sig nye kompetencer, som bidrager til at styrke den enkeltes selvværd og muligheder for at tage aktivt del i samfundslivet.

29

HER ER MAN NOGET HELE LIVET Uanset hvor man lever sit voksen­liv i Marjattas fælles­ skab, er der opgaver og plads til at være en personlighed i et mangfoldigt liv

AF TORBEN OLESEN For nogle år siden blev der holdt et seminar med titlen: Hvad vil det egentlig sige at være voksen?

For de fleste var det i første omgang et mærkeligt spørgsmål, for vi ved jo alle, hvad det er at være voksen. Men hurtigt viste det sig, at svarene ikke var så selvfølgelige, og at der også var mange forskellige og modstridende opfattelser.

Spørgsmålets formål var at sætte fokus på, hvorledes vi omgås med hinanden; På den ene side udviklingshæmmede voksne mennesker, og på den anden side plejepersonale og pårørende. Hvordan taler vi til hinanden, hvilke forventninger møder vi hinanden med, og frem for alt I hvilken grad er omgivelsernes holdninger bestemmende, for det liv der leves af udviklingshæmmede voksne?

Seminaret var præget af en god og konstruktiv debat, der for mange af deltagerne blev en øjenåbner, der kastede nyt lys over forhold, som måske var blevet til indforstået rutine og vaner. I hvilken grad kan man, som voksent udviklingshæmmet menneske administrere sin egen økonomi? I hvilken grad administrere sin egen tid, sit eget kærlighedsliv, sit arbejdsliv og meget, meget andet?

Det er forhold, som løbende må tages op og behandles, fordi de hænger sammen med den generelle samfundsmæssige udvikling og hele tiden udfordrer holdninger til etik, moral og spørgsmålet om individuel frihed.

Voksenstedernes betydning I Marjatta Fælleskabet blev disse udfordringer tidligt en realitet.

30

Da de første børn voksede ud af skolehjemmet omkring 1980 og det lå forældrene stærkt på sinde, at børnene kunne forsætte med at leve i Marjattas kultur, blev det første voksensted Lærkegården oprettet for ti unge mennesker. I dag hedder stedet SampoVig og på matriklen bor enogtredive voksne mennesker, fordelt på fem boenheder.

I de efterfølgende år opstod tre voksensteder mere; Vidarslund, Sofiegården og Ristolahaven, således bor der i dag omkring 100 mennesker på Marjattas voksencentre.

Livet på voksencentrene udfolder sig ud fra de samme tanker, som på Marjatta Skolehjemmet. Det handler om, at skabe rammer, som gør det muligt for den enkelte at udvikle sig i et inkluderende fællesskab. Grundoplevelsen er, at alle har noget at bidrage med og at alle gerne vil bidrage. Livet opleves som meningsfuldt, når man bliver set og får lov til at udfolde sine evner ud fra egne unikke muligheder.

Sådan er voksen-livet Voksencentrene er opdelt i mindre boenheder, hvor beboere af begge køn bor seks til ni sammen i huse med en række fællesfaciliteter.

Selvom der er stor aldersspredning, lige fra helt unge til folkepensionister, er der i alle bostederne en vis grundrytme, som livet udfolder sig i; Overordnet står selve årsløbet, hvor markeringen af de forskellige højtider danner en genkendelig og tilbagevendende rytme. Livet leves ikke ud

ser deltages der i mange forskellige aktiviteter. Den røde tråd er det kunstneriske element, både som modtagende og som aktivt udøvende.

Man kan deltage i musikalske sammenhænge, hvor der spilles på diverse instrumenter eller synges i kor. Eller være med i skuespil, for teaterarbejdet har altid haft en fremtrædende plads inden for Marjattas kultur, og på voksenstederne arbejdes der kontinuerligt med øvning og opførelse af teaterstykker. En af gevinsterne ved at være med til disse ting, er at man hjælpes til at være til stede i nuet, i sit eget liv.

Et andet aspekt af det kunstneriske, er at deltage i de tilbud, som ligger inden for mulighedernes grænse. Man tager gerne i det Kgl. Teater for at høre opera eller se ballet, eller man deltager i det lokale kulturlivs tilbud, man går i kirke, i biografen, til fodboldkampe osv. Der er mulighed for at deltage i aftenskoleundervisning f.eks. i madlavning eller tegning/maling. Hvis man har lyst til at røre sig, kan man gå til folkedans eller gymnastik eller bare gå lange ture i naturen.

Det sociale spiller naturligvis også en stor rolle, man går på besøg hos hinanden, hygger og ser fjernsyn. ad en lige motorvej, hvor man aldrig ved hvad der venter forude. Fejringen af årstidsfesterne har beboerne deltaget i, siden de var børn, det skaber en særlig tryghed og glæde, at der er noget, der altid er som det plejer at være.

Dagsrytmen giver hverdagen indhold og mening og er igen med til at danne en base af tryghed, som giver den enkelte overskud til at udvikle sig og prøve nye muligheder.

Centralt i hverdagen står arbejdslivet. Tilknyttet voksencentrene findes et antal værksteder og aktivitetshuse, hvor der fremstilles og produceres en lang række kvalitetsprodukter indenfor træarbejde, vævning, grønsager, sølvsmykker, keramik ect. At kunne udføre et stykke arbejde og se, at der er en mening med det, giver værdighed og selvtillid.

Typisk arbejder beboerne på disse tilknyttede værksteder, men der er også beboere, som ud fra egne ønsker har fundet alternativ beskæftigelse f.eks. i børnehave eller landbrug. På den ene side er det trygt, at bosted og arbejdsplads ligger i sammenhæng, det er landsbytanken. På den anden side kan det være givende og udviklende, at skulle bevæge sig gennem samfundet for at komme fra bosted til arbejde, her er der mulighed for møde andre mennesker, og i det hele taget være en del af det pulserende liv.

Fritid, oplevelser og erfaringer Når arbejdsdagen er forbi, venter fritidens glæder og for­ nøjelser.

Her er mangfoldigheden stor, alt efter alder og interes-

Kvalitet og stabilitet I alle forhold af voksenlivet satses der på kvalitet, lige fra indretningen af boliger og udendørsarealer, til påklædning og ernæring. Mange steder tilberedes der varm mad i husene ved middagstid, afbrydelsen af arbejdet og duften af maden er med til at skabe den gode stemning af hjemlig hygge, råvarerne er så vidt muligt biodynamiske eller økologiske.

De gode rytmer har deres kvalitet, men de skal også brydes for at bevare dynamikken. Nogle af årets højdepunkter er ferierne, også her vælges rejsemål efter alder og muligheder; Nogle vil gerne på skiferie i Norge, andre vil hellere ned til sydens solbeskinnede strande. Nogle vil gerne besøge steder i Danmark, som de kender eller har hørt om, andre har mod på eventyr i fjerne lande. Således leves livet i hverdag og fest og det er nu over tredive år siden, at det første voksensted blev oprettet. De beboere, som flyttede ind her, begynder at blive gamle, det stiller nye krav både til beboerne selv og til de mennesker, som har påtaget sig opgaven, at hjælpe dem.

I Marjattas voksenfællesskab arbejdes der, netop i disse år, på at imødekomme de nye udfordringer, som alderen fører med sig. Der bygges nye og større handicapvenlige boliger, der ansættes fagpersonale, indkøbes liftbusser og meget andet, som lover godt for, at grundlæggeren af Marjatta Albert Emans vision om det livslange tilbud, står ved magt.

31

ET KUNSTVÆRK BLIVER TIL Fugleflokprojektet på SampoVig AF TORBEN OLESEN

Vi besluttede at hver beboer skulle fremstille en fugl i stentøj, og at fuglene på forskellige måder, skulle samles i en installation sammen med store marksten.

Værket skulle placeres i forbindelse med den Stillelund, som samtidig var ved at blive etableret.

I den skabende kunstneriske proces, er det muligt at frigøre uanede muligheder for kreativ udfoldelse. Dette er ganske enkelt en erfaring gennem mange års arbejde med udviklingshæmmede mennesker. Det i monotoni nedsænkede sjæleliv, som måske kun formår at opretholde få og simple, vaneprægede livsytringer, kan under de rette betingelser vækkes til en kreativitet, som afføder forbavselse og beundring.

Tydeligt er det i forbindelse med det musikalske univers.

Fuldstændig uafhængigt af intellektuelle evner kan en

32

musikalitet, som både er modtagende og aktiv, bringes til blomstring. Grundlæggeren af Marjatta Albert Eman blev aldrig træt af at fortælle om hjemmets pionerfase, hvor børnenes opførelse af Mozarts Tryllefløjten var et af højdepunkterne. Og nu, mange år efter kan disse børn, som i mellemtiden er blevet voksne, stadig berette anekdoter fra arbejdet med forestillingen.

Også på det billedkunstneriske område gør disse ting sig gældende.

Et eksempel på hvorledes kunsten kan udfolde sig i

hverdagen, er Fugleflokprojektet på SampoVig, som fandt sted over sensommeren 2012 og foråret 2013.

når de har brug for at mindes, eller bare brug for at tænke over tingene.

31 kunstnere på Sampo Vig Baggrunden var at SampoVig i 2012 havde 30 års jubilæum, og at de pårørende i den anledning ønskede at skænke stedet et kunstværk. Et samarbejde mellem beboerne og en kunstner var nærliggende. Keramikeren Ulla Thornberg

Der blev afsat en uge til Projektet, en uge hvor SampoVig stod i Kunstens tegn. Salen blev omdannet til atelier, med pap på gulvet, staffelier, borde , høvlbænke og alt hvad der var nødvendigt for at vi kunne udfolde os. Lidia Foustranou, leder af SampoVigs værksteder, stod for arbej-

var straks med på ideen, og ikke mindst, at samtlige 31 beboere på matriklen skulle have mulighed for at deltage.

Vi besluttede at hver beboer skulle fremstille en fugl i stentøj, og at fuglene på forskellige måder, skulle samles i en installation sammen med store marksten.

Værket skulle placeres i forbindelse med den Stillelund, som samtidig var ved at blive etableret; Et lidt tilbagetrukket sted i et hjørne af den gamle have, hvor det er meningen, at beboerne kan tilbringe en fredelig stund,

det med at fremstille fugle af drivtømmerpinde, tørret tang, stumper af fiskenet og hvad man ellers kan finde på stranden. Ulla Thornberg stod for selve keramikarbejdet, hvor de færdige fugle blev til, modeleret i stentøjsler. Selv stod jeg for det billedkunstneriske, hvor alle fik mulighed for at tegne og male, som en slags forberedelse til at arbejde i leret.

På denne måde kunne der veksles mellem de forskellige processer; I perioder blev der tegnet og malet, så skiftede man til drivtømmer materialet eller til leret. Dette

33

p l u k

gav mulighed for at tilgodese den enkeltes muligheder og behov.

Det blev en uge, hvor det hele stod på gloende pæle. Men det blev også en fantastisk spændende uge, takket være den entusiasme og det gå-på-mod, som alle mødte op med.

s

Personligt udfordrende For det er slet ikke så nemt, som det ser ud til……at skabe kunst. Der er mange ting, der skal overvindes, det er der for os alle sammen. Vi skal alle sammen, på den ene eller anden måde, have hjælp for at komme ind i en skabende proces, vi har så mange hæmninger og fordomme om os selv.

Det ligger i sagens natur, at der hvad det angår, ligger en særlig udfordring et sted som SampoVig. Nogle mennesker skal måske have 20 % hjælp andre 70% eller ligefrem 90% hjælp for at komme frem til det skabende rum, hvor det umulige kan finde sted, hvor hæmningen træder i baggrunden og det kreative får lov til at strømme.

Forudsætningen for at det kan finde sted, er begejstring, at viljen bliver vakt. Det er ikke nok, at man fylder et rum med maling og papir og ler og drivtømmerpinde; Lysten til at være kreativ og skabe noget skal strømme. Derfor er det vigtigt, hvordan dagen planlægges, der skal hele tiden være en rytme mellem udfoldelse og afslapning, ligesom et pendul der svinger frem og tilbage. Det hele skal bæres af, at alle er så meget til stede, som overhovedet muligt, at man så at sige investerer sig selv.

Og så skal der være overraskelser, som lige vender energien, når den er ved at dale. Vi gjorde det bl.a. på den måde, at vi nogle gange om dagen afbrød det hele og samledes for at øve fuglevers. På den måde kom vi væk fra arbejdet med hænderne, kom ind i et sprogligt univers, et

34

r u t

lydunivers. Hele tiden var det et spørgsmål om, at mærke efter hvordan det stod til med kræfterne og tilstedeværelsen, og kanalisere processen fremefter på den baggrund.

Som sagt endte det med at have været en fantastisk uge, hvor alle gav alt hvad de havde sig. Efterfølgende kom en langvarig proces med at brænde stentøjet af flere omgange, afsluttende med glasering.

Trækfugle på tourné Og selve resultatet blev da også rigtig flot.

Det blev så flot, at der på baggrund af avisartikler, kom opfordring til at udstille projektet på det lokale udstillingssted Kulturloftet. Til ferniseringen, hvor de fleste kunstnere deltog, var den store overraskelse, i hvilken grad beboerne selv tog ejerskab af projektet: De trådte bogstaveligt talt frem og fortalte de mange fremmødte, om hvordan de havde arbejdet og hvilke tanker de havde gjort sig.

På ferniseringsdagen blev der fremsat ønske om, at udstillingen også skulle vises på Stevns Fyrcenter. Det blev den i april måned, hvor den blev set af de mange, både indenlandske og udenlandske besøgende, som kommer for at opleve Stevns Klint. Da fuglene efterhånden havde været en del omkring, fik denne udstilling titlen Trækfugle, og det var ikke helt misvisende, for nu kom der forespørgsel fra et udstillingssted i Lynge, som også gerne ville vise udstillingen. Imidlertid var der enighed om, at det nu var på tide at afslutte projektet og færdiggøre installationen i SampoVigs Stillelund. Arbejdet hermed fandt sted på nogle solbeskinnede dage i starten af maj, hvor foråret efter en lang vinter endelig meldte sig.

Selve indvielsen skete d. 17. maj, en solbeskinnet formiddag hvor beboere, pårørende og indbudte gæster oplevede en smuk afslutning på et langt og for alle personligt givende forløb.

k i r y

LYRIKVÆRKSTEDET NAOS Et lyrikværksted som personligt frirum

l og r

AF NIELS DAMM & JOHN RYOM-RØJBEK

Det er jo ingen hemmelighed, at vi her i Marjatta-fællesskabet lægger stor vægt på de kunstneriske aktiviteter.

Vi anvender stort set alle kunstformer: Skuespil, musik, sang, billedkunst, håndarbejde i alle afskygninger og ikke mindst skrivekunst.

Sprogformer Niels Damm, der er uddannet i København og bl.a. har undervist på seminarer rundt om i landet, dannede for otte år siden en lille gruppe af 8 skriveglade mennesker der, som han siger: Er begavet med en anderledes kromosomsammen-sætning end normalt. Det der kaldes for Downs syndrom. Alle elsker de at skrive digte og Niels Damm fungerer som hjælper og rådgiver.

Denne gruppe har fået navnet: Lyrikværkstedet NAOS. NAOS er det græske ord for det allerinderste og helligste rum i et tempel, det sted hvor guden bor, hvor kun de indviede præster har lov at komme. Det er dette rum, dette hellige sted, at gruppen søger i lyrikværkstedet.

Der hvor der er et tredje element mellem ”dig” og ”mig”

Dyb alvor og sjov Når de mødes og arbejder med at skrive digte, er der en stemning af alvor og sjov. Der grines meget, men der opstår også mange øjeblikke af dyb alvor, for digtene handler jo kort sagt om menneskelivet og det må jo tages så alvorligt at man også kan le af det.

Det de søger, er at skabe et fælles rum af tillid og tryghed, hvor det er muligt at udtrykke det man har i sig – uden at nogen tager stilling til det der kommer, at nogen straks bedømmer det, et frirum hvor digtene kan komme til verden. De er ikke altid fuldkomne når de dukker op, disse digte, men de er udtryk for forfatternes oplevelser af livet som menneske og som såkaldt handicappet.

Niels Damm fortæller, at gruppens medlemmer er gode til at vandre mellem synlige og usynlige verdener, leve sig ind i stemninger og sætte ord på deres følelser.

Udover at være i dette frirum, hvor der skrives af hjertens lyst, har gruppen arbejdet særdeles intenst med bl.a. nogle af Inger Christensens digte. Dette arbejde resulterede i en lyrikforestilling der hed ALFABET. Deri indgik også digte som gruppen selv har skrevet, bl.a. et digt om Inger Christensen:

Jeg så dig inde i min krop.

Jeg stod op og du lærte mig dine digte som jeg skulle sige til dig.

Du gav mig din varme og du spredte dine arme ud og gav mig et knus.

Et andet fint digt fra gruppen:

Den smukkeste krystal der bor i mit hjerte er ren som den sandhed der er i mit ord.

Forestillingen blev vist adskillige gange. Især under det helsepædagogiske stævne på Marjatta, hvor helsepædagoger fra hele Danmark mødtes for at beskæftige sig med temaet ”Etiske dilemmaer”, blev Alfabet-forestillingen mødt med begejstring. På Steiner-børnehaveseminaret i Charlottenlund var der stående bifald og i Jylland, i Landsbyfællesskabet ”Hertha” var der også stort fremmøde og begejstring for forestillingen.

Gruppen arbejder støt videre og er i skrivende stund tæt på at være klar med en ny forestilling i anledning af Marjattas 60 års fødselsdag.

35

GLÆDE, FÆLLESSKAB OG TÆNKSOMHED Marjattas forstander Bernhard Schmitz har optimismen og glæden ved musisk fællesskab med på sit livs rejse.

INTERVIEW MED BERNHARD SCHMITZ Af Mogens Baden

36

En høj slank og tydeligvis venlig mand tager imod. Et smil der begynder i øjnene breder sig til ansigtet og følges op med varme i stemmen: Velkommen til Marjatta !

49-årige Bernhard Schmitz, skolehjemsforstander og daglig leder af Marjatta, synes i sin ydre væremåde at personificere de holdninger og idealer, der er grundlæggende for livet på den nu 60-årige sociale institution for psykisk udviklingshæmmede. En af dem er glæde.

Og man skal ikke langt ind i en god snak med ham før end det står klart, at Bernhard Schmitz er en dedikeret forstander, når det gælder jobbet. At man ved at tænke sig om, leve med vilje, optimisme og i tillid til sig selv og sine omgivelser kan udrette store ting. Sammen med andre og for andre.

Det med at tænke sig om er måske ingen tilfældighed.

Med sin opvækst i et tysk borgerligt/katolsk miljø i Nord­ rhein-Westfalen og skolegang i det tyske gymnasium var banen ligesom kridtet op for Bernhards nysgerrighed: Man skal tænke sig om.

Gymnasiets samfundsfaglige linie var klassisk orienteret, men en enkelt bog af og om Rudolf Steiner og hans menneskesyn blev udslaggivende for unge Schmitz.

Ikke i trods men af nysgerrighed, fik han her sparket en dør op til at ting kan gøres anderledes.

Netop det Marjatta tilbyder børn og voksne.

Hør her hvad Bernhard Schmitz selv gør sig af overvejelser desangående: – Vægtning af tankefrihed, kunstnerisk frihed og en udogmatisk tilgang til livet er blandt de nøgleområder, der kan løfte mennesker til et rigere liv. Man kan på sin vis bryde de intellektuelles privillegier. Kunstnerisk udfoldelse ser jeg bl.a. bekræftet i Marjattas arbejde som en vej, der løfter fysisk hæmmede ud af deres sårbarheds-skal.

– Og vigtigt: De udviklingshæmmedes kreativitet og arbejde med kunstneriske processer og problemløsninger er meget tit markant overraskende. De evner at udfordre os andre i vores personlige syn på begreber som rummelighed, samhørighed og gensidig forståelse.

Udfordringssituationer er i det hele taget i disse år både iøjefaldende og hørlige i debatten, når det drejer sig om omstillinger i samfundet og om hvordan vi indretter os med hinanden, unge som gamle.

For Bernhard Schmitz giver det god mening at møde sådanne udfordringer i rammen af det fællesskab som er Marjattas. Et skole- og livs-fællesskab som ikke kun bygger på, at faste rammer er noget én-dimensionelt.

At svaret også er, at man evner at omsætte og udvikle de faste rammer til rytmiske sammenhænge.

For skoleforstander Bernhard Schmitz giver den slags god mening: – Mærk efter hvordan du har det i en given sindsstemning, når du møder dine omgivelser. Mon ikke det betyder noget, at du er både glad og i balance med dig selv?

– Jeg er ikke smagsdommer for, hvordan vi skal gribe ting an, men jeg tror på glæde, accept og forståelse som vigtige elementer i vores omgang med hinanden. Et medfødt handicap er ingen hindring for at føle sig fri; hvis man blot bliver set og forstået – ikke set ned på.

Det aflæses i øvrigt på forstanderens glædes-barometer, at han oplever tætte familienære forhold mellem børn, forældre og skolehjem. Selv siger han: Jeg oplever, at forældrene i en vis forstand driver Marjatta. Derfor røres han personligt hver gang forældre betror deres barn til Marjatta. Og efterfølgende ser forældre-hjem-skole forholdet udvikle sig.

Jeg ser det som min opgave, at skabe udvikling og fornyelse med afsæt i Rudolf Steiners ideer og tanker. At skabe udvikling med en solid forankring i et værdigrundlag som skaber tryghed for elever, beboere og deres pårørende.

Det svarer godt til Bernhard Schmitz´ personlige foretagsomhed: Tingene skal udvikle sig. På tryg og ordentlig vis bevæger man sig fremad. Og døgnet burde iøvrigt have haft mindst 48 timer. Og en hel del af disse skal bruges til fordybelse – og til at tænke sig om.

Når ikke Bernhard Schmitz ”skoler den” er der meget andet at prioritere.

Bl.a. en naturlig dyb medfødt interesse for tyske forhold, tysk og dansk kultur i billedkunst, musik og litteratur.

Og de udendørs sysler: – Jeg er på mange måder et bevægelses- og naturmenneske, der henter stor glæde, styrke og inspiration ved at færdes i naturen. Og den er der ikke mangel på omkring os.

Som familie er vi dybt privilegeret ved at bo på et af de skønneste steder i Danmark. Med udsigt til Feddet og Præstø Fjord, høre og føle stilheden i de lyse nætter, vågne til sollyset i morgentimerne og opleve vinternætternes stjernehimmel. Og at kunne dele det hele i fællesskab med vores elever, børn og kolleger.

37

MINDER SOM PERLER PÅ EN SNOR Tilbageblik på 60 år i Marjatta Fællesskabet – Alderspræsidenterne blandt beboerne fortæller om oplevelser og glæder gennem årene.

INTERVIEW OG SAMMENSKRIVNINGER VED TINE BAY SØRENSEN Åh, disse minder, det er dem der giver livet kulør.

For Kirsten Pedersen, i dag 74 år, Merete Hastrup på 67 år og Bruno Christensen 65 år dukker der mange erindringer op, når de bliver spurgt om de kan huske tilbage til Marjattas første tid.

Kirsten og Merete var med lige fra tiden på Rødbjerggaard. De tilhørte gruppen af de første elever, som var med, da Marjatta i 1953 blev grundlagt og fik sit første sted i det lejede stuehus til det biodynamiske jordbrug på Rødbjerggaard i Nordsjælland.

Kirsten var ældst, 13 - 14 år fortæller hun. ”Jeg blev helt salig, alle de dyr, den friske mælk og frem for alt, at Eman forstod, at jeg var musikalsk og elskede musik. Jeg fik mulighed for at spille på klaver, ja, jeg lærte at øve mig og siden hen blev det til fløjten. Jeg har kunnet spille sopran, alt, tenor og sågar den store basfløjte. I dag spiller jeg stadigvæk til morgensamlingen på klaveret og ved andre festlige lejligheder.”

Fra de smalle tider Adspurgt husker Merete, at der ikke var meget plads, at det hele, stuen m.v. blev forvandlet til klasseværelse om dagen efter morgenmaden og så tilbage til spisestue igen ved middagstid.

Merete begyndte som den første elev i 1. klasse. ”Det var svært at flytte hjemmefra, men Eman var morsom.

Han talte sit eget sprog (Eman var hollænder, men han havde inden Danmark virket en del år i Sverige) og så var der alle de andre søde medarbejdere. De boede der alle sammen. Det var dejligt trygt. Jeg var især glad for at lære at strikke, alle former for håndarbejde, det er lige mig.”

Kirsten og Merete fortæller sammenstemmende om, at de ikke selv kunne bestemme, hvem de boede på værelse med. Eman og de andre medarbejdere bestemte alt, sådan var det bare! De ville det bedste for os; og noget som Kirsten vægter højt i sit tilbageblik er, at der aldrig var nogen der drillede hende. Medarbejderne regnede med hende og gav hende ansvar for forskellige ting. ”Jeg var ked af det da vi skulle flytte til Holte, jeg kom til at savne alle dyrene”. Det var en god tid på Rødbjerggaard.”

38

Merete

I Holte kommer Bruno, som dagelev til Marjatta.

Forinden havde han gået på en anden skole og dér var han blevet drillet. ”Marjatta var dejligt, Eman spillede med os og vi sang.

Jeg har altid elsket at synge, jeg kan heldigvis godt lidt endnu, selvom jeg ikke mere kan være en del af et større kor.” Ølkapslerne, Mozart og Haydn Samstemmende beretter de hver især i deres tilbageblik, om alle de kunstneriske oplevelser de har haft og fået mulighed for at være en del af i de mange år. Det begynder med børnesymfonien af Haydn. ”Den blev indspillet i Holte” fortæller Bruno. ”En skøn rund lille skive, vil du se den jeg har hele 3 stykker.”

Bruno er fascineret af alt rundt, bolde, plader, mønter og kapsler. I den forbindelse spørger han mig, om jeg vil høre en historie fra en af hans første udlandsrejser med Eman & Karla, hvor det nær var gået galt. ”Ser du, jeg havde fyldt lommerne med kapsler og hvad tror du der skete, da jeg i den græske lufthavn skulle gå igennem kontrollen? Det larmede helt vildt og jeg løb så hurtigt jeg kunne væk og Eman efter mig. Det endte godt det hele, men det var hårdt at tømme lommerne, 64 kapsler havde jeg fået samlet.”

For Kirsten er det helt klart arbejdet og opførslen af Tryllefløjten af Mozart, der har været et af hendes højdepunkter. ”Det var fantastisk, vi var med alle sammen. Rummet og scenen var forvandlet.” Ellers har hendes lange arbejdsliv i køkkenet været det centrale omdrejningspunkt.

Det at hun er blevet brugt og har haft betydning og været en del af køkkenpersonalet i så mange år har spillet

Bruno

og spiller stadigvæk en central rolle. Kirsten kommer stadigvæk hver tirsdag og fredag i køkkenet, dækker bordene og passer telefonen disse to dage.

For Merete er det vævestuen og alle de fine ting hun igennem årene har lavet, hun ser tilbage på med stor glæde. ”Det har været mit liv, at væve og strikke pæne ting.

Glædet mig, når mennesker ved basaren, Åbent hus eller bare er kommet ind og købt mine ting”.

Lykkelige for egne boliger Min ryg er blevet skæv nu og jeg kan ikke så meget mere, men det er dejligt, hver dag at komme op et par timer om formiddagen og sidde lidt blandt de andre.”

Bruno beretter om, hvordan det første sølvværksted blev indrettet i et ombygget hønsehus i Skovvængets indre gård. (I dag ligger medarbejderboligen Svalereden der). ”Jørgen Brødegaard hed vores første sølvsmed. Han var skrap til at bruge værktøj”. Adspurgt om, hvad han lavede om dagen inden sølvværkstedet blev indrettet, siger han havearbejde. ”Puha, der var stor have og masser af frugttræer. Derudover skulle vi save brænde. Det store hus (Skovvænget) skulle jo varmes op. Jeg har været glad for mit arbejdsliv, men nu har jeg tilladt mig selv at trække mig tilbage. Min krop kan ikke mere.”

Samstemmende udtrykker alle 3, hver for sig, stor glæde over de bedre boligforhold de har fået på deres ældre dage.

Merete & Kirsten bor i hver deres egen lille selvstændige bolig, de nyder begge deres egne rum, soveværelse, stue og tekøkken. ”Dejligt, her bestemmer vi selv. Jeg kan se lige det jeg selv vil i fjernsynet, jeg skal ikke være enig med de andre, siger Merete. ”

Kirsten

Bruno nyder sit store dejlige værelse, freden og roen på Breidablik.

Hos alle tre er der en inderlig glæde, at spore, når minderne om deres lange liv i Marjatta Fællesskabet vælder frem; og det er tydeligt for dem alle, det som Kirsten udtrykker med disse ord: ”Jeg ved ikke, hvad mit liv ville have været uden Marjatta. Jeg har så meget godt at tænke tilbage på, gode minder, skønne og store oplevelser. Og stadigvæk kan jeg glæde mig hver dag, når jeg skal ned til mine høns, køkkendamerne eller der er en sommerhusferie i farvandet”.

Bruno og Merete glædes ikke over høns eller køkkendamer. Det er samværet med de andre i deres fællesskab, medbeboere, som de har delt et langt liv sammen med og alle de rare medarbejdere, som Merete siger. Spontant kommer det fra dem alle: Hvor er det dog godt, at få lov til, at tale om vores liv, pludselig kan vi huske så mange flere ting.

Bruno siger: ” Minder bliver lige som runde perler på en snor, når du hjælper mig med at huske dem, ved at spørge mig”. Åh, disse minder, de giver ikke bare livet kulør, men også værdi.

39

MIT LIV PÅ SAMPOVIG I HVERDAG OG FEST Stine Hansen fortæller om sit liv på SampoVig

INTERVIEWET AF TORBEN OLESEN Stine tager imod i sit hyggelige værelse, hvor hun har anrettet med kaffe og småkager.

Gennem det åbentstående vindue kan man høre hendes kammerater på Haveholdet, som er i gang med at plukke ribs og solbær.

Selv har Stine fået fri fra arbejde til denne samtale, hvor vi har aftalt, at hun skal fortælle lidt om sig selv og hverdagslivet på SampoVig. ”Jeg flyttede til SampoVig i 2000 sammen med de andre, som bor her i Vibehuset. Det var før alt det nye blev bygget. Jeg arbejdede hos Kim i skurvognen, der stod her ude på pladsen. Det kunne jeg godt lide. Jeg arbejdede også hos Leo på Træværkstedet, han var rar.”

Hurtigt taler Stine sig varm. En glad og levende kvinde på 35 år…….ca. som hun siger! Den ene erindring tager den anden, det ene øjeblik fortæller hun om barndommen på Marjatta, det næste øjeblik husker hun en koncert i København, hvilket får hende til at tænke på de dejlige Cd`er hun lytter til sammen med sin kæreste.

Hvordan starter din dag Stine? ”Vi står op, vasker os, gør rent og spiser morgenmad, og så går vi til morgensamling i salen. Det kan jeg godt lide. Vi er nogle stykker, der kommer lidt før de andre, fordi vi skal varme op på fløjterne.

Det er rart at synge og sige godmorgen til alle de andre, så ved vi, at vi skal have en god morgen.”

40

Hvad er dit arbejde? ”Jeg arbejder med forskellige ting.

Vi plukker bær til køkkenet og laver syltetøj. To dage om ugen er jeg på IT værkstedet, vi laver blad, skriver om livet og om hvad vi laver på værkstederne. Jeg har også selv en PC`er; for tiden skriver jeg på min livshistorie, spiller spil, finder på nye ting, det er mest i weekender, når jeg hygger mig med min kæreste eller de andre kommer på besøg. Jeg har lige fået en ny telefon, med internet og alt muligt, den kan tage billeder. Nogle gange er jeg på vævestuen, det er hyggeligt, jeg kan lide alle værkstederne”.

Og i fritiden? ”Når vi ikke er på arbejde, hygger jeg mig med mine kammerater, det er dejligt at bo sammen med nogle, man har kendt i mange år. Vi har det godt sammen. Vi laver mad og vasker tøj; jeg kan også godt lide at lave frikadeller, pizzaer og pandekager med fyld. Jeg går til madlavning på aftenskole inde i St. Heddinge, så har vi julefrokost og inviterer gæster.

Når jeg har fri, går jeg ind til byen og handler, jeg går også i biografen med min kæreste, eller besøger ham på Lærkegården. Vi skal på ferie sammen på Marienlyst, med medarbejdere. Det glæder jeg mig til, så skal vi rigtig råhygge os. Vi har været kærester nogle år, det er dejligt, vi kan lide hinanden, går ture sammen eller sidder og strikker og kysser lidt. Sådan er det at være kærester.

Nogle gange kører hele Vibehuset på udflugt, til Køge eller Næstved, så køber vi tøj og spiser, eller kører ud i naturen til Holtoug kridtbrud eller Bøgeskoven. Vi tager også til koncerter og i Tivoli og går på museum.

Når jeg har fri, går jeg ind til byen og handler, jeg går også i biografen med min kæreste, eller besøger ham på Lærkegården. Vi skal på ferie sammen på Marienlyst, med medarbejdere. Det glæder jeg mig til, så skal vi rigtig råhygge os. Vi har været kærester nogle år, det er dejligt, vi kan lide hinanden, går ture sammen eller sidder og strikker og kysser lidt. Sådan er det at være kærester.

I keder jer vist ikke? ”Nej, hvorfor skulle man det? Jeg øver mine replikker til skuespillet, jeg har spillet meget skuespil, jeg har været Sif og dværg i nordens mytologi, og dronning i Tornerose, nu spiller jeg Athene i Odysseus.

Om vinteren ser vi film i salen sammen med Sonny, vi skiftes til at vælge, jeg har valgt ”Vagabonderne på Bakkegården”. Julen er en dejlig tid, med musik. Det er hjerternes fest, så kommer min søster og besøger mig! Til Pinse spiser vi morgenmad i salen, alle sammen, om vinteren spiser vi suppe og pandekager i salen hver fredag.

Stine fortæller og vi drikker kaffe, chokoladeovertrækket på småkagerne begynder at smelte i solskinnet der falder på bordet. ” Jeg motionerer meget, for jeg vil gerne tabe mig” Stine vælger at se humoristisk på sagen: ”Men det er som en elevator der kører op og ned”.

Ellers giver Stine udtryk for, at hun føler sig sund og rask.

Hvad med fremtiden, gør du dig tanker om den? ”Jeg vil ikke bo andre steder, men en dag vil jeg måske gerne flytte sammen med min kæreste. Jeg er glad for dyr, vi går jo til ridning nede hos Svend på Fjordstedet”.

Kunne du godt tænke dig, at få din egen hest? ”Nej, det er for meget ansvar. Jeg vil være mig selv, tænke over tingene.

Jeg skriver digte og maler billeder.

Det lyder godt, er der noget du gerne vil have kommer med i det her interview, som du ikke har fået fortalt om? ”Nej jeg er godt tilfreds. Hvis jeg bliver ked af det, sætter jeg mig ned i Stillelunden.

Har du et forslag til en overskrift? ”Vi kan jo kalde det: Mit liv på SampoVig i hverdag og fest”.

41

AT VÆRE KÆRESTER – OG BO SAMMEN Interview med Amalie og Christian

Det er tydeligt, at lyrikken og musikken er noget de er fælles om; ”Christian sætter melodier til mine digte”, siger Amalie og giver ham et klem.

AF TORBEN OLESEN Christian og Amalie sidder og holder hinanden i hånden i Bøgehusets hyggelige dagligstue. Det er tydeligt, at de er glade for hinanden og gerne vil fortælle om sig selv.

De har boet i Bøgehuset siden 2005 og blev næsten kærester med det samme. I dag er Amalie 30 år og Christian er 34 år.

42

”Jeg kan mærke, at jeg har fundet den mand, jeg elsker”, siger Amalie henvendt til Christian, som svarer; ”Du er en sød pige med blomster i håret”.

Amalie fortæller, at de passer på hinanden og at det er dejligt, at have et menneske, man kan være tæt på.

Christian smiler; ”Amalie var med til min 30 års

fødselsdag på Cafe Mocca i Præstø, bagefter tog vi hjem til Bøgehuset og fik kaffe og kage, og så sluttede vi med diskotek i Løvehuset”.

Amalie fortæller at hun skriver digte og at det betyder meget for hende, at sætte ord på sine følelser. Hun er med i lyrikværkstedet NAOS, hvor de netop har fået trykt deres første digtsamling. Nogle gange holder de digt- oplæsningsaftener med musikledsagelse, så er Christian med, for han spiller både fløjte, klaver og kontrabas: ”Men ikke på en gang” tilføjer han.

Det er tydeligt, at lyrikken og musikken er noget de er fælles om; ”Christian sætter melodier til mine digte”, siger Amalie og giver ham et klem.

De kan også godt lide at tage til koncerter, f.eks. har de sammen været i Helsingør og høre Outlandish, for øjeblikket glæder de sig til at se Caroline Henderson i Næstved.

Turen til Helsingør tog 3 timer og 7 minutter, fortæller Christian. Han er meget glad for at køre med tog og bus, ca. en gang om måneden besøger han sin familie, som betyder meget for ham.

Amalie og Christian har deres egen lille lejlighed i Bøgehuset; ”Jeg har altid ønsket mig, at bo sammen med min kæreste” fortæller Amalie. ”Vi har en dobbeltseng, som vi sover i, og et badeværelse. Nogle gange har vi brug for at være os selv, så lukker vi døren”. Christian supplerer; ”Hvis vi har problemer, så snakker vi med personalet og får sat ord på, sådan noget skal man have ud af verden”.

Christian arbejder på Bredeshaves gartnerhold, hvor de slår græs, saver brænde og luger ukrudt, han cykler frem tilbage til arbejdet. ”Jeg går til ridning” siger Amalie,

”Jeg har altid godt kunnet lide heste, jeg kan snakke med dem”.

Snakken går også nemt med Amalie og Christian. De fortæller om dagliglivet i Bøgehuset, om rengøring, madlavning, tøjvask og alle de daglige gøremål. Om festlige balaftener i Kulturhuset, hvor de danser og morer sig, om biografture og træning i Fitnesscenteret i Præstø, om musik-café i Løvehuset og Folkedans på Sofiegården.

De har også været til bryllup i København, hvor Christians fætter blev gift og der blev spillet afrikansk musik; bagefter var de ude og spise. ”Det var rigtig godt, at være til bryllup” beretter Christian, ”Vi giver også hinanden gaver. Jeg gav Amalie et ringbind til sine digte og kuglepenne; jeg har også købt et smykke til hende i Præstø, et der var lilla, hun elsker nemlig lilla”. ”Jeg har givet Christian mange ting, og jeg har skrevet mange breve til ham”. ”Vores forhold er godt, hvis vi bliver uenige om noget, går det hurtigt over igen. Vi ved hvor vi skal gå hen, hvis vi har brug for hjælp og sådan”.

I løbet af samtalen har Amalie og Christian henvendt sig meget til hinanden, søgt og fundet bekræftelse, smilet og leet. ”Jeg kan godt lide, at have en kæreste, der spiller musik” siger Amalie, ”Det passer fint, når jeg skriver digte”, og henvendt til Christian; ”Det er dig, jeg vil dele mit hjerte med”, ”Det vil jeg også” svarer Christian!

43

DE BEDSTE TOMATER, DER FINDES Professionel respekt for produkter fra Vidarslund

AF RENATE GREGERSEN Når Nadja og Mia plukker de solmodne tomater i drivhuset på gartneriet Vidarslund i Vindbyholt, høster de frugterne af mange måneders arbejde.

Nadja, Mia og de andre dygtige medarbejdere har nemlig allerede i februar sat de små planter i den omhyggeligt forberedte jord. Om vinteren køres der store mængder kompost, trillebør for trillebør, ind i drivhuset og fordeles på rækkerne. Senere på foråret passer og plejer de to tomatplanterne, klipper skud af, så de bærer store og flotte tomater. I drivhusene hjælper små dyr med den biologiske skades bekæmpelse.

Sjak Boot, som har ledet gartneriet gennem 25 år, har altid i overensstemmelse med Marjatta ånd, drevet gartneriet efter biodynamiske principper og har en Demeter godkendelse.

Og tomaterne bliver de bedste, der findes – det synes

medarbejderne på gartneriet og beboerne i Marjattas voksencentre og på skolehjemmet i hvert fald.

Og der må være noget om snakken, for samarbejdet med grossister og kunder er langvarigt. De vender trofast tilbage hver sæson. Markedsføringen foregår fra mund til mund og gartneriet har fået henvendelser fra restauranter, tv producenter til mad programmer og indkøbsforeninger, både i København og i Køge.

Gartneriet mærker den stigende efterspørgsel ved, at flere forretninger og kunder tænker tanker om bæredygtighed og værdsætter, at kunne handle lokalt.

Udover tomater, producerer gartneriet en lang række grøntsager, som kan købes i gårdbutikken. Kan man ikke komme til gårdbutikken, kan man købe varerne på enkelte markedsarrangementer, som gartneriet deltager i.

Gartneriet mærker den stigende efterspørgsel ved, at flere forretninger og kunder tænker tanker om bæredygtighed og værd­ sætter, at kunne handle lokalt.

44

45

DE FØRSTE MÅNEDER I MIT NYE JOB Anders forlod ungdomsuddannelsen og var klar til nye udfordringer. Han har nu arbejde i Snesere og fortæller her med egne ord, hvordan et sølvarmbånd skabes.

FORTALTE ANDERS PEDERSEN, SKOVVÆNGET TIL RENATE GREGERSEN Jeg hedder Anders og er ny på Snesere værkstedet. I sommers blev jeg færdig med ungdomsuddannelsen.

Det var meget specielt, at begynde sådan et nyt sted.

Jeg skulle lære nye ting og vænne mig til nye mennesker og nye medarbejdere.

Jeg startede på træværkstedet og lavede en træske. Det gik godt og det lærte jeg hurtigt. Så var jeg også udenfor sammen med Alex og Ulrik. Der fyldte vi en trailer og hakkede ukrudt og ordnede terrassen. Det var ok, fordi det skulle prøves. Det er noget jeg gerne vil gøre engang imellem, men ikke så tit.

Så begyndte jeg på sølvværkstedet. Der fik jeg en opgave, som jeg kunne prøve. Det var at lave et smykke. Det var et murstensarmbånd.

Det var rigtig svært, indtil jeg fik øvelse, så gik det bedre.

Først skar jeg nogle tynde sølvtråde på længde. De skulle sættes op, i en række på et stativ, med bitte små huller. Der skulle jeg bruge en pincet.

Bagefter skulle jeg sætte små sølvmursten, som Niels havde forberedt, på de tynde tråde. De skulle sættes forskudt på hinanden, så det ligner en mur. Især når jeg begyndte på en ny række, så skulle man huske hvor den første mursten skulle sidde. Alle sten skal sidde rigtigt.

Jeg lavede også nogle fejl, så jeg har lavet det om nogle gange. Men pyt med det, nu kan jeg det i hvert fald. Jeg skal stadig væk holde tungen lige i munden og koncentrere mig. Det er et kompliceret arbejde.

Jeg synes selv, det er helt vildt, at jeg har lært det og at jeg ved, hvordan man laver et armbånd.

Jeg har ikke prøvet at være på glasværkstedet, men det vil jeg også gerne prøve. Det er godt, at jeg kan prøve flere forskellige ting på værkstedet, inden jeg ved hvor jeg vil være og lære meget mere.

Men jeg kan godt lide arbejdslivet.

46

�

Jeg synes selv, det er helt vildt, at jeg har lĂŚrt det, og at jeg ved, hvordan man laver et armbĂĽnd.

47

”HISTORISK VINGESUS OVER MARJATTA” Marjattas sølvværksted laver knapper til uniformerne på Historiecenter Dybbøl Banke AF GERT ELLEGAARD De flotte, skinnende knapper på de gamle soldateruniformer på Historiecenter Dybbøl Banke i Sønderborg stammer fra Region Sjælland! De er nemlig lavet af udviklingshæmmede beboere på institutionen Marjatta ved Præstø Fjord, en af Region Sjællands sociale institutioner.

Fremstillingen er foregået på et af Marjattas værksteder, sølvværkstedet, hvor det undervejs var nødvendigt også at lave eget specialværktøj for at kunne komme så tæt på de originale uniformsknapper som muligt.

- Vi har ikke kunnet gøre det 100 procent, som man gjorde i gamle dage, men vi ligger dog meget tæt på, konstaterer værkstedsleder Niels Jakobsen, der ellers kan sætte flueben i flere tilfredshedsfelter i forbindelse med fremstillingen af uniformsknapperne.

2.000 knapper Første flueben falder ud for den håndværksmæssige kva­ litet, fordi det er lykkedes at producere knapper, som kunden har nikket anerkendende til.

- Det har også været en positiv oplevelse at se, hvordan beboerne, som har stået for arbejdet, har involveret sig i både selve arbejdet og det historiske aspekt bag. Det har givet en værdi udover det rent pædagogiske, siger Niels Jakobsen.

I alt har leverancen omfattet 2.000 knapper, til både

48

danske og tyske uniformer, fordelt over to størrelser på 19 og 23 mm.

– Fra starten lød orden på 1.200 knapper, men der kom en ny ordre til undervejs, så vi nåede op på de 2.000.

Mange processer I fremstillingen indgår mange forskellige processer, før knapperne er færdige til at blive syet på uniformerne i det sønderjyske. Smeltning, valsning, prægning, slibning og lodning er nogle af dem, og grundmaterialerne er lidt forskellige fra de danske til de tyske knapper.

– De danske knapper er lavet af tin, og dermed er de knap så fornemme som de preussiske, som vi har udført i tombak, en speciel legering med stort indhold af kobber, som giver en rødlig farve.

Museet i Sønderjylland har betalt mellem 7,50 og 8 kroner pr. knap, så det har også skæppet lidt i kassen i Marjatta.

- Overskuddet bruger vi blandt andet til at købe nye materialer for, men pengene har på ingen måde været drivkraften for os, understreger Niels Jakobsen.

- Det har i stedet været udfordringen ved opgaven og bevidstheden om, at vi laver noget, der er brug for. Altså, at det er en reel produktion, som vi har fået betaling for på helt almindelige vilkår.

I fremstillingen indgår mange forskellige processer, før knapperne er færdige til at blive syet på uniformerne i det sønder­jyske. Smeltning, valsning, prægning, slibning og lodning er nogle af dem, og grundmaterialerne er lidt forskellige fra de danske til de tyske knapper.

49

SOLSKINSBARNET FREDERIK OG HANS FAMILIE En beretning om en families oplevelser og erfaringer med Marjatta - Det betød svære valg, sorger og glæder men også ny livskvalitet og indsigt i det at være anderledes AF METTE JENSEN Den 19. april 2002, valgte solen at skinne ekstra meget på vores lille kommende familie. Vores længe ven­­tede og ønskede barn kom til verden. Graviditeten forløb godt uden komplikationer. Så da vores solskinsbarn Frederik så os første gang, var vi stolte og glade forældre. Men det viste sig dog, at det ikke var den start på livet han eller vi havde forestillet os. Vi var indlagt på sygehuset, hvor de hjalp vores lille familie med at få den bedste start på livet. Efter fem dage, fik vi beskeden om at Frederik var født med diagnosen downs Syndrom. Vi vidste ikke lige umiddelbart hvad dette omfattede, men da vi blev fortalt hvad det var, også med henvisning til programmet med Morten og Peter, havde vi ligesom noget at forholde os til.

Bekymring og sygdom Den største frygt på dette tidspunkt var om Frederik havde en hjertefejl, han skulle opereres for. Det viste sig ikke at være tilfældet. Vi tog hjem som den lille familie, der nu skulle lære hinanden rigtig godt at kende.

Frederik har været igennem mange infektionsforløb, med lungebetændelse som den største udfordring. Vi har kæmpet med lange antibiotika kure, som satte Frederiks udvikling tilbage hver gang han blev syg. Vi lyttede dengang til den lægedokumenterede videnskab, og troede fuldt og fast på, at det skulle han nok vokse sig fra. Da Frederik var ganske spæd blev vi oplyst om, at der var en skole for udviklingshæmmede, der kunne være en rigtig god løsning for Frederik. Det var første gang vi hørte om Marjatta. Vi blev opfordret til, at køre derned og besøge stedet, og blive ”skrevet” op, da stedet var meget eftertragtet. Vi kunne ikke på daværende tidspunkt tage stilling til det, men valgte at besøge Marjatta.

Frederik finder nye venner Frederik var hjemme indtil han var 1½ år, og derefter begyndte han i en specialinstitution, hvor der var børn med mange forskellige handicaps. Da han blev 4 år begyndte han i en integreret børnehave. Og disse to forløb

50

gav Frederik en rigtig god start. Vi bevarede kontakten til Marjatta, og allerede fra første møde, var min mand og jeg enige om, at det var det helt rigtige sted for Frederik.

Da vi kørte ind på parkeringspladsen, følte vi det som om bilen punkterede, stedet emmer af ro og stilhed, en ro og stilhed der den dag i dag stadig kendetegner Marjatta og personalet. Vi blev alle tre mødt af venlighed og imødekommenhed og Frederik fik straks sit første idol; Bernhard, der jo har sin velkendte harmonika. Frederik elsker musik, og ser hver en lejlighed for at kunne snige sig til en

”

optræden på scenen, eller få en voksen til at spille et eller andet instrument for sig.

Mere rask og sund Frederik begyndte som dagelev på Marjatta i august 2009, og går nu i 4. klasse. Han havde sin gang i Lærken, som var en tryg base for Frederik, hvor han med det samme knyttede sig til personalet, der imødekom hans behov – og især vores. Der var altid tid til at tage en snak med os forældre, der var en skulder at græde ud ved, når det var

Støtten har altid været der, også når man som to udearbejdende forældre, med to mindre søskende, kan have svært ved at fastlægge en struktureret hverdag

51

svært, der var glæde og engagement, når Frederik spillede op til spillopper. Støtten har altid været der, også når man som to udearbejdende forældre, med to mindre søskende, kan have svært ved at fastlægge en struktureret hverdag.

Når Frederik var sløj, blev der nurset om ham, som var det mor, der sad ved siden.De værdier Rudolf Steiner bygger på er noget vi alle profiterer af, naturens egne midler, forskellige terapier, har gjort at Frederik nu stort set ikke er syg ret meget. Han kan nu bruge sine kræfter på at udvikle sig, frem for hele tiden at skulle bruge sine ressourcer på at blive rask. Frederik er et barn der elsker at være social, han elsker teater, cirkus, sang og musik. Han elsker at være med i haven, og er glad for at ride. Interesser der i den grad bliver honoreret på Marjatta.

Familie under pres At have et barn med særlige behov, kan til tider være en udfordring, og det tærer på familiens kræfter og ressourcer. Som mor forsøger man at tilgodese alles behov, men med en familie, der består at fem forskellige mennesker, kan det i sig selv være en udfordring. Vi havde i nogle år sagt ja til aflastning i privat regi, men da det ikke længere kunne være det optimale for Frederik og os, spurgte vi om der var mulighed for aflastning på Marjatta. Vi var så heldige at der var plads til Frederik, og vi sagde ja tak til at Marjatta nu skulle fungere som aflastning. Vi var glade for at vi fik en fast plan for hvornår Frederik skulle være i aflastning, og på denne måde fik opbygget et netværk sammen med sine skolekammerater.

Det store skridt Han var i begyndelse i aflastning i Bøgen, hvor det i starten var svært for Frederik, at skulle sove, men efter kort tid, kunne vi se, at den struktur og forudsigelighed, imødekom Frederiks behov. Vi fik nu en dreng der var mere harmonisk, og vi havde mere overskud til os selv og vores to piger, når Frederik var hjemme. Frederik var samtidig i en alder, hvor det er svært at forstå sig selv og andre. Hans sprog kan være svært at forstå, men her får han støtte og vejledning til at lære at udtrykke sig på en måde, der er acceptabel for alle. Personalet omkring os vurderede og vejledte os løbende til, at det måske var en god ide at overveje om Frederik ikke burde være døgnelev på Marjatta. En meget svært beslutning at stå overfor, især når man er deprimeret og tilmed skal lade andre stå med et ansvar for sin søn. Bl.a. tanker som, at nu var det ikke lige mig der skulle ”sørge” for Frederik. Det var andre, der skulle putte Frederik – og trøste når det var svært.

52

Den tomme stol Derhjemme mangler han, når man ser den tomme stol, når vi tager på udflugt eller ferie. Men vi valgte at det grundlæggende var Frederiks behov, der skulle imødekommes. Han skulle have succesoplevelser. Følelsen af ikke at være forkert. Og ikke mindst få sikret sin hverdags forudsigelighed og de faste rammer. Elementer som til tider kan være svære at honorere i fortravlede familiehverdage. Det må vi til fulde sige honoreres på Marjatta. Nu har Frederik været i Linden siden august 2012. Og han stortrives.

Den svære flyttedag Dagen hvor Frederiks ting skulle flyttes i Linden, var rigtig rigtig hård for os alle. Frederik var, lige som mor, rigtig ked af det. men vi viste ikke vores følelser ved afskeden, da jeg kørte. Tårerne kom først da vi havde vinket farvel.

Frederik kan godt give udtryk for, at han ikke vil i skole eller i Linden, men når jeg siger til ham ”vi ses på onsdag”, falder han lige så hurtigt ind i rytmen igen. Når det driller derhjemme, kan han prompte sige; ”mig tilbage til Linden”. Her søger han med det samme de trygge rammer. For os bor Frederik ikke på Marjatta. Han har et værelse i Linden og hans hjem er hos os. Jeg vil dog tilføje, at Marjatta og det fantastiske personale er vores anden familie. De kender os på godt og ondt, og har altid et forslag til hvordan de udfordringer vi møder i forbindelse med Frederiks handicap, kan løses. … og nye hverdag Frederik er hjemme hver anden weekend, og hver onsdag henter vi ham, for så at køre ham i skole næste dag. Vi ringer sammen mindst en gang om ugen, og for nylig havde Frederik slet ikke tid til at tale med sin mor, da han skulle ud og spille fodbold med kammeraterne fra Linden.

Frisørbesøg, cafebesøg, til tjek hos læge, tandlæge, er bare nogle af de ting Marjatta tilbyder. Frederik synes nu det er meget sjovere at komme til frisør uden mor, da de så lige skal på iscafé, eller i pølsevognen. Oplevelser han aldrig før har syntes om. På Marjatta finder Frederik den ro og fred, omverdenen til tider ikke kan bidrage med. Han har skabt sig et liv med glæde og en masse gode venskaber og ikke mindst ligesindede kammerater. Han har voksne omkring ham, som kan forstå hans verden, og ikke mindst forholder sig til den. Han udvikler sig godt skolemæssigt og bliver budt på mange nye udfordringer, vi som familie ikke kan tilbyde i samme omfang. For os betyder samarbejdet med personale og stedet rigtig, rigtig meget for os alle sammen. Far, mor, søskende, bedsteforældre, venner er altid velkomne, og der er altid mulighed for en faglig eller

hyggelig snak. Vi elsker alle unge som gamle at deltage i de forskellige arrangementer, der byder sig .

Vi fik en ny livskvalitet Og tilmed er vi alle blevet beriget med ny livskvalitet.

Marjatta har bidraget til, at vi har oplevet og set livet fra en anden vinkel, vi ellers ikke ville have haft mulighed for, hvis ikke vores solskinsbarn blev født for 11 år siden.

Vores to andre børn ser frem til hver gang vi skal hente Frederik. Når der foregår et arrangement, vil de altid være med. De elsker Marjattas rammer og omgivelser. Og så har de ikke mindst mulighed for, at dele glæder og sorger

med søskende, der er i samme situation som de selv er. Da vi traf vores valg for snart 9 år siden, om at Frederik skulle begynde på Marjatta, var vi helt sikre på at Frederik ville få et fantastisk liv, vi har sparet os for mange bekymringer ved, at Frederik nu er blevet en del af Marjattas fællesskab. Vi kan kun sige personalet på Marjatta en stor tak for deres faglige dygtighed og store engagement. Medarbejdernes evne til at lære at elske på godt og ondt, den menneskelige rummelighed og ikke mindst venligheden.

For os betyder Marjatta med de skønne omgivelser rigtig, rigtig meget i vores liv.

Et stort tillykke med jubilæet.

På Marjatta finder Frederik den ro og fred, omverdenen til tider ikke kan bidrage med. Han har skabt sig et liv med glæde og en masse gode venskaber og ikke mindst ligesindede kammerater. Han har voksne omkring ham, som kan forstå hans verden, og ikke mindst forholder sig til den. Han udvikler sig godt skolemæssigt og bliver budt på mange nye udfordringer, vi som familie ikke kan tilbyde i samme omfang.

53

AT ARBEJDE MED DYR OG MENNESKER Landbruget Strandhøj har moderne økologisk kvalitet. Fra virksomhedspraktikant til landbrugselev på Marjattas gård AF RENATE GREGERSEN

Der er ikke to dage der er ens og jeg lærer meget af Axel, som er biodynamisk landmand og leder af gården, og jeg lærer meget af brugerne

54

Enogtyvårige Line har siden april 2013 været landbrugselev på Marjattas landbrug Strandhøj ved Præstø fjord.

Her leverer de ca. 10-15 jerseykøer mælk til det tilknyttede lille mejeri. På mejeriet produceres ost, smør og surmælksprodukter, der hovedsageligt leveres til de mange boenheder i Marjatta fællesskabet.

Line fortæller, at før hun blev landbrugselev på Strandhøj, var hun i virksomhedspraktik samme sted. Hendes store drøm er en uddannelse som dyrepasser, men da hun også kan se sig selv som socialpædagog synes hun, at hun ”slår to fluer med et smæk” ved at være på gården: ”Kombina-

tionen af at passe køer og arbejde sammen med brugerne er rigtig god. Jeg er blevet taget imod med åbne arme af nogle meget levende og søde brugere, der gerne vil hjælpe og tale med mig” siger Line.

Hun fortæller, at hun har lært rigtig meget af den varierede hverdag på gården: ”Der er ikke to dage der er ens og jeg lærer meget af Axel, som er biodynamisk landmand og leder af gården, og jeg lærer meget af brugerne. Meget af den nye faglige viden, kan jeg tage med mig videre i uddannelsesforløbet; allerede nu ved jeg meget mere om køer, dyrevelfærd og sygdomme”. >>

55

VOR MORS KARTOFLER FRA MARJATTA En beretning fra det virkelige liv AF MOGENS BADEN I mine yngre dage boede jeg i det indre københavn under ret beskedne vilkår.

En gammel ven af familie, en bondemand fra midtsjælland holdt lidt øje med os, når han kom til staden. Unge mennesker laver hurtigt traditioner, og et par gange om måneden fejrede vi sammen hans besøg med en fælles fredagsspisning med alt godt fra den sjællandske muld. Vi købte ind og hans betalte.

Nede i gaden solgte en grønthandler de nødvendige ingredienser. Vi var stamkunder – hver anden fredag.

Grønthandleren solgte varer fra Marjatta. Vor midtsjællandske ven var en arg modstander af økologi og tidens sundhedstrends – i alle forklædninger.

Holdt sig ikke tilbage for at prise tidens fremskridt til øget udbytte, såsom norsk gødning, stråforkortere, ordentlig sprøjtning mod skimmel m.m.

Han kendte intet til Marjatta. Men kartofler havde han erfaring med og kendskab til.

En fredag aften over de kogte kartofler brød han sammen: Det er dæleme de bedste kartofler jeg har smagt siden min mor lavede mad. De smager sgu af noget!

Det lakoniske svar fra værtinden lød: De er ikke bare økologiske, Jens. De er biodynamiske! – Jeg er ligeglad, de smager sgu.

Jens lagde sidenhen kartofler af helt andre sorter, end han havde gjort i mange, mange år.

56

>> Line synes også, at der er en del udfordringer, men at de er med til at udvikle hende: ”Man skal ikke søge en elevplads her, hvis man ikke er indstillet på, at arbejde sammen med brugerne. Man skal have mod på livet og lyst til at svare på mange spørgsmål”.

Line fortæller om, hvordan brugerne selv påtager sig opgaver og er med til at forme arbejdet på gården. Det synes hun, giver en god stemning og en god arbejdsdag. Brugerne er gode til at huske på ting og opgaver, der venter forude og de kigger til køerne

flere gange om dagen. ”Brugerne går meget op i at køerne trives, de ser efter, at der er vand og at de har det godt. I det hele taget er vi alle gode til at tage vores arbejde seriøst, – og når vi er på job arbejder vi meningsfuldt” Line er faldet godt til og har fået mange nye venner, så hun ser slet ikke frem til, at hun en dag skal overlade elevpladsen til en anden. Foreløbig lader hun skolebænken vente og nyder arbejdet på Strandhøj.

MOR, JEG SENDER EN SMS PÅ FREDAG – MIN KALENDER ER FYLDT HELT OP En tung beslutning for 27 år siden gav Christian og hans familie et nyt liv

AF INGE CHABOT ”Mor, jeg kan ikke komme hjem og besøge dig – min kalender er helt fyldt op!

Men jeg sender dig en sms på fredag” Christian på 34 år foretager et af sine sjældne telefonopkald fra den uundværlige mobil. Og han er meget bestemt i sin stemmeføring. I beskeden ligger selve essensen af den udvikling Christian har gennemgået siden han som 7-årig flyttede på Marjatta. En beslutning, som han ikke selv havde indflydelse på, men som blev foretaget med blødende hjerte af mig.

Har du forsøgt Marjatta?

De første år af Christians liv var præget af hans meget for tidlige fødsel, et utal af komplicerede konsekvenser deraf som samlet set forårsagede, at han udviklingsmæssigt var hæmmet: Christian havde ikke noget forståeligt sprog, havde et autismepræget, kaotisk og hyperaktivt adfærd og besad ikke de mest elementære sociale kompetencer.

Et barn, man ikke kunne nå; et barn som skabte uro og bekymring i familien. Beslutningen om, at Christian ikke ville kunne forblive hjemme under min omsorg, er den tungeste og mest sorgfulde en forældre kan foretage. Rådgivning, vejledning, undersøgelser og udtalelser på stribe uden konklusioner. Efter års forsøg på at få de sociale myndigheder til at skabe forbindelse til institutioner, som kunne varetage plejen på et kvalificeret niveau, hviskede en behjertet sekretær på en psykiatrisk afdeling til mig: ” Har du forsøgt Marjatta?

– ”Jeg takker hende af hele mit hjerte… Hvis jeg bare vidste, hvem hun var”!

Farvel til systemerne Marjatta… hvad var mon det? Det var før internet og hjemmesidernes tid; de lokale sociale myndigheder tog

skarpt afstand, da jeg nævnede det, så det var med både uro og nysgerrighed, at Christian og jeg drog de 150 km væk fra hjemmet for at udforske det fænomen, som kunne få ledende psykologer i hjemkommunen til at se rødt. Vi mødte en ny verden; ingen tykke papirjournaler med diagnoser, ingen åbenbar analyse af familiemæssige komplikationer, ingen forbehold eller hvad der kunne blive svært. Til gengæld mødte vi nærvær, smil, interesse og bedst af alt: fokus på alt det, som Christian faktisk kunne – og det var betydeligt mere, end hans mor regnede med! Dengang var der ikke indslusningsordning: en konsekvent indflytning på børneafdelingen med hjemmebesøg hver 3. uge. Sådan! Jeg græd – det gjorde Christian ikke! Her oplevede han for første gang den opmærksomhed, som lige præcis han behøvede; strukturen og nærværet i den daglige rytme, som nok var ens, men samtidig skiftende i sit indhold. At blive vækket med blødt fløjtespil, morgensamlingen, bordverset før maden indtages, teater i det grønne, udførelse af juletraditioner, St. Michael’s dag med højtidelig og krævende indsatser fra de små og mellemstore børn samt voksne beboere på alle udviklingstrin. Bare for at nævne nogle.

Christian havde kompetencer Selvfølgelig kunne Christian da sidde stille, snart kunne han snøre sit snørebånd og tale næsten rent; selvfølgelig kunne han lære bogstaverne og læse, lære om stjernebilleder og kornsorterne og vigtigst af alt: udvikle sit musikalske gen og betjene musikinstrumenter fra fløjte til cello, kontrabas og klaver. De sociale kompetencer udbyggedes stille og roligt og det mærkedes på hjemmebesøgene, som langsomt skiftede fra at være et mindre mareridt til at blive en positiv begivenhed. Christian blev opmærksom

57

på familiemæssige relationer og begyndte at udtrykke forventninger. Konfirmationen blev et højdepunkt, som var udsprunget af det fælleskab, som netop denne årgangs forældre havde oparbejdet. St. Peders Kapel dannede rammen og det kristne livssyn, som gennemsyrer Marjatta, blev en rød tråd som forældre og familie kunne samles om i en fælles kirkelig handling tæt på Marjatta. Der blev etableret ungdomsundervisning med struktureret læringsplan som udmøntede sig i mange relevante projekter, hvor resultatet ofte kunne ses i teaterforestillinger eller de mange gaver, som Christian forærede familien til jul og fødselsdage. Jeg gyser stadig ved tanken om den smukt forarbejdede og særdeles skarpe seglkniv af anselig størrelse, som kunne flække en elefant!

Christians eget ansvar Den store dag kom, hvor Christian skulle flytte i bofælleskab. Det blev første gang, hvor han selv var medbestemmende om sit fremtidige liv helt fra starten. Hvilke farver skulle væggen ha’, hvilke møbler passede til ham og hvordan skulle hverdagen spænde af? Blev hans mor spurgt?

Næenej, for det blev ganske klart og bestemt udtrykt af de ansvarlige medarbejdere, at Christian var en ung mand med egne holdninger og når man flytter i egen bolig, skal man selvfølgelig bestemme selv.

Arbejdsliv og kærlighed Nu hed det også valg af arbejdsliv og Marjatta’s tilbud var og er helt ekstraordinært; Gård, gartneri, værksteder og serviceuddannelsen er alt sammen indenfor fællesskabet.

Christian faldt fint til som ”landmand” godt hjulpet af muligheden for at tage et attraktivt traktorkørekort! Senere kom der på inspiration fra far til et skovprojekt, som nu er blevet permanent, og Christian indgår med muskler, koncentration og glæde i et team af unge mennesker, som medvirker til at holde Bredeshave og skoven i god stand.

Christian fik sine kærester som alle andre unge. Amalie bor også i bofællesskabet og det var helt naturligt for Christian at meddele sin mor, at nu havde han og Amalie altså forlovet sig! Boligen er omdannet til en 2-værelses hybel med dagligstue og soveværelse med dobbeltseng og arbejdsplads for 2. I det forhold har Christian udviklet en empati, som rækker langt ud over omsorgen for Amalie; har mormor det godt? Hvordan går det med brændestablen hjemme hos dig; kan du holde varmen og har du hørt fra elskede fætter Niels fra Afrika?

Samtidig passer Christian sine mange aktiviteter: talekor, eurytmiundervisning, deltagelse i medarbejderkoret, ferier i Danmark eller udlandet, de huslige pligter som madlavning, tøjvask, musikundervisning, fitness, koncerter, biograf- eller indkøbsture sammen med Amalie, og

58

nogle af vennerne fra de andre bofælleskaber – vel at mærke uden følgeskab af medarbejdere. Han og Amalie farter land og rige rundt, når der inviteres af familie til dette eller hint. Alle jule- og fødselsdagsgaver bliver købt i god tid og Christian husker alle. Godt skubbet i vej af gruppeleder Per er Christian en fuldbefaren bruger af de offentlige transportmidler. Han rejser med stor fornøjelse med bus og tog og begår sig også under ikke-planlagte hændelse, som under den sidste snestorm, hvor han endte i Roskilde uden nogen videre forbindelse. ”Så spørger jeg bare en af de andre kunder” er det normale svar. Antallet af mine telefonsamtaler med vildtfremmede mennesker, herunder togfører og buschauffører om, hvordan Christian lige skal komme videre, er legendariske. I den anden ende er altid gruppeleder Per, så sikkerhedsnettet er på plads.

Hvordan når man så langt?

Ledetråden for Marjatta’s virke er: ”Fundamentet for det pædagogiske arbejde indenfor Marjatta er baseret på den betragtning, at den indre kerne i personligheden er sund, selv om evnen til udfoldelse er begrænset eller låst af handicappet. Afsættet er Rudolf Steiners antroposofi, som bl.a. fremhæver, at kunstnerisk aktivitet er en af de store drivkræfter i al menneskelig udvikling, uanset om man er handicappet eller ej.” (citat) Marjattafællesskabet er et fællesskab. Det ses sjældent på institutioner, at medarbejderne selv i deres fritid involverer sig i aktiviteter, hvor beboerne også indgår som en naturlig del af oplevelserne. Alle kender alle på kryds og tværs af skolehjem, bofællesskaber og seminariet. Dedikerede medarbejdere og en udviklingsorienteret ledelse skaber værdi og Marjatta ændrer sig løbende. Er der slet ikke konflikter? Joda! Som forældre har man et indbygget behov for at beskytte sit afkom; man vil gerne ha’ indflydelse eller blande sig. Det kan være uendeligt svært at klippe navlestrengen over og det er ikke altid ting og sager sker i den rækkefølge eller indenfor det tidsrum, man som forældre gerne så det, eller omvendt – som medarbejderne gerne ser det.

Vi nåede Christian Som mor til Christian lever jeg i et livslangt parforhold med Marjatta og dets medarbejdere, og samarbejdet udvikler sig gennem dialog og sparring. Det kan være sundt at få afløb for sine frustrationer, men ligeså sundt at få at vide at ”nu kan du godt stikke piben ind”. Respekten er gensidig – og der bliver altid lyttet. En 34-årig ung mand, harmonisk, rolig, beleven, musikalsk, flittig, empatisk, selvbestemmende, med egne holdninger, en travl kalender og et kæmpe netværk – var det barnet, man ikke kunne nå…..? Marjatta’s og dets medarbejderne kunne!

HVIS MAN IKKE LIGE ER FØDT MED EN SØLVSKE…. … er det skønt at få én foræret fra Marjatta i gave AF KIRSTEN DEVANTIER, FMD. FOR PSYKIATRI- OG SOCIALUDVALGET I REGION SJÆLLAND, MEDLEM AF MARJATTAS BESTYRELSE I 17 ÅR. En helt særlig sølvske betyder meget for mig. Det er den sølvske, som jeg fik i gave ved en rund fødselsdag. Den er lavet af en beboer på Marjatta.

Sølvskeen minder mig om meget af det bedste ved Marjatta. Det kreative og det æstetiske. Det muliges kunst. Hvor vigtigt det er, at fokusere på det sunde og på mulighederne i hver enkelt af os. Og vide at hvert eneste menneske indeholder noget ganske særligt. At der er potentiale og udviklingsmuligheder alle steder – ikke mindst hos de pårørende.

Udvikling af pædagogisk praksis har højeste prioritet på Marjatta. Afsættet er Rudolf Steiners antroposofi. Men til stadighed bliver indsatsen udviklet overfor beboerne.

Senest med Marjattas deltagelse i et flerårigt forskningsprojekt, der undersøger sundhedsfremmende strategier i det pædagogiske arbejde.

Majatta er et smukt sted. Menneskeligt og bygningsmæssigt.

Det er et tilbud, som rummer meget store forskelligheder og som hele tiden er i udvikling. Det er et sted, hvor dialog og samtale er i højsædet, hvor året har sin helt faste rytme med årstidsfester, julemarked og meget mere.

Naturen spiller en helt central rolle her og det udnyttes særdeles godt i det nye Kulturhus og det kommende Orangeri. Kunst og kreativitet går hånd i hånd og bliver til mange smukke emner. Blandt andet min fine sølvske, som jeg bruger hver eneste gang, der er marmelade på morgenbordet. Mens jeg sender en varm tanke til menneskene på og bag Marjatta…

59

UDVIKLINGS- OG KULTURCENTER Bredeshave et mødested til gensidig inspiration AF LISBET KOLMOS Udviklingscenteret har ansvar for pædagoguddannelsen, kurser og efteruddannelser, samt for et rådgivningscenter for sensitive børn og unge. Desuden for nye initiativer inden for det pædagogiske – og sundhedsfremmende område og for forskningsaktiviteter. Det støtter desuden udviklingen af kvaliteten indadtil på Marjatta.

Udviklingscenteret har sin fysiske base på Bredeshave. Det blev oprettet i 2010 samtidig med at den tidligere forstander, trak sig tilbage som overordnet leder af Marjatta. Der var nu mulighed for en åben og aktiv indsats for at skabe et uddannelses- og forskningsmiljø og til at realisere drømmen om Marjatta – Bredeshave ikke alene er et uddannelsescenter, men også et kulturcenter.

Bredeshave I 2004 blev naboejendomme ”Bredeshave gods” erhvervet af Marjattas fond. Stuehuset er bygget i slutningen af syttenhundredetallet oprindeligt som avlsgård under Bækkeskov gods. Grundlæggeren hed Bredo von Munde af Morgenstjerne og stedet kom til at hedde Bredo’s Hauge – i dag ”Bredeshave”. Da Marjatta overtog stedet havde det i mange år forud været kornlandbrug. Der var dengang et anlæg med en hovedbygning og to sidebygninger samt en stor trælade. Marjatta solgte jorden fra og beholdt bygningerne, parken samt skoven.

60

Bredeshave ligge meget smukt og åbner sig ud mod Præstø fjord. Når man om morgenen ser solen hæve sig over horisonten, er det som at tage del i en betydningsfuld fremtid.

Med støtte fra Marjattas fond og med velvillig assistance fra andre fonde, er nye bygninger skudt op og de oprindelige bygninger er ved at være sat i stand. I stedet for den ”gamle” trælade er der bygget et multifunktionelt hus med sal, konferencelokaler og café – kaldet kulturhuset. Her samles beboere og medarbejder samt forældre til møder og fester, der er koncerter og teateropvisninger, dans og motion. Seminariet anvender det flittigt til undervisning og teater, og det er meget velegnet til konferencer og symposier. Byggeriet er støttet af Johannes Fogs Fond, Augustinus Fonden, Bikubenfonden og Jascha Fonden.

Orangeriet På selve jubilæumsdagen indvies en ny bygning, orangeriet. Midt i bygningen er der et stort lyst rum med en glasfacade og højt til loftet. Det skal være et ”stillerum” med grønne planter, hvor alle, der har lyst, kan fordybe sig eller sidde med en god ven i en stille samtale. I bygningen er der – ved siden af orangeriet – en butik, hvor man kan købe varer fra Marjattas værksteder, lige fra kunsthåndværk til grønsager, mælk og ost, der fremstilles på Marjattas landbrug og i gartneriet. Den største del af huset er indrettet til værksteds- og undervisningsbrug for ungdomsgruppen på Marjatta. Fra de er 18 til 21 år går de på en ungdomsuddannelse (STU). Her er dejlige lokaler indrettet til deres mange aktiviteter. Byggeriet er støttet fra Den A. P. Møllerske Støttefond og bliver på denne måde en jubilæumsgave.

Bagge-huset I forlængelse af hovedbygningen, ligger der en værelsesfløj, der blev bygget til landvæsenselever for 100 år siden, den er meget beskeden i sin udformning, og der har aldrig været ofret noget særligt på den. På nuværende tidspunkt er

der 7 værelser og en opholdsstue, som seminariet anvender til kursister, studerende og gæstelærere. På fundamentet for denne bygning er der planlagt et helt nyt hus med 20 værelser. Det skal være til kursuscenteret og seminariet og skal også bruges til at unge fra Marjatta kan trænes i at bo selvstændigt. Huset har fået navn efter kunstmaleren, Grethe Bagge, fordi hun ikke alene har testamenteret mange smukke malerier til Marjatta, men også alt hvad hun ellers ejede. En del af denne arv indskydes i huset som en form for ”startskud”.

Marjatta kulturcenter – et mødested til gensidig inspiration Den grundlæggende impuls i kulturcenteret er at skabe et sted, hvor forskellige kulturer mødes til gensidig inspiration, og hvor der kan opstå nye ideer og impulser.

Alle, der kommer til stedet, enten det er til seminariet, kulturhuset eller for at købe ind i butikken, vil møde de handicappede fra Marjatta, som varetager servicefunktionerne i cafeen, butikken og i haven. Det er en åben gestus, fordi vi ønsker, at alle skal have mulighed for at medopleve deres fællesskab. Stemningen, der møder en, er hjertelig og imødekommende, men også saglig, for alle er omhyggelige med deres arbejde.

Kulturcenteret er mødested for Marjattas elever og beboere, når de spiller skuespil og musik eller går til foredrag og motion. Her mødes vi til årstidens festligheder til årsmøder og forældremøder, og frem for alt til den store basar.

Salen kan indrettes til teater med scene med professionel belysning. Flere gange årligt spilles skuespil og musik oftest instrueret af Paul Klarskov, som er en meget dygtig og erfaren instruktør. Salen bruges også til foredrag og til symposier. I den skønne café spiser vi frokost og holder pauser, medens vi nyder den smukke udsigt over vandet og markerne. Kulturcenteret er åbent for konferencer og symposier.

61

Marjatta har igennem mange år opbygget en kultur båret af tillid, varme og venlighed.

Et af grundelementerne er det særlige menneskesyn, som åbner for at ethvert menneske har en intakt, spirituel kerne, der vil folde sig ud i løbet af livet, hvis vi får den rette støtte.

Marjatta - kulturen Marjatta har igennem mange år opbygget en kultur båret af tillid, varme og venlighed. Et af grundelementerne er det særlige menneskesyn, som åbner for at ethvert menneske har en intakt, spirituel kerne, der vil folde sig ud i løbet af livet, hvis vi får den rette støtte. Det er den overordnede idé bag det fælles værdi- mål- og handlingsgrundlag, som både forældre og medarbejdere har været med til at udarbejde. Det er den overordnede ramme for det pædagogiske arbejde og for samarbejdet i alle Marjattas enheder, og det er med til at skabe sammenhængskraft og gennemslagskraft på Marjatta.

Kvaliteten indadtil på Marjatta For at videreudvikle det pædagogiske værdigrundlag og holde det levende, vælges hvert eller hvert andet år et eller

62

flere indsatsområder. Som eksempler kan nævnes indsatsområderne for 2011-12: • Ungdomskulturen – at finde sig selv i mødet med det andet menneske • Den 3. livsalder • Et liv med sund kost og bevægelse Alle enheder og grupper arbejder med at beskrive, hvad de helt konkret gør. Desuden efterspørges nye ideer, som kan være med til i fremtiden at holde en høj kvalitet i den daglige arbejdsindsats. Dette arbejde har ført til en skærpet bevidsthed om disse områder, og indsatsen er efterfølgende blevet evalueret og beskrevet i rapporter.

Pædagogik med sunde livsværdier Sunde livsværdier er en del af pædagogikken på Marjatta.

Livsglæde, kreativitet og lyst til at lære nyt skaber modstandskraft og sundhed. En rytmisk inddelt hverdag hvor enhver kan finde sig selv og som samtidig er stimulerende er også vigtig. Sund kost, masser af frisk luft og motion er sunde livsværdier, som betyder meget for et menneske, der kæmper med sin udvikling. Det er ikke kun for mennesker med et handicap, det er almengyldigt. Marjattas pædagogik er derfor aktuel og virksom på alle områder – ikke kun blandt mennesker med et handicap.

hed for lærere og pædagoger, som ønsker kollegial sparring i det daglige arbejde med de sensitive børn og unge.

Det er naturligt også at åbne for nye initiativer og nye målgrupper. Fundamentet vil altid være det samme, også selvom den måde, det kommer til udfoldelse på, tilpasses den nye målgruppe.

Nye initiativer på det pædagogiske område Der er desuden ved at blive opbygget et rådgivningscenter for særligt sårbare og sensitive børn og unge i børnehaver og skoler. Vi ser det som en vigtig opgave at stå til rådig-

63

UDDANNELSE OG FORSKNING Marjatta Seminarium har eksisteret siden 1985

AF LISBET KOLMOS Pædagoguddannelsen på Marjatta Seminarium har – ud over en almenpædagogisk faglighed – fokus på børn og voksne med behov for særlig støtte. Uddannelsen tager afsæt i steinerpædagogiske idealer om kunstnerisk udfoldelse, kreativitet og hjertets dannelse. Det er det umiddelbare, åbne og positive syn på mødet mellem mennesker og på sund læring, der står i centrum. Her kan alle være med også børn med udviklingsforstyrrelser og handicap. Steiner er enig med Grundtvig i mange forhold, bl.a. at børn skal opleve glæde for at kunne indlære. Grundtvigs citat: ”og den har aldrig levet, som klog på det er blevet, han først ej havde kær” er blevet en naturlig del af danskheden og det passer steinerpædagogikken godt ind i.

Uddannelsen er en af de få private pædagoguddannelser i landet; den er godkendt således at de færdiguddannede får overenskomstmæssig løn og har mulighed for at videreuddanne sig på universitetsniveau. Af de uddannede medarbejdere på Marjatta har langt hovedparten taget deres uddannelse på Marjattas seminarium.

Studiet er praksisintegreret med korte perioder på seminariet med teori afvekslende med og længere ophold i praksis. Det tager 4 år, og der er på nuværende tidspunkt plads til 60 studerende, hvoraf 2 hold er på seminariet af gangen, medens de andre er i praktik. Pædagoguddannelsen tilfredsstiller et behov for pædagoguddannelse for en gruppe unge, der ønsker netop denne form for pædagogik.

Hovedparten af de studerende er i praktikken knyttet til special- og socialpædagogiske institutioner bl.a. Marjatta, men stadig flere kommer fra børnehaveområdet.

Seminariet deltager i et bredt internationalt netværk med andre steinerinspirerede uddannelser. Heri indgår også

64

en omfattende international godkendelsesproces med centrum i Dornach, Schweiz. Seminariet indgår i et formelt samarbejde om lærerudveksling med en tilsvarende deltidsuddannelse på Rudolf Steiner Høiskolen i Oslo, der er blevet bachelorakkrediteret for nogle år siden. Marjatta Seminarium arbejder selv med en akkrediteringsproces, og på sigt er det intentionen at indgå i et samarbejde med en professionshøjskole, bl.a. University college Sjælland.

Historisk baggrund Marjatta Seminarium har eksisteret siden 1985, dengang var det en 4-årig uddannelse, hvor det sidste 4. år skulle tages i udlandet (Tyskland, England, Sverige). De første 3 år var en praksisintegreret deltidsuddannelse på Marjatta.

I 1995 blev uddannelsen godkendt og siden 2003 har det været muligt at tage hele uddannelsen på Marjatta Seminarium. Marjattas grundlægger, Albert Eman, startede uddannelsen, da han i 1985 trak sig tilbage som forstander for Marjatta. Albert Eman var den store inspirationskilde for seminariet i mange år. Han havde et livs erfaring at øse af og han var selv uddannet hos den berømte læge, Karl König i Scotland.

Seminariet har fra begyndelsen været støttet af medarbejderne på Marjatta, fordi alle oplever, at uddannelsen er meget vigtig for kvaliteten i det pædagogiske arbejde.

Siden 2003 har seminariet haft sine fysiske rammer på Bredeshave.

Videreuddannelser og kurser Et helsepædagogisk fordybelsesår, som følger efter uddannelsen til pædagog. Det er en fordybelse i Steiners pædagogiske tanker omkring mennesker med behov for særlig støtte. Steiner peger på, at der er tale om ubalance i kroppen, dvs. i livsprocesserne, som fører til de forskellige

problematikker. Tænkningen kan være for svag, man kan ikke huske, eller for tvangspræget og tankerne kommer igen og igen. Eller personen lever helt ude i omgivelserne med sin opmærksomhed, eller er lukket inde i sit eget indre rum. Det kan også være en overaktivitet i muskulaturen, eller sanserne kan være for lukkede eller for åbne.

At være for åben i hørelsen er ensbetydende med at alle lyde trænger helt ind i centrum og derved virker forstyrrende. Pædagoger skal kunne skabe et billede af personens problematik som kan genkendes af andre. Derfor er det også nødvendigt at have et fælles sprogbrug. På Marjatta har man valgt at anvende steiners begreber, som derved bliver en form for supplement til den almindelige pædagogiske faglighed.

Den personlige udvikling styrkes desuden af mange kunstneriske aktiviteter i løbet af uddannelsen, særlig skuespil er meget anvendt.

Inklusion og Rummelighed er en uddannelse for pædagoger og lærere i daginstitutioner og skoler, om hvorledes det er muligt at inkludere børn med specielle behov i den almindelige skole og børnehave og i specialskolerne.

Værdibaseret ledelse og organisationsudvikling – på spirituel baggrund også kaldet ”Ledelseskunst”. Det er et uddannelsesforløb for ledere og kommende ledere der arbejder med at skabe et fælles værdigrundlag på deres arbejdsplads. Det er ledelse af processer, hvor lederen lærer at inddrage og motivere medarbejderne til en høj grad af aktiv deltagelse. Forskellige kunstneriske aktiviteter indgår

som en del af hele uddannelsen. Der arbejdes også med at styrke evnen til fordybelse gennem iagttagelse af naturen på en meditativ måde, som er anbefalet af Rudolf Steiner.

Det styrker evnen til at skabe fokus og være nærværende.

Praktikvejlederuddannelsen er et nyt initiativ, der er taget for at give praktikvejledere en uddannelse i vejledning, så de kan støtte de studerende igennem uddannelsen.

Kurser Hvert år udbydes en række kurser med både almene og specialpædagogiske emner. I år er der bl.a. følgende kurser: • Etiske dilemmaer i arbejdet med mennesker med udviklingshæmning • Forældresamarbejde • Introduktionskursus til Rudolf Steiners menneskebillede • Folkemusik som pædagogisk redskab • Jeg-støttende samtaler • Naturens hemmeligheder – lær selv at løfte sløret om biokrystallisation til at måle kostens sundhed Der er også kurser for beboerne. I år trækker kurser i computer for begyndere og let øvede samt i brug af iPad, som bliver mere og mere udbredt.

Kurserne giver et levende miljø på seminariet, særlig når der også er beboerkurser. Der er stor glæde hos alle over at mødes i caféen og i området og snakken går lystigt.

65

FORSKNINGSMILJØ MED NYE INITIATIVER Veje til pædagogisk og social bæredygtighed

AF LISBET KOLMOS Med etablering af Marjatta udviklingscenter er der blevet flere kræfter til at formidle det Marajtta står for og til at engagere sig i de samfundsmæssige problemstillinger.

Marjatta har stor erfaring med at skabe gode rammer for mennesker med særlige behov, og det er naturligt at Marjatta er aktiv i den offentlige debat. For at der kan komme vægt bag ordene må Marjattas pædagogik og helhedssyn været beskrevet fra en videnskabelig synsvinkel. Det er ikke nok at fortælle om, hvor god man selv synes man er.

Der er derfor taget initiativ til et samarbejde med universitetsverdenen og med professionshøjskolerne. Det første forskningsprojekt udsprang af et samarbejde med Center for Sundhedsfremmeforskning på Roskilde Universitet.

I flere år havde der været et samarbejde med Center for Sundhedsfremmeforskning, hvor Jesper Holm som leder havde taget initiativ til at de masterstuderende, som en del af studiet, kom på besøg for at beskrive hvilke forhold, der virker sundhedsfremmende i Marjattas hverdag. De interesserede sig både for pædagogikken og for hvorledes det sociale fællesskab er bygget op. Desuden for kostens kvalitet, for arkitekturen og for den måde, der værnes om naturen. Dette samarbejde førte til at Marjatta udviklingscenter sammen med center for Sundhedsfremmeforskning, RUC, og Region Sjælland tog initiativ til følgende forskningsprojekt:

66

Med støtte fra Marjattas Fond er et forsknings- og udviklingsprojekt sat i gang her i efteråret med det formål at belyse, hvilken betydning det har, at pædagoguddannelsen er forankret i praksis.

Praksislæring på Marjatta Seminarium Med støtte fra Marjattas Fond er et forsknings- og udviklingsprojekt sat i gang her i efteråret med det formål at belyse, hvilken betydning det har, at pædagoguddannelsen er forankret i praksis. Der tales meget om ”praksischok”, som en oplevelse en nyuddannet pædagog kan have, når teorien ikke umiddelbart kan omsættes til praktisk handlen. Den problemstilling har vi på Marjatta Seminarium en mulighed for at sættes fokus på, fordi der i en praksisnær uddannelse er et tæt samarbejde mellem seminariet, praktikstedet og den studerende. Mesterlære er et ældre udtryk for læring i praksis. Man lærer ved ”at gøre” og samtidig skabes der bevidsthed om læringsprocessen, så den studerende opnår et reflekteret forhold til det faglige.

Projektet gennemføres af lektor Birgitte Ravn Olesen, Institut for Kommunikation, RUC, i samarbejde med seminariets lærere og praktikvejledere fra Marjatta.

Sundhedsfremmende pædagogik i hverdagskulturen Forskningsprojektet med titlen ”Sundhedsfremmende pædagogik i hverdageskulturen” havde til formål at udvikle viden om god sundhedsfremmende praksis i tre forskellige specialinstitutioner: Skolehjemmet Marjatta, Himmelev behandlingshjem og Specialcenter Sigrid Undset. Hvert sted fik selv lov til at pege på det, de synes kendetegnede deres pædagogik allemest. Marjatta valgte: Kunstneriske processer og rytmen i hverdagen. Himmelev valgte at holde fokus på forenklingsprocesser, og Sigrid Undset-skolen pegede på netværksdannelse, som det væsentlige i deres pædagogik. De tre steder blev efterfølgende omhyggeligt beskrevet af forskere ud fra interviews og observationer. Prejektet startede i 2011 og er netop afsluttet i sensommeren 2013 med en forskningsdag på RUC og en samlet rapport. Projektet har været støttet af Region Sjællands vækstfond med 1 mio. Kr. og Tryg Fonden med 600.000 kr.

Et sådant forskningsarbejde er med til at formidle Marjattas pædagogik og det er samtidig lærerigt for medarbejderne. Miljøet åbner sig og man møder mange andre spændende og dygtige mennesker. Både pædagoger fra andre steder, forskere og mange andre.

Samtidig har Marjatta gennem dette forskningsforløb været med til at præge debatten om at alle børn uanset handicap helst skal inkluderes i det almene skoletilbud.

Marjattas syn er at der kun kan være tale om inklusion, hvis personen er en del af et fællesskab ellers risikere man, at der er tale om en form for eksklusion.

Nyt initiativ Marjatta har inviteret forskere fra Roskilde og Aarhus universiteter og bedt dem om at undersøge hvilke elementer, der kendetegner en bæredygtig praksis. Der er særligt fokus på to aspekter: Det ene er hvordan lærere og pædagoger kan skabe nærvær og sund læring hos børn og unge i skoler, daginstitutioner og sociale institutioner.

Det andet aspekt har fokus på den gruppe, som ikke kan inkluderes individuelt i samfundet i et boligkvarter og på en arbejdsplads, men har behov for at være tilknyttet et socialt fællesskab. Det er mennesker med sværere udviklingsforstyrrelser og handicap og psykisk syge. Vi har som et nyt begreb kaldt det inklusion i sociale fællesskaber (communities).

Dette nye udviklings- og forskningsprojekt, som har fået titlen ”Veje til pædagogisk og social bæredygtighed – nøgler til en robust samfundsudvikling”. Det har til opgave at åbne for nye synsvinkler og finde nye veje, der kan bidrage med løsninger i det pædagogiske og sociale arbejde med sårbare mennesker. Gruppen omfatter forskere med tværfaglige human- og samfundsvidenskabelige forskningstraditioner ved Roskilde og Aarhus universiteter samt praktikere med særlig viden om mennesker med problemer både fra skole-, børnehave- og handicapområdet.

Med disse mange aktiviteter er Marjatta blevet aktiv i samfundsdebatten. Vi har åbnet os mod omverdenen og det er lykkedes at tiltrække et spændende og udviklende miljø til stedet og dermed er udviklings og kulturcentret med til at styrke den fortsatte udvikling på Marjatta.

67

EN DAME STOD AF BUSSEN… En faglig bus ekskursion førte den unge Lisbet Kolmos til Marjatta.

I 1984, blev hun tilbudt stillingen som forstander. Hun er her stadig … med nye opgaver.

INTERVIEW AF MOGENS BADEN Skal man karakterisere et menneske og vedkommendes personlighed, er der hundredevis af indgangsvinkler, fortærskede clichéer og nemme karakteristikker. – Glem det.

Den går ikke med Marjattas Lisbet Kolmos.

Hendes ydre ro og åbenlyse opmærksomhed overfor omgivelserne er med til at tegne billedet af en person, som ikke lader mediestøjen og ”det smarte” i kommunikation drukne budskaberne i unødig baggrundsstøj. Hun brænder som personlighed igennem, Og den slags har det jo med at gøre kommunikation og opgaveløsninger mere præcise – og bedre.

Medie-slang og smarte formuleringer kender hun godt.

Og jeg er sikker på, at hun ikke falder for det. ”Morsomme” overskrifter som ”Marjattas Dronning, Kraftværket el.

Bulldozeren” vil hun ikke vide af. Bygmesteren eller andre ”morsomme” fyndudtryk vil i bedste fald blive ignoreret eller udløse en overbevisende argumentation om, at hendes verden er mere facetteret end som så.

Hendes personlige modspørgsmål/svar, kommentar vil snarere være: Spær ørerne op, lyt efter hvad jeg siger – Ikke hvad du tror jeg siger. Hvad mener du selv? Hvordan når vi vores mål ? Kan det gøres anderledes ?

Spørgsmål, svar og modspørgsmål. Du slipper ikke.

Som læge og et humanistisk menneske er hun permanent spørgende, nysgerrig og reflekterende. Og hun har i mange år som leder af Majatta inspireret og samarbejdet med sine omgivelser. Udgangspunktet: Hvordan og hvorfor gør vi tingene ?

Det er hævet over al diskussion, at hun har været en krumtap, der har etableret et imponerende og fintmasket netværk omkring opbygningen af det, der uden overdrivelse må kaldes hendes livsværk.

68

Idealisme omsat i praktik Hun havde i sine yngre år alle de rigtige forudsætninger.

Gjorde karriere og skabte sig en solid platform for en regelret lægelige karriere i forskningsmiljøet. Men indignationen over hvad hun oplevede at systemet bød de svageste og børnene i samfundet, blev afsættet for, at hun skiftede spor fra forskning til den praktiske verden på Majatta. ”Det var rystende, hvad jeg så i de store institutioner. Det var søde og engagerede personaler, som ville det gode, men ikke kunne trænge igennem et håbløst system”.

En faglig bus-ekskursion bragte hende tilfældigvis til Marjatta.

Her stod hun i overført betydning af ”bussen”.

Hun så, lyttede, overvejede og tænkte – Og løste ikke re-

turbillet, men blev. I 1984, blev hun tilbudt stillingen som forstander. Hun er her stadig. Om end i en ny rolle pt.

Det ”andet synspunkt” Hvis vi lader detaljerne ligge og lytter til Lisbet Kolmos’ mere overordnede synspunkter, præges de naturligvis af mangeårige Rudolf Steiner studier og lægeerfaringer realiseret i helsepædagogikken. Men det hindrer hende ikke i at være optaget af bøgernes verden. Andre kulturer, andre måder at leve på. Hvad der motiverer mennesker. Og hvad der ligger bag deres udtrykte meninger og tanker.

Hvad mener forfattere og mennesker, du møder på livets vej egentlig med det de siger og skriver ? ”Jeg er bredt optaget af det alment humanistiske og de historiske aftryk mennesker efterlader sig.

– Ting kan jo gøres på flere måder, men for mig er det vigtigt, at der i vores samarbejde med hinanden altid er nogle, der møder frem med ”et andet synspunkt”. Det skal der lyttes til. Ingen skal glemmes. Fælles ejerskab til måderne at nå fælles mål på, er en vigtig forudsætning for at udløse den energi, som bringer os alle sammen fremad”.

Og fremad er det gået under Lisbet Kolmos’ lederskab og networking. Materialiseret de seneste 29 år i form af byggerier på Majatta til en samlet værdi af 80-90 millioner kroner. Og en vækst i elev- og personale-tilknyttede fra 60 til ca. 450.

Etik, tillid og respekt Lisbet Kolmos lægger ikke skjul på, at forudsætningen for den fremdrift og ekspansion Marjatta har realiseret, hviler på gamle prøvede værdier og regelsæt: Noget så enkelt som tillid, åbenhed og loyalitet overfor hinanden og de fælles mål. Mere indviklet er det ikke.

– Men det har været en forudsætning, at mange dygtige og søde medarbejdere hele tiden har været med til at skabe det sammenhold, der giver glæde i hverdagen. Marjattas store udvikling har været præget af medarbejderne. De har været med til at åbne døre til omverdenen, påtaget sig nye opgaver og bidraget til udvikling af fællesskabet, så vi sammen har udviklet Marjatta og dets kvaliteter i forhold til omverdenen. ”At jeg med John Bay Sørensen og Bernhard Schmitz gennem hhv. 25 og 18 år har haft et forbilledligt tæt og givende samarbejde, tør jeg godt fremhæve som en betydningsfuld og lykkelig ting for os alle på Marjatta”.

Hun glemmer heller ikke den støtte og indsigt hun igennem årene har fået fra sine bestyrelsesformænd. ”Personligt skylder jeg samarbejdet med mine vidt forskellige formænd rigtig meget. Uden deres engagement, livsvisdom, inspiration og energi, var vi ikke hverken som kolleger og

organisation lykkedes så langt som vi er.

Skal jeg karakterisere formændene kort kunne det lyde som så: Poul Damgaard ,idealisten; Ernst Larsen, administratoren og Torben Anker, udvikleren. Hver især har de på forskellig markant vis bidraget til min og fællesskabets udvikling.

-Udover formændenes bidrag har jeg også kunnet støtte mig på en fantastisk tillid i samarbejdet med det jeg kalder ”Byggeholdet”.

Forarbejde og gennemførelse af alle vore byggerier er foregået i en forbilledlig ånd.

Vi har i overført betydning nærmest vendt og drejet hver sten og idé-udkast fysisk.

Hvis alt byggeri i Danmark kunne gennemføres i den ånd af fælles tillid og reel kærlighed til sagen som 30 års samarbejde er bevis for, tror jeg at dansk byggeri ville have færre problemer, end man beskriver i disse år”.

Anerkendelse og fremtid Seneste udvikling omkring Majatta har også været en konsekvens af Lisbet Kolmos’ tilsyneladende uudtømmelige energi, ambition og målrettethed.

Etableringen af Udviklingscentret på Bredeshave er hendes seneste bedrift.

For nylig fremlagdes på Roskilde Universitets Center et forsknings- og udviklingsprojekt ”om sundhedsfremmende erfaringer og praksis i specialiserede institutioner for mennesker med funktionsnedsættelser”.

Det dækker over en anerkendelse af mennesker, ideer og arbejde på Marjatta. Med fremlæggelsen på RUC er nogle af Steiner-pædagogikkens resultater og erfaringer samlet og belyst videnskabelig. Nu anerkendt som grundlag for forskning og videre studier.

Lisbet Kolmos er nu flyttet fra forstanderstillingen til leder af Udviklingscentret, hvor hendes erfaringer bl.a. skal bruges som underviser.

Fra sin ”nye pind” på Bredeshave skal de seneste landvind­ inger for Marjatta nu udvikles og bruges i seminariets undervisning og kontakten med omverdenen.

For det er fremtiden og udbredelsen af Marjattas værdier det nu gælder.” Vi kan med rette være stolte af, hvad vi hidtil har præsteret, men jeg føler også, at vi nu står i en situation, hvor vi skal have mod til fortsat at åbne os mod samfundet. Det er det, der afgør om stedet har toppet – eller om det stadig er i udvikling”.

69

DET HELSEPÆDAGOGISKE MENNESKEBILLEDE En livsholdning båret frem af en pædagogisk metode

AF LISBET KOLMOS

70

Steinerpædagogik er snarere en kultur end en pædagogisk metode. Kulturen bæres frem af, at opmærksomheden er rettet mod bestemte værdier for livsførelse inspireret af Rudolf Steiners menneskesyn.

Det omfatter holdningen og respekten for det andet menneske, for hvad et barn har behov for i sin udvikling, hvordan børn lærer at stole på egen indsats og bevarer lysten til at lære hele livet, hvad der skaber sund balance i forhold til almindelig livsførelse, til naturen og miljøet. Hvordan man kan hjælpe til at skabe gode rammer i form af arkitektur og farvevalg, som mennesker trives i og meget mere.

selv har indflydelse på og er medbestemmende om vort liv.

I en børnehave og en skole har pædagogen og læreren påtaget sig den opgave at støtte barnet og den unge til at finde sig selv. Et sundt barn har selv lyst til at lære og derfor er opgaven at forme undervisningen og omgivelserne i forhold til alder og udvikling, så barnet kan udfolde sin naturlige trang til at lære. Fra at være ledsaget og støttet af andre til at finde egen indre styrke og kunne blive fører af sit eget liv. Det er en udviklingsvej med mange udfordringer, så der er meget, der skal overvejes og afvejes af forældre og lærere – man kunne kalde det kunsten at opdrage og at undervise.

Hvert menneske er unikt Vi tænker ofte det samme og foretager os det samme, men inderst er der en spirituel kerne, som er helt individuel.

Det giver vort liv en farvning, en retning og opleves ofte som en rød tråd, der går igennem et menneskes liv.

Denne indre kerne er altid frisk og sund, kun kroppen kan blive uegnet som instrument.

Det demente menneske er stadig et helt menneske, men kan ikke fastholde bevidstheden om sig selv og omgivelserne. Sådan er det også med et menneske med handicap.

Denne tankegang læner sig op ad den gamle visdom om, at vi i ånden alle er lige, at vi sjæleligt har behov for at være frie, og at vi i handlingen er som brødre. Det ene individ er lige så meget værd som det andet uanset uddannelse og placering i samfundet.

Det er naturligt for os mennesker at give og modtage kærlighed på en fri måde. Vi vil gerne sammen med andre udføre det, som er vigtigt for helheden og for os selv. Hvis vi skal opleve, at det er meningsfuldt, skal vi opleve, at vi

Helsepædagogikken En del børn og unge har behov for særlig støtte for at kunne udvikle sig og opbygge den modstandskraft, som skal til for at klare de udfordringer, livet byder på. De er afhængige af at andre forstår deres skjulte potentiale og kan hjælpe med at udvikle deres evner sammen med andre. Livssynet spiller en stor rolle i relationsdannelsen.

Pædagogen stræber efter at være som et spejl for den anden, så barnet og den unge kan se sig selv i den anden og få den koncentration og det nærvær, der skal til for at komme videre i sin udvikling. Pædagogens evne til at skabe tryghed, åbenheden og ligeværd spiller en stor rolle, ligesom der lægges stor vægt på, at der er balance mellem den enkelte og gruppen, så de sociale evner udvikles. Det opbygges bl.a. gennem en sund rytme i hverdagslivet hvortil kommer sund kost og motion.

Steinerpædagogikken taler sig ind i det udvidede sundhedsbegreb og tænker i sund læring og trivsel som en del af sundhedsbegrebet.

Derfor kaldes pædagogikken også helsepædagogik, fordi der ligger et ”helbredende” eller sundhedsfremmende perspektiv bag. I dag er det blevet almindeligt at tale om sund læring, som sammen med en sund livsstil fremmer sundhed i sind og krop. Tidligere var det ikke en almindelig tankegang for mange. ”Den gyldne middelvej” Sundhed er en ligevægtstilstand – en form for balance mellem mange komplicerede processer. En balance imellem kroppens mange processer og en balance mellem tankernes, følelsernes og handlingernes verden, mellem en selv og omgivelserne. Tankerne skal kunne opleves og følelserne kan bevidstgøres i tænkningen, handlingerne skal være nogenlunde som forventningerne osv. Først i en sådan ligevægtstilstand er kroppen og sindet ikke en hindring for, at mennesket kan føle sig fri og handle frit. I den optimale balance mellem alle disse processer betragter mennesket sig som sund og normalt. Men sådan er det langt fra altid.

Hvad hvis tanken er for hurtig og overfladisk, eller hvis den bliver ved med at tænke de samme tanker igen og igen, selvom vi ønsker det skal holde op. Hvad hvis vi oplever alt omkring os alt for intenst og ikke kan skabe afstand. Hvad hvis den samme følelse kommer igen og igen f.eks. den samme angst. Også selvom vi ved, at der ikke er fornuftig grund til det. Eller vi handler alt for meget uden at mærke os selv, eller er for langsomme. Hvis en eller flere af sanserne er for åbne eller for lukkede.

For at vi kan føle os rigtig som levende mennesker, skal vi kende disse udsving på alle niveauer, men det er hele tiden et spørgsmål om at kunne genfinde en gylden middelvej; en balance mellem modsatte poler.

Ubalancerne Hos børn og unge med udviklingsforstyrrelser og handicap finder man altid ubalancer på forskellige områder. Der er altid et eller flere områder, hvor de ikke kan finde ”den gyldne middelvej”.

Måske kan de ikke huske – tanken bliver væk for dem, måske husker de det først efter lang tid. Andre hænger fast i den samme tanke ustandseligt, de har tvangstanker. En del lever med opmærksomheden helt ude i omgivelserne og bemærker ikke sig selv eller er rigtig bevidst om egen person. Andre mærker hele tiden sig selv, og lever i deres egne forestillinger – ikke nødvendigvis i virkeligheden, men i deres forestillinger om virkeligheden. Mange børn er i handling og kan ikke slappe af, ”de har myrer under huden” som de selv ofte siger, og må ustandselig bevæge sig. Mange kan ikke tøjle deres ønsker og impulser, men tvinges af en indre tvang til at fører impulserne ud i handling. Der er mange andre ubalancer, som ikke nævnes her.

Det er ikke fremmed for os andre, vi kan genkende det hele, men vi kan selv bedre finde ”den gyldne middelvej”, vi kan bedre håndtere et større spænd uden at miste os selv.

Fælles billedannelse Polariteter – balancer – forstyrrelser i ligevægtstilstanden er begreber, der anvendes i Steinerpædagogik, når det drejer sig om mennesker med særlige behov. I praksis anvendes et bestemt sæt af sådanne begreber til at beskrive et menneske med behov for særlig støtte.

Ofte sidder pædagoger og behandlere sammen for at beskrive personen fra forskellige vinkler, så billedet bliver så fuldstændigt som muligt. Når ubalancer og andre karakteristika er beskrevet, stiller man spørgsmålet: Hvilken overordnet målsætning har vi for at hjælpe denne person og hvilke helsepædagogiske og pædagogiske handlemål skal vi i fællesskab lægge vægt på.

Når de er definerede, og der er skabt et fælles billede, arbejder hver enkel pædagog/lærer og behandler ud fra deres særlige ståsted på at opnå samme mål. Efter en tid skabes på ny et fælles billede, og på baggrund af en sådan levende og fremadskridende proces udvikler personen sig.

Og det uanset om det er en person med autistiske træk, med ADHD eller en person med delvis spastisk lammelse eller én med kromosomforstyrrelser (f. eks. Downs syndrom). De kan alle beskrives ud fra en steinerpædagogisk synsvinkel. Det er et supplement til andre karakteristika eller symptomer. Det er en anden vinkel.

Den indre, spirituelle kerne Når det karakteristiske er beskrevet er det lettere at forstå personen ”se igennem” eller bort fra ubalancerne og opleve de skjulte kompetencer, og den indre spirituelle kerne, som efter Steiners livssyn er uantastelig og evig. Det er svært at gøre sig forestillinger om, hvad der ligger bag, men det er et positivt livssyn, som giver personen mange muligheder for udvikling. Det giver samtidig medarbejderne engagement og glæde ved små fremskridt og en stor tålmodighed.

Ud fra mange års erfaring, og med inspiration i Steiners livssyn og tanker om mennesker med specielle behov, er der opstået en række forskellige former for praksis.

De omfatter dels den særlige relation mellem mennesker, dels forholdet mellem personen og omgivelserne. Herunder rytmen i hverdagen og året, om kunstens betydning for den personlige udvikling og mange andre aspekter.

Der er ligeledes oparbejdet erfaring med en praksis, hvor der er taget hensyn til naturen, miljøet og til arkitektur og farvevalg. Disse praksisser tilpasses og ændres med tiden og udviklingen i samfundet, men deres kernekompetencer forbliver de samme.

71

DET GÆLDER OM AT FINDE OG BEVARE RYTMEN I HVERDAGEN Vi har alle brug for gode rytmer. De modvirker ubalancen og stabiliserer vores sociale færdigheder

AF LISBET SCHMITZ

72

Der er forældremøde i 3 klasse, samtalen drejer sig om undervisningen i klassen, hvordan børnene trives, og hvilke emner der skal arbejdes med, nu hvor børnene snart skal i 4 klasse. Stemningen blandt forældrene er munter og bære præg af, at her sidder en flok engagerede forældre der interesserer sig for hvad der sker på Marjatta.

De har et fortroligt forhold til hinanden, og man mærker, at deres indbyrdes åbenhed og gensidige støtte er af stor betydning.

Mødet lakker mod enden, og som altid skabes der plads for samtale og spørgsmål forældrene imellem. Der tales om de svære situationer, om de sorger og glæder der følger med, når man har et udviklingshæmmet barn, og om hvilken betydning det har for de forskellige familier at have et barn på Marjatta.

”Han har simpelthen udviklet sig på absolut alle områder, og alt er blevet meget lettere. Vi har lige været til stor familiekomsammen, tænk, han var det barn der spiste pænest, han fik selvfølgelig masser af ros og han blev så stolt. Hjemme sover han om natten, han er ikke længere kræsen men spiser alt, og vi har ingen problemer med fordøjelsen, det er næsten ikke til at fatte. Hans forhold til sin lillebror er også langt bedre, han er blevet en rigtig sød og omsorgsfuld storebror, tidligere var de ofte i konflikt med hinanden. Jeg savner ham selvfølgelig hver eneste dag, men jeg ved at det her er det rigtige for ham, men også for resten af familien” Mødet rundes af, og forældrene er alle enige i, at den rytmiske hverdag børnene tilbydes på Marjatta er af stor pædagogisk betydning.

Marjatta også mit fristed En far tager ordet og siger, ” Jeg sætter stor pris på, at kunne deltage i morgensamling en gang i mellem. Her får jeg mulighed for at stige ud af hverdagens stress og jag, og jeg tænker ofte, at det her burde alle få lov til at opleve.

Jeg får ny energi og på en eller anden måde skaber det ro og overblik. Der er en meget intens og god stemning.

Man bliver virkelig taknemmelig over, at der findes et sted som dette.”

Snakken bliver mere og mere livlig, og flere forældre melder sig på banen. En ung mor fortæller, at det at hendes søn nu er blevet døgnelev og bor i en børnegruppe har været en kæmpe omvæltning for hele familien. Der er selvfølgelig et stort savn, men samtidig kan alle i familien mærke, at de har fået langt mere overskud i hverdagen, og barnet har gjort store fremskridt.

Når rytmen bliver brudt At leve et rytmisk liv er måske noget vi først kan forholde os til og forstå, i det øjeblik rytmen bliver brudt. Alle ved hvilke konsekvenser dårlig søvn, for lidt motion, for meget junkfood og et uoverskueligt liv uden sammenhæng og mening har, vi bliver ganske enkelt syge, mister overblik og mistrives. Det bliver måske svært at håndtere selv de mindste udfordringer, og sociale relationer samt nærvær med familie kan lide herunder.

Det er derfor af stor vigtighed for menneskets trivsel, at det lever i en sund rytmisk tilværelse, og for et udviklingshæmmet menneske er dette af særlig stor betydning.

Som menneske har vi forskellige rytmiske livsprocesser, det være sig søvn, fordøjelse, vejrtrækning, pulsslag mm.

Disse processer kan af den ene eller anden grund være i ubalance, men kan gennem en bevidst tilrettelagt rytmisk

hverdag bringes i balance, og resultatet er en langt bedre trivsel og overskud til indlæring og udvikling hos både børn og voksne.

Med rytme menes ikke struktur, for struktur kan let blive begrænsende og stift. Struktur bliver hurtig til rutine, og så er der fare for, at overse eller undervurdere eventuelle udviklingsmuligheder, og som medarbejder kan man komme til at holde fast i en rutine i angst for at tage initiativ og måske miste fodfæste. Idet man skaber en overordnet rytme med faste holdepunkter og genkendelighed både i det daglige, men også i løbet af året, så skabes der plads til den individuelle rytme. En rytmisk hverdag er kun sund i det øjeblik den også er fleksibel, dynamik og i stand til at tilgodese individuelle behov.

Det trygge liv På Marjatta er morgensamling, aftensamling, måltider, skole og arbejdsdag faste rytmiske begivenheder, disse virker samlende og skaber overblik. Der er plads til forny-

else og ændringer, idet der er en sund rytme til stede. De mange forskellige rytmiske tiltag er også med til at pleje og udvikle gode vaner. Vi hilser pænt på hinanden, siger bordvers inden vi spiser, lære at være opmærksomme på hinanden under måltidet, takker for maden og sørger for, at det at blive lagt i seng og blive vækket foregår under behagelige og trygge forhold. Dette er med til at give barnet og den unge sociale færdigheder til glæde og gavn i mange forskellige sammenhænge.

Naturen har ligeledes sin rytme, den kan vi følge gennem årstiderne. Idet børnene og de unge får et forhold til naturen skærper det deres sanser lige som det styrker deres følelsesliv. Årstidernes vekslen markeres gennem forskellige årstidsfester, disse er rytmisk tilbagevendende begivenheder som både styrker det kulturelle og sociale liv. At skabe en rytmisk sammenhæng i tilværelsen, er på alle måder et bevidst mål om at give alle børn, unge og voksne på Marjatta optimale muligheder for udvikling.

73

LIVETS RYTME I ÅRETS GANG Årstidsfesterne er af central betydning i det helsepædagogiske arbejde AF METTE RYOM-RØJBEK & TINE BAY SØRENSEN

Udvidelsen om foråret, når lyset sætter ind og alt grønnes mærkes som en bob­lende glæde i vores sjæl. Vi søger ud i det grønne, ud i naturen. Omvendt mærker vi på den anden side, også tydeligt sam­ mentrækningen, når det fra høstens tid og frem over efteråret mod vinteren bliver øde, mørke og kulde udenfor.

74

Årstidsfesterne er højdepunkter i årsløbet, uanset om man er barn, ung, voksen eller medarbejder i Marjatta Fællesskabet. Det er en af de særlige værdier i fællesskabet, det at synliggøre årets gang i naturen, men også det kristne budskab med fester. Særligt kendetegnende for disse fejringer er, at alle er medinddraget i forberedelserne, selve festen og afrundingen.

Festerne rummer ofte fællesaktiviteter tilpasset højtiden, med særlig mad, fortælling, sang, dans og musik.

Det handler om at skabe en stemning og en oplevelse alle kan have andel i. Mange lever året igennem frem mod de kommende fester og når den ene er afsluttet, rettes glæde og forventninger sig frem mod den næste fest, der kommer.

Hvad er det, der virker så stærkt og har en sådan virkning? For ser vi os omkring i samfundet, så falder det de fleste mennesker rigtig svært at forbinde sig med de skiftende årstider og de festligheder der hører naturligt til.

Kvaliteten i det naturlige Vi lever i dag i en tid og en kultur, hvor det at forholde sig til de skiftende årstider, ikke mere kommer af sig selv. Vi er ikke mere, som fortidens mennesker, anvist til at leve i pagt med naturen. Efter en lang vinter, glædes vi alle over foråret, blomsterne og lyset. Men vi er ikke prisgivet til det! Vi har hele vinteren igennem kunnet spise salat og alskens frugter. I sammenhæng med vores føde, behøver vi ikke mere vente spændt på de nye grønsager, dem kan vi købe hele året. Men alligevel er der ikke noget, der smager som de første jordbær plukket i juni, eller de første nye kartofler fra haven. Hvad er det for en kvalitet, vi egentlig søger og nyder, som betyder noget? At vi selv har investeret tid og kræfter i at lægge kartoflerne? Fulgt dem med interesse i vækstprocessen? Set dem vokse frem, afventet deres modenhed? Grave dem op, skrabe dem? Koge dem og til slut spise dem, på en kartoffelmad med purløg? Der opstår en særlig kvalitet ved det, jeg med min viljeskraft, forbinder mig med.

Den store rytme er der Vi lever i et sekulariseret samfund, hvor den enkelte individualitet må vælge sit ståsted, udfra en egen bevidsthed og derigennem forholde sig til livets store spørgsmål. Hvor kommer vi fra? Hvad har skabt det hele? Hvad sker der før livet og efter døden? Det er op til hvert enkelt individ, at finde en mening med livet? Der er på en gang en stærk spirituel søgning i dag blandt mange mennesker, men også en stor mangel på viden og forståelse for de kristne højtider.

Selv om naturvidenskaben kan give os mange forklaringer på verden, så mærker vi alle i vores sjæl årets store rytme af udvidelse og sammentrækning. Udvidelsen om

foråret, når lyset sætter ind og alt grønnes og mærkes som en boblende glæde i vores sjæl. Vi søger ud i det grønne, ud i naturen. Omvendt mærker vi på den anden side, også tydeligt sammentrækningen, når det fra høstens tid og frem over efteråret mod vinteren bliver øde, mørke og kulde udenfor. Dette skaber i vores sjæl en stemning af sammentrækning, en søgen indad i os selv.

At følge årets gang, har en sundhedsfremmende indflydelse på os alle, men særligt barnet og udviklingsforstyrrede mennesker kan ikke komme til det, uden vores hjælp.

At vække sanserne Det udviklingshæmmede barn, unge eller voksne menneske lever stærkt i stemninger, følelsesstemninger og har en umiddelbar tilgang til årsløbet og det spirituelle. De lever med i årsløbets store rytme af ud – og indånding. Nogle er så åbne i deres sanser, at de bliver identisk med naturens rytme. Andre så lukkede at de i stedet for at opleve omverdenen og andre mennesker, hele tiden støder på sig selv.

Igennem en helsepædagogisk ledsagelse, kan vi hjælpe, støtte og guide den enkelte til deltagelse, hos nogle vække sansen for de nye grønne bøgeblade eller hjælpe andre til, at kunne koncentrerer sig, at kunne samle sig om årstidens indtryk.Og igennem den vakte interesse, hjælpe med til at skabe en mere sund relation til omverdenens stemninger, så den enkelte i sig selv, kan genfinde en større afbalancering og nuancering i forhold til de egne, ofte ensidige oplevelsesmuligheder.

Fast, tryg og sikker Dette stiller krav til os som medarbejdere, at gå foran og med vores engagement og bevidste forberedelse, skabe fundamentet for oplevelsen eller årtidsfesten. Skabe rammerne for det fællesskab der opstår. Det er gribende, når hele det store fællesskab med alle børn, unge, voksne og medarbejdere Skt. Michaels morgen i parken på Bredeshave samles til fælles morgensamling med fanespil og efterfølgende spiser morgenmad sammen i kulturhuset.

På en gang stemningsfyldt og fællesskabsopbyggende, men samtidig mærkes den kraft fra sangen og stemningen, som hver enkel individualitet bærer med fra denne festligholdelse. Det giver et helt fællesskab kraft og orientering og i hver enkel deltager skabes der en dyb indre klangbund, som giver livet nogle helt andre dimensioner.

Et fællesskab båret af disse højtider, skaber en fast, tryg og sikker ramme af forudsigelighed og genkendelse.

Skaber for den enkelte en orientering. Væsentligt er dog, at festerne trods traditionerne, skabes i en levende og fornyende proces og ikke fastholdes af rutiner og regler.

Dette kræver mod og kraft, da alt der vender tilbage har tendens til at forfalde til rutine.

75

Den stadige fornyelse Årstidsfesterne må ikke blive til ud fra et overfladisk, kommercielt plan. Det kræver et fortløbende, fordybende arbejde med baggrunden for festen og stemningerne i årets løb. Kun igennem denne menneskelige viljeskraft og investering af sig selv, kan årsløbets fester få den impulsering og hjertekraft der skaber kvaliteten og virkningen for alle.

På den måde kan vi gennem året og fejringen af årets fester, være med til at skabe rum for en umiddelbar oplevelse af spiritualitet, en kraft, der giver den enkelte troen

76

på livet, håbet for det evigt tilbagevendende og at kærlighedskraften kan blomstre hos den enkelte og fællesskabet i nærværet menneskene imellem.

Skabes festerne i denne ånd, virker de ikke bare sundhedsfremmende på individualiteten og fællesskabet, men også på naturen. De er med til at bære tidligere tiders nødvendige forbundethed med årsløbet ind i en ny og helbredende harmonisering, fordi vi vil det og ud fra en bevidst holdning skabe et tilhørsforhold til naturen og den enkelte højtid.

Kun igennem denne menneskelige viljeskraft og investering af sig selv, kan ürsløbets fester fü den impulsering og hjertekraft der skaber kvaliteten og virkningen for alle.

77

LÆNGSEL EFTER NÆRHED OG FORSTÅELSE At møde et andet menneske og komme videre i et pædagogisk fællesskab og forståelse er en balancekunst af de svære KRONIK AF TINE BAY SØRENSEN At vi som mennesker har indvirkning på hinanden er ingen hemmelighed. Vi ved, at går vi ind i et rum, hvor vi ikke kender nogen, søger vi alle ubevidst hen til de mennesker, der forekommer os trygge og rare i deres umiddelbare udstråling og mimik. Vi ved alle, at vi iblandt vore arbejdskollegaere har fortrukne samarbejdspartnere.

Ofte skyldes udvælgelsen af dem ikke større faglighed eller kompetence. Der lever noget imellem os som mennesker, som har stor betydning i den umiddelbare oplevelse og som svært lader sig præcist i talesætte.

Personligt afkald på suverænitet At møde et andet menneske er en konstant afbalancering af jeg og du – du og jeg. Det er en levende, svingende balance, mellem at åbne sig for en anden og lade sig åbne af en anden.

Som mennesker har vi alle sammen en længsel efter nærhed og forståelse, men giver jeg ikke i mødet afkald på min egen suverænitet, så møder jeg kun mig selv i mødet med andre.

Vokser et barn op uden den rette omsorg og kontakt, ved vi at det har store konsekvenser for dets senere udvikling. Den tætte relation mellem et barn og dets nære omsorgspersoner, er med til at gøre barnet til et menneske med menneskelige kompetencer og egenskaber.

Omsorgen bygger vores egne evner til at relatere os op, udvikler og gør os i stand til at efterligne og læse og forstå andre mennesker. I dag ved vi, fra forskningen, at forsømmes den omsorg, så besværliggøres det, at vi kan vokse op og blive selvstændige mennesker, som kan være i sunde og bæredygtige relationer til andre mennesker.

Den naturlige evne kan ikke mere genskabes, barnet, det unge menneske, må over-indlærer sig strategier til at kunne udfolde og forstå relationerne til andre mennesker.

78

Spejlet af dig selv og omgivelserne For få årtier siden fandt hjerneforskere frem til spejlneuronerne og deres betydning for den umiddelbare spejling og den indirekte forståelse, som det enkelte menneske igennem barndommens møde med omsorg, senere udfolder til den indlevelse og empati, som den enkelte kan møde omverdenen med.

At disse spejlneuroner er dem, som i hvert sekund, hele tiden meddeler os mennesker på det ubevidste plan, de umiddelbare indtryk og forståelser af vores omverden. Disse signaler bliver sendt videre til andre centre af hjernen, som omsætter dem til handlinger andre steder i kroppen.

Mennesker med autisme har svært ved at omsætte disse signaler. Fra forskning ved vi, at bestemte områder i deres hjerne er underudviklede og at de derfor ikke er i stand til, at omsætter disse signaler til relationsevne. Det kan oplæres og over-indlæres ved hjælp af piktogrammer og adfærdstræning. Men det vil være vanskeligt for dem at udvikle den lette svingende proces som relationer har, Relationer der løber spontant mellem to eller flere mennesker, hvor ord mange gange bliver overflødige.

Menneskemøder på 3 sjælelige planer.

På tankeplanet, igennem mine tanker, kan jeg forbinde mig med andre menneskers meninger. Jeg kan formulere mine tanker. Jeg kan forstå sammenhænge, overveje og gennemtænke forskellige følger af tanker. Mine tanker og refleksioner, kan jeg udtrykke og dele med andre.

Helt anderledes er det med følelserne. Dem har vi hver især for os selv. De er umiddelbare og de opstår her og nu, i mødet med det andet menneske. Igennem følelserne har vi mulighed for at forbinde os med omverdenen. Leve os ind i og med i andres stemninger, og udveksle erfaringer.

Med mine følelser kan jeg give udtryk for mine indre stemninger, såvel som dem, der opstår i det jeg forbinder mig med omverdenen. Det er sjældent at to mennesker reagerer helt følelsesmæssigt ens på den samme oplevelse.

Følelserne er langt mere subjektive end tankeverdenen.

Følelser er båret af to strømme, den sympatiske og den antipatiske.

Mine følelser bliver meget komplicerede, at forholde sig til, både for mig selv og andre, hvis jeg ikke har kontakt til dem, når jeg f.eks. bliver såret eller vred. Mine oplevelser bliver diffuse og ambivalente og jeg har selv svært ved at komme til klarhed. Endnu mere komplekst bliver det på viljesområdet. Mine handlinger og hensigter står sjældent i handlingsøjeblikket i bevidsthedens klare lys. Den dukker op i en senere refleksion. Vi ved, hvordan vi selv vil reagere, hvis nogen vil foreskrive os bestemte handlinger. Idet vi gør eller undlader at gøre noget, griber vi ikke bare ind i vores egen skæbne, men også i andre menneskers.

Relationsarbejdet I arbejdet med mennesker er relationsarbejde en faglighed, en grundkompetance, som er væsentlig i mit møde med barnet, den unge eller det voksne menneske. Mit arbejde som pædagog ligger i at få dette rum mellem mig og den jeg arbejder for med til at svinge. At vi sammen kommer ind i en proces, hvor jeg ved min indlevelse i den anden, kan åbne op for en forståelse af den andens sindstilstand, så jeg umiddelbart med min trænede og oplærte faglighed ved, hvad jeg skal sige eller gøre for at motivere og lukke det andet menneske op for en handling, eller at lade det kunne komme til udtryk ved hjælp af kommunikation.

I mødet med barnet og den unge skal jeg stemme mig selv til, hvad den anden umiddelbart har brug for. Dette kan være opmuntring, det kan være tydelighed og det kan være nærhed. Dette kræver, af mig, i udførelsen af den pædagogiske praksis, stor autencitet og stemthed. Dette kan sammenlignes med en musiker. Blot har vi ikke noget ydre fysisk instrument vi spiller på, vi har os selv. Strengene vi lader klinge, for at nå den anden, forstå den anden, er vor egen optrænede og skolede medmenneskelighed. Vi udvikler et resonanslegeme, som i mødet med barnet, den unge eller voksne kan opfange de signaler, de bevidst eller ubevidst sender ud. Jeg lærer at skærpe min opmærksomhed på den indre efterklang, som et møde afstedkommer.

Derigennem kan jeg prøve at forstå, hvordan situationen opleves af den anden.

Selvindsigten og reaktionen Mødet varer i den pædagogiske relation ofte et splitsekund, men ved at arbejde på disse 3 sjælelige planer, kan jeg med træning blive opmærksom på, hvordan jeg selv umiddelbart reagerer og hvordan jeg bearbejder min reaktion på den anden, så der kan opstå et møde. I det

pædagogiske arbejde har jeg ansvar for relationen og må ud fra min viljeskraft, skabe et rum, imellem mig og den anden. Et rum hvori frihed og accept kan herske. Underkender jeg det, arbejder jeg ikke ud fra et etisk og menneskeværdigt aspekt, men udøver i stedet magt.

Dette er en hår fin balance, som hele tiden i den pædagogiske relation kræver opmærksomhed og egen korrektur.

Solidaritet og ligeværdighed i det pædagogiske arbejde opstår, når jeg ud fra min viden og erfaring formår at møde, barnet, den unge eller den voksne der, hvor det er udviklingsmæssigt og ikke i selvbestemmelsens navn tillægger nogen flere kompetencer end de rummer, men udvikler relationen i mødet efter alder, udvikling og individualitet.

I arbejdet, ledsagelsen og støtten til det udviklingshæmmede menneske, kræver relationsarbejdet en forhøjet empati og forståelse. Det udviklingshæmmede menneske, skal ofte hjælpes til udtryk. De har svært ved at sætte ord på deres oplevelser, svinger ofte stærkt i deres følelsesmæssige stemninger fra stor åbenhed til afvisninger over omverdenen. Reagerer ofte i viljesmennesket, enten ved for stor aktivitet uden mening, eller mangel på handling.

De har livet igennem behov for først og fremmest, at blive hjulpet til en afbalancering af dem selv, hjælp til at finde sig selv bag ved handicappet/ diagnosen.

Plads til de andre Men, fra mit daglige virke med denne gruppe af mennesker, ved jeg hvor forløsende det kan være at blive mødt, at få i-talesat nogle svære følelser eller oplevelser. Få anerkendelse, men måske også en realitetskorrigering.

Vi ønsker alle sammen tit, at være anderledes end den vi er, og er du begrænset i dine evner, kan det være endnu svære at forstå, at noget ikke er muligt, selvom jeg brændende ønsker mig det. Mødet og kommunikationen kræver stor indlevelse og respekt i udøvelsen.

Fordi man med udøvelsen ønsker at skabe og åbne muligheder for, at den anden kan komme til en bedre selvindsigt og forståelse af sine muligheder og begrænsninger. Samtidig ved vi, at ord forløser og disse stunder skaber et tydeligt rum af frihed, hvor mennesket bag diagnosen kan komme til syne.

Man kunne også sige det med Antoine de Saint – Exupery`s ord fra ” Den lille prins” hvor han lader ræven betro prinsen sin hemmelighed: ” Det er ganske ligetil:” Kun med hjertet kan man se rigtigt, det væsentlige er skjult for øjet. Det er den tid du har spildt på din rose, der gør den betydningsfuld”.

79

DE GODE VILJERS FEST Skuespillet om os selv - med hjælp fra H.C. Andersen AF PAUL KLARSKOV

Når alle gør sit bedste, er alle en del af helheden.

Et skuespil på Marjatta er de gode viljers fest

Julie holder tungen lige i munden, når hun øver sig i at få dukken til at gå rigtigt. Louise arbejder på et kostume, som skal blive til en kæmpeand; Jette er begyndt at komponere og musikerne er begyndt at øve – Og nogen gange trænger man til et kærligt hvil.

Der laves masker, der øves replikker, der sættes lys – og til det skal man op at køre i en elektrisk lift 6 meter over gulvet! Rasmus, som hjælper Paul med at sætte lyset, kommer højt til tops!

Så skal der laves lysplaner, det skal afprøves, hvordan orkesteret kommer ud og ind, der skal findes øvetider, det skal aftales, hvordan programheftet skal se ud, der skal saves, hamres og bores, og der skal øves, øves, øves.

For kun ved at øve sig, bliver man dygtigere. Det ved alle i skuespillertruppen, om de er fra ungdomsuddannelsen, fra børnehuset eller voksenstederne, om de er medarbejdere, forældre eller venner. Når alle gør sit bedste, er alle en del af helheden. Et skuespil på Marjatta er de gode viljers fest.

Og så har vi fået H.C. Andersen til at hjælpe os! Han har skrevet det eventyr, vi skal bruge. Det handler om et udstødt menneske, som havde en skjult skønhed i sig, som ingen kunne se. Eventyrdigteren skrev nemlig eventyret

80

om os alle – og om sig selv: ”Den Grimme Ælling.” Og når vi prøver at strække os op mod den verden, som han har grebet med sin fantasi og gør den til billeder, så må vi også fortælle historien om os selv: Sammen skaber vi nyt liv Hvem er jeg? Hvilken del af dette kan jeg gribe? Hvad kan jeg tilføje? Hvordan bliver min sandhed en del af eventyrets sandhed?

Når vi synger, klipper, saver og siger vores replikker, skaber vi noget nyt, som aldrig har været der før. Når vi øver, forbereder vi os til det øjeblik, hvor publikum og kunstnere mødes om noget fælles: De gode viljers samklang. De danner det kar, som kan omfatte H.C. Andersens geni. Dér mødes vi! Øjeblikket er flygtigt, som alt skønt, men det lader os ane meningen med livet.

Og når lyset er slukket og applausen er forbi, er det blevet stille på scenen. Det er, som om rummet står og lytter efter, hvordan det føltes, med alt det liv. Og vi, som var med, lytter også ind i os selv og ved, at det ikke gør noget at være født i andegården, selvom man har ligget i et svaneæg.

Nür vi synger, klipper, saver og siger vores replikker, skaber vi noget nyt, som aldrig har vÌret der før.

81

DET ER LIGE OM AT FINDE TONEN Musikken og sangen accelererer nemlig glæden hos de unge til sang og korterapi på Marjattas Ungdomsuddannelse AF JETTE RYMER De kommer løbende, højt snakkende, syngende, leende hen ad gangen. Forventningens glæde, en boblende stemning er hørbar og medrivende. Nu åbner de døren og ”stormer” ind, leende, strålende én i møde! Som musik- og sanglærer i denne situation gribes man uvilkårligt af taknemmelighed og begejstring over, at måtte opleve noget sådant.

Hvad er det, der sker?

Er det deres erfaring med musikkens og sangens virkning på sig selv; er det mødet mellem lærer og elev, en kombination af begge dele eller noget helt tredje, der får denne overstrømmende glæde frem?

Selvom de unge i Ungdomsuddannelsen generelt er glade og udadvendte, er spørgsmålet alligevel relevant.

Det kan forekomme, at de unges grundstemning er stille og/eller tung ved ankomsten til undervisningen, men sikkert er det hver gang, at ”et løft” har fundet sted ved timens slutning. Gennem arbejdet med musikken og sangen. Den enkelte elev er blevet hjulpet til at finde sin tone, eller flere; har haft oplevelsen af at kunne selv og være en del af fællesskabet. Tonerne og klangen har fyldt dem og rummet.

Og så kommer glæden.

Denne glæde er af særlig art. Den giver ”det løft”, som kan medføre større selvtillid, livsglæde, være øjenåbner for nye perspektiver, indre rigdomme og inspiration.

Sidst nævnte elementer er velkendte faktorer for et ungt eller voksent menneske, som fordyber sig i – eller slet og ret oplever – musikken og dens væsen.

Fordybelse i musikken og det fænomenologiske aspekt i arbejdet med musik kan give væsentlige erkendelses-værktøjer. For nogle mennesker er musikken adgang til erkendelse af den spirituelle verden.

Musikken og sangens betydning.

Den ungarske folkemusik-forsker og komponist, Zoltan Kodaly, gennemførte i begyndelsen af 1950’erne et epokegørende forskningsprojekt i 100 ungarske skoler.

Han ønskede at påvise bl.a. øgede evner for indlæring af

82

boglige færdigheder, udvikling af sociale kompetencer samt øgede koncentrationsevner hos børn, som modtager 1 times daglig musik/sangundervisning i skolen. Projektet, som nøje blev fulgt af statsansatte psykologer, blev en succes og efterfølgende udvidet til at omfatte en langt større del af Ungarns skoler og dermed gøre opmærksom på musikkens og sangens formidlende, harmoniserende og belivende kræfter.

Filosoffer, hjerneforskere samt psykologer blandt andre, har gennem tiden beskæftiget sig med musikkens betydning for og virkning på mennesket, og med Z. Kodalys ”eksperiment” in mente er yderligere erkendelser af menneskers udviklingsmuligheder gennem musikalsk aktivitet blevet kortlagt.

De pædagogisk/psykologiske erfaringer fra forskningen ser således ud – kort fortalt: • Bedre udviklet kreativitet • Styrket tænkeevne • Forbedrede skolepræstationer • Generel personlighedsudvikling • Rigere følelsesliv • Bedre udviklet koncentrationsevne • Øget indlæringsmotivation • Øgede sociale kompetencer • Øget følelsesstabilitet Professor i Musikvidenskab, Jon Roar Bjørkvold, og lektor/forsker, Ilona Antal-Lundström, har begge i deres arbejde bl.a. samlet ovenstående liste, som bekræftes gennem andre fremtrædende personligheder på området.

Til denne liste kan føjes nogle sundhedsfremmende aspekter ved udøvelse af sang og musik. I dag er det en udbredt viden, at sang, korsang kan sænke blodtrykket og forbedre kredsløbet, at musik og sang i udøvelse kan modvirke depression/melankoli, og forbinder vi dette med nogle af de på listen nævnte elementer, bliver det sundhedsfremmende tydeligt.

83

Musikken er hjertes sprog.

Selvom vi i det moderne samfund fjerner flere og flere traditioner og ikke forbinder os med værdierne af disse i samme omfang som tidligere, understøtter vi mærkedage, festdage og religiøse handlinger gennem tilstedeværelse af musik/sang. Musikken er stemningsbærer og kommunikationsformidler af stor betydning og kan endda betegnes som ”hjertets sprog eller udtryksform”!

I midten af mennesket – i hjerte-lunge-systemet – er musikkens fysiske ”hjemsted”.

Dér oplever vi umiddelbart påvirkningen fra kunstarten; et billede af, at vores følelser kan udtrykkes og befries gennem musikalsk udfoldelse, og dét kommer til udtryk i oplevelsen, ikke blot hos udviklingshæmmede, men hos alle mennesker.

Uanset geografisk placering, sociale forhold, alder m.m. har vi mennesker derfor et umiddelbart forhold til musik og forbinder os med hinanden gennem den.

Det musikalske fællesskab.

Samler vi nu det ovenfor beskrevne og lader det relatere til titlen, ”musikken i centrum”, eller ”musikken i midten”, opstår et givende helhedsbillede for det pædagogiske arbejde og for det skolende menneske: Vi kan være optaget sjæleligt af store følelser som jubel, nedtrykthed, vrede, sorg og bekymringer, og med denne bagage begive os ind i sang og musik, der ud fra sig selv kræver nærvær, formgivning, lytten og frem for alt øvning! Det fører en yderst sublim proces med sig: Uden ydre autoritet løftes de bundne følelser ind i en god vilje, hvor intentionen om skønhed, vellyd og glæde nu deles med enten en med-mu-

Platon: Musik giver universet sjæl, den giver sindet vinger, fantasien flugt, alvoren charme, og den giver munterhed og liv til alt.

84

sicerende eller en tilhører og på den måde forløser de egne, før bundne, følelser. Øvningen og udfoldelsen stiller sig så at sige til rådighed for det sociale.

I musikkens eget væsen ligger denne vise hjælp at hente for både amatøren og scenekunstneren! Der er noget mellemmenneskeligt, kærligheds-fyldt i denne foregang, som måske giver os noget af svaret på, hvorfor musikken er så opløftende og berigende for os at fordybe sig i eller blot beskæftige sig med.

Tonernes verden i sig selv er helt essentiel. Den griber os umiddelbart og vi har ingen forbehold i vores hengivne lytten. Toner bærer os så at sige derhen, hvor de vil.( Her er ikke tale om genrer, men kun toner.)

Lytter vi til musikkens mange værker og ikke fortaber os i blot og bar nydelse, men prøver at trænge ind i værkerne rent fænomenologisk, åbner der sig også helt nye dimensioner, hvor tonesprog, komponisters særpræg og genialitet samt større musikalske lovmæssigheder træder frem på inspirerende måde for os og derfor også her løfter os. Tankevækkende er det, at verbet ”at lytte” på japansk består af fem dele: Øre, øje, hjerte, du selv og dit nærvær Musikkens opgave er at forbinde mennesket med en højere sandhed, ikke gennem nydelse, men gennem øvelse/ handling at ville dele med hinanden dét, som har beriget én selv.

Lad os til sidst sætte to karakteriserende citater op overfor hinanden, omhandlende musikken selv samt menneskets forbindelse med den:

Rudolf Steiner: I kunsten forløser mennesket den i verden bundne ånd, i den musikalske kunst den i ham selv bundne ånd.

RUDOLF STEINER Antroposofien som inspirationskilde AF LISBET KOLMOS Som ungt menneske virkede Rudolf Steiner (1861-1925) som huslærer i en familie, hvor den yngste søn led af hydrocefali og var meget tilbagestående. Barnet spiste helst af skraldespanden i køkkenet, blev betragtet som uimodtagelig for undervisning og havde i det hele taget en meget

forstyrret adfærd.

Under Rudolf Steiners vejledning gennemgik drengen en helt utrolig udvikling, han blev optaget i gymnasiet, studerede ved det medicinske fakultet og blev læge.

Erfaringerne fra denne undervisning grundlagde i Rudolf Steiner en livslang interesse for børn med udviklingsforstyrrelser, han benævnte dem børn med særligt behov for sjælspleje (Seelenpflege-bedurftige Kinder), og i sine ældre år så han mange psykisk handicappede børn og unge, fordi deres forældre søgte hans råd.

I 1924 blev han opfordret til at tale om sine erfaringer for nogle unge mennesker, som ville starte et hjem for psykisk handicappede børn. Han holdt ved denne lejlighed en række foredrag, som har dannet grundlaget for denne særlige pædagogik Helsepædagogik.

Disse første spæde kim viste sig at være levedygtige, og i dag er der verden over mange institutioner, som arbejder ud fra dette grundlag. I Sverige blev det første hjem grundlagt i 1936 og i dag er der mere end 100. I Danmark blev arbejdet påbegyndt i 1953 og i dag er der ca. 20 hjem, skoler, bofællesskaber og værksteder med omkring 300 beboere/brugere i alle aldre.

I Danmark kalder man den pædagogik, som er inspireret af Steiner for Rudolf Steiner pædagogik for hæmmede, i Sverige taler man om Lægepædagogik.

Den grundlæggende ide i pædagogikken er, at ethvert menneske – også udviklingshæmmede – har en sund personlighedskerne. Det gælder også mennesker med genetiske lidelser f.eks. Downs syndrom, mennesker der er hjerneskadede f.eks. som følge af komplikationer under fødslen eller autister. Det er pædagogens opgave,

bag handicappet at se det sunde i personligheden, og så vidt muligt bringe det til udvikling. Det giver respekt og accept af disse mennesker.

Psykisk handicappede har ofte tendens til at blive ensidige.

Mange er f.eks. overdrevent motorisk aktive og kan derfor ikke være stille og iagttagende. Andre handler for lidt og lever for meget i at betragte. Nogle er udtalt musikalske, men opfatter måske ikke så let de sociale aspekter i tilværelsen, andre lever stærkt i synssansen, men lukker af for sprogforståelsen.

Den pædagogiske opgave er at forstå det ydre fremtoningspræg, men samtidig have interesse i den dybere personlighed og ud fra et samlet indtryk finde det, der kan bringe individet videre i udviklingen og dermed nærmere til en harmonisk balance.

De fleste handicappede børn har en begrænset fantasi og har derfor svært ved at lege på lige fod med jævnaldrende.

For at stimulere fantasien arbejder vi på Marjatta med en indlæring, der stimulerer barnets evne til at danne indre levende forestillinger. Vi stimulerer den sunde del af personligheden i et miljø, hvor det kan udfolde sig kreativt og kunstnerisk. Det kan være med musik, maling, bevægelse, sprog, ja hele den måde miljøet er indrettet på.

Udover det helsepædagogiske har Rudolf Steiners livsværk været til inspiration på en række andre områder f. eks. den biodynamiske dyrkningsmetode, en udvidet antroposofisk lægefaglighed, Waldorf skole pædagogik, småbarns børnehave pædagogik, eurytmi, arkitektur, kunst osv.

En række af disse tiltag findes også repræsenteret på Marjatta: Gartneri og landbrug drives ud fra de biodynamiske principper, arkitekturen tilstræber det Goetheanistiske, farvesætningen i rummene anses for at have betydning, der arbejdes med undervisning og kunstneriske forløb, naturen inddrages og årsløbet følges med festligholdelse af højtiderne.

På denne måde er der mange tiltag, som tilsammen danner en helhed; Det der ofte benævnes Marjattas kultur.

85

MARJATTA OG KALEVALA At give et hjem et navn AF ALBERT EMAN – 1921-2010

”At give et hjem navn er ikke så let. Det må ikke være for langt. Det må ikke være for kort. Det må kunne siges i telefonen, og børnene skal også helst kunne udtale det. De fleste børn siger dog ”Jeg bor på Majatta” og udtaler ikke r-lyden. Marjatta har tre gange a-lyd. ”A” er beslægtet med ”ja” altså noget positivt.

Marjatta er en af skikkelserne i det finske nationalepos Kalevala, som menes at være omkring 2000 år gammelt, overleveret fra slægt til slægt af sangere, som tog rundt på gårdene på grænsen mellem Finland og Rusland. Sangerne kunne messe i timevis uden at gentage sig selv. Bønderne betragtede dem som troldmænd, de havde deres egne kopper og fade på gårdene, ingen andre turde røre dem.

Marjatta er navnet på den sidste fortælling i Kalevala.

Historien om Marjatta er stort set en julehistorie, hvor en jomfru får et barn i en stald. I stalden står der dog ikke et æsel og en okse, men en hest.

Marjatta mister sit barn og må lede efter det. Hun søger det først på jorden, hvor hun ikke kan finde det. Så vandrer hun op til stjernerne, månen og solen (den kosmiske verden). Solen fortæller Marjatta, at hendes barn er sunket ned i mosen, hvor det sidder i til skuldrene. Det lykkes Marjatta, at få trukket barnet op af mudderet, hun opdrager ham og til sidst bliver han konge over Karelen.

Her har vi en arallel til de forældre, som har fået et hæmmet barn. De må efter fødslen finde deres barn igen. Eller man kan sige, at vi i en verden, som lægger så megen vægt på intellektet, må finde de andre menneskelige værdier i barnet.

Efter Rudolf Steiners opfattelse har også hæmmede børn en stor opgave i den mangfoldige verden, vi nu engang lever i.

86

Maleri af Grethe Bagge i Marjattas sal.

Marjatta er en af skikkelserne i det finske nationalepos Kalevala, som menes at være omkring 2000 år gammelt.

87

Det Detfrugtbare frugtbaresamvær samvær findes findesder, der, hvor hvorhele helegruppen gruppenspejles spejles iidet detenkelte enkeltemenneskes menneskessjæl sjæl–– og oghvor hvorden denenkeltes enkeltes gode godeegenskaber egenskaber lever leveriihele helegruppen. gruppen.

www.bachboesen.dk

Rudolf RudolfSteiner Steiner