Det Hellige Rige

Det tyske imperium bestod af en konføderation af forskellige stater med en kejser i spidsen; hver stat havde den øverste myndighed inden for sit eget territorium (svarende til USA). Den kejserlige rigsdag, der bestod af alle fyrsterne eller de suveræne stater, skabte love for hele den germanske stat. Det påhvilede kejseren at ratificere forsamlingens love, dekreter eller resolutioner og at sørge for, at de blev anvendt og gennemført, mens de syv mægtigste fyrster under titlen kurfyrster havde rådighed over den kejserlige krone. Nordtyskland, der hovedsageligt var beboet af den gamle saksiske race, havde opnået den største grad af frihed. Kejseren, der uophørligt blev angrebet af tyrkerne i sine arvelige besiddelser, var tvunget til at bejle til gunst hos de fyrster og dristige nationer, hvis hjælp han på det tidspunkt havde brug for. Frie byer i den nordlige, vestlige og sydlige del af riget havde gennem deres handel, deres manufakturer og anstrengelser af enhver art opnået en høj grad af velstand og dermed uafhængighed.

Men det mægtige hus Østrig, der dengang var udstyret med den kejserlige krone, holdt størstedelen af Tysklands sydlige stater under sin kontrol og overvågede nøje deres bevægelser. Denne mægtige klan forberedte sig på at udvide sit herredømme over hele riget og endog ud over det, da reformationen satte en mægtig barriere for dens indgreb og reddede Europas uafhængighed. Ligesom Judæa, da kristendommen opstod, befandt sig i centrum af den gamle verden, befandt Tyskland sig i centrum af kristendommen og så samtidig mod Nederlandene, England, Frankrig, Schweiz, Italien, Ungarn, Bøhmen, Polen, Danmark og hele Norden. Det var i Europas hjerte, at livets princip skulle udvikles, og dette hjertes slag skulle gennem alle kroppens arterier cirkulere det ædle blod, som besjælede alle dens medlemmer.

Kapitel 5

Reformationens Historie, Bind 1

Jean-Henri Merle D'Aubigne