Kapitel 20—En stor religiøs vækkelse

I profetien om den første engels budskab i Åbenbaringens 14 kapitel forudsiges der en stor religiøs vækkelse under forkyndelsen af Kristi nært forestående genkomst. Profeten så en engel flyve „midt oppe under himlen; den havde et evigt evangelium at forkynde for dem, der bor på jorden, og for alle folkeslag og stammer, tungemål og folk.“ „Med høj røst“ forkyndte han dette budskab: „Frygt Gud og giv ham ære, for timen er kommet, da han dømmer. Tilbed ham, som har skabt himmel og jord og hav og kilder.“1 {MBF 285.1}

Den kendsgerning, at en engel siges at være budbringer af denne advarsel, er bemærkelsesværdig. Gud har i sin visdom symboliseret den ophøjede gerning, der skulle udføres ved dette budskab, og den magt og herlighed, som skulle ledsage det, ved et himmelsk sendebuds renhed, herlighed og kraft. At englen flyver „midt oppe under himlen“ og forkynder sit budskab „med høj røst,“ og at det skal nå ud til alle „dem, der bor på jorden,“ til „alle folkeslag og stammer, tungemål og folk“ er et vidnesbyrd om dette budskabs hurtige udbredelse over hele verden. {MBF 285.2}

Budskabet i sig selv kaster lys over det tidspunkt, hvor denne bevægelse skal finde sted. Det erklæres at være et „evigt evangelium,“ og det bebuder dommens begyndelse. Frelsesbudskabet er blevet forkyndt til alle tider, men dette budskab er en del af evangeliet, som først kunne forkyndes i de sidste dage for først da kunne det med rette siges, at dommens time var kommet. Profetierne skildrer en række begivenheder, der fører frem til dommens begyndelse. Dette gælder navnlig Daniels Bog. Men Daniel fik besked om, at „ordene holdes skjult og er forseglede indtil endens tid.“ Det var først ved endens tid, der kunne forkyndes et budskab om dommen, baseret på en opfyldelse af disse profetier. Men profeten siger, at ved endens tid skal mange granske og „kundskaben skal blive stor.“2 {MBF 285.3}

Apostlen Paulus advarede menigheden mod at vente Kristi genkomst i hans levetid.

„Først skal nemlig frafaldet komme og lovløshedens menneske åbenbares.“3Vi kan først vente Herrens genkomst efter det store frafald og „lovløshedens menneskes“ lange herredømme. „Lovløshedens menneske“, der også kaldes „lovløshedens hemmelighed,“

„fortabelsens søn“ og „den lovløse,“ er en betegnelse for pavedømmet, der som forudsagt i profetierne skulle bevare sin overhøjhed i 1260 år. Denne periode sluttede i 1798. Før kunne Kristi komme ikke finde sted. Paulus’ advarsel spænder altså over hele den kristne tidsalder frem til 1798. Det er på denne side af dette år, budskabet om Kristi andet komme skal forkyndes. {MBF 286.1}

Der har aldrig lydt et sådant budskab i de tidligere århundreder. Som vi har set, forkyndte Paulus det ikke. Han sagde til sine brødre, at de skulle vente Herrens genkomst i en fjern fremtid. Reformatorerne forkyndte heller ikke dette budskab. Martin Luther mente, at dommen ville indtræffe i løbet af omkring 300 år. Men efter 1798 er seglet på Daniels Bog blevet brudt, kendskabet til profetierne er øget, og mange har forkyndt det alvorsfulde budskab om dommens nærhed. {MBF 286.2}

Ligesom den store reformation i det 16. århundrede opstod adventbevægelsen på samme tid i forskellige kristne lande. Både i Europa og Amerika blev troende og bedende mænd tilskyndet til at studere profetierne, og idet de fordybede sig i de inspirerede skrifter, fandt de overbevisende vidnesbyrd om, at alle tings ende var nær. I forskellige lande levede der isolerede grupper af kristne, som alene ved at studere Skriften kom til det resultat, at Frelserens komme var nær. {MBF 286.3}

I 1821 tre år efter, at Miller havde udlagt de profetier, der henviste til dommens tid begyndte dr. Joseph Wolff, „verdens missionær,“ at forkynde budskabet om Herrens nært forestående genkomst. Wolff var født i Tyskland. Hans forældre var jøder, og faderen var rabbiner. Allerede mens han var ganske ung, blev han overbevist om, at den kristne tro var sand. Han var opvakt og videbegærlig og lyttede ivrigt til de samtaler, der blev ført i hans hjem, når fromme jøder daglig samledes for at tale om deres folks håb og forventning om Messiastidens herlighed og Israels genrejsning. Da drengen en dag hørte Jesus af Nazaret nævnt, spurgte han, hvem det var. „En højt begavet jøde,“ lød svaret, „men da han foregav at være Messias, dømte den jødiske domstol ham til døden.“ Drengen spurgte videre: „Hvorfor er Jerusalem ødelagt, og hvorfor lever vi i fangenskab?“ „Ak, ak,“ svarede hans far, „fordi jøderne myrdede profeterne.“ Øjeblikkelig slog den tanke ned i barnet: „Jesus var måske også en profet, som jøderne dræbte, skønt han var uskyldig.“4Han var så stærkt grebet af denne tanke, at han ofte stod uden for en kristen kirke og lyttede til prædikenen. Det var blevet ham forbudt at gå ind. {MBF 286.4}

Han var kun syv år gammel, da han over for en kristen nabo pralede af Israels fremtidige sejr ved Messias’ komme. Den gamle mand sagde venligt: „Min kære dreng, nu skal jeg sige dig, hvem den virkelige Messias var: Det var Jesus af Nazaret, … som dine forfædre korsfæstede, ligesom de gjorde med profeterne i gamle dage. Gå hjem og læs det 53. kapitel i Esajas’ Bog, så vil du blive overbevist om, at Jesus Kristus er Guds søn.“5 Han blev øjeblikkelig overbevist, gik hjem og læste i Skriften og blev forundret, da han så, hvor nøjagtigt alt var gået i opfyldelse på Jesus af Nazaret. Var det sandt, hvad den kristne mand sagde? Drengen bad sin far forklare denne profeti, men blev mødt med en så isnende tavshed, at han aldrig vovede at berøre emnet igen. Dette gjorde ham endnu mere opsat på at få mere at vide om den kristne tro. {MBF 287.1}

I det jødiske hjem sørgede man omhyggeligt for, at han ikke fik de oplysninger, han søgte; men kun 11 år gammel forlod han hjemmet og drog du i verden for selv at skaffe sig en uddannelse og vælge sin religion og sin livsgerning. Han boede en tid hos landsmænd, men det varede ikke længe, før de jog ham bort som en frafalden, og nu måtte han klare sig blandt fremmede uden en øre på lommen. Han rejste fra sted til sted, studerede flittigt og tjente til sit underhold ved at undervise i hebraisk. Han kom i forbindelse med en katolsk lærer, antog den romersk-katolske tro og besluttede, at han ville være missionær for sit eget folk. Med dette mål for øje rejste han nogle få år senere til Rom for at optage sine studier ved propaganda-kongregationens kollegium i Rom. Her blev han beskyldt for kætteri, fordi han tænkte selvstændigt og sagde tingene lige ud. Han angreb åbenlyst kirkens misbrug og hævdede, at der burde indføres reformer. Skønt de pavelige embedsmænd i begyndelsen behandlede ham yderst elskværdigt, blev han efter nogen tids forløb sendt bort fra Rom. Under kirkens opsyn rejste han fra sted til sted, men til sidst blev man klar over, at man aldrig ville få ham til at underkaste sig romerkirkens åg. Man erklærede ham for uforbederlig og lod ham rejse, hvorhen han ville. Han tog til England, antog den protestantiske tro og sluttede sig til den engelske kirke. Efter to års studier drog han i 1821 ud på sin mission. {MBF 287.2}

Wolff anerkendte den store sandhed om Kristi første komme som „en smerternes mand, kendt med sygdom,“ men han så også, at profetien talte lige så tydeligt om Kristi andet komme i kraft og herlighed. Samtidig med at han søgte at føre mennesker til Jesus af Nazaret, Herrens Forjættede, og fremhævede hans første komme i ydmyghed som et offer for menneskenes synd, lærte han dem også om hans andet komme som konge og befrier. {MBF 288.1}

„Jesus af Nazaret var den sande Messias,“ sagde han. „Hans hænder og fødder blev gennemboret, og som et lam blev han ført hen for at slagtes. Han var en smerternes mand og kendt med sygdom og kom første gang, efter at scepteret var taget fra Juda. Han skal komme anden gang i himlens skyer og med ærkeenglens basun.6Han skal stå på Oliebjerget, og det herredømme over skaberværket, der engang blev overgivet til Adam, men som Adam tabte retten til,7skal overdrages til Jesus. Han skal være konge over hele jorden. Skabningens smertelige klage skal ophøre. I stedet skal der være fryd og lovsang. … Når Jesus kommer i sin faders herlighed med sine hellige engle, skal de, der døde i troen, opstå først.8Da skal dyreriget forandre natur9og underlægges Jesus.10Og der skal være fred overalt.11Og Herren skal atter se ned på jorden og sige: ‘Se, alt er såre godt.’“12 {MBF 288.2}

Wolff troede, at Herrens komme var nært forestående, og i sin fortolkning af de profetiske tidsperioder havde han fastsat denne store begivenhed til et tidspunkt, som kun afveg nogle få år fra den tid, som Miller pegede på. Når folk citerede dette skriftord: „Den dag eller time er der ingen, der kender,“ og hævdede, at mennesker intet vil få at vide om Herrens kommes nærhed, svarede Wolff: „Sagde vor Herre, at den dag og time aldrig ville blive kendt? Gav han os ikke tidernes tegn, så vi i det mindste kan vide, når hans komme nærmer sig, ligesom man ved, at sommeren er nær, når figentræet får blade?13Vil vi aldrig komme til at kende dette tidspunkt, skønt han selv opfordrede os til ikke blot at læse, men at forstå profeten Daniels Bog? Netop denne bog, hvori der står, at ordene holdes skjult og er forseglet indtil endens tid (hvilket var tilfældet på hans tid), og at mange skal granske i den (oversat fra et hebraisk udtryk for at iagttage og tænke på tiden), og ‘kundskaben (angående denne tid) skal blive stor.’14Desuden er det ikke Herrens hensigt hermed at sige, at tidens nærhed ikke skal kendes, men at den ‘nøjagtige dag og time kender ingen.’ Han siger, at vi ved hjælp af tidernes tegn skal vide tilstrækkeligt til, at det skal tilskynde os til at berede os for hans komme, ligesom Noa beredte sig ved at bygge arken.“15 {MBF 288.3}

Angående den almindelige måde at fortolke eller fejltolke Skriften på, skrev Wolff: „Størstedelen af den kristne kirke er afveget fra Skriftens tydelige lære og følger den samme fantasifulde metode som buddhisterne, der mener, at menneskenes fremtidige lykke vil bestå i at bevæge sig rundt i luften. De mener, at når der står jøder, skal det betyde hedninger, når der står Jerusalem, skal det forstås som kirke, og når der står jorden, betyder det luften; når der står Herrens komme, opfatter de det som missionsselskabernes fremgang, og når der tales om at gå op til Herrens hus’ bjerg, mener de, at det betyder et stort metodiststævne.“16 {MBF 289.1}

I de 24 år fra 1821 til 1845 rejste Wolff vidt omkring. Han var i Afrika, hvor han besøgte Egypten og Etiopien og i Asien gennemrejste han Palæstina, Syrien, Persien, Bokhara og Indien. Han besøgte også De Forenede Stater og prædikede på rejsen derover på øen Sct. Helena. Han ankom til New York i august 1837. Da han havde talt her, prædikede han i Philadelphia og i Baltimore og tog derfra til Washington. Han siger herom: „Efter ekspræsident Quincy Adams’ forslag fik jeg efter enstemmig tilslutning tilladelse til at benytte kongressalen til et foredrag, som jeg holdt en lørdag, hvor alle kongressens medlemmer, biskoppen af Virginia og gejstlige og borgere i Washington var til stede. Samme ære blev vist mig af regeringsmedlemmer i New Jersey og Pennsylvanien. For dem holdt jeg nogle foredrag om min forskning i Asien og om Jesu Kristi personlige herredømme.“17 {MBF 289.2}

Dr. Wolff rejste i de mest uciviliserede lande uden de europæiske myndigheders beskyttelse. Han mødte mange vanskeligheder og utallige farer. Han blev slået under fødderne med stokke, sultet, solgt som slave og dødsdømt tre gange. Han blev forfulgt af røvere og var somme tider nær ved at dø af tørst. Engang blev han frarøvet alt, hvad han ejede, og måtte vandre flere hundrede kilometer til fods i bjergene, med sneen piskende i ansigtet, og hans bare fødder blev følelsesløse af at gå på den frosne jord. {MBF 289.3}

Når man advarede ham mod ubevæbnet at færdes mellem vilde, fjendtlige stammer, svarede han, at han „var vel bevæbnet“ „bøn, nidkærhed for Kristus og tillid til hans hjælp var hans våben.“ „I mit hjerte har jeg kærlighed til Gud og til min næste, og jeg har Bibelen i min hånd.“18Overalt, hvor han kom, medbragte han Bibelen på hebraisk og