Kapitel 18—En amerikansk reformator

En retskaffen, og helt igennem hæderlig landmand, som var kommet til at tvivle på Skriftens guddommelige autoritet, men som oprigtigt ønskede at kende sandheden, var den mand, som Gud specielt udvalgte til at lede forkyndelsen af Kristi genkomst. Som mange andre reformatorer havde William Miller i sin ungdom kæmpet med fattigdom og derved lært arbejdsomhed og selvfornægtelse. Han kom fra en uafhængig, frihedselskende familie, præget af udholdenhed og stor patriotisme træk, der også var fremherskende i hans egen karakter. Hans far var kaptajn i revolutionshæren, og de trange kår i Millers opvækst kan muligvis skyldes de ofre, faderen bragte i denne stormfulde periodes kampe og lidelser. {MBF 255.1}

William Miller var sund og kraftig, og allerede i barndommen viste han tegn på en intelligens ud over det sædvanlige. Dette blev endnu tydeligere, efterhånden som han voksede til. Han havde en aktiv og veludviklet forstand og en betydelig kundskabstørst. Skønt han ikke fik en akademisk uddannelse, gjorde hans forkærlighed for at studere og hans eftertænksomhed og opmærksomme, kritiske indstilling ham til et menneske med sund dømmekraft og stort overblik. Han var i besiddelse af en uangribelig moral og et misundelsesværdigt omdømme, idet han var almindeligt værdsat for integritet, sparsommelighed og menneskekærlighed. Ved hjælp af energi og flid erhvervede han tidligt kompetencer, men han opretholdt sine studier som hidtil. Han bestred talrige civile og militære hverv med anerkendelse, og vejen til rigdom og ære syntes åben for ham. {MBF 255.2}

Hans mor var en from og gudfrygtig kvinde, og i sin barndom blev han religiøst påvirket. Allerede i ungdommen kom han imidlertid i selskab med deister, hvis indflydelse var meget stor, fordi de for størstedelen var gode borgere og havde en human og menneskekærlig indstilling. Da de levede midt iblandt kristne institutioner, var deres karakter til en vis grad formet heraf. De stod i gæld til Bibelen for deres gode egenskaber, som vandt dem agtelse og tillid og dog blev disse gode gaver fordrejet, så de kom til at virke imod Guds ord. Ved at omgås disse venner kom Miller til at dele deres synspunkter. Den almindelige fortolkning af Skriften frembød vanskeligheder, der forekom ham uoverstigelige; men når han lagde Bibelen til side, havde hans nye tro intet bedre at byde ham i stedet, og han følte sig langtfra tilfreds. Alligevel holdt han fast ved disse anskuelser i næsten tolv år. Men da han var 34, blev han ved Helligåndens påvirkning bevidst om sin tilstand som synder. I sin tidligere tro fandt han ingen forvisning om lykke og glæde hinsides graven. Fremtiden forekom ham mørk og uhyggelig. Han fortæller senere om sine følelser i denne periode: {MBF 256.1}

„Tilintetgørelse var en kold og gysende tanke, og slutregnskabet alles undergang. Himlen var som kobber over mit hoved og jorden som jern under mine fødder. Evigheden hvad var det? Og døden hvorfor var den til? Jo mere jeg spekulerede, des længere kom jeg fra et resultat. Jo mere jeg tænkte, jo mere usammenhængende blev mine slutninger. Jeg forsøgte at holde op med at tænke, men mine tanker ville ikke lystre mig. Jeg var i sandhed elendig, men fattede ikke hvorfor. Jeg knurrede og beklagede mig, men vidste ikke over hvem. Jeg vidste, at der var noget galt, men ikke hvordan eller hvor jeg skulle finde det rette. Jeg sørgede, men uden håb.“ {MBF 256.2}

Denne tilstand varede i flere måneder. „Pludselig,“ siger han, „stod Frelserens skikkelse levende for mig. Det forekom mig, at der måske fandtes én, der var så god og medlidende, at han selv ville sone vore overtrædelser og derved frelse os fra at lide syndens straf. Jeg følte straks, hvor elskelig en sådan frelser måtte være, og forestillede mig at jeg kunne kaste mig i hans arme og stole på hans barmhjertighed. Men så rejste det spørgsmål sig: Hvordan kan det bevises, at der findes en sådan frelser? Bortset fra Bibelen kunne jeg ikke finde noget vidnesbyrd om, at der fandtes en sådan frelser, eller at der kunne være tale om et liv efter dette… {MBF 256.3}

Jeg så, at Bibelen netop viste mig den frelser, som jeg behøvede. Det forvirrede mig, at en ikke inspireret bog kunne beskrive noget, der passede så godt til en falden verdens behov. Jeg var nødt til at indrømme, at Skriften måtte være en åbenbaring fra Gud. Den blev min lykke, og jeg fandt en ven i Jesus. Frelseren blev for mig den herligste blandt titusinder, og Skriften, der før var dunkel og selvmodsigende, blev nu lygten for min fod og lyset på min sti. Mit oprørte sind faldt til ro. Jeg fandt, at Herren var en klippe midt i livets hav. Bibelen blev mit vigtigste studieobjekt, og jeg kan med sandhed sige, at jeg studerede den med stor glæde. Jeg opdagede, at ingen havde fortalt mig mere end halvdelen. Jeg undrede mig over, at jeg ikke før havde set skønheden og herligheden i den, og forstod ikke at jeg nogen sinde kunne afvise den. Jeg fandt, at den gav mig alt, hvad mit hjerte kunne begære, og lægedom for alle sjælens sygdomme. Jeg tabte lysten til al anden læsning og satte mit hjerte ind på at få visdom fra Gud.“1 {MBF 257.1}

Miller bekendte offentligt sin tro på den religion, han før havde foragtet. Men hans vantro venner var ikke sene til at komme med alle de beviser mod Skriftens guddommelige autoritet, som han selv så ofte havde brugt. På det tidspunkt var han ikke forberedt på at svare dem; men han tænkte, at Bibelen, hvis den er en åbenbaring fra Gud, også må være i overensstemmelse med sig selv. Og hvis den var givet til menneskers oplysning, måtte den også være til at forstå. Han besluttede selv at studere Skriften og finde ud af, om alle tilsyneladende modsigelser ikke alligevel stemte overens. {MBF 257.2}

Han forsøgte at se bort fra alle forudfattede meninger og lade alle kommentarer ude af betragtning. Uden at benytte fortolkninger sammenlignede han det ene skriftsted med det andet ved hjælp af henvisningerne under versene og en bibelordbog. Han studerede nu på en regulær og metodisk måde, idet han begyndte med Første Mosebog. Han læste vers for vers og gik ikke hurtigere frem, end at betydningen af de enkelte passager stod helt klar for ham. Når noget forekom ham dunkelt, sammenlignede han det med alle andre tekster, der så ud til at handle om den pågældende sag. Hvert ord fik lov at have sin egen tilknytning til tekstens emne, og hvis hans opfattelse af det stemte overens med alle sideløbende skriftsteder, var der ikke længere nogen vanskelighed. Hver gang han kom til et stykke, der var svært at forstå, fandt han således forklaringen et andet sted i Skriften. Han studerede med oprigtig bøn om Guds vejledning, og det, der før havde forekommet ham dunkelt og uforståeligt, blev gjort klart for ham. Han erfarede sandheden i salmistens ord: „Dine ord giver lys, når de åbner sig, og giver de uerfarne forstand.“2 {MBF 257.3}

Med stor interesse studerede han Daniels Bog og Åbenbaringen, idet han brugte samme fremgangsmåde ved fortolkningen som ved Skriftens andre bøger, og han fandt til sin store glæde, at de profetiske symboler var forståelige. Han så, at når profetierne var blevet opfyldt, var det sket på en ganske bogstavelig måde. Han fandt, at alle de forskellige billeder, symboler og lignelser osv. enten blev forklaret i deres umiddelbare sammenhæng, eller at de forskellige udtryk var defineret andre steder, og at de efter sådanne forklaringer skulle forstås helt bogstaveligt. „Jeg var således forvisset om,“ sagde han, „at Bibelen er et system af åbenbarede sandheder, fremsat så klart og ligetil, at selv den simple vandringsmand ikke kan misforstå dem.“3Led efter led af sandhedens kæde blev føjet til og belønnede hans anstrengelser, efterhånden som han fandt de store linjer i profetierne. Himlens engle ledte hans tanker og åbnede Skriften for ham. {MBF 258.1}

Ved at bruge den måde, hvorpå profetierne hidtil var gået i opfyldelse, som målestok for bedømmelse af de profetier, der angik fremtiden, fandt han, at den almindelige opfattelse af Kristi åndelige herredømme som et tusindårsrige før verdens undergang ikke kunne bekræftes af Guds ord. Denne lære, der viste hen til tusinde års retfærdighed og fred før Herrens personlige komme, skød Herrens dags rædsler langt ud i fremtiden. Hvor tiltalende dette end måtte være, er det i strid med, hvad Kristus og hans apostle lærte os, at hveden og klinten skulle vokse sammen indtil høsten verdens ende, at „onde mennesker og bedragere vil komme længere og længere ud i det onde,“ at „i de sidste dage skal der komme hårde tider,“ og at mørkets rige skal vedvare indtil Herrens genkomst og skal fortæres med et åndepust af hans mund og tilintetgøres ved hans synlige komme.4 {MBF 258.2}

Læren om verdens omvendelse og Kristi åndelige herredømme fandtes ikke i apostelmenigheden. Den blev ikke almindeligt accepteret af kristne før omkring begyndelsen af det attende århundrede. Og som enhver anden vildfarelse var dens følger onde. Denne lære fik mennesker til at se langt ud i fremtiden efter Herrens komme og afholdt dem fra at være opmærksomme på de tegn, der forkyndte hans genkomst. Den indgød dem en følelse af tillid og sikkerhed, der ikke var velbegrundet, og fik mange til at negligere den forberedelse, der var nødvendig for at kunne møde deres Herre. {MBF 258.3}