Kommunikationsforum Nyhedsbrev, 30. maj 2007
Kommunikation i Krig Af Nikolaj Grøn
Jeg var presseofficer ved den danske styrke i det sydlige Afghanistan på det senest hjemvendte ISAF hold 2. Det blev til godt fem måneder som forsvarets eneste kommunikationsmedarbejder i Afghanistan. Fem spændende og lærerige måneder sammen med den flok dygtige danske soldater. Når man er presseofficer i Afghanistan, er kommunikationsarbejdet meget lig det hjemlige – og så alligevel meget langt fra. Her var arbejdet ikke meget anderledes, end hvad man kunne arbejde med i en større dansk virksomhed: overvågning af danske og udenlandske medier, pressemeddelelser, nyhedsbreve til pårørende, hjemmesidehistorier, telefonavis, interviews med soldater, korrekturlæsning og tekst-sparring, når det lykkedes at få andre til at skrive indlæg og blogs. Til alt dette hørte også håndtering af pressehenvendelser og mediekriser, rådgivning af chefen, pressebesøg fra DR og TV2, VIP-besøgaf forsvarsminister Søren Gade og folketingsmedlemmer som Helle Thorning-Schmidt, Lone Dybkjær og Pia Kjærsgaard, forsvarschefen, chefen for hæren og sågar Tony Blair. Og samtidig har det på andre områder været en meget anderledes oplevelse. (læs eksempel på nyhedsbrev om VIP-besøg) Et enmandsorkester i Afghanistan Anderledes, fordi jeg var helt alene. Blandt de godt 400 danske soldater i Afghanistan er der kun én, der har som sin primære opgave at støtte kommunikationen hjem til Danmark, nemlig presseofficeren. Det var så mig. Det gør, at der til tider er travlt, men det giver også mulighed for at prøve kræfter med en masse forskellige discipliner. Det gælder både "klassiske" kommunikationsopgaver som at skrive, fotografere, filme, klippe. Men også mere tekniske opgaver som at sende videobilleder hjem fra Afghanistan, etablere live-transmissioner til danske medier via bærbart satellitudstyr, administration og udsendelse af e-mail-nyhedsbreve til soldaternes pårørende og andre opgaver. Alle opgaver, jeg stod ofte alene med, hvor man normalt ville trække på andres hjælp. Hjælpen var der skam, men ofte var den tusinde af kilometer væk, og selvom man får utrolig god opbakning fra kollegerne i Forsvarets Mediecenter og Pressecenteret ved Hærens Operative Kommando, så kan man godt føle sig lidt som en ensom cowboy i Afghanistan. Kommunikation som løsningen eller som problemet? Her finder man sig omgivet af flere fremmede kulturer, både den lokale afghanske kultur og den militære kultur. Forsvaret har forstået, at kommunikation og den hjemlige presse er vigtig for, hvordan Danmarks indsats under internationale operationer bliver opfattet derhjemme. Derfor har alle missioner en presseofficer tilknyttet. Det gør ikke, at organisationen som helhed eller den enkelte soldat har samme forhold til presse, og omtale. I et miljø, hvor den enkelte soldat opererer med fare for liv og lemmer, er det kun naturligt, at kommunikationen til omverdenen ikke har deres første prioritet, men også institutionelt er der en traditionel modvilje og en begrænset forståelse for nødvendigheden af kommunikation. Heldigvis var min militære chef i Afghanistan den tidligere kommunikationschef for hele forsvaret oberstløjtnant H.-C. Mathiesen, så selvom den enkelte soldat eller officer ikke nødvendigvis forstod vigtigheden af at kommunikere til omverden, så var den lokale ledelse meget opmærksom på nødvendigheden af kommunikation hjem til Danmark. De, der har ansvaret, bestemmer Nok gik mine kommunikationsprodukter primært hjem til kommunikationsafdelingen i Hærens Operative Kommando, men da min arbejdsgiver var den danske mission i Afghanistan, var jeg underlagt den lokale chefs retningslinjer for kommunikationen; det er selvfølgelig også rimeligt nok. Det er jo os i Afghanistan, der har det bedste kendskab til situationen i landet og dermed også til, hvilken kommunikation der skal udgå herfra. Som kommunikationsmedarbejder stod man derfor til tider i det dilemma, at man følte, at man burde varsle sine samarbejdspartnere i den hjemlige kommunikationsorganisation om noget, der kunne blive en sag i medierne (Berlingske: Forsvaret har fortiet danske kugler mod civile i Afghanistan) Men at den lokale ledelse vurderede, at det ikke skulle ske. Kommunikationsfagligt og personligt var dette en udfordring, men det var nødvendigt at respektere det for ikke at miste sin direkte chefs tillid; han skulle kunne stole 100% på, at al kommunikation hjem til Danmark var godkendt, i sidste ende er ansvaret jo hans.
