5 minute read
FAGLIGT: Ændringer i Købeloven
ÆNDRINGER i købeloven
– hvad får det af betydning for trav- og galopsporten?
Advertisement
EFTER MANGE ÅRS HÅRDT LOBBYARBEJDE, SÅ LYKKEDES DET PR. 1. JANUAR 2022 AT FÅ ÆNDRET KØBELOVEN, SÅ DEN NU EGNER SIG BEDRE TIL HANDEL MED HESTE. VÆDDELØBSBLADET TOG EN SNAK MED CHEFEN FOR SEGES HESTE, JØRGEN KOLD, FOR AT FÅ BELYST, HVAD ÆNDRINGERNE KOMMER TIL AT BETYDE I PRAKSIS.
TEKST: JESPER ELBÆK | FOTO: BURT SEEGER
Allerførst bad Væddeløbsbladet Jørgen Kold om at fortælle lidt om processen, som har ført til lovændringen. – Så spoler vi lige båndet tilbage til 2003, hvor vi fik nogle EU-forbrugerbeskyttelsesregler, som var rigtig hårde ved særligt sælgere af heste. Vilkårene blev så skrappe og urimelige, at nogle ligefrem afholdt sig fra at sælge heste. Hvis man inden 2022 solgte en hest til en forbruger, så var der 24 måneders ufravigelig reklamationsret. Og det første halve år var der endda omvendt bevisbyrde, så sælger skulle bevise, at en fejl eller mangel ikke var til stede, da man solgte hesten. Og det er en rigtig vanskelig situation at komme i. Det er jo et helt omvendt princip, at man sådan skal bevise sin egen uskyld. – Det var hele udgangspunktet for, at vi ønskede at få ændret reglerne. For de var simpelthen ikke rimelige. I første omgang arbejdede vi på at få EU til at give mulighed for, at de enkelte lande selv kan afgøre, om man vil have de her forbrugerbeskyttelsesregler eller ej. For to år siden fik vi medhold i EU, og derefter gjaldt det om at få overbevist de danske politikere i Folketinget om, at Købeloven skulle laves om. – Nu har vi fået rimelige vilkår på området. Så nu kan man som ligeværdige parter aftale sig ud af tingene.
Men Jørgen, taler du ikke bare sælgernes og opdrætternes sag her?
– Nej, egentlig ikke. Forbrugerbeskyttelsesreglerne er lavet for at beskytte forbrugere mod store mastodonter som f.eks. Samsung eller Apple. Men sådan er det ikke i hestesporten, hvor 95% af alle føl bliver solgt fra stutterier/opdrættere med tre eller færre føl til salg om året. Så det er altså ikke store mastodonter, der tryner nogen. Det er et mere ligeværdigt forhold. – En anden ting er, at langt de fleste hestehandler sker med mellemkomst af en dyrlæge, hvor der bliver lavet en handelsundersøgelse før handlen. Og dyrlægen er jo på købers side, og dermed bliver køber faktisk den mest professionelle part i det her spil. – Så hele formålet har simpelthen været at opnå en ordentlig retsstilling, så der ikke i fremtiden er sælgere, som simpelthen opgiver ævred på forhånd med så skæve regler.
Så dét vi har nu, er i princippet fri aftaleret?
– Ja, det har vi. Nu er der ingen forbrugerbeskyttelsesregler. Men dét vi skal huske nu er, at hvis man IKKE aftaler noget, så er det stadig Købelovens almindelige regler, der gælder. Så er der to års reklamationsregler. – Men det man kan nu – ligesom man også kunne tidligere ved handelskøb (køber og sælger er begge professionelle) og civilkøb (køber og sælger er begge private) – er, at man frit kan aftale betingelserne i en situation, hvor sælger er professionel og køber er privat. Så man kan frit aftale, at der skal være f.eks. tre måneders eller seks måneders reklamationsret i stedet for udgangspunktet før nytår, som hed 24 måneder.
Hvad anbefaler SEGES Heste her?
– Vi anbefaler tre måneders reklamationsret. Og det gør HELE den danske hestesektor. Det er noget vi står sammen om. Det er SEGES, det er alle avlsforbundene, det er Dansk Rideforbund, det er Dansk Travsports Centralforbund, det er Dansk Galop, det er Den Danske Dyrlægeforening, det er Hestens Værn og det er Dyrenes Beskyttelse.
– Alle står vi sammen om at anbefale det rigtige niveau på reklamationsfristen på en hest. Vi er enige om, at det er tre måneder. Det handlede om at finde et leje, hvor vi med vores faglighed kan sige, at der er rimelig tid til at finde ud af, om der var noget galt med hesten. – Vi vurderede, at f.eks. seks måneder ville være for lang en periode Vores erfaringer viser os, at efter tre måneder, så vil stort set alle tidligere skavanker og skader have vist sig.
Men kan sælger så ikke føle sig fristet til at undlade at fortælle om en skade, og så håbe, at køber først finder ud af det EFTER de tre måneder?
– Nej, for hvis sælger tilbageholder viden – juridisk hedder det, at ”man ikke lever op til sin loyale oplysningspligt” – så kan køber stadig reklamere, og så er det ikke nok med, at sælger skal tage hesten tilbage, nej så risikerer sælger også at betale alle de udgifter, der har været på hesten. Så herfra skal lyde den klare opfordring til sælger om at informere om de ting, han eller hun godt ved, der er galt med hesten. Og husk: Det skal være på skrift. – Særligt i travsporten er der jo en tilbøjelighed til at sige ”vi handler bare”, uden at skrive noget ned på papir eller lave kontrakt. Og kontrakter, som er godt lavet, fungerer konfliktreducerende. Vi har f.eks. en Køber/Sælgererklæring, som kan downloades på Seges.dk. Den er rigtig god til hestehandler, fordi der er plads til at skrive alt dét, man kan ske at blive uenige om.
Hvad med auktioner, er de også omfattet af de nye regler?
– Ja, men det er også op til de enkelte auktioners betingelser. Tidligere kunne en hest solgt af en professionel til en privat på en auktion reklameres over i 24 måneder. Nu kan auktionsholder selv bestemme betingelserne. Vi anbefaler stadig tre måneder, men hvis auktionen vil have nul måneder, så kan de gøre det med loven i hånden.
GREAT CHALLENGER FLYVENDE BÅDE I FRANKRIG OG DANMARK
C D, VALOKAJA HINDØ OG CONFIDENCE havde i 2021 en ny god sæson i Frankrig med over 100.000 EURO indtjent.
FORENINGEN AF TRAVEROPDRÆTTERE I DANMARK
Opdrætterforeningen tilbyder følgende avlshingste på frostsæd:
DONATO HANOVER S J’s CAVIAR ENTERPRISE
HELPISONTHEWAY HAYDEN HANOVER CASH GAMBLE
OPDRÆTTERFORENINGEN TILBYDER DE SIKRE VALG OG HAR SIDEN 1938 BIDRAGET TIL DANSK OPDRÆTS POSITIVE UDVIKLING.
CALLE CROWN (S)
Danskopdrættet hest med 5,1 mio. DKK på præmiekontoen. Havde endnu en god sæson i Frankrig med 700.000 SEK indtjening i 2021. Great Challenger fik danske storløbsvindere i 2021 i form af GO ON GARDENIA (Grand Circle 3-års Hoppechampionat + Dansk Avlsløb for Hopper samt HENRIK WILL som vandt Aalborgs Auktionsløb og blev tredje i Dansk Opdrætningsløb.