3 minute read
Caroline Lykken Jewellery
ÆDLE METALLER, DIAMANTER OG ÆDELSTEN. Caroline Lykken fik sin passion for smykker i sin tidlige barndom i sin morfars farverige vintagebutik på Gothersgade. Fascinationen og passionen varede ved, og i dag laver Caroline de smukkeste smykker i sit eget værksted på Østerbro.
Af: Anja Jensen
Advertisement
Det smukke tapet i støvet rosa mikset med kontrasterne fra de grønne monstea-planter, fanger mit blik i samme øjeblik som jeg træder ind i butikken. De glinsende smykker ligger linet op i forskellige glasmontre, og det er svært ikke at trykke sin næse helt flad, blot for at få et helt tæt “sneak peak” af smykke-universet som ligger og kigger lige tilbage på mig. Jeg finder Caroline i sit værksted bagerst i butikken – det er et kæmpe værksted og nok dobbelt så stort som butikken.
MORFARS BUTIK “Dét at mit værksted er så stort, fortæller nok bare lidt om, hvor min store passion ligger i mine smykker: Det er først og fremmest i håndværket”, fortæller Caroline, som bruger rigtig mange timer her, fordybet i sine smykker og håndværket bag. Caroline bor med sin kæreste og fire store børn, nærmest som nabo til butikken, og ofte sker det at hun sniger sig afsted en tidlig morgen med en kaffe i hånden og mens byen stadig sover, for at låse sig ind på sit værksted og fordybe sig i sine smykker og sit arbejde. “Det er fascinationen i håndværket som fylder hos mig, og det startede i en ret tidlig alder. Jeg har faktisk hele mit liv, været betaget af ædle metaller, diamanter og ædelsten. Min morfar havde den mest fantastiske butik på Gothersgade i København, og her har jeg brugt mange timer af min barndom. Hans butik bugnede med vintagesmykker, og det var svært som lille pige ikke at blive dybt betaget af det, når man dag ud og dag ind sad der med sine store børneøjne og betragtede de smukke sten i de flotte smykker. Da jeg blev teenager, begyndte jeg at låne smykker af ham når jeg skulle ud med veninderne, og der gik ikke mange år, så sad jeg derhjemme og lavede mine egne”.
MINE SMYKKER – MIN PASSION “Det er håndværket bag smykkerne som hovedsageligt driver mig”, fortæller Caroline. “Den kreative og dragende process ved at se noget “blive til”, er hvor jeg har min helt store passion – og det prøver jeg at give videre til min smykker, da de skal kunne holde til at blive brugt og gå i arv fra generation til generation”. Caroline startede sit eget hjemmeværksted for over 20 år siden, som herfra så stille og roligt fik lov til at udvikle sig til dét som det er i dag. “Jeg tog uddannelsen som guldsmed for 6 år siden, og for små 2 år siden, åbnede jeg butikken her på Østerbro. Det var vigtigt for mig at åbne min butik i mit eget “hood” på Østerbro, og jeg oplever også at have mange lokale fra området som faste kunder i min butik. Jeg har jo også en lækker webshop, men dét at kunderne kan komme ind og se, føle og røre smykkerne, betyder jo alt”. Caroline laver rigtig meget omsmeltning af gammelt guld på sit værksted, da mange af kunderne er faste kunder som kommer med ønsker om ændringer. “Kunderne kommer forbi og vi sidder og taler om mulighederne for det nye smykke som vi skal have lavet. Vi kigger måske også på muligheden for tilføjelse af ædelsten eller diamanter i smykket. Den form for bestillingsarbejde elsker jeg – og så er det bæredygtigt og der er penge af spare for kunden”. Da alle smykker hos Caroline Lykken er håndlavet i hendes eget værksted på Østerbro, har du som kunde mulighed for at få lavet lige det smykke som du går og drømmer om, og hun er altid klar til at tage imod dig til en snak om dine ønsker, redesign af dit smykke, mulige nye designs mv. Carolines smykker er lavet i Sterling sølv, guld (Gul og hvid) 14 og 18 karat, sten, diamanter – ofte farvede diamanter, ædelsten og halvædelsten med masser af farver – og så hendes elskede perler. Så und dig selv et besøg i den lækre butik på Østerbro eller et klik ind på webshoppen, og lad dig drage af Carolines smykkeunivers.