3 minute read
Velkommen ombord
Passion, motivation og en stærk entusiasme er kodeordene for medarbejderne i NORDIC Seaplanes. Det ligger os meget på sinde, at vandflyruten mellem Aarhus og København fortsat skal bevares, og at vi beholder positionen som den mest præcise og hurtige flyrute mellem de to storbyer. Det er drivkraften for alle medarbejderne hos NORDIC Seaplanes.
NORDIC Seaplanes har ikke bare en flyrute men også to lufthavne, og det kræver en stor stab med hver deres ekspertise. Mange af ansigterne kender flere allerede fra gaten og lufthavnene, men der er også et hold, der hver aften servicerer flyet og sørger for, at det er rent og sikkerhedsmæssigt tjekket, så det er klar til morgendagens flyvninger. Hele holdet kan du møde her. VELKOMMEN ombord!
Advertisement
Kaptajn Ulrik Nielsen
Ulrik Nielsen er Danmarks mest erfarne vandflypilot og vores meget kompetente kaptajn. Han har blandt andet fløjet på Maldiverne og i Kroatien i mange år, før han vendte hjem til Danmark.
HR- & administrationschef Rikke Sejthen
Når du ringer til NORDIC Seaplanes, er det Rikke Sejthen, du kommer til at tale med, for hun har hele overblikket. Hun svarer på dine spørgsmål om alt lige fra booking af billetter til ombooking og info om vores klippekortaftale mm.
Kaptajn Yosef Elhady
Yosef Elhady er canadier og er lige som mange andre vandflypiloter meget internationalt funderet. Vandflypiloters arbejdsplads er over hele verden, men nu er Yosef og familien faldet for Danmark, og det er vi glade for.
Bestyrelsesformand og partner, Lars Erik Nielsen Administrerende direktør, partner og kaptajn, Lasse Rungholm
Det er et par erfarne herrer, der står bag NORDIC Seaplanes. Bestyrelsesformand og partner Lars Erik Nielsen har 25 års erfaring fra Maldivian Air Taxi. Kaptajn og partner Lasse Rungholm rundede allerede tilbage i 2018 de 1.000 flytimer. Lasse Rungholm er den daglige leder af
vandflyselskabet NORDIC Seaplanes.
Co-pilot Michael Mejer Kristensen
Michael Mejer Kristensen har altid haft kærlighed til havet. Lige siden barndommen i Ringkøbing har han udfordret det våde element både som sejler, surfer, livredder og nu som uddannet co-pilot på vandflyet.
Co-pilot Kristian Kjær Jørgensen
Kristian Kjær Jørgensen har været kystlivredder i syv år og er fem gange danmarksmester i vandpolo. Han har deltaget i verdensmesterskabet SwimRun i Stockholm, så er det helt naturligt, at pilotuddannelsen også bruges på vandet.
Salgs- og marketingchef Peter Elbæk
Peter Elbæk står for salg og marketing, og han elsker at netværke og skabe kontakt til nye potentielle kunder. Peter er også redaktør på vores flymagasin 45MIN.
Flyvepladsassistent Aarhus Kurt Sejthen
Kurt Sejthen er morgenmanden, der starter ”virksomheden” op, inden dagens første afgang. Han sørger for, at alt er klappet og klart til kunderne.
Flyvepladschef Aarhus og København, Morten Sjørslev
At drive to lufthavne sikkert kræver grundig indsigt i flyvesikkerhed, procedurer og regler. Det har Morten helt styr på efter mange års erfaring i lufthavnsbranchen både som kaptajn og som safety & compliance manager.
Flyvepladsleder København Lasse Skaarup
Lasse Skaarup elsker flybranchen, og den entusiasme smitter tydeligt af i hans daglige kontakt med kunderne i gaten i København. Lasse er også ansvarlig for flyvepladsen i København.
Flyvepladsassistent Aarhus Astrid Riddermann Laursen
Astrid Riddermann Laursen sørger for at sende vores passagerer godt afsted på dagens sidste afgange fra Aarhus og er med til at give de mange sightseeing-kunder en god oplevelse.
Flyvepladsassistent København Philip Bøgh
Philip Bøgh servicerer vores kunder i gaten i København, og det gør han med et varmt og venligt smil.
Flyvepladsassistent Aarhus Lasse Kristensen
Lasse Kristensen er kollega til Astrid og de deles om dagens sidste vagter. En af opgaverne som flyvepladsassistent er også at
betjene vores redningsbåd.
Kontorhunden Cookie
Vores allesammens kæledægge, Cookie, elsker at blive kløet på maven. Har du hund, er det også muligt at medbringe den på flyet, så send en mail til Rikke på rs@seaplanes.dk for yderligere oplysninger.