MODERNiSME NY

ODDER KUNST 12. - 28. MAJ 2023

Hyldest Til Modernismen Og Dens Kunstnere

I den vestlige verdens kunsthistorie er det 20. århundredes Modernisme den kunstretning, der radikalt skiller sig ud fra dem alle. Modernismen var et brud med den naturalistiske gengivelse af den synlige verden, og introducerede et helt nyt kunstneriske sprog, hvor det blev op til den enkelte kunstner at skabe sit eget individuelle udtryk, alene ud fra farven, formen og linien.

Den naturtro skildring af verden forsvandt dermed ud af kunsten sammen med den objektive kunstkritik.

Den schweiziske kunstner Paul Klee udtrykte det klart: ’Kunsten skal ikke reproducere den synlige verden, - kunsten skal gøre synlig.’

Kunstværket bliver dermed en abstraktion, et realiseret syn eller en geometri.

Det var den russiske kunstner Malevich, der i tyverne malede ”Hvidt kvadrat på hvid bund”, og dermed skabte oprør i kunstverdenen. Fra kunstnerne lød det: ”Du har slået maleriet ihjel”! Malevich svar var: ”Nej tværtimod. Jeg har givet kunsten et nyt hav at sejle på.”

Det var de modernistiske kunstnere som op gennem det 20. århundrede lærte os at acceptere og påskønne den nye kunst i alle dens former og udtryk. Lige fra den kubistiske kunst til den surreelle og lige fra den abstrakte ekspressionisme til minimalisme og POP kunst. Alle fik de en plads under Modernismens overordnede paraply.

Fra århundredets begyndelse var det især den kubistiske retning fra Cezanne og Picasso, som dominerede billedet og inspirerede de europæiske kunstnere. Se bare på den danske modernisme med Rude, Scharff, Giersing, Weie og Lundstrøm.

På verdensudstillingen i Paris 1937 vakte Picassos kubistiske mesterværk ’Guernica’ stor kunstnerisk og politisk opmærksomhed. Men også Miró var inviteret, og hans monumentale maleri, som vores egen Asger Jorn var med til at male op på væggen, afslørede et nyskabende univers fyldt af farverige fantasivæsner. I 1941 arrangerede MoMA i New York en stor Miró udstilling, som inspirerede mange og fik betydning for en række amerikanske kunstnere, bl.a. Jackson Pollock. Interessant er det i dag at se den parallelle Miro´ inspiration på tværs af Atlanten i både Jorns og Pollocks tidlige billeder.

Men hvad binder det hele sammen på tværs af tid, geografi og temperamenter. Hvad er i dag karakteristisk for det modernistiske værk? Det giver Peer E. Sørensen, professor emeritus ved Aarhus Universitet nogle svar på i bogen ”Modernismens Ansigter”.

”Modernistiske værker arbejder i et felt mellem det, der vises, , og det, der ikke vises, mellem sagt og usagt, og åbner derved for tanker og drømme og lader os ane muligheder, som rækker ud over det, vi står midt i, og de forståelseshorisonter, vi er fortrolige med. Forhold, som kræver læserens, lytterens og tilskuerens kreative sensitivitet og evne til at genskabe de spændinger, der er bundfældet i værkerne”

”Modernisterne kredser om det fragmentariske. Det gør de, fordi den verden, vi lever i, er fragmentarisk. Verden møder os ikke i harmoniske eller dramatiske fortællinger med en begyndelse, en midte og en slutning, men stykkevis og delt og vanskelig at sætte sammen... Derfor forsvinder dybden i det kubistiske maleris farvel til landskabet og perspektivet. Verden er, metaforisk udtrykt, som en avis uden chefredaktør. Verden er en kollage. Der er ikke noget, der hedder helhed mere…”

Først Picasso, så Kandinsky og Mondrian, så Malevich og Miró, og senere i USA Pollock, deKooning og Barnet Newman, m.fl.- alle skabte de helt nye universer for kunstoplevelsen. Men de er nu alle døde og nåede ikke selv at udvikle deres kunst op i det 21. århundrede Men de lagde fundamentet for en ny og uendelig kunst, hvor deres værker og concepter er stepstones fremad mod nye billeder.

I dag er vi i stand til at aflæse og afkode billeder med langt større hastighed end for bare halvtreds år siden, før computeren, TV’et og dagligdagens billedbombardement. Nye oplevelser, tanker og livskvaliteter er kommet til i det 21. århundrede. Og samtidigt hermed er individet trådt i centrum. Beskueren vil selv og med egne tanker gå tur i kunstværket. Jo mindre kunstneren har defineret, jo friere står beskueren. Vi taler nu om det 21. århundredes åbne kunstværk, - altså en kunst der i kraft af sin abstraktion og forenkling ligger i helt naturlig forlængelse af det 20. århundredes modernisme.

Modernisme goes Contemporary!

Jagten P En Ny Modernisme

Det 20. århundredes modernister åbnede vores øjne for en mangfoldighed af nye kunstværker i forskellige stilarter og med en præcis indramning af tidsånden før, efter og imellem de to verdenskrige. Deres værker er i dag ophøjet til nationale klenodier og pryder væggene på de største museer rundt om i verdenen. De opnåede meget, men nåede ikke alt.

Der findes stadig med Malevichs ord ’et uendeligt hav for kunsten at sejle på’ – også ind i det nye århundrede, hvor verden har stillet os over for helt nye udfordringer og muligheder. Tempoet er accelereret, individet er trådt i centrum og nutiden er oversvømmet med hurtige billeder og dekorative kunstværker med kort levetid. Samtidig er tidsånden vanskelig at få øje på i kunsten.

I denne udstilling giver jeg forskellige bud på en fornyelse og opdatering af det 20. århundredes modernisme. Mit kunstneriske mål skulle være at skabe et klart og enkelt nutidssprog, som kunne stimulere beskuerens egen forestillinger, drømme og fantasi. Et såkaldt åbent maleri i forlængelse af modernismen og ud fra opskriften:

- At reducere det kunstneriske sprog til det mest nødvendige og enkle i både komposition og struktur.

- Mine motiver skal være unikke og flertydige uden støjende elementer.

- Min farveskala skal stemmes i dur.

- Billedet skal stille sig åbent overfor beskuerens egne erindringer, forestillinger og fantasier.

- Optimalt skal indholdet af rationelle såvel som romantiske elementer udfordre begge halvdele af vores hjerne.

Naturligvis skylder jeg stor tak til modernismens mestre som f.eks.: Picasso og Miró der var mestre i abstraktion og farve. Mondrian og Malevich, for deres komposition og struktur. Hopper, som skabte det psykologiske rum. Rothko, som gav os meditationens billeder. Og Barnet Newman, som lærte os at opleve farvens iboende styrke.