3 minute read

UDSTILLINGENS 6 AFSNIT

Next Article
MODERNiSME NY

MODERNiSME NY

1 : LOS ANGELES SUITEN, 2019, 12 tegninger / SPACE CONSTRUCTIONS, 2019/20. 24 collager I A4 format

Med LA suiten var formålet at definere en række lysfyldte rum i moderne arkitektur, inspireret af Hopper, hvor personerne i rummet er skiftet ud med kunstværker og hvor skyggerne er udfordrende eller umulige.

SPACE CONSTRUCTIONS består oprindeligt af 24 collager med motiver fra by, land og interiører. I kraft af deres konstruktion twister de beskuerens orientering p.g.a dobbeltsyn, umulige perspektiver, blokerende mure eller elementer, der svæver frit i rummet, fri af tyngdekraften. I flere af collagerne er der indsat spejlende døre, der reflekterer beskueren og byder indenfor. Hvad er der på den anden side? Rum for egen fantasi.

2 : HORISONTER / DOBBELT-HORISONTER / LODRETTE HORISONTER, 2020/21/22, malerier

Hvor simpelt kan man konstruere et stemningsfyldt landskab? En farvet linie i midten omgivet af to farveflader (colorfields) symboliserende himlen og jorden, himlen og havet, i forskellig belysning. På én gang både naturromantik for sjælen og minimalisme for fornuften. Selv tilhører jeg ingen af disse retninger, men betragter mig som Nymodernist, der her forener rationalitet og passion og dermed kommunikerer med begge vore hjernehalvdele. Derved opstod også ønsket om to landskaber og to horisonter i samme billedudsigt, hvilket åbner for beskuerens ret til selv at bestemme hvilken horisont man vil gå mod. Den lodrette horisont appellerer til de personlige mål man sætter sig i livet. Ved at farvesætte disse perioder er det muligt at skabe et formelt portræt af hver enkelt person.

3 : HUSET 2021/22, maleri og tegning

Et hus er noget af det første og mest simple et barn kan tegne. Dør, vinduer og skorsten. Men i virkeligheden er et hus i kraft af sit eksteriør og interiør dobbelttydigt, vender både indad og udad, på én gang både simpelt og kompliceret. Jeg har prøvet at fastholde dobbeltheden i en række tegninger og malerier, der vender op og ned på dobbelthuse og rækkehuse eller gør dem transparente og dekonstruerede for derved at betragte huset på nye måder. Her mødes det 3-dimensionelle af fladernes to dimensioner og gør billedet vanskeligt at fastholde.

For højhuset og skyskraberen i metropolen var udfordringen at give motivet en mere opløst karakter helt i modsætning til bygningernes præcise konstruktioner og samtidig fastholde indtrykket af noget 3-dimensionelt.

4

I disse store og små billeder udfordres på skift rum og flade. Selvom der lægges op til et harmonisk, afbalanceret billedrum, skifter perspektivet og sætter billedets konstruktion og strukturer i bevægelse. Både de store og små farveflader indeholder koblinger og skjulte nuancer, der udfordrer øjet. I maleriet ”Full House” har felterne i den kulørte mur krævet adskillige justeringer og tilpasninger før den ønskede harmoni lod sig se.

5 : DIALOGER/DOBBELTBILLEDER 2021-23, maleri

Det forekommer helt oplagt at forny de traditionsskabte skel, der er skabt mellem visse stilarter i forhold til hvilken hjernehalvdel værkerne henvender sig til. Enten ved at nydefinere dem, eller ved at bygge bro mellem dem. Dybest er kløfterne mellem romantik og klassik, mellem det ekspressive og det konstruktive, mellem den spontane og den konkrete kunst. Den første trækker på følelsen, den anden på fornuften. Altså henholdsvis højre og venstre hjernehalvdel. I et større format med motiv fra Amagertorv, Kbh. har jeg illustreret hvorledes sammenkoblingen af et historisk billede overlappet af en nyklassisk scenografi formår at bringe ekstra liv til begge motiver og rent teoretisk kommunikerer med begge sider af vores hjerne.

I et mindre billede fra Hvidovre har jeg reduceret billedrummet, og samtidig forstærket udtrykket ved anvendelse af en minimalistisk maske, der ændrer de passive flader til aktive. En billedfornyelse, der trækker det lille maleri med op i det 21. århundrede som en bro mellem modernismen og nutidskunsten og et nyt ´både og` værk. Referencerne til Rauschenbergs

”Erased de Kooning” ligger tæt på.

6 : PUZZLES, 35 bearbejdede collager 2021-23

Verden er en collage! Og collagen et billede på vores verden, fyldt med billeder og ord, der krydser hinanden i et overraskende flux.

Stilen kan være kølig og smagfuld som en klassisk komposition eller hårdtslående kaotisk med et forførende farvespil. Den kan være charmerende og smuk eller gådefuld interessant. Her opstår alle muligheder. Vigtigt er det, at hver enkelt har en sjæl og en pointe, som kan give den en kunstnerisk dimension og et langt liv.

CV:

JES / Jens Erik Sørensen, f. 20.3.1946. Aalborg

1962: Udstiller som 16-årig malerier i Ryesgades Skole

1968: Udlært elektriker

1971: Udstilling på Hasseris Gymnasium

1972: Aarhus Universitet, Institut for Kunsthistorie

1979: Afsluttende Magisterkonferens, Aarhus Universitet, Institut for Kunsthistorie

1979: Museumsinspektør Aarhus Kunstmuseum

1983: Museumsinspektør Statens Museum for Kunst

1984: Museumsdirektør Aarhus Kunstmuseum

1998-2004: Planlægning og realisering af ARoS Aarhus Kunstmuseum

2004: Indvielse ARoS Aarhus Kunstmuseum

2011: Indvielse af Olafur Eliassons Your rainbow panorama (Regnbuen), ARoS

2013: Fratræder som direktør for ARoS

2013: Direktør for Faurschou Foundation, København

2017: Etablerer Copenhagen Contemporary (CC), udstillingssted for installationskunst sammen med Jens Faurschou

2018: Fratræder som direktør for CC

2018: Indtræder i bestyrelsen for CC - frem til 2020

This article is from: