Mahlers 2 - 6. og 7. novmember 2014

2014/2015

Program Carl Nielsen Salen – Odense Koncerthus TorsDAG 6. November 2014 KL. 19.30 FReDAG 7. november 2014 KL. 19.30 Koncertintro i Carl Nielsen Salen kl. 18.30

Mahlers 2. symfoni Dirigent: Alexander Vedernikov Solister: Inger Dam-Jensen, sopran.

Ekaterina Semenchuk, mezzosopran.

Instrumental- og sangstuderende fra SMKS Filharmonisk kor fra Odense og Sønderjylland Korleder: Alice Granum Gustav Mahler: Symfoni nr. 2 i c-mol (1860 – 1911)

I Allegro maestoso. Mit durchaus ernstem und feierlichem Ausdruck

II Andante moderato. Sehr gemächlich.

Nie Eilen

III In ruhig fliessender Bewegung

IV Urlicht: Sehr feierlich, aber schlicht.

(Choralmässig)

V Im Tempo des Scherzos. Wild herausfahrend

Varighed: ca. 1 t. 20 min.

I samarbejde med Carl Nielsen Orkesterakademi, et partnerskab mellem Syddansk Musikkonservatorium og Skuespillerskole og Odense Symfoniorkester

odensesymfoni.dk

En lang graviditet ”Kære O, Dette er for at annoncere ankomsten af en sund, hoppende sidste sats. Far og barn har det godt efter omstændighederne, den sidste dog ikke helt uden for fare endnu. Det er blevet døbt med navnet Lux lucet in tenebris (Lyset skinner i mørket). Stille sympati forventes.

Ingen blomster tak. Andre gaver vil dog blive accepteret.”

Sådan skrev Gustav Mahler til sin bror Otto i juni måned 1894, da han var færdig med sidste sats af symfoni nr 2, som han var begyndt på 6 år tidligere. Han var dårlig færdig med den 1. symfoni, førend han havde fået ideen til det, der skulle begynde det næste store værk. Men der skulle altså gå flere år, før han fik hul på det videre forløb.

Alexander Vedernikov

Mahlers musik er på grund af de bratte stemningsskift blevet sammenlignet med vore dages klip og montageteknik, som vi kender det fra både spillefilm og dokumentarfilm. Og det er ikke en sammenligning, der er ude af proportioner, for Mahler tænkte ofte sin musik i billeder. Ikke nødvendigvis som en fortløbende fortælling, men som skiftende scener med hver sin stemning og betydning. Den musik, som blev til første sats i symfonien, kaldte han Totenfeier, og var egentlig tænkt som et enkeltstående symfonisk digt. Visionen var en begravelsesmarch. Et tableau han også havde benyttet sig af i den første symfoni. Men nu i en meget mere ekspressiv form.

Han bruger det urgamle katolske Dies Irae tema, melodistumpen der er symbol på Vredens Dag. Men det er ikke

"Opstandelsessymfonien" er en af den symfoniske litteraturs absolutte hovedværker. Mahler fik inspiration til den gigantiske og dramatiske komposition ved dirigenten og den nære ven Hans von Bülows begravelse.

Værket begynder med en frygtindgydende Trauermarsch og slutter mere end 80 minutter senere med en gribende korsalme, som fejrer åndernes ultimative genfødsel.

en dommedagsvision. Der er mange skiftende stemninger, og Mahler bruger løs af al den musik, der har præget ham siden barndommen. Flere af temaerne fra Totenfeier bliver brugt i de senere satser og skaber på den måde sammenhæng i symfonien.

Mahler var først og fremmest dirigent. En efterspurgt dirigent. Han havde fået jobbet som operachef i Hamborg. Den nordtyske bys symfoniorkester havde den førende dirigent i Tyskland op imod slutningen af det 19. århundrede Hans von Bülow. Da kritikerne latterliggjorde Mahlers evner som komponist oven på premieren af den første symfoni, havde han en forsvarer i Hans von Bülow. Derfor var det naturligt for Mahler at gå til Bülow med Totenfeier. Fuld af forventning blev han lukket ind hos Bülow, der var en habil pianist, men insisterede på at Mahler selv spillede ”tingen” for ham.

Fødselshjælperen ”Jeg satte mig ned ved klaveret og spillede. Efter et stykke tid kiggede jeg over på Bülow og så, at han sad og holdt sig for ørerne med begge hænder. Jeg stoppede. Bülow reagerede med det samme og insisterede på at jeg fortsatte. Jeg spillede. Efter nogle få takter kiggede jeg over på Bülow igen. Han holdt sig på ny for ørerne. ” Sådan fortsatte det indtil Mahler havde fået spillet sig igennem hele partituret, og sad stille og ventede på hvad Bülow ville sige. Han var tavs i lang tid, men så kom det: ”Hvis det er musik, så ved jeg ingenting om musik.”

Det skulle vise sig, at manden, der sagde dette til Mahler, skulle blive fødselshjælper 6 år senere.

Mahler havde en travl tid, hvor han ofte dirigerede 5 aftener om ugen, og det var med forskellige forestillinger: Wagners operaer fyldte godt, Beethoven, Mozart m.fl. og det gjorde, at han var mest effektiv med sine egne værker i ferierne. I sommeren 1893 var han på ferie ved Attersee i Steinbach, hvor han kom videre med de to næste satser.

Andanten og Scherzoen. Han havde griflet nogle temaer ned, men det var ikke nok. Nok så meget han kunne lide Beethovens evner til at vende og dreje det mindste lille tema, så var det ikke hans boldgade. ”Det nytter ikke at variere og fugere og dreje det Gud ved hvor længe bare for at få en sats ud af det. Jeg kan ikke holde den økonomiske metode ud. Det hele skal være der, nok og lidt ekstra, og det skal komme løbende i en lind strøm, hvis det skal være noget som helst værd.”

Den gamle verden Mens førstesatsen er fuld af modsætninger og stærke kræfter, en ivrig søgen efter meningen med livet, så er 2. satsen ro, dagdrømmeri og længsel efter den gang, der var orden i verden. Men som altid med Mahlers musik,

er der en tvetydighed. De skønne melodier er næsten for smukke. Når præmissen nu er, at musikken kommenterer verden, så bliver andanten et skønmaleri, der signalerer glemsel og fortrængning. Det vanvid, der lurede under overfladen i Europa efter århundredeskiftet og frem mod 1. Verdenskrig, fornemmede Mahler, og det får lov til at banke på i scherzoen, der nok er en vals på ydersiden, men indeni er fuld af frustration. Dansen bliver grotesk, smilene stivner, sarkasmen overtager, det forlorne hos det gamle borgerskab bliver udstillet med egne midler.

Til gengæld behandler Mahler digtet, der udgør 4. sats, med stor respekt. Han havde forelsket sig i digte fra samlingen Des Knapen Wunderhorn, før han gik i gang med symfonien, og netop digtet om, at der er et evigt lys til hver af os, havde han sat melodi til som lied allerede. Det langsomme tempo indikerer en ekstrem inderlighed, og det er som om dobbelttydigheden, der ellers er at finde hos Mahler, er helt væk. Før han havde overblik over symfonien, vidste han, at netop denne sang skulle med.

Mahler har sat mange af digtene fra Des Knaben Wunderhorn i musik og hylder dermed det autentiske, som rigtig gamle tekster udstråler. Ikke nødvendigvis det nationalistiske, jagten på noget oprindeligt tysk, som samlingen også er udtryk for, men måske snarere en hyldest til den ligefremhed i sprogbrug, der er at finde i gamle viser.

Inger Dam-Jensen

Når en stjerne slukkes...

Mahler blev naturligvis inviteret til dirigentkollegaen Hans von Bülows begravelse sammen med resten af Hamborgs spidser. Det er ironisk, at det var under begravelsesceremonien, at Mahler fik ideen til den sidste sats i symfonien. Det var mens orgelet spillede og drengekoret sang over Bülows kiste i den fyldte St. Michaels Kirke. Mahler havde barslet med ideen om at bruge kor og solister i den

Ekaterina Semenchuk sidste sats vel vidende, at det kunne ses som om, han ville gå Beethoven i bedene, som denne havde brugt ord og kor i den 9. symfoni. Mahler havde søgt i verdenslitteraturen for at finde de rigtige sætninger. Men det skulle vise sig, at han fandt dem i koralen fra Klopstock’s Messias da drengestemmerne gjaldede Aufersteh’n ud fra pulpituret.

Endelig kunne han give finalen den vægt, der kunne modsvare den tunge førstesats, han i sin tid havde hakket sig igennem på klaveret for den nu døde dirigentkollega.

Der er voldsomme kræfter på spil i både den første og den sidste sats. Hvor de døde kommer op og marcherer rundt i den første sats, som en fejring af alle dem der har været her før os, så er den sidste sats en dommedagsvision, hvor forløsningen måske findes hinsides det jordiske liv, hvorfra vi har fået glimt i de mellemliggende satser. Men selvom det er en koral, der ligger i mod slutningen og symbolikken dermed er kristen, kan værket sagtens opleves som slet og ret en eksistentialistisk rejse, der i toner behandler de spørgsmål, der er fælles for alle tænkende væsener uanset religion. Livet og døden. Hvad kommer efter? Genfødselen. Reinkarnationen. Opstandelsen. Deraf symfoniens tilnavn. Livet, som vi er en del af, slutter ikke.

Programnote af Carsten Wolf Andersen

Filharmonisk Kor fra Odense og Sønderjylland Korene er henholdsvis Odenses og Sønderjyllands Symfoniorkestrers faste kor. Odenses kor blev oprettet i 1991 og består af cirka 60 sangere. Sønderjyllands kor startede i foråret 2003 og består af cirka 40 sangere.

Medvirkende Alexander Vedernikov, dirigent Odense Symfoniorkesters chefdirigent er den store russer Alexander Vedernikov. Han har stået i spidsen for Odense Symfoniorkester siden 2009 og har til stor glæde for orkestret forlænget sin kontrakt frem til 2016. Vedernikov har især markeret sig som musikchef for Bolsjoj Teatret i Moskva (2001-2009). I dag er han en særdeles efterspurgt gæstedirigent over hele kloden.

I november 2013 debuterede han på The Metropolitan Opera, New York (Eugene Onegin). Udover sin store succes i Rusland, har Vedernikov dirigeret førende orkestre over hele Europa, Nordamerika, Japan og Australien, bl.a. London Philharmonic, BBC Symphony Orchestra, Orchestra Verdi Milano, City of Birmingham Symphony, Orchestra Philharmonique de Radio France, Sydney Symphony, Tokyo Philharmonic, National Symphony Orchestra i Washington DC m.fl. Som operadirigent er han en hyppig gæst ved Berlins Komische Oper, og har bl.a. dirigeret på La Scala og Zürich Operaen. Han er uddannet ved Moskva Konservatorium (1990). Fra 1988 til 1995 var han assisterende dirigent ved Tjajkovskij Symfoniorkester, og i 1995 grundlagde han det Russiske Filharmoniske Orkester, hvor han var kunstnerisk leder og chefdirigent frem til 2004. Siden 2003 har Vedernikov været tilknyttet Det Russiske Nationalorkester og har i den forbindelse bl.a. dirigeret i Carnegie Hall, New York og Kennedy Centret, Washington.

Solister Inger Dam-Jensen, sopran Inger Dam-Jensen har været solist ved Den Kongelige Opera siden 1993 og er med sin strålende og sprudlende sopran uovertruffen indenfor sin stemmetype herhjemme.

På Det Kongelige Teater har hun optrådt i alle de store opførelser: Mozart-partier som Susanna i Figaros bryllup, Fiordiligi i Cosí fan tutte, Blondchen i Bortførelsen fra Seraillet. Donizetti-partier som Norina i Don Pasquale, titelpartiet i Lucia di Lammermoor og Adina i Elskovsdrikken. Strauss-partier Sophie i Rosenkavaleren og Zdenka i Arabella. Verdi-partierne Gilda i Rigoletto og Violetta i La Traviata. Puccini-partier som Liu i Turandot og Musetta i La Bohème. Händel-partier som Cleopatra i Julius Cæsar

og titelpartiet i Partenope. Desuden Aase i Heises Drot og Marsk, Rosina i Rossinis Barberen i Sevilla, Ofelia i Ambroise Thomas' Hamlet, Michaëla i Bizets Carmen og Julie i Gounods Romeo og Julie.

Herudover har Inger Dam-Jensen sunget på blandt andet Covent Garden i London, Bastille Operaen i Paris samt ved Glyndebourne Festivalen. Hun har givet en lang række koncerter med bl.a. BBC Scottish Symphony Orchestra, Royal Philharmonic Orchestra, BBC National Orchestra of Wales, samt Berliner Filharmonikerne, New York Filharmonikerne og London Filharmonikerne. Hun har arbejdet sammen med dirigenter som Sir Colin Davis, Bernard Haitink, Vladimir Ashkenazy og James Conlon. I 1993 vandt hun den højt estimerede internationale sangkonkurrence Singer of the World i Cardiff.

Hun har indspillet adskillige cd'er blandt andet sange af Carl Nielsen udgivet på pladeselskabet Dacapo og Händels Solomon på Deutsche Grammophon under ledelse af Paul McCreesh. Medvirker på det Kongelige Teaters DVDudgivelser af Händels Julius Cæsar og Partenope.

Ekaterina Semenchuk, mezzosopran I forrige sæson har Ekaterina Semenchuk optrådt ved Metropolitan Operaen, La Scala, Royal Opera House Covent Garden, Mariinsky Theatre, Carnegie Hall, Suntory Hall, Vienna Konzerthaus, Los Angeles Opera og Berlin Staatsoper.

Senest har hun haft sin debut ved Salzburg Festival som Eboli I en ny produktion af Don Carlo. Hun har hyldet Shostakovich i Vienna Konzerthaus og Tchaikovsky i Wigmore Hall. Fra koncertpodiet har hun sunget Verdi’s Requiem med Gustavo Dudamel, Das Klagende Lied ved Ravinia Festival med James Conlon og Chicago Symphony Orchestra. I Wien Konzerthaus og Concertgebouw i Amsterdam har hun fremført Berlioz’s La Morte de Cleopatre under ledelse af Valery Gergiev.

Af andre store optrædener kan nævnes La Gioconda, Sansone et Dalila, Roméo et Juliette, Benvenuto Cellini, Aida, Il Trovatore, Les Troyens, Stabat Mater, La Forza del Destino og Carmen. I 2005 var Ekaterina inviteret til at synge ved Hans Majestæt Prins Charles af Wales og Camilla Parker Bowles bryllup. Ekaterina Semenchuk’s fremtidige planer inkluderer blandt andet optrædener med Anna Bolena i Wien Staatsoper, Il Trovatore, Luise Miller og Aida i San Fransisco Opera samt Il Trovatore ved Salzburg Festival, Covent Garden og Paris Opera.

Alice Granum

De to kors daglige leder, Alice Granum, er docent i korledelse ved konservatorierne i Odense og København og desuden også dirigent for Det Fynske Kammerkor.

Odense Symfoniorkester 1. violin Eugen Tichindeleanu Signe Madsen Kazimierz Skowronek Ulrike Kipp Christensen* (orlov) Marina Skuratovskaia * Bjarne Hansen * (orlov) Kjetil Ravnan Qvamme * Esther Mielewczyk * Ulf Jeppesen Gitana Aksionova-Balaban Hana Kovač Stinus Christensen Valeria Stadnicki Sofie Qvamme Ivaylo Dechkoff ** Aiste Juodagalvyte ** Aleksander Kölbel ** Jevgenij Skuratovskij ** 2. violin Carl Sjöberg * Jovana Vukušić * Pierre Guis Jan Erik Schousboe Claus Thomsen Boe Leif Bjørk Inger Lassen Anna Bodzon Qvamme El Bylin Bundgaard Stig Andersen Kathrin Kollecker * Bratsch Rafael Altino * Luminita Marin Christensen (orlov) Ekaterina Tolpygo Annelise Boe * Gertrud Ludwig (orlov) Martin Jochimsen Anna Carolina Jensen (orlov) Dorthe Byrialsen Dorota Kijewska ** Jakub Lützen ** Minna Svedberg **

Fløjte Rune Most Lucia Klonner Ragnhildur Josefsdottir ** Sabine Schneider ** Obo Henrik Skotte Larsen Albrecht Krauss Mats Hedelius (engelskhorn) Daniel Bogorad ** Klarinet Svante Wik (orlov) René Højlund Rasmussen Kenneth Larsen (basklarinet) Natalie Harris ** Fagot Morten Østergaard Xanthe Arthurs Vakant Lucia Amerise ** Anna Moe ** Horn Tone Sundgård Anker Steen Madsen Nicolai Sell Philip Sandholt Herup Bruno Bresler Jens Juul ** Ursula Monberg ** Thorbjørn Bogh Gram ** Thomas Kjellden ** Jeppe Rasmussen ** Carsten Schmidt Nielsen ** Trompet Per Morten Bye Joris de Rijbel Henrik Hou Feddersen Elias Heigold ** Lars Husum ** Bjarne Kundby Nielsen ** Judy Elisa Hunskjær Olsen **

Cello Michaela Fukačová Muriset * Anna Dorothea Wolff Katarina Bundgaard Altino * (orlov) Philippe Muriset * Anna Pettersson Sofie Spanget Takkula Mette Spang-Hanssen Carla Kuotila **

Basun Robert Holmsted David Roode

Kontrabas Peter Prehn * Toms Timofejevs Maria Møller-Jørgensen Poul Jensen Find * Jens Krøgholt Bjørn Ingimar Blöndal **

Harpe Lovisa Wennes ** Berit Spælling **

Basbasun Alf Vestergaard Nielsen Tuba Carl Boye Hansen

Pauke Thomas Georgi Slagtøj Jakob Weber Finn Christensen Rune Schuster ** * Musikere, der spiller på instrumenter ejet eller formidlet af Odense Symfoniorkesters Instrumentfond ** Musikere i tidsbegrænsede stillinger

Claus Bergs Gade 9 • 5000 Odense C • odensesymfoni.dk