Enigma - 4. december 2014

2014/2015

Program Carl Nielsen Salen – Odense Koncerthus TorsDAG 4. december 2014 KL. 19.30 Koncertintro i Carl Nielsen Salen kl. 18.30

Enigma Odense Symfoniorkester Dirigent: Alexander Vedernikov Solister: Rafael Altino, bratsch Arvo Pärt: (f. 1935)

Cantus in Memory of Benjamin Britten

Bela Bartok: (1881 – 1945)

PAUSE

Viola Concerto (T. Serly Version)

Edward Elgar: (1857 – 1934)

Enigma variationer, op. 36

Varighed: ca. 29 min.

Varighed: ca. 6 min.

I II III

Moderato Adagio religioso. Allegretto Allegro vivace

Varighed: ca. 21 min.

I II III IV V VI VII VIII IX X XI XII XIII XIV

(C.A.E) L'istesso tempo (H.D.S.-P.) Allegro (R.B.T.) Allegretto (W.M.B.) Allegro di molto (R.P.A.) Moderato (Ysobel) Andantino (Troyte) Presto (W.N.) Allegretto (Nimrod) Adagio (Dorabella) Intermezzo. Allegretto (G.R.S.) Allegro di molto (B.G.N.) Andante (* * *) Romanza. Moderato (E.D.U.) Finale. Allegro – Presto

odensesymfoni.dk

Sig navnet: bratsch og det lyder som noget, der går i stykker.

Orkestrets mørke stryger er altid blevet mobbet, fordi den ikke er en smuk violin eller en stolt cello, men en slags bastard, der er noget mærkværdigt midt imellem. Den kan aldrig rigtig høres hverken i strygekvartet eller strygeorkester, og dertil har den ry for tit at være bag efter de andre og at spille falsk. Eller historien om, at en violinist der ikke mere kan spille rent, bare kan trappe ned ved at spille bratsch.

Et væld af opfattelser, holdninger og myter, der har verseret i generationer og først inden for de senere årtier er blevet revideret, og hvor bratschen har rystet et usselt image af sig ved simpelthen at vise verden, hvor skabet skal stå. Den ene fremragende bratschist efter den anden er trådt op på verdensscenen og har gjort instrumentet ligeberettiget med de andre i teknisk brillans og selvsikkerhed. Stjerner som Yuri Bashmet, Nobuki Imai eller Tabea Zimmermann har haft en stor karriere som solobratschister, og generelt kan man konstatere, at niveauet for instrumentet i dag er det allerhøjeste i alle sammenhænge, hvor den er med.

Rafael Altino

Omkring 1945 var det skotten William Primrose, der havde ry som verdens bedste. Hans selvsikkerhed på instrumentet var respektindgydende og da han henvendte sig til Bela Bartok og bad ham skrive en koncert til sig, var det vel vidende, at der ganske sikkert ville blive leveret en vare, der kunne demonstrere hans kunnen.

Bartok var i forbindelse med 2. verdenskrig emigreret til USA og boede i New York. Det var her han komponerede mesterværket, Koncert for Orkester, og trods dårligt helbred sagde han ja til at opfylde ønsket om solokoncerten.

Umiddelbart var han usikker på, om han kunne håndtere opgaven, men efter at have nærstuderet bl.a. Berlioz' Harold i Italien, der indeholder et stort parti for bratsch,

Man siger 'bratsch' i bl.a. Tyskland og Danmark, mens man i England, Italien og Frankrig kalder instrumentet for 'viola'. Oprindelsen er italiensk fra den tid, hvor man skelnede mellem strygere anbragt mellem knæene eller benene: viola da gamba og instrumenter anbragt mellem armene: viola da braccio.

gav han sig i kast med arbejdet. Han nåede dog ikke at fuldende den før sin død, så koncerten blev efterladt i skitseform og siden færdiggjort af Tibor Serly, en af Bartoks elever og selv bratschist.

Ungarsk temperament Bela Bartok var en mand, for hvem musik er en seriøs kunstart, der ikke skal ødes bort til pjat og unødig romantik. Hans musik er båret af en strenghed og alvor, som umiddelbart kan virke overvældende, og samtidig er den gennemvævet af ungarsk temperament, danserytmer og herlige folkemelodier.

Som ung gennemrejste han landsbyer og fjerne egne på Balkan, hvor han nedskrev og på grammofonvalser optog sange og musik, som udkom på tryk, blev arrangemeret for klaver og i det hele taget kom til at udgøre grundtonen i hans værker.

Bratschkoncerten blev uropført i 1949 af William Primrose med Minneapolis Symfoniorkester, og sammen med William Waltons koncert fra 1929 indtager den en førerposition i genren.

Bartoks koncert er i tre satser: først en længere allegrosats, hvor solisten fra begyndelsen markerer, hvem der er i centrum. Herefter følger en afdæmpet, melankolsk anden sats i en krydret toneart med vemodige udbrud hos blæsere og solist, og til sidst bliver der danset afsted til spillemanden med indlagte citater fra en skotsk folkesang som en kadeau til William Primroses hjemland.

En tilsyneladende stilhed Den estiske komponist Arvo Pärt er et varemærke for musik, der smyger sig om én og lokker med en fuldkommen enkelhed og renhed. En musik af fuld af fred, fordybelse og meditativ kraft.

Siden pladeselskabet ECM i 1984 udgav CD'en Tabula rasa, har Arvo Pärt været kult i mange lande med sin stillestående anti-støjmusik, der er blevet brugt i utallige film, har bragt klassiske salgstal på niveau med popkunstnernes og har skaffet ham bl.a. Sonnings Musikpris 2008.

Hans musik er noget af det enkleste, man kan blive udsat for. Der foregår så lidt, at man næsten ikke kan tro, at det kan tage lang tid at komponere eller lang tid at øve og indstudere. Men det skal man ikke lade sig narre af.

Et værks tilblivelse er en meget langvarig proces med at forfine nuancer og klangfarver, som komponisten kan fornemme som muligheder.

For Arvo Pärt er der i himmelrummet en stedse klingende englemusik, som særligt modtagelige mennesker kan opfange og viderebringe. Det er en tilsyneladende stilhed, der for de fleste forekommer som det rene ingenting.

Beethoven og Dvorak var inkarnerede bratschister, der elskede at sidde i midten af en strygekvartet og styre klang og tempo. Mozart spillede med på bratsch, da hans Klarinetkvintet blev uropført, og den tyske komponist Paul Hindemith var en habil bratschist og skrev mange værker for instrumentet bl.a. Der Schwanendreher, 1935.

Citat: Stilheden er altid mere fuldkommen end musikken. Det må man lære at høre... For det meste ser eller hører folk ikke, hvad der er i denne stilhed, der omgiver os.

Arvo Pärt Aftenens værk er skrevet i 1976 til minde om den engelske komponist, Benjamin Britten, som Pärt følte sig meget på bølgelængde med. Stykket varer kun 6 minutter og kan synes som en evighed, hvor man bliver løftet op i himmelrummet og svæver vægtløs omkring. Dets klanglige magi og stemningskraft har gjort, at mange filmfolk har følt sig tiltrukket og anvendt det, bl.a. Michael Moore i Fahrenheit 9/11 under scenerne, hvor Twin Towers styrter i grus.

14 portrætter på partitur Hvorfor har de ikke en Mozart eller Beethoven i England?

Det kan man komme med mange og underholdende forklaringer på, men en af dem er, at landet tidligt blev et demokrati med borgerskab, fri presse og dermed et publikum, der foretrak skuespil, operette og letfattelig musik i øjenhøjde, frem for store operaer, lange symfonier, strygekvartetter eller messer. Når man i London og omegn skulle have klassisk musik af 'fineste' kvalitet foregik det ved import af tyske, italienske eller franske kunstnere, som fik fast engagement eller var på gæstespil.

Den berømte operettekomponist Arthur Sullivan ønskede egentlig af hele sit hjerte at blive anerkendt som klassisk komponist, men det var først med Edward Elgar, at englænderne fik en seriøs komponist, der kunne måle sig med dem fra udlandet. Han kunne levere stort anlagte symfonier med bredde og fylde som hos Brahms og storladne oratorier opført af et kæmpeopbud af medvirkende lige efter deres smag.

Enigma variationer er Edward Elgars kendteste og populæreste orkesterværk. I en række af musikalske portrætter oplever vi en afvekslende og imødekommende musik, der er fuld af charme og raffineret orkesterbehandling. Det er en slags klingende album med billeder af komponistens familie og venner, hvor vi undervejs kan fornemme stemmer, latter, klaverspil, hundeglam, en tur i skoven og andre virkelighedsnære effekter.

Værket består af tema med 14 variationer. I partituret har Elgar med initialer eller fornavne angivet, hvem han portrætterer i de enkelte variationer. Selv om personerne er mere eller mindre ukendte i dag, og det i øvrigt ikke er nødvendigt for at nyde musikken, kommer de her med opklarende stikord:

Tema (Enigma) 1 C. A. E. - Et kærligt portræt af Elgars kone, Caroline Alice Elgar 2 H. D. S-P - En af Elgars venner, Hew David Stewart Powell, der var pianist. Man fornemmer skalaer og opvarmning på klaveret.

3 R. B. T. - Universitetslærer i Oxford og forfatter, Richard Baxter Townshed, der spillede amatørteater. Hans dybe stemme, der går over i fistel.

4 W. M. B. - Den bryske godsejer, William Meath Baker, der havde den vane at smække døren hårdt efter sig.

5 R. P. A. - Musikelsker og pianist Richard P. Arnold, som havde en evne til at undgå svære steder, når han spillede og i stedet forsøge noget andet og mere poetisk.

6 Ysobel - Amatør bratschist, Isabel Fitton, hvis spil Elgar laver sjov med.

7 Troyte - Arkitekt og ven, Arthur Troyte Griffith, og hans energiske og let kaotiske forsøg på at lære at spille klaver.

8 W. N. - et smukt 1700-tals hus og dets beboer, Winifred Norbury, med den karakteristiske latter.

9 Nimrod - værkets højdepunkt, den gribende sats, hvor Elgars bedste ven, August Jaeger, skildres som 'the mighty hunter'. Nimrod er en bibelsk person, der omtales i 1.

Mosebog som 'den store jæger'.

10 Dorabella - En indtagende, ung kvinde, som Elgar flirtede med og opkaldte efter en af personerne i Mozarts Cosi fan tutte. Hendes stammen kan fornemmes.

11 G. R. S. - Organist George Robertson Sinclair og ikke mindst hans bulldog, som Elgar holdt meget af og giver en kortvarig hovedrolle, hvor den falder i en flod.

12 B. G. N. - amatør cellist og meget nær ven, Basil G. Nevinson.

13 *** - Ja hvem? Måske et minde om en ungdomskærlighed.

14 E. D. U. - Et afsluttende portræt af Elgar selv. Fru Alice kaldte sin mand 'Edoo'.

Ordet 'Enigma' betyder 'gåde', og lige siden Enigma Variationer havde premiere i 1899 har der været mange forgæves forsøg på at forklare, hvori gåden består. Elgar selv antød, at der lå en hemmelighed gemt i det indledende tema, men afslørede aldrig, hvori den bestod.

Programnote af Helge Baun Sørensen

Dirigent Alexander Vedernikov, dirigent Odense Symfoniorkesters chefdirigent er den store russer Alexander Vedernikov. Han har stået i spidsen for Odense Symfoniorkester siden 2009 og har til stor glæde for orkestret forlænget sin kontrakt frem til 2016. Vedernikov har især markeret sig som musikchef for Bolsjoj Teatret i Moskva (2001-2009). I dag er han en særdeles efterspurgt gæstedirigent over hele kloden. I november 2013 debuterede han på The Metropolitan Opera, New York (Eugene Onegin). Udover sin store succes i Rusland, har Vedernikov dirigeret førende orkestre over hele Europa, Nordamerika, Japan og Australien, bl.a. London Philharmonic, BBC Symphony Orchestra, Orchestra Verdi Milano, City of Birmingham Symphony, Orchestra Philharmonique de Radio France, Sydney Symphony, Tokyo Philharmonic, National Symphony Orchestra i Washington DC m.fl. Som operadirigent er han en hyppig gæst ved Berlins Komische Oper, og har bl.a. dirigeret på La Scala og Zürich Operaen. Han er uddannet ved Moskva Konservatorium (1990). Fra 1988 til 1995 var han assisterende dirigent ved Tjajkovskij Symfoniorkester, og i 1995 grundlagde han det Russiske Filharmoniske Orkester, hvor han var kunstnerisk leder og chefdirigent frem til 2004. Siden 2003 har Vedernikov været tilknyttet Det Russiske Nationalorkester og har i den forbindelse bl.a. dirigeret i Carnegie Hall, New York og Kennedy Centret, Washington.

Solist Rafael Altino, bratsch Rafael Altino indledte sine musikalske studier i sit hjemland Brasilien hos sin far, violinist Rafael Garcia. Han har en bachelorgrad fra New England Conservatory i Boston og en Master fra Juilliard School of Music i New York.

Her studerede han hos Burton Fine, Walther Trampler, Louis Krasner og Samuel Rhodes.

Siden 1997 har Rafael Altino har været en del af Odense Symfoniorkester. Han har optrådt i mangeartede koncerter lige fra standard-repertoire for bratsch og orkester til værker skrevet specielt til ham af Karsten Fundal og Christian Lindberg.

Han har været medlem af Arild Kvartetten og har indspillet musik af C.P.E. Horneman og Asger Hamerik for Dacapo Records.

Den brasilianske regering har givet Rafael Altino et tilskud til at lave en indspilning af nye værker for solobratsch, som er skrevet til Altino af komponister fra det nordøstlige Brasilien, hvor han stammer fra. Et andet kommende projekt er en indspilning af seks nye danske værker for solobratsch.

Ved siden af sit arbejde i Odense Symfoniorkester er Rafael også en anerkendt kammermusiker. Han har blandt andet spillet sammen med Benjamin Schmidt, Nikolaj Znaider, Antonio Meneses, Torleif Thedéen, Roland Pöntinen, Marianna Shirinyan, Henschel og Miró strygekvartetterne. Altino har desuden sin egen festival i sit hjemland, hvor der spilles meget dansk musik.

Rafael Altino har boet i Danmark i snart 17 år. Han er lektor ved Syddansk Musikkonservatorium og Skuespillerskole og ved Lund Universitets Musikskole.

Han er lige blevet far igen og er gift med cellisten Katarina Altino.

Odense Symfoniorkester 1. violin Eugen Tichindeleanu Signe Madsen Kazimierz Skowronek Ulrike Kipp Christensen* (orlov) Marina Skuratovskaia * Bjarne Hansen * (orlov) Kjetil Ravnan Qvamme * Esther Mielewczyk * Ulf Jeppesen Gitana Aksionova-Balaban Hana Kovač Stinus Christensen Valeria Stadnicki Sofie Qvamme Ivaylo Dechkoff Aiste Juodagalvyte ** Aleksander Kölbel ** Jevgenij Skuratovskij ** 2. violin Carl Sjöberg * Jovana Vukušić * Pierre Guis Jan Erik Schousboe Claus Thomsen Boe Leif Bjørk Inger Lassen Anna Bodzon Qvamme El Bylin Bundgaard Stig Andersen Kathrin Kollecker * Bratsch Rafael Altino * Luminita Marin Christensen (orlov) Ekaterina Tolpygo Annelise Boe * Gertrud Ludwig Martin Jochimsen Anna Carolina Jensen (orlov) Dorthe Byrialsen Dorota Kijewska ** Baiba Bergmane ** Minna Svedberg ** Caitlin Wick ** Cello Michaela Fukačová Muriset * Anna Dorothea Wolff Katarina Bundgaard Altino * (orlov) Philippe Muriset * Anna Pettersson Sofie Spanget Takkula Mette Spang-Hanssen Carla Kuotila ** Kontrabas Peter Prehn * Toms Timofejevs Maria Møller-Jørgensen Poul Jensen Find * Jens Krøgholt

Fløjte Rune Most Lucia Klonner Ragnhildur Josefsdottir ** Alexandra Pana ** Obo Henrik Skotte Larsen (orlov) Albrecht Krauss (orlov) Mats Hedelius (engelskhorn) Anne Marie Munch Lange ** Klarinet Svante Wik (orlov) René Højlund Rasmussen Kenneth Larsen (basklarinet) Natalie Harris ** Fagot Morten Østergaard Xanthe Arthurs Anna Moe Horn Tone Sundgård Anker Steen Madsen Nicolai Sell Philip Sandholt Herup Bruno Bresler Pall Solstein ** Trompet Per Morten Bye Joris de Rijbel Henrik Hou Feddersen Basun Robert Holmsted David Roode Basbasun Alf Vestergaard Nielsen Tuba Carl Boye Hansen Harpe Lovisa Wennes ** Pauke Thomas Georgi Slagtøj Jakob Weber Finn Christensen Simon Trabjerg Pedersen ** * Musikere, der spiller på instrumenter ejet eller formidlet af Odense Symfoniorkesters Instrumentfond ** Musikere i tidsbegrænsede stillinger

Claus Bergs Gade 9 • 5000 Odense C • odensesymfoni.dk