Klokkerne fra Ekatarinburg - 29. og 30. januar 2015

Program

2014/2015

Carl Nielsen Salen – Odense Koncerthus TorsDAG 29. januar 2015 KL. 19.30 FreDAG 30. januar 2015 KL. 19.30 Koncertintro i Carl Nielsen Salen kl. 18.30

Klokkerne fra Ekatarinburg Odense Symfoniorkester Dirigent: Alexander Vedernikov Solister: Maria Pakhar, sopran. Oleg Dolgov, tenor.

Pavlo Hunka, baryton Dirigent Vesper: Andrei Petrenko Kor: Ural filharmoniske kor Sergej Rachmaninov: (1873 – 1943)

Vesper, opus 37 1 O come, let us worship 2 Praise the Lord, O my soul 3 Blessed is the man 4 Gladsome Radiance 5 Nunc dimittis 6 Ave Maria 7 Glory be to God 8 Praise be the name of the Lord 9 Blessed be the Lord 10 The Veneration of the Cross 11 Magnificat 12 Gloria in Excelsis 13 The day of salvation 14 Christ is risen 15 To the Mother of God Varighed: ca. 55 min.

PAUSE Sergej Rachmaninov: Klokkerne, opus 35

I Allegro, ma non tanto (Sølv kane-bjælder)

II Lento - Adagio (Bløde bryllupsklokker)

III Presto (Kraftige alarmklokker)

IV Lento lugubre (Sorgfulde jernklokker)

Varighed: ca. 35 min.

Samarbejdskoncert med Syddansk Musikkonservatorium

odensesymfoni.dk

Evig længsel Rachmaninov oplevede revolutionen i 1917 på klos hold.

Bolsjevikkerne beslaglagde hans formue. Hans familiegods blev brændt ned, og ejendelene gik tabt – inklusive noder og instrumenter. Rachmaninovs familie måtte skabe sig en tilværelse langt væk fra hjemlandet. Det blev først til et ophold i Danmark, hvor han boede nord for København i mange måneder og genoptog koncertkarrieren som pianist. Herfra gik det videre til en tilværelse i USA. Rachmaninov kom aldrig tilbage til fødelandet og kom sig, efter sigende, aldrig over savnet af det Rusland, han var vokset op i.

En bøn ”Vi ønsker – for dig og for os selv, at det en dag vil blive muligt for os at lytte til Rachmaninovs Vesper i Moskva – med komponisten til stede”. Sådan lød den utopiske hilsen i 1933 fra gode, eksil-russiske venner til komponisten på hans 60-års fødselsdag, som Rachmaninov fejrede i Paris. At høre Rachmaninovs værk fra 1915 klinge i Moskva i første del af 1930’erne var utænkeligt. Dels på grund af Sovjetstyrets negative syn på Rachmaninov i netop disse år, og især på grund af værkets religiøse rødder. Med styrets uvilje mod både komponist og religion voksede værkets symbolske betydning til gengæld. Men det var først i midten af 1980’erne, at musikken officielt blev tilladt at klinge i USSR.

Ural filharmoniske kor

Rachmaninovs Vesper bygger på russisk-ortodoks kirkemusik og markerer højdepunktet på en årtusind gammel kirkelig musiktradition. I dette tilfælde musik knyttet til aften- og nattetide ved de tjenester, der afholdes før søndage og højtider. Værket kræver dybt klingende

basser og har en mørk, gylden farve, der stråler om kap med russisk-ortodokse kirkekupler. Rachmaninov skrev værket til minde om en tidligere hof-kapelmester i Skt. Petersborg, Stepan Smolensky, der var ekspert i gammel ortodoks salmesang. Værket blev nedskrevet i begyndelsen af 1915, for præcis 100 år siden, og det blev førsteopført i Moskva ved en velgørenhedskoncert i forbindelse med 1. verdenskrig. Rachmaninov brugte gennemgående motiver fra den russiske ortodokse kirkemusik, og ni af de femten satser baserede han på gamle salmer med græske og ukrainske rødder, gav dem sit eget udtryk og helt unikke harmoniseringer. Den femte sats, nunc dimittis, er f.eks. baseret på en gammel salme fra Kiev. Satsen ønskede Rachmaninov skulle akkompagnere hans egen begravelse. Men ligesom ønsket om at gense fødelandet var uopnåeligt, skulle også dette ønske vise sig praktisk umuligt at gennemføre.

Rachmaninovs Vesper markerer desværre også overgangen til nogle svære år for komponisten, præget af dødsfald i familie-, venne- og kollegiale kredse, og den tunge sky af verdenskrig gjorde det hele mere umuligt for Rachmaninov. Med revolutionens komme ventede ruinen forude, og fra breve kan man se, at han var bevidst om, at han måtte flygte med familien. Han opsøgte forbindelser i systemet i håb om at få pas til ”Norge, Danmark, Sverige….det er lige meget hvor! Bare ét eller andet sted!” I første omgang var der intet at gøre, men da Rachmaninov et par måneder senere blev inviteret til at give koncerter i Stockholm, opstod muligheden for at komme væk. Hele familien fik pas, og kort før jul 1917 kunne familien sætte sig ind i toget med kurs mod Skandinavien for aldrig igen at vende tilbage til fødelandet.

Rachmaninovs Klaverkoncert nr 2 i film og musik Temaer fra koncerten er anvendt i flg.: Filmen Brief Encounter (1945) (Farligt Møde). Sangen Full Moon and Empty Arms (1945) lanceret af Frank Sinatra. Filmen Den søde kløe (1955). Eric Carmen All By Myself (1975) bygger på tema fra anden sats. Sangen I Think of You (1957) med Frank Sinatra. Filmen Hereafter (2010) instruktion Clint Eastwood. wikipedia

familiegodset Ivanovka

Russiske klokker i Rom Minderne om Rusland stod altid stærkt i Rachmaninovs bevidsthed. Da han 60 år gammel blev spurgt til sine yndlingsværker, var det ikke klaverværkerne, han pegede på. Nej, det var vokalmusikken: Ud over sin Vesper, fremhævede han især sin korsymfoni, Klokkerne: ”Det er min kantate, Klokkerne, som desværre sjældent opføres”. Rachmaninov forklarede i et interview, hvorfor klokkeklang betød noget for ham: ”Lyden af kirkeklokker dominerede alle de russiske byer, jeg kendte til – Novgorod, Kiev, Moskva: Akkompagnerede enhver russer fra vugge til grav, og ingen komponist ville kunne flygte fra dem. Hele livet har jeg nydt de forskellige stemninger ved den glade kimen eller de sorgfuldt arbejdende klokker. Denne kærlighed til klokker bor i alle russere. (…) Hvis det overhovedet er lykkedes mig at få klokker til at vibrere med menneskelige følelser i mine værker, skyldes det, at jeg det meste af mit liv boede blandt klokke-vibrationer i Moskva”.

Interessant nok blev værket ikke inspireret i russiske omgivelser. Rachmaninov var i 1913 på rejse til Rom, og han arbejdede på værket i Tjajkovskij-brødrenes gamle lejlighed ved den Spanske Trappe. Rachmaninov havde flere gange oplevet at få opfordringer fra anonyme fans.

En dag fik han et digt tilsendt: En russisk bearbejdelse af Edgar Allan Poe-digtet The Bells. Poes måde at arbejde med sprogets musik på tiltalte straks Rachmaninov. Men trods omgivelser med lyden af italienske gadesangere og romersk højrøstet snak, genklinger værket i højere grad af Tjajkovskij end italienske kirkeklokker. Flere musikforskere har påpeget ligheder mellem Klokkerne og Tjajkovskijs Pathetique-symfoni: Begge værker kan anskues som skildringer af det menneskelige livsforløb med særlig fokus på graven som den endelige destination.

Værket følger Poes opdeling af digtet i fire dele: En optimistisk jubelklingende førstesats med tenorsolist, der skildrer Sølv kanebjælderne, efterfølges af en lyrisk og gyldent klingende andensats med undertitlen Bløde bryllupsklokker, hvor den berømte vokalise af Rachmaninov også lige titter forbi i sopranens underskønne solo. Derefter skifter stemningen brat til en voldsomt alarmerende og oprørende korsats, der kaldes kraftige alarmklokker. Værket afsluttes med en dyster sats med undertitlen sorgfulde jernklokker. Graven er endestationen. Også hos Edgar Allan Poe, hvor digtets første del skildrer lysende klokkeklang med ord som tinkle og twinkle modsat den dystre slutning, hvor klokkerne får en helt anden lyd: the moaning and the groaning of the bells. Rachmaninov understreger dødsaspektet ved undertiden at anvende det gregorianske Dies Irae undervejs i værket. Tilblivelsen af værket blev ikke uden komplikationer til trods for, at arbejdet skred godt frem i de romerske omgivelser: Døtrene fik tyfus, og familien måtte tage til Berlin for at få akut lægebehandling. Herfra gik turen tilbage til rekreation på Rachmani-

novs foretrukne sommeropholdssted sydøst for Moskva, familiegodset Ivanovka, hvor tankerne igen kunne samles om værket.

Evigt fristed Sovjetstyret valgte at få Ivanovka genopbygget og åbnet som museum i 1982. Her kan besøgende få et indblik i det, der var komponistens fristed og følge i komponistens fodspor på stedets alléer, hvor han ifølge kilderne altid gik sine gåture med foroverbøjet hoved, nynnende, med trommende fingre på brystet. Rachmaninov var den type, der komponerede alt færdigt i hovedet, inden han satte det på papiret. På Ivanovkas grund fik han skabt mange af de værker, vi kender i dag – og stedet fulgte ham som en drøm resten af hans liv, ligesom lyden af den russiske sang og de russiske klokker.

Programnote: Rie Koch

Medvirkende fra Syddansk Musikkonservatorium 1. Violin:

Jacob Buur, Caspar Præstegaard, Mina Fagerlund Hosseini, Iben Bøgvad Kejser

2. Violin:

Adam Lars Hansen, Mina Haghbin, Mayken Bruun Mossin, Bianca-Alexandra Tarabega, Sebastian Sixten Kjærulf Schmidt

Bratsch:

Bruno Sanches, Trine Philip, Sofia Kongsgaard Lang, Annemarie Nørhede Jacobsen

Cello:

Anja Dzyb Lillemæhlum, Mathilde Helding Larsen, Sanna Gillerfors, Petronella Torin, Karen Øland

Kontrabas: Marike Grüttner, Patryk Strycharczyk Fløjte:

Sofie Kayaya

Klarinet:

Lovisa Vikenadler

Fagot:

Lars Mathiesen

Slagtøj:

Kasper Grøn, Ole Vallebo

Zar-klokken er verdens største klokke, som står ved foden af Ivan Velikij-klokketårnet i Moskvas Kreml. Den blev støbt 1733-1735, vejer 200 tons, er 14,6 m høj med en største diameter på 6,6 m. Under en brand i 1737 faldt den ned fra en midlertidig ophængning. Da man hældte vand på den, for at køle den af, faldt et stykke på 11,5 ton af.

Dirigent Alexander Vedernikov, dirigent Odense Symfoniorkesters chefdirigent er den store russer Alexander Vedernikov. Han har stået i spidsen for Odense Symfoniorkester siden 2009 og har til stor glæde for orkestret forlænget sin kontrakt frem til 2016. Vedernikov har især markeret sig som musikchef for Bolsjoj Teatret i Moskva (2001-2009). I dag er han en særdeles efterspurgt gæstedirigent over hele kloden. I november 2013 debuterede han på The Metropolitan Opera, New York (Eugene Onegin). Udover sin store succes i Rusland, har Vedernikov dirigeret førende orkestre over hele Europa, Nordamerika, Japan og Australien, bl.a. London Philharmonic, BBC Symphony Orchestra, Orchestra Verdi Milano, City of Birmingham Symphony, Orchestra Philharmonique de Radio France, Sydney Symphony, Tokyo Philharmonic, National Symphony Orchestra i Washington DC m.fl. Som operadirigent er han en hyppig gæst ved Berlins Komische Oper, og har bl.a. dirigeret på La Scala og Zürich Operaen. Han er uddannet ved Moskva Konservatorium (1990). Fra 1988 til 1995 var han assisterende dirigent ved Tjajkovskij Symfoniorkester, og i 1995 grundlagde han det Russiske Filharmoniske Orkester, hvor han var kunstnerisk leder og chefdirigent frem til 2004. Siden 2003 har Vedernikov været tilknyttet Det Russiske Nationalorkester og har i den forbindelse bl.a. dirigeret i Carnegie Hall, New York og Kennedy Centret, Washington.

Solister og KOR Pavlo Hunka Pavlo Hunka er oprindelig uddannet lingvist og har praktiseret som advokat i England før han begyndte sin sangkarriere.

Han indledte sine studier på Royal Northern College of Music, Manchester, og afsluttede dem i Schweiz med kammersangerinden Maria Sandulescu.

Han har sunget i de fleste af verdens førende operahuse: Paris, Wien, München, Firenze, Amsterdam, London, Salzburg - under Claudio Abbado, Jeffrey Tate, Semion Bychkov, Zubin Mehta, Peter Schneider, Mark Wigglesworth for bare at nævne et par stykker. Af højdepunkter fra de seneste sæsoner kan nævnes: Schaklowityj/Chowantschina og Les Troyens på Englands National Opera, Zunbeltz/Zigor i Bilbao, Dr. Schön og Jack/ Lulu på Opera Bonn og i Genève, hans første optræden

på Canadian Opera Toronto i sin rolle debut som Falstaff blev en fantastisk succes, efterfulgt af Hunding/Walküre, Alberich/Siegfried og titelrollen i Wozzeck. Han sang den samme rolle på Maggio Musicale Fiorentino under Zubin Mehta. I nærmeste fremtid venter projekter som blandt andet omfatter "Wozzeck" og "Katja Kabanova" på Berlin Statsopera samt koncerter med Berliner Philharmonikerne.

Oleg Dolgov, tenor Oleg Dolgov er uddannet fra Academic Music College i Moskva State Conservatory. I 2004-2006 studerede han ved Center Galina Visjnevskaja Opera, hvor han sang hertugen i Rigoletto, José i Carmen, Vaudemont i Iolanta. Han har været solist ved State Symphony Capella Rusland. Fra 2012-2014 har han været solist ved Moskva Teaters Ny Opera. I 2008 debuterede han i Bolshoi Teatret som Vaudemont. Fra november 2014 har han været solist ved Bolshoi Teatret.

Maria Pakhar Maria Pakhar afsluttede sine studier på Kazan Conservatoire (klaver).

I 2004 afsluttede hun sine studier ved Ural Conservatoire (Jekaterinburg) i solosang og kammersang.

Samme år blev hun inviteret som prøveansat til Center Galina Visjnevskaja Opera (Vladimir Shcherbakovs og Galina Visjnevskajas klasse). Og hun debuterede i rollen som Marguerite (Gounods "Faust").

I 2007 debuterede hun på Moskvas Stanislavsky og Nemirovich - Danchenko Musical Teater som Musetta (La Boheme). Hun arbejder som underviser og akkompagnatør ved Izhevesk Music College.

Ural filharmoniske kor Koret så første gang dagens lys i januar 2008, som en musikalsk forlængelse af Ural Filharmoniske Orkester.

Koret har haft et livligt koncertliv i samarbejde med så berømte dirigenter som: Kshishtof Penderetsky, Dmitri Kitaenko, Jean-Claude Casadesus og Eugene Brazhnikov. I 2012 deltog koret i den internationale musikfestival - La Folle Journee (Frankrig), som blev dets første erfaring i gæsteoptræden uden for Rusland.

I løbet af festivalen gav koret 14 koncerter, a capella og med orkester. Præstationen omfattede her blandt andet Klokkerne af Rachmaninov. I marts 2013 optrådte koret i den legendariske La Salle Pleyel i Paris sammen med Ural Filharmoniske Orkester. Også her opførte koret det monumentale korværk af Rachmaninov – Klokkerne fra Ekatarinburg.

Odense Symfoniorkester 1. violin Eugen Tichindeleanu Signe Madsen Kazimierz Skowronek Ulrike Kipp Christensen* (orlov) Marina Skuratovskaia * Bjarne Hansen * (orlov) Kjetil Ravnan Qvamme * Esther Mielewczyk * Gitana Aksionova-Balaban Hana Kovač Stinus Christensen Valeria Stadnicki Sofie Qvamme Ivaylo Dechkoff Karoliina Annukka Koivisto ** Aleksander Kölbel ** Jevgenij Skuratovskij ** 2. violin Carl Sjöberg * Jovana Vukušić * Pierre Guis (orlov) Jan Erik Schousboe Claus Thomsen Boe Leif Bjørk Inger Lassen Anna Bodzon Qvamme El Bylin Bundgaard Stig Andersen Kathrin Kollecker * Aiste Juodagalvyte ** Bratsch Rafael Altino * Luminita Marin Christensen (orlov) Ekaterina Tolpygo Annelise Boe * Gertrud Ludwig Martin Jochimsen Anna Carolina Jensen Dorthe Byrialsen Dorota Kijewska ** Baiba Bergmane ** Caitlin Wick ** Cello Michaela Fukačová Muriset * Anna Dorothea Wolff Katarina Bundgaard Altino * Philippe Muriset * Anna Pettersson Sofie Spanget Takkula Mette Spang-Hanssen Carla Kuotila ** Michail Panasiuk ** Kontrabas Peter Prehn * Toms Timofejevs Maria Møller-Jørgensen Poul Jensen Find * Jens Krøgholt

Fløjte Rune Most Lucia Klonner Maria Agneta Bengtsson ** Obo Henrik Skotte Larsen Albrecht Krauss Mats Hedelius (engelskhorn) Josephine Blaamann Petersen ** Klarinet Svante Wik (orlov) René Højlund Rasmussen Kenneth Larsen (basklarinet) Natalie Harris ** Fagot Morten Østergaard Xanthe Arthurs Anna Moe Lars Mathiesen ** Horn Tone Sundgård Anker Steen Madsen Nicolai Sell Philip Sandholt Herup Bruno Bresler Anne Sophie Broholm Jensen ** Niklas Kallsoy Mouritsen ** Trompet Per Morten Bye Joris de Rijbel (orlov) Henrik Hou Feddersen Judy Elisa Hunskjær Olsen ** Basun Robert Holmsted David Roode Basbasun Alf Vestergaard Nielsen Tuba Carl Boye Hansen Harpe Lovisa Wennes ** Pauke Thomas Georgi Slagtøj Jakob Weber Finn Christensen Rune Schuster ** Orgel og celeste Stefano Vaseli ** Piano Berit Juul Ramussen ** * Musikere, der spiller på instrumenter ejet eller formidlet af Odense Symfoniorkesters Instrumentfond ** Musikere i tidsbegrænsede stillinger

Claus Bergs Gade 9 • 5000 Odense C • odensesymfoni.dk