Eroica - 7. og 8. maj 2015

Program

2014/2015

Carl Nielsen Salen – Odense Koncerthus TorsDAG 7. maj 2015 KL. 19.30 FreDAG 8. maj 2015 KL. 19.30 Koncertintro i Carl Nielsen Salen kl. 18.30

Eroica Odense Symfoniorkester Dirigent: Scott Yoo Solister: Rune Most, fløjte

Sivan Magen, harpe Ludwig van Beethoven: (1770 - 1827)

Ouverturen til festspillet Athens ruiner, op. 113

Varighed: ca. 5 min.

Wolfgang Amadeus Mozart: (1756 - 1791)

Koncert for fløjte, harpe og orkester, C-dur Kv. 299 I Allegro II Andantino III Rondeau. Allegro

Varighed: ca. 29 min.

PAUSE

Ludwig van Beethoven:

Symfoni nr. 3, "Eroica" I Allegro con brio II Marcia funebre. Adagio assai III Scherzo. Allegro vivace IV Finale. Allegro molto Varighed: ca. 50 min.

odensesymfoni.dk

Sig navnet: Eroica!

Det er en god ting, når vigtige fænomener har genkendelige navne, som vi kan bruge, når der skal huskes, beskrives eller lovprises. Vi taler præcist om Mona Lisa eller Det skæve tårn i Pisa og hos Beethoven gælder det samme for en række af hovedværkerne: Måneskinssonaten, Appassionata og symfonierne Skæbnesymfonien (nr. 5), Pastorale (nr. 6) og Eroica (nr. 3).

De praktiske tilnavne kan tilmed fortælle noget om indholdet og udgøre en hel varedeklaration på, hvad vi kan forvente os. Eroica betyder helteagtigt, som en hyldest til en helt, eller et udtryk for helten selv, og vi kan udfylde portrættet med ord som: mægtig, uovervindelig, handlekraftig, voldsom, lunefuld, stolt og dominerende.

Alt dette og mere rummer Beethovens 3. symfoni.

Beethoven som film Symfonien blev opført første gang 1804 ved en privat sammenkomst hos Fyrst Lobkowitz i hans palæ i Wien.

Fyrsten var en af Beethovens velyndere (i dag sponsorer), som støttede komponisten rundhåndet økonomisk mod at have førsteret til opførelser af nye værker og desuden modtage dedikationer, hvor Beethoven tilegnede dem værkerne. Palais Lobkowitz er i dag tilgængeligt som museum - ikke langt fra Staatsoper, og selve salen, hvor den private opførelse fandt sted, kan beses.

Denne musikhistoriske begivenhed kan genopleves i BBCs fantastiske dramatisering (Eroica, DVD), hvor Ian Hart spiller Beethoven, og hvor vi møder en række adelige fans af den excentriske kunstner. Et helt symfoniorkester medvirker, og med en række dramatiske og romantiske sidehandlinger spiller de hele symfonien. Vi ser en aldrende Haydn ankomme støttet til sin stok og med kendermine og lys i øjnene indsuge alt. Det er en gribende film, som kan anbefales på det varmeste. Vi oplever her på første parket den nye symfoni som den voldsomme provokation, den har været, som et uventet vulkanudbrud i en kunstverden, der forventer enkle proportioner og skønhed. Og vi får en indsigt i, hvorfor Eroica i dag har status som et indiskutabelt mesterværk, måske det mest fuldendte i sin genre.

Med sin symfoni vendte Beethoven op og ned på alle vaner og traditioner. Det, som den franske revolution gjorde for samfundet, gjorde Beethoven med sin musik.

Han demonstrerede, at mennesket ved sin skaberkraft og viljestyrke kan flytte bjerge, kan rive gammelt ned og bygge noget nyt, anderledes og livskraftigt op.

Hvad gør han?

En symfoni havde hidtil været en venlig og imødekommende, interessant og velklingende foreteelse, der sjældent bragte ukendte eller stødende emner på bane. De repræsenterede det musikalske svar på en middag eller en selskabelighed, hvor alt er veltillavet og nøje tilrettelagt, og ikke overrasker med andet end behagelige indfald. Haydns symfonier er fulde af vid og opfindsomhed, men udspiller sig for det meste indenfor rammerne af det forventelige.

Beethoven gjorde det samme i sine to første symfonier, men med Symfoni nr 3 bryder han alle regler og smider den ene håndgranat efter den anden i hovedet på sit publikum. Chok på chok. Hvad er det han har gang i?

Orkestrets instrumenter taler ikke længere venligt til hinanden, men råber, diskuterer højlydt, kæmper så at sige mod hinanden. Musikken er for Beethoven ikke kun skønhed, men kan og skal afspejle og fremvise hele paletten af menneskets følelser og natur, vildskaben og de dybe afgrunde. På samme måde som i Goethes berømte kærlighedsroman Den unge Werthers lidelser, hvor

den unge mand finder sig spærret inde i et snærende bur af borgerlige konventioner og i sin fortærende kærlighed til den uopnåelige Lotte, er nødt til at tage sit eget liv.

Sturm und Drang er begrebet blevet kaldt - en hyldest til det frihedssøgende menneske, der bruger alle midler for at nå sine mål, og gå i døden for dem, hvis det kræves.

Symfonisk rock Rent lydligt er Eroica-symfonien med dens utallige kraftudladninger nærmest det rene rock. I noderne angives det med forte (kraftigt) eller fortissimo (meget kraftigt), eller yderligere Beethovensk som sforzando, hvor der spilles kraftigt, men øjeblikkeligt skrues ned, som et revolverskud, eller som et forskrækket udråb 'åh!', eller et hårdt slag i bordet. Al pænhed er væk, der uddeles musikalske øretæver.

Rent rytmisk er Beethoven på samme måde hæmningsløs.

Overalt er der pauser i musikken eller i enkelte instrumenter, hvor man er vant til at spille, og efterfulgt af en tone eller flere, som kommer 'skævt' ind på et slag i takten, hvor man mindst venter det. Musikken vrider sig, krænger sig, samler kræfter, ulmer og gærer på en foruroligende måde.

Og alt dette er faktisk uforandret efter 200 år. Lytter man med åbent sind og ørerne foldet ud, udgør Beethovens 3. symfoni den dag i dag en jordrystelse på samme måde som Stravinskijs Sacre du printemps gjorde det i 1913. De rummer begge uudslukkelig heftig energi.

Kraft og dimensioner Symfoniens længde er et kapitel for sig, idet der osse her brydes med alle regler. En klassisk symfoni plejer at vare 20-25 minutter, mens vi hos Beethoven kun er nået til slutningen af 1. sats på det tidspunkt. Hele symfonien spiller tre kvarter, dvs dobbelt så længe som normalt hos Mozart og Haydn og er lige så omfangsrig, som det sidenhen blev praktiseret af Brahms og Tjajkovskij.

1. sats Allegro con brio (livligt), er meget usædvanligt i 3/4-takt, men den dansende rytme giver musikken en nærmest ustoppelig fremdrift. 2. sats Marcia funebre Adagio assai, sørgemarchen.

3. sats Allegro vivace er en scherzo i 3/4-takt, hvor hornene har en solo, der lyder som et kald fra naturen eller slagmarken - vælg selv. 4. sats Allegro molto er en række variationer over et tema, Beethoven bruger andre steder, bl.a. i balletmusikken Prometheus.

Om Eroica:

•

Leonard Bernstein udtalte om første og anden sats af Eroica-symfonien: 'de er måske de to største satser i hele den symfoniske musik'.

•

Ved Mendelssohns begravelse i 1847 spilledes 2. sats,

Mozarts Koncert for fløjte og harpe bliver opført i forbindelse med en indspilning af Mozarts to andre koncerter for instrumentet: Fløjtekoncert G-dur og Fløjtekoncert D-dur. Det er Bridge Records, der i samarbejde med Odense Symfoniorkester har tilbudt at producere en CD med koncerterne. Rune Most har

marcia funebre, sørgemarchen, og har siden haft status af officielt brugt sørgemarch i forbindelse med statsbegravelser o.l.

•

Ved den amerikanske præsident, Franklin D Roosevelts begravelse 1945, blev sørgemarchen spillet af et orkester under ledelse af Sergej Koussevitski.

•

I Hitchcocks film Psycho fra 1963, finder Lila Crane (Vera Miles) en grammofonplade med Eroica symfonien i Norman Bates' (Antony Perkins) soveværelse.

•

I filmen Oceans Twelve (2004) med bla. George Clooney og Brad Pitt, spilles Eroica under et af bandens indbrud.

•

Carl Nielsens hovedværk, Symfoni nr 3 Espansiva, kan betragtes som et dansk sidestykke til Beethovens Eroica. Begge symfoner har nummer 3; de har en titel, som signalerer, at indholdet er fyldt med energiudladninger og så at sige rummer et eksistentielt udtryk; og de begynder begge med sprængfarlige akkordet, der varsler vildskab og nye veje.

•

Eroica (DVD), 2003 BBC 'The day that changed music forever' - var. 129 min Medvirkende: Ian Hart (Ludwig van Beethoven), Jack Davenport (Fyrst Lobkowitz), Frank Finlay (Haydn), Simon Cellan Jones (instruktør), John Eliot Gardiner (dirigent). Modtog Prix Italia 2004.

Rune Most

Mozart og fløjten Fløjten som instrument kan umiddelbart forekomme som en inkarnation af Mozart selv, svævende rundt under Guds himmel, fri og flagrende. Lytter man til hans

til formålet valgt at bruge en 10 år gammel træfløjte bygget af den engelske instrumentmager, Howel Roberts.

Mekanisk er fløjten af træ magen til en moderne fløjte af metal, men den har en blødere klang, som Rune Most synes passer særlig godt til Mozart.

værker, fløjtekoncerterne eller fløjtekvartetterne, har man det samme indtryk af lutter livsglæde og sprudlende fantasi.

I et berømt brev til sin far, Leopold Mozart, får vi imidlertid et andet indtryk af hans forhold til instrumentet: "..som du ved, kommer jeg let i dårligt humør, når jeg skal skrive musik for et instrument, som jeg ikke kan lide.' (Brev fra Mannheim, d 14. februar 1778) Denne sætning har fløjtefolket gennemtygget mange gange og skrevet lange udlægninger om, for det kan da ikke passe, at vores allesammens gudbenådede Wolfgang kan være så negativ og samtidig frembringe så positiv musik. Jo, og hvis nogen kan, er det ham.

En forklaring på hans holdning kan være, at instrumentet dengang ikke var færdigudviklet, spillede ofte falsk og havde svært ved at spille kromatisk, dvs halvtoner. Havde han viden om, hvor teknisk virtuost en fløjte bevæger sig nutildags og hvor godt der bliver spillet på den, ville han helt sikkert indtage et andet standpunkt.

På rejse Det var på en længere rejse til München, Mannheim og Paris i 1778, at den 22-årige Mozart modtog en række bestillinger på fløjteværker, som i dag er klassikere. De blev skabt af pengenød og blev betalt dårligt eller måske slet ikke, og ydermere ved vi ikke, om værkerne blev opført. Altsammen egentlig ret sørgeligt.

Den ene bestiller var en hollandsk købmand, Ferdinand de Jean, og den anden var hertug de Guines, en habil parisisk fløjtespiller, der ønskede koncerten for fløjte, harpe og orkester til sig selv og datteren, Marie-Louise, som fik musiktimer hos Mozart. Harpen var på dette tidspunkt ikke det anerkendte koncertinstrument, som det sidenhen blev ikke mindst i fransk musik.

Men det er tankevækkende, at den tilsyneladende upåagtede koncert for to instrumenter, i nyere tid har fået en ophøjet status som hovedværk for harpenister og som klassiker blandt publikum i kraft af utallige grammofonindspilninger.

Den walisiske fløjtenist, James Galway, har indspillet Mozarts koncert fire gange og den langsomme sats får altid en topplacering på listen over 'det smukkeste musik, jeg kender'.

Musik til et festspil Athens Ruiner er et festspil fra 1811 af August von Kotzebue. Det er aldeles glemt i dag, mens et par af numrene fra Beethovens scenemusik er levende. Mest kendt er den korte og effektfulde Tyrkisk march med den iørefaldende melodi, mens ouverturen til skuespillet er kraftfuld dramatisk musik og 'ægte' Beethoven.

Programnote af Helge Baun Sørensen

Medvirkende Scott Yoo, dirigent Scott Yoo begyndte sine musikalske studier som 3-årig og spillede som 12-årig Mendelssohns violinkoncert med Boston Symfoniorkester.

I 1988 vandt han første præmien ved Josef Gingold Internationale Violin Konkurrence.

Scott Yoo har samarbejdet med fremtrædende musikere som Sarah Chang, Edgar Meyer, Benita Valente og Dawn Upshaw. Han er musikchef og chefdirigent for Festival Mozaic og kunstnerisk leder af Medellín Festicámara – et kammermusikforløb for underprivilegere unge musikere.

Som gæstedirigent har Scott Yoo ledet Colorado, Dallas, Indianapolis, New World, San Fransisco og Utahs symfoniorkester. På den denne side af Atlanten har han blandt andre dirigeret London, Paris, Odense og Seoul symfoniorkester. Han har indspillet for Sony Classical, Naxos, New World og Bridge Records.

Solister Rune Most, fløjte Rune Most begyndte sine studier på Det Fynske Musikkonservatorium i Odense, hvorefter han fortsatte hos Loránt Kovács, professor på Franz Liszt Akademiet i Budapest. Han debuterede i 1990 fra Det Kongelige Danske Musikkonservatoriums solistklasse i København hos Toke Lund Christiansen. Siden 2000 er han solofløjtenist i Odense Symfoniorkester og lektor på Syddansk Musikkonservatorium og Skuespillerskole hvor han uddanner og vejleder unge fløjtetalenter. I gennem mere end 20 år har han som formand været ansvarlig for Odense Symfoniorkesters kammermusikserie Pro Musica.

Siden 1998 har Rune Most været medlem af juryen i Den Internationale Carl Nielsen Fløjtekonkurrence.

Gennem årene har musikken bragt ham til Kina, Rusland, Sydamerika, samt mange lande i Europa, hvor han har optrådt som solist og kammermusiker, samt givet masterclasses. Rune Most har stor forkærlighed for dansk musik og har fået dedikeret mange værker af fremtrædende danske komponister bl.a. Per

Nørgård, Karl-Aage Rasmussen, John Frandsen og Andy Pape, Wayne Siegel. Som solist har han indspillet danske fløjtekoncerter af Carl Nielsen, Herman D. Koppel, Ole Schmidt, Sv. S. Schultz og Niels Peter Jensen. 5 fløjtekoncerter er det blevet til med Odense Symfoniorkester, Randers Kammerorkester og Det tjekkiske Philharmoniske Kammerorkester, og som kammermusiker har han indspillet cd'er med ny dansk musik, sydamerikansk musik og mere eksperimenterende dansk musik. Rune Most fundet og indspillet værker af den danske guldalderkomponist N. P. Jensen, den føromtalte fløjtekoncert, sonater for fløjte og klaver og duetter for to fløjter, som er udgivet på det danske nationale pladeselskab DaCapo. Hans seneste cd’er fra pladeselskabet Dacapo har givet fremragende anmeldelser fra bl.a. det amerikanske anmeldermagasin Fanfare, Musicweb-International og klassik.com.

Koncerten for fløjte og harpe er den sidste i rækken af de tre fløjtekoncerter af Mozart, som det amerikanske pladeselskab Bridge Records i næste uge vil optage og senere udgive på CD. Det bliver den første danske indspilning af Mozarts koncerter nogensinde med dansk fløjtesolist og orkester.

Sivan Magen, harpe Sivan Magen er den eneste israeler nogensinde, som har vundet den prestigefulde internationale harpekonkurrence i Israel.

Magen har også vundet Pro Musicis International Award og i 2012 blev han valgt af en komité underledelse af Dame Mitsuko Uchida som vinder af Borletti – Buitoni Trust Award. Han har optrådt som solist verden over i Carnegie Hall, Wigmore Hall, Operaen i Sydney og the Vienna Konzerthaus med orkestre som Israel Philharmonic, Strasburg Philharmonic, Scottish Chamber Orchestra, the Jerusalem Symphony, the Sydney Symphony og the Vienna Chamber Orchestra.

Ud over sin solistvirksomhed er Sivan Magen også en populær kammermusiker. Han er medstifter af trioen Tre Voci med fløjtenist Marina Piccinini og bratschist Kim Kashkashian, som han har turneret med i Europa og USA, og har udgivet en anmelderrost cd for ECM med musik af Debussy, Gubaidulina og Takemitsu.

Odense Symfoniorkester 1. violin Eugen Tichindeleanu Signe Madsen Kazimierz Skowronek Ulrike Kipp Christensen* (orlov) Marina Skuratovskaia * Bjarne Hansen * (orlov) Kjetil Ravnan Qvamme * Esther Mielewczyk * Gitana Aksionova-Balaban Hana Kovač Stinus Christensen Valeria Stadnicki Sofie Qvamme Ivaylo Dechkoff Jevgenij Skuratovskij ** Aleksander Kølbel ** Josefine Dalsgaard ** 2. violin Carl Sjöberg * (orlov) Jovana Vukušić * (orlov) Pierre Guis (orlov) Jan Erik Schousboe Claus Thomsen Boe Leif Bjørk Inger Lassen Anna Bodzon Qvamme El Bylin Bundgaard Stig Andersen Kathrin Kollecker * Aiste Juodagalvyte ** Karoliina Koivisto ** Peter Piotr Gasior ** Liisi Kedic ** Bratsch Rafael Altino * Vakant Vakant Gertrud Ludwig Martin Jochimsen Anna Carolina Jensen Dorthe Byrialsen Dorota Kijewska ** Baiba Bergmane ** Caitlin Wick ** Ragnhild C. Qvale Hammer ** Laura Rubio ** Cello Michaela Fukačová Muriset * Anna Dorothea Wolff Katarina Bundgaard Altino * (orlov) Philippe Muriset * Anna Pettersson Sofie Spanget Takkula Mette Spang-Hanssen Carla Kuotila ** Karin Dalsgaard ** Sanna Gillerfors ** Kontrabas Peter Prehn * Toms Timofejevs Maria Møller-Jørgensen Poul Jensen Find * Jens Krøgholt

Fløjte Rune Most Lucia Klonner Ragnhildur Josefsdottir Obo Henrik Skotte Albrecht Krauss Mats Hedelius (engelskhorn) Klarinet Svante Wik (orlov) René Højlund Rasmussen Kenneth Larsen (basklarinet) Natalie Harris ** Fagot Morten Østergaard Xanthe Arthurs Anna Moe Horn Tone Sundgård Anker Steen Madsen Nicolai Sell Philip Sandholt Herup Andersen Bruno Bresler Ursula Paludan Monberg ** Trompet Per Morten Bye Joris de Rijbel (orlov) Henrik Hou Feddersen Judy Elisa Hunskjær Olsen ** Basun Robert Holmsted David Roode Basbasun Alf Vestergaard Nielsen Tuba Carl Boye Hansen Harpe Lovisa Wennes ** Pauke Thomas Georgi Slagtøj Jakob Weber Finn Christensen * Musikere, der spiller på instrumenter ejet eller formidlet af Odense Symfoniorkesters Instrumentfond ** Musikere i tidsbegrænsede stillinger

Claus Bergs Gade 9 • 5000 Odense C • odensesymfoni.dk