Nielsen fødselsdagsfestival - 30. maj - 10. juni 2015

Danmarks største komponist Hyldestkoncerter 30. maj – 10. juni

usikere m e st d e b s n Verde l Nielsen r a C r e d l y h nsiva ntelid 30. maj: Espa Bra olaj Dirigent: Nik

: Andreas

Znaider, solist

koncert n li io v s n e ls aider og Nie ikolaj Znaider

st: N 3. juni:DirZign ausgaard, soli ent: Thomas D ødselsaudgaaargd med band f s n e ls ie N i: 9. junn Christensen, solist: Harald H rik Vag Dirigent: Hen nikerne o m r a h il F r e ien z Welser-Möst 10. juni: W Dirigent: Fran

Koncerter: Espansiva: Znaider og Nielsens violinkoncert: Nielsens fødselsdag: Wiener Filharmonikerne:

s. 3 s. 7 s. 9 s.12

Så lad os fejre Carl Nielsen!

Velkommen til Odense Symfoniorkesters Carl Nielsen ”fødselsdagsfestival”! Der er allerede blevet spillet en del Nielsen i dette forår 2015 som optakt til de spændende koncerter, som man kan læse om i dette hæfte, og selvfølgelig kan man ikke spille Carl Nielsen for meget. Hans produktion var så stor, at man må fordele opgaverne på flere institutioner, hvis man vil nå blot nogenlunde rundt om hans produktion i løbet af dette 150-år for hans fødsel her lige syd for Odense.

Odense Symfoniorkester har allerede spillet 1. symfoni og haft en aften med ”Fynsk Forår”, Helios-ouverturen og noget af klarinetkoncerten, foruden at Pro Musica-serien har omfattet Blæserkvintetten, Serenata in vano, en strygekvartet og en violinsonate. Og nu står så et samlet overflødighedshorn af ”Carls bedste” for døren, hvor man både kan få et herligt indblik i Nielsens vidunderlige mangfoldighed mellem den svære og helt enkle musik, alt sammen sat i ramme af folkemusikeren Harald Haugaard, og høre et af verdens top-tre orkestre, selveste Wiener Filharmonikerne, give et sjældent bud på hovedværket, den 4. symfoni ”Det Uudslukkelige”. Men det hele begynder med, at et af Danmarks betydeligste musiknavne, Nikolaj Znaider – denne gang som dirigent! – lægger ud med Sinfonia Espansiva. Og få dage senere er han så tillige solist i violinkoncerten, ved hvilken lejlighed man også vil kunne høre Odense Symfoniorkesters egen udgave af 4. symfoni.

Odense Symfoniorkester har selvsagt et helt særligt forhold til deres (næsten) bysbarn, bl.a. fordi de til stadighed giver koncerter i salen opkaldt efter ham! Men også fordi orkestret med sin oprettelse i 1946 går tilbage til en tid, hvor flere af de musikere, der var med ved grundlæggelsen hver for sig havde spillet med Carl Nielsen, hvorved vort lokale orkester kan knytte en levende tråd tilbage til festens hovedperson. Vi ved ikke, hvad han ville have sagt til al denne virak – blot ved vi, at Carl Nielsens musik altid selv har skabt virak, hvor den er blevet hørt. Derfor kan der ikke blive en bedre fest end ved disse koncerter, hvor musikken tilsammen skaber netop det musikalske samvær, som Nielsen drømte om. Alene tanken er en fest!

2

Programnoter af Karsten Eskildsen

Espansiva - 30. maj 2015 Carl Nielsen Salen - Odense Koncerthus Odense Symfoniorkester Dirigent: Nikolaj Znaider Solister: Andreas Brantelid, cello Nina Bols Lundgren, sopran og Thomas Storm, baryton.

Antonín Dvorˇák: (1841-1904)

Cellokoncert i h-mol, op. 104 (1895) I. Allegro II. Adagio ma non troppo III. Finale: Allegro moderato

PAUSE Carl Nielsen: (1865-1931)

Symfoni nr. 3, op 27 ”Espansiva” (1911) I. Allegro espansivo II. Andante pastorale III. Allegretto un poco IV. Finale: Allegro

En koncert til den særlige og en symfoni til os alle Dvorˇák var i 1895 en international berømthed og havde siden 1892 arbejdet som direktør for The National Conservatory of Music i New York, hvor han tillige havde vundet store sejre som komponist, især med den bekendte 9. symfoni, ”Fra den nye verden” (1893). I efteråret 1894 havde han imidlertid allerede besluttet at lade denne tredje sæson i New York blive den sidste. Både han og hans hustru, Anna, længtes hjem efter de ældste børn, som var blevet tilbage i Prag, og samtidig kom tillige meddelelsen om, at Annas søster, Josefina, var alvorligt syg, 45 år gammel. Hun stod dem begge meget nær, og Dvorˇák måske endda i særlig grad, fordi hun var hans ungdoms elskede. Josefina var dengang skuespiller og gengældte ikke den unge komponists følelser, men giftede sig i stedet ind i en af Böhmens kendte adelsslægter, mens Dvorˇák på sin side blev gift med lillesøsteren Anna i 1873.

Dvorˇák skrev cellokoncerten mellem november 1894 og februar 1895, hvor første version forelå. Det skete parallelt med de stadigt mere nedslående bulletiner fra Josefinas sygeleje, og arbejdet blev stærkt påvirket heraf. Koncertens stemning er dramatisk og stolt, og celloens rolle fornem og klassisk. Orkestret forbereder celloens indsats dels med det mørkt farvede hovedtema, som høres straks fra første takt, og som følges af et cantabilt og smukt sidetema, spillet af solohornet. Dvorˇák skrev til en bekendt, at dette tema mindede ham om Böhmen og fik ham til at længes hjem i en grad, så han formelig rystede, blot han så noden!

Hjemveen blev kun forstærket af ægteparrets bekymring for den nu dødssyge Josefina, og den langsomme andensats er direkte inspireret af tankerne for hende. Satsen indledes med, at orkester og cello stille spiller et tema, der har karakter af en böhmisk folkesang. Efter en dramatisk kulmination spiller celloen et tema, som stammer fra en af Dvorˇáks sange ”Kéž duch můj sám...” (”Lad mig alene…”), og som Josefina angiveligt holdt særligt af. Ved hendes død i slutningen af maj 1895 var koncerten endnu hverken opført eller trykt, og om sommeren ændrede Dvorˇák finalesatsens slutning, så den med komponistens egne ord blev ”som et åndedrag”.

3

Det er et bevægende og afdæmpet afsnit, hvor Dvorˇák nok en gang citerer sangen, inden hele koncerten slutter som en mindeværdig fanfare – flottere høres det ikke! Over for sin forlægger betonede Dvorˇák, at ”intet må ændres i hans angivelser”, hverken når noden blev trykt eller ved senere opførelser!

Den almindelige hverdags velsignelse Var Carl Nielsen ikke internationalt berømt i 1912, blev den 3. symfoni et så solidt gennembrud, som man omtrent kunne ønske med en fornem række opførelser af symfonien i bl.a.

Amsterdam, Stuttgart, Hamburg og Berlin, og som skaffede ham den hidtil mest fordelagtige forlagskontrakt med Kahnt i Leipzig. Efter førsteopførelsen af sin 3. symfoni gav Carl Nielsen den navn efter førstesatsens tempobetegnelse: Allegro espansivo blev til en hel ”Sinfonia espansiva”! Symfonien var også et kunstnerisk gennembrud: Hidtil havde han identificeret sin rolle som komponist og kunstner med en forpligtelse til at demonstrere musikkens og kunstens betydning, men er nu på vej til at omdefinere kunstens rolle til i højere grad at lade oplevelsen bero alene på musikkens egne kræfter. Derfor bliver 1.-satsens åbning formeligt en eksplosion af musik, der i én og samme bevægelse frisætter musikkens tre grundelementer: klang, rytme og melodi – i nævnte rækkefølge. Herpå følger en af musiklitteraturens mest åndeløse symfonisatser, der indiskutabelt retfærdiggør symfoniens navn.

Carl Nielsen havde forlængst taget afstand fra begrebet programmusik, men mente alligevel, at man med denne symfoni nok kunne anlægge et stemnings- eller bevægelsesmotiv som indgang til musikkens eller komponistens idégrundlag. Således bliver hans forklaring af finale-satsen, at den er ”arbejdets apoteose”! ”Komponisten har villet vise den sunde moral, der ligger i arbejdets velsignelse”.

Hele symfonien er således en hyldest til almindelige menneskers hverdag og erfaringer. I 1.-satsen løfter han for en stund sin egen jævne spillemandserfaring op i en supersonisk vals, hvis voldsomhed ikke desto mindre kontrolleres suverænt. Det var sådanne formelle evner, som fik både hjemlige og udenlandske musikfolk til at flokkes om Carl Nielsen og lade alle forbehold falde. Omvendt lader han roen herske i 2.-satsen, hvis pastorale karakter understreges af de to sangstemmer, der i den skabte naturs lovmæssighed ophæver individet.

Carl Nielsen skrev nogle korte programnoter til opførelsen i Amsterdam og beskrev satsens slutning som ”fuldkommen apatisk ro”. Derfor er den følgende allegretto-sats heller ikke en ivrig scherzo, men i højere grad et kammerspil, der peger frem mod den fokusering på instrumentale, klanglige individualiteter, som Carl Nielsen senere udviklede bl.a. i Blæserkvintetten og de sidste orkesterværker.

4

”De synes, den er særpræget” – samtale med Nikolaj Znaider om Nielsens violinkoncert.

Føler du, at du som dansker har en særlig forpligtelse til at spille Carl Nielsens violinkoncert?

Nej – ikke som dansker. Men som musiker og violinist! Der er så store udfordringer og så meget forskelligt på spil i den koncert, at man gerne vil formidle det til publikum. Det er et privilegium at kunne overraske store dele af det internationale publikum med Carl Nielsen, for det er stadig et mindretal, der reelt kender Carl Nielsen og har særlige forventninger f.eks. til symfonierne. Og violinkoncerten kendes af endnu færre.

Men når jeg har mulighed for at spille den, bliver langt de fleste rigtig glade for den. Måske er mange symfoniorkestre stadig tilbageholdende med at sætte den på programmerne, simpelthen fordi de godt ved, at publikum ikke kender den så godt og derfor har mindre forventninger til en koncert, hvor den spilles. Mange orkestre og dirigenter er heller ikke fortrolige med Nielsen og synes, han er lidt svær. De synes også, violinkoncerten er noget særpræget med dens temposkift og anderledes harmonik.

Hvor længe har du selv kendt Carl Nielsen og hans violinkoncert?

Efter en tid i Israel sammen med min familie kom vi, da jeg var ca. 10 år, tilbage til København, hvor jeg så fik Milan Vitek som lærer. Han var professor på konservatoriet, men tog mig som privatelev, fordi jeg jo var for ung til at blive optaget som studerende. Jeg mener, han efter nogen tid bad mig spille en af Nielsens sonater for violin og klaver. Men det gik jo stærkt i de år. Jeg fik bl.a. en solist-opgave med DR’s Underholdningsorkester, vandt en violinkonkurrence i Milan Viteks hjemland, dengang Tjekkoslovakiet, og så begyndte vi at arbejde med Carl Nielsens violinkoncert frem mod violinkonkurrencen i Odense i 1992. Som bekendt vandt jeg den, mens jeg stadig var meget ung (red.: endnu ikke fyldt 17 år), og både musikken og begivenhed gjorde jo alt sammen et stort indtryk på mig Violinkoncerten er i to satser, men du opfatter den lidt på tværs heraf?

Ja. Det er jo også en spændende ting. Carl Nielsen skrev den i to satser, hver med en langsom indledning. Mange ser den faktisk som en koncert i fire satser: langsom – hurtig – langsom – hurtig. Omtrent som i nogle af barokkens concerti grossi. Men jeg selv oplever den klart som

5

en koncert i den store romantiske tradition med tre satser, hvor anden satsen går direkte over i den tredje og sidste, mens den første altså begynder med en langsom introduktion, nogenlunde ligesom i Bruchs og Tjajkovskijs violinkoncerter. Men altså hos Nielsen som en lang, akkompagneret kadence. Men man må hele tiden være opmærksom, for koncerten skifter i høj grad karakter undervejs. Man kan ikke bare sætte i gang og ”køre derudaf”. Man må føje sig efter de skiftende karakterer for at få det hele til at hænge sammen.

Kan man i violinkoncerten mærke, at Carl Nielsen selv var violinist?

Thomas Dausgaard

Jojo, det kan man. Især i de to langsomme indledninger og i de to store kadencer. Der udfordrer han både instrumentet og nok også sit eget forhold til violinen. Han havde jo ingen forventninger om nogensinde selv at skulle fremføre den, men det er tydeligt, at alt det tekniske og violinens klanglige muligheder hele vejen igennem har hans store interesse. Og det er selvfølgelig også en spændende udfordring for solisten, som bl.a. betyder, at der for hver gang, man spiller den, er nyt at opdage. Jeg synes selv, at jeg i dag spiller den – eller i hvert fald tænker den – anderledes end jeg gjorde for bare ti år siden. Tidligere opfattede jeg f.eks. hovedtemaet i sidste, hurtige sats noget ”rustikt”- en slags træskovals. Jeg synes stadig, det virker ret folkeligt, men kan også fornemme, at der måske er noget mere ”ophøjet” eller forfinet på spil. Sådan ligger der hele tiden nye oplevelser og nye udfordringer i denne violinkoncert – og jeg nyder at spille den hver gang!

6

Znaider og Nielsens violinkoncert - 3. juni 2015 Carl Nielsen Salen - Odense Koncerthus Odense Symfoniorkester Dirigent: Thomas Dausgaard Solist: Nikolaj Znaider, violin Carl Nielsen: Violinkoncert. Op. 33 (1910-11) (1865-1931) I. Præludium, Largo Allegro cavalleresco

II. Poco Adagio Rondo: Allegretto scherzando PAUSE Carl Nielsen:

Symfoni nr. 4 ”Det Uudslukkelige”. Op. 29 (1914-1916) I. Allegro II. Poco allegretto III. Poco adagio quasi andante IV. Con anima – allegro – tempo giusto

Musikken og livet – kampe og drømme Carl Nielsens violinkoncert blev til dels i Griegs arbejdshytte på Troldhaugen under et besøg i sommeren 1911 hos Nina Grieg, dels hjemme i København og på komponistens arbejdsrefugie Damgaard ved Snoghøj. Som violinist og ambitiøs komponist havde han selvsagt længe haft tanker om en koncert for sit eget instrument. Man får et indtryk af dens betydning i de sidste linjer af barndoms-og ungdomserindringerne ”Min fynske Barndom” fra 1927, hvor han gav sin vej ud i livet disse ord med på vejen: ”Jeg kommer da igen og så vil jeg hilse på alting og fortælle mor, Lars Krag og alle venner om Kjøbenhavn, og spille dobbeltgreb og triller for dem, så de må le og klappe i hænderne.”

Med violinkoncerten skulle spilleriet blive så fornemt som tænkes kunne, men netop derfor havde det trukket ud. Baggrunden forklarer han til en bekendt: ”På den ene side skulle det jo være ordentlig musik og på den anden ville det jo være meningsløst at skrive netop en koncert ifald der ikke toges hensyn til instrumentet. Men det er netop her det kniber; thi alt for udtrådte passager o.s.v. kan jeg ikke så godt finde mig i.” Carl Nielsen var altså fast beslutte på at få noget nyt ud af genren. Derfor er koncerten kommet til at stå i den, for komponisten, så karakteristiske overgang mellem tradition og fornyelse: umiddelbart følger musikken traditionen fra 1800-tallets store violinkoncerter af Mendelssohn, Tjajkovskij og Brahms, men samtidig udfordrer han genren på formen, som han konkret deler op i blot to satser, hver med en langsom indledning.

Præludiet til 1. sats repræsenterer komponistens forestillinger om violinens muligheder både teknisk og i henseende til personlig udfoldelse, således som han skrev i ”Min fynske Barndom”, og efter den første dramatiske åbningsakkord kan man i det følgende høre noget af det 20. århundredes smukkeste violinmusik. Den udadvendte karakter fortsætter i hoveddelen, Allegro cavalleresco, som åbner med et selvsikkert og markant formuleret hovedtema helt i traditionens ånd. Dette tema bliver efter en kort overledning fulgt af et lyrisk sidetema, som bliver satsens bærende melodistruktur helt frem til afslutningen, hvor hovedtemaet

7

igen sætter sit præg. Mens 1. satsens præludium var bredt og visionært udfoldet – og hoveddelen stærkt udadvendt – opleves 2. satsens indledende Adagio snarere som bevidst søgende, bl.a. markerer Carl Nielsen en klassicistisk bestræbelse ved at lade solo-obo’en spiller tonerne b-a-c-h straks fra begyndelsen. De fire toner optræder i et motiv, som i varieret form genfindes hele vejen i adagio’en både i violinen og akkompagnementet. Den efterfølgende hoveddel udgøres af en rondo, der i sin klassiske form med det tilbagevendende ritornel og interpolerede episoder også søger en forankring i traditionen.

Men traditionel er violinkoncerten ikke: dels på grund af den tvetydige form med to satser, der hver er opdelt i to dele, dels i kraft af den store forskel, der er mellem satserne. En forskel, der igennem tiden er faldet både udøvere og kritikere for brystet. Selv medgav Carl Nielsen, at ”rondoen er i en hel anden verden”, men han insisterede på, at koncerten – ligesom musikken og livet – bør kunne rumme sådanne erfaringsmæssige modsætninger. Det er disse modsætninger, som for eftertiden er blevet det karakteristisk ”nielsen’ske”: en kontraststyrke, som reelt havde præget hans hovedværker lige siden operaen ”Saul og David.”

Det kontrasterende genfindes nærmest overvældende i den 4. symfoni, ”Det Uudslukkelige” med musik i de voldsomst tænkelige udladninger, men også i det mest intime, afdæmpede kammerspil – mest konsekvent i 2.-satsen, men også mange andre steder udtyndes orkestersatsen dramatisk. Tilmed har Carl Nielsen som den eneste af sine symfonier skrevet den i ét sammenhængende hele, hvor de fire satser uden ophold fortsætter i den følgende. Således insisterer komponisten på, at de store modsætninger (må) rummes og måske endda er hinandens forudsætning i den søgen mod helhed, som er et erkendelsesmæssigt livsvilkår.

Dramaet etablerer Carl Nielsen helt fra begyndelsen, både i den voldsomt orkestrerede indledning og i det musikalsk-arketypiske ”strids-interval”, tritonus’en (her Eb – A) i paukens første slag, og oven i købet krydsstillet med træblæsernes gentagelser af samme interval.

Der går dog ikke engang to minutter, inden den voldsomme indledning afløses af et roligt, nærmest sødmefyldt, faldende tema, der resten af symfonien bliver den musikalske karakter, hvorfra der undervejs i symfonien trækkes beroligende ressourcer, når musikken ellers synes på nippet til at bryde sammen under sine egne modsatrettede kræfter. Og helt til sidst lykkes det dette tema at skabe den så længe ventede, næsten religiøse afklaring oven på de kampe, vi som tilhørere har bevidnet i den forgangne godt og vel halve time. Især tydeliggjort ved de voldsomme ”pauke-dueller”, som komponisten endda helt henne i sidstesatsen foreskriver skal ”bibeholde en vis truende karakter!”

Carl Nielsen forfattede et forord til symfonien, der på mange måder kan forstås som hans musikalsk-filosofiske ståsted, og hvorfra symfoniens titel stammer: ”Komponisten har ved Anvendelsen af Titlen ’Det Uudslukkelige’ med et enkelt Ord søgt at antyde, hvad kun selve Musiken har Magt til fuldt at udtrykke: den elementære Vilie til Liv. […] Musik er Liv, som dette uudslukkeligt. Derfor kunde det Ord, Komponisten har sat over sit Værk, synes overflødigt; han har imidlertid anvendt det for at understrege sin Opgaves strengt musikalske Karakter. Intet Program, men en Vejviser ind paa Musikens eget Omraade.”

8

Nielsens Fødselsdag - 9. juni 2015 Carl Nielsen Salen - Odense Koncerthus Tale ved by- og kulturrådmand Jane Jegind Odense Symfoniorkester Dirigent: Henrik Vagn Christensen Solister: Helene Blum, sang. Harald Haugaard, violin.

Harald Haugaard Ensemble: Kirstine Elise Pedersen, cello. Mikkel Grue, guitar. Sune Rahbek, slagtøj. Christoffer Møller, klaver.

Filharmonisk Kor, Folkalicious fra Fyns 11. Musikskole og Carl Nielsen Folk Band Carl Nielsen: (1865 - 1931)

PAUSE

Polka i A-dur Vals til Carl af Harald Haugaard Suite for strygere, 2. sats Nu lyser løv i lunde - fællessang Sanct Hans aftenspil - “Pigernes sang” (I skyggen vi vanke) Symfoni nr. 2 “De fire temperamenter” - 1. sats Solen er så rød mor Suite til Carl Nielsens fødselsdag i fire satser af Carl Nielsen, Christoffer Møller og efter Rasmus Storms nodebog I “De gamle” / II “Carl meets Carl” / III “Kanon” / IV “Polsk no. 49”

Carl Nielsen:

Niels malers vals - Carl Nielsen Folk Band Tit er jeg glad Symfoni nr. 3, “Sinfonia Espansiva”, 2. sats, andante pastorale Motet nr. 2 “Dominus regit me” Den danske sang - fællessang Jeronimus’ sang fra Maskarade Polka i A-dur Kehraus fra Maskarade

Tillykke, Carl!

Carl Nielsens fødselsdag! Den er nok værd at fejre! ”Vores alle sammens Carl!” Næppe nogen anden dansk kunstner – bortset fra H.C. Andersen – har vel nydt en så stor folkelig yndest som netop den fynske landarbejdersøn, Carl Nielsen? I internationalt musikhistorisk perspektiv indtager han tilmed en helt særlig rolle, idet han som den eneste komponist både havde en kunstnerisk produktion af største gyldighed og betydning og samtidig skrev musik, som blev allemands eje. Som ingen anden forbandt han den ”ophøjede” – som for Carl Nielsen blot betød ”ambitiøse” – musik med musik og sang, som kunne anvendes her-og-nu og hvorsomhelst.

Generationer af danskere er vokset op med hans melodier som akkompagnement til gode og berigende stunder, hvad enten der har været tale om fællessang, der kunne stemme sindet til et foredrag, et møde, eller de har været anvendt som melodi til hjemmelavede festsange, når søster og svoger havde sølvbryllup, eller niecen blev konfirmeret. I vores Højskolesangbog er Carl Nielsen den bedst repræsenterede komponist, og blandt ”klassiske” komponister reelt den eneste, når man ser bort fra Mozarts kendte melodi til ”Kom maj, du søde, milde” eller Per Nørgårds ”Du skal plante et træ”, som man erfaringsmæssigt desværre stadig skal være lidt modig for at foreslå forsamlingen.

9

Som komponist tænkte Carl Nielsen i mange år ikke meget i folkelighed: han var en ambitiøs komponist med stort ”K”, som ganske vist vedstod sig sin proletariske baggrund og også hele livet havde personlig solidaritet med brede befolkningsgrupper. Men det ændrede ikke på, at hans gerning udspandt sig blandt det københavnske borgerskab, som gik i Det Kgl. Teater, og som ville betale for billetter til orkesterkoncerterne i Odd Fellow-palæet. Kunstnerisk havde en vis ”folkelighed” i hans musik dog ytret sig et par gange, bl.a. med sangene ”Irmelin Rose”, hvis enkelhed mest bestod i at være en form for folkevise-pastiche, og ”Sang bag Ploven”, hvor den enkle stil var et kunstnerisk adækvat perspektiv på Ludvig Holsteins digt om at sanse verden og opleve dens transcendens.

Med den voldsomme succes og folkelige udbredelse, som ”Jens Vejmand” fik efter 1907, og med samarbejdet med Thomas Laub omkring udgivelsen i henholdsvis 1915 og 1917 af to hæfter med sange, som med Laubs ord ”ikke skulle henvende sig til et musikpublikum, men til almindelige danske mennesker”, fik Carl Nielsen endnu et arbejdsområde, som mere end noget andet gjorde ham til et nationalt-kulturelt ikon i Danmark allerede, mens han levede.

Via højskolebevægelsen vandt de nye sange hurtigt udbredelse sammen med ældre sange fra diverse lejlighedsmusik, f.eks. ”Du danske mand” (1906) og ”Havet omkring Danmark” (1908). Og da han med 3. symfoni (1911) begyndte at få internationalt ry og endelig med 4. symfoni (1916) herhjemme omsider vandt udelt anerkendelse, fremstod han ved 1. Verdenskrigs afslutning som landets ikke blot respekterede komponist, men som overhovedet den komponist, stort set alle danskere kendte. I den gryende nationale selvbevidsthed, som bl.a. bare ventede på Sønderjyllands genforening med Danmark, stod Carl Nielsen nu som en samlende kulturpersonlighed. ”Nationalkomponist” var dog ikke en betegnelse, Carl Nielsen nogensinde tog til sig. Men det var svært at se bort fra, at han var komponisten, man kaldte på, når nationale prestigeprojekter skulle markeres med musik: han fik bestilling på musik til Det kgl. Teaters hidtil største satsning med ”Aladdin” (1918-19), musik til genforeningsspillet ”Moderen” (1920-21), en kantate til De danske Korforeningers landsstævne i Odense: ”Fynsk Forår” (1921-22), og blev selvfølgelig knyttet til projektet med en ny melodisamling til den Højskolesangbog, som blev dansk folkelig sangs kanon i hele resten af det 20. århundrede. Han blev dekoreret som kommandør af Dannebrogsordenen og modtog desuden en række formelle udenlandske ordener.

Han var ikke meget optaget af sådanne officielle udmærkelser, men fandt dog, at det måske kunne virke til fremme for musiklivet: ”Overfor autoriteter og navnlig pengemændene spiller det en rolle med de ydre ting”, skrev han til sin kone i 1927. Men den største hyldest blev ham vel i levende live til del med fakkeltoget på hans 60-års fødselsdag og så naturligvis efter hans død med begravelsen i oktober 1931, der blev en veritabel, national manifestation.

Trods sin nationale position og sin relative velstand forblev han indtil sin tidlige død som 66-årig et kunstnerisk søgende menneske, som satte sig stadig nye mål – uden leflen for ”det nationales” æstetiske forventninger: 60-års symfonien, den sjette i rækken, fløjte- og klarinetkoncerterne, de tre klaverstykker, orgelværket ”Commotio” og i denne nationale sammenhæng især festspillet i anledning af Odenses H.C. Andersen-fejring var konstante udfordringer til publikums forventninger og en jagt på nye erfaringer, sådan som det havde været helt fra begyndelsen. Personligt dannede han bro mellem sin opvækst i jævne kår og en berømmelse, som ingen komponist i Danmark tidligere havde oplevet det, og som kunstner skabte han en musik, der den dag i dag udfolder sig i et spænd mellem tradition og fornyelse såvel som mellem det svære og det enkle. Begge dele hører hjemme i det nielsen’ske univers: to sider af samme sag og således den bedst tænkelige indgang og inspiration for os alle til at dyrke hele musikkens vidunderlige mangfoldighed!

10

”Carl Nielsen – komponist og spillemand”.

Samtale med Harald Haugaard.

Hvilken inspiration kan du hente hos Carl Nielsen?

Bestræbelsen på bestandigt at udvikle sig musikalsk! Netop dét var jo både en vilje og en drift hos ham. Allerede som dreng lærte han, hvordan musik fungerede til dans og festligt samvær, og senere hvilken funktion den kunne have i militæret. Men samtidig oplevede han, at musikken rummede muligheder for større oplevelser, f.eks. sådan som med det orkester, ”Braga”, hans far var med til at stifte på Midtfyn, men som han især oplevede i militærorkestret, når det spillede til koncert i Odense. Og det var stadig ikke nok for den unge musiker: han ville også dygtiggøre sig både på violin og på klaver, spille kammermusik og hele tiden være nysgerrig efter musikalske muligheder. Den nysgerrighed førte til, at han besluttede sig for ikke ”bare” at blive musiker – det var han jo allerede i Odense – men fordybe sig og mestre et instrument til den størst mulige grad af perfektion.

Du er jo folkemusiker – hvor er din tilknytning til den ”klassiske komponist” Carl Nielsen?

Jeg oplever, at meget af Carl Nielsens musik er præget af hans opvækst som folkemusiker: helt overordnet er der en fysisk dimension i hans musik, som uden tvivl hænger sammen med hans tidlige erfaringer som dansemusiker.

Man finder det f.eks. i 2. symfonis ”sangvinske” sidstesats, der lægger ud næsten som en hopsa, eller i 3. symfonis første ”valse-sats”, for slet ikke at tale om strygersuitens Intermezzo. Og så selvfølgelig både Kehraus’en i ”Maskarade” og Dansevisen i ”Fynsk Forår”. Man kan også genkende spillemændenes improviserede flerstemmighed i meget af Carl Nielsens kontrapunktiske arbejde, der – selvom det er kompositorisk mesterligt – ofte er ganske fri. Når der spilles for, og de andre spillemænd ”falder ind”, kalder man det undertiden ”at smide skidt på”. Sådan gør Carl Nielsen faktisk også rigtig mange steder i sin orkestermusik.

Du er jo selv komponist – hvordan hænger det sammen med folkemusikkens nærvær og ”umiddelbarhed”?

11

Aldeles fremragende! Mine kompositioner er stærkt påvirkede – og afhængige! – af samværet og interaktionen med publikum. De fleste af mine ”værker” har gennemgået en proces, hvor publikums reaktion og min egen fornemmelse har haft fælles indflydelse på det ”endelige” produkt – som så vel at mærke ikke er ”endeligt”, men som, selvom musikken er optaget og udgivet på CD, stadig vil kunne udvikle sig.

Hvordan oplever du forbindelsen mellem folkemusikken og ”kunstmusikken”?

Helt fra begyndelsen spillede jeg både ”klassisk” violin og folkemusik. I min familie var der flere spillemænd, og siden jeg var 11-12 år har jeg selv spillet til dans og underholdning.

Samtidig spillede jeg f.eks. i FAUST (Fyns Amts Ungdoms Symfoniorkester) under ledelse af bl.a. Børge Wagner, så jeg har aldrig oplevet et reelt skisma mellem den klassiske kompositionsmusik og folkemusikken. Selv håber jeg at kunne være med til at bygge bro mellem dem, for de har så meget at tilbyde hinanden gensidigt: folkemusikken bliver udfordret af kompositionsmusikkens kunstneriske ambitioner, og de ”klassiske” musikere bliver altid inspireret af folkemusikkens tætte nærvær med koncertpublikummet.

Carl Nielsen så jo også en opgave i at slå bro mellem sine store kompositoriske ambitioner og en folkelig forankring af musikalsk kvalitet. Han opdagede så at sige, at nogle af solosangene fra hans yngre år – bl.a. ”Sang bag Ploven” og især ”Jens Vejmand” – havde potentiale til at nå et stort publikum. Og på den baggrund udviklede han sine folkelige sange i samarbejde med bl.a. Thomas Laub og senere med Thorvald Aagaard og Oluf Ring omkring udgivelsen af Folkehøjskolens Melodibog. Deres fælles målsætning var jo, at brede kredse kunne samles om kvalitetsmusik. Det er sandelig stadig en ambition for mange af os!

Wiener Filharmonikerne - 10. juni 2015 Carl Nielsen Salen - Odense Koncerthus Dirigent: Franz Welser-Möst Carl Nielsen: (1865-1931)

Symfoni nr. 4 ”Det Uudslukkelige”. Op. 29 (1914-1916) I. Allegro II. Poco allegretto III. Poco adagio quasi andante IV. Con anima – allegro – tempo giusto

PAUSE Jean Sibelius: (1865-1957)

Lemminkäinen Suite – fire legender. Op. 22 (1896) I. Lemminkäinen og pigerne på øen II. Svanen fra Tuonela III. Lemminkäinen i Tuonela IV. Lemminkäinen vender hjem

Carl Nielsen internationalt Carl Nielsen er et relativt nyt bekendtskab for Wiener Filharmonikerne. I modsætning til deres kolleger i Berlin har orkestret således ikke indspillet noget af Carl Nielsen, og de har ham heller ikke tit på plakaten – mildt sagt! Faktisk mente Salzburger Abendblatt så sent som i 2013 at vide, at Wiener Filharmonikernes opførelse – og indspilning! – af Per Nørgårds

12

1. og 8. symfoni var første gang, de overhovedet spillede noget af en dansk komponist!? Det passede nu heller ikke, og avisen overså bl.a., at orkestret havde haft H.C. Lumbye på programmet ved Nytårskoncerten i 2012. Men Carl Nielsen fylder minimalt i orkestrets repertoire-katalog: hidtil er det blevet til Maskarade-ouveruren under Seiji Ozawa i 1994 og ”Det Uudslukkelige” med Simon Rattle i december 2007. Den sidste blev en meget vellykket fremførelse og endog særdeles vel modtaget både af publikum og pressen. Enhver kan forvisse sig om det, for opførelsen ligger fortsat på youtube.com. ”Wienernes” succes med Carl Nielsen blev fulgt op sidste år i april, da orkestrets egen soloklarinettist, Daniel Ottensamer, sammen med orkestret og Adam Fischer fik store anmelderroser for sin fremførelse af Nielsens klarinetkoncert. Ottensamer kender nu også koncerten ganske godt, for han var bl.a. 3. prisvinder ved klarinetkonkurrencen i Odense i 2009.

Det hører til vor tids musikalske gåder, at de berømte orkestre i de store musikbyer som Wien og Berlin spiller Carl Nielsen så relativt sjældent. Dog er Berlin i de senere år ”kommet bedre med”, delvist vel på grund af den Nielsen-begejstrede Simon Rattle’s chefpost ved Berliner Philharmonikerne, men også andre dirigenter har spillet Nielsen her. Så Wien synes efterhånden at være den sidste store bastion for Carl Nielsens musik at indtage for alvor, og det skal blive spændende at følge, om repertoirerne i fremtiden vil lade sig inspirere af årets aktuelle koncerter og indeholde mere af den danske komponist.

Bortset fra Wien kan man dog næppe beklage opførelsesfrekvensen for Carl Nielsen. Nok bliver både Grieg og Sibelius spillet noget mere, men Nielsen fik jo heller aldrig skrevet så populære hits som hans nordiske kollegers respektive klaver- og violinkoncerter. Alligevel kan man på Carl Nielsen Selskabets hjemmeside følge de senere års Nielsen-koncerter og bl.a. forvisse sig om, at alene orkesterværkerne opføres mere end 100 gange pr. sæson uden for Danmarks grænser. Dog er den geografiske spredning stadig noget skæv, og Nielsen er stadig mest spillet i de nordiske lande samt i USA, England og Holland. Men også i Frankrig, Spanien og Italien kan man efterhånden høre mere Nielsen, bl.a. har man i indeværende sæson kunnet høre symfonierne 1, 2 og 5 med spanske symfoniorkestre foruden violinkoncerten og fløjtekoncerten – sidstnævnte endda ved tre forskellige lejligheder.

Går man programomtalerne efter, støder man dog stadig på formuleringer som ”den længe undervurderede” og ”sjældent spillede”. Og det er da også sandt, at Carl Nielsen efter sin død var længe om at indtage sin plads i de internationale koncerthus-repertoirer. Det var først med Radiosymfoniorkestrets opsigtsvækkende medvirken ved Edinburgh-festivalen i

13

1950, at et internationalt publikum med 5. symfoni for alvor fik ørerne op for Carl Nielsen.

Allerede året efter blev orkestret inviteret til London, hvor de spillede 4. symfoni, og lige siden har netop englænderne været meget optaget af Nielsen, bl.a. godt hjulpet af den engelske komponist og BBC-musikproducer, Robert Simpson (1921-1997), der allerede i 1952 udgav bogen ”Carl Nielsen – the Symphonist”. Den er siden udkommet i flere reviderede oplag – dog aldrig på dansk.

Et afgørende internationalt skub ind i vor tid fik Nielsens 5. symfoni med Leonard Bernstein’s indspilning med New York Philharmonikerne i 1962 og senere tillige 2. og 4. symfoni samt fløjte- og klarinetkoncerterne. Også Bernsteins indspilning med Det Kgl. Kapel af Sinfonia Espansiva i 1965 vakte berettiget international opmærksomhed, og især skabte den en fornyet Nielsen-forståelse i Danmark. Bernstein blev fra 1966 knyttet til Wiener Philharmonikerne, men det lykkedes aldrig at omsætte hans oprigtige Nielsen-begejstring til repertoiret i Musikverein.

Man kan kun gisne om den internationale, relative tilbageholdenhed vedrørende Carl Nielsen, men meget bunder sikkert i, at han anses for at være for ”moderne” for de store musikinstitutioners afhængighed af det købestærke publikum. Alle steder ser man jo helst salen fuld! Dog er der fortsat et oplagt og stort publikumspotentiale, som man bl.a. kan forvisse sig om ved at læse kommentarerne under de mange Nielsen-optagelser, der ligger på youtube.com: er man ikke begejstret for Carl Nielsen allerede – og det er vi jo! – bliver man det hurtigt ved at surfe igennem de mange kommentarer fra hele verden. Her finder man næsten uden undtagelse samme oprigtige glæde, som da jeg selv for snart mange år siden efter en opførelse af Sinfonia Espansiva med BBC Symphony Orchestra i Royal Albert Hall hørte en publikummer udbryde: ”Nielsen – where have you been all my life!?”

Finske stemninger og dansk sisu Nielsen og Sibelius havde kendt hinanden, siden de i oktober 1890 mødtes i Berlin i ”Victoria Bräuerei”. Lige til Nielsens død fulgte de hinanden i et erklæret venskab, selvom der af naturlige årsager kunne gå lang tid mellem deres fælles samvær, og selvom de stort set aldrig skrev til hinanden. Dette programs værker af de to nordiske komponister er imidlertid lige så forskellige som deres respektive baggrunde og de virkeligheder, som omgav de pågældende kompositioner: ”Lemminkäinen-suiten” er et værk af den relativt unge Sibelius fra 1895, mens ”Det Uudslukkelige” fra 1916 er en moden kunstners sammenfatning af personlige erfaringer, tidsånd og et musikalsk bud på en kunstnerisk forståelse af en dramatisk samtid. Mens Nielsen som ca. 50-årig skrev sin symfoni i en erkendt position mellem tradition og en ny tids virkelighed, bestræbte den 30-årige Sibelius sig i Lemminkäinen-musikken på at skabe et nationalt og nyt gyldigt finsk univers.

Allerede med ”En Saga” (1892) og ”Karelia-suiten” (1893) havde Sibelius taget udgangspunkt i sin finske baggrund og i opposition til det herskende, russiske storfyrstendømme gjort det finske til en del af sin både personlige og æstetiske selvforståelse. Siden studieårene 18891891 i Berlin og Wien havde Sibelius været optaget af Richard Strauss’ symfoniske digte såvel som af Wagners mytologiske operaer. I 1894 var han således taget til Bayreuth som led i forberedelserne til sit eget finsk-mytologiske operaprojekt, som havde arbejdstitlen ”Båden bygges” (”Veneen luominen”), der tog sit emne fra det finske nationalepos ”Kalevala”. Sibelius havde allerede i 1893 og foråret 1894 forelagt projektet for Det Finske Teater, som dog fandt handlingsgangen for lidt dramatisk, og efter Bayreuth-opholdet erkendte Sibelius, at han i højere grad opfattede sig som ”tone-digter” end som musikdramatiker. Sibelius skrev aldrig en opera.

14

Fra Bayreuth skrev han til sin kone, Aino, at han nu arbejdede med ”et meget kært emne”, og dette emne var en ændring af operaen til en selvstændig suite af fire symfoniske digte, hvoraf anden del, ”Svanen fra Tuonela” blev en let bearbejdet version af den påtænkte operas ouverture. Samtidig fik bearbejdelsen af Kalevala-eposet en ny vinkling, idet Sibelius gjorde helten Lemminkäinen til omdrejningspunkt. Denne Lemminkäinen optræder i to af Kalevalas digtcyklusser, hvoraf Sibelius har baseret sine fire tonedigte på den første (Kalevala, sang XI-XV): Blandt pigerne på øen Saari udser Lemminkaïnen sig Kyllikki, som han ægter, men som bryder med ham. Han må derfor drage videre mod nordlandet, Pohjola, hvor dronningen, troldkvinden Louhi, lover ham sin datter, hvis han består en række prøvelser, bl.a. at dræbe den sorte svane i dødens flod, Tuonela. I et forgæves forsøg herpå bliver han imidlertid selv dræbt og henligger i floden ikke blot død, men parteret i mange stykker, indtil hans mor stiger ned, samler hans legeme og genopliver ham. Hun overtaler ham (indtil videre) til at glemme alt om Louhis løfte og i stedet drage hjem til Kalevalas sletter.

Trods inspirationen fra Kalevala-epos’et bygger de fire dele ikke på et egentligt program, men er i højere grad stemningsskabende i kraft af en meget avanceret orkestersats, som leder tankerne hen på såvel ”tonedigterne” Richard Strauss og måske især Franz Liszt, men også på Wagners suggestive orkestersats, hvor melodierne primært integreres i den klanglige udvikling og i mindre grad – som hos Nielsen – bliver selvstændige individer. I ”Lemminkäinen og pigerne på øen” understreger de vidtspundne melodier en vekslende, men afdæmpet stemning af erotisk længsel. Udpræget statisk er dødsrigets mørke, melodiske klangfarver i ”Svanen fra Tuonela”, mens ”Lemminkäinen i Tuonela” bliver suitens mest dramatiske, dels på grund af de vågnende onde kræfters kamp i dødsriget, herunder heltens død, dels i spændet mellem Lemminkäinens moders besværgelser for at hele sin søn og hendes moderlige vuggesang mod slutningen af satsen. De mørke stryger-melodier (tremolo) er ikke blot dramatiske, men som det eneste autentiske, finsk-folkelige indslag i suiten inspireret af den såkaldte ”runo-sang”, som i enkle melodiformler bl.a. gengav de 8-stavelses vers i Kalevalaen.

Suitens sidste del, ”Lemminkaïnen vender hjem” er en tour-de-force i musikalsk bevægelse, der ikke blot med sin farverige sats illustrerer heltens dramatiske færd, men tillige fører

Akseli Gallen-Kallela (1865 – 1931): ”Lemminkäinens mor”, 1897. Tempera på lærred, 108 x 85 cm.

15

musikken fra den indledende, dramatiske c-mol til den afklarede Es-dur, som var hele suitens udgangspunkt i første del. ”Lemminkäinen-suiten” kan nok give mindelser om en fire-satset symfoni med første del i klassisk sonateform, en langsom anden del, en mere folkelig ”scherzo” som tredje del og endelige en forrygende finale med klassisk rondopræg. På sine ældre dage kunne Sibelius selv henvise til denne tanke, idet han – måske spøgende? – henviste til, at han i grunden havde skrevet i alt ni symfonier, nemlig de ”officielle” syv plus den femsatsede kor-symfoni ”Kullervo” samt netop ”Lemminkaïnen-suiten”. Alligevel er suite-betegnelsen den bedste, for hver af de fire dele kan fint stå alene, og ”Svanen fra Tuonela” bliver som oftest spillet som populært enkelt-indslag i diverse symfoniprogrammer. Ved premieren i april 1896 understregede Sibelius da også selv suite-konceptet ved at kalde sit opus 22 for ”Lemminkäinen – fire legender.”

Medvirkende (30. maj - 10. juni) Nikolaj Znaider, dirigent og violin Nikolaj Znaider er en af verdens førende violinister og kombinerer en solokarriere på højeste niveau med en spirende dirigentkarriere.

Znaider er 1. gæstedirigent for Mariinskij Orkestret i Skt. Petersborg, hvor han i denne sæson skal dirigere Così fan tutte og Don Giovanni foruden symfoniske koncerter. Fra 2015/16 får Znaider sin egen abonnementsserie hos Mariinskij. Han er ofte gæstedirigent hos orkestre som München Philharmoniker, City of Birmingham Symphony, Pittsburgh Symphony, Orchestre Philharmonique de Radio France, the Hallé og Det Svenske Kammerorkester, hvor han har været 1. gæstedirigent. Som solist fortsætter Znaider med at optræde regelmæssigt sammen med verdens førende orkestre. Den kommende sæsons højdepunkter tæller optrædener med Wiener Filharmonikerne, Bayerischer Rundfunks symfoniorkester og Cleveland Orchestra med Franz Welser-Möst; en retur til Los Angeles Philharmonic med Andrey Boreyko og Staatskapelle Dresden med Christian Thielemann. Znaider brænder meget for uddannelsen af unge musikalske talenter og var i 10 år kunstnerisk leder for Nordic Music Academy – en årlig sommerskole med visionen om at skabe en bevidst og fokuseret musikalsk udvikling baseret på kvalitet og ægte engagement.

Nikolaj Znaider spiller på ‘Kreisler’ Guarnerius del Gesu’en fra 1741 på forlænget lån fra Det Kgl. Teater med generøs hjælp fra VELUX Fonden og Knud Højgaard Fonden.

16

Andreas Brantelid, cello Andreas Brantelid er født i København i 1987. Han begyndte at spille cello i en meget tidlig alder og fik sin koncertdebut i en alder af bare 14 år ved Det Kongelige Teater, hvor han spillede Elgars Cello koncert. Siden da har han optrådt som solist ved alle de store orkestre i Skandinavien. I denne sæson gør han sin debut med London Philharmonic og MDR Leipzig Orkestre samt vender tilbage til BBC National Orchestra of Wales. Han debuterer også i Japan som solist ved Yomiuri Nippon Symfoniorkester.

Andreas vandt 1. præmien i Eurovision Young Musicians Competition i 2006 og Paulo International Cello Competition i 2007. I 2008 vandt han Borletti - Buitoni Trust Fellowship. Han har været medlem af Lincoln Center Chamber Music Society i New York og BBCs New Generation Artist ordningen. Han har studeret med Mats Rondin, Torleif Thedéen og Frans Helmersson. Han spiller på en Boni-Hegar Stradivarius fra 1707, venligst udlånt til ham af den norske kunstsamler Christen Sveaa Nina Bols Lundgren, sopran Hendes musikalske løbebane begyndte i Radiohuset, da hun ni år gammel blev optaget i DRs Børnekor. I 2004 tog hun diplomeksamen fra Det Kgl. Danske Musikkonservatorium med Bodil Gümoes som lærer. I 2006 blev hun optaget i solistklassen med Susanna Eken som lærer og fik sin debutkoncert i 2009. I dag er hendes lærer den verdensberømte sopran Barbara Bonney. Publikum har bl.a. kunne opleve hende som oratoriesolist i Bachs Passion i Aarhus Domkirke med bl.a. Peter Lodahl (2011). Hun har været solist med Sjællands Symfoniorkester, Odense Symfoniorkester samt medlemmer af Kapellet og Radiosymfoniorkestret.

I 2008 fik hun sin operadebut på Den Fynske Opera i rollen som Norina. Hun debuterede i Holland i Den Haags Koncertsal med New Dutch Academy under ledelse af Simon Murphy med fine anmeldelser til følge. Nina Bols Lundgren har deltaget i flere internationale sangkonkurrencer og var i 2007 finalist og prismodtager i ‘The Mozart Singing Competition’ i London.

Thomas Storm, baryton Thomas Storm fik sin Bachelor fra Det Fynske Musikkonservatorium i 2007, hvor han havde Lars Waage som hovedfagslærer. I denne periode medvirkede han i en række forestillinger på Den Fynske opera bl.a. Tryllefløjten og Liden Kirsten. Ligeledes i 2007 vandt Thomas Storm 1. prisen i Operaens Venners konkurrence for unge talentfulde sangere. I 2008 startede han på Operaakademiet ved Det Kongelige Teater, hvor han har prof. Kirsten Buhl Møller som lærer. Han har blandt andet arbejdet med roller som Greven i Figaros bryllup, titelrollen i Don Giovanni, Marcello i La Bohème, Figaro i Barberen i Sevilla, Lescaut i Massenets Manon, Doktor Malatesta i Don Pasquale og Silvio i Pagliacci. Han har ved flere lejligheder optrådt med Odense Symfoniorkester, både som solist og konferencier ved flere skole og familie koncerter. Senest som solist i Carl Orff’s Carmina Burana. Samme parti har han også sunget med Sønderjyllands Symfoniorkester. I 2009 havde han sin debut på Det Kongelige Teater i rollen som Moralès i Carmen og Le Gerolier i Poulencs Les dialogues des Carmélites. Han var samme sæson cover på Le Geolier på Malmø Operaen. I sæson 2010/11 spillede Thomas Storm, Schaunard, i Det Kongelige Teaters opsætning af Puccinis La Bohème sammen med verdensstjernen Anna Netrebko. Samme rolle spillede han sommeren 2010, i en opsætning ved Copenhagen Opera Festival. I 2011 spillede han Ottone i Monteverdis L´incoronazione di Poppea på operaakademiet. Thomas Storm modtog 2010 Hans Voigts mindelegat. og i 2012 Et Sonningstipendie. I 2013 stod Thomas Storm på scenen i Operaen i København som modtager af en af de prestigefyldte Reumert Talentpriser 2013. Han fik prisen for sin rolle som Guglielmo i Mozarts Cosi fan tutte, Aarhus Sommeropera.

17

Thomas Dausgaard, dirigent Thomas Dausgaard er chefdirigent ved BBC Scottish Symphony Orchestra, chefdirigent for det svenske kammerorkester, gæstedirigent for Seattle Symphony, æresdirigent for Orchestra della Toscana (ORT), og æresdirigent for Danmarks Radios Symfoniorkestret, hvor han tidligere fungerede som chefdirigent (2004-2011). Han er kendt for sin kreativitet og innovation i programmering, spændingen i hans live-optrædener, og hans omfattende katalog over anerkendte optagelser. Han ses jævnligt med mange af verdens førende orkestre. Fra Europa kan nævnes Munich Philharmonic, Leipzig Gewandhaus Orchestra, Staatskapelle Dresden, Bavarian Radio Symphony, Berlin Konzerthaus Orchestra, Vienna Symphony, Chamber Orchestra of Europe, Philharmonia Orchestra, London Symphony Orchestra, BBC Symphony and the Orchestre Philharmonique de Radio France. Han begyndte sin nordamerikanske karriere som assistent til Seiji Ozawa, og har siden optrådt med The Cleveland Orchestra, Boston Symphony, Los Angeles Philharmonic, Washington National Symphony Orchestra, Baltimore Symphony, Houston Symphony, Toronto Symphony og Montreal Symphony. Han er også en regelmæssig gæst i Asien og Australien senest ved New Japan Philharmonic, Hongkong Philharmonic, og Sydney og Melbourne Symphonies. Af festivaloptrædener har han dirigeret ved BBC Proms og Salzburg Festival. Han har fået tildelt Ridderkorset af Hendes Majestæt Dronning Margrethe II. Henrik Vagn Christensen, dirigent Henrik Vagn Christensen er en alsidig dirigent med et repertoire, der spænder over en bred kam af kunstarter og genrer: symfonier, ny musik, opera, operette og musicals og ballet.

Vagn Christensen anses som sin generations førende danske balletdirigent og har været tilknyttet Det Kgl. Teater fra 1996-2012, og fra 2013 New York City Ballet. Henrik Vagn Christensen har bla. også dirigeret på Den Finske Nationalballet, Den Kgl. Svenske Ballet, Den Norske Opera, State Theatre i Pretoria, Teatro Real i Madrid, Kennedy Centeret i Washington samt Marinskij Teateret i Sct. Petersborg. Et nært samarbejde med DRs orkestre har budt på mange opgaver, fra koncerter over ballet til film- og tv-indspilninger. Senest musikken til tv-serien 1864. De danske landsdelsorkestre har været udgangspunktet for det symfoniske repertoire, og Henrik Vagn Christensen har gennem årene spillet utallige koncerter med dem alle samt lavet cd-indspilninger og formidlingsproduktioner for børn og unge. Ikke mindst Odense Symfoniorkester, som Henrik Vagn Christensen har stået i spidsen for mere 60 gange.

Harald Haugaard, violin Harald Haugaard (f. 1975) er violinist, komponist, orkesterleder og pædagog med hele verden som arbejdsplads. I sit kunstneriske virke trækker han bestandigt på dybe rødder i den rige danske musiktradition, som han behandler på en innovativ, kontemporær og yderst vedkommende måde som ingen anden. Han er opvokset på Nordvestfyn i en familie, hvor musik var i højsædet. I 1998 blev han uddannet ved Det Fynske Musikkonservatorium med ensembleledelse som hovedfag og violin som specialfag.

Sideløbende med studierne markerede Haugaard sig som musiker og komponist. Gennem årene har han modtaget flere danske og internationale priser bl.a. 12 Danish Music Awards, Dansk Musikerforbunds Hæderspris, Odense Live Prisen og Preis der Deutschen Schallplattenkritik. Ved siden af sit virke som udøvende, er Haugaard pt. kunstenerisk leder af Folk Baltica festivalen i Sønderjylland/Schleswig. I 2009 udgav han sit første soloalbum Burning Fields. I november 2015 udgiver Haugaard sit tredje album i eget navn. Harald Haugaard spiller mere end 100 koncerter hvert år. Nogle af koncerterne er i eget navn, men hans største koncertaktivitet er sammen med sangerinden og hustruen Helene Blum.

Deres primære line up er Helene Blum & Harald Haugaard Kvintet herunder førsteklasses musikere fra den nordiske musikscene.

18

Helene Blum, sang Helene Blum er uddannet Det Fynske Musikkonservatorium, hvor hun i 2004 blev den første sanger uddannet fra folkemusiklinjen. I 2009 udgav hun albummet “En gang og altid“ og året efter albummet “Liden sol”. Seneste udgivelse, i eget navn, er albummet “Men med åbne øjne” fra 2013, og gennem hele 2013 turnéer Helene Blum & Harald Haugaard Ensemble under overskriften ”Åbne Øjne” Filharmonisk kor Filharmonisk Kor er Odense Symfoniorkesters faste kor og består af cirka 60 sangere. Koret blev oprettet i 1991 og har siden medvirket i værker af bl.a. Gade, Nielsen, Händel, Bach, Mozart, Brahms, Verdi, Schnittke og Kutavicius. Koret øver en gang om ugen og ledes af Alice Granum, som har stået i spidsen for koret i de 23 år, det har eksisteret.

Franz Welser-Möst, dirigent En af vor tids mest berømte dirigenter, Franz Welser-Most har fungeret som musikchef for The Cleveland Orchestra, en af verdens store kulturinstitutioner, siden 2001. I 2014 blev hans kontrakt, som allerede omfatter orkestrets jubilæumsår i 2018, yderligere forlænget indtil 2022, hvilket gør ham til den musikchef, der har siddet næstlængst i orkestrets historie. Med The Cleveland Orchestra har han opbygget et tæt forhold til Carnegie Hall, Musikverein i Wien, Suntory Hall i Tokyo og Salzburg og Lucerne Festivals. Højdepunkter i 14/15 sæsonen omfatter en rundtur til store europæiske spillesteder, herunder Londons BBC Proms, Berlin Philharmonie, og både Musikverein og Konzerthaus i Wien, med værker af Brahms og Jörg Widmann, Bachs B minor Mass, Strauss Daphne i en semi-iscenesat produktion, og en række Brahms symfonier og koncerter, der er optaget til senere DVD-udgivelse. Fra 2010 til 2014 fungerede Franz Welser-Möst som musikchef for Wien Staatsoper. Hans partnerskab med virksomheden omfattede en anmelderrost ny produktion af Wagners Ringen med instruktøren Sven-Eric Bechtolf. Som gæstedirigent nyder Franz Welser-Möst et usædvanligt tæt og produktivt forhold til Wiener Filharmonikerne, og i 2013 havde han den ære af at lede orkestrets nytårskoncert for anden gang på tre år, med cd optagelser både i 2011 og i 2013, som nu har nået dobbelt-platin status. Han har også optrådt med Wiener Filharmonikerne ved Salzburg og Lucerne Festivaler, på BBC Proms på Suntory Hall i Tokyo og regelmæssigt i orkestrets abonnementserie på Wien Musikverein. Franz Welser-Most har været gæstedirigent ved alle de ledende orkestre i Europa og USA, herunder Berliner Filharmonikerne, Bavarian Radio Symphony, Gustav Mahler Youth Orchestra, og orkestre i Boston, Chicago, Los Angeles, New York og Philadelphia. I 2014 blev han tildelt den prestigefyldte “Ehrenring« af Wiener Filharmonikerne, i anerkendelse af hans mangeårige personlige og kunstneriske forhold til orkestret.

19

2015/2016 KONCERTER 2015.....................................................................................................................

30. maj ..................................................................................... Espansiva 3. juni.......................................... Znaider og Nielsens violinkoncert 9. juni......................................................................Nielsens fødselsdag 10. juni . ...................................................... Wiener Filharmonikerne 13. juni . .......................................................Grøntsagskoncert SPECIAL 20. juni....................................................................................OPEN AAIR 12. aug. . ........................ Grøntsagskoncert i ODEON (Byggeplads!)

15. aug. . ....................................................................Grøntsagskoncert 16. aug. . .......................... H.C. Andersen Festivals Åbningskoncert 23. aug. . .......................................................................Opera på Slottet 4. sept. ................................................................................... Rhinguldet 10. & 11. sept. ........................................................ Tjajkovskij de luxe 13. sept. . ....................................................................... Søndagsmatiné 22. sept. . ................................................................................Pro Musica 2. & 4. okt. ........................................Den Jyske Opera: L’amico Fritz 17. okt. ...........................Harry Potter koncert kl. 15.01 & kl. 17.01 22. okt. ...................................................................... Amor og digteren 25. okt. ................................................................Den nye danske sang 30. okt. ............................................................Blæserne fejrer Nielsen 1. nov. ............................................................................ Søndagsmatiné 5. & 6. nov. ............................................... Pirates of the Caribbean II 12. nov. . ............................................................Den brændende engel 22. nov. . ..............................................................................Lyden af Fyn 1. dec. .....................................................................................Pro Musica 3. & 4. dec. ................................................... Mahlers Skæbnesymfoni 9. & 10. dec. ................................................................................. Messias 12. dec. ......................Familiekoncert: Jul på slottet kl. 11 & kl. 13 2016...............................................................................................................

7. - 9. jan. ...........................................Nytårskoncert: Brazz Brothers 4. & 5. feb. ..................................................... Goldberg-variationerne 7. feb. ............................................................................. Søndagsmatiné 9. feb. ......................................................................................Pro Musica 16. - 18. feb. ............................ Den Jyske Opera: Madama Butterfly 3. & 4. mar. . .......................................................................Don Quixote 8. mar. ....................................................................................Pro Musica 10. & 12. mar.................................................................................Gospel 17. mar. ........................................................ Bruckners bange anelser 31. mar. & 1. apr.......................................................Mozarts Requiem 15. apr. ..................................................................................... Valkyrien 20. - 23. apr........... Carl Nielsen international violinkonkurrence 3. maj . ....................................................................................Pro Musica 12. & 13. maj . .......................................................... Daphnis og Chloé 22. maj .......................................................................... Søndagsmatiné

Få mere information på

odensesymfoni.dk