Music from the great horror films - 22. og 23. september 2011

Program 22-9:Layout 1

12/09/11

8:56

Side 1

PROGRAM Torsdag 22. september 2011 kl. 19.30 · Orange serie Fredag 23. september 2011 kl. 19.30 · Violet serie Carl Nielsen Salen · Odense Koncerthus

MUSIc from the great horror films John Williams:

Jurassic Park - Symfonisk digt

Jerry Goldsmith:

Alien - Main Title

Bernard Herrmann:

Psycho Suite: I Prelude II The Murder III Finale Mystisk indslag

John Williams:

Jaws (New England) Suite: I Opening II The First Victim III Out to Sea IV Epilogue

Daniel R. Elfman:

Batman

PAUSE Lalo Schiffrin:

Mission Impossible - Main Title

Jacob Groth:

Millennium - Main Title

Jerry Goldsmith:

Basic Instinct: An Unending Story

John Williams:

Schindler's List

Ennio Morricone:

The Good, the Bad and the Ugly Mystisk indslag

David Firman:

A Horror Music Recipe

Richard Rodney-Bennett: Murder on the Orient Express John Williams:

E. T. Finale

Musik og begejstring for alle

Program 22-9:Layout 1

12/09/11

8:56

Side 2

“A film cannot come to life without the help of music” Bernard Herrmann

Musik til gyserfilm Vi ser ikke hajen men fornemmer, at den er på vej i Steven Spielbergs Jaws fra 1975, og det er takket være musikken. Lige før den gale Norman Bates i Alfred Hitchcocks Psycho fra 1960 stikker kniven ind igennem badeforhænget, ved vi, at det vil ske. Musikken fortæller det. Ikke alene, men sammen med billederne. Filmmusikken taler til os, uden at vi lægger mærke til det.

Filmmusik kan manipulere med vores følelser og føre os derhen, hvor instruktøren gerne vil have os. Uden musik vil selv den mest hårrejsende scene i en gyserfilm blegne. Prøv bare at slukke for lyden næste gang det bliver for uhyggeligt. Du har måske allerede prøvet det. Det virker. Det virker oven i købet bedre end at kigge væk, for selv når vi kigger væk, fastholder musikken skrækfølelsen i os. Men når musikken er væk, så forsvinder angsten hurtigt. Uden musik, ingen gåsehud, ingen hår der rejser sig.

david firman

Gode filmkomponister ved hvilke strenge, de skal spille på for at få os til at føle os godt eller skidt tilpas.

Der fandtes ikke en manual til tonefilmens første komponister, men der er en lang række naturgivne mekanismer i musik, der kan vække følelser – noget, der også blev benyttet af de store komponister, før filmen blev opfundet. Skærende dissonanser i det høje leje er lig med problemer. De gør ganske enkelt ondt i ørerne. Derfor er Bernard Herrmanns violinfigur til Norman Bates knivføring gennem badeforhænget i Hitchcocks Psycho så effektfulde.

odensesymfoni.dk

Program 22-9:Layout 1

12/09/11

8:56

Side 3

Hajen, der kommer nærmere i Steven Spielbergs Jaws fra 1975, illustrerer John Williams med en figur i de dybe strygere. Figuren holder en pause, kommer igen med flere gentagelser, holder pause og kommer så vedvarende igen. Så ved vi, at hajen er tæt på. Billederne behøver ikke at vise andet end vand og en kvinde, der svømmer. Valget af dybe strygere i Jaws hænger godt sammen med, at hajen kommer fra dybet. Det kan lyde banalt, men sådan er virkemidlerne i musik ofte. Helt enkle. Ro i musikken giver os ro, og stress i musikken giver os stress. En harmonisk klang i orkestret signalerer harmoni, og disharmoni signalerer, at der er noget galt.

John Williams – Hollywoods stærkeste musikkort John Williams er ikke uden grund den komponist, der er repræsenteret med flest numre på aftenens program. Man kan tilskrive ham æren for, at den symfoniske musik kom tilbage på lærredet efter en pause.

I 1960’erne blev der eksperimenteret med brug af især jazz på film og en bølge af franske film gik så vidt som helt at udelade musik. Med musikken til Starwars i 1973 kom det store partitur tilbage og har været dominerende lige siden, om end der bliver brugt masser af popmusik og elektroniske lyde på film i dag. De store film har det store partitur, og det er ikke kun fordi, det skal lyde dyrt. Det er først og fremmest fordi, det har vist sig, at symfoniorkestret med alle de forskellige instrumenter og klangfarver kan udtrykke det hele, og lynhurtigt skifte fra en stemning til en anden.

John Williams er i meget af sin filmmusik tydeligt inspireret af senromantiske komponister som Richard

Program 22-9:Layout 1

12/09/11

8:56

Side 4

“When he showed me Schindler's List, says Williams, I was so moved I could barely speak. I remember saying to him: Steven, you need a better composer than I am to do this film.

And he said, I know, but they're all dead” John Williams

Strauss og Wagner, men det er også nemt at høre indflydelsen fra både Tjajkovskij og Stravinsky. Som i Wagners operaer bruger John Williams ledemotiver, og der er signaturmelodier, der følger bestemte karakterer i historien, mens hovedtemaet i sig selv spiller en særlig rolle. Hovedtemaet skal rumme filmens essens.

I musikken til E.T. rammer John Williams både den barnlige fascination og spændingen over mødet med det fremmede i hovedtemaet. Temaet er samtidig en hvirvlende bevægelse som noget, der kommer flyvende – i det her tilfælde fra det ydre rum. Det er samtidig heroisk og fuld af tro på, at det hele ender godt.

I Spielbergs Schindlers Liste fra 1993 viser John Williams, at han også kan skrive en melodi, der rummer virkelighedens smerte og gru, som den udspillede sig under Nazitysklands jødeforfølgelse, samtidig med at der er næstekærlig ømhed og håb. John Williams er rigtig god til at genoprette verdensordenen med et symfoniorkester. Han gjorde det i Starwars og igen i Jurassic Park, efter at vi er blevet trukket rundt i følelsernes manege med spænding, humor og gys. John Williams har komponeret filmmusik siden 1958 og er uden sidestilling Hollywoods stærkeste musikkort.

Han har høstet et utal af priser og er den enkeltperson, der er blevet nomineret flest gange til en Oscar.

Komponisten Jerry Goldsmith kan noget med den snigende uhygge. I Basic Instinct fra 1992 lader han temaets kromatik og skæve gang signalere, at der er ubehageligheder i vente for vores helt, at den dobbeltspillende morder nok har tænkt sig at slå til igen med seksuelle kneb og issyl. I Ridley Scotts rumskibsgyser Alien fra 1979 venter man hele tiden på, at et af bæ-

odensesymfoni.dk

Program 22-9:Layout 1

12/09/11

8:56

Side 5

“Special appreciation must go to conductor David Firman, whose pacing is impeccable” David Mellor Mail on Sunday

sterne slår til. Jerry Goldschmidt bruger det velkendte trick med en konstant dyb tone, der bliver suppleret med dybe paukeslag, der fungerer som en hjertepuls, uden at man er klar over, om det er mit hjerte eller bæstets. En ensom hornmelodi fortæller, at du er alene. Pulserende strygerne får dig til at flygte, men du kan ikke komme væk. Til komponistens værktøjskasse hører også lyse strygere med hurtig vibrato.

Jerry Goldschmidt bruger det hele.

Lalo Schiffrins musik til Mission Impossible fra 1996 er et godt eksempel på, hvad skæve taktarter kan. 99% af den musik vi hører i den vestlige verden går med fire slag i takten, hvis ikke der er tale om en vals, der har tre slag. Lige så snart vi hører noget, der er anderledes end det, lyder det fremmed. Men vigtigere endnu er, at vi mister fornemmelsen for puls samtidig med, at der er masser af den. Det udnytter Schiffrin til at skabe en hektisk stemning. Vi bliver stressede.

Danny Elfmans musik til Batman fra 1989 tegner et billede af verdens største hær kogt ned til én mand. Det heroiske illustreres mest virkningsfuldt med et tema i messingblæserne. Det var nemlig et horn, der blæste til krig i gamle dage. Mange horn er lige med stor krig.

Melodien får en storslået karakter af de tydelige spring, den foretager. Det er noget, vi kender fra fanfarer. Elfman giver den fuld skrue med trompeter, horn og basuner, der bliver sendt af sted for at redde verden i rask marchtakt på lilletromme. Truslen om verdens undergang skruer Elfman ind i orkestreringen.

En helt anden tilgang til spænding bruger Ennio Mor-

Program 22-9:Layout 1

12/09/11

8:56

Side 6

”Det særlige ved David Firman er hans exceptionelle repertoirekendskab inden for de populære genrer, hans evne til at skrive flotte arrangementer for orkester af de kendte melodier og endelig hans engagement på podiet, som virkelig kan få symfoniorkestret til at ”swinge” i melodier fra både jazz, rock og musicals”.

Finn Schumacker, musikchef

ricone, der med sin helt specielle og genkendelige stil satte sit præg på de store spaghetti-westerns. Signaturmelodien fra The Good, the Bad and the Ugly fra 1966 er bevidst komponeret til det nådesløse ørkenlandskab, som filmen udspiller sig i. Morricone bruger cowboyen’s ensomme mundharpe, indianerens angrebskald og kavalleriets hesterytmer som grundlag for et typisk country and western tema. Morricones musik er meget genkendelig. Tommelfingerregelen siger, at filmmusik er god, når man ikke lægger mærke til den, men ingen regel uden undtagelse. Morricone hører til undtagelsen.

Filmmusikken er stærk, fordi den taler til vores underbevidsthed. Spørgsmålet er så, hvad der sker, når den gode filmmusik står alene uden billeder. Husker vi scenerne fra filmen, tryllebinder den, eller gør den noget helt andet? Måske viser den blot, at de bedste filmkomponister ganske enkelt er knalddygtige komponister, der kan jonglere med et symfoniorkester og de følelser, som musik i sig selv kan vække. Det rejser i denne her sammenhæng spørgsmålet om musik i sig selv kan være ond? Kan musikken skræmme uden billederne? Døm selv, men husk at se dig over skulderen denne aften.

hans otto bisgaard

Programnoter af Carsten Wolf Andersen

odensesymfoni.dk

12/09/11

8:56

Side 7

david firman

Program 22-9:Layout 1

medvirkende DIRIGENT David Firman David Firman’s internationale karriere startede som musicaldirigent med West End opsætninger som Jesus Christ Superstar, Evita, Singin’ in the Rain, Cats og Phantom of the Opera. Siden har han bl.a. arrangeret musik for den kendte filmkomponist Carl Davis. Derudover har han været både arrangør og dirigent på José Carreras bestseller CD-album Passion. Firman har arbejdet med store stjerner som Bryan Terfel, Maria Ewing, Robert Hale og danske Inga Nielsen. Inden for den lettere genre med navne som: Tommy Kjörberg, Elaine Page, Jerry Hadley, Bobby McFerrin, Liza Minelli, Sissel Kyrkjebø, Tommy Steel, Sarah Brightman m.fl. Fra den danske scene kan nævnes Stig Rossen, Sanne Salomonsen, Bamse, Suanne Elmark, Kurt Ravn, Jette Torp, Søren Pilmark, Randi Laubek, Tamra Rosanes, Søren Sko, Trine Gadeberg, Caroline Henderson, Jesper Lundgaard og Brødrene Olsen. I næsten 2 årtier, siden 1992, har han været 1. gæstedirigent for DR Radiounderholdningsorkestret, og han har markeret sig som arrangør og dirigent ved indvielsen af bl.a. Øresundsbroen og Det store H.C. Andersen show i Parken. Han har desuden dirigeret musikken til en række danske film, f.eks. Olsen Banden og De Grønne Slagtere. Firman er bosat i London og turnerer over det meste af verden.

Konferencier Hans Otto Bisgaard Hans Otto Bisgaard er DR-radiovært og en af landets mest benyttede konferenciers. Glæden ved musik har været et gennemgående tema i alt, hvad Hans Otto Bisgaard har beskæftiget sig med. Han dukkede op på DR i 1970, og det blev i første omgang til 17 år på P3 med programmer som bl.a. Rocknyt, Fredagsåbent, Morgennisserne og Radio Rita. Fra 1986-97 var han ansat i DR’s Underholdningsafdeling på TV som vært på bl.a. Under Uret. Senere kunne han opleves i makkerskab med Finn Nørbygaard i rollen som Karl Ejnar Booking dav-dav, quizprogrammet Ka’ det virkli’ passe..? og Ulvetimen. Siden fulgte job på DR-Sporten som vært ved fem Olympiske Lege i træk fra 1984-2000. Han er stadig ”going strong” som radiovært og kan opleves som morgenvært på DR P4 programmet Morgenstund. Ud over hans mangeårige virke på radio og TV vil det danske musikpublikum også genkende Hans Otto Bisgaard som konferencier ved slotskoncerter landet over.

Program 22-9:Layout 1

12/09/11

8:56

Side 8

odense symfoniorkeSTer 1. violin Bjarne Hansen ** Kazimierz Skowronek/Signe Madsen Ulrike Salter-Kipp* Marina Skuratovskaia * Hanna Gaarn Larsen Kjetil Ravnan Qvamme * Kajetan Balaban Esther Mielewczyk * Ulf Jeppesen Gitana Aksionova-Balaban Hana Kovac̆ Stinus Christensen Valeria Stadnicki Karoliina Koivisto (kontrakt) 2. violin Carl Sjöberg * Jovana Vukusic * Jan Erik Schousboe Claus Thomsen Boe Leif Bjørk Inger Lassen Anna Bodzon Qvamme El Bylin Bundgaard Stig Andersen Kathrin Kollecker * Pierre Guis Bratsch Rafael Altino * Luminita Marin Christensen Gregory Aronovich Annelise Boe * Vakant Martin Jochimsen Anna Carolina Jensen (orlov) Dorthe Byrialsen Cello Michaela Fukačová Muriset * Anna Dorothea Wolff Katarina Bundgaard * Philippe Muriset * Anna Pettersson Sofie Spanget Takkula Mette Spang-Hanssen Kontrabas Peter Prehn * Toms Timofejevs Poul Jensen Find * Maria Møller-Jørgensen * Jens Krøgholt

Klarinet Svante Wik René Højlund Rasmussen Kenneth Larsen (basklarinet) Fagot Morten Østergaard Xanthe Arthurs Vakant Horn Tone Sundgård Anker Steen Madsen Nicolai Sell (kontrakt) Philip Sandholt Andersen Bruno Bresler Trompet Per Morten Bye Judy Hunskjær Olsen (kontrakt) Henrik Hou Feddersen Basun Robert Holmsted Mette Riis Krüger (kontrakt) Basbasun Jesper Rosenkilde (orlov) Alf Vestergaard Nielsen Tuba Carl Boye Hansen Harpe Birgit Poulsen Pauke Thomas Georgi Slagtøj Jakob Weber Finn Christensen Mads Bückert (kontrakt)

** Koncertmester Bjarne Hansen spiller på en violin velvilligst udlånt af Augustinus Fonden. * Musikere, der spiller på instrumenter ejet eller formidlet af Odense Symfoniorkesters Instrumentfond

Fløjte Rune Most Lucia Klonner Michael Uhlenstierne Obo Henrik Skotte Larsen Vakant Mats Hedelius (engelskhorn)

Claus Bergs Gade 9 · 5000 Odense C · odensesymfoni.dk