Program Torsdag 25. Oktober 2012 kl. 19.30 Carl Nielsen Salen – Odense Koncerthus Koncertintro i Carl Nielsen Museet kl. 18.30
Koncert for orkester Johannes Brahms: Koncert for violin og orkester, opus 77 (1833-1897) I Allegro non troppo II Adagio III Allegro giocoso, ma non troppo vivace PAUSE Béla Bartók: Koncert for Orkester (1943) (1881-1945) I Introduzione Andante non troppo / Allegro vivace II Giuoco delle coppie Allegro scherzando III Elegia Andante non troppo IV Intermezzo interotto Allegretto / Calmo V Finale Pesante / Presto
odensesymfoni.dk
”Når jeg som med Brahms’ violinkoncert har spillet den over 50 gange, er jeg mere interesseret i partituret” Benjamin Schmid
Få koncerter udforsker som Brahms det høje register på en så lyrisk måde. Ingen andre koncerter før har afprøvet, hvad violinen kan som percussivt instrument, ligesom der er nye klanglige udfordringer i koncerten. Alt sammen takket være Brahms’ ambitioner på violinens vegne og Joachims formåen på instrumentet.
Brahms Violinkoncert Ifølge aftenens solist, Benjamin Schmid, er det verdens bedste violinkoncert, der er på programmet. Det er egentlig mærkeligt, når man tænker på, at Brahms i modsætning til mange andre komponister, der har skrevet violinkoncerter, slet ikke mestrede violinen. Bach, Mozart, Mendelssohn og Beethoven kunne alle spille violin på koncertniveau ved siden af klaveret og andre instrumenter. Brahms var som musiker kun pianist og var i den grad begrænset og ydmyg, da han gik i gang med at skrive violinkoncerten. Han havde brug for hjælp. Den fik han af vennen Joseph Joachim, til hvem han skrev koncerten. Brahms bad Joachim om at stryge og ændre og i det hele taget forholde sig kritisk til det, som Brahms sendte ham. Uden Joachims hjælp var koncerten ikke blevet den milepæl, som den er. Brahms ville afsøge, hvad violinen var i stand til at udtrykke i den store form, koncerten er. Det var ikke nok, at violinstemmen var virtuos. Den skulle også have seriøs tyngde. Joachim var en af tidens helt store virtuoser og komponerede selv. Han skrev en ”ungarsk” violinkoncert, der var så teknisk svær, at det kun var ham selv, der kunne spille den. Han kæmpede længe med den, mens Brahms så til. Brahms ventede, til Joachim havde opgivet sine egne komponistdrømme, og til at Joachim også var begyndt at ønske musik, der kunne noget mere end blot at dupere publikum.
Brahms havde først tænkt koncerten som en symfoni i fire satser, og det var først sent i forløbet, at han i stedet for de to midterste satser havde komponeret en ”fattig adagio”, som han selv udtrykt det. Den begynder med en smuk melodi i oboen – hvilket fik violinisten Pablo de Sarasate til at sige, at solisten ville føle sig til grin, når oboen havde den smukkeste melodi. Det symfoniske udgangspunkt er tydeligst i 1. sats, der er stort anlagt med solistiske passager i træblæserne, inden solisten kommer på. Sidste sats er en sigøjnerdans fra første takt. Brahms skrev koncerten i løbet af sommeren 1878 og udover løbende at konsultere Joachim, sendte Brahms også passager til andre af tidens store violinister: Pablo de Sarasate og Emilie Sauret. Brahms og Joachims samarbejde omkring koncerten kulminerede, da den blev uropført i Leipzig. Brahms dirigerede, og Joachim var solist. Den kølige modtagelse er senere blevet opvejet. Joachim beklagede sig flere gange over, at violinstemmen lød som klavermusik, men det er måske netop fordi, at Brahms var pianist og symfoniker, at han kom til at komponere en af de smukkeste violinkoncerter overhovedet. Benjamin Schmid og Brahms violinkoncert For Benjamin Schmid betyder Brahms Violinkoncert noget helt særligt. For det var med den, at han vandt flere konkurrencer, da han var 16 år gammel. Benjamin Schmid går så langt som til at sige, at koncerten ikke alene er den bedste violinkoncert – det er måske den bedste instrumentalkoncert nogensinde. Da Benjamin Schmid var 16 år, gik han meget op i sit eget spil og klang i koncerten. I dag er han mere opmærksom på, hvad de andre musikere spiller, og han nyder at
"Utvivlsomt det herligste symfoniske værk, der er skrevet i nyere tid" Sergej Koussevitskij
kunne lytte fuldt ud til hele orkestret, hvor hans egen stemme blot er én blandt mange. Første sats er den mest komplekse og mest udfordrende, og den alene er noget af det bedste musik, der er skrevet. I dag øver han ikke kun på violinen, han dirigerer sig igennem musikken med hele tre nodestativer: et med violinstemmen, et med et klaverudtog og et med hele partituret. Benjamin Schmid spiller på en Stradiviarius. Navnet er ikke noget i sig selv, siger han, men som musiker er du hele tiden på jagt efter den bedste lyd, og efter nye lyde. Et godt instrument gør det nemmere at finde den rigtige lyd og blive overrasket over nye lyde. De gamle italienske instrumenter kan noget helt særligt. De kan spille kraftigt, men det, der virkelig adskiller dem fra andre, er, at selv når du spiller svagt, kan du frembringe en tone, der når helt ned på bagerste række. Du kan projicere den mest delikate og skrøbelige tone langt væk.
Bartók: Koncert for orkester Titlen i sig selv har en indbygget selvmodsigelse. En koncert forstår vi normalt som et værk for et eller flere instrumenter med orkestret til at ledsage solistens virtuose udfoldelser. Og dog. I barokken fandtes også concerto grossoen, hvor mange instrumenter skiftedes til at have solistiske passager. Bestillingen kom fra Boston Symfonikernes dirigent, Sergej Koussevitskij. Bartók ville gerne udnytte, at Boston havde nogle af Nordamerikas bedste musikere, så hvorfor ikke skrive en koncert, der kunne vise, hvad orkestret var i stand til.
Koncerten med Bartóks egne ord: ”Titlen på dette symfoniske orkesterværk kan forklares med tendensen til at behandle de enkelte instrumentgrupper på en concertant eller solistisk maner. Den virtuose behandling forekommer for eksempel i de fugerede sektioner i udviklingsdelen i første sats (messing) eller i de perpetuum mobile agtige passager af hovedtemaet i den sidste sats (strygere), og især i den anden sats, hvor instrumentpar skiftes til at dukke op med brillante passager.” Han bruger også mere maleriske ord om koncertens humør. Første sats udtrykker strenghed, anden sats er spøgfuld, tredje sats er en sørgende dødssang, og fjerde sats er livsbekræftende. Landflygtighed Allerede i 1938 var Bartók begyndt at lege med tanken om at rejse fra Ungarn på grund af den tyske nationalsocialismes fremmarch i hele Centraleuropa. Han kunne godt se, at han fik sværere og sværere vilkår for at arbejde med, men han afslog alligevel invitationer om at komme på turné til USA. En lignende invitation kom i 1940, og den takkede han ja til. Han skulle også holde foredrag på universiteter, og det var noget, der trak i ham. Han udfærdigede en lang liste med arbejde han godt kunne tænke sig at kaste sig over – herunder at klassificere Tysklands folkemelodier, sådan som han havde gjort med de ungarske og rumænske sange, han selv havde indsamlet, siden han var ung. Men ankommet til USA kastede han sine egne penge ind i projekter med transkriptioner af melodier, og de fondspenge, som universiteterne kunne fremskaffe, gav ikke så meget brød på bordet til ham og hans kone. Da han modtog bestillingen i 1943, var han ikke alene fattig, men følte sig også dybt fremmed i landflygtigheden og ængstelig for at høre nyt fra de voksne børn, der stadig var i Ungarn, hvor krigen gjorde livet sværere og sværere for hver dag. Kræft og en sidste kraftanstrengelse Bartók fik i februar 1943 et kollaps og var begyndt at få strålebehandling. Han var ikke længere i stand til selv at optræde hverken som dirigent eller ved klaveret, og alle hans universitetsforedrag blev aflyst. Behandlingerne tømte pengepungen, og det var kun fordi, at det amerikanske svar på KODA som en æresgestus overtog alle hans hospitalsregninger, at han kunne holde skindet på næsen. Koncert for orkester blev et vendepunkt for Bartók. Inden han døde i 1945, nåede han at skrive flere store værker, heriblandt den 3. klaverkoncert og bratschkoncerten. Programnote af Carsten Wolf Andersen
Ugens musiker Inger Lassen, violin Det er en bundsolid og dreven orkestermusiker, som spiller i Odense Symfoniorkesters 2. violingruppe på nu 31. år. Inger Lassen er i balance med sin musik, sine omgivelser, sin familie og nærer stor respekt for de store mestre. På violinen er
Dirigent
Christian Kluxen Christian Kluxen har siden sæsonen 2010/11 været ansat som assisterende dirigent for Royal Scottish National Orchestra. Sideløbende arbejder han jævnligt med de danske landsdelsorkestre og i løbet af sæsonen 2012-13 dirigerer han koncerter med bl.a. Odense Symfoniorkester, Sjællands Symfoniorkester, Philharmonie Südwestfalen i Tyskland, Kristiansand Symfoniorkester og Trondheim Symfoniorkester i Norge, RTÉ National Symphony i Irland, samt Philharmonia Orchestra i England. I marts 2012 havde Kluxen sin debut som operadirigent ved Den Jyske Opera, i Mikael Melbyes nyopsætning af Mozarts ”Don Giovanni”. Fra 2003 til 2010 var han fast dirigent for DUSIKA – Hovedstadsregionens Ungdomssymfoniorkester. Kluxen er oprindeligt uddannet fløjtenist fra Det Kgl. Danske Musikkonservatorium, men har siden han var 15 haft et aktivt virke som dirigent. Han har i en årrække stået i lære hos Giordano Bellincampi og fungeret som dennes assistent i en række større operaproduktioner. Han er desuden uddannet fra Zürcher Hochschule der Künste i Schweiz hos prof. Johannes Schlaefli. Sideløbende har han deltaget i masterclasses med bl.a. Jorma Panula, Neeme Järvi, Paavo Järvi og Bernard Haitink. I 2010 blev Kluxen optaget i ”Dirigentenforum des Deutschen Musikrats”, som er det tyske musikråds prestigefyldte uddannelsesprogram til fremme af den kommende generation af dirigenter i Tyskland. I 2011 tildeltes han, som den første dirigent nogensinde, stipendiatet fra det danske Richard Wagner Selskab til at besøge de årlige Wagner-festspil i Bayreuth.
David Oistrach hendes store forbillede. Som mangeårigt medlem af Odense Symfoniorkester har Inger Lassen spillet et imponerende antal koncerter, og hun værdsætter orkestrets trofaste publikum, der kommer år efter år. Når Inger Lassen ikke spiller på sin violin, er hun ofte at finde i sin have, hvor hun passer sine høns og sin køkkenhave. Følg portrætserien på odensesymfoni.dk
Solist Benjamin Schmid, violin Benjamin Schmid skiller sig ud som en af vor tids mest alsidige violinister. Han er en stor virtuos, som mestrer et usædvanligt bredt repertoire. Et hovedtema i Schmids karriere er fortolkningen af østrigske komponister som Berg, Goldmark, Korngold, Kreisler, Mozart, Muthspiel, Schönberg og Webern. Med Wiener Filharmonikerne opførte han som solist Korngolds Violinkoncert (2007) og med samme orkester fortolkede han - som en af de få violinister siden Kreisler selv - Kreislers Paganini-koncert (2011). Denne koncert, under ledelse af Valery Gergiev på den prestigefyldte Schönbrunn Open Air Festival, blev transmitteret i mere end 60 lande og er siden udgivet som CD og DVD på Deutsche Grammophon Label. Schmid optræder med store klassikere over hele verden, både som solist med orkester og som kammermusiker. Listen over koncerter med verdens førende orkestre er lang og omfatter Philharmonia Orchestra, Royal Concertgebouw, Gewandhausorchester Leipzig, Tonhalle-Orchester Zürich med David Zinman, Wiener Filharmonikerne, National Symphony Orchestra Washington, Orquestra Sinfonica do Esdao de Sao Paulo, St. Petersburg Philharmonic Orchestra m.fl. I Danmark har han været solist med Det Kgl. Kapel og Radiosymfoniorkestret. Schmid er født i Wien og har studeret i Salzburg, Wien og på Curtis Institute i Philadelphia. Han har vundet mange internationale priser, blandt dem Carl Flesch konkurrencen, hvor han vandt Mozart-. Beethoven og Publikumsprisen.
Odense Symfoniorkester 1. violin Anton Lasine, Gæstekoncertmester Signe Madsen Kazimierz Skowronek Ulrike Salter-Kipp* Marina Skuratovskaia * Bjarne Hansen * (orlov) Hanna Gaarn Larsen Kjetil Ravnan Qvamme * Kajetan Balaban (orlov) Esther Mielewczyk * Ulf Jeppesen Gitana Aksionova-Balaban Hana Kovač Stinus Christensen Valeria Stadnicki Karoliina Koivisto (kontrakt) Aiste Juodagalvyte (kontrakt) 2. violin Carl Sjöberg * Jovana Vukusic * Pierre Guis Jan Erik Schousboe Claus Thomsen Boe Leif Bjørk Inger Lassen Anna Bodzon Qvamme El Bylin Bundgaard Stig Andersen Kathrin Kollecker * Bratsch Rafael Altino * Luminita Marin Christensen Gregory Aronovich (orlov) Annelise Boe * Gertrud Ludwig Martin Jochimsen Anna Carolina Jensen Dorthe Byrialsen Sidsel Most (kontrakt) Cello Michaela Fukačová Muriset * Anna Dorothea Wolff Katarina Bundgaard * Philippe Muriset * Anna Pettersson Sofie Spanget Takkula Mette Spang-Hanssen Kontrabas Peter Prehn * Toms Timofejevs Poul Jensen Find * Maria Møller-Jørgensen Jens Krøgholt
Fløjte Rune Most Lucia Klonner Michael Uhlenstierne Obo Henrik Skotte Larsen Jenny Sjöberg Mats Hedelius (engelskhorn) Klarinet Svante Wik René Højlund Rasmussen Kenneth Larsen (basklarinet) Fagot Morten Østergaard Xanthe Arthurs Feliks Knarozovskiy Horn Tone Sundgård Anker Steen Madsen Nicolai Sell Philip Sandholt Herup Bruno Bresler Trompet Per Morten Bye Michael Halén (kontrakt) Henrik Hou Feddersen Basun Robert Holmsted Alf Vestergaard Nielsen Basbasun Vakant Tuba Carl Boye Hansen Harpe Lovisa Wennes (assistent) Pauke Thomas Georgi Slagtøj Jakob Weber Finn Christensen * Musikere, der spiller på instrumenter ejet eller formidlet af Odense Symfoniorkesters Instrumentfond
Claus Bergs Gade 9 • 5000 Odense C • odensesymfoni.dk