CARL NIELSEN SALEN – ODENSE KONCERTHUS
27. FEBRUAR 2025 KL. 19.00
28. FEBRUAR 2025 KL. 19.00
KONCERTINTRO I CARL NIELSEN SALEN KL. 18.00
GRIEGS KLAVERKONCERT & DVOŘÁKS
9. SYMFONI
Odense Symfoniorkester
Dirigent: Ustina Dubitsky
Solist: Håvard Gimse, klaver
Edvard Grieg: Klaverkoncert (1843 - 1907)
I Allegro molto moderato II Adagio III Allegro moderato molto e marcato
Varighed: ca. 30 min.
P A U S E - ca. 20 min.
Antonín Dvořák: Symfoni nr. 9, (1841 - 1904) Fra den nye verden
I Adagio - Allegro molto II Largo III Molto vivace IV Allegro con fuoco
Varighed: ca. 40 min.
Det er ikke ofte, at to programpunkter på et koncertprogram ligefrem skal slås om, hvem der er det største hit. Men i aftenens koncert må det blive en uafgjort, for vi skal overvære Griegs fænomenale klaverkoncert side om side med Dvořáks måske bedste komposition, den 9. symfoni. Begge værker er rundet af kærligheden til fædrelandet, hhv. Norge og Bøhmen, og er stærke eksponenter for den såkaldte nationalromantik, der hviler på folketonernes velkendte melodiske univers. Det er altså ikke i aften, du bliver udfordret af nye klange, men vi byder til gengæld på en varm musikalsk krammer, når nogle af de bedste og mest kendte melodier i hele det klassiske repertoire næsten falder over hinanden her i Carl Nielsen Salen på en råkold februaraften.
GRIEG – KLAVERKONCERT I A-MOL
At dette magtfulde nordiske tonemaleri, som så kraftigt fremkalder billeder af fjelde, skovtrolde og sneens sagte dryssen over landskabet, er skrevet i Søllerød på Nordsjælland er næsten ikke til at forstå. Men Grieg var rundet af den norske natur og folkesjæl i en sådan grad, at han, uanset hvor på sine mange koncertrejser med hustruen/kusinen Nina, han befandt sig, kunne fremmane det store, hjemlige grundfjeld. At denne lille (152cm!) nordmand med det skrøbelige helbred kunne skrive så potent og storladen musik er næsten et lille mirakel i sig selv, men at det her i klaverkoncerten fra 1868 lykkedes ham i dén grad at komme i mål med én af musikkens store former, var en præstation, han selv var så stolt af, at han blev ved med at forfine og tilrette sin koncert helt frem til sin død i 1907: mere en 300 rettelser blev det til - efter førsteudgivelsen.
Fra allerførste gnistrende akkord er vi da også helt klar over, at dette er et værk ud over det sædvanlige: Grieg har skabt én af de mest ikoniske åbninger på noget musikstykke overhovedet, og den første a-mol akkord slår så stærkt og uimodståeligt imod os, at vi på et splitsekund er ombord i dette vidunderlige værk. Og tænk engang at være så fræk at turde bruge den allerhøjeste (dengang) og den allerdybeste tone på instrumentet inden for de første sekunder – det er normalt noget, man som komponist ”sparer sammen til” gennem længere tid; her får vi det hele med det samme – det sætter barren højt. Resten af satsen er bygget over det lille rytmiske motiv med en markant punktering, der følger umiddelbart efter solistens første tonekaskade, samt et meget hjertevarmt sidetema. Læg især mærke til den sublime tematiske forvandling, det første lille motiv gennemgår satsen igennem: det er det samme tema, der bliver spillet højt oppe af solofløjten såvel som i klaverets solokadence med bulder og brag, selvom det næsten er svært at erkende. Der er også dansende trolde på spil og frække norske forslag i klaverets virtuoserier, der forekommer helt naturlige og integrerede i denne geniale sats, der selvfølgelig ender, som begyndte – med de ikoniske a-mol akkorder tordnet ud fra klippetoppen.
Foto: Sophia
Andensatsens Adagio er rolig som det norske grundfjeld, hvorpå solisten drysser snefnug med løs og siden fastere hånd. Den stor melodi i midten af satsen står ikke tilbage for Rakhmaninovs allerbedste af slagsen, og romantikken driver ned ad den norske granit; vi når at blive dysset næsten helt i søvn, før troldene vælter ud af klaveret i sidste sats.
Her i tredje sats står de musikalske bjergtrolde nemlig på spring i en fingerbrækkende tour de force, hvor skarpe dissonanser smælder i ørerne, og de Grieg’ske påhitteligheder når nye højder. Der er drama, fanfarer og ramasjang for alle pengene, men et rankt og højtideligt tema rejser sig som et bjerg i solopgang midt i den vilde troldejagt. Efter en roligere mellemdel, hvor både publikum og solist kan få pusten, skifter satsen taktart til den endnu mere drillende 3/8, og i en forrygende slutspurt nærmer vi os ”bjerg-temaet” fra tidligere i satsen, inden vi ved satsens afslutning efterlades med en musikalsk mavepuster af den allerbedste slags. Grieg skrev aldrig noget større end denne ikoniske klaverkoncert, og i aften har vi endda en vaskeægte nordmand ved tangenterne – det bliver ikke meget bedre.
DVOŘÁK - FRA DEN NYE VERDEN
Dvořák, der var så bundet af sin bøhmiske herkomst, at han modstod mange invitationer til at forlægge sit virke til andre europæiske byer, bl.a. Wien på foranledning af Brahms, blev i 1891 lokket helt til USA for at lede National Conservatory i New York City - nok til dels af nysgerrighed og lyst til at opleve 'den nye verden', men helt sikkert også pga. af den eksorbi-
tant store løncheck: $15.000 (svarende til ca. 3 mio. kr. i nutidsvaluta) om året. Dvořák blev i USA i tre år og skrev dér nogle af sine mest succesfulde og elskede værker, bl.a. Strygekvartet i F-dur op. 96 (Den Amerikanske), den uforlignelige cellokoncert og altså også den vidt berømmede 9. symfoni. Der er brugt meget blæk på at analysere og gætte sig frem til, om Dvořák virkelig havde amerikanske melodier og folkekultur i tankerne, da han skrev symfonien, eller om titlen simpelthen er ment som en hilsen til et land og en kultur, som gjorde et stærkt indtryk på ham. I grunden er det en uinteressant diskussion: al folkelig musik indeholder det, vi kalder synkoperede rytmer (hvor betoningerne er rykket rundt i forhold til taktarten), fordi det er fedt at danse til, og pentatone melodier (svarende til alle de sorte tangenter på et flygel), fordi de kan spilles af de simpleste instrumenter. Og der er ingen tvivl om, at der er stærke folkelige træk i denne skønne symfoni, men det kan man sige om næsten hele Dvořáks produktion. Titlen kom først til ham ganske kort inden indlevering det færdige partitur til tryk, så måske han også selv 'overspillede' det amerikanske lidt i sin senere omtale af værket for at give noget tilbage til det land, hvor hjemmefødningen Dvořák faktisk følte sig yderst godt tilpas? Om det er det ene eller det andet, så står vi tilbage med en helstøbt symfoni, der, selv med de ekstra hårde briller en komponists 9. symfoni bliver gransket med, står distancen. Den er smækfuld af gode, stærke melodier, drama, overlegen brug af orkesterorganismen og et sublimt formsprog, og den rammer plet hver eneste gang, den opleves LIVE i koncertsalen.
Dvořáks 9. symfoni er en cyklisk komposition, dvs. at elementer fra satserne går igen gennem værket, og det er med til at give værket sin meget sammenhængende struktur. Det fanfarelignende signaltema fra førstesatsen kommer således igen og igen gennem alle satser, og det taler stærkt om Dvořáks store melodiske tæft, at vi bliver lige henrykte, hver gang det åbenbarer sig. Satsens andet markante tema, der første gang manifesterer sig dybt i fløjten, kan give mindelser om Pocahontas på klippetoppen, skuende ud over den nye verden, men for så vidt også minde om gedehyrden på de bøhmiske sletter. Utvivlsomt er det i hvert fald af folkelig karakter og med den tjekkiske mesters sædvanlige sans for den sublime melodi. Der er stolte messingfanfarer i dramatiske opbygninger, der er træskosvingende bondedanse og en sublim sans for variation, der gør, at vi bliver tvunget helt ud på kanten af stolen for at følge de mange musikalske indfald rundt i orkestret, inden satsen slutter med magtfulde, gentagne akkorder, der rydder himlen inden den guddommeligt smukke 2. sats.
For i begyndelsen af 2. sats understreger melodiens mester også lige sin harmoniske kunnen, når han på forunderlig vis i løbet af syv næsten enslydende akkorder bevæger satsen fra symfoniens hovedtoneart e-mol til den noget fjerne Des-dur – det er harmonisk ingeniørkunst fra allerøverste hylde. Og herefter slippes de melodiske muskler for alvor løs i en engelskhornsolo af allerfineste karat, som ikke efterlader nogen tvivl om, hvor Howard Shore har lånt inspiration til sit ”The Shire”-tema fra Ringenes Herre-filmene. Satsen oser da også, ligesom Shores tema, af al den hjemvé og nostalgi, som hjemmefødningen, trods et succesfuldt fagligt eventyr på den anden side af Atlanten, helt sikkert også er blevet overmandet af over there. Vi hører de hjemlige hyrder fra bakketoppene i oboers og fløjters drilske leg, og satsen når en inderlighed, der nærmer sig desperation, inden engelskhornet vender tilbage med sin vidunderligt ubrudte melodi; i denne sublime sats må vi blot at læne os tilbage og opsuge al den melodiske velklang, én af musikhistoriens dygtigste melodikere falbyder for os. Dvořák brugte utroligt lang tid på at udvikle melodier i sine notesbøger og lavede små rettelser i det uendelige, indtil de var lige præcist så enkle og naturlige, at man overhovedet ikke kan høre, hvor svært det var at undfange dem. Læg desuden mærke til de 7 startakkorder, der kommer igen til allersidst – næsten som i starten, men denne gang uden at modulere – magisk!
I 3.-satsens scherzo viser Dvořák, at han udmærket er klar over, hvilken tradition, man skriver sig ind i, når man sætter betegnelsen ”9.” over en symfoni: ved at lade satsen starte med de samme voldsomme faldende kvinter, som Beethoven bruger i scherzo-satsen i sin 9. symfoni, sender han selvbevidst en hilsen til den gamle mester, der har kigget så mange andre store komponister over skuldrene og fået dem til at ryste på hånden efter deres 8. symfoniske forsøg. Satsen er en typisk bøhmisk dansesats, en furiant, som Dvořák bruger utroligt meget i sine fyrige satser, både i sine symfonier og i sin lige så berømte kammermu-
sik. Der er lækre accenter, skæve rytmer, drama, humør og drillerier, og i midten bliver der selvfølgelig også plads til endnu en naturligt smuk og næsten royalt klingende melodi – med masser af triangel - i den blødere trio-del, som det sig hør og bør i en scherzosats, inden de Beethovenske kvinter atter brøler ved genkomsten af den vilde dans. Til slut genhører vi til stor glæde hornfanfaren fra 1. sats blandet med scherzoens karakteristiske nedadgående kvinter.
Sidste sats starter med noget, der til forveksling ligner musikken fra John Williams Dødens gab/Jaws, og den er en enorm sonateform med al det drama, konflikt og forbrødring, det bærer med sig. Det potente messingtema, som åbenbarer sig efter ganske få takter, har en kraft og en fylde, der gør det til ét af de temaer, man bærer med sig gennem livet, blot man har hør det én enkelt gang, og han formår at bruge det så virkningsog fantasifuldt, at vi trods mange, mange gentagelser ikke på noget tidspunkt bliver trætte af det. Og så er det også her, at Dvořák for alvor begynder at lege med det cykliske element. Fløjterne kommer ind med temaet fra den langsomme sats, og hornene begynder så småt at røre på sig med det velkendte kald fra 1. sats. Lidt efter lidt bringer han alle disse elementer sammen, og det hele kulminerer med en fortissimo gentagelse af de 7 magiske akkorder fra andensatsen, spillet i det tunge messing med strygerne i vildt amokløb underneden, og efter en reflekterende stund slutter han af med på mest overlegent blærede vis at kombinere 1.- og 4.-satsens temakald til en forrygende og værdig slutning på en symfoni, der nok er én af de mest helstøbte i hele orkesterlitteraturen.
Programnote af Ole Bartholin Kiilerich
Ustina Dubitsky, dirigent
Ustina Dubitskys musikalske talent var allerede tydeligt i en ung alder. Hun optrådte første gang på scenen som medlem af børnekoret for den bayerske statsopera i München, det var på samme tid, at hun begyndte at spille violin. Som koncertmester i forskellige ungdomsorkestre fik hun udviklet sine lederegenskaber, ikke mindst under store dirigenter som Mariss Jansons.
Hun er i øjeblikket assisterende dirigent ved Gürzenich Orchester i Köln.
I 2022 assisterede Ustina Maestro Roth i en ny produktion af Lohengrin på Bayerische Staatsoper og af Tryllefløjten på Thèâtre des Champs-Élysées med Les Siècles.
Efter at have deltaget i den 57. Internationale Dirigentkonkurrence i Besançon, var hun assistent ved Orchestre Victor Hugo fra januar 2022 til juli 2023. I marts 2022 vandt hun Orkesterprisen og blev tildelt et toårigt stipendium ved Academy La Maestra.
Ustina Dubitsky begyndte sin dirigentuddannelse i Weimar. Hun studerede hos Markus L. Frank, Prof. Gunter Kahlert og Prof. Nicolas Pasquet, og hun modtog yderligere inspiration i masterclasses af blandt andre Peter Eötvös, David Zinman og Paavo Järvi. I 2021 afsluttede hun sin kandidatgrad hos prof. Johannes Schlaefli i Zürich.
Håvard Gimse, klaver
Håvard Gimse er en af nordens mest populære og betydningsfulde musikere. Hans meget personlige lyd, hans sympatiske tilgang og en nysgerrig tilgang til programlægning har ført til adskillige priser og utallige strålende anmeldelser. Han har modtaget Diapason d'Or og Gramophones Editor's Choice-udmærkelser, blandt andet for sin seneste indspilning sammen med cellisten Truls Mörk. Hans indspilninger af især nordisk repertoire, såsom den komplette klavermusik af Sibelius, eller udvalgte værker af Grieg eller Geirr Tveitt, er blevet beskrevet som "markedets bedste”. Håvard har optrådt på mange af verdens mest prestigefyldte scener, herunder Wigmore Hall i London, Carnegie Hall i New York, Palais des Beaux Arts i Brüssels, Concertgebouw i Amsterdam, Recital Hall i St. Petersborg, Suk Hall i Prag og Konzerthaus i Berlin.
Håvard er nu æresborger i den lille by Kongsvinger (øst for Oslo), hvor han er født og nu bor sammen med sin familie. Her begyndte han at spille klaver, da han var 6 år gammel, og studerede senere i Oslo efterfulgt af Mozarteum Salzburg og Hochschule der Künste Berlin med den legendariske Hans Leygraf. Håvard Gimse har siden slutningen af halvfemserne været deltidsprofessor i klaver og kammermusik ved Norges Musikkonservatorium i Oslo.
KONCERT, SÅ VIL DU HELT
SIKKERT OGSÅ KUNNE LIDE
DISSE KONCERTER
CHOPINS 2. KLAVERKONCERT,
3. APRIL - KL. 19.00
To af de allermest romantiske kunstnersjæle står på programmet, når Chopins romantiske hovedværk, den uendeligt klangskønne 2. klaverkoncert spilles sammen med Schumanns modige 4. symfoni.
BEETHOVENS 6.
SYMFONI,
8. MAJ - KL. 19.00
Hvis du elsker de store, berømte symfonier, der er fyldt med gode melodier og fortælleglæde, så går du bestemt ikke galt i byen ved at vælge Beethovens 6. symfoni med navnet ”Pastoralesymfonien”.
PLANETERNE & STAR WARS,
30. & 31. OKTOBER - KL. 19.00
Gustav Holsts Planeterne er et symfonisk hovedværk, som det kræver betydelige instrumentale muskler at realisere. Til koncerten kan du også opleve Ligetis Atmosphères og musik fra Star Wars-filmene af John Williams.
KOMMENDE KONCERTER
SIGURD & SYMFONI ORKESTRET
4. mar 2025 - kl. 14.00
5. mar 2025 - kl. 14.00
6. mar 2025 - kl. 14.00
7. mar 2025 - kl. 14.00
MOZART, SJOSTAKOVITJ & JANÁCEK - PRO MUSICA, KAMMERKONCERT
11. mar 2025 - kl. 19.00
EN VERDEN AF MUSICALS
13. mar 2025 - kl. 19.30
14. mar 2025 - kl. 19.30
15. mar 2025 - kl. 16.00
FÊTE GALANTE - DEN JYSKE OPERA
17. mar 2025 - kl. 19.30
BLEUSE & SJOSTAKOVITJS 5.
21. mar 2025 - kl. 19.00
MENDELSSOHN, GADE & KOR72
29. mar 2025 - kl. 15.00
CHOPINS 2. KLAVERKONCERT
3. apr 2025 - kl. 19.00
MEDITATIV MATINÉ
6. apr 2025 - kl. 11.00
VIVALDI: DUS MED STRYGERNE
24. apr 2025 - kl. 19.00
BLEUSE & MOZART
1. maj 2025 - kl. 19.00
BEETHOVENS 6. SYMFONI
8. maj 2025 - kl. 19.00
DYRENES KARNEVAL - PRO MUSICA, KAMMERKONCERT
13. maj 2025 - kl. 19.00
DE FIRE TEMPERAMENTER
15. maj 2025 - kl. 19.00
BAMSEKONCERT
17. maj 2025 - kl. 11.00 & 13.00
REVYMUSIK GENNEM TIDEN
25. maj 2025 - kl. 15.00
1. violin
Eugen Tichindeleanu
Erik Heide
Signe Madsen
Esther Mielewczyk *
Hana Kovacˇ
Stinus Christensen
Ulrike Kipp Christensen *
Valeria Stadnicki
Sofie Qvamme (orlov)
-
Aisté Juodagalvyté **
Jacob Agerskov Buur **
Alexander Rydberg **
Zhe Deng **
Lada Fedorova **
2. violin
Simona Bonfiglioli
Jovana Vukušić *
Jan Erik Schousboe
Carl Sjöberg *
Stig Andersen
Kathrin Kollecker *
Mads Haugsted
Veronika Krauß Mojzešová
Katerina Jelinkova (orlov)
Kristyna Duchonova **
Ikuko Takahashi **
Bratsch
Rafaell Altino *
Martin Jochimsen
Dorthe Byrialsen
Gertrud Ludwig
Dorota Kijewska
Christian Bønnelykke
Victor Sørensen
-
Barbara Anna Kammer **
Cello
Jonathan Slaatto (orlov)
Anna Dorothea Wolff (orlov)
Chatarina Altino *
Michaela Fukacˇová *
Anna Pettersson
Mette Spang-Hanssen
Perrine Pacherie **
Hannah Suhyoung Eichberg **
Tobias van der Pals **
Martin Bzirsky **
Kontrabas
Peter Prehn *
Maria Frankel
Jens Krøgholt
Andreas Hjorth Jessen
Fløjte
Rune Most
Ragnhildur Josefsdottir -
Ingrid Søfteland Neset **
Obo
Henrik Skotte
Albrecht Krauß
Pina Mohs (engelskhorn) -
Carl Marttala **
Klarinet
Svante Wik
René Højlund Rasmussen
Kenneth Larsen (basklarinet)
Fagot
Morten Østergaard (orlov)
Xanthe Arthurs
Lars Mathiesen (kontrafagot)
Horn
Tone Sundgård Anker
Niels Aamand Güntelberg
Nicolai Sell
Philip Sandholt Herup Andersen
Trompet
Per Morten Bye (orlov)
Victor Koch Jensen (orlov)
Henrik Hou -
Cecile Eikaa **
Basun
Robert Holmsted
Lukas Winther Andersen -
Tobias Larsen **
Basbasun
Alf Vestergaard Nielsen
Tuba
Carl Boye Hansen
Pauke
Thomas Georgi
Slagtøj
Jonas Bonde-Nielsen
Laurids Hvidtfeldt Madsen
Harpe
Alexandra Guiraud **
* Musikere, der spiller på instrumenter ejet eller formidlet af Odense Symfoniorkesters Instrumentfond
** Musikere i tidsbegrænsede stillinger Odense Symfoniorkester
BARENS VINSORTIMENT
SPRING KØEN OVER!
Scan QR-koden,
Nemmere bliver det ikke.
kr. 70,2 for kr. 120,kr. 65,2 for kr. 110,-
