SJOSTAKOVITJ & TJAJKOVSKIJS 4. SYMFONI
Odense Symfoniorkester
Dirigent: Andrey Boreyko
Solist: Eldbjørg Hemsing, violin
Camille Pépin: Vajrayana (f. 1990)
I Ratna - Mystérieux et abyssalExplosif
II Vajra - Liquide
III Padma - Flamboyant et déréglé
IV Karma - Vif et léger
V Vairocana – Intemporel
Varighed: ca. 12 min.
Dmitrij Sjostakovitj: Violinkoncert nr. 1, op. 77 (1906 - 1975)
I Nocturne. Moderato
II Scherzo. Allegro
III Passacaglia. Andante cadenza
IV Burlesque. Allegro con brio
Varighed: ca. 39 min.
P A U S E - ca. 20 min.
Peter Tjajkovskij: Symfoni nr. 4 (1840 - 1893)
I Andante sostenuto
II Andantino in modo di canzona
III Scherzo: Pizzicato ostinato
IV Finale: Allegro con fuoco
Varighed: ca. 43 min.
Foto: Gregor Hohenberg
Én af de helt store fordele ved at frekventere en koncertsal som den, du sidder i netop nu, er, at man i dét rum får mulighed for at tage verden ind på en ultrakoncentreret måde - noget som vores accelererede samfund efterhånden sjældent levner os mulighed for. Nogle gange kommer man her for at underholdes; i aften er ikke sådan en aften. I aften får du mulighed for, sammen med nogle af de bedste komponister, vi har i skuffen, at tumle med de helt store spørgsmål i livet, når smuk, hjerteskærende, voldsom, gribende musik overvælder dig med en kraft, der kan mærkes fysisk i brystbenet. I aften kommer vi alle større herfra, berigede og bevægede, når sjælen tager på langfart, båret af de ekstremt kontrollerede lydbølger, vi kalder: musik.
CAMILLE PÉPIN: VAJRAYANA
Franske Camille Pépin er en af de store nye stjerner på den internationale komponisthimmel. Den kun 35-årige lydmagiker spilles overalt lige nu, og hendes umiddelbare musik står uden problemer mål med de store klassikere på et koncertprogram som i aften; jeg vil vove dén påstand, at om 100 år er hun selv til stede som en klassiker i koncertsalene. For det er musik af en helt sjælden karat og med en særlig spiritualitet, den unge Pépin begaver verden med i disse år. Hun er, inspireret af bla. sin lærer Guillaume Connesson (hvis musik du kan opleve ved Pro Musica-koncerten
13. maj i år), ikke bange for at skrive umiddelbart appellerende musik - musik, der med det samme river os med, og som vi synes, vi kender allerede ved første gennemlytning med dens blanding af fransk impressionisme og amerikansk minimalistisk musik - men aldrig med ambitionen om at underholde.
Orkesterværket Vajrayana er en musikalsk beskrivelse af de fem elementer. Men hov, tænker du: “Er der ikke kun fire?”. Jo, men i tibetansk buddhisme er der fem, idet “rum” også opfattes som et element. Hun udtaler selv om sit korte orkesterværk:
“Hvis det kan siges, at der er fem elementer i tibetansk buddhisme (jord, vand, ild, vind og rum), definerer de sig selv som fundamentale og hellige eksistensenergier, som man også støder på i menneskets psykiske dimension. De første fire er naturens bestanddele, mens den femte indeholder alle de andre. Kroppens mikrokosmos er således forbundet med universets makrokosmos. Disse kosmiske energier er selve oprindelsen af jordisk og åndelig eksistens: det er Vajrayāna.
Jeg opfatter stykket som en progression gennem de forskellige stadier af den åndelige verden. Jeg har i udgangspunktet beskrevet disse tilstande ved hjælp af rytmiske musikalske motiver, fordi rytme er selve kernen i naturen og livsenergien: hvert element svarer til et musikalsk motiv.
Ratna (Jorden) er en primær og kraftfuld, men tilbageholdt energi. På baggrund af dén er alle jordens mysterier sammenflettet.
Vajra (vand) udtrykker angst i sit defensive aspekt - stormen - som forvandles til en fredelig vandmasse.
Padma (ild) er det åndelige sted, vi kan nå til gennem voldsomme, brændende følelser, der mangler indre kontrol: det er stedet for uorden.
Karma (Vind) er det uhåndgribelige element, vægtløst og flygtigt.
Og endelig kombinerer Vairocana (rum) alle disse elementer. Eftersom det eksisterer uden for tid, er det det mest magtfulde stadie i denne søgen efter transcendens; den uforklarlige opfyldelse af sjælens ophøjelse; helbredelse."
SJOSTAKOVITJ: VIOLINKONCERT NR. 1
Aftenens andet værk frembyder ikke mindre sjælsdybde, for som altid, når det gælder ét af Sjostakovitjs store orkesterværker, så danner hans tonerækker et stort og tillidsvækkende rum for deponering af vores allersværeste følelser, og den smertefulde 1. violinkoncert er ingen undtagelse.
Hen mod slutningen af 2. verdenskrig og i året efter afslutningen på den frygtelige krig havde der været en pause på nogle år, hvor det sovjetiske censurapparat havde været optaget med andre ting end at jagte kunstnere i hjemlandet. Alle vidste, at det var en stakket frist, og at Stalins fordømmende øje når som helst kunne vendes mod én igen. Med Zhdanov-doktrinen
i 1946 skete det så for Sjostakovitj, der endnu engang måtte leve i evig rædsel for deportation til GULAGog i 1948 blev han dømt for “formalistiske perversioner og antidemokratiske tendenser”.
Derfor var den plagede komponist ikke et sekund i tvivl om, at dén violinkoncert, han havde under udarbejdning, måtte vente med at klinge til efter Stalins død. Og sådan blev det: den er skrevet i 1947-48, men blev uropført i 1955, da diktatoren var væk, og det igen var muligt at opføre musik af dén udtryksmæssige kaliber, som violinkoncerten præsenterer.
Sjostakovitj var i slutningen af 1940’erne meget optaget af barok-musik og -former, og det er nok derfor, koncerten har den lidt specielle form med fire satser: langsom-hurtig-langsom-hurtig. Den er en sand tour de force for solisten, der spiller næsten uafbrudt, og som må rundt i hele den tekniske værktøjskasse for at forløse Sjostakovitjs ekstreme krav til udtrykket.
Første sats har soloviolinen i den ubestridte hovedrolle i en smertefuld og desperat enetale, der kun får håbløst korte glimt af lys, når celesten får lov at skinne midlertidigt - og allerede inden, den kommer i gang, ved man, at den snart dør ud igen. Fagotten er en trofast partner i smerten, men bringer ingen trøst.
Anden sats er en typisk Sjostakovitj rive-ruske-sats, hvor han imiterer jødisk folkemusik i en frenetisk dødedans - uden tvivl en kommentar til efterkrigstidens jødeforfølgelser i Sovjet og en rigtig god grund til at lade koncerten forblive i skrivebordsskuffen. Sjostakovitj havde mange nære venner, der var jøder, og han bruger ofte jødiske temaer, der er spækket med energi, men som er uden glæde; en besk kommentar til jødeforfølgelserne. Det er en vanvidsdans, og solisten bliver presset til det yderste for at holde trit med det kogende orkester. Det er også i denne sats, han for første gang nogensinde bruger sit musikalske fingeraftryk, tonerne D-Es-C-H - et symbol for Dmitri SCHostakovitsch, hans tyske stavemåde. Det skulle han senere ofte bringe i spil i musik, der lå ham særligt på hjerte, og det viser os, at denne smertefulde og desperate koncert er et dybt personligt værk.
Tredje sats er en variationssats, en passacaglia, med en række variationer over en 17 takter lang basgang. Men når variationerne er til endebragt, sker det så: solisten sættes ‘fri’ og frembyder en næsten umenneskelig solokadence på over 6 minutter - en kadence, der er så hård både fysisk, mentalt og musikalsk, at David Oistrach, som koncerten er tilegnet, og som var kendt for at være helt og aldeles frygtløs, i forbindelse med uropførelsen overtalte komponisten til at lade orkestret påbegynde sidstesatsen alene, så han kunne få bare en mikroskopisk pause i denne skånselsløse solostemme.
Koncerten slutter, attacca (= uden pause), med endnu en voldsomt energisk sats, der næsten kan lyde som en slags fejring - eller et musikalsk gedemarked. Men
det er ikke ægte glæde; det er i mol, det er dissonerende, og solisten bliver jagtet rundt som en tyr i en arena. Passacaglia-temaet vender tilbage, men i hurtigt tempo, Stravinskijs Petrusjka bliver sågar citeret, og musikken, der hvirvler forbi, bliver bare vildere og vildere hele vejen mod den nærmest ustyrlige afslutning - hvorefter solisten endelig kan tage violinen fra hagen og glæde sig over at have viderebragt et stykke af komponistens inderste væsen i musikalsk form.
TJAJKOVSKIJ: SYMFONI NR. 4
I 1876 påbegyndte den 36-årige Piotr Tjajkovskij et platonisk forhold med en meget rig enkefrue, Nadezhda von Meck, som var helt besat af Tjajkovskijs musik. Hun lovede at understøtte ham økonomisk hver måned, mod at han løbende orienterede hende om sine kompositioner og sine tanker om dem - og på den ene, meget romantiske betingelse, at de aldrig måtte mødes fysisk! Det skulle vedblive at være et møde i ånden… Det passede jo den homoseksuelle Tjajkovskij ganske fint - og efterlod os andre en hel masse breve omhandlende Tjajkovskijs kompositioner med svar på spørgsmål, som ingen andre kunne få ud af ham.
Derfor ved vi ret præcist, hvad han tænkte om den 4. symfoni, som er den første af de tre skæbnesymfonier, han skrev som en slags kunstnerisk hyldest til Beethoven. Hilsenen til den store mester høres meget tydeligt her i den 4., der starter med et skæbnekald af ubehagelige dimensioner.
Tjajkovskij levede jo hele livet i den evige spænding mellem privatlivet, der foregik i det skjulte, og så den offentlige person, han skulle være, når han skulle hyldes som nationens fremmeste kunstner. Denne diskrepans blev understreget kun 1/2 år efter, han havde skrevet den 4. symfoni, da han desperat prøvede at dæmpe de vedvarende rygter om hans forbudte seksualitet ved i al hast at gifte sig med sin tidligere elev, Antonina Milyukova - som i parentes bemærket per brev havde truet ham med selvmord, hvis ikke han friede til hende. Tjajkovskij holdt lige præcis en måned i ægteskabet, hvorefter han flygtede fra den følelsesfulde Antonina og efterfølgende gik ned med så voldsom en depression, at han ikke skrev så meget som en tone de næste tre år!
Hans depressive sindelag kan selvfølgelig læses ind i den måde, han beskriver sin symfoni til sin muse på, men eftersom det er komponistens egne ord, og de er ret præcise, vil jeg lade ham tale for sig selv. Nadezhda von Meck har i sit brev spurgt ham, om der foreligger et program for den 4. symfoni. Tjajkovskij svarer:
”Du spurgte mig, om der er et bestemt program til denne symfoni? Normalt ville jeg svare NEJ, for det er i sandhed et svært spørgsmål at besvare. Hvordan skulle man kunne sætte ord på de udefinerede følelser, man føler, når man skriver et instrumentalt værk uden noget bestemt emne i tankerne? Dette er en udelukkende lyrisk proces. Det er helt grundlæggende en udtømning af sjælen i musik, med dens essens destilleret ud i lyd, på samme måde som en poet udtrykket sig på vers. Den
eneste forskel er, at musik har meget voldsommere virkemidler og et mere subtilt sprog til at udtrykke de tusindvis af forskellige følelser og sindsstemninger.
Men i VORES symfoni ER der et program, dvs. at det faktisk ER muligt at udtrykke med ord, hvad musikken prøver på at sige. Og til dig - og KUN til dig - er jeg i stand, og villig, til at forklare meningen med både helheden og de enkelte satser. Naturligvis kan jeg kun gøre det i generelle termer.
Introduktionen er såsæden for hele symfonien. Dette er SKÆBNEN - det er denne skæbnesvangre kraft, som forhindrer glædens impuls i at opnå sit mål, og hvis jalousi sikrer, at fred og glæde aldrig kan være komplet og u-skygget, og som hænger som et Damoklessværd over hovedet til alle tider, urokkeligt, konstant forgiftende sjælen. Det er en uovervindelig kraft, som aldrig kan besejres - kun håbløst udholdes.
Den blege og håbløse følelse vokser i styrke og intensitet. Er det måske ikke bedre at undslippe virkeligheden og lade sig synke ned i drømme? Oh, jubel! Ud af ingenting dukker en sød og blid dagdrøm op. En frydefuld, strålende menneskelig skikkelse haster forbi og kalder os til sig. Hvor vidunderligt! Hvor synes det tvangsprægede tema fra først i satsen dog langt væk nu. Gradvist omkranses sjælen af dagdrømme. Alt mørkt og glædesløst er glemt. Her er den endelig - GLÆDEN! Men ak, det var jo netop kun dagdrømme, og skæbnen vækker os fra dem med sit evindelige kald.
Og på dén måde er alt liv en ubrudt skiften mellem de barske realiteter og svømmende drømme med forestillinger om lykke. Ingen lise er mulig… Driv bort på dét hav, indtil det opsluger dig i sine dybder. Dét er sådan groft sagt programmet til den første sats!
Anden sats af symfonien udtrykker et andet aspekt af tristheden. Det er dén melankolske følelse, der kommer, når man om aftenen, træt efter dagens dont, sidder alene med en bogmen den falder fra hånden, fordi man overvældes af en bunke minder. Det er sørgeligt, at så meget nu er fortid, omend det er rart at mindes éns ungdom. Man fortryder fortidens gerninger, men ønsker på den anden side heller ikke at gøre det hele om igen.
Livet er trættende. Det er rart at gøre holdt og kigge sig omkring. Så mange minder! Glade minder fra da det unge blod kogte, og livet var tilfredsstillende. Der er også smertefulde minder, uforsonlige tab. Alt det er nu et sted langt borte. Det er både sørgeligt, og dog på en måde sødt at drømme sig væk i fortiden.
Den tredje sats udtrykker ikke nogen følelse som sådan. Den er hvirvlende arabesker, som vage billeder der ryger forbi på nethinden efter et glas vin, når man føler det første strejf af påvirkningen. Ånden er hverken glædesfyldt eller det modsatte. Man tænker ikke på noget specifikt, men giver frit løb til fantasien, som begynder at male besynderlige billeder. Mellem alle disse minder kommer pludselig et billede af en fordrukken bonde og en folkesang. Så, et sted i det fjerne, kommer en militærparade forbi. Dette er de totalt usammenhængende tanker, der suser forbi i sekunderne, inden man falder i søvn. De har intet at gøre med virkeligheden - de er underlige, vilde og usammenhængende.
Den fjerde sats… Hvis du inden i dig selv ikke kan finde nogen som helst kilde til glæde, så se på de andre. Gå ud blandt folk! Se, hvordan de kan more sig, overgivende sig selv komplet til glade følelser. Forestil dig den vilde lystighed hos helt almindelige mennesker… Men knapt har du ladet dig opsluge af deres glæde, før den uundgåelige skæbne dukker op igen og minder dig om dig selv. Men de andre er ligeglade med dig og har slet ikke opdaget, at du er alene og ked af det. Åh, hvor de dog morer sig! Hvor er de glade for, at alle deres følelser er så simple og ligefremme. Irettesæt dig selv, og sig ikke, at alt i denne verden er lutter tristesse! Glæden er simpel, men kraftfuld! Glæd dig over andres glæde. At leve er stadig en mulighed!
Dét, min kære ven, er alt hvad jeg kan sige dig om symfonien. Det er selvfølgelig vagt og ikke særlig dækkende. Men en iboende kvalitet i instrumentalmusikken er jo netop at den undviger en detaljeret analyse.
Just da jeg var ved at putte dette brev i en konvolut, genlæste jeg det og blev forfærdet over, hvor usammenhængende og utilstrækkeligt et program, jeg har skrevet til dig. Dette er første gang i mit liv, jeg har forsøgt at oversætte mine musikalske idéer og billeder til ord, og jeg lykkedes ikke med det. Jeg var stærkt deprimeret sidste vinter, da jeg skrev symfonien, og om
ikke andet, så er det et meget godt ekko af det, jeg gennemgik dengang. Men det giver sig netop til kende som et ekko. Hvordan skulle det nogensinde kunne oversættes til klare og sammenhængende ordrækker? Jeg ved ikke, hvordan det skulle kunne lade sig gøre. Jeg har allerede glemt så meget. Det må blive ved disse erindringer af passion og besynderlige følelser…’
Det var altså ordene fra Tjajkovskijs egen pen, og dem vil jeg lade stå til eftertanke og ønske dig god energi til rejsen ind i sindet, ind i musikken. Programmet i aften er lagt til minde om Odense Symfoniorkesters mangeårige chefdirigent, russiske Alexander Vedernikov, som gik bort under corona-pandemien, og som var en nær ven af aftenens dirigent.
Programnote og oversættelse af Ole Bartholin Kiilerich
MEDVIRKENDE
Andrey Boreyko, dirigent
Andrey Boreyko afsluttede for nylig sin succesfulde periode som chefdirigent ved Warszawa Philharmonic Orchestra. I løbet af de sidste fem sæsoner løftede hans inspirerende lederskab orkestret, og han turnerede med dem på tværs af Europa, Asien og USA. Boreyko er en fast gæst ved London Philharmonic Orchestra og vender tilbage i denne sæson for at dirigere Sjostakovitjs monumentale Babi Yar Symfoni nr. 13. Desuden arbejder han med orkestre som Wiener Symphonikerne, Hamburgs Statsradiophilharmoniske Orkester, Stuttgart Philharmonic, Vancouver Symphony, New Japan Philharmonic, Prague Symphony, Royal Scottish National Orchestra og Rundfunk-Sinfonieorchester Berlin.
Eldbjørg Hemsing, violin
Eldbjørg Hemsing er en af de førende unge violinister i dag. Hendes internationale karriere tog hurtigt fart, hun har indspillet tre prisvindende albummer, været solist på uropførelser af adskillige anerkendte nye kompositioner og optrådt på de mest prestigefyldte spillesteder i 15 lande.
Eldbjørg Hemsing har optrådt med orkestre som MDR Sinfonieorchester Leipzig, Chinese National Orchestra, Czech National Symphony Orchestra og Shanghai og Hong Kong Filharmoniske Orkestre. Hun har optrådt over hele verden, herunder i Lincoln Center, Kennedy Center, Wigmore Hall, Verbier Festival og National Center for Performing Arts i Beijing.
Hun har optrådt ved adskillige store globale begivenheder og spillesteder såsom Nobels fredsprisuddeling i Oslo, FN, Shanghai Expo, FN's Sikkerhedsråd og har turneret verden rundt med kongefamilien i Norge. Hendes debutalbum i 2018 indeholdt violinkoncerter af Hjalmar Borgstrøm og Dmitrij Sjostakovitj, indspillet med Wiener Symphonikerne og Olari Elis.
Hun spiller på en 1707 Antonio Stradivari “Rivaz, Baron Gutmann”-violin, venligst udlånt fra Dextra Musica Foundation.
KONCERT, SÅ VIL DU HELT
SIKKERT OGSÅ KUNNE LIDE
DISSE KONCERTER
GRIEGS KLAVERKONCERT
& DVOŘÁKS 9. , 27. & 28. FEBRUAR - KL. 19.00
I én og samme koncert blænder vi op to af den klassiske musiks allerstørste hits, nemlig Griegs ikoniske klaverkoncert og Dvořáks 9. symfoni, der blev hele grundstenen for den amerikanske måde at skrive musik på – både i koncertsalene og på det store lærred.
BLEUSE & SJOSTAKOVITJS 5.
21. MARTS - KL. 19.00
Vores chefdirigent Pierre Bleuse kaster sig denne gang over Sjostakovitjs berømte 5. symfoni, den episke Romeo og Julie-fantasiouverture samt en helt ny basunkoncert spillet af Jörgen van Rijen, der er 1. solobasunist ved Royal Concertgebouw Orchestra.
SJOSTAKOVITJ & TJAJKOVSKIJ, 4. SEPTEMBER - KL. 19.00
Vores Koncertmester står på dirigentpodiet i denne sidste koncert, hvor vi hylder Sjostakovitj i 2025. Amalie Stalheim spiller hans hårdtslående 1. cellokoncert, og så får du også mulighed for at høre Tjajkovskijs Serenade for strygere.
KOMMENDE KONCERTER
BAMSEKONCERT
8. feb 2025 - kl. 11.00 & kl. 13.00
VERDENS BEDSTE FILMMUSIK
20. feb 2025 - kl. 19.00
21. feb 2025 - kl. 19.00
SØNDAGSMATINÉ
23. feb 2025 - kl. 11.00
GRIEGS KLAVERKONCERT & DVOŘÁKS 9.
27. feb 2025 - kl. 19.00
28. feb 2025 - kl. 19.00
SIGURD & SYMFONI ORKESTRET
4. mar 2025 - kl. 14.00
5. mar 2025 - kl. 14.00
6. mar 2025 - kl. 14.00
7. mar 2025 - kl. 14.00
MOZART, SJOSTAKOVITJ & JANÁCEK - PRO MUSICA, KAMMERKONCERT
11. mar 2025 - kl. 19.00
EN VERDEN AF MUSICALS
13. mar 2025 - kl. 19.30
14. mar 2025 - kl. 19.30
15. mar 2025 - kl. 16.00
FÊTE GALANTE - DEN JYSKE OPERA
17. mar 2025 - kl. 19.30
BLEUSE & SJOSTAKOVITJS 5.
21. mar 2025 - kl. 19.00
MENDELSSOHN, GADE & KOR72
29. mar 2025 - kl. 15.00
CHOPINS 2. KLAVERKONCERT
3. apr 2025 - kl. 19.00
MEDITATIV MATINÉ
6. apr 2025 - kl. 11.00
VIVALDI: DUS MED STRYGERNE
24. apr 2025 - kl. 19.00
BLEUSE & MOZART
1. maj 2025 - kl. 19.00
1. violin
Eugen Tichindeleanu
Erik Heide
Signe Madsen
Esther Mielewczyk *
Hana Kovacˇ
Stinus Christensen
Ulrike Kipp Christensen *
Valeria Stadnicki
Sofie Qvamme (orlov)
-
Aisté Juodagalvyté **
Jacob Agerskov Buur **
Amandus Lind **
Alexander Rydberg **
Martyna Kulpinska **
Ingegerd Deckert **
Zhe Deng **
Kaya Kato Møller**
2. violin
Simona Bonfiglioli
Jovana Vukušić *
Jan Erik Schousboe
Carl Sjöberg *
Stig Andersen
Kathrin Kollecker * (orlov)
Mads Haugsted
Veronika Krauß Mojzešová
Katerina Jelinkova
Kristyna Duchonova **
Ikuko Takahashi **
Sonia Wiktoria Zajac **
Bratsch
Rafaell Altino *
Martin Jochimsen
Dorthe Byrialsen
Gertrud Ludwig
Dorota Kijewska
Christian Bønnelykke
Victor Sørensen -
Malte Bjerkø **
Barbara Anna Kammer **
Cello
Jonathan Slaatto (orlov)
Anna Dorothea Wolff (orlov)
Chatarina Altino *
Michaela Fukacˇová *
Anna Pettersson
Mette Spang-Hanssen
Perrine Pacherie **
Hannah Suhyoung Eichberg **
Michal Panasiuk **
Martin Bzirsky **
Kontrabas
Peter Prehn *
Maria Frankel
Jens Krøgholt
Andreas Hjorth Jessen
Malte Schmidt-Hemmet **
Fløjte
Rune Most
Ragnhildur Josefsdottir
-
Neus Signes **
Ingrid Søfteland Neset **
Obo
Henrik Skotte
Albrecht Krauß
Pina Mohs (engelskhorn)
Carl Marttala **
Klarinet
Svante Wik
René Højlund Rasmussen
Kenneth Larsen (basklarinet)
Fagot
Morten Østergaard
Xanthe Arthurs
Lars Mathiesen (kontrafagot)
Horn
Tone Sundgård Anker
Niels Aamand Güntelberg
Nicolai Sell
Philip Sandholt Herup Andersen -
Emmett Hartung **
Trompet
Per Morten Bye
Victor Koch Jensen (orlov)
Henrik Hou -
Cecile Eikaa **
Basun
Robert Holmsted
Lukas Winther Andersen -
Tobias Larsen **
Quinn Parker **
Basbasun
Alf Vestergaard Nielsen
Tuba
Carl Boye Hansen
Pauke
Thomas Georgi
Slagtøj
Jonas Bonde-Nielsen
Laurids Hvidtfeldt MadsenLars Vestergaard **
Harpe
Alexandra Guiraud **
Anastasiia Lisitsyna **
Klaver
Ole Bartholin Kiilerich
* Musikere, der spiller på instrumenter ejet eller formidlet af Odense Symfoniorkesters Instrumentfond
** Musikere i tidsbegrænsede stillinger
BARENS VINSORTIMENT
SPRING KØEN OVER!
Scan QR-koden,
Nemmere bliver det ikke.
kr. 70,2 for kr. 120,kr. 65,2 for kr. 110,-
