PRO MUSICA - SCHUMANNS KLAVERKVINTET
28. JAN 2025 19.00 - PRO MUSICA SALEN - ODENSE KONCERTHUS
Luigi Gatti:
Sekstet i Es-dur (1740 - 1817)
I Adagio - Allegro
II Menuetto con Brio
III Adagio cantabile
IV Larghetto
V Rondo - Allegro
Varighed: ca. 29 min.
Medvirkende: Albrecht Krauß, engelskhorn; Xanthe Arthurs, fagot; Veronika Krauß Mojzešová, violin; Kateřina Jelínková, bratsch; Hannah Suhyoung Eichberg, cello; Maria Frankel, kontrabas
Jacques Ibert: Trois pièces brèves (1890 - 1962)
I Allegro
II Andante
III Allegro scherzando
Varighed: ca. 7 min.
Medvirkende: Ragnhildur Josefsdottir, fløjte; Henrik Skotte, obo; Renè Højlund Rasmussen, klarinet; Lars Mathiesen, fagot; Niels Aamand Güntelberg, horn
P A U S E - ca. 20 min
Robert Schumann:
Klaverkvintet i Es-dur, op. 44 (1810 - 1856)
I Allegro brillante
II In modo d´una marcia. Un poco largamente
III Scherzo: Molto vivace
IV Finale: Allegro ma non troppo
Varighed: ca. 30 min.
Medvirkende: Erik Heide, violin; Stinus Christensen, violin; Martin Jochimsen, bratsch; Jonathan Slaatto, cello; Jacob Lidåkra, klaver
En tysker, en franskmand og en italiener, der arbejdede i Østrig. I hvert deres århundrede. Aftenens kammerkoncert fører os vidt omkring i tid og sted og viser os tre sublime eksempler på, hvad såvel instrumenter som deres udøvere kan formå, når gåsepennen har været i hænderne på den helt rigtige.
L. GATTI: SEKSTET I ES-DUR
Navnkundige W. A. Mozarts far, Leopold Mozart, startede karrieren i 1743 som fjerdeviolinist i fyrsteærkebiskoppen af Salzburgs orkester. Efter femten år blev han forfremmet til andenviolinist. Topjobbet som Hofkapellmeister forekom stadig som en fjern drøm, men da det blev ledigt i 1762, søgte Leopold det, ambitiøs som han var. Han opnåede dog ’kun’ status af vicedirigent ved den lejlighed, da den eksisterende vicedirigent avancerede. Og herfra skulle Leopold blive forbigået til den attråede chefstilling hele tre gange mere, i hhv. 1772, 1777 og 1782.
Hvorfor blev en så åbenlyst talentfuld, pålidelig, flittig og dygtig musiker og musikpædagog som Leopold Mozart tilsidesat igen og igen? Det hænger sandsynligvis sammen med, at fyrsteærkebiskoppen undervejs var død og blev erstattet af Hieronymus von Colloredo – der som bekendt ikke var nogen ynder af Mozart-familien. Han tilgav aldrig Leopold de lange fraværsperioder fra hoffet i forsøget på at finde Wolfgang en bedre stilling, og forholdet til Mozart Jr. selv var berømmeligt anstrengt nok til at ende med et korporligt spark i bagen, da Wolfgang i 1781 sagde sin stilling op og flyttede til Wien.
ALBRECHT KRAUSS
Og hvem fik så stillingen som Hofkapellmeister ved den fjerde forbigåelse i 1782? Det gjorde såmænd Luigi Gatti, en 42-årig italiensk organistsøn og præst, som hidtil primært havde gjort sig som operakomponist, og hvis sekstet for engelskhorn, fagot, violin, bratsch, cello og kontrabas fra 1790 åbner ballet for aftenens koncert. Og Gatti skulle heldigvis vise sig heller ikke at være nogen hr. hvem som helst. Hans sekstet vidner om, at han ikke kun kunne begå sig i den storladne, sceniske musik, men også med lethed og elegance oversætte sit musikalske håndværk til de mindre, kammermusikalske former og skrive inspireret til præcis de instrumenter, han havde til sin rådighed – her f.eks. engelskhornet, som også W. A. Mozart nærede en stor forkærlighed for. Sekstetten er et melodisk, charmerende og uimodståeligt værk, som i sin halve times varighed giver alle seks instrumenter deres særlige øjeblikke i spotlyset. Og når de forenes, skaber de til sammen noget, der er overmåde større end summen af deres enkeltdele.
J. IBERT: TROIS PIÈCES BRÈVES
Selv uden de store franskkundskaber kan vi næsten regne ud, at vi er ude i ”tre korte stykker” her. Og der er endda grund til at indstille sig på tre overordentligt indtagende, finurlige og ganske rigtigt korte stykker musik. De er skrevet i 1930 af Jacques Ibert, fransk musiks alsidige og vittige mellemkrigstidsenegænger, som vandt den fornemme Prix de Rome ved første forsøg i 1919 og senere skulle avancere til både akademidirektør og operachef. Ibert var en eklektisk komponist og ønskede ikke at associere sig med nogen bestemt fremherskende genre eller komponistsammenslutning som f.eks. de samtidige Les Six
(bestående af de jævnaldrende komponister Georges Auric, Louis Durey, Arthur Honegger, Darius Milhaud, Francis Poulenc og Germaine Tailleferre), hvis samlende, kunstneriske idé var et opgør med den franske impressionismes tonesprog. Iberts musik kan siges at binde sløjfe på Debussy og Ravels impressionistiske teknikker og Les Six’ musik, som ofte er let og fantasifuld, med melodi og rytme i forgrunden frem for impressionismens flydende klange. Og så måske tilsat et skvæt af Stravinskijs neoklassicisme.
Den første af de tre pièces brèves for klassisk blæserkvintet, Allegro, er livlig, springer glad afsted og efterlader os med følelsen af, at de fem instrumenter decideret leger med hinanden, og det er tilsyneladende en leg uden de store konflikter. Al disharmoni er tydeligvis en del af morskaben. Anden sats, Andante, er en langsom, smuk duet mellem fløjten og klarinetten – de tre øvrige instrumenter kun viser sig kort henimod slutningen. Tredje sats, Assai lent – Allegro scherzano, begynder med et langsomt motiv, der giver genlyd af messingfanfare i horn og fagot. Derpå skifter satsen stemning, og klarinetten og siden fløjten tager over med en hoppende og sorgløs melodi. Værket slutter med en kadence i fuldt harmonisk firspring, der fuldender tre ganske vist ultrakorte, men alligevel underdejlige stykker, som sandsynligvis vil sende os til pause med gadedrengehoppende fodtrin.
R. SCHUMANN: KLAVERKVINTET I ES-DUR
Da det omsider var lykkedes ham at blive gift med sin elskede Clara i 1840 – efter en årelang, bitter strid med sin kommende svigerfar – oplevede den unge Robert Schumann en række overmåde produktive år. Og hvor 1840 kan karakteriseres som hans ”lied-år” og 1841 hans ”symfoniske år”, så blev 1842 Schumanns store kammermusik-år.
Året startede dog mindre godt. Clara, som – stærkt usædvanligt for den tids kvinder – havde formået at tage sin karriere som ombejlet koncertpianist med ind i ægteskabet, var på turné. Og Robert, som ikke vidste, hvad han hadede mest: hendes lange fraværsperioder eller at skulle ledsage hende (læs: stå i skyggen af hende) på turnérejserne, var forblevet derhjemme, følte sig deprimeret, drak for meget og var ude af stand til at komponere. I den ’husholdningsbog’, som han nidkært førte over parrets både dagligdags, økonomiske, musikalske og mere intime aktiviteter, anførte han frustreret: ”Du fratager mig alle mine ideer lige nu. Jeg kan ikke engang sætte en simpel sang sammen!”
Sortsynet lysnedes dog heldigvis i det sekund, fruen var vel hjemme igen, og ved årets slutning havde Schumann færdiggjort tre strygekvartetter, en klavertrio, en klaverkvartet, de fire charmerende fantasistykker for klaver, violin og cello, og så den fantastiske klaverkvintet (for besætningen strygekvartet plus klaver), som vi skal høre i aften, og som i eftertiden ubestrideligt står som Schumanns mest berømte kammermusikværk.
I det hele taget var det nærmest uhørt at instrumentere en kvintet for klaver, to violiner, bratsch og cello. Tidligere havde praksis været at lade klaveret ledsage af violin, bratsch, cello og kontrabas, som vi f.eks. husker det fra Schuberts Forellekvintet. Men udviklingen af klaveret i de første årtier af det 19. århundrede, i særdeleshed opfindelsen af klangpedalen, udvidede instrumentets gennemslagskraft og dynamiske rækkevidde og gav dermed
klaveret nye muligheder for at stå stærkere frem i ensemblesammenhænge. Og Schumanns kvintet står som det fakkelbærende eksempel, som generationer af prominente romantiske og moderne komponister efterfølgende stod på skuldrene af. Klaverstemmen i hans kvintet udfylder snarere halvdelen end en femtedel af den samlede tekstur, og det vil ikke være forkert at tænke på kvintetten som en slags klaverkoncert, hvor orkestret er erstattet af en strygekvartet.
Med en så virtuos klaverstemme er det så meget des mere imponerende, at pianisten ved værkets første private opførelse – Felix Mendelssohn, som trådte til med kort varsel, fordi Clara blev syg – ikke havde nået at deltage i prøverne og spillede stemmen fra bladet! Den detalje bør vi huske på, når vi fremdeles går rundt og er enige om, at Mendelssohn ”ikke var nogen klavervirtuos”. Denne her har han spillet på svimlende højt niveau uden at have øvet sig i forvejen! Men til den egentlige uropførelse i januar 1843 var det Clara Schumann, der sad ved tangenterne – og det var også til hende, kvintetten var dedikeret. Den var på hendes koncertrepertoire i mange år, blev en slags signaturværk for hende – og vi kan jo prøve at glemme, at Robert til en opførelse i 1852 bad om at få den yngre pianist Julius Tausch til at erstatte Clara, fordi ”en mand forstår den nu bedre”.
At få mulighed for at høre Schumanns klaverkvintet opført ’live’ er en gave, som der er al mulig grund til at falde på knæ og takke sit forsyn for. Det er et livskraftigt, sprudlende og innovativt værk, som igen og igen demonstrerer sin skabers umiskendelige, melodiske geni. Schumann skrev den på under tre uger, og man fornemmer af den gennemgående, homogene leg med de samme melodier og idéer gennem de fire satser, at han har haft en klar plan for sit værk, fra han satte den første node på papiret. Første sats lægger ud med
et slagkraftigt, unisont tema, der senere vil dukke op i flere afskygninger. Den bombastiske åbning forvandles hurtigt til en udtryksfuld sang, hvorefter celloen og bratschen præsenterer et lige så charmerende sidetema. Modulationsdelen bæres frem af virtuost klaverspil og intense dramaer i dialogen med strygeinstrumenterne, inden satsen runder af i et fyrigt klimaks, der gør Schumanns sans for dramatik ære.
Og herpå skiller hver af de efterfølgende satser sig ud på hver sin måde. Den højtidelige andensats har karakter af sørgemarch, der dog også byder på både et lyrisk sidetema og en nærmest hidsig midterdel. Tredjesatsens scherzo demonstrerer, hvor langt man kan komme ved simpelthen at lade tiltagende forsirede skalaer jage hinanden op og ned, afbrudt af to triosektioner, den første en lyrisk inversion af førstesatsens åbningstema, og den anden en fyrig tagfatleg. Kvintetten slutter med en triumferende allegro, der munder ud i en vanvittigt virtuos coda, hvor pianisten med højre hånd spiller hovedtemaet fra første sats, mens venstre hånd og strygerne spiller en fugaudgave af finalens hovedtema. Vil man have kammermusikalske sommerfugle i maven, så er man kommet det rette sted hen.
Programnote af Katrine Nordland
SØNDAGSMATINÉ
23. FEB - KL. 11.00 - KAMMERKONCERT
Konservatoriets koncertsal, ODEON
T. Takemitsu: Towards the Sea
R.V. Williams: Six Studies in English Folksong
A. Piazzolla: Le Grand Tango
A. Piazzolla: Canto De Octubre
Medvirkende: Ragnhildur Josefsdottir, fløjte; Jonas Bonde-Nielsen, slagtøj; Carl Boye Hansen, euphonium; Anne Mette Stæhr, klaver; Mette SpangHanssen, cello; Ole Bartholin Kiilerich, klaver
PARTNERSKABER
